I'm just sitting here, while the world is passing by..

Sted:: Skoven
Tid:: Omkring 18:30
Vejr:: Lidt vind og en smule køligt, men ellers fint.
Omgivelser:: Træer.. men ellers, inderdørs hytte ting. Ikke så meget andet.

Lange dage og lange nætter var hvad Eliots hverdag havde bestået af det sidste lange stykke tid. Han havde ikke rigtig været så mange steder ud over hjemme, men hvor skulle han også tage hen? - normalt ville han have besøgt Mickee eller andre han måske, evt kendte i byen, men overskudet til det havde ikke rigtig været der. Han havde så derimod fået lavet en masse herhjemme, været i skoven de fleste af dagende men ellers bare sovet, set en smule fjernsyn, spist, måske en enkelt gang imellem været inde i byen for at handle, eller noget i den dur. Ikke noget ud over det sædvanlige og i den grad ikke sammen med andre. Det var ikke fordi han ikke ville ses med folk, men hans humør holdt bare ikke rigtig til at skulle rende rundt og være glad uden helt at være det alligevel, selvom han så småt var blevet god til det.
Han havde nu slået sig ned på en pude foran kerminen der så fint var bygget op i den ene ende af stuen, det første man så, men også mest charmerende ved denne hytte, det var hvert fald et af Eliots favorit steder at være, især om aftenen, - men også alle andre tidpunkter på døgnet var okay. Han nød den varme luft der fløj omkring ham fra flammerne der knistrede inde i kerminen, det var hyggeligt, man følte sig tryg. Underligt, Eliot havde normalt aldrig set ild som tryghed, men så igen, en kermin fik ham til at føle sig hjemme, tryg når det hele vendte på hovedet og sådanne ting. Noget han normalt ikke tænkte over, men nu havde han en masse tænke tid som han lå der, så der kom tanker på banen han ikke før havde taget sig selv i at tænke over. - Han sov ikke, lå derimod bare og slappede fuldstændig af. Et kort vift med et øre eller halen var alt hvad der var af bevægelser i den lille hytte. Eliot havde ikke planer om noget i dag, måske smutte udenfor engang når han fik overskud til at rejse sig, men lige nu var det fint nok at ligge her i varmen på den blødste pude overhovedet, Eliot var sikker på at der ikke fandtes en så blød pude som denne, hvilket sikkert var en af grundene til at han havde købt den, han havde brug for noget blødt til når han ikke lige havde lyst til at ligge på sofaen. Men bare i det hele taget puder var noget han elskede. Han kunne leve i en pude. Selvom det ville være en smule svært.
Eliot var i sin egen verden og havde været det snart alt for længe, han havde tænkt over en masse ting, måske endda tænkt for meget over nogen ting, ting han ikke ville indrømme overfor sig selv eller verden, men lige nu. Kunne det hele være lige meget. Han savnede Mickee ja, men han var stadig bange for den akavede stemning der ville være hvis han besøgte ham. Eliot havde det som om han nærmest frygtede at møde Mickee, og det var jo ikke sådan han ville have det med sin bedste ven. Han var angst for ordet akavet - hvad var der sket med ham. det kunne han ikke engang selv svare på.

Det sidste stykke tid havde Mickees liv føltes så uendelig tomt. Halvdelen af indholdet i hans liv, var pludselig forsvundet og han havde ikke rigtig turde trække det tilbage. Derfor havde han brugt endnu mere af sin tid på dans. Han havde danset mellem syv og ti timer om dagen. Alt hans tid havde gået til danset. Mest fordi han ikke vidste hvad han ellers skulle lave. Han ville ikke skrive til Eliot. Eller.. Jo, det ville han. Det ville han virkelig gerne. Han længdes efter selvskabet fra hans bedste ven, men.. Han turde ikke. Han frygtede at han ville gøre noget dumt. De nyopdagede og tydeligvis utrolig stærke følelser, han havde opbygget for den et år ældre fyr, eller i hvert fald fysisk et år ældre, havde forvirret ham så meget at den unge dæmon slet ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Det havde ført til den konstante dans. Det fik hans tanker væk fra Eliot og hen på hans store passion. Men på samme tid hjalp det ham også til at finde ud af præcis hvad den mærkelige drøm havde betydet. Drømmen han blev vækket af midt om natten til den morgen Eliot kom ind i lejligheden og fandt Matthew og Mickee ligge sammen i sengen. Mickee var nærmest gået i panik. Hvilket blot havde bekræftet hans anelser om hvad drømmen havde betydet. Hans underbevidsthed havde desperat prøvet at fortælle ham, at han lå i seng med den helt forkerte fyr. Den aften havde hans krop overtaget for hjernen. Han drak sørgeligt nok alt for meget og endte i seng med fyren, han havde kendt hele sit liv og som skulle til at være hans roommate. Akavet.. Akavet havde stemningen været mellem de to lige siden. Ligesom stemningen med Eliot havde været. Og som den med garanti stadig ville være.
