Just passing thru.

En mørk aften, omkring ni tiden. Alt åndede fred i det lille kvarter i Terre. En hund gøede ikke så langt derfra, sikkert en kat som havde nærmet sig ind på dens territorium, regnen faldt let ned fra de grå skyer, som havde dækket himlen største dele af dagen.  Det var som om, at selv ikke vejret over Di Morga kunne være lykkeligt længere, alt i dette land var overrumlet med onde mennesker, onde væsner. Ude i det fjerne var der dog noget som der brød stilheden, freden i kvarteret. Sirenerne fra en politi bil kom nærmere, to mænd hoppede ud, og endnu to kom ud fra en bil der kørte op på siden af den anden. ''Jeg er ret sikker på at hun løb den vej!'' råbte den ene af betjentende og fandt sin lommelygte frem, de tre andre nikkede og delte sig dog alligevel op for at dække hele området.

Hold nu kæft hvor var hun træt af alt den regn, det var en af de mange tanker som der fløj gennem den unge kvindes tanker, eller ung af udsende passede vel bedre at sige. Evelyn, som kvindens navn var, trådte ud af skyggerne for et kort øjeblik for at gøre sig et overblik, hun var kommet til den del af året hvor at hun igen var nød til at tage en anden kvindes liv, ikke kun af selviske grunde af at beholde hendes skønhed, men lige så meget for at holde det virkelig bæst inde i hende væk. Hun tog en dyb vejrtrækning, hun havde løbet stort set uafbrudt siden politiet havde taget hende i gang med at stjæle et maleri. Når hun fik fat i Greg, måtte guderne stå til vidne for hvad hun gjorde ved ham, hvor mange gange havde hun ikke fortalt ham at hun ikke længere ville deltage i hans julelege? Det var fuldstændig absurd at hun atter igen skulle være i den her situation, men mest af alt var det hendes egen skyld, hun vidste uden mærket godt at hun ikke var i stand til at fuldføre nogle opgaver, hun havde prøvet at undgå det umulige. Hun tog sig til brystkassen og kiggede rundt, hvor i alverden var hun overhoved? Det her var jo ikke i nærheden af hendes egen lejlighed. Fuck.

''Over her!'' hun hørte en mandlig stemme råbe. Var det en hund der gøede? Havde du fået hunde patruljen ud nu, hun var så dømt til at blive fanget nu. Nu var der kun desperate metoder tilbage at bruge. De sidste kræfter der var tilbage i hende, forsvandt hun igen i skyggerne, kun for at se en af hundene stå og snuse der hvor hun var forsvundet, men kunne ikke fange en ny lugt. Med hurtige skridt kom hun et godt stykke væk fra politi mændene, da hun pludselig kunne mærke den ikke gik længere. I et tilfældigt nabolag, et tilfældigt hus, og tilfældig dør, stod hun nu og bankede med de sidste kræfter hun havde tilbage. Kun i håb om at hun kunne overtale personen til at lukke hende ind, og gemme hende, ind til at der var fri bane igen.

Den forbandede hund. Dette var grunden til han altid holdt sig fra menneskets bedste ven. De kunne bare ikke holde sin kæft. Så snart den fik den mindste form for opmærksomhed, ville den vise sin taknemlighed ved at give en helt symfoni af irriterende lyde. Og der skulle en del til at få den til at stoppe. Der var mange ting han kunne remse op, som han ikke brød sig om dette meget svagt intelligente væsen. Han ville kunne bruge en hel aften om at fortælle det. Men hvem skulle høre på ham? Og når alt om til alt, var de ikke altid provokerende.
David prøvede desperat at holde lydende ude fra ude af sit hoved, som han lå og slængerede på sin bløde sofa. Med sine lange ben smidt op, og sine arme var blevet smidt om bag hovedet som en form for støtte, til trods for at armlænet uden tvivl ville være mere behageligt end at ligge på muskelmasse. Hans øjne var lukket i, i et forsøg på at falde lidt hen. Han var ikke træt, men han var udmattet. Så fandens udmattet. Han havde håbet at verdenen havde været mindre …igangstående. Men så heldig var han ikke.

Med ét, slog han øjnene op. Han opdagede først nu, hvordan han var blevet sendt til drømmeland. En vibrerende følelse fra sofabordet, bekræftede hvordan hans mobil var blevet tændt igen af automatik. Det var et underligt forhold han havde til sine elektroniske apparater. Især den lille tingest der gav ham lov til at komme i kontakt med folk på afstand. Det var som om den slukkede, når han sov, og tændte når han vågnede. Med et opgivende suk fjernede han sine arme fra deres skjul under hans nakke, og pressede håndfladerne imod sine øjne. Gned dem en smule voldsomt, inden han til sidst fangede, hvad der havde vækket ham. Han hørte den konstante banken imod sin dør og drejede fraværende sit hoved imod den, inden panikken rasede op i ham. Han var ikke sikker på hvorfor, men han følte altid at der skulle tages relativt hurtig aktion, når det kom til disse former for aktiviteter. Han tvang sig selv ud af sin trance, sprang op fra sin plads på sofaen så pludseligt, at den lille gråstribede killing i fodenden også gav et spjæt fra sig. Han havde nær væltet bordet i sin fart, men det resulterede blot til at han humpede på sit ene ben resten af vejen.
Han greb hårdt om håndtaget og man skulle tro han nær havde revet døren af sine hængsler med den kræft den blev åbnet. ”Hva-..!” længere nåede han ikke med sin vrissende tone, inden døren valgte at hamre sig lige i fjæset på ham. Den var tydeligvis lettere i vægt end han havde troet. Han slap håndtaget, lod døren åbne det sidste stykke af sig selv, alt imens han tog et par skridt tilbage. ”Fuck!” mumlede han utydeligt, efter om en hånd havde fundet sin vej omkring hans næseparti. Kæft! Hvordan var et objekt af så tyndt træ slå så hårdt? Lidt efter så han endelig op. Imod kvinden der så ud til at have været den selv samme person der nær havde slået hans dør ind med sin banken. ”Hvem er du??” Han lød ikke yderligere glad for hendes selskab. Langt fra. Han fjernede igen sin hånd, tørrede den smule næseblod væk med sin håndryg, hvilket blot tværede det ud over kinden. Han rettede sig igen op og stirrede afventende. Han var virkelig ikke vant til at få besøgende. Eller hvad man kunne kalde hende.

Regnen tog til, på sin vis var det jo faktisk ret heldig for hende, hvis man så bort fra at den grå hættetrøje ikke var så grå mere nærmere sort, og det faktum at hendes mørke brune støvler snart kunne skabe sin egen lille syndflod. Men hvis man valgte at se bort fra det, så tværede det hendes lugt ud og gjorde det svære for hunden at finde hende. Hendes fortænder placerede sig i hendes underlæbe, trods for at hendes hånd var ved at føles som om den kunne falde af når som helst det skulle være, blev hun ved, hun gav ikke op. Der måtte jo være en eller anden der inde der kunne hjælpe hende, ikke? Tanken slå hende, at selvom at hun fik en til at åbne op, var der måske ikke lige de største chancer for at personen ville lade hende blive.

Pludselig blev døren revet op, i sin overraskelse var Evelyn lige ved at falde for over og ind i manden, som ud over det havde fået døren lige op i næsen.
''Jeeeg..'' ordet blev trukket ud, da hun ikke vidste hvordan hun skulle forklare sig selv, med et løftet øjenbryn kiggede hun på hvordan blodet begyndte at løbe fra hans næse ryg, og kunne ikke lade være med at undertrykket lille grin, hvem river også så hårdt i døren at den flyver tilbage i hoved på en? Lige som hun skulle til at svare på hans næste spørgsmål, så hun hvordan at en lygte lyste i det fjerne, og mandlige stemmer blev mere tydeligere. Så hendes svar på hvem hun var, blev i stedet til at hun skubbet ham ind i hans egen lejlighed, og smækkede døren i igen. Med et hurtigt tag fik hun fat i mandens arm og pressede ham op af døren, hendes højre hånd lagde sig hen over hans mund så han ikke kunne sige noget.

Mens hun ventede på at politi mændene forsvandt fra denne del af boligkvarteret, lod hun øjnene falde på manden der stod foran hende, og sende ham et lille undskyldende smil, der gik ikke mere end fem minutter også følte hun sig afslappet nok til at slippe sit greb i ham. ''Sorry...'' hun rømmede sig lidt og trådte væk fra ham og sende det største tandpasta smil hun kunne komme frem med. ''Jeg, ser du, jeg har rodet mig ud i noget, og har brug for noget hjælp og se her, du blev vidst den heldige vinder.'' hun slå ud med den ene arm, og vente sig rundt og betragtede lejligheden, som om hun allerede havde fået invitation til at få lov til at blive.

''Nice place'' hun greb fat i dørkarmen ind til stuen og vente sig rundt imod ham. ''du har vel ikke noget imod at jeg bliver et par timer vel?'' hendes øjne kiggede bedene på ham, mens hun blev stående der i døråbningen og afventede lidt at han sagde ja, ellers havde han i bund og grund ikke noget valg.

