Caught in the act

Fristelser var altid det der fik det værste frem i folk. Fristelser...
Man kunne spørge hver og en man mødte, om de fortrød at ha givet ind til fristelsen, men når alt kom til slut, vidste man.. at de ville gør det igen. Gaden var halvt øde, der var sjældent folk i denne del, undtagen en. Audrey havde fået en smuk nøgle tidligere af Caleb. Hun havde næsten ikke sovet hele dagen, eftersom hun ikke kunne glemme hans godhed. Hun huskede hans berøring, hans smukke grønne øjne, da han beskyttede hende, samt hans kys.. hans tunge.. glidende over hendes følsomme hud, i det han fik lukket et flesh wound på hende.

" Undskyld Caleb, men.. det min natur ". Hun sagde dette til sig selv, for at gør op for det hun var igang med, skønt der egentlig ikke rigtig var ord for hendes forbrydelse. Tøj var blevet bestilt fra en designer butik ikke langt fra galleriet. Hun havde fået fingre i nogle penge fra Caleb, da han krammede hende natten før.

Han var rig, han havde et hjem, samt han kunne leve frit, uden hele tiden at føle sig jagtet, hvilket netop også var derfor, at hun følte at hun kunne tillade sig dette. Godt nok havde han sagt det i sjov, men Audrey ville altid være denne listige kat, der aldrig nogensinde holde til et sted, den utæmmelige person hun nu var.

Da solen var ved at gå ned, havde hun iført sig den fine flagrende sorte nederdel, der gik hende til midt på lårene, samt de fine stiletter, med blød underlag, så hun var umulig at høre, når hun gik. Hun iførte sig derefter en flot glat skjorte, der var i fint tynd og let stof, der havde en halv åben ryg bagved, så man kunne se kæden der blidt svingede frem og tilbage, mod hendes ryg og så ud igen. Kæden var forgyldt og hang om hendes hals, blidt og uden at lave mærke efter sig, eftersom den var ret så let. Hun satte sit hår op i en stram høj hestehale, hvorefter hun stoppede kort op foran spejlet, inden hun forlod lejligheden med et undskyld brev, læggende på bordet, med nøglen ovn på sig.

Hun gik hen til Galleriet, der blot lå få meter fra den lille bygning. Hun fik døren op og trådte indenfor. Hun satte sin evne igang, for at gør alt om sig langsomt, så hun kunne nå at deaktivere alle de alarmer, der nu kunne ses, så Caleb ikke ville blive informeret. Hun lod sin evne falde ned igen og mærkede sulten trænge på.. som altid blev hun sulten efter at ha brugt sin evne. " Såh Audrey.. så det med at gå igang ". Hun iførte sig nogle fine hvide handsker, hvorefter hun begyndte at tag de malerier ned, som hun mente kunne indbringe mest.

" Wauw ". Hun stoppede op foran et smukt maleri, et der virkelig så ud til at være blevet brugt en evighed på. Hun strøg blidt sine fine smalle finger hen over dets kant og tog det forsigtigt ned, hvorefter hun tog sin mobil frem og trykkede et nummer ind. Hun ville ringe efter en speciel ven, som altid hjalp hende, når der var noget hun skulle ha fragtet. Hun skulle til at trykke 'ring op' i det hun hørte noget?. " Hm?.. ". Hun rettede sig op og stillede maleriet fra sig, før hun kiggede rundt, uden at give lyd fra sine fodtrin. * Fuck.. *.

Selvfølgelig..... Selvfølgelig kunne hun ikke lade være.... Caleb havde overvåget stedet fordi hun nu havde den fortid hun havde. Og hun gik lige i fælden. Men han lod hende arbejde lidt så det var nemmere at fange hende på fersk gerning. Og hun var ganske dygtig. Han beundrede hende nærmest for hendes talent. Nu måtte han nok hellere gøre noget. Han trådte ud af sin bil et lille stykke der fra. Han skyndte sig der hen med lydløse skridt. Han listede stille ind af døren og holdt sig i skyggerne. Stadig uden den mindste lyd.

Han kiggede lige efter en gang og kunne se at hun var ved at ringe. Han trådte kortvarigt efter ud af skyggerne. Han gik med rolige skridt hen imod hende. Grundet hans alder var hans vampyrkrop stærkere og hurtigere end hendes. 

Tsk tsk tsk..... Lille Audrey..... Du undervurderer mig.... Havde du nu holdt dig til de penge du tog fra mig så havde jeg været ligeglad..... Men nu brød du jo min tillid.... Hvad skal vi lige gøre ved det? Og du kan ligeså godt glemme at slippe væk... Der er fordele ved at være 300...

Da hun endelig fik lokaliseret hvor lyden kom fra, lyden af tøj der blidt strøg mod de fine hvide vægge, var det forsent. " C-Caleb!? ". Hun tabte sin hvide iphone ud af hånde, af overraskelse. Hun havde ikke regnet med at se ham, dog havde hans ivre for at komme hjem, måske alligevel været temmelig mistænkelig. " Så du holde altså øje med mig ". Hun gav et lille grin fra sig og bed sig en smule i underlæben, i det hun så mod den ødelagte mobil. " Perv ". Hun blinkede drilsk til ham.

