Caught with my eyes closed.

Den lille djævel stod blot og lyttede til de andres små samtaler. Hun hørte dem sige farvel til hinanden. Og hun kunne også sagtens høre dem hviske til hinanden om forskellige ting. Problemet var bare at hun ikke rigtig syntes at kunne finde hverken hoved eller hale i det der blev sagt. Det var næsten larmende også selvom at støjniveauet var nede på normal. Det var nok mest fordi hun ikke selv var med i nogle samtaler. Det eneste man hørte hende sige var ”Okay” og ”Skal jeg nok”. Og det havde hun det skam også fint med. Hun havde det altid bedst med bare at lytte og få gjort sit når hun hjalp til på teatret. Hun kunne bedst lige at arbejde i fred. Eller det var i hvert fald hvad hun havde gået og bildt sig selv ind. Så det var vel rigtig nok.
”Jeg går også nu. Du ved hvad du skal gøre, Autumn. Og pas på når du går hjem. Det er en værre snestorm udenfor.” Idet hun fik løftet en papkasse, fuldt med ragelse, op opfangede hun sit eget navn i en sætning. Hun drejede, med det samme, hovedet en smule og så sig derefter hen over skulderen mod en mand der mest af alt lignede Master Roshi fra Dragon Ball z. Den selv samme mand der havde spurgt efter hendes hjælp her til aftenens forestilling. ”Okay. I will!” fik hun hurtigt svaret tilbage med et lille ubekymret smil, inden hun igen rettede opmærksomheden mod det rod der var blevet lavet. Dog var der knap så meget tilbage. Hun havde fået kram over det værste. Hun manglede blot de få papkasser med tilfældige kostumer og så at få lagt ’krigs’-malingen væk. Det var så typisk at nogle af skuespillerne følte sig for vigtige til at rydde op efter sig selv. Hun fik endelig ordentlig fat på kassen og begyndte eller at gå fra den ene ende til den anden. Det blev lidt besværligt ned af trappen men hun klarede den da lige.

Der virkede altid så underligt stille når der ikke var andre end hende selv i den store sal. Hun vidste at der endnu var den rare afrikaner, der stod ved skranken, tilbage. Og hvis hun ikke tog fejl var der også nogle inde i de andre sale. Men der var ingen forestillinger tilbage at se i aften. Klokken var nok også ved og blive ret mange. Hvis hun ikke tog fejl nærmede den sig midnat. Hun åndede lettet op og kørte en hånd hen over panden. Endelig færdig. Hun var selv godt tilfreds med resultatet. Nu kunne hun finde rundt i hvor tingene var. Hun lukkede forsigtigt døren til kosteskabet og til sidst børstede hun det værste fnuller af den sorte tætsiddende langærmede bluse hun havde iført sig. Hun scannede kort omkring sig igen inden hun bekræftede at alt hvad som det skulle være. Hun skulle nok også prøve og finde din vej hjem. Hun krydsede inderligt fingre for at stormen havde lagt sig. Bare lidt. Ikke at hun forventede det overhoved. Hun kunne næsten høre vinden blæse udenfor.
Med forsigtige skidt bevægede Autumn sig væk fra backstace-området og ud på selve scenen. De gange hun fik lov til at være alene brugte hun også på at drømme sig videre. Det var stort og overvældende hver gang hun så ud i salen. Der var stillet sæder på så hver en vinkel kunne opfanges. Selv oppefra. Skræmmende. Hun tog en dybindånding og slappede med det samme mere af inden hun for anden lang lod sine abnormalt blå øjne køre rundt som søgte hun efter andet liv. Hun strøg let en vildfaren tot af det brune hår om bag øret. Det undrede hende ikke at den sjuskede knold ikke havde, kunne holde alt hår væk. Så som prikken over i’et fik hun fundet det dejlige smil frem. Og om hun ikke også begyndte at nynne. Svagt og fint. Hun drejede en hel omgang om sig selv som befandt hun sig midt i en romantisk danse-scene. Hun droppede dog hurtigt sin akavede forestilling og med en let latter over sig selv bevægede hun sig atter væk fra scenen..

