Things of the past

Verden forandrede sig i små skridt af gangen. Mennesket nåede stort set aldrig at se disse forandringer, grundet deres individuelle korte eksistens. Og det var så få af dem, der faktisk kiggede sig over skulderen, og lagde mærke til hvad der var sket i den tid der gik. Og dem der gjorde, satte stort set aldrig stor nok pris på det. Men udviklingen var der. Og meget snart, ville de finde ud af at de ikke var alene. Og så, vil helvedet bryde løs på jorden. Mennesket havde ikke tænkt sig om to gange, inden de udførte voldsomt ekstreme gerninger i fortiden. Folk kunne ikke regne med at de ville gøre det denne gang. Mange af de væsener, som mennesket vil forsøge at udryde i den nærmeste fremtid, havde levet i mange tusinder år, og kendte godt til deres metoder. Mennesket ville få en krig, de slet ikke var klar til. Men mange af de ældende væsener, var lige så blinde som mennesket, og så ikke hvad der ville komme. Væsenerne ville heller ikke være klar til dette.

Dovne spark, fik et hængende ben til langsomt at dingle i vinden. Bennet hang ned fra en Gargoyle's udstrakte arm, hvor på der sad en høj, muskuløs mand. En mand, der så ud til at befinde sig i slutningen af tyverne. Dog, kunne man gå ud fra, at en person der befandt sig hvor han gjorde, ikke var så tynget af alder. Det var de færreste mennesker, der kunne kravle ud fra Domkirkens højeste tårn, for så at klatre op på en af de seks Gargoyle der befandt sig på det fine tag. Der var ikke megen entusiasme at se i manden. Den dovne dinglend, var tydeligvis skabt af ren kedsommelighed. Der manglede et mål. En drøm. Noget at søge efter. Noget at gå efter. Der var intet.

En blid vind hev i mandens korte hår, og det afslappede jakkesæt han bar. Hans hoved var lagt tilbage imod Gargoylen's skulder, og de brune øjne lukket dovent i. Armende hang ned langs hans sider, hvor hans fingre dansede i smålige cirkler. Det ene ben lå udstrakt ud af Gargoylen's udstrakte arm, mens det andet lavede dets dovne spark ned fra denne. Hvorfor han helt præcis var der, kunne han ikke længere huske. Ikke bare på denne Gargoyle, men i Di Morga i det hele taget. Han var kommet her til, for at Lavi kunne have et sted, hvor hun ikke var alene om at være 'anderledes' end mennesket. Men hvorfor blev han hængende? Var det stadigt nødvendigt at 'beskytte', det Lavi var? Var hun virkelig stadig ude af stand til at gøre det selv? Nej. Men hun var noget at holde fast ved. En ting, værd at beskytte, og værne over. Den første Engel han havde set, der ikke med det samme så ned på ham. Der ikke med det samme bedømte ham, for det -kreatur- han var. Den uskyld, varme og glæde der var at finde I Lavi, var en sjælden ting at finde. Og han ville beskytte den med livet. For så var der da noget, han kunne bruge det til.

Igennem hans tid, havde han taget del i mange krige. Det var altid det samme. Han hjalp den side der virkede til at passe ham bedst. Og da sejeren så var i land, ændrede vinderen sig stort set al tid, og blev til noget han ikke ønskede at kendes ved. Så forlod han det, og rejste videre imod et andet mål. Aldrig blev han hængende, da en sejer stort set altid endte ud i hovmodighed. Noget han var træt af. Det forpestede den verden han nu levede i. Og nu, var der en ny krig i brygge. Han måtte have fat i Lavi, og få dem væk der fra. Hun var desvære bare blevet så glad for landet, at det ikke virkede til at hun var interesseret i at rejse. Forbandede Engel. De ville ende i midten af en krig, og hun ville nok ikke engang frostå det. Hvorfor skulle han også have lænket sig selv til den kvinde? Det nyttede ikke noget at forbande hendes navn. Hans behov for at beskytte hende, hang ved. Hvorfor skulle han også være så forbandet galant?