Hun vidste ikke hvordan hun skulle komme ud af denne katte pine. Han havde fuldstændig ret, desuden var han også en mand og mænd var altså bygget meget bedre, end kvinder jo var.. med undtagelse af flugt. " Du kender vist ikke mit kælenavn endnu Caleb. It´s cat and do you know why? ". Hun samlede forsigtigt mobilen op fra gulvet og betragtede den, før hun hurtigt kastede den direkte mod Caleb´s ansigt. " Because nobody has ever caught me! ". Med disse ord, satte hun sin evne i spil. Hun lod verden og Caleb blive langsomt, i det hun tog maleriet som kunne give mest. Hun løb direkte forbi Caleb, ud af døren bagved ham, dog havde hun ikke ventet det der ville ske. " Fuck! ".

Hun var så sulten og uden fuel til hendes evne, gik den hurtigt død, så da hun lige var nået ud af døren, gik evnen væk og nu ville Caleb havde den største fordel. Hun så hurtigt rundt, før hun satte ned af en smal gade, for at komme hurtigst muligt væk fra Caleb. Maleriet kunne indbringe tusinder, samt denne fulgt var ikke blot for pengenes skyld, men skam også for at holde sit ry oppe, nemlig at ingen kunne fange hende. Hun så sig bagud, i det hun ville se om han fulgte efter hende... eller ville han bare give op?.

Han løb efter hende men først lidt langsomt for at hun skulle tro hun var sluppet væk. Hun var ikke noget problem at følge efter da hendes duft var meget tydelig. Han hoppede ind i en af de små gyder fra den gade hun var løbet ned af. Han sørgede for at være et stykke foran hende. Da hun kom løbende, rakte han sin hånd ud så han fik fat i hendes hage. Han trak hende hurtigt ind i gyde.

Han sørgede for at klemme omkring hendes hage så hun ikke kunne løbe væk igen. Med den anden hånd holdt han sine sylespidse negle mod hendes hals. Hans øjne glødede nærmest orange og hvis man ikke kunne se i mørke var det det eneste man kunne se på ham. Hans negl blev klemt så meget mod hendes hals at en lille bevægelse og hun ville få skåret halsen over i stedet for at skrige.

Han kiggede vredt på hende men snakkede med en meget rolig stemme:

Jeg sagde jo til dig du ikke ville slippe væk... Jeg er villig til at indgå en aftale med dig.... Og nej ikke noget Perv..... Men enten finder vi ud af noget.... Eller også.... ryger alle kattens ni liv..... Jeg er ikke urimelig Audrey....


Han holdt stadig ved. Her brugte han sin ene evne for at få ham til at falde ned. Ved hans berøring ville hun kunne mærke en sensuel varme brede sig i hele sin krop. Alt efter hvor følsom man var, og hvor meget han gjorde ud af det kunne man blive voldsomt erotisk opstemt af det

Det lange hår gled igennem vinden, som dansede det med kulden, samt maleriet var i trygge hænder, i det hun knugede sine smalle finger blidt om dets kant. Hun løb så hurtigt hun kunne, samt hun løb fortsat, da hun så sig tilbage, dog da hun vendte sit blik til foran sig igen, opdagede hun pludselig en hånd, der stak ud. Det var som om alt gik i slowmotion. Hun mærkede den kraftige styrke, samt den maskuline hånd, der klemte fast om hendes kæbe, rev hende ud af hendes trance og direkte tilbage til virkeligheden, hvor hendes skrig kunne høres.

" Argh! ". Hun lukkede sine øjne kort, eftersom hendes hoved ikke helt kunne følge med, til hvad der egentlig var sket. Han havde fanget hende. Havde han været foran hende hele tiden?, havde han altid været et skridt foran hende, uanset hvad hun gjorde. " Mmh ". Hun klemte kort sine øjenlåg ned over de mint grønne øjne igen, i det hans greb gjorde ondt, samt hans negle kunne mærkes mod hendes hals, Hendes hjørnetænder kunne ses. 2 Lange samt to små ud til siden, ved siden af de lange. " S-slip mig Caleb! ". Hun gav en lys knurren fra sig, som kunne hun finde på at bide eller kradse ham hvornår det skulle være, fordi Audrey var jo som en vildkat.

Hun ville ikke lade sig tæmme, men hun ville skam heller ikke dø. Hans øjne så dyriske ud, mere end hendes.. som ville han sluge hende råt, vis hun ikke makkede ret, samt.. den følelse der spredte sig i hende, Hun begyndte så småt at rødme over de fine kindben, der tydeligt kunne ses. De dådyr mint grønne øjne, så uskyldigt samt en smule lystent på Caleb, i det hun med en blid stemme svarede ham. " Okay ". Hun underkastede ham, så hurtigt at selv hun blev en smule overrasket over det. " Hvad gør.. du ved mig ". Hun kunne mærke følelen, en følelse hun ikke havde mærket så kraftig før. Hun prøvede flovt at vige sit blik væk fra hans, i det hun følte sig pinlig berørt, at føle sådan for Caleb. " Please slip mig ".

Hans greb var stadig meget fast og hans glødende øjne veg ikke et sekund fra hendes. Han sørgede for at holde hende så hun ikke kunne dreje hovedet, men han sænkede hende dog så meget at hendes fødder kunne have en fin kontakt med jorden. Han fjernede sin negl fra hendes hals. Dog brugte han neglen på lillefingeren fra den hånd der holdt hende. Den var lige så skarp som alle de andre. 

Han inhalerede nærmest hendes duft, som var han et rovdyr der ville nyde fornemmelsen af sit bytte. Med en meget hurtig bevægelse havde han fat ved hendes hals i stedet for ved hagen. Han havde et godt greb. Ikke så det blev ubehageligt, men med en bevægelse ville han kunne knække nakken på hende. Han stoppede sin evne, men lod fornemmelsen sidde i hende. Lige som du brugte dine evner, så har jeg mine.... Det her er en af dem.... Jeg skal nok slippe dig... snart.... Husk jeg smagte dit blod da jeg lukkede dit sår....


