Time Passing By

Lawrence kom sjældent på kirkegaarden, for han hadede dette sted. Men det var nu 5 år siden han havde taget afsked med hans elskede kone Madison og han var derfor mødt op for at ære hendes minde. Han savnede hende frygteligt meget, hun var en eneste han nogensinde havde elsket og den eneste kvinde der kunne holde ham ud og acceptere ham som ha var. Lawrence havde lagt en rose på den hvide gravsten som havde hendes navn indskrevet, en stor og smuk gravsten naturligvis.

Lawrence havde ikke stået mere end ti minutter ved den store sten før han tøvende tog sin mobil op af lommen, den var syv og han burde nok overveje at tage hjem, der var bare intet der var som det var engang. Lawrence troede aldrig nogensinde han skulle forelske sig og at han havde fundet Madison var jo et rent mirakel og han ahvde indset at han aldrig ville finde nogen at elske igen.

Men inderst inde, så passede det ham nok meget fint, for problemet var jo at når man elskede nogen så kunne man også blive såret, og når man blev såret - så blev man indelukket. Det kunne han jo mærke var hvad der skete lige nu, han følte sig glemt og forladt. Selvom han kunne have næsten alle piger han ønskede, så ønskede han faktisk slet ikke nogen.

Hele dagen havde faktisk været ret travl, og Valkyrie trængte virkelig til snart at slappe en smule mere af. Men det var svært at slappe af, når man hele tiden var på vagt. Desværre kunne hun ikke rigtigt gøre noget ved det, eftersom at det var sådan hun var vokset op. Dagen havde budt på to opgaver, ganske nemme og hurtigt overstået. Det var dejligt at hun ikke skulle tænke på mere end det lige nu. At hun kunne få lov til at have aftenen for sig selv.
Så nu fandt hun sig selv her.. Gående rundt på kirkegården og læse navne og aldre på dem der var døde. Hun havde været her mange år efterhånden, og det var nok hende der havde sendt et par stykker af dem på kirkegården. Hvordan mon deres familier tog det? mon de sørgede? mon de ville hade hende hvis det blev opdaget?

Opgivende sukkede hun og himlede med øjnene af sig selv. Hvorfor skulle hun gå op i det.. Hun behøvede jo ikke tænke på det. Folk ville med garanti ikke lære hende at kende, så hvorfor overhovedet spilde tiden med at frygte øjeblikket, hvor folk ville opdage hvad hun var? En lyd fik hende til at se en smule rundt, og hun opdagede en mand der stod hende ved en flot gravsten. Sikkert en han elskede der var død.. Hun havde ondt af ham, men ikke nok til at hun ville sige det.
Istedet gik hun hen imod ham. "Hej?" spurgte hun. Vidste ikke helt om hun forstyrrede ham, eller om han ville blive vred. Men hun havde brug for at snakke med nogen, eller bare for at nogen snakkede med hende, uanset hvad de sagde. Det var sjældent hun snakkede særligt meget med nogen, så måske det kunne blive godt.
Hendes hår sad i en knold, og hun havde et par stramme sorte jeans på, en sort top og en sort læderjakke, samt par højhælede støvler, også i sort. Farver var alt for nemme at opdage.

Lawrence sukkede tungt som han kiggede ned i sin blackberry der vibererede, ikke engang på kirkegaarden kunne han få lov til at være i fred. Han elskede sit arbejde og ganske ofte så begravede han sig i det. Han var god til at arbejde, han var god til at have kontrol og han var god til at have styr på ting. Alt andet i livet var han ret så dårlig til og det vidste han godt. Lawrence havde ikke rigtigt venner, faktisk havde han mest bare sin familie, men dem elskede han dog også meget højt.

Lawrence stod i sin egen verden men blev afbrudt da en stemme talte til ham og han kiggede så roligt op og løftet blikket i mod en kvinde med rødt hår, hun lignede næsten en emo, en punker eller noget i den stil, ikke typen som Lawrence normalt gik rundt omkring: "Ehm hey" sagde han og smilede venligt til hende.