Det stoppede ham dog ikke i lige nu at bevæge sig over skovens jord. En gren slog et knæk, da hans fod mødte den. I samme øjeblik trak han den grå cottoncoat tættere omkring sig og sukkede dybt. For en gangs skyld havde han ikke taget mad med til Eliot. I stedet havde han en lille konvolut i hånden. I tilfælde af at hans stemme svigtede ham, kunne denne hjælpe ham. Og hvis han gik helt i panik kunne han afleverer den til Eliot, for derefter at løbe bort, så han ikke behøvede være vidne til afslutningen på deres venskab. Et venskab han virkelig ikke ville miste, men som han også vidste ville være umuligt at beholde, hvis den akavede stemning blev ved. Og hvis ikke Mickee fik det her ud, ville han aldrig få sig selv til at tage kontakt til Eliot. Han savnede ham. Han savnede ham ubeskriveligt meget. Og han ville acceptere at det blot var venskab med dem. Men Eliot skulle vide at det ikke var hvad Mickee virkelig ønskede. Han kunne ikke undvære sin bedste ven. Forhåbentlig ville han heller ikke blive nød til det.. Forhåbentlig ville Eliot forstå og prøve bare at glemme det. Alligevel kunne Mickee ikke lade vær med at håbe på en anden slutning. Men han ville ikke sætte sig selv forhåbninger.. For Eliot var han blot en ven. Og det var i orden. Han havde bare brug for at høre det fra hans læber. Så ville det forhåbentlig være lettere at give slip på sine egne følelser. Forhåbentlig ville de så kunne gå tilbage til det normale igen. Et venskab. Et venskab så tæt, at de kunne gøre stort set alt sammen. Som var de brødre.
Mickee kunne nu ser hytten og satte farten en smule op. Han beundrede virkelig det stykke arbejde Eliot havde lagt i denne hytte. Den var så rar at se på. Som var det et stykke af Eliot der stod der foran ham. Der var noget familiært og varmt over det. Han følte sig helt tryg, når han så på den lille hytte. Alligevel tøvede han lidt, da han stod foran døren, med hånden løftet for at banke på. Kulde bredte sig i hans mave, sammen med sommerfuglene og hans hjerte bankede allerede nu på højtryk. Hånden han egentlig skulle til og banke på døren med, bevægede sig op til hans hår, som han lod fingrene glide i gennem, for efterfølgende at klø sig nervøst i nakken. Måske var det en dårlig idé? Måske han bare skulle tage hjem og ringe til Eliot i stedet. Prøve at fortrænge følelserne i stedet for at tilstå dem? De grønne øjne gled ned til hans hånd, hvor konvolutten stadig befandt sig og hans rystede lidt på hovedet. Nej.. Det havde taget ham over en uge at tage sig sammen til det her. Han kunne ikke bakke ud nu.. Så stor en kujon kunne han simpelthen ikke tillade sig selv at være. Hvis Mickee virkelig var så god en ven for Eliot, som han havde fået indtrykket af, ville vennen ikke droppe venskabet på grund af det her. Men måske Mickee var helt galt på den? Hvad nu hvis han slet ikke var så god en ven for Eliot, som han troede han var? Han måtte bide sig selv hårdt i kinden, for at tage sig sammen. Han kunne ikke gøre det her! Han måtte tage sig sammen. Hånden fra nakken blev endnu en gang løftet og han bankede på døren. Fire gange. En lang og tre korte. Som han altid bankede på døre. Nervøsiteten voksede igen i ham. Men nu havde han banket på døren. Han kunne ikke bakke ud nu. Specielt ikke når der var risiko for at Eliot faktisk kunne høre det var ham. Det var trods alt ikke første gang han bankede på sin bedste vens dør.

