Silent.. To Silent... Åbent :: Mulan::

Natten var faldet over Di Morga skov og månen kastede sit blålige skær ned over den snedækkede jord. Det var tiden over alle tider, tiden hvor mange folk åbnede deres hjerter og gav hinanden gaver og hyggede foran en varm pejs med varm chokolade. Men så var der også dem, som prøvede at undgå byen og alle de mennesker der nu måtte befinde sig i gaderne på sådan en nat som denne.

Skoven virkede så stille denne nat, så rolig, at det ikke var til at forstå, da man havde hørt rygter om at det var mange der døde ude i skoven, da der befandt sig en masse varulve her ude, men egentlig troede denne unge dame ikke på det, det havde hun aldrig gjort. Et langt og dybt suk kom fra hende inden hun så op på himlen med et misfornøjet blik idet et snefnug ramte hendes næse, men hun ville hellere være i skoven i stedet for at være hjemme hos hendes far.. Eller hvad man nu skulle kalde ham.

Hun så sig omkring, men kunne ingen se, hvilket jo måtte betyde hun var alene " Chesire? Hvor er du nu henne ?" hviskede hun stille og bed sig kort i underlæben. Ja mørket skræmte hende som en i helvede, hun vidste ikke noget værre, trods hun var halv dæmon, men der var en grund til hun hadede mørket så meget og det var fordi hendes dæmoniske side som regel kom frem.

lidt ænge fremme. Sad mulan ved en lille men smuk grav som tilhørte hendes forælder som var død, hun hade får dem med her til efter deres død for længe siden. Hun og hendes tant hade får deb begrave her i skoven som var det bedste sted for deres, sjæle at finde fred og ro efter de var bliven dræber tilbage i japan. Hvor de hade efter laver deres lille datter Mulan alene og ensom,

Hun sukkede kort inden hun fik øje på en pige lidt længere fremme, men hvad lavede hun dog her ude på denne tid af døgnet? Og så alene? " Chesire? kan du se hvad hun laver?" spurgte hun sin kat som nu var ved hendes side " her fra ser det ud som om hun beder.. Hun sidder ved en grav" sagde katten til hende og begyndte at gå over mod denne pige der sad i sneen.

" Undskyld.. Men hvad laver du dog her ude?" spurgte hun og bed sig kort i underlæben da hun så den grav hun sad ved. Den var ikke så stor, men smuk det var den uden tvivl, Hun bed sig forsigtigt i underlæben inden hun satte sig ned ved siden af denne unge pige og smilte forsigtigt til hende " Er det dine forældre?" sagde hun stille og så på graven.

" åh hej jeg bede. Bare til mine forælder om at passe godt på mig og ja der er deres grav det her, er det bedste sted de kunne får fred efter der som sket med dem den gang " sagde Mulan. Og bare på et kost omkring halsen den beskydte hende, da den var smedet i en sølvmine i Japan hvor hun var født. Og hade leve til hun var 4 år gammel sammen med hendes nu døde forælder

Hun så på hende med en blidt smil " Hvad skete der dog med dem?" spurgte hun og sukkede kort. Måske burde hun egentlig ikke spørge om sådan noget, men hun kunne ikke lade være, hun var så nysgerrig og ville vide alting, hvilket nok var en af de dårlige ting ved hende.

Hun lod kort en hånd glide gennem hendes lange sorte hår inden hun rettede blikket mod denne pige " Skoven er et perfekt sted til en grav" sagde hun og smilte blidt til hende.

" de blive dræbet. da jeg var 4 år gammel en sen aften ved hade siddet og hygge i vores hjem, i Japan så kom der en som ville snakke med mine forælder min mor putte. Mig og snakke så med den fremmede mand og lidt over 23:30 skreg min mor og far, jeg var for bange til at se hvad der skete men næset morgen var de døde " sagde Mulan.

Hun bed sig kort i underlæben og så på hende med et trist blik " Det gør mig ondt.... Jeg ved hvordan du har det med at miste folk... Min mor, som var menneske døde nogle måneder efter vi kom til Terre.. Og min far.. Som er dæmon.. Han bor jeg med.. Og han er ikke ligefrem noget jeg vil kalde en far" sagde hun stille.

Hun lod kort en hånd glide gennem hendes lange sorte hår inden hun så sig over skulderen " Der er nogle der" sagde hun og bed sig i underlæben. Hvis det var hendes far skulle hun især væk.

" jeg vil hent i Japan. Af min søde og rar tant hun er den eneste jeg har tilbage og hun hjælpe, mig med at begrave mine forælder her i lunden lige her hvor vi sidder. De er altid hos mig når jeg sover da det er i mit hjerte og i mit sind " sagde Mulan, og så bange runde for hun hade også hørt noget