Aftenen havde efterhånden jaget dagens sidste lys på flugt. Det var efterår. Dagene blev gradvist kortere og kortere, og allerede tidligt på aftenen dækkede mørket alt omkring sig. Den ældgamle, majestætiske katedral tårnede sig op i den skyfrie, stjernestrøede himmel. Den sidste time var et harmonisk virvar af lyse og mørkere stemmer steget op fra kirkekoret, kun afbrudt af vejledende ord fra en lys stemme. Den rungende harmoni af blandede stemmer var stilnet af, og var endt over i en fnisende, talende og grinende disharmoni, som ligeledes var stilnet helt af, som korets medlemmer havde forladt kirken efter endt undervisning. Stilheden sænkede sig over kirkeskibet for en tid. Kun én person var tilbage. En forholdsvist høj, langlemmet, blond kvinde stod med hænderne gravet ned i lommerne på et par vide, sandfarvede jakkesætsbukser i et tyndt stof, der smygede sig om de lange ben. På overkroppen bar hun en enkel lyseblå skjorte, der var stukket ned i bukserne, som kun gav den langlemmede krop et indtryk af at være endnu længere. Ærmerne var rullet ned for den påbegyndende kølige aften, dog var manchetten ikke knappet. Hovedet med de store krøller var lagt tilbage, kvindens blågrå øjne rettet mod alteret. En indre ro ulmede bag de store øjne. En tid stod hun blot og kiggede, hvorefter hovedet drejedes og øjnene fulgte trappen op mod katedralens høje tårn. En bekendt ringende lyd havde gnavet i baghovedet gennem hele timen. Normalt havde hun intet problem med at abstrahere fra det en kortere tid. Men denne ringen.. En rusten, ubehageligt falsk tone, krævede opmærksomhed langt mere kraftfuldt end normal. Det sære ved denne var, at denne specifikke klokke på én og samme gang var ukendt, ny og samtidig forsøgte en følelse af bekendtskab at grave sig frem fra hendes uanede mængder af underbevidst viden. Men bekendtskab kunne også være så mange ting. Hun havde mødt utallige mennesker og væsner gennem sit liv, meningen med ordet havde mistet sin betydning årene igennem. Så meget ændrede, så mange ansigter forsvandt eller døde af alderdom eller andet. Tiderne ændredes, folk ligeså.
Hun havde haft svært ved at koncentrere sig til fulde om den undervisning, som hun ellers nød at bruge sin tid på. Den snoede, lange trappe var blevet ved med at kræve sin ret i hendes bevidsthed. Et besluttende nik fik krøllerne til at hoppe let, før hun vendte hele kroppen i samme retning, som hovedet var drejet. En let hvisken blev kastet mod væggene og tilbage fra de lange målrettede skridt. På vejen blev en sort, lang, feminin frakke og blødtudseende sort halstørklæde blev samlet op fra en af bænkene. De lange arme blev krænget ind i jakkens ærmer, og det lange halstørklæde blev lagt om nakken, før fødderne nåede trappen og begav sig opad.

Døren i tårnets top blev åbnet ud til. Den kolde luft slog mod de markerede ansigt. Men end ikke jakken blev lukket, for fokusset lå andetsteds. Den nagende lyd, den ukendte og samtidig kendte klokke nærmest rungede i hendes hoved. Hun havde i mange, mange år kendt disse lyde, brugt denne viden uden problemer, men hvorfor opførte de sig sådan her? Hovedet blev lagt let på skrå, mens håret blev blæst væk fra ansigtet af et koldt vindstød. Hun trådte ud af døren, lukkede den lydløst til bag sig og vandrede ud på tårnets ydre gangareal.
Som Alessa fulgte tårnets buge rundt, kom et ben pludseligt til syne, hængende ned fra en gargoyle på det gamle tags kant. De gråblå øjne fulgte det lange, svingende ben op til en krop, der var placeret på selve gargoylen. Videre op. Tusmørket gjorde det svært at se ansigtet på denne mand, der var placeret der.
Det var herfra det hele emmede fra, herfra kravet om opmærksomhed kom fra.
Alessa stod stadig i en vinkel, hvorfor hun ikke kunne ses fra taget.

”People might think you weird, if they saw you sitting on the roof of a cathedral al by yourself.”

Kvinden trådte et skridt frem, så hun var synlig fra taget. Frakken blev blæst tilbage fra den spinkle krop. Vinden var kraftigere, når de var så højt oppe, og de få vindstød fik den spinkle krop til at se ud som, den ville knække sammen af dem. Dog var kroppen stærkere, end den så ud.

