Trespassing? (John Blackfur)

Tid: 01:35
Sted: Dybt i skoven, ikke så langt fra Charlie's lejr
Omgivelser: Næsten vindstille blandt de tætte træer

Som sulten var begyndt at melde sig og arbejdet havde været småt at finde, var det igen tid for Charlie til en jagt. Og da Charlie aldrig brugte våben, blev en forvandling selvfølgelig nødvendig. Dog med tiden var der mere styr på forvandlingen så den var ikke nær så smertefuld som den før havde været men ikke desto mindre så det voldsomt ud. Efter kort at have sundet sig, sprang han nærmest ud i skoven og lod den følsomme lugtesans være hans guide. For at mindske opmærksomheden på sin egen tilstedeværelse, tog han altid et stort bytte for at få det til at vare så længe som overhovedet muligt. Det var jo ikke altid der var et arbejde at finde inde i byen.
Der var heller ikke gået mange minutter inden duften af en nogenlunde rolig hjort ramte hans næse og jagten satte ind. På trods af hans enorme skikkelse, var der dog nærmest lydløst som han sneg sig ind på byttet, til stadighed var den stadig uvidende hjort helt rolig.
Han åndede næsten dyret i nakken inden det registrerede noget som helst, en lyd et stykke væk fik det nysgerrige men vagtsomme dyr til at kigge op en gang.
Her ville Charlie normalt set have slået til og dræbt hjorten nådigt og hurtigt men en duft fra hvor han kom fangede ham. Hjorten slap med forskrækkelsen som Charlie vendte om for at finde ud af hvad det var. Som han kom lidt nærmere sin egen lejr, blev duften mere markant og det skabte en undren hos varulven. Det var duften af en anden varulv? Eller det var hans gæt, det var ikke helt til at sige endnu.
Hans vejrtrækning blev sænket til et absolut minimum som han bevægede sig tættere på for at se hvad der skete. Sæsonen gjorde den endnu nemmere for det store bæst at være uset, den snehvide pels blev nærmest usynlig i den natlige tåge der så småt lagde sig over træerne.

Det først der fangede ham var en skikkelse der var meget tæt på Charlie's lejr og hvis ikke hans øjne snød ham så var det med bue? En jæger? Tiden måtte vise hvad der ville ske, for nu holdt Charlie sig uset og lod tingene gå sin gang

John havde haft en lang dag med indflytning i sin nye lejlighed i Di Morga og mente det var på sin plads at tilbringe lidt kvalitets tid med sin ynglings hobby, netop jagt. han havde hørt nogle af menneskerne i byen tale om et godt udbytte i skoven lige uden for Di Morga og var derfor draget derud med sin bue og en håndfuld pile. Ikke længe efter hans vandren faldt han over noget der lignede en lejr, dog valgte han ikke at træde nærmere da han ikke var kommet for at snage i andres ejendom. Som John tog sit andet skridt længere væk fra lejren gled han i noget på jorden og nærmest trillede hele vejen baglæns ned i den lejr han lige han valgt at ignorere.
En af pilene fra hans Quiver var knækket og sad nu igennem "tasken" og inde i hans ryg, heldigvis ikke mere end blot 1-2 centimeter men endnu stadig en irritation og lettere smertefuld da jagtpile ikke efterlader pæne huller i byttet. prustene prøvede han at kigge efter en i lejren efter hjælp, men her var forladt, ikke forladt som i øde, men ejeren var ihvertfald ikke tilstede så han måtte vente på nogen kom tilbage.