Stilheden i hytten var rar, stille og rolig, kun afbrudt af lydende fra ilden bag den lille ræv. Det var tidspunkter som dette hvor Eliot virkelig følte at han kunne nyde hvad han var, nyde livet som han vidst ikke havde gjort det sidste stykke tid. Ikke fordi der var specielt meget liv i at ligge og halvsove på en pude mit i sit hjem, men han følte sig i live og han nød det. Der havde været dage hvor han i flere timer bare havde ligget og stirret ind i en tv skærm, uden rigtig at følge med i hvad der foregik i fjernsynet. Han havde bare kigget, helt væk i sine egne tanker. Men det var så småt blevet en vane for ham. Som om der ikke var bedre ting at tage sig til.
Det gav et sæt i Eliot da der pludselig lød en banken fra hoveddøren og det tog ham lige et par sekunder før han langt om længe fik slået sine øjne op og rettet blikket en smule ud mod døren. Han strakte sig kort før han tog sig en rulletur ned fra puden også endnu engang strakte han sig. Det krævede åbenbart en del af ham at få sig bevæget sig ordenligt op, også selvom han på nuværrende tidspunkt ikke havde en specielt stort krop at bevæge sig rundt i. Han spekulerede lidt over hvem det kunne være der var kommet nu - på dette tidspunkt, normal fik han ikke som sådan nogen gæster så det undrede ham faktisk en smule at det pludselig bankede på. Han besluttede sig for at tjekke hvem det kunne være før han ville tilbage til sin 'menneske' form - så hans trissede hen over gulvet på de små poter før han i 2 hop, først op på stolen der stod ved siden af hoveddøren men så videre op i vindueskammen, kom derop og sidde. Hans blik gled ud af vinduet og landede på Mickee, hvilket fik Eliots mave til at slå knuder på sig selv. Han sad stille lidt med blikket ud men viftede så bare kort lidt med det ene ene øre før han valgte at springe ned igen. Han landede på gulvet med et bump før han kort rystede sig selv lidt på plads. Han overvejede kort nogen ting mens han stod stille på gulvet lidt men valgte så at smutte lidt mod sit soveværelse, hvis han skulle lukke Mickee ind ville det hvert fald kræve at han lige skiftede form om fik taget sig noget tøj på, ellers ville det bare være mærkeligt, stå der halvnøgen i døren, eller, sidde midt på gulvet som ræv. Han forestrak faktisk det sidste lige pt, men det var vel ikke tilfældet, hvis Eliot var for langsom til sit 'tag tøj på' moment om lidt ville Mickee sikkert nå at gå igen fordi han ikke åbnede døren, medmindre han lisom Eliot selv havde gjort, bare valgte at gå ind af døren. Dog var der ikke mange ting at se her som Mickee sikkert ikke havde set før, ud over at Eliot rendte rundt i ræveskikkelse, men det gjorde vel ikke noget. Eliot havde ikke overvejet at Mickee faktisk, på trods af deres gode venskab, stadig ikke var blevet præsenteret for den side af ham. Og det fik Eliot til at tænke, mon Mickee egentlig var hvad Eliot regnede med? - han havde jo hørt om nogen racer der var i byen, han havde dog ikke stødt på specielt mange ud over folk af sin egen slags, medmindre selvfølgelig de ligesom ham selv ikke gik rundt og råbte højt om hvad man var? - det kunne være tilfældet. Han lod kort blikket glide tilbage mod hoveddøren med et måske smule trist blik. Eliot håbede faktisk en smule på at Mickee ville træde ind af døren, men hvad regnede han med? - hvert fald ikke at Mickee ville gøre det samme som Eliot da det hele gik i kage - at vade ind i lejlighed uden at vide hvad der sker bag den næste dør, og det havde tydeligvis også kun resulteret i trælse ting siden den dag. Han havde følt sig akavet i sine egne tanker pga af det. Deprimerende alligevel, men det var ikke det han skulle tænke over nu. Han skulle videre. og videre gik han, hen over bræderne i den varme stue mod det lille soveværelset. Han havde ikke travlt, eller jo, det havde han vel egentlig, men han havde ikke lyst til at skynde sig. Han ville have tid til at tænke sig om på sin tur gennem hytten og tilbage, men samtidig med håb om at Mickee havde tålmodighed til at stå ved døren lidt endnu.