”Furthermore, these gargoyles are quite old. It would be sad to see them break.”

Hovedet blev lagt let på skrå endnu engang. Mandens ansigt var lagt i skygger, men ét eller andet var der over det. Eller var det blot den klingende men ødelagte tone, der lød i hendes hoved?

Den halvt sovende Djævel, reagerede slet ikke på den nærmer kommende skikkelse, også selvom han normalt ville have kunne føle den. Det var det der var fantastisk ved dette tårn, og at bruge det som afslapnings sted, og det's rum som opholdssted. I rummet, ville hun have passeret et par madrasser, gemt væk et stykke fra døråbningen. Rummet var stort nok til at rumme disse to madrasser, og de blev altid gemt væk, så snart den ene af beboerne forlod tårnet, og de ikke blev brugt. Det var dog oftest kun den himmelske beboer, der forlod tårnet. Den mere 'mørke' af de to, forblev oftest hvor han var. Nettop denne Djævel, der sad og slappede af. Et par præster havde opdaget at de holdt til der, men den ene var blevet skræmt væk fra at nævne det for nogen, og den anden havde de kunne forklarer sig uden om det med. Denne Djævel var ikke nødvendigtvis dårlige nyheder. Og det havde præsten set. Djævlen havde slet ikke regnet med, at det ville være så nemt at gemme sig væk der oppe. Og havde bestemt ikke, med hans fortidserfarring, regnet med at han kunne forklare en præst, at han ikke ville Kirken, eller dens beboere noget ondt. Han havde aldrig brudt de love han fik smidt i hovedet, ej heller givet nogen grund til at de skulle forsøge at smide ham ud. Men dagen måtte jo komme, på et eller andet tidspunkt, at himmelske kreaturer, ville komme og forsøge at smide ham på porten.

Da skikkelsen endeligt talte, kom der et lille hop fra Djævlen, som den rejste sit ansigt en anelse. Der var dog ikke sket noget, så hans hoved faldt kort tid efter bare tilbage igen, efterfulgt af et lavt suk. Den ene hånd blev rejst til hans ansigt, og begyndte langsomt at gnubbe imod det.

"Merh.. Guess, it was only a matter of time, before one of you guess came up here, to get me out, hm?"

Han klukkede stille, efter det tykke, skotske accent havde udtalt sig. Hånden der havde været imod hans ansigt sank i stedet imod hans lomme, og fiskede en pakke cigaretter ud af denne, for så at skubbe en op, i det samme med at han satte sig, og rakte ned i den anden lomme med den anden hånd. Endelig kunne hun se hans ansigt, og han kunne se hendes. Fra ham, kom der ingen reaktion, ud over det oridinære. Dog var der et eller andet ved hendes ansigt, ved første øjekast, der prikkede til ham. Men han skubbede det væk, og tog pakken med tændstikker op imod munden.

"What took you so long?"

Smilede han kækt, imens han forsøgte at tænde en tændstik. Det lykkedes dog ikke, andet end flammen kom frem, for så at blive pustet ud med det sammen. Han glemte altid, at flammen fra disse var langt svagere end hvad han var vand til. Og i stedet smed han dovent den døde tændstik fra sig, og lagde han bare en fingerspids på enden af cigaretten, og glæden blev tændt. Ingen flamme. Kun ren varme. Øjnene blev så kastet tilbage imod kvinden der havde afbrudt ham i hans forsøg på en lur, inden han lod røg exhalere fra hans næse og læber forbi cigaretten, for så at fjerne den og tale igen.

"And are you reffering to me, being fat? Greatly rude of you, isn't it?"

Igen smilede han stort, inden han lod sig selv falde ned fra Gargoylen, greb fat med hånden for at sænke faldets tempo, og så elegant falde lydløst til jorden. Hans ord havde tydeligtvis været en joke, og han gjorde det tydeligt at han ikke var interesseret i en kamp. Han lod sin højre hånd forsvinde i en lomme, og de lilla nyancer i hans øjne fokusere på den indfødte.