Hvad fanden!? Ordene nåede aldrig ud af hans mund, eftersom en kvindes hånd pludselig blokerede for hans udtale. Det var nemt at se på ham, hvordan det hele var kommet bag på ham. På den måde han kølige brune øjne bare stirrede imod hende med et forbavset udtryk. Han gjorde ikke nogen modstand. Man kunne sige, han ikke rigtig magtede det. Det kunne være hun var relativt stærk, men hun udførte ingen trussel for ham. Ikke i øjeblikket. Det der kom fra hende og videre imod ham, var en duftblanding af den universale kvindeduft og fugt, samt endnu en større irritation fra hans side af. Dette beviste meget tydeligt, hvordan han bare ikke kunne blive ladt være alene. Selvfølgelig overdrev han umådeligt meget med sine tanker. Siden han var kommet til denne by, havde folk faktisk holdt sin afstand. Hvilket nok var den mest behagelige følelse han nogensinde havde følt.
Idet hun så endelig trådte væk fra ham igen, tog han selv lidt afstand til den hårde overflade af sin dør, han ville ønske var lavet af panser, så ingen ville kunne komme ind. Men hans næse ville nok ikke have siddet på sin plads, hvis han havde fået skiftet den ud. Så der var nok både fordele og ulemper ved den åndsvage idé. ”Rodet dig ud i noget? Ja det tror jeg squ du har. Og det er tydeligvis bedst, hvis du får fjernet det rod igen.” Han var så tæt på at råbe op om at hun skulle skide ud af hans hjem. Dog var der noget der holdt ham tilbage. Noget der altid holdt ham tilbage. Det føltes altid som spild af tid alligevel. Han sukkede atter opgivende og vendte blikket væk fra hende. Førte sin hånd op imod sin pande, lænede sit hoved en smule tilbage, inden han så kørte fingrene gennem det det lettere fedtede hår. ”Jesus… Fuck.” Han var på bar bund. Han kunne ikke rigtig få det hele til at fungere lige nu. Hvad var der også lige sket?

”Det her er ikke et eller andet hjælpecenter for hjemløse. Det er mit hjem. Så nej. Du kan ikke blive et par timer.” vrissede ham, samtidig med at hans maskuline arme blev lagt over på kors. Selvom det ikke virkede til at hjælpe helt så meget på hans noget sløsede udseende. Han lignede en der var på vej i seng allerede. Med de ternede natbukser og tandpasta-plettede T-shirt. ”Det her er dine problemer. Og jeg har ingen ønske i at være en del af dem. Derudover har jeg virkelig ikke brug for en anden person selskab.” Han tøvede ikke det mindste med at vende sig en kvart cirkel, hvor at tage fat i dørhåndtaget endnu engang. Trykkede den ned, og mens han stadig stod indenfor i varme og tøvejr, åbnede han døren ud til din lille forhave. ”Jeg er sikker på mine naboer vil elske at hjælpe dig, lille ven. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har spurgt om jeg kunne låne en kop sukker af dem.” Sarkasmen sad tykt i hans stemme. Og om der ikke lige kom et lille falsk irritabelt smil frem på hans tørre læber et split sekund. Med den frie hånd trykkede han rutineret sine briller på plads, men tog ikke blikket fra hende. ”So off you go, dear.” Han jokede ikke det mindste.

''hmm'' mumlede hun stille og kiggede ned på hendes sko, fuldstændig uinteresseret i hvad han havde at sige til hende. Hun greb fat omkring den venstre sko og trak den hurtigt af, for at sætte den ved siden af hende. Ikke så længe efter var den højre sko også sat ned på gulvet, men det hjalp jo ikke særlig meget på problemet med at hendes fødder var helt gennemblødte, så sokkerne blev også hurtigt taget af. Med et nysgerrigt blik gik hun tilbage ind i gangen, mens knægten nu var vågnet helt op og fik sat hende på plads med at hun ikke bare kunne komme her og tro at dette var et sted for hjemløse. Fint, så passede hun jo fint ind her, hun havde et hjem, problemet var bare at det var et godt stykke her fra og med politiet der stadig rendte rundt derude, så var hendes bedste mulighed for at undgå at blive fanget at blive her.

Hun kiggede hurtigt ind i køkkenet, lidt lige som en veninde der var blevet inviteret hjem til hendes ven for første gang, og skulle se hans lejlighed. Da hun var lige ved at gå fra køkkenet, kiggede hun ned på den lille grå kat som der stod og kiggede på hende fra madskålen, med et lille smil gik hun hen til den og slap et lille grin over dens lille miav om at maden godt snart måtte finde sin vej ned i madskålen.

Hun mærkede kulden om sine bare fødder, og stemmen der nu fortalte hende at hun kunne finde en anden der kunne hjælpe hende. Langsomt og let svingene med hofterne kom hun ud fra køkkenet med hænderne omme bag ryggen, da hun var kommet næsten helt hen til ham skød hun underlæben frem og lagde hoved på skrå. ''Du har vel virkelig ikke tænkt dig at smide mig ud i kulden igen vel?'' hendes ene fod lagde sig hen over den ene, i håb om det måske kunne hjælpe hende med at holde lidt af varmen tilbage i dem. Hun trådte et ekstra skridt hen til ham, så hun kunne mærke varmen fra hans krop slå imod hendes egen, kiggede hun på ham med store øjne, inden hun hæv den lille kat frem som hun havde gemt bag ryggen.

''Desuden vil din kat godt have jeg bliver'' hun tog katten helt op foran hendes hoved, og den udstedte et lille miav igen, om det var for at være enig med hende, eller om det bare var for at fortælle at den var sulten var ikke til at vide. Trods det åndsvage forsøg på at kunne blive i hans lejlighed, håbede hun stadig at han ville skifte mening, han kunne da ikke sige nej til katten? Kunne han vel.

”Huh?” Automatisk trak han sig lidt tilbage, idet hun stak den lille kat op i fjæset på ham. Selvfølgelig landede hans blik ikke imod hende. Det eneste og nærmeste hans blik kunne fange var jo egentlig kun kattens dybe gule øjne. Han stod lidt og sagde ikke noget. Stirrede bare på den lille pelsbold, der på et eller andet tidspunkt ville vokse op til et dovent og fedt kæledyr. ”Seriøs…” mumlede han lidt usikkert, og begyndte lidt efter lidt at justere på sit syn, så han så imod kvinden i stedet. Han så tilbage på katten. Og igen til sidst imod kvinden. Det her var virkelig ikke en situation han nød sig godt af. Han følte sig faktisk klemt op i en krog. Bare en smule. Og det var en af de kroge, han bare ikke kunne komme ud af igen. Der var jo stadig ingen grund til at slå fra sig. Ikke med andet end ord i hvert fald. Han ville nødig lande en knyttet næve imod en af hunkøn. Det ville være så forkert.

Endelig kom der en mere bekræftende reaktion fra ham. Et dyb suk fandt sin vej fra hans strube, og han prustede meget diskret, så hans kindkød gav en svag blævrende effekt. Han slog sit blik ned imod gulvet, inden øjnene lukkede helt i, og han igen løftede sin ene hånd imod sit ansigt. Satte en tommefinger imod starten af det ene øjenbryn, og en pegefinger imod det andet. Og så kørte han dem masserende hen over de anspændte muskler i hans pande. Nær tindingerne. Hvilken hovedpine hun var. Som et lille insekt der var kravlet ind igennem hans øre og sad inde i hans hoved og slog på verdens største og mest rungende gonggong. Og alligevel, trods alt det, trak han sin arm tilbage. Og lukkede døren igen, så regnen ikke skulle gøre ham mere fugtig. ”For helved..” Han rettede sig lidt mere op og greb forsigtigt ud efter killingen i hendes hænder. Fingernemt fik han viklet den lille bløde krop ind i hans egne hænder, som var det det mest skrøbelige objekt til tids dato, og til sidst kom han ned på hug for blot at sætte katten tilbage på gulvet, hvor efter den luntede tilbage i køkkenet. David rejste sig op igen. Skulderne var anspændte, og man kunne se hvordan han kæmpede imod sin egen vilje. ”En nat. Jeg vil have dig ude igen inden i morgen.” startede han ud, med en enormt opgivende tone. Han gned sin nakke og knejsede en smule med den før han forsatte: ”Du holder fingrene væk fra mine ting. Ikke pille ved ting, der tydeligvis ikke skal pilles ved. Du holder min kæft lukket med mindre det er nødvendigt at tale. Og du holder en vis kropslig afstand til mig.” Selvfølgelig vrissede han stadig. Men knap så meget som før. Han lagde kort sin maskuline hånd oven på hendes hoved og skubbede hende blidt til siden. Han lod sin hånd ligge der, indtil han selv havde bevæget sig forbi hende, men så blev den da også fjernet igen. Med et gab, han ikke få grunde til at skjule fra omverdenen, drejede han ind i sit køkken, hvor hans pelsbold stod og miavede lystigt ved synet af ham. Lyset tændte med det samme og med en enkel håndbevægelse kom der en brummende lyd fra kaffe maskinen. Han kunne mærke dette ville blive en lang nat. Uden rigtig at lægge sin opmærksomhed på denne nye gæst, vendte han sig imod sit køleskab, der allerede var fyldt godt ud med sedler, billeder og andet junk. Han trak en halvpakke med noget der både lignede og lugtede af kattemad. Han burde nok være taknemlig over at hun havde mindet ham om fodringen. Han havde glemt alt om det, i hans tidligere søvn. ”Sådan, Stell..” Efter at have kommet maden i den lille madskål, og resten af indpakningen smidt ud, blev skålen stillet tilbage på gulvet til den lille mis. ”Kaffe??” spurgte han kort, stadig uden at se op for at sikre sig at hun stadig var i nærheden.

Hun fniste en smule da han faktisk lukkede døren og lod hende blive, tænkt at det havde været så nemt at overtale ham. Hvis hun selv havde oplevet noget lignende, var personen som det første været røget ud af vinduet og fået sendt regningen med posten. Hun lod ham uden nogen protest tage den lille killing, nu havde den jo gjort sin pligt og fået hende til at blive. Hendes ene hånd gled igennem det våde hår, og lidt efter lidt gik det op for hende hvor gennemblødt hun i virkeligheden var, men skød hurtigt tanken fra sig da han satte sine grænser for at hun måtte blive aftenen over.

