It's christmas time!

I mean.. The feeling of someone being afraid of you is only that great for...
Dæmonen klemte øjnene lidt sammen: som om han virkelig søgte en afslutning på hendes sætning. Alligevel syntes Autumn at forkaste det. Nej, måske ville han ikke forstå, men han ønskede at vide hvad det var hun nu anklagede ham for. It's only great for you. – Det var det han hørte i sit eget hoved, og sådan han afsluttede hendes erklæring. Selvfølgelig vidste han, at han var selvisk af natur. Det havde han altid været. Det var bare som om det gjorde ondt, at Autumn nu skulle komme med en sådan hentydning. Det virkede som om hun stikkede til hans morale – eller manglen deraf. Det var selvisk at få andre til at frygte én... Man behøvede ikke at benytte sin styrke til underminere andre – man skulle bruge den til at overleve. Derek vidste ikke hvorfor hendes erklæring – trods den manglede noget – satte så tydelige mærker i ham. Måske fordi han pludselig fandt sig selv i en situation hvor han vidste, at han af moral kunne være på niveau med lægen der holdt Autumn i sin varetægt. Selvom Derek aldrig havde såret hende som han havde fysisk – kom han til at tænke på, om Autumn nogensinde havde sat ham ind i samme kategori som lægen. Kategorien af dem der mente at dét at bruge deres styrke til at underminere andre kunne retfærdiggøres. Dem der var større monstre af sind end alle andre. Sandheden var, at Derek var i tvivl om, han nogensinde kunne finde på at synke dybt nok til virkelig at benytte sig af sin styrke i samme omfang. Benytte sig af den kyniske side af sig selv, som han havde haft i sig siden han var barn... Hvad hvis Autumn mente at han havde samme potentiale? Han huskede hvordan hun engang havde set på ham. Dengang han fandt hende i sit skab...
Dæmonen sank en klump i halsen, og stirrede ned i te-grumset i sin tomme kop. Pludselig følte han sig mere tom indeni. Han bemærkede knapt nok hvordan hans egne ord kunne have fået hende til at føle sig truffet... Han overvejede det ikke i ét sekund. Det var først da hun havde rejst sig op, at han endelig syntes at vågne mere op. Forvirret hvilede hans øjne mod hende. Det var som om det virkede forkert. Selvom hun var en god løgner, virkede han mere opmærksom. Mere skeptisk... Det her var ikke bare impuls. Dette var noget andet. Han åbnede munden for at sige noget, men gik i stå. I næste sekund var hun på vej ud af døren.
Det var først da han hørte klokken fra døren, at han rejste sig op. Næsten så hurtigt, at stolen var ved at flyve tilbage og lande mod gulvet. Alligevel formåede den at vippe sig selv i balance igen, før den endelig holdt stille. Dæmonen greb sin guitar og frakke før han stormede ud af døren. Han nåede ikke at tage frakken på, men blev mødt af sneen på både de bare arme, halsen og ansigtet.

”Autumn?” Han kastede et blik hver vej – før han endelig så hende. Hvad han skulle – vidste han ikke. Alligevel pumpede energien rundt i ham som en gal, trods hvert snefnug stak grueligt mod den netop opvarmede hud. ”Autumn, stop!” Han halvløb over mod hende, tog hende ikke-voldsomt-let i armen, for blot at træde ind foran hende.
”What the fuck was that?” Han slap hende og pejede tilbage mod kafeen. Der var noget utilfredst over hans ansigtsudtryk. Som om energien bragte noget ikke så overbærerne over hans ansigt: ”One moment you're smiling and laughing, and the next you're rushing out the door?” Han vidste allerede nu, at han ikke skulle være fulgt efter hende. Han kunne mærke på sig selv, at han søgte svar, som hun nok heller ikke var i besiddelse af.
”I want you to tell me the truth for once.” Han så alvorligt på hende: ”You're lying to my face constantly, aren't you? We aren't friends – no, okay – fine! But if you despise me, I'd rather not have you invite me for tea, laugh at my jokes or even talk to me.” Det værste var, at han følte at det han lukkede ud for hende nu, ikke havde så meget med hende at gøre i sidste ende. Det var hans egen tvivl... Hans egen frygt for at blive vendt ryggen igen. Han følte at han havde et bånd til Autumn, trods deres forskelligheder. Noget han ikke kunne forklare. Hvis hun virkelig bar en maske i hans selskab, ville han hellere have at hun skulle smide den. Han stolede ikke på hende. Det var vel sandheden. Han stolede ikke på hende, fordi hun blev ved med at være en splittet person... Men det var han også selv.