Lawrence stod i et grå jakkesæt med et mørkeblåt slips, han havde næsten altid jakkesæt på, det var en del af hans dagligdag, det var hans arbejdstøj og med årene var det faktisk også det tøj han følte sig bedst tilpas i. Han betragtede hende roligt: "Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han let, det var ikke ofte at fremmede bare kom hen til ham, ikke med mindre de ville være modeller og ønskde ahn skulle give dem et job, dog var det slet ikke hans afdeling.

Et ganske kort øjeblik ville en smule usikkerhed være at spore i hendes isblå øjne. For hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. Når alt kom til alt, var hun ikke specielt god til at snakke med andre folk.. Hun ville gerne være det, men det var hun ikke. Når man ikke stolede på nogen, og ikke havde lyst til det, gik det nemt udover det sociale liv. "Neij... Neij det var ikke.. jeg ville ikke forstyrre.. Jeg tænkte bare på, om det var en kær du havde mistet? siden du står herude?" spurgte hun langsomt. Lod hovedet glide lidt på skrå og smilte prøvende imod ham.

Rystede så en smule på hovedet og grinte lidt for sig selv. "Ved du hvad.. Det var ikke passende, det må du undskylde" hun så på ham og trak lidt på skuldrene. Besluttede sig så for at gå væk fra ham. Hun duede virkelig ikke til det her, og hvis det virkelig var en kær han havde mistet, ville det ikke være passende at spørge når hun ikke kendte ham. Så meget vidste hun da, selvom hun ikke snakkede så meget med andre folk. Blikket hvilede på nogle af de gravsten hun kom forbi, og hun stoppede op ved et navn hun genkendte. Ældre mand.. Sikkert ganske flink når nu nogen havde brugt tiden på at finde ham sådan en gravsten.

Havde været et mål som så mange andre.. Han havde snakket med de forkerte folk, havde trådt nogle slemme over tæerne, og så var hun blevet sendt derud. Mange ville sikkert tro hun ikke nød sit arbejde, at det var af nød. Noget af det var rigtigt, men ikke alt. Hun elskede sit job, men hadede ensomheden i det.

Lawrence kiggede roligt i mod den fremmede pige der stod ved siden af ham: "Er du fra pressen?" fløj det ud af ham, mest fordi at han var usikker. Lige pt ville alle have en historie, eller ja. Pt var det nu ikke, de sidste par år havde det været sådan og heldigvis blev det mindre og mindre med tiden, men dog nok til at det generede Lawrence, hans private liv kom ingen ved og det kunne folk åbenbart ikke forstå.

"Jeg har mistet min kone" sagde han roligt og kiggede fortsat på stenen istedet for over på denne fremmede, ja det var jo ikke nogen hemmelighed og alle der vidste noget om mode havde nok læst om det for et par år siden da det skete. For dengang var alle aviser og modeblade helt oppe at køre, men Lawrence havde aldrig givet et interview. Han elskede stadig Madison og det gjorde ondt at tænke på at hun ikke var på jorden mere.

"Hvad laver du her?" spurgte han roligt, men nåede ikke meget mere før hun undskyldte og pludseligt forsvandt. Han sukkede kort for sig selv og lagde så let hovedet på skrå, for nu rokede han slet ikke at følge efter hende, faktisk orkede han ikke rigtigt noget. Han var normalt i godt humør og livet var ved at være tilbage ved det gamle. Men når han stod der på krikegården, foran hendes gravsten, så kom alle minderne frem.

