Life passing - Liam

Endnu en ensom aften, endnu et stille sind og endnu en ligegyldig dag som netop var gået. Dean fattede stadig ikke hvad han lavede i Terre, men lige nu havde han slet ikke overskud til at tænke på at bevæge sig udenfor byen, nok var der ingen mennesker i byen der betød noget for ham, ja efterhånden var der jo ikke nogen mennesker i verden der betød noget for ham. Dean var alene nu, helt alene i verden og det prøvede han at acceptere. Han havde mistet Kajika forevigt, og det tab ville han aldrig nogensinde komme sig over, han vidste godt det hele havde været en stor fejl. Det var en fejl at han overhovedet havde elsket hende og han havde nu fået bekræftet hvorfor det der med at elske, ikke var noget man skulle gøre. Hans datter, Nicole, som han ikke engang havde ønsket - så ham heller ikke længere. Han havde svigtet hende og han ville aldrig nogensinde kunne tilgive sig selv.

Dean havde lukket sig ned, meget mere end han var da han første gang satte sine ben i Terre, det var efterhånden flere år siden. Tiden var gået så hurtig og han forstod slet ikke hvordan at årene bare kunne være gået uden at han næsten havde bemærket det. Dean's dage var, som de nu engang altid havde været - med undtagelse af dengang han havde haft Kajika. Han vågnede, drak sig stiv, indtog alle de euforiserende stoffer som eksiterede, kneppede hvad der kunne gå, gik ud som et lys, sov og startede forfra. Livet havde ingen mening, især ikke efter at han i dumhed og kærlighed til Nicole havde valgt livet, frem for at blive i himlen for altid, da han havde chancen.

Dean havde det dårligt, han sad nu på en bænk på den ensomme gade. De fleste folk var gået hjem fra byen nu og Dean var også på vej hjem, men hans ben ønskede ikke at bære ham. Han sad med hovedet bøjet og kiggede ned i de mørke brosten. Han var iført en beskidt sort skjorte og et par mørke cowboy bukser, egentligt var det en tilfældig sammensætning, ikke engang hans udseende gad han gå op i længere. Dean var fortabt, han havde ingen venner mere, han følte ikke han kendte nogen i Terre mere, han så aldrig et kendt ansigt længere og han var bare gået ind i sin egen lille bobble af ligegyldighed.

Verden var så fucked up, så lige gyldig og så helveds fantastisk..

Liam havde overvurderet Terres brostensbelagte gågader noget så gevaldigt, da han havde truffet beslutningen: Min Lexus kan godt køre igennem her. Gaderne var så smalle, at han måtte trykke sine sidespejl ind for at de ikke ramte ind i lygtepælene. De stod skiftevis hang med hovederne, gjorde atmosfæren gullig på en måde, der hverken virkede indbydende eller vejledende.
Et lille rødt lys på instrumentbrættet signalerede et indgående opkald, men den røde prik formåede kun at blinke en enkelt gang, før Liam havde trykket en lille knap på det apparat, han havde siddende i øret. "Det ville være smartere at få en iPhone, Hr," havde manden i butikken sagt, men det skulle Liam ikke høre noget om - han følte at denne øredims var rigelig med opgradering hvad angik telefonisk teknologi. Kalamka havde sukket tungt: når det kom til teknologi var de to vidt forskellige vampyrer.
"Abraham," gav Liam sig til kende med en rolig stemme.
- "Fik du rystet dem af?" spurgte hans Skaber.
"Længe før jeg kørte af motorvejen."
- "Storartet. Abraham?"
"Ja?" svarede Liam tonløst, hans blik var fæstnet længere fremme på et menneskeligt hængetræ, på et sølle deprimeret punkt, på en skikkelse han kendte og en duft, der pulserede gennem ventilationssystemet.
- "Kom til Aba før solopgangen. Det er en ordre."
Noget rev i brystet på Liam, nøjagtig som både ham selv og Kalamka havde forventet.
"Ja," svarede han endnu engang. "Jeg tager gæster med." Liam trykkede endnu engang på knappen og det lavmælte brusende hav i venstre øre døde hen. En sammentrykt lyd fulgte Lexusen, når dækkene langsomt roterede hen over brostene, denne blev pludselig eskorteret af en elektronisk lyd, da føresædets vindue blev kørt ned. Liam kiggede ud på, hvad han vidste var en engel, selvom intet i dennes synlige aura antydede det. Engleduften blev næsten overdækket af den deprimerende hørm af alkohol og hvad der ellers førte med.
"Jamen dog. Du er stadig fanget her?"

Dean kunne mærke hvordan hans verden let snurrede, det var efterhånden blevet så normal en følelse at han slet ikke mærkede at den var der. Han ville ønske han havde gjort noget med sit liv, allerede fra dengang han var menneske. Han havde haft så mange venner i Terre som ikke længere var venner, fordi at Dean på en eller anden måde var endt med at fucke up og skubbe dem væk. De var jo fornuftige mennesker med uddannelser og den slags, og det kunne man jo ikke ligefrem sige at Dean var, han ville gerne tage sig sammen... Men det skub han manglede ønskede han ikke skulle komme, helst ville han bare ligge sig ned på de kolde sten og håbe på at nogen ville slæbe ham væk. Men som altid var Dean en fighter, og svaghed var ikke noget han viste, heller ikke nu.