Utålmodigheden voksede, mens Mickee bare stod der og.. Stod. Ventede på at Eliot ville komme og åbne døren for ham. Det føltes som gik der uendeligheder, før han igen løftede hånden og slog knoerne blidt mod døren et par gange ”Eliot, er du hjemme?” lød ordene fra hans læber, mens han nærmest måtte stå og træde sig selv over fødderne, for ikke at tage i håndtaget og storme gennem døren. Desperation og nervøsitet var nok hvad der gav ham lyst til at gøre dette. Jo hurtigere han fik det overstået, jo hurtigere kunne han finde ud af om han havde mistet sin bedste ven for good. Eller om han faktisk ikke var den eneste der ønskede at han kunne kalde sin bedste ven for noget lidt andet end det.
Han stod bare der og stirrede på døren, mens han knugede brevet i sin hånd. Han kunne ikke mere. Han var nok ikke hjemme. Han måtte nok hellere bare efterlade brevet og gå igen. Men hvad nu hvis Eliot faktisk var derinde? Hvad nu hvis han ikke ville tale med ham? Han kunne ikke risikere at han faktisk var der inde, når han blot efterlod brevet. For hvad så hvis Eliot læste det og efter det ikke kunne få sig selv til at tage kontakt til Mickee igen. Fordi han frygtede Mickees følelser. Hvad hvis han, ved at efterlade brevet der, risikerede aldrig nogensinde at se Eliot igen? Det kunne han ikke. Hans krop handlede, før han rigtig selv nåede at registrere det og håndtaget blev langsomt trykket ned, hvorefter døren blev åbnet. Den var ikke låst? Betød det at Eliot virkelig ikke ville tale med ham? At han faktisk bare ignorerede ham? De grønne øjne gennemsøgte rummet han trådte ind i ”Eliot?” den lettere hæse og rystende stemme rungede gennem hytten og han rømmede sig en smule. Hele hans krop nærmest sitrede. Han var så nervøs.. Så bange. Bange for at alt ville gå i vasken nu. At han ville miste personen han holdte allermest af. Alligevel bevægede han sig rundt i stuen, med faste skridt. Han havde ikke i sinde at trække sig tilbage nu. Han kunne smide brevet og løbe sin vej. Men han ville se Eliot. Han savnede ham.. Virkelig meget. Og han var bange for, at hvis han forsvandt nu, ville han ikke se ham igen. Nogensinde. Derfor bevægede han sig videre. Kiggede ind i de forskellige rum. Først nu gik det rigtig op for ham, at flammer stod inde i kerminen. Endnu et tegn på at han var hjemme ”Eliot? Hvor fanden er du?” mumlede han og satte kursen hen mod døren til toilettet, hvor han bankede på et par gange og, da der intet svar kom, tog han ned i dørhåndtaget for at kigge ind og blive mødt af et rum, helt tomt for levende væsner. Hvis man altså så bort fra den ene flue der summede let, som den fløj rundt i rummet.
Han manglede kun at kigge ét sted nu. Et sted han ikke var sikker på han havde lyst til at kigge. Det var sådan det gik galt sidst. Alligevel bevægede han sig, med tøvende skridt, hen mod døren til Eliots soveværelse. Han stillede sig foran døren og kløede sig kort i håret, inden han bankede blidt på. Da intet svar kom, bed han sig kort i læben og satte hånden på håndtaget ”Sig til hvis jeg ikke skal komme ind Eliot” han følte sig så dum. Hvad nu hvis han slet ikke var i huset og Mickee bare gik rundt og plaprede højlydt til.. En tom hytte? Han trykkede langsomt ned i dørhåndtaget og kiggede ind på et tomt rum, hvorefter et suk lød fra hans læber. Et eller andet sted var han lettet. Han var lettet fordi Eliot ikke lå dér sammen med en eller anden person, som han selv havde gjort. Men på samme tid sad den triste følelse også i hans bryst. Han var der virkelig ikke ”For fucks sake Mickee.. Du dummede dig virkelig denne gang” mumlede han og gik tilbage i stuen, hvor han stillede sig og kiggede ud af vinduet, i håb om at se Eliot komme gående mellem skovens træer. Han stod bare og stirrede og registrerede ikke rigtig selv, at han faktisk talte ”Du skal altid ødelægge alt godt i dit liv. Ikke nok med at du smadrede dit venskab med Matthew. Det var intet i forhold til at du også har også ødelagt venskabet til din bedste ven” hans stemme var frustreret, vred. Han var vred på sig selv. Hvis nu han ikke havde været i seng med Matthew. Så ville Eliot aldrig have set dem i samme seng. Og Mickee ville aldrig have haft den drøm. Drømmen der penslede det hele ud for ham ”Jeg elsker ham..”