Efter en lang aften med 3 forestillinger, havde Sam udmattet smidt sit kostume et eller andet tilfældigt sted, og vandret hen mod det lille motel han boede på. Sneen havde stormet omkring hans øre og det var umuligt og se mere end en meter foran sig, det undrede ham en smugle at der var kommet så mange til aftenens forestillinger, 2 gange helt udsolgt og den sidste gang manglede der kun 10 gæster før der igen var udsolgt. Men så igen, når de fleste ikke kunne komme på job eller andetsteds, var det nu nok meget hyggeligt for dem at komme lidt ud om aftenen. Han var kommet halvvejs, da han kom i tanke om at han, glemsom som han var. Havde kommet sine nøgler i sig forpulede kostume. Fuck, hele vejen tilbage igen! Hvorfor kunne han ikke bare huske hans ting? Han knurrede irriteret. Vendte sig om i den tygge sne, og brugte sin ene hånd til stædigt at holde fast i hans trofaste hat. Han gik aldrig nogen steder uden en hat. Selv i dette blæsevejr hvor det var fuldstændig tåbeligt at have hat på havde han en på. Han travede tilbage igennem det høje snelag og lukkede forpustet bagdøren ind til teateret op, han trådte ind og rystede sig kort for at få det meste sne af sig og tog også hatten af for at børste den af. Sådan stod han i nogen tid, inden han hørte en nynnen ude på scenen. Hurtigt listede han sig om foran for at se hvad der skete. Han smilede kort over hendes forestilling, meget yndefuldt. Tideligere i dag havde han stået der på scenen, sunget, danset og ikke mindst spillet teater, som en sindssyg junkie, der var noget så forelsket i rigmandens datter. Nu stod hun der, som var hun hovedrollen i et fantastisk lille stykke, midt i den romantiske scene.. uden en eneste tilskuer. Sam mumlede et eller andet, men lyste op da han så hendes latter. Mon hun fandt sig selv komisk? Eller ideen om hendes optræden dum?
Han rystede på hovedet, det var heller ikke hans sag. Alligevel kunne han ikke lade vær.
Han skyndte sig ind i midten af forreste række, og gav sig til at klappe og juble højlydt, lige tidsnok til at hun kunne nå at båse se og høre det inden hun forlod scenen. ”EN GLIMRENDE FORESTILLING MADAM! SMUKT! FANTASTISK! EN FRYD FOR ALLE SANSER!” råbte han til hende og klappede videre ”MÅ VI YDMYGET BEDE OM ET EKSTRANUMMER! NU VI ALLIGEVEL ER SNEET INDE OG HAR BRUG FOR UNDERHOLDNING!” og det var ikke løgn, der var blevet låst af omme foran, de som før hade stået og taget imod gæster var gået, og det hele var låst af. Bortset fra bagdøren, som Sam knap kunne åbne da han kom ind, hvordan skulle han så kunne grave sne væk indefra for at åbne døren? Nej det var ikke en mulighed at komme ud før sneploven kom og ryddede.
”ET GANSKE ENESTÅENDE TALLENT DE HAR DEM DER FRØKEN!” råbte han til hende, og et ind charmerende smil kom frem på hans læber da han klappede videre. Han stoppede sin klappen, og i et hurtigt hop var han selv oppe på scenen. ”men må jeg foreslå? En dansepartner, det ville gøre det en del mere realistisk! Mere levende! Du burde synge højere! Ja publikum 5 rækker bagud kan jo ikke høre dig! Vi må have dit talent ud!” som han stod der flabet, og agerede som en anden cirkuschef og præsenterede hende for det usynlige publikum, gik han hen imod hende, tog blidt fat i hendes håndled og ledte hende ud på midten af scenen. ”Se så! Syng madam! Syng som fik de god hyre for det!” kom det fra ham, alt imens han tog fat om livet på hende med den ene hånd, og den anden hånd tog han i hendes, hvorefter han begyndte at danse vals. Hvordan hun ville reagere til dette anede han ikke. Og han vidste heller ikke om hun ville forsøge at rive sig fri, eller for den sags skyld slå ham. Men det flabede og ind charmerende smil han sendte hende, var vel et forsøg på en redegørelse eller dårlig undskyldning for det han gjorde.

