A trip beyond the grave

Tid: Sen aften, næsten midnat
Sted: Kirkegården
Vejr: Det er fuldmåne
Omgivelser: Stilhed og mørke


Det var efterhånden langt over de små's sengetid, de skræmmende godnathistorier var blevet fortalt til små menneskebørn, der ikke ville sove, imens andre ikke bevøhede noget middel for at lægge sig til køjs, lukke øjnene og begynde at drømme sødt. Kirkegården havde det vel med at være udspring for en del af forældrenes skræmmende historier, fortællinger om spøgelser, genfærd, poltergeister og alle mulige slags monstre, måske endda zombier, døde lig der var vendt tilbage til livet, som ville kravle op ad jorden om natten. Chatille var ikke en af dem, der som lille havde hørt disse historier fra sin mor, men fra andre små børn, som advarede hende om at gå ind på kirkegården i sin barndomsby. Hun havde dog aldrig været typen, der tog sig af disse advarsler, eller blev skræmt af de mange historier. Hun blev blot fascineret af tanken om, at der kunne ske disse ting. At de døde kunne betræde jordens overflade, have kontakt med de levende væsener.
Selv den dag i dag var Chatille endnu fascineret af den tanke, om livet efter døden, og hun prøvede tit at opsøge genfærd og lignende, selvom hun ingen anelse havde om, hvad hun ville gøre, hvis hun en dag træf et sådan væsen. Hun forsøgte nu alligevel at komme de steder, hvor man hørte om, at disse skabninger fandtes, såsom kirkegården. Hun stod foran lågen til det gamle sted, kiggede op på det beskidte, slidte metal, før hun lod en hånd skubbe det klamme håndtag ned, for at åbne lågen. Det knirkede da hun puffede den op, sådan så det kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen, men dette var kun med til at lokke hende længere ind.
Hendes højt beklædte fod tog et skridt indenfor, og hendes hæl sank en smule ned i grusstien, der snoede sig ind mellem de mange grave, der var placeret her og her på området. Chatille bøjede sig lidt frem, kiggede ned på jorden. Hendes røde lokker gled frem og indrammede hendes ansigt. Hun kiggede op, lukkede lågen og tog flere skridt, længere og længere ind. Hendes blik gled op imod den fulde måne, der oplyste gravpladsen. Det var det perfekte vejr til en aften på kirkegården, syntes hun...

En af de centrale krypter bar en usædvandlig skygge over sig. En høj mørk skabning stod perfekt afbalanceret på det tynde tynde spir fra dets tag. En person om ikke andet. En med en uvidsnet balance og uden frygt for at styrte ned i døde. Det havde han gjort. For mange år siden efterhånden. Et langt tyndt sort hår flagrede i vinden imod den marmorhvide hud, som skabningen havde om sig, som den eneste beskyttelse imod kulden. Det, og så en tynd sort skjorte og et par lange bukser med sølvvedhæng af alle slags. Kranier, krucifikse, små dolke og nåle. Alt sammen prydet i sølv, som glimtrede i det dunkle lys og fik silhuetten til at se mere livagtig ud og ikke bare en gargoyle med gotisk beklædning. En dreng.. nej.. nærmere en ung mand var det. Hans røde øjne stirrede stift ud i natten imens han opfangede lydene og lugtende i området. Han tav og så til sin side.. nej på den unge kvinde. Der var noget levende på denne, de dødes sti i aften?

Chatille's blik gled fra side til side, fra gravsten til gravsten, betragtede deres smudsede ydre, mosset og planterne der groede op ad de gamle, nogle af dem endda revnede, sten. Indgraveringerne i de hårde overflader var knap til at se, hvis man skulle læse, hvad der stod, måtte man i hvert fald bevæge sig tæt på, fjerne nogle planter og hvad der ellers måtte have belagt sig på stenenes overflader. Chatille holdt sig dog til at betragte dem på afstand. Hun kendte ikke til nogen, der havde døet i byen, da hun ikke havde boet der særlig længe, og aldrig før havde været der. Den havde været et tilfældigt valg af bosted, efter hendes gamle arbejdsplads, i byen hvor hun boede før, lukkede ned. Dog, faktummet at byen havde en stripbar, det havde da været med til at afgøre hendes valg.
Chatille fulgte stien et langt stykke, indtil hun fandt sig stående foran et lille 'hus', en krypt. Hun bed sig svagt i læben. En nysgerrig skabning som hende selv... Burde hun mon vove sig indenfor, eller skulle hun lade stedet være for sig selv? Hun kiggede op langs med bygningsværket. Det var svært at se noget, da det skyggede for sig selv, på grund af månens placering på den anden side af det. Hun rakte hånden frem, tøvede lidt, men tog så i døren