Dean kiggede op da han hørte en bil bevæge sig henover de mange brosten, det var ikke ofte at man så biler på dette tidspunkt og når man nu engang havde engleblod i årene, havde Dean efterhånden erfaret at man skulle være på jagt, og det lå skam stadig i ham.

Han genkende ansigtet, wow... Længe siden han havde set Liam i nærheden, et par år siden måtte det da snart være siden han havde set ham på stripklubben sidst, dengang Dean stadig var bartender og dengang Kajika ikke engang var et navn han kendte, åh hvor han dog egentligt savnede den tid: "Du er blevet fint kørende" sagde Dean og lod kort sit blik møde Liams. Dean vidste ikke hvad han skulle svare tjah, fanget kunne man vidst roligt sige han var: "Sådan går det når man laver idiotiske aftaler med de højere magter" sagde Dean ærligt. Dean blev siddende på bænken og kiggede blot i mod Liam, en smule forundret over hvad han lavede på denne tid, i en bil ned igennem Terre's gader: "Jeg kan se det går godt for dig" sagde Dean og kom med et lille skævt smil.

Hvis Deans øjne var en nattehimmel, tænkte Liam og anstrengte sig for ikke at lyde hverken for fimset eller poetisk, så havde stjerne ændret sig siden sidst, han havde kigget på ham. Hvis han ikke tog helt fejl, var et par af stjernerne endda gået ud. Der var noget ved Dean, som virkede en anelse mistænksomt - han lugtede hverken mindre af sex og alkohol, men der var noget dybt inde i hans øjne, som manglede. En lille ting kaldet lyst - en lille ting som han havde haft rigeligt af, dengang han mødte Liam for næsten to år siden.
"Det må være pinefuldt at have en gud, der findes," klukkede Liam lettere hånligt og fortsatte sin intense stirren ud i mørket på Dean. Hans kommentar fik Liam til at smile bredt - denne gang kunne et par sylespidse hjørnetænder tydeligt ses i sidserne.
"Det har gået ganske glimrende i over et årtusind nu. Jeg vil helst ikke have det anderledes," dvælede han fraværende, eftersom at hans velvære ikke havde den største prioritet i hans eksistens; det var bare sådan, det var. Det hang nok mere sammen med,at han ikke kunne forestille sig det andet. Det var længe siden, han havde ligget fattig og tørstet i Thrakiens ørkenlignende sommerlandskab.
"Hop ind før et mareridt kommer og snupper dig..."

Dean var bestemt gået flere trin ned af skalaen siden sidst gang han havde set Liam, men Dean vidste godt det var hans egen skyld, Dean havde altid sagt, lige siden sin død at kærlighed var noget han skulle holde sig langt fra, og alligevel kunne han ikke finde ud af at holde det løfte, han havde brudt det og han var blevet straffet. Det var ihvertfald den forklaring Dean bildte sig selv ind, han fortjenede ikke at elske, ikke at have nogen tæt og ikke at blive elsket. Dean tvivlede ofte på om Kajika overhovedet elskede ham, og selvom tanken var dum, så var den der. Dét var netop her alkoholen, den tilfældige sex og de mange stoffer kom ind, det var det eneste som kunne få Dean til at stoppe med at tænke for en stund, for normalt så kørte hans tanker alt for hurtigt og han kunne knapt selv følge med.

Liam så stilet ud, Dean kunne fornemme at noget var gået godt siden sidst de havde set hinanden hvor Liam mest havde mindet om en på samme niveau som Dean. Men samtidig med at han var rykket ned af stien, så kunne han sagtens se at Liam var rykket flere trin op.

"Åh Tro mig...." sagde Dean og rullede med øjnene til hans Gud's kommentar, Dean ville så gerne tro på at satan styrede jorden, men han kunne efterhånden lige så godt acceptere at der var en Gud så ond som satan, ihvertfald i Dean's hoved: "Du er jo et levende bevis på hvor godt man har det når man holder sig væk fra alt der kommer tæt på" sagde Dean uden overhovedet at vide om han talte sandt, han kendte jo slet ikke Liam særligt godt, men han kunne ikke forestille sig at Liam var typen med kone og børn, eller mand og børn for den sags skyld. Dean kom en smule usikkert på benene der føltes som gele og han satte sig tungt ind ved siden af den spinkle vampyr: "Hvortil?" spurgte Dean nysgerrigt, roadtrip? Tjah hvorfor ikke...