''Og alligevel rører du ved mig, hvordan giver der mening?'' sagde hun med en let drillende dog spydig stemme, og lod sig uden videre blive skubbet til side så han kunne komme til side. Da han gik ud i køkkenet kiggede hun lidt rundt, og trak så den grå hætte trøje af, som afslørede en grå lang tangtop som der var stukket ned i de sorte højtaljede bukser. Men lige som hættetrøjen var bukserne også drivvåde. Hun sukkede opgivende, og smed trøjen på entréens gulv inden hun gik videre til at hive de sorte bukser af, hvilket var lettere sagt end gjort da de klistrede til hendes lår. Hun sukkede kort mens hendes pande dannede små furer der vidste hendes irritation over hvor svært det skulle være at få nogle bukser af, hun skrev en lille mental note omkring det med at have stramme bukser på i regnvejr var en virkelig dårlig idé. Hun skvattede ned på røven i hendes forsøg på at trække bukserne helt af, og det var kun efter hiv og slid at hun til sidst kunne mærke den behagelige følelse brede sig i kroppen da hendes ben endelig kunne ånde normalt igen.

Hun blev siddende et kort sekund længere, men rejste sig op da hun hørte ordet kaffe, hun tog trøjen og bukserne under armen og trådte hen til døren og lænede sin skuldre imod det kolde træ som dørkarmen så typisk bestod af. Kun iført hendes grå tangtop og selvfølgelig hendes undertøj, hvilket tangtoppen heldigvis for hende dækkede tilpas nok.

''Jo tak.. du skulle tilfældigvis ikke have et sted jeg kunne hænge mit tøj op?'' kom der spørgerne, mens at de brune øjne betragtede manden foran hende, som stadig ikke havde givet hende hans navn, men så igen så havde hun jo hellere ikke givet hendes til ham. Et eller andet sted virkede det også irrelevant når hun skulle være ud af huset inden morgen, så hvad skulle han også bruge hendes navn til?

Hun bed sig igen i underlæben, en virkelig begyndt at blive en dårlig vane for hende, tænderne slap dog hurtigt grebet, da hendes frie hånd gled ned over hendes ansigt og greb fat omkring hendes næseryg, da hun kunne mærke hvordan at trætheden virkelig var begyndt at overmande hende. Måske ville kaffe lige præcis være det som hun havde brug for.

Det var næsten som om han bevidst undgik at se imod hende. Hvilket nok også et sted var sådan landet lå. Han brød sig ikke om øjenkontakt. Det gav ham sådan en nærmest ubehagelig følelse af at den anden person nemt kunne se dybere ind i ham. En ting han tydeligvis ikke var villig til at gøre det virkelighed for nogen. Og bestemt ikke en komplet fremmed, han havde været dum nok til at lade blive. Hvad tænkte han dog?! Igen sukkede han. Mest fordi han ikke havde kræfterne til at diskutere med sig selv, om hvor vidt hans valg var positive eller ej. Så han havde helt sikkert haft ingen kræfter til at skulle dirigere denne kvinde ud af sit hus. Han satte sine hænder imod sine lår og tvang sig selv op at stå igen. Man skulle næsten tro hans krop var øm. Eller at han blot var enormt doven, med den lettere anstrængte lyd der kom fra ham. Det var først nu han fik taget sig sammen til at dreje sit hoved et par vinkler. For så at møde et syn, han langt fra havde forventet.
”Oh.. Charming.” David lød ikke helt så begejstret over at have et halvnøgent væsen stående i sit køkken. Hvilket nok ikke var normallen for de fleste af hankøn. Hvis dette havde været en porno-film, ville de allerede have ligget på gulvet, hen over køkken bordet og meget muligt ud af vinduet, mens hans kat bare ville se på og gumle sin mad i sig. Men dette var ikke skabt via et manuskript, og de havde ikke et kamera stukket op i fjæset. Dette var den virkelig verden, og han virkede langt mere irritabel end taknemlig. ”Jeg lukkede en stripper ind i mit hjem.” Han lagde ikke låg på. Sarkasmen blev ved med at flyde fra ham, selvom det var ham selv der havde lukket hende ind. Han havde godt på fornemmelsen at denne tøs nok ikke var af den del af byen, men som så mange andre mænd, vidste han sjælendt hvornår han skulle tænke over sine ord.
”What ever..” mumlede han svagt. ”Anden dør til højre. Badeværelset. Du kan hænge det over badekaret.” Han vendte sig igen væk fra hende, og viftede fraværende med den ene hånd, som senere igen blev kørt igennem de brune lokker af hans hår. Og takket være den smule styling produkter der endnu sad i det, forblev hans pandehår smurt pjusket tilbage. Vidste stolt hans pande. Han vendte hurtigt tilbage til sin kaffemaskine, der nu var begyndt med sine dryppende lyde. Han fandt sig selv stirre imod den transparente kande i bunden af maskineriet. Bare stirre imod de sidste dråber af kaffe, der fandt sin vej igennem. Han fangede endda sig selv i at heppe på dem. Som om hans liv ikke var trist nok i forvejen. ”Kom ..så..” Selvfølgelig var hans stemme på det absolut laveste lydniveau. Han vidste i princippet ikke at hans tanker fik sat voice-over på.

Hendes øjnebryn hævede sig drastisk, mens at munden åbnede sig let op over hans kommentar. Hvad fanden, hun nåede dog at stoppe sig selv relativt hurtigt fra at blive sur over hans kommentar om at hun var en stripper og valgte i stedet at klistrede et falsk smil på, i et mere håbløst forsøg på at se ud som om hun var taknemlige for hans kommentar. En hver anden, hun turer slet ikke tænke på konsekvenserne for hvad der var sket hvis hun havde hørt nogen kalde hende en stripper. Men han havde trods alt lukkede hende ind i hans hus, uden at vide hvem eller hvad hun var og uden at stille videre spørgsmål. Så måske hun bare skulle lade den kommentar gå gennem det ene øre for at gå ud igennem det andet.

''tak'' sagde hun kort for hoved, hun havde jo sådan set fået at vide at der ikke skulle snakkes unødvendigt og med mindre at scenen skulle ende med at hun faktisk smed ham ud af et vindue på grund af hans rapkæftet mund, så måtte hun hellere holde sig selv i skak.

En lav brummen dannede sig i struben, og hun kunne mærke hvordan det vibrerede let helt op til hagen, med langsomme og målrettede skridt bevægede hun sig hen mod det udpeget badeværelse, et kort suk undslap de fyldige læber, da hun åbnede døren, og betragtede kort rummet, inden hun smed tøjet hen over badekarets kant. Lige som hun skulle gå ud af døren og tilbage i køkkenet, lagde de brune øjne på spejlebilledet af dem selv, et skridt blev taget tilbage og hun gik lige så stille hen for at kigge ind i det. En dyb og langtrukken indånding blev taget, mens hun lige prøvede at komme sig over det chok hun fik, øjnene var glansløse, og man kunne se hun ikke havde fået sovet særlig meget på det sidste, af de sorte rende der formede sig i en bue neden under øjnene. Hun sank en smule mundvand som havde lagt sig på tungen, og lod fingrene glide igennem håret der så småt var begyndt at tørre igen. Hun kunne ikke udskyde det, hun måtte gennemføre hendes plan, og et nyt offer måtte lade livet. Tankerne blev dog skubbet bort da det ikke var til at lade sig gøre i aften, og gled hurtigt ud af døren.

En hånd blev velplaceret i hoften da hun trådte ind i køkkenet igen og kunne ikke lade være med at hæve et øjenbryn over manden hvordan han stod der og stirrede intenst på sin kaffemaskine.
''Du, har ikke særlig mange venner, har du vel?'' øjenbrynet løftede sig lige en millimeter mere, mens mundvigen trak sig op i et skæft smil. ''Eller kan du bare meget godt lide at se på hvordan at maski-'' hun holde dig hænderne oppe i luften, og stoppede midt i sætningen ''sorry... unødvendig snik snak, jeg holder min kæft nu'' så sagt så gjort, i stedet lænede hun sig atter op af dørkarmen, og betragtede ham i al stilhed.