"Fra pressen? neij.. det er jeg ikke.. det gør mig ondt med din kone" sagde hun forsigtigt og så hen imod ham. Hun ville jo ikke forstyrre ham, når han tydeligt var påvirket over tabet af sin kone. De isblå øjne hvilede på ham for en stund, inden hun så på de grave hun gik forbi. Hvorfor var det så svært at snakke med andre? hvorfor kunne hun ikke finde ud af det.. Svagt sukkede hun inden hun gik tilbage imod ham igen. Hun stoppede et par meter fra ham og læste navnet på gravstenen. Ikke en hun kendte.. ikke en hun havde hørt om. Men når han spurgte om hun var fra pressen, havde der nok været en del om det i medierne kunne hun tænke sig til.

"Jeg.. Tænker bare.. det virkede som et godt sted" sagde hun stille og så på ham. Det virkede som et godt stille sted, til at samle tankerne. Det var måske på samme måde han havde det, at han også havde behov for at samle tankere. Til at sørge over hans kone.. Det måtte gøre ondt at miste en man elskede så meget. Hun kunne ikke vide det.. følelser lå ikke rigtigt til hende, selvom hun virkelig prøvede. Hun ville gerne lære dem, selvom det var svært.

Hun lagde langsomt en blomst på hans kones gravsten og smilte kort imod ham. Hun havde aldrig selv sørget, men hun kunne se at det gjorde ondt. Endda selvom hun ikke kendte ham var det tydeligt. Og hvis medierne virkelig have været efter ham, kunne hun godt forstå at han var på vagt overfor alle andre. Hun havde dog ikke læst noget omkring ham eller hans kone.. hun læste ikke nogen former for blade eller noget i den stil.

Lawrence kiggede roligt i mod hende og nikkede så da hun sagde at hun ikke var fra pressen, det var jo fint nok at få det afkræftet, naturligvis kunne hun lyve, men alligevel så valgte han at stole på hende. Normalt så stolede Lawrence altid på hvad folk sagde med mindre de havde bevidst overfor ham at de ikke var til at stole på.

"Et godt sted? Til... ?" spurgte han en smule kritisk, Lawrence vidste ikke om han ligefrem ville kalde kirkegården et godt sted, det kom jo naturligvis an på hvad man skulle bruge den til, men han satte ikke pris på at tilbringe alt for lang tid af gangen, det gjorde ham bare trist og en lille smule deprimeret, nok fordi det altid mindede ham om Madison.

Lawrence kiggede roligt i mod hende i rakte så hånden frem i mod hende: "Lawrence Watson, undskyld jeg ikke lige præsenterede mig" sagde han roligt, Lawrence var meget højtidelig på mange måder, og han ville bare gerne altid virke flink og udadvent, selvom han faktisk var meget privat og sjældent delte sine inderste tanker og hemmeligheder med nogen. Denne kvinde så meget anderledes ud end de modeller der normalt rendte rundt på Desiré Noir, og på en eller anden underlig måde tiltrak det hans nysgerrighed.

Undrende så hun på ham da han spurgte hvad det var et godt sted til, og det gik op for hende at han havde misforstået hende. ”Åh.. Til at tænke.. jeg mente det var et godt sted at tænke, du ved.. samle tankerne lidt” sagde hun og smilte forsigtigt. Det var langt sværere end hun troede at være en normal person og snakke med andre folk.

Hun så ham i øjnene da han præsenterede sig og tøvede, men kun i et splitsekund. Usikkerheden var næsten ikke at se i hendes blik, da hun blidt gav hans hånd et klem. ”Valkyrie..” Svarede hun og smilte lidt til ham. Normalt ville hun være utroligt selvsikker og sikker grine af hans ansigt når han så på gravstenen. Men hun prøvede jo at ændre sig og noget ved ham gjorde bare at hun havde nemmere ved at finde følelser frem. Hun lod hænderne glide ned i sine lommer. Det var helt med vilje at hun ikke sagde sit efternavn, man kunne aldrig vide hvem der kendte hende som lejemorder og hun ville helst ikke risikere noget lige nu.

”Så.. er det længe siden? Du må tilgive mig hvis det ikk er okay jeg spørger.. jeg gør det ikk for at være ond” Hun smilte en smule og så sig kort omkring i mørket. Det var stadig en smule lysere i horisonten, men ikke meget.