Autumn var i gået i chok. Hun havde intet at sige men hun stod blot og stirrede på denne unge mand der stod og klappede som en sindssyg af hende. Hele atmosfæren i salen var nu pludselig blevet mere ubehagelig. Hun havde virkelig troet at hun var alene. Så hvor var han kommet fra? For en hver anden selvsikker pige ville det her nok bare være sjovt og så ville de have gjort videre hvad de havde gjort. Men sådan lå det ikke lige til hende.
”En dansepartner?” gentog hun på en mere spørgende måde. Svaret fik hun lidt efter som forventet. Hun bakkede automatisk væk da denne fremmede person efterfølgende kom videre op på scenen. Og hun ville skam have forsat det hvis det ikke var fordi at han i sidste øjeblik nåede at få et godt tag i hendes svage håndled. Hun sagde stadig ikke noget men stod bare som et eller andet dyr der var blevet skræmt fra vid og sans. Hvad havde han egentlig gang i? Gjorde han grin af hende? Nej, det virkede slet ikke sådan. Synge?! Åh gud. Hun stivnede på stedet. Eller det var hvad hun følte hun gjorde. I virkeligheden var hun nok stadig slap og smidig som altid. ”Nej vent..” Det lød lidt mere som en ufærdiggjort sætning blandet sammen med en typisk mumlen. Og i princippet nåede hun ikke at sige så meget andet inden hun kunne mærke en arm om hendes talje og per automatik landede hendes hånd omkring hans skulder. Og for at gore det hele meget bedre blev hendes anden hånd skam også lukket let omkring hans.
Det var nok den indre følelse af en trang til magiske øjeblikke der førte hende rundt. Hun kunne ikke danse. Og ikke vals. Men det gik da overraskende godt. Ikke én gang trådte hun ham over tæerne. Men med ét, slap hun ham og træk sig forsigtigt væk. ”Please don’t.. I can’t sing.” Hun løg både for ham og sig selv. Selvfølgelig kunne hun synge. Og rimelig godt endda. Ifølge hende hvor verdenen var ikke klar til at høre hende endnu. Hun følte sig stadig umådelig utryg når det kom til det. Lige som med så meget andet. Hun brød sig ikke om at føle sig utilpas. Så hun holdt sig normalt fra den slags ting. Hun tog lige et par skridt mere inden hun tillod sig at vende helt om for at gå i et lettere hurtigere tempo hen mod scene tæppet. Hun måtte se og komme hjem. Kun under dynen ville hun normalt kunne få det perfekt. Dog stoppede hun brat op. Og uden tøven, denne gang, vende hun sig igen mod manden. ”Undskyld.. Du sagde noget om at vi var... sneet inde? Er det… rigtigt?” Det kunne virkelig forvirrende, den måde hun skiftede mellem den typiske britiske engelsk og det elegante sprog, fransk. Men det var ikke rigtig noget hun lagde mærke til. Hun vovede sig en smule tættere på ham og med hovedet en smule på skrå holdt hun de blå øjne direkte mod ham. Denne gang ikke som et stirrende blik. Men en alment blik som fremhævede dybet i hendes øjne. Det kunne da ikke være rigtigt at hun var blevet fanget her på teatret. Hun var vel ikke dømt til at overnatte her blandt grusomt udseende masker og kulisser der kunne vælte ned over hende hvert eneste øjeblik? Hun sank en mindre klump og i dette øjeblik lignede hun igen bare en lille fortabt pige. Og hvis det ikke havde været for de kvindelige træk og former hun havde, ville hun nok også kunne forveksles med en femteklasse med den højde hun havde.