”I can't okay...” Han viftede med den ene hånd, og vendte ryggen til hende; ”I can't be around someone who sees me like a cynical monster... But maybe I should just realise that it's what I am. Obviously everybody who'd ever seemed to think otherwise, have been lying bastards.” Han trak sin frakke på, og kunne ikke afholde sig selv fra at vende sig om mod hende i en kort stund igen. Hvorfor var han såret? Hvorfor føltes det som om han havde en bold af skyld i sin brystkasse? Han så på hende med et lidt fortabt udtryk i ansigtet, "But maybe you didn't lie..." mindede han sig selv om, og hævede en hånd op mod den kogende pande. "Maybe you're... Really just going home..." Havde han overanalyseret det hele? Han sænkede blikket mod jorden. Det burde ikke betyde så meget for ham, burde det?

Noget stak sig hårdt ind i hende, da hun hørte hans stemme råbe efter hende. Hun kunne genkende den stemme lige meget hvor. Og hun var ikke sikker på hvorfor. Det virkede en smule underligt. Men måske var det den svage brummende lyd, der hang over den, som gjorde den en smule betryggende. Eller også var det den stemme, hun havde hørt mest til, udover manden i sit hjem. Dog stoppede hun ikke op. Hun havde næsten bare endt med at sætte tempoet op. Men det skete aldrig. Ikke inden hun blev stoppet brat. Og det næste var så at hun så op imod Dereks ansigt igen. Med de brune øjne, den blege hud og det mørke hår. Hun så ret overrasket og stirrede på ham. Hun havde ikke forventet at han ville løbe efter hende. Hun havde forventet, han blot havde blevet siddende. Måske smuttet op og få en samtale med blondinen bag disken. Det var det indtryk, hun havde haft i hovedet af ham. Men han var sværere at komme af med, end hun havde troet. Sværere at lyve for, selvom han var selvisk af natur.
”I.. I’m sorry.” var det eneste hun lige syntes at få igennem sine læber. Hun havde ikke forventet at skulle forsætte en samtale. Så hun stod lidt på bar bund i øjeblikket. ”I’m just abit exhausted. And stressed..” Det var vel sandt. Men hun kunne ikke helt få sig selv til at sige mere. Også selvom han kort efter endte med at smide flere ord i hovedet på hende. Flere overraskelser, der fik hende til at stirre imod ham med lettere opspilede øjne. Hun lod endda værre med at trykke sine briller på plads, som de faldt længere ned af hendes næseryg. Hun var vel et sted direkte mundlam. Han havde set igennem hende. Og hun følte for første gang, sådan rigtigt, hvordan det var. Ikke rart. Hun skilte sine læber ad, som ville hun sige noget. Men hun endte bare med at lukke den tæt sammen igen, som lavede hun samme mimik som en guldfisk. Hun greb fat i fleecens stof, som hendes hænder endnu var begravet i lommerne. Og hun fandt sig selv i at se alle mulige andre steder end imod dæmonen foran hende. Som søgte hun efter noget. Derefter stirrede hun blot imod ryggen, der nu var blevet vendt imod hende. Hun sagde stadig ikke noget. Holdt stilheden på et noget ubehageligt stadie. Heldigvis ramte den selv hende efter lidt tid.

Med ét, tog hun et skridt tættere imod ham. Hun greb med det samme omkring hans nærmeste hånd, hvor efter hun tillod sig at trække ham med sig. Og hun lagde kræfter i, hvis han prøvede at kæmpe imod. Han ønskede at høre sandheden? Hun var ikke sikker på hvad han ønskede at vide som sandheden. Hun havde trods alt ikke løjet for ham. Hun havde ikke følt hun behøvede. Men han følte sig tydeligvis udelagt. Som manglede han nok information omkring hende, til at have med hende at gøre.