”Nope.” svarede han kort til hendes første spørgsmål. Han havde ikke mange venner. Men han var nu heller ikke så trist til mode over det. Han havde selv valgt det. Han brød sig ikke om andres selskab, og det havde han uden tvivl også givet udtryk for, det samme øjeblik han havde ladet hende blive i hans hjem. Hun havde været heldig. Umådelig heldig over hans meget lave lyst til at komme ind på andre. Han ville ikke være typen der spurgte hende ind til hvad fanden han hun havde gang i. Ikke som det gamle ægtepar på den anden side af hans rækkehus. Hans naboer, han i starten havde haft intentioner om at sende hende imod. Langsomt rettede hans sig op igen. Han vidste det ikke, men han var nu en smule flov over, hvordan han var faldet hen ved synet af dråbernes fald. Han var langt fra vant til at have andre omkring sig i sit eget hjem. I sit eget køkken. Så han burde tvinge sig selv til ikke at gøre unødvendige ting. ”Jeg er ikke meget af en menneske-person.” forklarede han kort, som han et millisekund så imod hende uden at dreje sit hoved specielt meget. Han slog dog blikket væk i selv samme øjeblik som han hørte kaffemaskinens lille klik om at den var færdig med sit arbejde. Han drejede nogenlunde elegant omkring på hælen, så han nu stod med fronten imod den modsatte side af hans køkken. Også sat op med borde og skabe. Præcis som den første side. Han rakte op og åbnede skabet foran sig. Med den anden hånd fik han fat i et par kedelige hvide kopper, der gav den velkendte klirrende lyd, der mest af alt irriterede ørerne.
Efter skabslågen var lukket i igen, vendte han tilbage til den side, hvor hans elskede kaffemaskine stod og hygge sig med dens sidste små brummende lyde. Han burde nok prøve og få skaffet sig en ny på et eller andet tidspunkt. Selvom den virkede mere betryggende, end så mange andre. Han ville ønske han kunne tage den med sig tilbage til hans egen årstal. Men den rejse ville nok aldrig ske for ham. Han var fanget i denne åndsvage tidsperiode. Kopperne blev stillet ned på bordet og med ferme bevæger, greb han om kanden med kaffe og hældte professionelt væsken op, før den blev stillet tilbage på sin plads i maskineriet. Han tog omkring den nærmeste kop og bevægede sig roligt hen imod hans kvindelige gæst. Uden et ord, men med et udtryk der sagde det samme - her - overrakte han hende koppen, inden han fik vendt sig imod køleskabet ved siden af døråbningen. Som en kender af sit eget hjem, fandt han den halvtomme mælkekarton. Han ville aldrig kunne drikke sin kaffe uden. Det virkede så absurd for ham. Han tog et skridt imod sin egen kop, der stod tilbage på bordet, og fik helt lige nok mælk i så det hele ikke svømmede over kanten. Kartonen blev lagt tilbage, og som han fandt sin vej ud af køkkenet, med sin kaffe, smækkede han køleskabets dør i med døren, og smurte sig forbi dæmonen med en lille killing i hælende. ”Du kan lænet et håndklæde, hvis det er.” Han bekymrede sig egentlig ikke om hun blev forkølet eller ej, på grund af sin våde udfoldelse. Men han følte det lige var det bedste øjeblik at få en kommentar frem. Dette var hvad han hadede mest ved sociale sammenhængninger. Følelsen af at man er nød til at sige noget en gang imellem.

En tavshed bredte sig i rummet, efter hans meget kort for hoved svar, men på intet tidspunkt følte hun det til at være pinligt, eller ubehageligt at stå og ikke sige noget. I et par minutter, stod hun bare og stirrede med de brune øjne, fiksret på den anden dørkarm, uden faktisk virkelig at kigge på den. Hendes hoved var tomt for tanker, mens hun flyttede hånden op til hendes højre arm hvor de slanke hvide fingre begyndte at kærtegne de mange tatoveringer der var skåret ind i hendes hud, og derefter fyldt med blæk. Hun tænkte tilbage på den første gang hun havde fået en lavet, en tatovering der havde dækket over den største synd af alle i hendes liv. Som en hånd der skubbede en tallerken væk fra sig, grundet af det som der var på tallerkenen ikke var indbydende, blev denne tanke også hurtigt skubbet væk. Men der kom denne mystiske mand stemme også til hjælp, da han brød stilheden ved at sige at han ikke var en menneskeperson. ''Oh really, havde jeg ikke gættet'' mumlede hun stille, før hun nåede at tænke sig om, hendes øjne fløj hurtigt fra dørkarmen og over på ham, for at se hans reaktion, men da der ikke kom nogen respons på hendes svar, tænkte hun ikke videre over det.

Med hoved lidt på skrå, kunne hun mærke hvordan håret kølede imod hendes hals, faktisk ikke fordi hun frøs, hun fandt meget beroligende med kulden der trængte ind i hendes krop og vækkede hende. Øjnene var nu ikke længere fæstnet imod dørkarmen men i stedet på manden der fandt kopper frem, og hælde kaffe op. ''Tak'' mumlede hun kort og tog imod koppen, sort stærk kaffe var lige hende, hun drak mest kun mælk i for at køle kaffen ned hvis den var for varm og hun var på farten. Ellers havde hun altid drukket den stort som natten. Hun gjorde plads så han kunne komme forbi, og måtte undertrykke et lille fnis da han sagde at hun kunne låne et håndklæde. ''Nej, nej det er fint'' et lille drilsk smil var dog formet på hendes læber. ''Med mindre du også tilbyder at jeg kan tage et bad'' øjenbrynene løftede sig i en provokerende bevægelse inde de faldt på plads igen.

Ved hendes videregående kommentar var David pludselig godt på vej til at få den slurk af kaffen, han netop havde indtaget, galt I halsen. Til hans held var han yderst god til at skjule sine små akavede fejl, og han begyndte ikke engang at hoste under den svagt kvælende fornemmelse. Det hjalp også en del at han nu stod med ryggen til hende. Han stoppede roligt op på sin vej imod stuen, hvor TV’et endnu var tændt og kom med små lyde. Han førte fraværende sin kop op til sin mund og slubrede højtligt inden han drejede sin overkrop en smule. Blot for at kunne sende de brune øjne hen imod den stadig let påklædte kvinde. Hvis han fokuserede nok, ville han uden tvivl kunne skimme igennem den gennemblødte tanktop. Eller i hvert fald forestille sig hvad der befandt sig under den bedækning.
Bevist kørte hans blik fra hendes mave, og op imod hendes ansigt igen. Han havde godt forstået og hørt, hvad hun havde sagt, men han trak tiden en smule ud af egen underholdning. Dovent kløede han det bagerste af sit skinneben med din modsatte fod og så roligt op imod loftet, som stod han og overvejede hendes hentydning. Det lød egentlig ikke helt dårligt. ”What ever. Badet er frit alligevel, og så behøver jeg ikke holde dig med selskab i noget tid.” Han vendte sig helt om igen, og som han bevægede sig videre igennem gangen, løftede han sin hånd en smule og viftede let med den, for at fortælle hende om hvor ligeglad han i princippet var.

Den unge mand slæbte sig udmattet hen imod sin trofaste sofa. Den lille grå killing fulgte ham stadig i hælene, og af og til kom den for tæt på, så han lige fik lavet et lille hink, for ikke at gøre skade på den ved et uheld. Han tog endnu en slurk af sin kaffe. Med mindre overdrevne slubrende lyde denne gang. Han sank tungt og nød den bitre smag, som egentlig var blevet nedtonet en del af den mælk, han havde druknet den nærmest sorte væske i. Han stod lidt og gloede blot imod fjernsynet. Han undrede sig markant over, hvorfor der blev sendt ’The Muppets Show’ på denne tid. Var det ikke normalt nu, børn lå i deres seng og sov? Han følte sig underligt tiltrukket af det åndsvage program, og fandt sig selv sætte sig tilrette i de bløde pude og tog ikke blikket fra skærmen i noget tid. Han var ikke sikker på, om han overhoved fulgte med, men der som nu alligevel et par små grin fra ham en gang imellem. Han burde nok ikke have indtaget kaffe. Netop ved den tanke, hældte han dog mere i sig, inden hans arm vendte tilbage til armlænet, alt imens hans venstre frie hånd ledte efter fjernbetjeningen ved siden af sig. Han var dog nød til at tage sine øjne fra skærmen, for at finde den i en af revnerne. ”Fucking tingest..” mumlede han, som han balancerede imod den. Tæt på at hælde kaffe ud over sig selv. Men han havde gjort nogenlunde samme akrobatiske opvisning mange gange før. Det var som om en fjernbetjening altid søgte ned i revnerne i ens sofa, hvis man ikke holdt øje med den.
Han lænede sig endelig tilbage igen, og med et suk zappede han væk fra børneshowet og videre igennem de andre kanaler, han havde. Han slog af ren rutine, fjernbetjeningen imod sit lår, eftersom den ikke tillod knapperne at virke et øjeblik. Og så forsatte han ellers, til han nåede til nyhedskanalen. Hans eneste vej til hvad der faktisk skete omkring ham udenfor.

Lige som hendes øjenbryn havde lagt sig, rejste de sig op på panden igen. Denne gang ikke provokerende, men nærmere uforstående over det blik han gav hende, da endelig havde vent sig rundt. Hendes egne brune øjne fulgte hans, og kiggede ned på maven. hva?. Hun tog selv en slurk af kaffekoppen hun havde i ånden, og velsignede den dejlige varme fornemmelse der bredte sig ned af spiserøret og helt ned i maven. Ikke nok med det hjalp på at skubbe kulden væk, men det kvikkede hende også en del mere op, trods for det selvfølgelig ikke ville hjælpe de sorte rende under øjnene. Igen faldt hun i staver, og formåede egentlig bare at stå og stirre på ham, mens han tydeligt trak tiden ud, af hvilken grund vidste hun egentlig ikke helt? Hendes sidste kommentar havde jo udelukkende været for sjov, med mindre. Havde han taget det seriøst? Det ville uden tvivl være fantastisk at kunne komme i bad, få varmen frem igen helt ind til de inderste kroge af hendes krop, men at tage bad i en fremmed mands hus? ''hmm'' mumlede hun åndsfraværende, men da ordene først virkelig faldt på plads blev hendes øjne en smule større. ''Wait, er du seriøst?'' ordene var lave, næsten ikke eksisterende da næsten var bange for at han ville tage det til sig, selvom at det altid føltes bedst at tage bed hjemme hos en selv, så ville hun ikke smide chancen for et bad væk nu. Da han vente ryggen imod hende for at gå ind i stuen, drak hun resten af kaffen på vej ud i køkkenet igen. Tændte for vandhanen, hendes blik fæstnede sig kort på den stråle af klar vand der kom ud af enden på hanen, inden hun stak koppen ind under det rindende vand, få sekunder tog det kun og koppen var halv fuld, med en øvet, nærmest vant bevægelse fik hun vandet i koppen til at snore rundt, der efter hældte hun vandet ud, slukkede for hanen og satte koppen ned i vasken.