I en kirke af denne størrelse kom det ikke bag på Alessa, at nogen fandt en form for uofficiel asyl i afkrogene. Tårnet var ikke et sted, hvor der kom nogen op så ofte og slet ikke i aftentimerne, hvilket gjorde stedet ideelt. Gennem tiderne havde hun selv både overnattet og boet sære steder. Når de himmelske klokker krævede deres ret og jagten satte ind, var søvn ofte blot en praktisk udfordring, og stedet var derfor underordnet.

Et skævt, fornøjet smil sås kort på de buede læber, over fyrens forskrækkelse, det erstattedes dog kort af et undrende udtryk, et glimt af hans ansigt inden det vendte tilbage til skyggerne. Hun kunne ikke placere en gnavende følelse i baghovedet, og krøllerne hoppede ganske let endnu engang, da hun rystede fornemmelsen af sig.
Et svunget, blondt øjebryn skød let op i panden.

"I am not a member of the church. Thus I do not have the authority to throw you out, nor do I care."

Ordene blev udtalt som simpel fakta, i en rolig men klangfuld stemme. Kirken var, i hendes optik, for menneskene. Det var deres opfindelse, deres fortolkning af Herrens ord og deres måde at samles på. Som engel, der aldrig havde været en del af det menneskelige liv, men kun var skabt til at have forståelsen for dem og våge over dem, så hun sig ikke som en del af kirken.
De skarpe, årvågne øjne fulgte roligt hans hænders bevægelser. Først da hun fulgte håndens vej op til munden og så, at hans ansigt var trådt ud af skyggerne, lød der et undertrykt gisp, mens fødderne uvildigt førte hende et overrasket skridt tilbage.
Derefter rørte hun ikke på sig, man kun knapt se hende trække vejret, svarede ham ikke, lyttede blot til hans stemme, og i ordene så hun hans sande ansigt.

"This.. Cannot be.."

Lød det lavmælt fra hende. Et nærmest vantro udtryk var trådt frem i det lyse, markerede ansigt. Et dybt åndedrag, der fik hele brystkassen til at hæve sig, før hun åndede langsom ud igen. Ansigtet blev lagt i en smule mere kontrollerede folder, dog stadig med en undren gemt deri.
Hun trådte langsomt frem, adfærden undrende og så langt fra truende, ja faktisk nærmest med et ømt udtryk i øjnene, alt i mens hun talte forsigtigt, næsten hviskende.

"I.. You.. Haven't seen me for centuries and this is how you greet me?"

Den venstre hånd blev tøvende, forsigtigt løftet op til hans ansigt i et forsøg på at ligge hånden mod hans kind, som et lille barn der ville røre ved en ny ting, i et håb på ikke at blive afvist i bevægelsen.

"What happened to you? A devil.. How could you do this? Tell me you did not do this voluntarily!?"

Forvirring. Tristhed. Sorg. Flere ting trådte over hendes ansigt.

Dette var.. Ja, hvad havde hun tænkt? I mange år var hun slet ikke vendt tilbage til den tid i tankerne. Sidst hun havde set ham, havde selvfølgelig ikke været en positiv oplevelse. Ødelæggende kunne bruges. Men dét her? Så langt i den modsatte grøft. Hun var ikke klart over, hvad hun havde regnet med, men det var i hvert fald ikke det her.
Og hvorfor så han sådan på hende? Ingen øjne fyldt af minder, inden varm hilsen, overraskelse, end ikke samvittighedskvaler over, hvad de begge vidste var sket sidste gang.

De første ord der blev tildelt fra Englen, fik Alastair til lavt at fnyse, inden han faktisk satte sig op. Det skulle da være første gang, at en Engel ikke anså sig selv som høj, hellige stemme af gud. Så igen. Lavi havde aldrig opført sig på denne maner? Hvilket hans hjælp og venlighed overfor hende, selvfølgelig godt kunne være årsag til. Men aldrig havde han mødt en Engel, der ikke, bare ved at se ham, bedømte ham til at blive sendt tilbage til hvor han kom fra.

"Hah.. That'd be a first. So would it, if you where not already condemming me, for the mere fact of being your kinds disgusting freak of a contrast.."