Først var Charlie meget vagtsom omkring personen men gjorde ikke rigtig noget da det virkede som om personen ikke rodede i noget alligevel. Og de fleste var alligevel nysgerrige når de fandt noget de ikke lige kendte til. Han nåede dog ikke at kigge særlig længe inden personen gled i et eller andet og på en eller anden måde virkede til at blive såret af sine egne pile. Eller sådan så det i hvertfald ud fra hvor Charlie stod.
Personen virkede til at forholde sig roligt og nærmest afventende. Blodet afslørede dog hurtigt at vedkommende rent faktisk var varulv. Så Charlie besluttede sig for at give sig til kende ved en dyb knurrende lyd som han kom frem fra sit skjul. En nærmest snehvid kæmpe af en varulv trådte frem med blottede tænder og øjne der nærmest lyste rødt. Selv for andre varulve var Charlie stor. Han trådte lidt i knæ og holdt den massive klo mod jorden som om han var klar til at springe hvis der skulle blive en optrappet situation.
Så gjorde Charlie noget man normalt set ellers ikke hørte varulve gøre. Med simple ord talte han til manden der sad såret i hans lejr. "Hvem...... er du...... Jæger?......"

Som tiden gik havde John fået sig sat op og ventede nu kun på at der kunne komme en og trække den pil han ikke kunne nå ud af hans ryg, men det varede ikke længe inden John opdagede at han absolut ikke var alene og til hans uheld var det ikke nogen hjort der ville gøre jagten nem for ham, nej dette var større og nok ligeså sulten som han selv kan være, man kan jo sige John kender sulten af en ensomt rovdyr. Men denne knurren var ingen almindelig ulv eller andet normalt jagtdyr, lyden var dybere og inden længe opdagede John også hvorfor da han pludseligt så en stor skikkelse i hvid pels, denne skikkelse lignede noget John havde erindringer om men hvorfra anede han ikke, uanset forholdte han sig rolig og håbede på at heldet var med ham og dette dyr ikke var ude efter ham.
Måbende sad John og hørte det store dyr tale i simple tunger til ham, uden vished om hvad ellers han skulle stille op med et dyr der ret så sikkert kunne gøre det af med ham inden han selv kunne forvandle sig, valgte han at svare med en præsentation af sig selv og at han på ingen måde ønskede at vække dyret opsigt eller true det trods hans tilstedeværelse med buen.

Charlie kiggede på ham og lyttede nøje som manden præsenterede sig selv så roligt som han nu kunne. Dog var det ikke uden undren da manden virkede overrasket over at se en anden varulv. "Bow..... Willl not.... Help you....."
Snart skete en serie af krampeagtige bevægelser og en smertepræget knurren eskorteret af et enkelt brøl som den store varulv svandt ind og pelsen forsvandt. Kløerne trak sig tilbage med en knagende lyd lige som tænderne gjorde. Øjnenes farve blev også langt mere rolig og nærmest behagelig som musklernes knagen dog gjorde det svært at fokusere på øjnene.
Kort efter stod der en kæmpestor stakåndet mand i resterne af et par joggingbukser, en mand ca på størrelse med John selv.
Roligt gik han hen til John og rakte ham hånden. "Come... Let's get that arro out before it does more damage...."

Da John ser skikkelsen af en mand og ikke et bæst indser han hvorfor det virkede så bekendt, en som ham, måske endda en der kunne belære ham om det. John fjerner sine solbriller og afslører hans lysende gule øjne med et tint af orange for den fremmede, derefter vender han ham sin ryg i tillid til at han har til hensigt at fjerne pilen der efterhånden med små vrik og bevægelser sidder i til skæftet og ikke tillader kødet at hele så længe den sidder der.

"Wait there....."
Charlie hentede en kniv fra sin rygsæk inden han kom hen til John igen og sagde: "Sit still....
It will hurt but you will start to heal quickly..... I am Charlie......"
Så lagde Charlie et snit ved den ene side af pilen så hovedet kunne trækkes ud uden af flå for meget i kødet. "Bite down on something....." Da John gav udtryk for han var klar, rykkede Charlie til så pilehovedet kom ud og holdt hurtigt hånden imod indtil han kunne mærke at blodet var holdt op med at flyde så meget. Så var helingsprocessen startet.
Derefter fandt Charlie noget at tørre hænderne i og satte sig hen til et bål han roligt startede.
"Not the smartest to hunt with sunglasses on.... It inhibits your vision when in that form.... Come take a seat..."