Liam havde ingen sjæl og kunne ikke se Gud på samme måde, som Dean kunne. Det var en barnlig følelse, et "hvis jeg ikke kan se dig, kan du ikke se mig" princip, hvilket var grunden til at han tillod sig at gøre størstedelen af de ting, han foretog sig. Det undrede ham, hvordan Dean, som trods alt havde den almægtiges herres øjne i nakken, vovede sig ud i sådan et jordisk liv. Hvis man stod i direkte dialog med skaberen af alt, burde man ikke betragte denne skikkelse med ærefrygt og være ham hengiven?
Liam fulgte Dean med øjnene til han havde sat sig ind i SUV'en før han svarede: "Set bort fra, at jeg ikke er levende." Hans stemme var tonløs, men et lettere "ya know what I'm sayin'?" udtryk lå i hans øjne. "Men ja, du har vel ret. Man bør ikke lade sig opsluge af Di Morga." Han klukkede let og satte gang i bilen.
"Hvortil?" han virrerede med hånden for at få et blik på sit armbåndsur. "Hjem til mit afkom. Han har overtaget mit hjem her i Terre, jeg bor her ikke længere." Han drejede om et af gågadens hjørner og kom ud på et stræde, hvor biler rent faktisk måtte færdes.
"Kan du lide jazz? Jeg hader jazz. Hvad hører du?" spurgte han og rakte ud efter bilens afspiller.

Dean blev et øjeblik meget stille, for selvom Dean var udadvent så var han ikke god til bare at snakke, det var meget længe siden han bare havde snakket med nogen. Han kommunikerede gennem sex og grumme bemærkninger, alt andet var uvandt for ham og han fandt sig aldrig helt tilpas med det small talk som normale mennesker var så gode til. Med Nicole havde han prøvet, han havde virkeligt prøvet, men god til det kunne han nok lige så godt se i øjnene at han aldrig blev.

Dean kiggede kort i mod Liam, hans humør var flere gange højere end Dean's: "Børn?" spurgte Dean undrende, ja Liam havde sikkert bidt en del igennem sit liv, og Dean var bevidst om at Liam ikke var bevidst om at Dean havde et ægte barn ude i verden, som han dog ikke havde kontakt til længere... Ganske simpelt fordi han var en idiot: "Ikke rigtigt noget..." svarede Dean og rynkede let på panden, han hørte ikke så meget musik, hvis han endeligt lavede andet end at spilde tiden og gøre ting værre for sig selv, så sov han.

"Hvad hører du?" spurgte Dean for at forsøge at sætte fokus fra sig selv: "Nå, så du er en af de kloge der er skredet" sagde Dean med en rolig stemme og kiggede på vejen foran dem i stedet for på Liam. Dean ville også gerne flytte, men til hvad nytte og hvortil?

"Singularis. Og jeg kan love dig for, et afkom er en langt sværere opgave end et barn," pointerede Liam og blottede sine tænder i et smil. "Med mindre man selvfølgelig har en baby, der i de første par år forsøger at tømme alt med en puls for blod." Liam havde, i sin menneskelige tid som Abraham Ozkaya, haft en søn med navn Teos, der var for svag til livet og sammen med Abrahams kone og mor blev taget fra ham af en lokal epidemi. Livet var alt for skrøbeligt, det var blandt andet derfor, han havde valgt at efterlade det. Hvad angik Adrian, havde Liam dog aldrig betragtet ham som sin søn; måske nærmere som en lærling til tider, men som regel betragtede han ham på kynisk vis som sin følgesvend. Sin musikalske følgesvend, der stimulerede en side af ham, der ikke blev stimuleret af forretningsaftaler eller sex.
”Tristan und Isolde,” svarede han direkte og trykkede play. ”Nydeligt forspil! Nu må du ikke blive deprimeret,” tilføjede han og svingede med hovedet i takt med det langsomme forspil, der blev skabt af alverdens strengeinstrumenter, som Liams hjerne øjeblikkelig gav sig til at skille fra hinanden.
”Du har da vel ikke tænkt dig at blive her i al evighed,” røg det ud af ham og var lige ved at slå en latter op, men valgte i stedet at koncentrere sig om at køre over for rødt lys.

https://www.youtube.com/watch?v=fktwPGCR7Yw

Dean nikkede kort imens Liam talte, uden egentligt helt at være sikker på hvad han sagde. For tiden levede Dean i sin egen lille bobble af ingenting og han havde svært nokved at styrer sit eget liv, så helt at følge med i andres liv og hvad andre sagde, det lå stadig en smule fjernt for Dean, men han prøvede. Han prøvede virkeligt at komme tilbage på rette spor, for kun en ting var værre end at have som han havde det nu, og det var at have det foreivgt...

Dean grinede kort: "Det skal jeg ikke kunne sige, babyer er ikke lige min ting" sagde han, godt nok havde han en datter, Nicole. Men han havde ikke set hende før hun var 8 år gammel og desuden var hun jo heller ikke vampyr.

Dean lyttede til musikken, han kendte den ikke men nød tonerne der så fint gik i gang og Dean kiggede kort i mod Liam der vippede hovedet i takt, hvor var de overhovedet på vej hen: "Well jeg har ikke så meget valg" sagde Dean med et stort suk og antog at Liam snakkede om livet på jorden, inden han kom på andre tanker: "Og hvor skulle jeg ellers tage hen" sagde han da han nu antog at Liam måske bare mente ud af Terre.