Det tog ikke mange sekunder før Eliot stod i menneske skikkelse på det blanke trægulv i sit soveværelset. Den tid det tog ham at trække i et par underbukser var ikke lang, og heldigvis for det, men da han hørte hoveddøren gå op stoppede han brat alle bevægelser og skævede hen over sin skulder mod den halv lukkede dør indtil soveværelset. Mickee havde tydeligvis taget den beslutning Eliot mest håbede på men også frygtede aller mest. Han lyttede til Mickees fodtrin der satte sin færd rundt i huset. Han lyttede til hans stemme, hans stemme.. Gud hvor havde han savnet lyden af Mickees stemme. Men han vidste stadig ikke helt hvad han skulle gøre, at stå face to face med Mickee lige nu, jo han havde lyst til det, enormt meget. Holde om ham, mærkes hans læber mod sine egne, de læber han har kunne sidde og kigge på i timevis hvis det skulle være. Men det hele blev ødelagt af billeder i hans hoved som holdt ham fra at træde frem, han følte sig på mange måder ydmyget over at have set hvad han så, men nok mere over sin reaktion på det, det hele var noget rod. Eliot forsvandt et kort øjeblik ind i sine egne tanker men fik hurtigt vækket sig selv op igen idet lyden af fodtrin nærmede sig døren indtil soveværelset. Han tænkte panisk og det resulterede i en hurtig rulle tur ind under sengen. Hvad lavede han? Han gemte sig for sin bedste ven i set eget hus? - Vær dog en mand Eliot, for en gangs skyld.
Hans blik var plantet mod bunden af sin seng før han lagde sin hånd over sin mund, han holdt vejret da Mickee vidst var trådt ind i rummet. Forhåbentlig var Eliot godt nok gemt, det ville være forfærdeligt at blive opdaget, liggende under sin egen seng i et plat forsøg på at se tingene i øjnene. Problemer som vidst egentlig slet ikke var der, skjulte følelser - Hvorfor gemte han sig? Han havde jo ikke engang selv fortalt om sine følelser, Mickee havde sin fulde ret til at - Eliot slog tanken ud af hovedet, det gjorde han trist med de billeder der stadig var boret fast på hukommelsen. Han lyttede lidt som Mickee forlod rummet men bed sig så i læben og lod stille luften sive ud mellem sine læber.
Han fik lydløst bevæget sig ud fra under sengen og skævede en smule ind mod stuen, med forsigtede skridt uden at få gulvet til at knage fik han samlet sig sine bukser op fra gulvet og fik den trukket lydløst på. Alt i mens han lyttede til hvad Mickee sagde. Eliot kunnet ikke helt lade være med at smile over Mickees fine samtale med sig selv, men smilet forsvandt så snart det gik op for ham hvad det var han havde sagt. Hans blik gled mod stuen og han trådte hen til døren, stadig stille. " ...Gør du? " spurgte han så med hovedet en anelse på skrå og helt uden at tænke sig om. Eliots hjerte sad mere eller mindre oppe i halsen på ham og hans mave havde i smug slået flere tusind knuder på sig selv, i håb om at det Mickee lige havde sagt var om ham, og ikke om fyren han så fint havde set Mickee sammen med. Hans blik var bare fast mod Mickees ansigt mens han forsøgte at koncentrere sig om at trække vejret og tænke samtidig, åbenbart ikke noget han var vandt til at skulle bekymre sig om. Han fortrød måske i nogen sekunder at han havde forladt soveværelset.