Havde han klukket, i det han rejste sig. Erfaring var alt. Og hans sagde, at han altid var forud bedømt af hendes art. Hvilket gjorde at han bedømte dem, som fanatiske tosser, der altid ville blande sig i andres problemer, og løsninger. Ikke en synderlig fair bedømmelse, men den havde virket alt for tit, og havde gjord at han altid havde tænkt forud, og været klar på overraskelses angreb. Forsigtighed betød meget.

Englens reaktion, fik Alastairs ene øjenbryn til at rejse sig. Den blanding af overraskels og ømhed, fik det til at kilde ned af ryggen. Og det, ikke i en behagelig form. Det fik ham til at føle, at der var noget han havde glemt. Han glemte aldrig. Han huskede alt. Tankerne om, at det var et forsøg på et overraskelsesangreb, fik det til at ticke i hans hænder, men gjorde ikke at han flyttede sig. Han stod komplet stille, imens han lod hende nærme sig. Hans øjne fokuserede på hendes, imens alle andre sanser fokuserede på resten af hende. På om hun tog noget frem, gjorde noget klar. Men der var intet. Ikke andet end hende, hendes ord, og hendes ømhed.
De første ord fik ham til at knibe øjnene en anelse sammen. Først og fremmeste fordi det ikke var behageligt at blive behandlet som om, man havde været uhøflig. Mente han nu ikke at han havde været endnu. Men også fordi den følelse af at han havde set hende før, stadig lå i baghovedet. Han fjernede sin cigaret med sin venstre hånd, og lod den hænge ned langs sin side, da hendes kom nærmere hans kind. Da hendes fingre var cencimeter fra hans ansigt, fik instinkt ham til at trække sit hoved en anelse tilbage. Dog var det kun få milimeter, og hun ville da få lov til at røre ham, skulle hun ikke stoppe. Det var den følelse af, at han kunne huske hende, der fik ham til at tillade det. Måske han ville huske det, ved hendes berøring?
Men der skete intet. Ingen minder. Ingen billeder. Intet af den varme, hun havde håbet på. Ingen samvitighedskvaler. Bare det samme undrende udtryk.
Endelig, smed han sin cigaret fra sig, imens den højre hånd rejste sig, langsomt, for blidt at forsøge og gribe hendes håndled, og lede hendes hånd væk fra hans ansigt, imens han talte.

"What.. Ever your thinking.. Your mistaken. And.. I don't know what kind of greeting you where expecting, but I can assure you, my lack of reaction isn't misplaced.. I've.. Never seen you before, miss. And I've.. Always been a Devil. And as for that being voluntary, well that's up for debate.. Certainly didn't chose to be ridiculed, by all other Monsters and humans alike, that know of my kind..."

Han forklarede med en rolig, og afslappet stemme. Ingen hostalitet eller aggressioner. Bare en rolig, og afklaret stemme. For at vise, at der var sandhed bag hans ord. I hvert fald, fra hvad han kunne huske.
Dog var denne tanke, langt fra sandheden. Han havde været en helt anden, før den tid han huskede. Han huskede ikke hans stigning fra helvedet, til jorden, ej den han havde været der. Ej hellere hans tidlige fald fra himlen, eller den han havde været der. Alastair, som han altid havde hedt, og det navn han valgte at bruge selv efter sin tid som menneske, med et andet navn, havde engang været en af Guds Døds Engle. De Engle, der skulle bringe menneskers sjæle til himlen, den dag deres liv på jorden endte. Det var en nagende rang, selvom den var anset som en høj status. Du var den der altid skulle se familier der mistede deres elskede i øjnene. Selvom mennesket ikke kunne se dem, kunne de stadig tit se foragten i deres øjne. Haddet til de, der tog deres elskedes sjæl med sig. Alastair havde været en god mand. Humoristisk, venlig og altid med et lille smil på læberne. Dog kunne han ikke forage hans rank. Han kunne ikke klare det. Og da han valgte at rede en ung mor, så hun kunne blive ved sit unge barn, knækkede grenen. Døds Engle måtte ikke vælge, hvem der skulle få lov at blive. Derfor, var Alastair blevet konfronteret. Han havde talt imod Gabriel, og var blevet sendt i helvedet for det. Uden en chance for at sige farvel til dem der betød noget. Alessa.

Et ironisk, nærmest lille-piget fnis røg uvilkårligt over hendes læber.