Hun stoppede endelig op, som de var kommet væk fra folkemængden. Det lignede mest bare en almen gyde imellem et par bygninger. En blindgyde i den ene ende, og metal trapper op ad væggene. Samt et par containertanke. Intet specielt. Først da slap hun hans hånd igen. Tog et par skridt fra ham. Og vendt sig ikke om. ”I’m a…” Hun holdt inde et øjeblik, mens hun så lidt frem for sig imod enden af gyden. ”I’m a very unstabile person. My crazy mood swings comes from the fact that I’m something called bipolar. It gets even worse when I’m hungry and tired. I often don’t have any kind of mental shield in a state like that.” Hun spændte en smule og fik sendt sine skuldre op omkring sine ører. ”And… And I don’t despise you. I just can’t always handle the reflection I see. You seem so strong. Everyone seems so strong. I guess the truth is that I’m even more monster than you. I have this innocence over me, so no one really… finds out. I have this mind that makes me so pure.” Hun holdt igen. Endnu en overraskelse ramte hende. Den måde hendes kinder føltes fugtige. Tvang hende til at tage en hånd op imod sine øjne. For lige hurtigt at få tørret dem. ”I have seen the face of true fear on others. A fear caused by me. And even a begging cry for me to stop, I didn’t. My hands are not clean. Sometimes I can still see the blood on them. And I enjoyed it. Every single time. Every single scream.” Hun faldt nu en smule sammen. Eller hun satte sig nok bare ned på hug. Hun svang sine arme omkring sine ben, men forholdt sig på fødderne. Hun skjulte sit ansigtet i skam og forsatte: ”I’ve killed so many in the past. And only for fun. And now I don’t even know why I did it. I blame it on a meltdown. But the more I hear about this… the more I think it’s just who I really am. I’m even starting to drive old thoughts up from the deep. My head is filled with things I feel like are right, but then again are wrong. And I find things that feel wrong. But then again right.” Hun var ikke engang selv sikker på, hvad fanden det hele betød. ”I’ve always been the bigger monster. And I’m not sure how to co op with it.” Inderligt ønskede hun, at han for længest have forladt stedet. Og bare efterladt hende. Hun hadede det faktum at han var så nem at få fortalt alt dette til. Hun burde ikke åbne sig. Overhoved. Aldrig. Der var ingen grund til, at folk kendte til hendes hemmeligheder. ”Now… Could you leave.” Hendes stemme var fyldt godt ud med skamfulde toner. Og hendes skuldre rystede. Dog ikke af kulde. "And please forget what I just told you. It was wrong telling you."

Så snart hun havde sluppet hans hånd, lod han ryggen ramme en af murene i gyden. Lyden af træ mod sten lød, så snart guitaren ramte belægningen. Alligevel var han fuldstændig ligeglad. Lige nu skammede dæmonen sig blot over sig selv. Over, at han havde ladet sig påvirke, og været sårbar i et splitsekund. Han hadede den følelse. Følelsen af at folk måtte dømme ham. Følelsen Autumn sikkert gik med konstant. For som hun selv sagde: der var noget uskyldigt over hende.
I'm not strong... Not always... Han ønskede at lade ordene glide ud over læberne, men kunne ikke få sig selv til det. Ustabil..? Talte hun om at være ustabil? Hver ting der kom fra hende, syntes han at retfærdiggøre i sig selv. Holde dem op mod  sandhederne om hans eget indre, som om han endelig var i stand til at se de svage sider, som han ikke lod andre komme i nærheden af. Drømmene. Håbene... Dem der var gemt væk et sted, som ellers var plaget af skygger, mareridt og minder. Det var først da Autumn begyndte at nævne sine ofre, at dæmonen endelig lod sit hoved tømmes af parelleller til sit eget liv. Ikke fordi der ikke var utallige :  Han vidste bare, at han for en gangs skyld måtte vende blikket udad, og bekymre sig en smule  om dem der havde det værre end ham selv. Han vendte ryggen til hende, lænede panden mod den kolde mur og lyttede... Lyttede til hendes ord – og kun det.

Intet fik ham til at rokkes. Han kunne mærke smerten bag fortællingerne, men frem for at skubbe Autumn mere væk fra sig, følte han endelig, at der var et punkt hvor deres verdener måtte mødes. Mærkværdigt som det nu var... Dét at kende hendes hemmelighed og historie fik ham til at bekymre sig mere om hende. Endelig kunne han sætte sig lidt ind i hendes sted, frem for at forkaste hendes ideer og hendes væremåde. Sandheden var vel, at de var to vidt forskellige steder i deres liv, og havde forskellige måder at håndtere deres fortid på. At hun fortalte ham om det nu, fik ham til at føle, at hun ikke længere var oppe på den moralske pidestal som hun altid havde været ifølge ham... Og dog... Gjorde hendes fortrydelse og hendes refleksioner hende ikke stadig moralsk? Intet af det hun sagde syntes at rykke hans syn på hende negativt. Tværtimod fik det hende til at virke mere identificerbar. Og det fik ham selv til at føle sig bedre tilpas. Siden han havde mødt hende, havde han følt sig som et monster. Nej... Siden første gang hun kaldte ham det. Hvert sekund med hende, havde han følt sig ude af kontekst. For mørk... For grusom... Måske var de begge bare...- Som de var. Ingen monstre. Ingen misplacerede.