//srry må til at logge.. måske kan vi fortsætte en anden dag//

//Håber jeg da vi kan (:

Ahngel så ned fra kryptens spir og så en pige. En dæmon pige.. Han tog en dyb indånding og knejsede nakken imod luften, så vinden tog et tag i det lange sorte hår. Ild dæmon.. Et glimrende mix, dog ikke hans yndlings.. Han bukkede sig i en underlig stilling og kravlede lodret ned af spiret med ansigtet nedad. En stilling der mindede om en edderkop, som kravlede ned af en bemosset stenmur. Ahngels sorte kløer sad let fast i overfladen på den rå krypt da han kom til kanten af taget og kiggede nærmere på pigen uden at være for tæt på. Nej... ikke pige.. slet ikke. en ung kvinde med fin hud og pulserende varme blodårer løbende rundt i hende. Ahngel lyttede til hjerteslagenes sammensmeltning med hendes puls. En fin musik.. værdigfuldt for hans befolkning.. hvis blot der levede sådanne skabninger ved hans eget domæne.. det ville være såååååå nemt.

Det gik underligt let og lydløst til, at Chatille fik skubbet døren op. Hendes hjerte slog af spænding og en anelse nervøsitet. Hun havde aldrig været rigtigt inde i en krypt før, ikke hvor hun havde chance for rigtigt at se, hvordan der så ud. Sidst var med den vampyr der.. Nårh ja, det var længe siden, og betød jo ikke længere noget, hvad hun havde lavet med fyre dengang. Hun fik døren skubbet helt op, og tog så sit første skridt indenfor. Der var mørkt, mørkere end så hun kunne se noget, men det var intet problem for hende. Hun skabte en lille ildkugle i sin håndflade, kraftig nok til at lyse hele rummet op. Hun kiggede fascineret omkring, med munden stående en smule åben..

Ahngel lagde hovedet på skrå idet hun gik ind. Hans lange hår faldt ned imod jorden, og han slap tagstenen og landede på benene da hun var gået derind. Han smilede makabert imens han lydløst betragtede hendes ryg. Skulle man? Skulle man ikke? Om ikke andet.. skulle han gøre det hurtigt eller få lidt sjov ud af det. Han forsvandt i denblå luft for at dukke op i skyggerne inde i krypten. Kun en svag glød fra hans røde øjne var den mindste smule synlig, men ikke meget. Han betragtede hende længe fra sin mørke plads, redigerede sit syn.
Først.. hud.. tøg hår
Da.. nærver årer
endelig.. hjertet der bankede som en lille lyskegle i hans rovdyrssyn. Han smilede over takten. Hun var spændt åbentbart? En eventyrer der holder af adranalinsus og nattevandring.. Spørgsmålet var bare.. Hvade hun skæbne?

Chatille gøs en gang. Hun følte en svag kulde på sine bare arme og ben, men hun regnede med, at det bare var fordi, der var køligt i krybten. Hun havde dog alligevel en følelse af, at der var nogen derinde, sådan lige pludselig. Hun kunne ikke se nogen; var det mon en ånd? Et spøgelse eller lignende? Hun bed sig svagt i læben og gjorde et lille suk for at prøve at berolige sit stadigt stigende hjerteslag. Hun ville på en måde ønske, at en ånd var derinde, det ville være så spændende! Virkelig en oplevelse hun ikke ville glemme, om så det udviklede sig negativt eller posetivt.
"Er her nogen?" spurgte hun med en hviskende stemme, imens hun blev stående hvor hun var, med ildkuglen svævende over sin hånd, og et skærpet blik der konstant søgte frem og tilbage inde i krypten

Ahngel smilede fra sit skjul. Tid til sin debut. Ventende på at det røde forhæng trækkes fra og blænder puplikum med det mest groteske show i mands minde.
"Mhm.. Det kommer an på hvad det indebærer at være en.. 'nogen'.." sagde hans stemme, frit hængende i luften, som om det ikke kom fra nogens læber overhovedet. En dyb sprød stmme med hvislende omfang. Som en slange der talte menneskesprog med lettere fransk accent.
"Sig mig, petit devil..." sagde han. "Har du en skæbne?" sagde han spørgende og forventede et svar han kunne forholde sig til. Knald eller fald.. Havde hun det eller havde hun det ikke..