"my disgusting kind? Ohh, dearest, you have no recollection at all?"

Trods fniset havde ordene er sorgfuld klang over sig, hvilket også sås dybt i de gråblå øjne.
Da han trak hovedet en smule tilbage, stoppede hendes hånd tvivlsomt op for et øjeblik, som usikker på hvad hun skulle gøre, men, om muligt endnu mere forsigtigt, forsatte den sin retning. De lange, elegante fingre var kolde af vinden, men varmen bag intentionen var dog alligevel at mærke. En dyb ømhed, som var dette noget hun havde gjort hundredevis af gange, lå bag.

Et nrmest såret udtryk var at finde i hendes ansigt, da han tog fat om det spinkle håndled, og kort forsøgte hun at dreje hånden i et forsøg på at holde om hans, men forsøget blev hurtigt, og nedtrykt, opgivet, da han begyndte at tale igen.

"Miss? Really? You can't even remember that.."

Det vantro udtryk trådte endnu engang frem, og hendes blik vandrede en gang rundt i lokalet, som i et forsøg på at finde et holdepunkt, et anker.
Alessa var gammel og havde oplevet de fleste ting, der var at opleve og se, gennem tiderne. Meget få ting overraskede hende efterhånden, og lige så få ting kunne ryste hende ud af den, men dét her.. Det var evigheder siden, hun havde set ham sidst. Faktisk havde hun aldrig regnet med at møde ham igen, og her var hun nu blevet trukket til.

Blikket vendte tilbage til hans ansigt. De store øjne så bedende op i hans ansigt.
Hun trådte ham helt nær, så kun nogle få centimeters luft var mellem dem, og forsøgte endnu engang tage hans hånd i sin.

"Look at me, Alastair.. I don't know how you could forget all we had, but look at me. Please.. Don't you see something - anything - familiar in this face? You have been close to it so often before. Don't you think that is why, you, apparently, did not fit in with these monsters - that you initially didn't fit in there, because you were something else originally?"

Stemmen lød bedende, alvorlig. Det her var vigitigt. Det var vigtigt, at han huskede.
Han var åbenbart blevet nedgjort af sine, nye, egne. Med Alessas kendskab til ham, så gav det god mening. Alastair havde altid været medfølende, livlig og glad, sådan noget kunne umuligt forsvinde, blot fordi han var blevet tvunget til djævlenes side. Og i hendes hoved gav det mening, at det skulle være derfor han ikke passede ind. Så vital en del af ham kunne bare ikke forsvinde.
Tankerne om at omgås en djævel, særligt Alastair hvilke konsekvenser det kunne få, faldt hende slet ikke ind. Den nøje beregnende tankegang, hun ellers altid fulgte, var forduftet som dug for morgensolen.

Der måtte være et minde gemt derinde, ét eller andet sted, hun måtte bare finde en måde at grave det frem på. Det kunne ikke være forsvundet..

Det der efterfulgte hendes fnis, havde skabt en voldsom reaktion i Alastair. Hans øjne blev knebet sammen, og hans læber foldet, i hvad der mindede mest om et kort udbrud af vrede. Dog, blev der ikke udtalt noget ved det, og det holdt også kun i ganske kort tid. Derefter virkede han så forundret som han havde været før, imens han betragtede Alessa. Den omsorg der havde været i de elegante lange fingre, havde fået Alastair's øjne til at lukkedes. Han havde følt dette før. Denne varm. Men det var ikke med hende. Den tanke fik hans øjne til at åbne igen, og igen betragte Alessa, med et søgende blik. Han ønskede at huske hende. Det virkede som om, at det hun troede om ham, var noget.. Vidunderligt. Noget hun var blevet såret over at miste. Han ønskede ikke at såre hende yderligere, så han gravede i hvert eneste billede fra hans fortid, efter hendes navn. Men han fandt intet..
Hendes desperate søgen efter svar, fik Alastair til at knibe øjnene igen, men han forblev komplet stille, og lod hende tænke ud. Han tænkte. Fortsatte med at lede efter de svar hun søgte. En brise ramte hans jakke, og fik de åbner sider til at blaffe en anelse, imens han lagde sine hænder i sine lommer. Han lyttede intenst til hendes ord, da hun igen søgte efter at grave ned i ham. Ind, og finde mindre og tanker fra sin fortid. Alt det her, var sket før. Dog havde der ikke været disse følelser, sidste gang. Han havde ønsket at nægte det sidst, men hendes sorg fik ham til at forsøge.