Et kort suk undslap hendes læber, mens at øjnene vandrede rundt i køkkenet, det var næsten som om at hun var hjemme hos en ven, sådan som de opførte sig. Og alligevel, var det bare så langt fra. Et lille smil fik lov til at brede sig hen over læberne, mens hun bevægede sig ud imod badeværelset. De kolde fliser gav et lille gys op igennem kroppen da hun mærkede fodballen træde ned på den kolde overflade, hendes højre hånds slanke fingre lukkede sig rundt omkring håndtaget og trak døren til sig. Det velkendte lille klik fortalte hende, at nu var døren lukket helt, i et kort sekund overvejede hun om hun burde låse døren. Hun trak på smile båndet og et næsten lydløst grin formede sig i munden, men fik ikke lov til at udfolde sig videre. Nej, knægten virkede ikke som en der kunne finde på at snige sig ind i badeværelset mens hun var nøgen, nej han virkede alt for uskyldig. Med disse tanker der gled igennem hendes hoved, trak hun tang toppen af, som afslørede en fuldstændig uberørt mave og ryg, og lagde toppen på toilettes bræt. Iført et par sorte trusser, og en sort bh, gik hun over til badekaret, fjernede bukserne og trøjen hun havde lagt over kanten tidligere for at lægge dem sammen med toppen. Inden hun tog alt tøjet af, kiggede hun dog lidt rundt omkring, det var nok en idé at finde et håndklæde for at hun klædte sig fuldstændig af, eller værre kom ud af badet også kunne hun ikke finde et. Heldet var med hende, da hun åbnet en af skabende og fandt nogle dejlige bløde håndklæder liggende der inde. Et blev hævet ud, og lagt ved siden af badekaret.

Den følelse det var, da vandet endelig fik lov til at glide ned af hendes krop, var fantastisk. Varmen begyndte at stige inde i hende igen, og den klamme våde følelse som regnen havde efterladt forsvandt som dug for solen. Øjnelågene gled i, og et lille suk undslap læberne. Hvor længe hun havde stået der før at hænderne fandt håndklædet var hende fuldstændig uvedkommende, det havde været så skønt at tiden næsten havde stoppet at eksistere for hende. Det dejlige bløde fiber der gled hen over hendes krop mens hun tørrede den, var næsten lige så godt som selve badet. Men dette bruge hun dog ikke mere end fem minutter på, før hun kunne stige ud af badekaret. Hun viklede håndklædet rundt omkring hendes hår, og trak hurtigt i underbukserne igen og bh'en, det ville have været allerbedst hvis hun kunne have fået nogle helt friske på, men hun tvivlede på at han havde nogen, og desuden havde hun taget dem her på lige inden hun var gået ud af døren, så det gik. Da bukserne og trøjen stadig var våd, var det stadig kun toppen der kunne bruges. Bukserne, trøjen og håndklædet blev hængt op, inden hun bevægede sig ud af toilettet.

De brune øjne betragtede stuen i stilhed, mens hun lydløst bevægede sig hen over gulvet. Til sidst stod hun ved siden af sofaen og kiggede imod tv'et.
''Når, savnet mig'' sagde hun efter et kort stund hvor hun bare havde stået og kigget, og vente derefter øjnene imod ham, mens smilet var stort. ''Tak du, det var skønt..'' med disse ord hoppede hun elegant op i sofaen, dog hvor hun sikrede sig at hun ikke ramte katten. ''Hva ser vi? Noget spændende der sker i aften'' gud hvor var hun dog dårlig til at adlyde hvad folk fortalte hende, som for eksempel ikke at tale unødvendigt.

David var tydeligvis ikke alt for glad for den samtale, hun prøvede at få sat i gang imellem dem. Men han skjulte nu alligevel sin irritation meget godt bag den måde, han direkte ignorerede hende i starten. Hendes tilværelse i stuen havde ikke kommet bag på ham. Han havde trods alt hørt badeværelsesdøren blive åbnet og lukket. For ikke at snakke om bruserens konstante sivende lyde, var blevet slukket samtidig med vandet. Han slog lige meget hvad ikke sit blik væk fra skærmen. Han lod direkte som om hun ikke var der. Og det lagde han vist ikke skjul på. Uden et ord fik han førte koppen imod sine læber på ny, og som før slubrede han højlydt med vilje. Han var dog ikke helt klar over, hvorfor det var sådan en vigtig detalje. Det ville jo alligevel ende galt i sidste ende, hvis han forsatte med sin barnlige opførsel. Han var jo ikke en gryntende teenager længere. Han var en mand. Og han havde sit eget hjem. Som egentlig trængte til en omgang rengøring snarest. Måske skulle han få det overstået så snart han havde en fridag? Det ville være bedst.

”Ih ja.” Endelig talte han, og tilsyneladende var det hendes spørgsmål der blev besvaret. ”I aften står det på en enormt spændende omgang med falsktalende journalister foran et kamera. Skal vi ikke sidde og bedømme mængden af deres makeup, nu vi sidder her og rigtig hygger os?” Han smilede ikke. Han drejede ikke blikket imod hende. Han var helt kold over situationen. Han smed endda sine ben op på sodabordet, så han kunne falde endnu længere ned i sofaens bløde betræk. Endnu engang skubbede han sine briller på plads på næsen, og på ny kradsede han sig i sine skægstubbe, som var nået det mere stikkende stadie. Han var tæt på at få kørt sin hånd igennem sine brune lokker, men holdt hurtigt ved tanken om resterne af dagens voks. Han noterede til sig selv, at han ikke ville vente mere end et sekund, efter han havde fået denne kvinde ud af sit hjem, før han ville hoppe i bad og så dagens sved af. Selvom han ikke gjorde specielt meget ud af sit afslappende hjemmelige udseende, var hans langt fra på samme niveau som en doven hjemløs. Han havde både et hjem af fin kvalitet, og en konstant trang til at holde sig ren. Det var ved at blive vanvittigt.

Han skulle lige netop til at zappe videre til en mere interessant kanal, i det øjeblik han fik øje på et noget bekendt kvarter i nærheden. Hvis han ikke tog fejl var det præcis samme bygnings struktur af rækkehuse han så i baggrunden af den alvorlige kvinde i baggrunden. ”Hvad..” Han forstod ikke helt. Han svang sine ben ned fra bordet igen, og lænede sig fremover, som ville han kunne se flere detaljer. Som det første han lagde rigtig mærke til, var hans naboers grimme lyserøde flamingo. Og så efterfølgende hans egen tomme have. Hvorfor fanden blev hans hjem brugt som baggrund? Automatisk drejede han spørgende imod kvinden ved siden af sig, som om hun havde svaret til ham. Så kom han op at stå igen. Koppen blev sat på bordet, og uden at kommunikere med hende, forsatte han hen til vinduet. Han stak to fingre ind imellem persiennerne, men han fortrød igen ved synet af mængden der havde samlet sig om nyhedsfolkene. Samt kunne han skimme lommelygters lyd længere nede af gaden. ”What the..” Han drejede endelig omkring igen, som i samme øjeblik som han skulle til at sende ord imod denne fremmede kvinde, blev der for anden gang denne nat banket på hans før. ”Fuck…” mumlede han irritabelt og forlod blot sin stue, som om han ikke havde været tæt på at udtale en helt tale.

Det var som om guderne hadede ham, på den måde hans aften havde forløbet sig indtil videre. Idet han fik trykket håndtaget ned og åbnet sin hoveddør, stivnede han ved synet af den alt for muntre unge kvinde, der alt i alt kunne have sat sit hår op i rottehaler. ”Jeg så dit hus i..” Mere nåede der ikke at komme ud af hende, før David havde smækket døren i lige i fjæset på hende, som var han blot en robot. Desværre forsatte den bankende lyd. Og den stoppede ikke bare efter et par slag imod døren. ”Gå hjem!” vrissede han hårdt og sparkede utålmodigt til døren. Men det stoppede åbenbart ikke den provokerende lyd af en fornærmet tøs. Kunne denne aften blive meget værre?