Chatille's hjerte sprang et slag over, da hun hørte den pludselige stemme. Hun fik normalt ikke gys, men den stemme fik det altså til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Hendes flamme dulmede lidt, da hun ikke koncentrerede sig. Tanker fløj frem og tilbage i hendes hoved, og formåede først at samle sig, da han spurgte hende om noget. Hun kiggede rundt, ledende efter stemmens kilde, men som før fandt hun ingen. "Erhm... Ja det vil jeg da tro.. Men man kan vel ikke vide det med sikkerhed, kan man? Jeg tror dog alligevel min skæbne er, at jeg en dag vil finde min store kærlighed, skabe en familie.." lød hendes lettere drømmende stemme, og et smalt smil bredtes om hendes læber. Hun havde haft en stor kærlighed for ikke længe siden, men da byen de boede i blev indvaderet og brændte til grunden, blev han trukket med væk af sin vampyrklan, og Chatille måtte flygte alene.. Det skar svagt i hendes hjerte, men hun havde lært sig at tolke smerte og ikke lade det komme i vejen for en. Hun var en ganske positiv person måtte man sige. "Men hvilken interesse har De for det?"

Ahngel smilede. "Lyder som om du har hvad du behøver.. i så fald.. må jeg finde en anden middag." sagde han hvislende og lod endelig sin stemme være klar. "Lumiére.." sagde han og strakte armene ud. Mørket synts pludselig ikke at væe så tungt.. skyggen om Ahngel krympede sig sammen bag hans ryg og afslørede hans placering. Han var høj.. ret høj og spinkel. Han halde langt sort hår der lå uregelmæssigt om hans marmorhvide ansigt med de ulmende blodrøde øjne roligt glødende i det dunkle lys. En smuk skabning, men djævelsk og unaturlig. Hans hænder var lange og tynde, lettere feminime med lange sorte kløer på hver finger. Han rettede sig op og så på hende. "En skam." sagde han.
"Men.. man ved jo aldrig om du taler sandt." sagde han.

Chatille blev ærlig talt en anelse overrasket, da en person pludselig dukkede frem af mørket, efter hans afslørelse af, at han havde planer om at, ja, æde af hende? Da han var helt synlig, hvilede et interesseret blik på ham. Hun gættede på, at han var en vampyr. Hun havde været i vampyrers nærvær før, og derfor var hun ikke specielt i tvivl, selvom mange racer nu om dage kunne ligne hinanden.
Chatille var ikke bange for ham, hun blev stående på sin plads, hvorfra hun betragtede ham. "Hvorfor skulle jeg ikke tale sandt?" spurgte hun med et svagt skævt smil om sine læber. Hun forholdt sig nogenlunde roligt, men hendes hjerte afslørende nok, at hun alligevel var rimelig opstemt

Ahngel smilede makabart. "Ikke mange har nogen ide om hvad der venter foruden dem." sagde han og lagde hovedet på skrå. "Det er et indviklet spørgsmål." sagde han og begyndte langsomt at bevæge sig rundt om i krypten med sine tynde fingre imod stenvæggen, ridsende de sorte kløer med et metallisk lyd, som gik igennem marv og ben. Han var rolig.. Ikke truende længere.. han havde delvist opgivet et stilhedens angreb.
Han vendte endelig blikket imod hende med et ulæseligt tænkende udtryk.

Chatille blev lettere stiv i kroppen, da en gysen gik gennem hendes rygsøjle, på grund af lyden hans negle lavede mod muren. Hun rystede sig en gang for at få kuldegysningerne rystet af sig. Hendes blik forlod ham ikke et sekund. Hun drejede om sig selv for at følge med ham, så hun ikke på noget tidspunkt stod med ryggen til ham. "Jeg har altid drømt om at skabe en familie en gang, og jeg tror på, at det nok vil ske en dag" sagde hun med et bestemt nik. Flammen i hendes hånd blev lidt større, så lyset også blev kraftigere. Hun kiggede ham direkte ind i øjnene med et fast, stærkt blik. Hvis man kunne læse øjne, ville det kunne ses i hendes mørke, dybe øjne at hun var en stærk person