Mickee stod bare og stirrede ud af Eliots vindue. Forstillede sig hans skikkelse komme gående mellem træerne. Den 173 centimeter høje krop, der aldrig så ud til at blive mindre slank og veltrænet, lige meget hvor meget drengen åd, det lyse hår, der og selvfølgelig de blå øjne. Ikke den kolde krystalblå farve. Men en varm, lidt dybere, næsten turkis farve. Han så ham for sig. Gå op af stien, til hytten, ind gennem døren, direkte hen til Mickee og ind i hans arme. Gud hvor han dog længdes efter at have sine arme om Eliot. At have ham der. Tæt på sig. Det var helt forkert ikke at have set ham siden den morgen.
Han holdte vejret i et øjeblik, hvor hele verden omkring ham, samt hans hjerte gik i stå. Eliot. Hans stemme var så velkendt. Så familiær. Langsomt vendte han sig om og lod de brune øjne møde hans tusmørkehimmel. Han fæstnede tænderne i underlæben og holdte blot blikket i hans. Han var en smule utilpas ved situationen, men lod det ikke vise. Hans blik strålede blot af oprigtighed. Sårbarhed. Ærlighed. ”Ja” han havde endelig sluppet sin læbe med tænderne og taget sig sammen til at svare ham. Tøvende tog han et skridt frem mod Eliot. I tvivl om hvad han skulle sige eller gøre. Han havde forberedt det hele. Prøvet at memorere brevet. Så, hvis det gik helt galt, kunne han bare slå over og fortælle præcis hvad der stod. Men klappen var gået ned. Han kunne slet ikke få ordene over læberne. I stedet stod han bare der og kiggede på Eliot. Som en fortabt hundehvalp, der bare havde brug for at han ville række hånden ud. Vise at han var velkommen. Han trak vejret langsomt. Selvom hjertet pumpede truende i hans bryst. ”Altså.. Dig” fik han endelig tvunget over sine læber og han fik sig selv endnu et skridt tættere på Eliot, mens han blot kiggede på ham. Afventende. I håb om, at han ville sige noget.

Eliots blik hvilede mod Mickees ansigt som han vendte sig om. Han kunne måske selv lidt fornemme hvilket chok det må have været at han så pludselig var der når man måske havde regnet med at man var alene. Deres blikke mødtes og det fik Eliot til nærmest at smelte fast til gulvet, dog ikke på en dårlig måde. Han havde savnet Mickee mere end noget andet og nu stod han der, lige foran ham, hvordan stemningen så end var, var han ligeglad med. Han var her. Tiden gik alt for langsomt og stilheden var ulidelig i den tid han ventede på at Mickee skulle svare, hvis han svarede. Heldigvis! - Han svarede, og det var på ingen måde skuffende at høre - at være elsket var vel aldrig en dårlig ting. Han stod kort lidt men lagde så kort lidt sin hånd i sin nakke. Det tog åbenbart længere tid at samle i hovedet end han lige selv havde regnet med.
- Okay han trak måske tiden lidt ud med vilje.
Et lille bredte sig over Eliots læber og hans blik flakkede kort lidt rundt før det så landede på Mickee igen, lidt overvejende og tænksomt. Hvad skulle han sige? Han elskede også Mickee, men det var ord Eliot ikke brugte så tit, måske engang imellem i sjov, men nu var det alvor og.. - Han trak kort lidt på den ene skulder med et smil om læben.
" ..Stop med at se så sød ud... " sagde han så halv mumlende, dog stadig med blikket mod ham. Han vidste slet ikke rigtig hvad han skulle gøre men der var da en ting i tankerne som jo så også blev til hvad han gjorde.
" Kom her " fik han så sagt og trådte mod Mickee for så at trække ham ind i et kram, et godt kram. Jep det var nok lige det eneste Eliot kunne finde frem til at gøre lige nu. Hvert fald det eneste som ikke ville ham selv endnu mere forvirret. Han turde ikke begi sig ud i en eller anden talestrøm eftersom han vidste at det helt sikkert ikke ville ende godt - Så god var han heller ikke til ord. Han savnede Mickee på alle måder og et kram skadede vel ikke. Gjorde det vel? - Det regnede Eliot hvert fald ikke med, og om Mickee ville kramme eller ej, så var han tvunget til det nu. Han nikkede en smule for sig selv før han og holdt Mickee i hans kram.