De brune øjne flakkede hurtigt ned på hånden som der havde bevæget sig ud imod koppen, ubevidst havde hendes arm, hånd strakt sig ud i irritation over hans tydeligvis i scene sat slubren, anden gang var den kommet og hvor den dog irriterede hende, men hun nåede at tage armen til sig igen. Hun kunne for sit indre blik selv se, hvordan at kaffe koppen ville have været slået ud af hånden på ham og hvordan at den varme væske ville sprøjte ud over stuens gulv. Et kort suk undslap hendes læber, og med hånden placeret i hendes skød, vente hun øjnene tilbage imod tv’et og prøvede at få sig selv til at slappe af, prøvede ikke at tænke på det dilemma hun stod i. Et eller andet sted så var det barnligt, barnligt og på ingen måde hvordan en fra hendes egen race gren ville have opført sig. Sidde her og tænke på at hun endnu var nød til at tage livet fra en anden kvinde, tanken om at skulle ende en anden persons liv, kun fordi at hun ikke var stærk nok til at give efter og bare lade dæmonen inde i hende tage over, men var det virkelig så forfærdeligt at holde fast? At holde fast til det håb omkring at hun stadig kunne være et helt almindeligt menneske?
Uden at han sikkert ville det, kom han til hendes redning med hans evige sarkasme. Hun kunne ikke andet end at løfte på smilebåndet hvis hun ikke havde undertrykt det, havde der nok også været latter på. Men hun valgte i stedet at ignorere ham, hvilket ind til videre havde vist sig at være det bedste hun faktisk kunne gøre for at stille ham tilfreds og derved, ikke gå ham alt for meget på nerverne. ’’Fuck’’ den eneste, men også en af de mest passende kommentarer til det billede der blev vidst, i præcis samme øjeblik som hendes stemme udtrykte ordne. Det var der hun havde løbet, lige der. Hvis hun havde vidst at det havde været så værdigfuldt, at hun ville have fucking s.w.a.t teamet på hendes røv, så havde hun ikke valgt denne aften. I frustration over hendes egen sløsethed, havde hendes egne hænder begravet sig i det ny vasket hår. Følelsen af det våde hår klistrede imod hendes håndflader og kølede dem en smule ned, virkelig det her var virkelig, ikke hendes dag. Lige som hun skulle til at vende sig imod David og give en af hendes dårlige undskyldninger, omkring at det helt klart var en misforståelse og selvfølgelig var det ikke noget han skulle tænke videre over, så havde han allerede forladt rummet. Et øjenbryn blev hævet, mens hun i baggrunden kunne høre lyden af den irriterende nyhedsrapporter der fortalte omkring en kvinde der var blevet set flygte fra gerningsstedet, man formåede hun havde stået for det alene og sidst set løbe igennem lejlighedskvarteret her i Terre. Heldigt for hende havde hun noget at skille sig af med beviserne før hun havde løbet ind i dette åndsvage nabolag, som var en del længere væk fra hendes egen lejlighed end hun lige havde regnet med. Så hvis det skulle komme der til, at politiet skulle rende rundt og stille spørgsmål ville hun alligevel ikke have noget på sig, og uden beviserne havde de intet valg at end at lade hende gå. Mens alle disse tanker gled igennem hendes hoved, kunne hun mærke hvordan at øjenlågene blev tungere, lidt efter lidt gled de helt i kun for at glide op få sekunder efter, mens hele kroppen gav et lille spjæt. Hvad lavede han også der ude så længe?
Til sidst kunne hun mærke hvordan at alt omkring hende døde hen, lydende, den irriterende banken på døren, hunden der havde gøet længere nede i kvarteret. Hendes krop lagde sig bedre til rette i sofaen, hvor efter hendes øjne for alvor gled i. Uden nogen form for advarsel blev hun trukket ind i drømme verden, som for hende ville ende med at vågne op og ikke kunne huske noget som helst, andet end farven sort.

Hold nu kæft hvor er det koldt, ude af stand til at finde ud af, hvor hun var begynde Eve i blinde at lede efter det tæppe, hun halvvejs havde nået at trække op hen over sig lige inden at søvnen havde trådt i kraft. Men da hun ikke kunne få fat i noget blødt og varmt slå øjnene op og hun satte sig med et sæt op i sofaen. Hvor fan-, men da tankerne lige havde fået lov til at spinde en omgang, kom hun i tanke om hvor det var hun var henne, hun havde faldet i søvn på sofaen hos ham der, igen slog det hende hun ikke havde fået hans navn og rystede kort på hoved. Hold da op, det var virkelig koldt, hendes hænder gnubbede lidt frem og tilbage på den modsatte arm, mens de slanke ben blev svunget ud over kanten af sofaen, men i stedet for at ramme det hårde gulv mærkede hun følelsen af noget blødt. De brune øjne kiggede ned, ganske rigtigt der lå det. Hun mumlede irriteret, inden hun rejste sig helt op, øjnene som før havde kigget på tæppet skimmede hurtigt rummet, før at øjnene lagde sig på en varm trøje som hang hen over en stols ryglænd. Der gik ikke mange sekunder også var trøjen hævet hen over hoved, hvilken dejlig følelse det var at dække de kolde arme, desuden var den så meget længere end hendes egen og gik hende til midt på lårende. I et kort øjeblik gik der, før at hun tog sig selv i at stå og observere den duft som trøjen udskilte, den var, rar. Med en kraftig hovedrysten over hvad det var hun foretog sig, skyndte hun sig ud i entreen, det virkede ikke som om at hr. jeg er for vigtig til venner, var stået op endnu. Og med en gnuende sult der voksede i maven, så hun kun en udvej, køkkenet.

’’når hvad har vi så at gøre godt med’’ mumlede Evelyn stille, mens hun kiggede ind i køleskabet som nærmest svarede tilbage, med sin velkendte brummende lyd. Der var æg, der var mælk, brynene blev rynket, hvis hun så bare kunne finde noget mæl et eller andet sted, så kunne hun jo lave pandekager. Efter gennemgang af hans skabe, fandt hun alt der skulle bruges til pandekager. Og ikke særlig mange minutter var dejen i gang med at blive pisket og panden i gang med at blive varmet op, hvis man så tilføjede lidt ekstra til de minutter stod der nu en kvinde, i en mands hjem hun ikke kendte og stegte pandekager til morgenmad. Det eneste der manglede nu, var bare en god kop kaffe.

David brummede utilfreds inde fra sit mørklagte soveværelse. Der kun svagt lys der trængte indenfor igennem de afdækkede vinduer, men det havde aldrig generet ham. Vækkeuret lavede heller ikke en lyd, der kunne havde været i medspil med at få ham ud af søvnens lange arme. Og forhåbentlig ville det heller ikke gøre det før om et par timer, hvis han ikke tog helt fejl. Men alligevel syntes noget at have taget fat i ham, rusket godt og grundigt i ham og tvang ham ud af sin snooze. Han vendte og drejede sig i noget tid. Prøvede at finde den behagelige stilling igen. Dynen, der var blevet sparket halvt af i løbet af natten, blev hurtigt svøbt omkring ham igen. Næsten helt op over hovedet. Blot af ren irritation. Hvor var han træt. Men hvorfor kunne han så ikke falde i søvn igen?
Efter lidt tid drejede han bare tilbage på ryggen. Han havde tabt. Overgivet sig. Han kunne lige så godt stå op. Hans krop og urolige sind ville ikke lade ham tage til drømmeland igen. Det var tydeligt. Han åbnede sine øjne igen, stirrede mod loftet i lidt tid, inden han fik svunget sin krop op og ud over kanten. Dynen var blevet smidt tilfældigt i farten. Han gled sine øjne relativt hårdt og fik lige gabt af, inden han til sidst kom helt op og stå. Armene blev strakt op over hovedet, og han bøjede sin ryg en smule bagover. Det var mest daglig rutine. Det hjalp ham i hvert fald med at vågne op.

Han var stadig døsig, så der gik lidt tid inden han opfangede lyden af sydende fedtstof fra køkkenet. Han slæbte sig bare ud af værelset og videre imod badeværelset, mens han fraværende kløede sin nu bare mave. T-shirten havde tydeligvis forsvundet i løbet af natten. Efterlod hans beklædning til de ternede natbukser. Han drejede automatisk hovedet, som han passerede indgangen til køkkenet. Og i det sekund han fik øje på hende, stoppede han brat op. Stirrede bare på hende. Det var som om al det dovne var blevet vasket af hans ansigt. For hans øjne var store og hans udtryk var overrasket. Han havde helt glemt om hende. Eller vent. Hvorfor i helvede var hun her egentlig stadig?? Han så lidt frem og tilbage i gangen. Solens lys havde da fundet sin vej på himlen. Og det regnede ikke mere, som han kunne høre. Og hvad i helvede havde hun gang i?
”Hva-” Han tog sig endelig tid til at lade sin tilværelse blive afsløret. Han vendte fronten til køkkenet og hamrede en knyttet næve imod dørkarmen. ”Hvad fanden har du gang i??” Han lød ikke yderligere begejstret over hendes egentlig glædelige gangstående projekt. Han havde ikke engang haft tid til at nyde duften af pandekager. Det havde virkelig været længe siden han havde fået pandekager. Han var selv elendig til at lave dem. Og han befandt sig jo altid alene. Der var ikke rigtig nogen han kendte i dette årstal. ”Og er det min..?” Han blev hurtigt afbrudt af endnu en provokerende banken på hans dør, som hurtigt fik hans opmærksomhed. ”Mr. O’Neal? Postbuddet har endnu engang afleveret din post hos os.” lød det fra den anden side af døren. David tog lidt tid af til at se frem og tilbage med åben mund, som var han klar til at sige noget til kvinden i hans køkken. Men det eneste der blev til var en irriteret lyd og en hånd der blev ført igennem hans hår, inden han traskede imod døren. Uden et ord blev den åbnet, til at en ældre kvinde iført morgenkåbe stod klar fra både hans avis og få breve. ”Du må hellere få tjekket om de har din rigtige adresse, mr. O’Neal.” ”Ja ja. Farve-” ”Uh. Laver De pandekager så tidligt?” ”Farvel!” Han spildte ikke et sekund med at få lukket døren igen. Han havde virkelig ikke brug for en samtale med sin nabo. Ikke nu. Aldrig. Hurtigt vendte han ellers tilbage til køkkenet. Han traskede ind, smed sin post på køkkenbordet og lod igen sine brune øjne stirre på hende. Til trods for han ikke havde sine trofaste briller på, kunne han stadig se hende. ”Jeg ser du rigtig er blevet husmor, hva..!”

Fuldt optaget af de pandekager der syede på panden, som næsten var klar til at blive vendt om på den anden side. Havde hun slet ikke lagt mærke til at han havde bevæget sig ud af sit soveværelse, ikke hørt fodtrinene på vej ned af gangen, pinligt. En tyv som hende burde have lagt mærke til den mindste bevægelse, men sulten og det at der snart var pandekager havde optaget hendes sind meget mere. Det var først da han hamrede en knyttet næve ind i dørkarmen, at hun fik et chok og vente nogle store brune øjne hans vej. Lige som hun skulle til at åbne munden for at forklare, hvad det var hun havde gang i. Kunne man høre en let banken imod hoveddøren og en kvindelig stemme der kaldte at hun havde hans post.