”I'm glad you told me.” Han vendte sig endelig om mod hende igen – måtte slå blikket ned for at se hendes skikkelse: ”Whether you like it or not, I'm glad you did.” Han nikkede bekræftende, med noget mere kontrolleret over sit ansigt. Noget der næsten var fredsommeligt. Som om han endelig havde fået det svar han behøvede.
”I can finally cope with this... Maybe you can't. I'm not forcing you to. Now I've atleast got some answers...” Han så på hende – næsten med et bekymret udtryk i sine øjne; ”I'm sorry for this, Autumn... I didn't wanna make you feel bad for not telling me. I get it. I get why it's hard talking about shit like this. I really am sorry.” Selvom det var en sjældenhed, følte han at han blev nødt til at undskylde. Han havde trods alt angrebet hende for at holde tilbage. Men det havde været hårdt at ophøje hende til en saint gennem hele forløbet. Især fordi det havde sat ham i en meget forfærdelig rolle.
Han vendte blikket mod jorden: ”Do you really think I would judge you?” Det lød absurd for ham. At hun skulle se sig som et større monster end ham. ”We both have blood on our hands... ” Han vendte igen øjnene mod hende. De virkede røde, trods hans krop nok aldrig ville tillade det at blive til mere end blot dét: En smule rødmen i øjnene. Endnu et tegn fra kroppen om, at han skulle være stærk. Det var hans natur. ”I've killed... I told you that I've only hurt people who could defend themselves. Who weren't weak and innocent. That's not entirely true...” Han rystede på hovedet. Han vidste ikke om han skulle sige det. Om det ville betyde noget. Skulle kortene på bordet? ”There's a reason why I came here... Why I came to Di Morga-.” Derek så på hende med alvor i øjnene: ”I've been searching for my mom and dad for 80 years, Autumn. I found him... I found my dad." Det var som om antydningen af et smil gled over hans læber. "He was in Paris. Of course I thought he'd be like a hero to me, and that our meeting would be the most perfect moment of my life. Well... It was'nt. As soon as I saw him I freaked out.” Hans blik veg ikke fra hende; ”I killed him just a few days before I met you the first time. I didn't let him say a word to me. I just murdered him, and felt no remorce. Does that make me a monster? Yeah, probably. But I don't regret it.” Han lænede igen ryggen ind mod muren, sukkede og lænede hovedet lidt tilbage.
”Having you tell me about what you did does not make me despise you.” Han kunne se ånden fra sine læber som en hvid sky i den frosne luft: ”It makes me respect you, in some wierd, twisted way.” Han så igen på hende. Sænkede hagen en smule, og lod blot øjnene ramme hende. "Who are to judge who the biggest monster is? Maybe it's just the world that's screwed up, and us who are too narrowminded to notice it." Han rystede på hovedet.
"I know what it's like to be hunted my guilt. And yeah - maybe you've killed more than I. But we are victims of  circumstances. I know it doesn't justify everything... But maybe we just have to accept some kind of truth to make it through it all." Han trådte et skridt hen mod hende: "My way is to make people fear me... Respect me... That's probably not the right way, no... It takes more courage to agree to be undermined than to spread fear. You are stronger than me, Autumn." Han nikkede roligt: "You show remorce now... And empathy. That's what makes you stronger. That's what makes me respect you."

