Please leave me alone - Dante

"Ganske normal.. Vis det da ordet.. Ens sanser gå god nok amok i starten af de først par år efter forvandlingen men når man så kommer ud i de ælder år begynder man stille og rolig og kun se glæden og være udødelig, men den kommer dog med en pris og den pris er at man for altid vil være alene, men hvis man viljen til oplære et andet menneske kan man jo altid forsøg sig med forvandle en anden person, det dog sjælen set eftersom at det kun ganske få mennesker der kan hold og dræbe og netop derfor er der ofte et par selvmord mellem yngre vampyrer" sagde han kort mens at han kiggede på hende "Jeg har selv tit haft overvejet at jeg skulle gå ud i solen og gøre en enden på mig selv, men der åbenbart et eller andet der stadig holder mig fra og gøre det" sagde han ganske kort efter mens han kiggede ude på stuen og han lavet en kort bevægelse så den næsten så ud som om at han trak vejret men som altid gjorde han det ikke ud over vis at han skulle ryge en smøg..

Kun kiggede på ham og sørgede bare for at slappe af. Hun smilede roligt til ham og nikkede bare til ham, en gang imellem, så han vidste at hun hørte hvad han sagde, og at hun forstod ham. Eller det gjorde hun jo egentlig ikke, hun kunne ikke rigtig forstå ham, hun havde jo aldrig vært en vampyr før. Hun studerende ham stadig en smule, hun synes stadig at det var vildt, at han kunne være så perfekt, nærmest. Men nu havde hun jo en grund til hvorfor, så det gav mere mening i hendes hoved nu. "Han du nogensinde forvandlet nogen?" spurgte hun og kiggede nysgerrigt på ham. Hun ville gerne vide det, bare for også at få et indtryk af hvem han er, og hvad for en type vampyr, han er, hvis man kan sige det. Hun synes det var rart, at han var så rolig, det havde også en rolig effekt på hende, det fik hende til at kunne slappe lidt af.

"Jeg har forvandlet en enkel person tilbage i tiden, men det snart 300 år siden og hvad der sket med hende ved jeg desværre ikke for jeg desværre tvunget til efterlad hende her i frankrig mens at jeg selv måtte forlad landet før at jeg havde tid til hente hende.. Men siden da.. Nej jeg gøre vaner af og skabe vampyrer nu om dage, det større arbejde og finde og oplære den rette person, for nyfødt vampyrer har virkelig meget og lære i de først par år af livet som udødelig da de nemt kan dræbe op til tyv mennesker på en nat.." sagde Dante kort mens at han kiggede på hende "Og efter min egen mening er der ikke ligefrem særlig mange mennesker som jeg har lyst til oplære nu om dage, det alt for besværligt med nutidens ungdom.. Havde det været for hmm.. 60 år siden kun jeg måske god havde valgt og gøre det men den gang havde jeg dog ikke tid til det, jeg deltog selv i anden verdenskrig og jeg har set den virkelighed som magtsyge mennesker kan udrette og det ikke et kønt syn og opleve" han stoppet der mens at hans tanker kort rette sig tilbage til nogle af de ting som han havde set den gang og han lavet næsten et svagt ryst over det, mennesket var virkelig blev en race som ikke havde særlig stor respekt for, de havde nemlig alt for mange ting som gik dem på plus at magt ligefrem kun gjorde dem mere sindsyge efterhånden..




//OC :: Hvis jeg ikke skriver så meget idag er det altså fordi at jeg kun har fået syv timers søvn, jeg var nemlig i byen igår med et par venner og det endt med at jeg først kom i seng kl 4 her til morgen, og nu jeg så blev vækket af overboen små møg unger som larmer af HT!

