Silent as the grave //Shane

T: Lige omkring kl 22:00.
O: Ikke rigtigt noget andet end, væltede gravsten.
S: Kirkegården.
V: Køligt og blæsende.


Aubreiane Skubbede den rustne jernlåge op med sin håndfladen, kulden og den glatte følelse, virkede klam mod hendes hud. Hun sukkede dybt for sig selv, inden hun trådte ind på kirkegården. Mange nætter havde hun tilbragt her, ikke som sådan fordi hun kendte nogle der var død, bare fordi roen herinde var så afslappende. De grønne øjne hvilede tænkende op imod den sorte himmel. Denne aften var der ingen stjerner der blinkede ned, sikkert fordi det trak op til regn. Det gjorde hende nu ikke noget, det gjorde bare så der ikke var så mange på gaden.
Vinden ruskede rundt i hendes jakke og hår, og fik samtidig trækronerne til at danse over hendes hoved. Som hun skridtede henover stenene der knaste under hendes sko, så hun sig omkring. Hun kunne ikke se nogen, ej heller fornemme nogen. Så måske hun var alene denne aften.
Hendes tunge gled ud og fugtede de røde læber, så man et kort øjeblik kunne se hendes tungepiercing, før den blev gemt igen. Efter at have gået lidt rundt, fandt hun den væltede gravsten hvor hun plejede at sidde. Den var væltet sådan at den nærmest dannede en lille stol. Og herfra kunne hun s det meste af kirkegården, hvis nu der skulle være nogle der kom derind. Stilheden og mørket gjorde det muligt at tænke. Langt væk fra byens larm og fulde folk, og det var rart. At sidde i sin egen verden og fundere over hvordan det hele var gået.
Det var efterhånden længe siden hun blev dæmon, og hun nød det stadig. Jovist savnede hun nogle ting som vampyr, men hun havde jo aldrig villet være det anyway. Og der var så mange bedre ting ved at være dæmon. Så mange flere ting hun nu kunne gøre.