Et lille smil bredte sig hen over hendes læber, han boede virkelig et sted som man kun troede fandtes i film. En irriterende nabo, som interesseret sig i alt hvad man rendte rundt og lavede, og altid skulle vide hvad der skete. Det ville slet ikke undre hende, hvis at personen stod med en have saks og ladet som om hun trimmede hækken, men i stedet havde alt for travlt med hvad personen på den anden side var i gang med at lave. Sådan en typisk kvinde der løb ind til hendes mand, og begyndte at fortælle hvad hun nu havde lært fra deres overbo, sådan en kvinde som manden hadet men ikke gad gå fra, fordi det bare ville være for ubelejligt, sikkert havde de også en søn som der hadet sine forældre mere end noget andet. Hvis det virkelig var sådan, hold kæft hvor ville det bare være Kliché. Pludselig kunne hun godt forstå hans frustration når det kom det mennesker, personer i det hele taget så det ud til, med de tanker i baghoved gjorde det sig endnu mere uforstående at han ikke bare havde smidt hende ud. Men så igen, et lille fnis undslap hendes læber, så havde han jo ikke lige frem fået et valg. Den sidste pandekage blev svunget hen på tallerken hvor der havde dannet sig en fin lille stak, lige som han kom ind i køkkenet igen og smed nogle breve på bordet. David O’Neal, den mystiske mands navn, det ene øjenbryn hævede let op mens at hendes egne brune øjne stirrede tilbage ind i hans. Han burde virkelig lærer at slappe lidt mere af, se det sjove i ting, eller måske endda være taknemmelig for at hun havde lavet morgenmad? Men det var måske også for meget at forlange. ’’En stripper og husmor’’ hun fik et udtryk i ansigtet som om hun smagte på ordene ’’de passer ikke helt sammen, måske du skulle blive enig med dig selv om hvad jeg er?’’ hun sendte ham et provokerende smil, og slå hoved hen imod pandekagerne. ’’Så du vil overbevise mig om at du ikke vil have nogen? Er ellers ret god til at lave morgenmad, især pandekager’’ hun lagde armene over kors, og kunne mærke hvordan at solen ramte hende i ansigtet, lidt efter lidt bredte varmen sig i hoved som straks flød ud i resten af kroppen. Hun sukkede af behag og lukkede kort øjnene for bare at nyde det at mærke solen der kærtegnede hendes ansigt. De sorte rende var stadig at se under øjnene, og hendes hud var næsten som at kigge på et lig, så hvidt det var gået hen og blevet, det krævede lidt mere end pandekager for at rette op på hvordan skønheden langsomt falmede.

’’Jamen jeg har i hvert fald, ikke tænkt mig at lade pandekagerne blive kolde…’’ hun foldede armene ud, og gik hen, tog noget af det sukker som hun havde brugt til at søde pandekagerne en smule op med, og dryssede ud over den første pandekage. Pandekagen blev foldet sammen, den var en smule varm stadig imod hendes fingre spidser der efter klappede hun den sammen hen over midten, på den måde var hun sikker på at der ikke var noget der ville falde ud af den og på gulvet. Den første bid, det var næsten guddommeligt, hun havde ikke fået noget at spise siden, hvornår var hun ikke en gang helt sikker. ’’Når, men jeg kan mærke på det hele at jeg nok hellere må se om mit tøj ikke er helt tørt så jeg kan smutte hjem til mig selv..’’ med munden fuldt af mad, bevægede hun sig ud af køkkenet og hen til badeværelset.


OOC - Er virkelig ked af jeg ikke har været svaret før nu, og at mit svar er så .. dårligt.

David måtte indrømme for sig selv at, hvad der forlod dæmonens mund havde mere eller mindre en logisk forklaring i sig. Han burde ikke blive så irriteret. Men han kunne ikke helt lade være. Lige meget hvad denne kvinde gjorde, eller alle omkring ham for den sags skyld, gik ham på nerverne. Han havde allerede hovedpine skyldende for meget flimmer og kaffe inden sengetid. Og så lidt søvn. Dog syntes duften af pandekager ikke virke. Det gjorde det nu heller ikke meget værre, men han kunne ikke smide tanken ud omkring hendes begivenheder. Som hun tydeligvis ikke havde fået hans tilladelse til.
Han sagde ikke så meget. Han kom kun med et par brummende utilfredse lyde en gang imellem. Og da hun forlod køkkenet med det provokerende smil, fulgte han hende skarpt med øjnene. Helt ind til hun fandt sin vej ud på badeværelset. Det var for tideligt at kommentere videre på hendes flabbede attitude. Han havde virkelig bare den største lyst til at smide hende over skulderen og kaste hende langt væk fra sin grund. Måske ville en skraldevågn kunne bringe hende langt væk?? Bare så det ville tage hende en god sum tid, inden hun ville kunne stå ude foran hans dør endnu. Hvis det var, hvad hun ønskede. Hvor håbede han, at det ikke var hvad der ville ske i fremtiden.
Han bevægede sig stille og roligt videre ind i køkkenet, mens han forsigtigt strøg en finger over sin stadig ømme næse. Den var ikke brækket, men han kunne fandme stadig godt mærke slaget. Det havde ikke været den bedste weekend i hans liv. Eller var det overhoved weekend? Dovent drejede han sit hoved imod køleskabet, hvor der i blandt mange andre ubrugelige stykker papir hang et mere slidt stykke fyldt ud med en tabel. Hans vagtplan. Sløvt lod han sine brune øjne falde ned over den og rettede kortvarigt på sine briller, indtil han fik fokuseret ordentligt. Efterfølgende blev hans blik rettet imod det fine digitalur ved hans ovn. Først der syntes han at vågne ordenligt op. Det var ikke ligefrem den dag, han havde haft i hovedet. Hans mentale kalender var foran Han kunne med det samme mærke hans hjerte hamre af sted i panik. Han blev faktisk selv overrasket over det hele. Han havde ikke brug for sit arbejde, når det kom til pengene, men han nød det nu alligevel. Så behøvede han ikke lige og falde hen på sofaen dag ud og dag ind. Han ville hellere arbejde med sin irritation omkring socialisering på arbejdet, end at gøre det der hjemme med de hjemmegående naboer. Hvad lavede han også sådan et sted? Han burde have valgt en lejlighed et eller andet sted, hvor folk ikke hele tiden forstyrrede.

Med en pandekage, han spontant havde grebet fra tallerkenen, i munden fik han fumlet med at få trykket en ren skjorte hen over den nogenlunde rene T-shirt. Han magtede ikke engang at lukke den. Samtidig med at han fik lukket sine bukser nærmede han sig badeværelset, og uden tøven hamrede han lås på døren. ”Så er det ud! Jeg er allerede for sent på den. Nogen af os har et arbejde.” sagde han højt med døren imellem dem, efter han havde taget pandekagen ud af sin mund. ”Jeg kan give et lift ind til byen, hvis bare du får lettet røven nu! Jeg har ingen planer om at lade dig blive mens jeg er væk.” Han proppede pandekagen i kæften igen og gik så videre ned igennem gangen imod hoveddøren. Lidt besværligt fik han iført sine fødder et par slidte sko, hvor han ikke engang havde brug for at binde snørebåndene op. Efterfølgende rettede han sig op og greb om jakken på en af knagerne. Den blev nemt smidt op, hvor efter han greb om den ene hjelm der optog den anden knage. Nu var der ikke meget andet end at vente på den forbandede kvinde. Han stod og trippede utålmodigt og så lidt frem og tilbage imod hoveddøren og badeværelset, nede af gangen.

Trods at bukserne stadig var lidt klamme, var det slemmest med hendes trøje som stadig var ret våd. Hun for en smule sammen, da der pludselig blev banket hårdt på døren, og en der råbte fra den anden side af døren. Hun sukkede irriteret, af alle de døre hun kunne have banket på den aften, skulle hun vælge det hus der var beboet af den mest mærkelige mand af alle, hvem hader selskab så meget som ham? I en kort stund undrede hun sig over hvad der mon var hændt ham siden at han var så indelukket, mens de tanker fik lov til at rumme hendes hoved, fik hun trukket bukserne hen over røven. Hun sukkede kort og vente blikket imod spejlet i badeværelset, og hævet sit ene bryn. Morgenhår var næsten en underdrivelse af hendes hår, som var en stor krøllet masse. Typisk plejede hun at glatte det, især efter hun havde været i bad da det altid blev sådan her, et hurtigt suk slap igennem hendes let lyserøde læber, og øjenlågene gled let i. Hun var stadig rimelig træt, det ville gøre godt at komme hjem og få sig en kop kaffe. Ham her, David, som åbenbart var hans navn, kunne virkelig skabe den bedste morgen stemning, aldrig havde hun følt sig så oplagt til at fortsætte dagen. Hun fnøs en smule og skubbede dørhåndtaget ned, hvor efter badeværelses døren gik op og hun trådte ud i gangen igen. Hun førte en hånd op til munden som den begyndte at åbne sig i et gab, og træskede langsomt hen for at tage hendes sko på. Selv sokkerne var stadig våde, hvad fanden havde hun lavet, havde det virkelig regnet så meget? Pludselig fik hun et billede op på nethinden, hvordan hun havde kastet sig selv ned i en grøft, da de brune øjne vandrede ned af hendes grå stramme jeans, rigtig nok der var de brune pletter efter at hun havde ladet imod den kolde hårde jord. Der gik ikke mere end fem minutter før at hun havde trukket skoende hen over fødderne, og læderjakken var blevet hævet hen over trøjen, stadig den samme trøje som hun havde taget fra stolens, altså Davids. Lige nu tænkte hun ikke videre over at hun havde glemt sin egen trøje inde på badeværelset, da hun mere havde tænkt på at få bukser på i en fart så hun kunne komme hjem til sig selv. Trods at det havde været sjovt i starten, at gøre ham utryg ved sin tilstedeværelse, ville hun hellere hjem til sig selv nu, komme oven på, også af sted for at hente hendes rygsæk. Hun gumlede en smule på sin læbe, og vente øjnene imod ham ’’jeg er klar’’ sagde hun sagte, for så at gå forbi ham og ud af døren, hun vente sig dog hurtigt rundt og smilede til ham. ’’Hvordan har din næse det egentlig?’’ hun grinede kort, og skimtede kort med øjnene da solens stråler igen ramte hendes ansigt, den dejlige duft af regn hang stadig i luften. I en kort stund glemte hun sig selv, og stod bare og nød følelsen af at være fri, for så at vende tilbage kort efter, tilbage til den virkelig verden, en verden hvor man aldrig helt ville være fri. Hun sukkede kort, og begyndte at kigge efter hvad han havde tænkt sig at fragte dem til byen i. I hendes hurtighed havde hun slet ikke lagt mærke til hjelmen i hans hånd, hvilket var lidt utroligt at hun kunne have overset det. Men taget i betrækning at hun var afkræftet, og endnu ikke havde fået taget sit bytte endnu gjorde at selv store detaljer som hjelmen undgik hendes opmærksomhed lige i dette øjeblik.