Selvom Autumn forblev i sin sammenkrøllede stilling, og selvom hun ikke udadtil så ud til det, så hørte hun hvert eneste ord han sagde. Hver eneste lyd nåedes hendes ører. Hun opfangede hver eneste tone. Og hun fokuserede kun på hans stemme. Ikke på hans bevægelser. Ikke på hans blik. Kun hans stemme. Og de ting der ord for ord fandt sin vej ud af hans læber. Hun var ikke sikker på, om dette var sandt det hun hørte. Hun vidste ikke, om det blot var en illusion, hun dannede for sig selv for at føle sig en smule mere tryg. I hendes hoved havde hun forventet, at han bare var gået, da hun havde bedt ham om det. Andet virkede ikke til at passe til Derek. Plejede han ikke at være typen, der helt flygtede langt væk fra konflikter som disse? Det hele virkede så uvirkeligt. Som om det blot var en drøm, der spillede sig igennem hendes hoved. Men hun vidste skam godt, at landet ikke lå sådan. Det hele skete virkelig. Hun havde rent faktisk udtalt sig om tingene til denne person. Et andet individ kendte til hendes hemmeligheder. Hendes andre sider. De sider, der satte hende i båse som djævel og monster. Hun følte sig skamfuld. På et højt plan. Over at han nærmest lød lettet. Det virkede som om, det var alt, han havde ventet på at høre for hende. Hendes søde facade var bristet. Hun var ikke længere den fuldt ud uskyldige lille pige, der intet kunne gøre galt. Ikke engang gøre en flue fortræd.
Hun foldede sig mere sammen. Og lod egentlig bare tårerne trille. Hun skjulte sit ansigt godt. Hun vidste, hvor meget han hadede at se hendes grædende ansigt. Så lidt kunne hun vel gøre for, at få ham til at føle sig lidt bedre tilpas. I det mindste kunne hun holde de grafiske billeder væk. Og lyden af hendes gråd var kun meget svag. Som et par snøft en gang imellem. Hun følte sig fuldstændig blottet nu. Hun kunne lige så godt stikke ham en selvbiografi, så han kunne få lov til at få al information om hende. Fra skabelsesdagen. Til hendes opfundne fødselsdage i menneskelivet. Til tragedien. Og til nu. Det var underligt. Og det var ubehageligt. Men alligevel var det lidt, som om en vægt var blevet løftet fra hendes skuldre. En vægt hun havde vænnet sig så meget til, at det virkede helt surrealistisk ikke at have den over sig længere.

Lidt efter lidt, som stilheden havde hængt over dem, kom hun dog alligevel lidt til live igen. Endelig begyndt hun at folde sig ud igen. Hun løsnede grebet om sine ben. Og som havde hendes knæ sat sig fast, rejste hun sig med lidt besvær op igen. Rettede sig op i den fulde højde på de sølle 160 centimeter. Hun så stadig ikke imod ham. Men hendes ansigt var ikke længere skjult. Men blot i profil til dæmonen. Hun gemte sine hænder i de lange ærmer i fleecen. Og efter at have fjernet brillerne tørrede hun grundigt sine øjne. Samt kinder, som igen havde fået rester af den mascara hun havde haft på. Heldigvis stod hun ikke og lignede en eller anden vaskebjørn. Hun tørrede også lidt sin næse i ærmet, hvor efter et snøft fremstod. Hun græd ikke mere. Det var lidt som om hun endelig havde fået grædt helt ud. Hun var tømt for tårer. Hun sank tungt noget af det slimede spyt, der havde samlet sig i hendes mund, og hun fik taget den ene hånd ud af ærmet igen. Blot for at lade fingrene køre igennem det utæmmelige hår. Huen var allerede faldet af, og lå endnu på jorden ved hendes fødder. ”Now it’s me who looks like a mess..”
Endelig blev de abnormalt blå øjne rettet hen imod Derek. Hun virkede stadig bedrøvet og usikker på sig selv. Og for en gangs skyld sad der ikke et ubekymret smil over hendes læber, som på mirakuløsvis ikke længere var tørre. Snefnuggene blev ved med at lægge sig over hende. Dannede små hvide pletter i hendes mørke hår. Og hendes blege hud matchede hendes udstråling af en sand isdronning. ”Why did you suddenly open up for me? Why didn’t you… just leave?” Hun lød mere overrasket end skuffet og irriteret. Han havde holdt så tæt omkring sin egen information før. ”Why did you even care if I lied and kept secrets? How did you even get me to speak so easily?” Hun stod lidt og fumlede med sine briller i begge hænder. Hun kunne kun lige se hans omrids. Og hun havde svært ved at vurdere, hvor langt væk han stod. Det stoppede hende dog ikke fra at se imod ham. ”Why did I get such a bad feeling about the one thought that you didn’t wanted to talk to me again? Why do I feel so… fucking attached to you? I shouldn’t! I could end up hurting you! You could get hurt… Why didn’t I push you away from the beginning? Like I do with everybody else..”