" Jeg elsker også dig.. "

Mickee ville næppe have valgt dé ord, hvis han havde vidst Eliot var i hytten. Hvis han havde talt direkte til Eliot. Det var store ord, som kunne ødelægge det hele. Hvis Mickee blot havde sagt at hans følelser for Eliot, ikke blot var venskabelige og Eliot ikke gengældte dem, ville det ikke kunne ødelægge nær som meget, som ordene ”Jeg elsker ham” kunne. Derfor var han så usikker. Han var bange for at dette kunne ødelægge deres venskab fuldstændig. Men Eliots ord, fik alligevel et smil frem på hans læber. Stoppe med at se sød ud? Han var ikke engang klar over, at han så sød ud. Han følte nok mere, at han lignede en dum forvirret kylling. Han svarede ham ikke. Vidste ikke rigtig hvad han skulle svare. I stedet betragtede han ham bare. Lod blikket sluge hver en detalje. Memorerer dem. Så, hvis han nogensinde skulle undvære ham i længere tid igen, ville han stadig have ham med sig.
Da Eliot trådte hen mod ham og trak Mickee ind til sig, lagde han armene tæt om ham. Han trak vejret roligt, indåndede hans duft. Nød følelsen af hans varme krop mod sin. Var dette et tegn på, at han ikke var ene om sine følelser? At Eliot gengældte dem? Han var stadig ikke helt sikker. Kunne det være fordi han prøvede på at vise, at han ikke ville skubbe ham væk af den grund? At han ikke ville ende venskabet?
Hans spekulationer blev afbrudt af Eliots ord. Selvom Mickee havde en idé om at krammet var et tegn på, at han gengældte følelserne, blev han alligevel overrasket over det Eliot sagde. Han trak sig en smule ud fra ham og lod sit tydeligt overraskede blik møde hans ”Gør du?” kopierede han Eliots tidligere ord og selvom smilet stadig ikke havde fundet vej til hans læber, begyndte sommerfuglene så småt at tage form i hans mave. Eliot..

Ja Eliot synes Mickee så sød ud, det halv ynkeligt men forvirrede blik, det var da på sin helt egen måde enormt kært, eller også var det bare Eliots forskruede hoved der mente det!
Et gengældt kram var aldrig et dårligt kram, især ikke når det var med den person betyder allermest for en. Så Eliot forsøgte lidt at holde krammet så længe som muligt, stadig med et smil om læberne. kunne man andet? - Mickee var her og havde endda lige sagt at han elskede ham. Wauw, der var ikke andre følelser i hans krop end rare følelse, det hele var godt lige nu. Og det håbede han på at det ville blive ved med. Han nød hvert fald at være tæt på Mickee igen, tiden uden ham havde føltes som evigheder. Noget han helst aldrig ville se ske igen. Og hvis nogen lignende nogensinde skulle gentage sig, måtte han nok hellere lade være med at gemme sig under sin seng. Flugt instinkt har man vel altid lidt af fra sin mere dyriske side.
Eliot lod sit blik hvilede lidt mod Mickees ansigt før et kort skævt smil bredte sig over hans læber da Mickee spurgte om det samme som Eliot havde spurgt om for lidt siden. Dog tøvede han ikke og han nikkede kort lidt nogen gange.
“ Yeah.. Selvfølgelig “ og ja han mente det, og han havde måske sikkert også haft lyst til at sige det før end i dag, men tidspunktet havde ikke været der, modet havde ikke været der. Tanken om hvad det kunne ødelægge, wauw, noget man slet ikke turde tænke på. Også det uheldige sammenstød med Mickee sidst. Hvorfor tænkte han overhovedet over det nu? - Et halvt sekundt gik og tankerne var skubbet ud af hovedet.

“ Du... Du er lidt svær ikke at elske... “ sagde han så lidt med et lille træk på den ene skulder før han lod sine fingre glide gennem Mickees hår. Stille og roligt, måske endda kærligt og ikke som en drillende rodet omgang som det sikkert plejede at være.