Da hun havde talt færdigt, stirede Alastair dybt i hendes øjne. Hendes hånd havde fanget hans, og han havde ikke forsøgt at undgå det. Men hans fingre greb kun ganske kort hendes hånd, inden den slap hende igen. Men dette, kun for i stedet at søge op efter hendes ansigt, som hun havde hans. Hans fingre tøvede ikke, som hendes havde. Hvis ikke hun forsøgte at undgå det, lod de lange stærke fingre sig møde hendes hud. Hans led ikke under vindens kulde, men var varme og bløde, som de kærligt aede imod hendes kind. Hans hånd forblev der for en tid, tommeltotten blidt aende imod hendes kind, imens hans øjne søgte dybt ind i hendes. Men endelig, måtte han give op. Hans øjne faldt imod jorden imellem dem, imens han sukkede og rystede på hovedet en enkelt gang.

"I've got nothing.."

Startede han, inden han kiggede tilbage imod hendes ansigt, nu med et mere sørgmodigt et af hans egne.

"I've got.. Close to a thousand years, on this earth.. Distanced from my own kind, the Monsters we are.. Ridiculed by everything not of my kind.."

Fortsatte han, stadigt med hans hånd tæt på hendes ansigt, dog ikke længere i kontakt. I stedet strakte han sin pegefinger frem, imens han begyndte at tale igen, og bakkede et skridt tilbage.

"One thing.. One.. Very big thing... I've heard, what you said earlier before.. 'No recollection'? I've heard that before.. And.. Last time..."

Han tog endnu et skridt tilbage, imens han begundt blidt at ryste med sin hånd, som en afværgende finger.

"It -Destroyed-.. Me.. To find out, I was.. This..." Han tog et par sekunders pause, inden han fortsatte. "No.. No, not again.. From what I see in you, not remembering -this-.. What ever -this- is.. Is going to be extremely painful. No. Not again. It has to be someone else.. You've got me mixed up with.."

Hans blik virkede nærmest strengt, som han fortsatte. Som var det tydeligt, at et sår nettop var blevet åbnet, med det hun havde sagt. Alastair reagerede meget sjældent sådan, overfor hverken mennesker han kendte, eller fremmede. Specielt ikke da han stadigt havde været i himlen. Men når han gjorde, var han såret. Søgende. Ubehaget. Når et eller andet, virkeligt nagede ham. Alastair sank en klump, og strakte kort sin nakke, imens hans øjne fik et anelse mere glitrende skær, i lyset fra måneden der nettop var trådt frem. Det var tydeligt, at mange følelser blev nedkæmpet, og kun frustration og forvirring blev fremvist. Et ryst med hans skuldre, og et stort sæt sorte vinger slod ud bag hans ryg, efter at have revet sig igennem hans jakke. Der var næsten ikke plads til de store vinger i rummet ved deres side, så den ene krummede sig en anelse sammen. Hans øjne bevægede sig imod vingen, for at rette den ordentligt, inden de gled tilbage imod hendes, med et sammenknebet blik.

"Goodbye.. Lady.. Please.. Don't attempt to follow me..If I should feel like risking my very existence being torn to pieces by Fucking Amnesia, I'll find you.."

Endnu en ting, han stort set aldrig gjorde, og bestemt aldrig havde gjort i himlen. Med et hop, hoppede han ud over kanten, og holdt sig lige i luften, med ryggen til, et par meter fra kanten hvor hun stod. Langsomt vendte han sig dog om, og stirrede imod hende over sin skulder.

"Excuse the language.."

Undskyldte han, inden han med en voldsom bevægelse med de store, imponerende vinger, satte i høj hast væk fra Domkirken. En hast, der kun kunne blive opnået, af andre med lige stor erfaring med sådanne hastigheder. Han ville ikke stoppe, og ville ikke have givet hende en chance for at stoppe ham. Han ville væk. Måtte væk. Han kunne ikke risikere, at ødelægge det der var blevet bygget op, endnu engang. Det var i hvert fald hvad han sagde til sig selv, som han fløj væk. Men en nagende tanke blandede sig dog. Hvad havde han, i grunden, bygget op?