Han klemte så hendes mund var åben. Så lavede han et lille sår på sin finger og lod noget blod løbe ned i hendes mund. Grundet hans evne stadig var aktiv i hende, ville der brede sig endnu en varm fornemmelse i hende.

Det her er blodets bånd blandt vampyrer.... Du vil føle at du mangler noget i dit liv, men du har ikke fået så meget så det går over... Men det gør at jeg altid kan finde dig....


Han tvang hendes hoved til den ene side og duftede til hendes hals. Han satte maleriet tilbage i hendes hånd og lukkede hendes fingre sammen om det. Han kiggede igen dybt i hendes øjne der nu glødede grønt i stedet for. Lad os se om du vil lytte til fornuft. Det behøver ikke ende sådan her....


Han satte hende meget forsigtigt ned og tog et par skridt tilbage. Han stod bare og stirrede på hende imens han ventede på en reaktion

Hendes krop rystede, som var hun oprigtigt skræmt fra vid og sans. Hun havde aldrig nogensinde troet at Caleb kunne være så skræmmende. Hun lod igen sine dådyr grønne øjne, stirre med sådan et intenst blik på ham, som syntes hun virkelig ikke om hans opførsel, eller den tone han havde mod hende,- for den sags skyld. Hun rødmede endnu mere, da han nævnte hendes blod, at han havde smagt det. " O-og hvad så! ". Hun vrissede arrigt af ham, mens hun endnu engang vigede sit blik væk fra ham, så godt hun nu kunne, eftersom han gjorde det umuligt for hende at bevæge sit hoved.

Da han klemte, gav hun små støn af smerte fra sig, mens hun næsten hev efter vejret. Hun havde ikke brug for luft, men alligevel følte hun sig kvalt, som var hun ude af stand til at trække vejret, samt den menneskelige refleks var der stadig. Hun prøvede at slappe af, mens alt var ren kaos inde i hende, fordi følelsen af lyst var tydeligt blevet forøget, og uanset hvor meget hun prøvede at minde sig selv om at det var hans evne, så kunne hun ikke lade være med at blive en smule mere medgørlig. " N-nej! ".

Hendes smukke mint grønne øjne, fik et kraftigt glimt i sig, i det blodet ramte hendes jordbær røde tunge. Hun mærkede blodet glide ned af sin tunge, ned i den klemte hals og derefter sprede sig. Hun følte pludselig en ukendt varme sprede sig i hendes krop, samt hun begyndte at nyde hans berøring, hans blik.. at det kun var vendt mod hende, samt at ha et bånd med ham nu.

Selv ikke hendes skaber, havde hun sådan et bånd med, samt Audrey var jo jomfru i nærmest alt. Aldrig blevet kysset, nærmest aldrig blevet berørt på nogen som helst måde, så Caleb var den første til rigtig, at rør et dybt sted inde i hendes ikke eksisterende sjæl. Hun klikkede hårdt de perle hvide tænder sammen, da han duftede til hendes hals, som havde han tænkt sig at bide hende. " S-slip mig så! ". Hun mærkede hans greb langsomt bløde op, i det han trådte tilbage. Hun tog sig til halsen og faldt på knæ, i mens hun mærkede blodet´s bånd, som var de bundet af noget usynligt.

* Nej, det kan ikke passe.. nej!. Jeg vil ikke accepter dette *. Hun så arrigt op mod Caleb, men gjorde intet. Hun rejste sig langsomt op og knugede maleriet i sin hånd. " Hvordan kunne du gør det!?. Giv mig min frihed tilbage! ". Hun kunne mærke det, som vis hun forlod ham nu.. så ville en del af ham altid være der. Hun gik vredt hen mod ham og skulle til at tag fat i ham, indtil den pludselig lyst slog til. Hun tog hurtigt sin hånd væk fra ham, uden at ha taget fat i ham.

Frustreret og vred.. gik hun nogle skridt bagud og tog sig en smule til sin hals, mens hun prøvede at finde ord, ord der kunne få hende ud af dette, men der var ingen. " Hvad forlanger du af mig.. ". Hun anede ikke hvorfor han havde gjort dette, men der måtte vel være en grund, samt hun var alt for sulten og forvirret.. til overhovedet at kunne tænke klart, samt komme op med en plan, til at undslippe ham, * jeg må blot vente med at stikke af, til dette her.. blods bånd er væk *. Hun kunne føle det inde i, i hele hendes krop.. brusende under huden af hende, i hendes blod.. fyldte hende med begær, samt frustration.. spærrede hende inde, tog hendes frihed for at flygte.

Han gik et par skridt nærmere hende uden at fjerne sine øjne fra hende. Han kiggede på hende som et rovdyr der ikke var sikker på om hun kunne spises. Det ocean af følelser der var i hende nu, brusede rundt som en orkan. Det var på en måde fascinerende men også sørgeligt. Han smilede på en måde så hans hugtænder var meget tydelige. En dyster latter kom fra ham, men ikke en ondsindet. 

Rolig Audrey.... Jeg ved godt det er svært men du bliver nødt til at falde ned.... Jo stærkere dine følelser er, jo stærkere er effekten.... Jeg kom først efter dig for at dræbe dig. Men det ville ikke tjene noget formål overhovedet. Bare rolig båndet fortager sig stille og roligt, men du vil aldrig kunne gemme dig for mig igen.... 