Selvom hun ikke havde taget synderligt langt tid, syntes han stadig at virke endnu mere som en travlt optaget far, der skulle have sine rebelske unger i skole inden arbejde. Han rev nærmest døren op og trådte udenfor i den kølige atmosfære af efteråret. Han lod hende lige netop komme ud efter ham, inden han fik lukket døren igen. Som hun stod og faldt hen af, hvad så ud til at være den dejlige morgenbrise, som han sjælendt fandt fascinerende, fik han fumlet med et tykt bundt nøgler fra sin jakkelomme. De lignede alle sammen hinanden, ud efter de få der havde fået en lille afmærkning i forskellige farver. Bare så han nemmere kunne huske, hvilke der var til hvad. Også selvom hans hjernekapacitet var noget den vanesag, at den til døren altid var en smule kortere end de andre. Hurtigt fandt han, hvad han ledte efter, uden at ridse sig selv alt for meget på de andre skarpe kanter. Døren blev låst, og bundtet fandt atter sin plads i hans jakkelomme. Han svang sin computertaske, han havde grebet fra gulvet i gangen, ordentligt over skulderen og nærmede sig til sidst den unge kvinde, han endnu ikke kendte navnet på. Men hvad nytte gjorde det også. Han havde ingen planer om at nogensinde støde ind i hende igen.

”Stadig gul og blå..” svarede han kort, og uden tøven løftede han den sorte hjelm op over hendes hoved og førte den ned omkring. ”Jeg ved dog det vil gøre for ondt at iføre mig denne.. for now.” Uden at se ind imod hendes ansigt, begyndte han at justere på hjelmen. Fik spændt stroppen lidt ind, så den passede til hende uden at falde af midt i det hele. I princippet havde han ikke den største brug for en hjelm. Han var jo allerede død, var han ikke? Og derudover var han ikke engang en del af dette univers. Efterfølgende bevægede han sig hen imod den måske lidt støvede sorte Kawasaki, der stod fint og ventede på ham i opkørslen. Han tog fat om styret med fast hånd og fjernede hurtigt støttebenet. Så drejede han det roligt omkring, så snuden var ud imod vejen. Han kunne allerede mærke naboens øjne imod ham, men som altid ignorerede han det blot. Han svang knap så elegant sit ene ben over sædet og rykkede sig en smule længere ind inden han så imod dæmonen. ”Hop on. Og hold godt fast.”

Med et overrasket udtryk betragtede hun ham, da han trak en sort hjem hen over hendes hoved. Et kort øjeblik tænkte hun slet ikke over at hun fik en hjelm på hoved, men mere den berøring der kom fra hans hænder imod hendes hud i det han justeret den så den passede hende bedre. Hun fugtede langsomt læberne, og betragtede hans ansigt mens at han gjorde alt andet end at kigge på hende. En hjelm? En lille fuge imellem øjenbrynene blev dannet i en anelse mistro. Hvad skulle hun dog bruge den til? Men hendes spørgsmål blev hurtigt besvaret da hun vente blikket den samme vej som han gik og lagde mærke til den sorte Kawasaki som han gjorde klar til at køre afsted på. Et bredt smil dannede sig hen over de fyldige læber, så havde de da én ting til fælles, de kørte begge på motorcykler, spørgsmålet var nu bare hvor entusiastisk han var omkring det, i forhold til hende. Men når man lagde mærke til det støv som der var hist og pist gik hun ud fra at det ikke var særlig meget, hun selv brugte gerne en time eller to hver uge på at vedlige holde hendes dejlige Ducati streetfighter. Da han både verbalt og med bevægelser gjorde tegn på at hun skulle stige op så de kunne komme afsted, gik hun roligt hen til motorcyklen, svang elegant benet hen over så hun kom op og sidde. Hendes arme fandt rundt omkring hans mave, og hendes egen brystkasse blev presset imod hans ryg.

''Hvis man ikke skulle tro andet O'Brian, skulle man da næsten tro at du faktisk er begyndt at kunne lide mig'' med et kækt smil, fjernede hun den ene arm og hæv beskyttelses glasset ned, således at hendes hoved nu var helt afskærmet fra at blive banket til ukendelighed hvis en ulykke skulle finde sted. Men nu havde hun ikke noget af hendes motorcykel grej på, så hvis de styrtede ville hjelmen nok højst sandsynlig slet ikke gøre særlig meget.

Med armene trak hun sig selv lidt tættere på ham, mest for at kulden fra vinden der ville piske imod dem så snart de kom op i fart ikke ville være så stærk som den ville være hvis hun havde siddet længere tilbage. Heldigvis var der ikke så langt ind til selve byen.

“Du må have slået hovedet under din lille flugt I nat.” David tog sig ikke engang tid til at vende sig imod hende, for at få effekten af sine ord bedre ud. Han havde ikke været speciel glad for hendes selskab, men i det mindste havde hun forstået hans krav. Hvilket havde gjort det en hel del mere behageligt at have hende omkring. Også selvom hun stadig gik ham umådeligt meget på nerverne. Han ignorerede hendes arme omkring sig, samt hendes brystkasse imod hans ryg. Han havde trods alt selv sagt til hende, at dette skulle gøres. Hun burde holde godt fast, hvis hun ikke ønskede at blive slynget af ved de skarpe sving imod midtbyen. ”Og det er O’Neal. Ikke O’Brian. Du burde få dig et par læsebriller, til næste gang du ønsker at spille smart.” kommenterede han en smule dovent, men en smule hån lå der nu stadig i stemmen. Han havde ikke gjort skjul på sit navn. Hun ville kunne have læst det flere stedet. Ved hans postkasse, ved hans hoveddør. Og ved hans breve. Så det gik ham ikke helt på, at hun faktisk kendte hans navn. Dog havde han ikke kunne lade være med at rette hende. Ikke at hun nogensinde ville bruge det til noget. Håbede han da. Men han følte en vis glæde over det. Så hvorfor lade være?

Uden at komme med yderligere advarsler, satte han af. Skubbede motorcyklen en smule fra, samtidig med at han drejede på håndtaget, for at få motoren sat i gang. Han trillede ikke blot ud af indkørslen, men han drønede heller ikke, så de nærmest ville ligge ned, som han drejede ned af vejen. Han så ikke ud til at tage meget hensyn til alle de andre beboer, men nu var børnene allerede blevet sendt i skole. Han nød roligt vinden der blæste hans hår tilbage. Man skulle næsten tro, det var sådan han satte sit hår hver dag. Bare lod vinden gøre det. Især på den måde det altid sad, let redt tilbage med fingrene. Dog var det næppe tilfældet, siden han tydeligvis altid brugte hjelm. Af en eller anden grund. Resten af hans krop, var trods alt ikke specielt beskyttet. Hvilket han nok skulle have gjort anderledes. Lige meget hvor en fantastisk fører han var.
Farten blev med det samme sat op, som de kom ud af det lille villakvarter, og hvor vejene ikke snoede så meget, og hvor det gik lidt mere lige ud. Han fik overhalet et par biler, og hvis man kendte ham ret, ville en finger være blevet hævet ved hvert dyt der blev sendt imod ham, hvis ikke hans hænder var solidt omkring styret. Og hans blik forblev ligefrem for sig. Lige nu prøvede han egentlig bare at komme frem til sit mål så hurtigt som overhoved muligt. Og han var stadig ikke i det bedste humør. Han kunne virkelig mærke det ville forblive en lortedag. Måske skulle han bare købe noget take away med hjem.

Endelig satte David igen farten ned, indtil han stoppede helt op nær parken. Han satte en fast fod ned imod kantstenen, for at holde motorcyklen mere stabil, som han lod kvinden bag på komme af. ”Så bliver det ikke længere.” mumlede han, og for første gang i et stykke tid lod han sine brune øjne blive rettet imod hende. Mere direkte. Han drejede hele sin overkrop og ventede egentlig bare på at få overrakt hjelmen, han havde tildelt hende før turen. Han sad og trampede sagte med den ene fod, men ellers forsøgte han at virke tålmodig nok. Men i det han fik lagt hjelmen tilbage i sin hånd tøvede han ikke med selv at få sat den overhovedet. Han lænede sig imod den modsatte fod og med en løftet hånd fik han lavet en gestus, der mest mindede om et vink. Han sagde ikke noget inden motoren var sat i gang og han forsvandt ned af gaden igen.

//Out.//