Han fulgte hende med øjnene da hun rejste sig op. Selvom hendes blik ikke havde hævet sig mod ham, var det ikke svært for ham at konstatere, at hun havde grædt. Han var selv ikke så håbløs som han havde været før. Der var derimod noget forløst i ham. Som om det var rart for ham, at få afklaret det hele. At få konstateret, at hun ikke så ham som noget forfærdeligt. At der var en grund til, at hun kunne tale med ham, og at hun ikke var flygtet fra ham for længe siden. Hvad grunden var, vidste han ikke selv. At hun stillede de spørgsmål, som førhen var blevet tilbageholdt af dem begge, fik ham faktisk til at blive bedre tilpas. Ja.... Nu lå alle kort på bordet.
Han lod hænderne glide ned i sine frakkelommer, og trak skulderne op mod ørene: ”I... I don't know.” Han vidste ikke hvorfor han havde fortalt hende om sig selv. Det var ikke noget han plejede at gøre. Han havde netop fortalt hende noget om sig selv, som han end ikke engang havde reflekteret over på egen hånd. Noget han aldrig havde tænkt sig, at huske tilbage på eller stille spørgsmålstegn ved. Dæmonen sank en klump i halsen... Som om hans krop stadig prøvede at få ham til at holde kæft og forblive stærk og følelseskold. Det var som om hver eneste celle i hans krop forsøgte at få ham til at lyve, blot for ikke at sige noget der kunne bruges mod ham. Men havde han ikke allerede gjort det? Var der noget at tabe på nuværende tidspunkt?
Han lod skulderne falde en smule, og rystede tænksomt på hovedet: ”Sure – it's easier to walk away. But I've dne that too many times in my life... Maybe I've gotta suck it up for once. Be brave.” Han mødte hendes blå øjne, med en oprigtighed aftegnet i sine egne: ”No, I don't like the fact that people know stuff about me. That they judge me. I'd rather tell them a lie even more terrible than the truth. Just 'cause it's easier.” Han lod fingrene glide over cigaretpakken i den ene frakkelomme. Den blanke overflade, som var lidt flosset i kanterne. ”But I guess we both hate it.- Telling the truth. Saying it out loud.” Han trådte et skridt tættere på hende: ”But you told me... Now I'm more comfortable telling you.” Det var sandheden. Ingen af dem skulle rykke hurtigere end den anden : en sandhed kunne følge en anden. De skulle balancere hinanden, så ingen følte sig udsat.
Why did you even care if I lied and kept secrets? Det var noget Derek havde spurgt sig selv om utallige gange. Endnu en gang måtte han ryste på hovedet. Snefnuggende prikkede til den øverste del af halsen : landede mod kæbepartiet og sendte nærmest små stik gennem hudcellerne. Følelsen var ikke rar, men det var som om det dulmede noget i ham. Blottede ham : og afholdt ham fra at lyve... Frakken var stadig åben, og han kunne mærke kulden mod sin brystkasse. Alligevel lukkede han den ikke. Han gjorde intet forsøg på, at dække sig selv til for at beskytte sin varme. For en gangs skyld tillod han sig selv at være blottet og svækket.

”I don't know why I care. I guess I just... do.” Der var noget usikkert i hans blik. Som om han søgte et svar i hendes blik som ingen af dem kunne bidrage med. Roligt lod han sine hænder glide op af lommerne. Den ene hånd gav sig til at klø et sted bag hans hår ved nakken. Hænderne virkede varme mod den nyligt kølede hud. Han slog dernæst blidt ud med begge hænder – spredte armene lidt spørgene ud til siderne:
”Why did I stay in France? Why didn't I go home when I found out what this place really was: What really happened in Di Morga? When you told me to get out of here? Why did I feel the urge to roam the streets – walk down a certain alley-way and find you lying there later on..?” Spurgte Derek, og huskede tilbage på deres tidligere møder: ”Why did those jerks take me to the High School, the same evening that you decided to study there?”