//out

Øjnene fulgte hans kropssprog, hans reaktion på hendes ord. Hun havde set ham holde sit kropssprog neutralt før, selv i overraskende situationer. Men reaktionen var kraftigere end normalt, dette påvirkede ham, det kunne hun se og føle, hvilket kun gjorde hende ilde til mode. Et dybt suk blev trukket ind gennem næsen, som for at berolige sig selv.

At han lod hende holde om hans hånd, fortalte hende ét eller andet. Hun var ikke helt klar over ved, men var der noget? Et trist udtryk trådte kort over hendes øjne, dog forsvandt det hurtigt igen, da hans hånd blot bevægede sig op til hendes ansigt. Varmen fra hans hånd, en form for ømhed? Hun lod ansigtet hvile i hans hånd, som fandt hun tilbage til en gammel tryghed, hvilken hun ikke havde mærket længe. Hun gengældte hans blik håbefuldt. Han søgte, det kunne hun se. Ville han kunne genfinde mindet om nærheden? En dyb vejrtrækning fortalte om den ro, hun fandt ved hans berøring.
Hun havde været ham foruden så mange år. Selv var hun en smule overrasket over, hvor let hun genfandt roen ved hans berøring, men lod sig ikke yderligere påvirke af det, nød det blot.
Det håbefulde udtryk krakelerede på en måde, da han rystende på hovedet gav op.

"You've walked this earth for more than a thousand years. And they were not your kind, originally. You were loved by my kind.. By me.. Why you cannot remember, I do not know but there have got to be a reason for this."

En usikkerhed trådte frem, da han pludselig ændrede kropssprog og begyndte at bakke væk. De lange, slanke arme tog fat om frakkens åbne kanter, trak dem rundt om sig, så hun holdt sig selv tæt, et forsøg på at finde støtte i sig selv. På én og samme tid lignede hun en lille usikker pige, der havde fået tæppet trukket væk under fødderne på sig, og alligevel så blikket i øjnene ældgammelt ud, alt for meget viden og erfaringer strålede ud af dem, som slet ikke passede til en krop midt i tyverne.

"Please, don't walk away, you have to keep on trying. This might be difficult, even painful but in the end I believe you will be glad to learn of your original background. Don't deny this opportunity!"

Stadig med armene foldet om sig selv, fulgte hun forsigtigt et skridt efter ham. Hun genkendte hans reaktion, vidste han var såret, ønskede det ikke, men fandt det nødvendigt, vitalt, at han huskede. Det var en voldsom reaktion fra hans side, hvilket han ikke plejede at gøre, men meget kunne også have ændret sig på tusind år.
Hun blev ikke overrasket over, reagerede heller ikke, da hans sorte vinger pludselig fyldte det meste af rummet.
Den eneste reaktion var blot, at hun rakte en hånd frem mod ham.

"Love.. Don't leave. Let's figure out this together. We've fought through things so often in the past, let us do it again."

Hun var helt henne ved kanten, da han hoppede udover.

"Alastair! Stop!"

De enorme hvide vinger rørte kort på sig under tøjet, klar til at følge efter ham, men holdt sig dog tilbage, lod vingerne blive under tøjet. Så blot efter ham, som han fløj længere væk. Armene foldede sig endnu engang om hendes krop, mens han forsvandt helt ude af syne. Lyden af Alastairs klokke lød om muligt endnu mere skærende falsk, som han flygtede væk fra hende.
Hvis hans personlighed stadig var intakt, vidste hun, at han ville have brug for en tid for sig selv. Det ville blot gøre det hele værre, hvis hun fulgte efter. Men hun var sikker på, at han efter en tænkepause ville opsøge hende igen. Hvis ikke, ville hun selv finde ham endnu engang.

Længe stod hun blot og så ud i mørket på det punkt, hvor han var forsvundet ude af syne. Det var først da hendes krop begyndte at ryste af kulde, af at have stået stille for længe, vendte hun sig om, forlod stedet ned ad trappen og forsatte direkte hjem.

Alastair.. What happened to you? Why did this happen? Var hendes tanker hele vejen.

//Out