John lægger sin bue og smider til "Quiver" og sætter sig ved bålet med Charlie, Ilden knitre og højlyde knald, brændende må have været fugtige for hvert et knald et endnu højere lød. John kigger rundt i lejren og forsøger at skabe et helhedsindtryk med alle sanser, mens han afventer en forklaring fra Charlie. Var det forkert, burde han selv forsøge at forklare sig selv i sin situation?.... måske, men for nu afventer vi lyd fra den mystiske enlige ulv, som taler udemærket fransk? det måtte John lære, han forstod til nød fransk men han er ude af stand til at tale det. Stilheden blev brudt af kviste der knasede i skoven, John lyttede vagtsomt da han ingen anelse havde om hvad der ellers gemte sig her i skoven.

Charlie kiggede lidt undrende på John der lod til at være mere end vagtsom, nok stadig chokket over at se en anden varulv. Det virkede ikke som om John vidste specielt meget omkring sig selv egentlig og Charlie var heller ikke sikker på om John forstod hans sprog.
Så efter at have sat en gryde over med vand på bålet, kiggede Charlie på ham og sagde:
"Slap af knægt.... Der er ikke andre her ude.... De andre der måtte være, respekterer et terretorium..... Du finder allerhøjest en hjort, måske et vildsvin. De mindre dyr ved godt de skal passe på....."
Charlie stak kniven ind i bålet hvorefter han tørrede den af med et stykke skind for at fjerne blodrester fra John

"Når man taler om hjort" sagde John, "Hvad har du så tænkt dig at smide på bålet?
jeg nåede ikke langt i min jagt, og jeg lagde ikke mærke til at du havde et bytte med dig?. John kiggede ledende rundt i lejren som om han håbede på at finde noget spiseligt. Hans blik vendte da atter tilbage til Charlie "du nævnte noget med at mine briller hæmmede mit syn i 'denne form' hvad mente du?, John vidste godt han havde en uhyrlig skikkelse men havde aldrig tænkt længere over hvilken forbandelse eller velsignelse der lå på hans skuldre, det eneste han vidste var at hvor end han endte ville han hurtigt blive jaget på flugt på grund af det. Mon Charlie havde svar på hans spørgsmål, måske John var ligesom Charlie? han undlod at spørge da han ikke var sikker på om han ønskede at kende svaret udover at han allerede vidste han ikke passede ind sammen med menneskene.

Charlie trak roligt på smilebåndet inden han svarede: "Ja normalt set ville jeg har spist nu og gemt noget af hjorten jeg jagtede.... Men der var lige pludselig gæster i min lejr.... Så du må nøjes med sådan en her... I hvertfald for nu...." Så rakte Charlie ned i en taske og smed en müslibar hen til John hvorefter Charlie kom mørkt pulver i gryden med det varme vand. "Jeg havde tænkt mig at lave kaffe....."
Så kiggede Charlie undrende på manden foran ham ved det næste spørgsmål. Vidste han det virkelig ikke? Tja så ville John snart få sig et chok. "Det er rigtigt.... Solbriller hjælper ikke specielt meget når der er mørkt.... Jeg har en eller anden idé om der sker frygtelige ting omkring dig en gang imellem.... Specielt ved fuldmåne ikke?"

"Jeg er ofte vågnet i en skov på en fuldmåne, været jagtet af menneske omkring mig, drømt om enorme blods udskydelser, men jeg har aldrig fundet svarene på hvorfor, de kalder mig bæst, et uhyre, men for mig selv ved jeg ikke hvad det er, jeg er jo bare mig? " forklarede John. "mine øjne har en speciel farve jeg ønsker at skjule, men forstår ikke hvorfor, mine forældre var jo ikke just til nogen stor hjælp, i det mindste havde de da navngivet mig inden de andbragte mig på børnehjemmet?" John gisnede ved tanken om de ting han har oplevet og tanken om hans forældre, alle de spørgsmål og ingen har ville besvare dem, indtil videre har han ingen historie at fortælle, fordi han kender den ikke engang selv.