Han stak sine hænder i lommen og gik langsomt ud mod selve gaden, Det var med tunge skridt men det virkede slet ikke som om han ville stoppe hende. Han kiggede om efter hende og sagde: Du brød min tillid... Men den er ikke umulig at få igen... Båndet kan sagtens blive brudt før tid... Men hvis du er villig til at finde en løsning så følg med... Og måske et rigtig godt lønnet arbejde....

Hun slog sine øjne op i forbløffelse, i det hun hørte ordet 'dræbe'. " Hvordan kan du.. sige sådanne ord?! ". Hun så arrigt på ham, som havde hun virkelig lyst til at springe på ham, men hun gjorde det ikke, nej i stedet blev hun stående og lyttede til ham. Hun sukkede en smule, som følte hun sig virkelig fanget og ude af stand til at flygte. Hun bed sig en smule i den fyldige underlæbe, før hun adskilte sine læber og svarede ham. " Fint, vis blot du bryder båndet ". Hun ville stikke af ligeså snart hun fik muligheden, dog ville hun ikke give udtryk for det, fordi han skulle jo ikke vide det.

Hun betragtede ham en smule bagfra, mens de gik væk fra gyden. Hun følte sig ør i hovedet og alle disse følelser bruste op, følelser som hun slet ikke vidste man kunne ha. Hun knugede maleriet i sin hånd lidt mere, blot for at minde sig selv om, at hun faktisk blot kunne løbe sin vej vis hun ville, dog ordene han havde sagt tidligere skræmmede hende. ' Dræbe ', han ville ha dræbt hende, men valgte at give hende en chance mere. Hun rødmede ved tanken om at ha fået noget af hans blod, at ha en del af ham.. så de nu var forbundet. Hun sparkede kort til en skraldespand da de gik forbi en, dog fulgte hun blot videre med Caleb og gik så op ved siden af ham og sagde " Hvad er det så for noget.. arbejde du har ". Hun havde det fint nok med at være tyv.. men det kunne ikke få hende til at overleve uden fare.

Han gik stille ned af gaden med hænderne i lommen som om intet var hændt. Der var ingen grund til unødvendig opmærksomhed. Det førte oftest problemer med sig. Han kiggede sig let hen over skulderen og så hun fulgte efter ham. Det vidste han godt hun ville. Han var udemærket klar over båndets potentiale. Kort efter fandt han en lidt afsides café og satte sig. Han gjorde tegn til hun skulle det samme. Han foldede sine hænder og kiggede afslappet på hende. Gløden i hans øjne var også faldet mere til ro nu.

Det bånd begynder at fortage sig stille og roligt.... Med den lille mængde du fik, vil båndet være væk om en måneds tid ca. Mit jobtilbud ligger i at.... rekvirere bestemte artefakter..... Folk er ikke altid villige til at sælge men de har indimellem en særdeles stor værdi for mig. Alt efter opgaven vil betalingen selvfølgelig forandre sig. Men til din tanke fra før? Du må hellere end gerne flygte hvis det er det du ønsker

Hun fulgte med ham hen til denne café. Hun satte sig overfor ham og betragtede ham nu, med sit piercende blik, der borede sig dybt ind i en. Hun slap ikke hans blik en eneste gang, som erklærede hun krig med ham, dog uden faktisk at sige det. Hun klikkede sine fine glas ligene negle ned i bordet, så det sagde (klik.. klik.. klik.. klik.. klik.. klik). Hun sukkede en smule, da han sagde at det ville forblive der en måneds tid, dette forbandet bånd mellem dem, der havde hun nær mistet fatningen. " V-virkelig.. ". Hun sukkede yderligere da hun hørte om opgaven. " Så du vil ha jeg skal.. stjæle det fra dem.. ". Hun anede ikke hvad pokker han søgte fra hende, men hun vidste heller ikke om hun havde lyst til at finde ud af det, især efter hans 'i wanted to kill you' ord.

Hun stillede maleriet fra sig og betragtede Caleb en smule, før hun smilede uskyldigt, dog på en temmelig falsk måde. Hun hadet at blive sat i snor, så hun ikke mere havde den frihed hun sådan ønskede. " Vis jeg stak af nu og her.. så ville du vel blot alligevel følge efter mig. Har jeg ret ". Hendes mint grønne øjne, blev en smule mørkere og mere dyriske, i det hendes hjørnetænder ligeså begyndte at glide frem. Hun havde virkelig lyst til at stikke af, eller blot skade Caleb, men så igen.. følelsen inde i hende, den han havde efterladt.. den gjorde det umuligt for hende at udføre det, fordi hun havde alligevel ikke lyst.. til at skade ham.

Han besvarede hendes stikkende øjne med et roligt og nærmest tilfreds blik. På visse punkter havde han mødt sin overmand, men hun havde også mødt sin. Han tog en lille lommelærke frem og satte på bordet. Der var blod i, og hun var unægtelig sulten. Det kunne være hun kunne se mere fornuft når hun ikke var så sulten mere. Hun kunne ganske vist bruge sine evner igen men det bekymrede ham ikke længere.

Han åbnede den lille lommelærke og tog selv en tår af det så hun kunne se den var god nok. Stjæle kan man godt kalde det. I nogle tilfælde har de selv fået fat i dem på den måde. Men betalingen er selvfølgelig også derefter.