Hun lyttede bare opmærksomt til hvad han sagde og nikkede en gang imellem. Hun synes at det var fedt, og rigtig godt, at han ikke bare forvandlede alle og en hver, at det skulle være en speciel person, en han ville hjælpe, som han sagde. "jeg har respekt for dig, virkelig. Du virker som en af de gode" sagde hun så til ham, da han havde snakket helt færdigt. Hun mente virkelig det hun sagde og smilede en smule til ham, hun ville ikke gøre det akavet. Hun ville bare have ham til at forstå, at hun faktisk forstod ham, og at hun synes det var en god måde at tænke på.

Hun rykkede lidt på sig i sofaen, og følte sig ikke helt tilpas mere. Ikke pga. ham, men fordi hun fik det fysisk dårligt. Hun følte sig ikke helt tilstede, selvom hun gerne ville være det, hun ville jo gerne lytte til ham. Hun prøvede bare på at ignorere følesen, og ikke tænke over det, det kunne være at det gik væk så. Hun følte sig svimmel, og hun følte å¨en underlig måde, at hun nærmest svævede helt. Hun ville ikke have ham til at vide, at hun ikke havde det godt, hun ville bare ikke virke svag overfor ham, hun hadede følsen af at være svag, og hun synes bare at hun følte sig svag, hele tiden. Hun var træt af det nu.


//Helt i orden (:

"Jeg vil nu ikke sige at jeg er en af de gode som sådan, det rettet ord er nok kynisk eller sadistisk" sagde Dante kort mens at han kiggede på hende og han kun nemt bemærke at der var et eller anden galt hos hende, han blinket igen hurtigere end hvad det menneskelig øje kun se "Er der noget galt?" sagde han kort mens at han kiggede på hende med kort blik og det var tydelig og se at han havde opdaget at der var et eller andet galt med hende for han var ganske dygtig til aflæse mennesker men nu havde han os været til så mange år og derfor var det en nemt kunst for ham.. 

Hun kiggede lidt forskrækket over på ham, da han spurgte om der var noget galt. Altså hun prøvede jo på at skjule det for ham, og da han så spurgte, blev hun lidt forskrækket, hun havde ikke regnet med at være så dårlig, til at skjule det. Hun rystede så på hovedet og smilede svagt til ham. Dog følte hun at hun skulle besvime snart, hun vidste at der var et eller andet galt lige nu, men ikke hvad der lige præcis var galt. "Okay, jeg har det en smule dårligt" sagde hun lidt ukoncentreret til ham, da hun ikke kunne koncentrere sig helt, fordi hun havde det ret dårligt. Hun lukkede sine øjne i, bare for at hun kunne få lidt ro i hovedet, og for er hun kunne tænkte klart.

"Tænkte jeg nok.. Jeg efterhånden ganske trænet i og se hvordan mennesker har det, i udtrykker jer ikke helt på samme måde som mange andre væsner i den her verden, men er der noget jeg kan gøre for dig?" sagde han kort mens at han rettet sig en smule op fra sofaen og han gabt ganske kort "Undskyld mig" sagde han ganske kort mens han igen havde blikket tilbage på hende og stoppet næsten med lave den bevægelse som fik det til se ud som at han trak vejret.. 

Hun kiggede på ham og rystede bare stille og roligt på hovedet. Hun hade det skidt, men han kunne jo ikke rigtig gøre noget for hende, eller hun vidste i hvert fald ikke hvad hun kunne gøre for hende. Hun fortrød at hun havde rystet sit hovedet, da det bare havde gjorde hende en helt del mere svimmel, end hun var lige før. Hun holdte sit blik på gulvet, da hun havde det svært med at koncentrere sig om noget lige nu, og der irriterede hende. Det irriterede hende at hun ikke vidste hvad der var galt, det gik hende rigtig meget på. Pludseligt blev det sort, foran hendes øjne, og det var rigtig ubehageligt for hende. Hun tog fat i sofaen, så godt som hun nu kunne få fat, fordi hun følte at hun skulle til at falde lige om lidt. Og det var dog rigtig følt, lige præcis som hun skulle til at sige noget til Dante, blev det hele sort, og lyden forsvandt omkring hende, selvom der ikke rigtig var noget lyd. Hun besvimede.