Som John forklarede gav det hele noget mere mening omkring hvorfor John virkede så uvidende omkring hele hans situation. Så smilede Charlie roligt inden han rørte rundt i gryden der snart spredte en liflig duft af kaffe.
"De kalder dig de ting for det er det de ser dig som.... De ser dig som et uhyre fordi de ikke forstår det..... Vrede er garanteret også et problem du mosler lidt med.... Så lad mig se om ikke jeg kan svare lidt på nogle ting så..... Du er ind imellem vågnet med en metallisk smag i munden.... Øm over det hele selvom du ikke har erindring om hvorfor.... "
Charlie fandt et par kopper og hældte op fra gryden hvorefter John fik den anden kop.
"Dine øjne ligner dem her....." Snart så Charlie fast på John hvorefter hans øjne blev ulveagtige med en rødlig farve

John så endnu en gang forbløffet til mens Charlie delte flere af hans hemmeligheder, "hvordan laver han den kaffe, den føles hjemlig og dufter som en varm sommeraften" tænkte John for sig selv, "hvordan gør du det? altså dine øjne, din metamorphisis? kan du hjælpe mig med at forstå? John stillede pludseligt mange spørgsmål da han ikke længere kunne sidde med dem i Charlie's tilstedeværelse, hvis han havde svarene måtte John i det mindste forsøge at skabe en klarhed over sig selv, måske kendte han endda hans familie, John søgte efter svar og forhåbentlig var Charlie lige den der kendte dem og ønskede at dele dem, om ikke andet bare lære John hvem og hvad han er og måske endda lære at kontrollere det så han ikke længere går i uvidenhed.

Langsomt blev Charlie's øjne normale igen imens han tog en tår af kaffen. Charlie elskede en god kop kaffe, så han havde lært at lave den så godt som muligt selv her ude. Nu havde han ikke ligefrem nogen lejlighed hvor der stod en kaffemaskine.
"Du kan nøjagtigt det samme.... Eller det kommer du måske til med tiden.... Jeg kan fordi jeg er vokset op med hvad jeg er..... Jeg har accepteret den del af mig selv selvom det har taget lang tid.... Så jeg kan nok hjælpe dig et langt stykke af vejen.... Men at acceptere hvad du er, er en opgave du selv må klare...."
Så tog Charlie selv en müslibar der dog hurtigt forsvandt, inden han pegede på Johns ansigt. "De øjne der viser det.... Øjnene er dog rimelig hurtige at få styr på.... Der er ikke nogen nem måde at sige det på.... Men du er varulv... I den klassiske forstand som alle historierne fortæller. Vrede, blodbad, fuldmåne.... Hele balladen"

"En varulv? hvordan? hvorfor mig? i alt den tid og ingen har sagt noget? fakler og høtyve og alt jeg behøvede var bare at vide det og flå dem?" John var nu endnu mere oprevet men på trods af hans frustrationer valgte han at finde roen igen "Så du kan hjælpe mig med at finde vejen? spurgte John med en alvor i sindet, han ønskede at lære det, at lære hvad Charlie havde lært, at lave med bæstet i sig, dog vidste han nu at vejen ville blive lang, men med den rette lærer ville det måske blive lettere at overkomme. John så på Charlie og begyndte allerede at forestille sig hvilken fred i sjælen han ville finde når først han lærer at acceptere sit sande jeg

Charlie lod John snakke færdig og spørge om det han havde behov for, men virkede ikke yderligere påvirket. Selvfølgelig ville det afføde nogle spørgsmål når man lige pludselig fik den slags at vide.
"Det sker bare en gang imellem. Typisk hvis en i ens blodlinje har været varulv... Og hvad skulle de have sagt? Det lyder ikke som om folk omkring dig vidste hvad de skulle gøre.. Og hvad ville du få ud af at flå dem? Bare give efter for vreden og blive mere jagtet?"
Kaffen blev tømt inden han så nikkede roligt til John. "Ja det kan jeg... Jeg voksede op ved min stamme velvidende hvad jeg var. Jeg blev opdraget med det var en gave fra naturen og at det ikke ville blive nemt"

Forundret over Charlie's svar spurgte John "hvor begynder vi?" fordi selvom John ikke vidste hvad Charlie havde i sinde at lære ham vidste han at han var ivrig efter at komme igang. I håbefulde tankedrag overvejede John hvad fremtiden ville bringe, var dette en sammentræf eller var dette det som menneskene kaldte for et skæbne sat samarbejde?