Han satte sig lidt længere frem på stolen og man kunne igen se den svage grønne glød i hans øjne. Han kiggede dybere i hans øjne nærmest som om han læste hende. Nej jeg har skam ikke tænkt mig at følge efter dig.... Det har jeg ingen grund til.. Vent.... Du har virkelig lyst til at skade mig har du ikke? Hvorfor gør du det så ikke? Jeg holder jo ikke på dig....? Men værsgo... Jeg stopper dig ikke

De smukke glinsende mint grønne øjne, så med et intenst dyrisk blik på Caleb, i det han blidt placerede lommelærken mellem dem. Hun følte den sensuelle spænding mellem dem, det som båndet gjorde ved dem. Forsigtigt rakte hun sin hånd frem og lod de smalle feminine finger glide om lommelærke, i et fast greb.. før hun tog den til sig og tog en lille tår. Hun mærkede blodet´s virkning næsten med det samme. Klarhed.. fokuseret som hun nu var, kunne hun endelig bruge sin evne igen. Hun betragtede Caleb, i det han sagde at hun blot kunne angribe ham. Hun forholdte sig tavs som før, eftersom hun ikke vidste hvad hun skulle sige, dog da han sagde at han ikke ville stoppe hende.. rejste hun sig op, med hænderne hårdt slående ned i det fine glasbord der gik i tusinder stykker. Glas stykkerne ramte smukt gulvet, som var de tusinder små dirmander, glinsende og reflekterede lyset fra ovn i alle retninger.

De mint grønne øjne skiftede langsomt farve, så det ene øje nu var mint grøn og det andet blodrødt. Audrey aktiverede sin evne, men det havde han vel også forventet, ellers ville han vel ikke ha tilbudt hende blodet. Hun aktiverede den om sig, så næsten alle mennesker sad stille om hende, ligesom Caleb gjorde. Hun betragtede ham med et glødende arrigt blik, hvorefter hun blidt gik hen til ham og rev hans skjorte op. Hun blottede hans brystkasse, hvorefter hun langsomt fik sin anden evne aktiveret. Hendes fine glas ligene negle, blev lange og bøjede som klør. Blidt skar hun et 'fuck you' ind i hans brystkasse i venstre side, hvorefter hun trådte væk fra ham og tog maleriet med et fast greb. " Tro ikke, at jeg vil accepter dig som min ligemand ". Med disse ord.. gik hun ud fra butikken og satte i løb, da hun var nået langt nok væk.



Sener den samme nat...02:14
Audrey var stukket af, til det eneste sted hvor hun følte sig sikker, når hun var tvunget så meget op i et hjørne, nemlig klokke tårnet. Det var lidt uden for Terre og var forbundet med en smuk kirke. Tårnet var under opbygning, så der var aldrig nogen der kom op, samt trapperne inden i var ødelagt, så vis man skulle op, så var det skam ude fra og ind. Audrey skubbede en dør op, der var i selveste uret, der ikke tikkede, eftersom det var ved at blive lavet om. Hun åbnede forsigtigt glasdøren og kiggede rundt. Alt var som det så ud, smuk med tanhjul her og der, samt stilhed.. ingen ville nogensinde prøve at komme her op, så vidt hun havde forstået. Forsigtigt gik hun hen i et hjørne, hvor der lagde en madrass og stod en lille radio. Hun stillede forsigtigt maleriet op af væggen og smed sig ned på madrassen, udmattet og sulten.. som havde hun gjort alt for at holde Caleb væk fra sig, skønt hun stadig syntes at kunne mærke ham, dybt inde i sig. Hun begyndte så småt at trække sit tøj af, mens hun nynnede med til en melodi, hvorefter hun tændte radioen.

Dens søde musik fyldte klokketårnet, mens Audrey blidt rullede sig ind i det fine blodrøde tæppe der nu lå på gulvet, så hun næsten lignede rødhætte. Hun håbede virkelig ikke at Caleb opsøgte hende, fordi hvad skulle hun så gør.. var hun virkelig tvunget til at gå med denne følelse i en måned.. eller sige ja til at stjæle for ham. Hun rødmede ved tanken om hans evne, den følelse hans berøring gav hende, samt det intense blik han havde hold på hende, som var hun hans genstand.. efter han havde puttet noget af sit blod i hendes mund. Hun gøs ved tanken. Forsigtigt slukkede hun sin mobil og rev bagsiden op, så hun ikke kunne spores på den måde, hvorefter hun lukkede sine øjne og lagde sig krøllet sammen under tæppet og faldt stille hen.

Da hendes evne fortrak sig begyndte han bare at grine lidt for sig selv. Han smed nogle penge for skaderne og smuttede: Jagten er gået ind lille Audrey.... så spiller vi dit spil.....


Han morede sig egentlig et stykke tid med at følge efter hende. Hvor var hun dog naiv... Igennem gaderne og skumle gyder. Det her var en Caleb der meget sjældent blev set. Han havde nærmest givet sig hen til sit indre rovdyr. Et der morede sig med et skræmt bytte. Hun gjorde ellers noget ud af at komme væk, men det hjalp hende ikke.

Et klokketårn? Nå ja der var selvfølgelig ikke nogen der forventede at finde en som hende. Under hele "Jagten" havde han ikke gjort noget ud af at komme tæt på hende, kun følge hende lydløst. Han ventede til hun gik til ro inden han gjorde noget. Hans øjne glødede næsten rødt af den tilfredsstillende jagt.

Med lydløse skridt gik han hen mod hende. En hurtig bevægelse og han havde hårdt fat ved hendes hals. Han klemte til så hun ville ikke kunne få luft hvis det havde været nødvendigt. Han tvang hendes ansigt til at vende lige imod ham. Han kiggede meget intenst på ham og det var nærmest som at kigge direkte i øjnene på et rovdyr. Nok er jeg ikke din ligemand, men hvis du er så uforsigtig som nu, så er jeg din overmand.... Hmmm hvad skal jeg så skrive på dig?...