Den unge kvinde virkede ikke helt ved sine fulde fem, om det var fordi hun var nervøs for at snakke med ham eller måske bare ikke kunne lide fremmede vidste han ikke helt, men han holde bare det venlige smil på sine læber. I mange måneder havde Lawrence grædt ved Madison's grav, men nu kunne han rent faktisk godt holde det inde og slappe en smule af, nu besøgte han mest gravstedet for at passe det en smule og for at mindes de mange gode tider.

"Pænt navn... Det er ikke ofte jeg møder folk på kirkegården" sagde han roligt, faktisk var her ofte helt stille og måske et enkelt grædende ægtepar, dem havde han ihvertfald set en enkelt gang, men intet vildt. Lige nu havde han bare brug for at trække vejret og tage det roligt, han elskede at være sig selv netop på dette sted, fordi det var så sindsygt vigtigt for ham at holde minderne igang, han var så bange for at glemme.

"Det er tre år siden, så ja man kan vel godt sige det er længe siden" sagde han og kiggede i mod hende inden han igen sukkede kort: "Så du har ingen der ligger begravet her?" spurgte han roligt og smilede så let for sig selv, mest for at være venlig. For forståeligt nok var hans humør ikke fantastisk højt.

Valkyrie trak en smule på skuldrene. ”Det er vel heller ikk.. lige det sted man ønsker at være om aftenen tror jeg” smilte hun let og bed sig en smule i læben. Det var sødt af ham at komplimentere hendes navn. Især når det burde være hende der sagde noget sødt til ham, for at han blev i bedre humør.

”Tre år er ikke lang tid.. når man elsker vedkommende..” sagde hun forsigtigt og så længe på ham. Hendes træning gjorde at hun nemt kunne se følelser og gennemskue løgn, derfor bed hun sig i læben inden hun snakkede igen. ”Du behøver ikke smile for mig.. det er klart du er ked af det” Hans spørgsmål kom bag på hende. Men hun rystede dog en smule på hovedet og så på de mange gravsten. ”Jeg er ikke herfra..Desuden har jeg ikke rigtigt nogen familie eller venner eller.. noget i den stil”

Den eneste hun havde var ham hun kaldte far og det var sjældent hun hørte fra ham. Med en lejemorder til far, var det svært. ”Vil du have en kop kaffe eller noget? Vi behøver ikk tage ind til byen hvis du helst er fri.. med medierne og sådan?” spurgte hun prøvende og smilte lidt til ham. Hun ville ikke risikere det blev en endnu værre aften fordi medierne var efter ham.

Lawrence var ikke helt sikker på hvad han skulle sige til hendes ord, hun virkede nu egentligt ganske flink og ikke helt så anmasende som han måske kunne frygte: "Ja korrekt, men jeg prøver at holde det hele ud" sagde han i et lille smil, der var mange ting omkring Madison's død der gjorde det hele mere forfærdeligt og generelt så ville han bare gerne lægge sig itl at sove og glemme alt om hende for savnet var meget stort og det gjorde ondt.

"Det er også nemmest at have det sådan, hvis man ikke elsker nogen, så kan man jo ikke miste nogen" sagde han i et roligt smil, af og til ville han virkeligt ønske at han ikke havde elsket nogen, i mange år havde han holdt sig på en linje hvor kærlighed ikke var en mulighed, men da han mødte Madison var det bare noget andet, dog forsøgte han ikke at lade det ske igen, han ville ikke igennem denne sorg endnu engang, det gjorde for ondt.

"Tjoh, det kunne vi da godt" sagde han og smilede roligt til hende imens han let lagde hovedet på skrå og gik så roligt væk fra Madison's gravsten uden helt at sige noget som helst, han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige: "Medierne er ikke sådan efter mig mere, det var mere i starten... Men man ved jo aldrig" sagde han og smilede roligt til hende.