Charlie kunne ikke lade være med at grine lidt over John engagement men nikkede så.
"Vi starter med at drikke kaffen færdig..... Det er ikke bare ud fra en træningsmanual hvordan man gør alt det her... Hvert enkelt tilfælde er unikt så derfor skal man også kende så meget til tilfældet...."
Så tog Charlie et æble fra sin taske og tørrede det af mod benet inden han tog en god stor bid. "Men fortæl mig.... Hvornår og hvordan skete din første forvandling? Ikke det rareste at tænke på, det ved jeg godt.... Men det er stadig vigtigt"

John så undrende på Charlie, hans første forvandling? "Jamen min første forvandling? jeg tror.....nej det må være, en aften hjemme i det nordlige skandinavien hvor jeg gik i seng og lå med en foruroligende drøm, der var blod skrig brænd og opråb, jeg vågnede senere i hjørnet på børnehjemmet.....og da så jeg hvad der lignede en slagmark, alle på børnehjemmet lå livløse og lemlæstede på gulvet." John gisnede, i alt den tid havde han altid prøvet at fjerne tanken om hvor vidt det kunne have været ham er gjorde det, og nu stod han overfor noget som lignede en skæbnens time hvor han nu skulle se hans udåd i øjnene. John blev stille, men brød stilheden med et "tror du det var mig der gjorde de ting?

I stedet for at svare på Johns spørgsmål med et 'Ja' valgte Charlie en lidt anden approach der ville sætte det hele i et andet perspektiv.
"I det første lange stykke tid, vil man ikke kunne huske så meget ved en forvandling... Og den allerførste er altid meget voldsom..... Så det har på ingen måde været noget du kunne styre...."
Så viste Charlie den talisman han havde om halsen, et tydeligt præg af indianere. "Jeg voksede op i Sarsi-stammen i det nordlige Amerika... Min far var kriger og min mor en hvid kvinde der boede i nærheden af reservatet så hun gav mig til min far der sammen med stammen opfostrede mig... Shamanen så mig for hvad jeg var og jeg blev opdraget til hvad jeg var og at det ikke var en forbandelse.... Ved min første forvandling endte jeg med at dræbe min far..... Senere endte jeg med at tabe besindelsen over den hvide mand der angreb stammen.... Men jeg stoppede ikke ved den hvide mand og snart havde jeg dræbt hele stammen.... Den her talisman er en gave fra Shamanen der gav mig den med sit sidste åndedræt..... Så jeg er det allersidste medlem tilbage af Sarsi-stammen... Så jeg forstår så udemærket hvor alene man kan føle sig....." Charlie havde aldrig rigtig delt historien men det var en måde så John ikke følte sig helt så alene

John mærkede en varm følelse indeni, som om skylden for hvad han havde gjort ikke lettedes men nærmere blev lettere leve med, trods alt, så var John ikke den eneste. "Hvor starte jeg så?" spurgte John, endnu stadig villig til at tage udfordringen op og begynde sin læren om bæstet inden i sig selv.

Charlie rystede kort på hovedet inden han satte sig til rette op af et træ.
"Det første skridt er at styre din vrede... Under fuldmånen kan du ikke det endnu men i andre situationer kan du..... Jeg har en fornemmelse af du for hurtigt taber fatningen.... Din indre ulv er som andre ulve..... Du skal gøre dig selv til dens Alpha..... Vis den at i er sammen og ikke mod hinanden....."
Det var selvfølgelig ikke nogen nem start men det var der aldrig nogen der havde sagt livet som varulv var

John filosoferede over Charlies ord, så kom han til at tænke over hvor længe de mon har siddet her? han kigger på sit ur "damn klokken er allerede ved at være mange, jeg burde se at komme tilbage arbejdet kalder imorgen tidlig og det er første dag." John rejste sig op og nikkede til Charlie inden han spurgte "hvornår ses vi igen?"