Hun åbnede langsomt de tunge øjenlåg, i det hun syntes at kunne fornemme nogen eller noget, der holde øje med hende, og hun havde skam fuldstændig ret. Hun nåbede lige at se Caleb´s hånd komme mod hende, men tydeligt forsent, i det hans hånd syntes kraftigt at lukke sig om hendes slanke hals. " Arrgh! " hun stødte et højt skrig, i det hun mærkede smerten, dog skriget blev langsomt kvalt af Caleb´s hårde pres. Hun så arrigt på ham, som havde hun ikke forventet at se ham dette sted. Hun hørte hans ord, dog det eneste der gik igennem hendes hoved, var tydeligt hævn. Hendes negle voksede langsomt, i det hun rev ud efter Caleb, vis han ikke gik bagud med sit hoved.. ville hans kind, få 4 lange rifter langs hans smukke kind.

Hun begyndte så småt at knurre af ham, mens hun blottede sine fine 4 hjørnetænder, der var klar til at sænke sig ned i kødet på hans hånd. Hun følte sin verden glippe en gang imellem, som var hun ved at besvime og så alligevel ikke, dog var det på grund af hans faste greb om hendes hals. Hun spærrede dog sine øjne en smule op, i det han spurgte hvad han skulle skrive på hende. Hun huskede at ha skrevet fuck you på hans smukke brystkasse. Han var sikkert blevet rigtig flov over at ha sat der, med ødelagt bord samt blottet brystkasse, med hans fine blod glidende ned af hans smukke muskuløse struktur.. med ordene.- fuck you. Hun gav et lille flabet smil fra sig. " N-nu du ikke så.. fin på den mere.. hva ". Hendes ansigts udtryk blev dog hurtigt alvorligt igen. Hun prøvede at knuge tæppet tæt til sin nøgne krop. Hun var ikke iført andet end trusser, eftersom hun havde haft det varmt og mærkeligt.. muligvis på grund af deres bånd og hans tidligere berøring.

Han tog fat i hendes hånd så hendes negle kun pegede ned mod hendes egne håndflader. Hvis han klemte, ville hendes negle bore sig ned i hendes hånd. Han lod hende dog forsøge at rive ham, kun for hun ramte forbi. Hans egne negle var selv som af hærdet stål, både skarpe og spidse som slagterknive. Hans ledige hånd kørte neglen ned af hendes ansigt, lige nøjagtigt så det passerede hendes øje uden at skade det. Audrey Audrey Audrey...... Hvis bare du var flygtet havde jeg ikke gjort noget... men når du nu alligevel skulle mærke mig, så lad mig da mærke dig.... En eneste forkert bevægelse og du vågner ikke igen..... 


Han rev tæppet af hendes mave og lod neglen køre ned af hendes mave. Dog uden at lave hul endnu. Lad os så se om du er tåbelig igen..... Jeg kunne jo skrive "7 liv tilbage" når nu jeg har fanget katten to gange.... Eller skal vi løse det på en ordenlig måde Audrey?

Hun gav små klage lyde fra sig, da han skar hende med sin negl, hele vejen ned af ansigtet. Hun mærkede sit varme blod, glide blidt ned af hendes ansigt, dryppende ned på tæppet, hvor hun dækkede sine bare bryster. Hun kunne ikke fatte at han havde fanget hende igen, samt hun kunne ikke forstå hvordan hun aldrig nogensinde havde set det komme.. set Caleb´s onde side, hans dominerende personlighed. Hun så vredt på ham og prøvede at rive sig fri, men endte med at give op. Det gjorde ondt.. alt for ondt. Da han rev tæppet til side, skrig hun af raseri og prøvede at sparke ham væk, indtil hun mærkede hans negl mod sin slanke mave. " P-please stop Caleb ". Hun mærkede tårerne langsomt trænge op i hendes øjne, der ligeså langsomt blev mere blanke end før. De smukke mint grønne øjne, så nu uskyldigt, nærmest underkastende på Caleb, i det hun tøvende svarede ham.

" Okay!. Okay.. jeg skal nok.. lystre ". Hun begyndte at slappe af i sin krop, så meget han nu tillod hende, eftersom smerten snart steg hende til hovedet. Hun var en smule bekymret for den lange åbne rift han havde efterladt i hendes smukke ansigt, dog ødelagde det ikke hendes skønne ydre, det fik hende blot til at se mere warrior agtig ud. Hendes krop rystede en smule, på grund af de mange smerter der pressede på nerver, samt frygten for at Caleb ville fortsætte. Han vidste at hun var dårlig til at heale stadig. " Ja!. Jeg siger ja til dit tilbud.. ". Hun snøftede en smule, i det hun mærkede en blodig tåre glide ned af sin kind.

Han tvang hendes ansigt til den ene side og kørte tungen hen over det åbne sår. Såret var nu væk og han kiggede dybt i hendes øjne. For første gang så han ægte frygt i hende. Han fjernede neglen fra hendes mave og begyndte at nusse hende kind. Dog holdt han stadig godt fast med den anden hånd. Det var som om noget vågnede i ham. Var det samvittighed? Det var ikke til at forklare hvad det var. Han stoppede med at nusse hendes kind og dækkede hende til igen så hun ikke lå så blottet. Han rystede et par gange på hovedet og hans øjne fik den behagelige grønne farve stille og roligt igen. Han virkede nærmest forskrækket over hvad han havde gjort. Undskyld Audrey.... Det her er kun for at du skal falde til ro.... 


Han brugte sin evne fra før, dog med mere styrke på den her gang. Det var ikke for at binde hende til ham men kun for at hun ikke skulle lide mere. Det ville have ca to gange effekten fra før. Da han havde gjort lidt, sprang han nærmest væk og kiggede forvirret ned i jorden: Jeg.... Undskyld Audrey.... Det var ikke min intention..... Jeg blev... skubbet for langt..... Kan du.... tilgive mig....?

Hun lukkede sine øjne i, da han skulle til at slikke hende. Hun følte sig som en killing, der blev slikket ren af sin mor, i det hun mærkede hans kolde tunge glide hen over hendes følsomme hud. " Caleb.. ". Det var pinligt, så pinligt at rødmen blussede op i hendes kinder, mens hun langsomt begyndte at falde til ro. Hun vidste ikke helt om hun skulle gribe chancen til at gør noget, men i så fald.. så tog hun den ikke. Hans berøring var dejlig.. den bløde side af hans finger.. der gled hen over hendes kind, blidt og nænsomt, som mente han intet ondt.

Hun så undrende på Caleb, da han sagde undskyld. " For hvad? ". Dog da hun mærkede noget inde i sig igen, kunne hun pludselig forstå hvorfor han havde sagt undskyld. " Nej Caleb! ". Hun lukkede sine øjne hårdt i, i det hun mærkede følelserne flyde igennem hendes krop. Hun faldt til jorden da han slap hende. Hun åndede ud, som hev hun nærmest efter vejret, dog var det ikke på grund af hans stramme greb, men nærmere det der skete inde i hendes krop. Hun følte sig svag og modtagelig overfor alt. Hun åbnede langsomt sine øjne, i det hun betragtede Caleb, med dette sårbar uskyldige blik. De grønne øjne så sørgmodigt på ham, i det han sagde undskyld og spurgte om tilgivelse. " J-jeg kan ikke.. please få det til at stoppe ". Hun trak vejret i lange drag, mens hun forsigtigt og elegant.. fik sig selv op at stå. Hun så på Caleb med de smukke grønne øjne, der langsomt blev blodrøde. Med elegante skridt gik hun hen af mod ham og lod blidt sine finger glide ind i stoffet på hans skjorte. Hun trak sig tættere på ham, i det hun bedende sagde. " Please få det til at stop Caleb.. jeg kan ikke tag det mere.. min krop ". Hun havde det varmt.. som ville hun brænde op indefra. Det måtte være sådan begær føltes.. sådan lyst var.. mellem to elskende.. det måtte være sådan Caleb havde følt for hans skaber.

Han stod bare og stirrede tomt ud mod byen. Han skammede sig. Han vidste godt det var muligt at fortabe sig i det indre bæst. Det var aldrig sket for Caleb og denne gang var det lige ved at ske. Han havde svoret at det aldrig ville ske for ham. Det var et løfte han aldrig ville svigte så længe han selv havde noget at sige i det. Han vidste udemærket godt effekten det havde haft på hende. 

Da han kunne mærke hun stillede sig op af ham, kiggede han stille over sin skulder. Det er jeg ked af Audrey.... Effekten fortager sig snart.... Det samme med blodets bånd.... Det var den eneste måde jeg kunne ændre dit ønske om at skade mig, uden at skulle skade dig.... Men jeg beklager.... Det var ikke meningen at jeg skulle fortabe mig i det indre bæst på den måde

Hun betragtede ham, i mens han undskyldte. Langsomt men blidt, placerede hun sin pegefinger over hans fine læber. Langsomt lod hun sin højre hånd, glide blidt ned af hans smukke skjorte, i det hun tog fat i kanten af den forneden, i det hun lænede sig mod Caleb og sagde " Shut up.. and kiss me ". Hun fangede hans læber med sine fyldige bløde rosa pink læber. Hun lod blidt.. samt nænsomt, hendes læber blidt presse mod hans, i det hun med den anden frie hånd.. blidt førte den bagved hans nakke og blidt tog fat i nakke hårene forneden. Hvis han afviste hendes kys, ville hun trække sig væk fra ham og flovt vende ryggen til ham.

Tæppet var så smukt i rødt, som silke klistrede det til den timeglas formede krop, med de fyldige bryster og den flade mave, de flotte stramme baller, samt den fine ivory porcelæns hvide hud, syntes at glinse så smukt i natte månens skær. Hun lod blot begæret tage over, skønt det var hendes første kys, hendes første gang hun nogensinde havde mærket sådan, så lod hun sig fortabe i denne følelse, især fordi den var så kraftig, det var det eneste der syntes at lindre den indre lyst. Han smagte godt, duftede fantastisk.. silke blødt hår.. han var i sandhed et ægte mandfolk, samt en magtfuld vampyr.

Han blev lidt overrasket over hendes reaktion og lidt hurtigt satte han et par fingre mellem deres læber. Jeg beklager Audrey. Men af flere årsager bliver dette aldrig en mulighed. Jeg beklager endnu en gang for at jeg fortabte mig i mit indre bæst. Men det ændrer desværre ikke på de måder jeg blev fornærmet på. Jeg forventer ikke at du forstår mig men jeg håber da. Og du vil aldrig kunne benægte din natur... Følelsen du har nu vil med tiden gå væk. Men du vil stjæle igen

Da det endelig gik op for Audrey, hvad hun faktisk havde været ved at gør, skubbede hun hårdt Caleb fra sig, i det hun ikke ville bringe nogen misforståelser op. Hun vendte ryggen til ham med afsky, mest for sig selv og hans evne.. hvorefter hun hurtigt gik hen i et hjørne og samlede nogle jeans op. " Caleb. Vend ryggen til ". Hendes ellers så rolige stemme, rystede en smule, i det hun ikke følte ejerskab over sin egen krop´s handlinger samt følelser.. endnu. Hun lod tæppet falde til jorden, hvorefter hun iførte sig undertøj og tanktop i sort. Hun iførte sig de slidte hullede grå skinny jeans, samt nogle sort strømper, hvorefter hun fandt nogle flade sort allstar frem og bandt dem stramt, hvorefter hun vendte sig om med fronten mod Caleb, dog nogle meter fra ham. " Såen, nu kan du kigge ". Vis han valgte at vende sig om, ville han blive mødt af et dyrisk forhadt blik, der nærmest råbte af sig selv. ' At vis han rørte hende igen, ville hun slå ham ihjel '.

Hun rettede sig lidt op og gik hen til en sort taske, i det hun fandt en kniv frem og bed sig i underlæben, hvorefter hun skar sin venstre arm, langs albue til håndled. Blodet begyndte smukt at glide ned af hendes arm, dryppende ned på det slidte klokketårns gulv. Hun tog derefter en flaske med menneskeblod op fra den sorte taske. " Det 'bånd' vi har, stopper her og nu. Jeg vil ikke accepter nederlag ". Hendes stemme var nu rolig og fattet.. som havde hun fået en ny slags energi og kraft. Hun skruede låget op med den blødende arm, i det hun med den raske.. satte flasken kort fra sig, for at tag fat i maleriet. Hun kastede det hen mod Caleb, med ordene. " Forsvind her fra Caleb ". Hun lød kold og beslutsom, som havde hun aldrig nogensinde været mere sikker. Blodet fortsatte med at løbe.. og jo mere hun mistede, jo bedre. Hun prøvede at bløde den del af hans blod der gled i hende.. ud.

Hun samlede flasken op og betragtede blodet inde i den, før hun spurgte. " Vis du mener det.. hvorfor spurgte du så om jeg ville arbejde for dig ". Hun så på ham, med de smukke dyriske grønne øjne, som stirrede hun direkte ind i hans sjæl, vis han da overhovedet havde en, hvilket hun tvivlet på, at nogen som helst vampyr havde.

Han vendte ganske vist ryggen til men med et smil på læben. Det var både trist og sødt på en gang, sådan som hun virkede til at have styr på situationen. Det kan da også godt være hun selv mente hun havde det, men sagen var en ganske anden. Han vendte sig roligt da hun sagde han måtte. Han smilede stadig roligt og stak hænderne i lommen. 

Caleb gik roligt hen imod hende, og da hun kastede maleriet hen til ham gik han bare hen over det. Han rystede en anelse på hovedet og sagde roligt og varmt: "Der er noget du helt har misforstået.... Det bånd kan ikke bare blødes ud... Det er en del af dit væsen indtil det fortager sig. Det skal også nok fortage sig. Følelsen der blev efterladt i dig grundet min evne fortager sig også.


Han vendte om og gik hen mod trappen ud. Han kiggede sig ikke over skulderen, men da han stod ved trappen stoppede han op og sagde en kende opgivende: Fordi jeg synes du fortjente chancen

Hun så en smule skeptisk på Caleb, i det han fortalte om hvad han troede. Hun tyggede frustreret på sin fine bløde underlæbe, før hun slap den med de perle hvide tænder. " Hvordan ved du det. Har du da prøvet at gør dette ved en før ". Hun kunne ikke lide at han gjorde dette mod hende, hvorefter han blot troede at han kunne sige undskyld og alt ville være tilgivet. Han virkede moden til tider, men lige nu virkede han umoden, som ville han ikke stå til ansvar for hans handlinger. Hun rejste sig op og så på Caleb med et intenst blik, før hun skruede låg på flasken og sat den fra sig. Hun healede langsomt sit sår, ved at fokuser på dets rift. Huden trak sig langsomt sammen, som så man det hele baglænds i slowmotion.

Hun gik derefter hurtigt hen til Caleb og skulle lige til at tag fat i ham for at stoppe ham, dog tog hun sin hånd til sig, eftersom hun ikke havde lyst til at rør ved ham og omvendt, han skulle aldrig nogensinde prøve at rør hende igen, ellers ville hun helt sikkert prøve at dræbe ham. " I stedet for at være så dømmende lige pludselig. Hvad med at se det hele fra mit syns punkt.. prøv at stå i mit sted ". Hun mærkede en skjult vrede, den vrede der havde været der første gang. Sådan en arrogant forkælet møgunge.. der havde fået foræret alt.. det var lige hvad han var. Hun kunne ikke mere se på ham med respekt, nej nærmere.. hun var frastødt af ham nu, især efter hans evne.. som troede han virkelig, at hun nogensinde vis hun var ved sine fulde fem.. ville kysse ham.. han var jo slet ikke hendes type.

" Jeg accepter dit job, vis du kan give mig husly, indtil jeg får sparet nok op til depositum.. til en lejlighed, hvorefter jeg forventer at du gir mig løn for mit job, men mere er dette heller ikke ". Hun vendte ham derefter ryggen og samlede sine ting sammen, så hun kunne tag med ham, dog havde hun ingen skjult dagsorden. Hun ville tag dette professionelt, som hun gjorde ved alle de andre kunder hun havde stjålet for. Hun ville ikke mere lade ham tro, at det hun gjorde.. at det var fordi hun følte hun havde noget valg, samt.. vis hun boede ved ham og fik sparet nok op.. så kunne hun måske ende sine dage som tyv.. en dag. " Så har vi en deal? ".