Han så på hende og trak lidt ironisk på smilebåndet. Ganske flygtigt: ”Autumn... Who the fuck knows the answer to those questions? No one, that's who.” Ordene gled lettere hurtigt over hans læber. Dernæst lod han hænderne glide ned langs sine sider: ”Something... Or someone wants our paths to cross. I don't know why. But I have a feeling it was because of this...” Han lavede en gestus med hånden mellem dem begge. Som for at signalere, at det var situationer som disse, de var ment til at stå i. Situationer hvor de stillede spørgsmål ved det hele, og måske endda tillod sig selv at åbne op for hinanden : ”We're fucking ice and fire. Strong where the other one is weak... It makes us able to hurt each other, but we're also able to make each other stronger.” Han lagde roligt en hånd mod hendes arm. Ganske blidt: ”We once spoke about the fact that it was easier to speak the truth to strangers. We're not strangers anymore, are we?  We might not even be friends. But maybe we don't need to understand it. We just need to accept the fact, that we're actually...-” Han lod sin hånd falde ned langs sin side igen: ”We're just... us.”

Det hele blev ved med at give mening for hende. Alle de spørgsmål hun havde kørende rundt i hovedet var ikke ment til at blive besvaret. Ikke af andre i hvert fald. Hun var nød til selv at grave dybt ned i sit sind. Og selv lede efter svarene. Et efter et. Mens der direkte ikke var noget bestemt svar på nogen af dem. Det var som at spørge, hvorfor jord hed jord. Og så videre. Det var frustrerende så snart, man begyndte at tænke over det. Og kun der. Normalt ville man bare gå rundt og lade det gå forbi en. Der var ingen der burde være filosofisk omkring verdenen. Eller dens ubesvarede spørgsmål.
”So what you are telling me.. is.. that you believe our meetings hasn’t been by mistake? Or coincidence?” spurgte hun en smule usikkert. Og hendes blik virkede mere spørgende. Uforstående. ”But fate?” Hun havde aldrig rigtig troet på skæbnen. Dog var hun sikker på, at hun ikke var sat på jorden for ingenting. Hun havde altid bildt sig selv ind, at hun var til stede for at være andres boksepude. Men det var også den eneste del af skæbne, hun havde ladet sine tanker glide hen i. Måske var det hele ikke helt så tilfældigt. Hun havde mødt ham flere gange. De havde begge været det samme sted på samme tidspunkt flere gang. Og tit havde det kun været de to. Som havde nogen blevet ved med at skubbe dem over i hinandens retning. Det virkede mærkeligt at nogen ville gøre sådan noget. Hvorfor dog bruge tiden på det? Hun foldede forsigtigt sine briller sammen og fik lagt dem ned i en af fleecens lommer. De var alligevel for plettede med salte tårer og mascara, til at hun ville kunne se noget igennem dem længere. ”It’s just seems.. odd.” Et lille kortvarigt smil gled hen over hendes læber. En smule nervøst. Usikkert. Hun så lidt væk fra ham. Men hurtigt rettede hun blikket imod ham igen, som hun følte hans hånd imod hendes ene arm. Han var tættere på end hun havde forventet. Hun havde set ham komme tættere på. Og hun havde haft lysten til at træde tilbage. Men ikke nu. Nu nød hun nærmest den lille afstand imellem dem. Den var betryggende.

Det var dog først, da han fjernede hånden igen, at hun selv fik sat andet end sit hoved i bevægelse. Som i et splitsekund fik hun grebet fat om kanten af ærmet fra den hånd, han netop havde haft lagt imod hendes arm. Hun holdt ikke specielt stabilt fat, men det lykkedes hende at holde hans hånd fra at falde helt ned til hans side. Med mindre han bare trak den til sig igen. Det havde vel været en refleks. En kroplig meddelelse, om at han ikke burde have fjernet sig.
”I… I don’t want us to stop being… us. I don’t need you as a friend. But I don’t wish to know you as a stranger. Like you said - we’re not. Far from the state of strangers.” Hun slap forsigtigt hans ærme igen. Tillod ham at få sin hånd tilbage. ”I don’t care if it’s was meant to happen. All of this.” Forsigtigt løftede hun begge sine hænder, der stadig rystede ustyrligt, op. Hun greb omkring begge sider af hans varme frakke. Og mens hun fulgte sine fingre med sine øjne, begyndte hun roligt at lukke den for ham. ”Us meeting. Us fighting. Us laughing. I guess I’m just a little bit happy that it did actually happen.” Som hun færdiggjorde, lod hun sin ene hånd glide ned over lukningen for at glatte det helt ud igen, omkring hans brystkasse. ”I quite like the feeling of not being all alone in the world.”
Endelig så hun op imod ham igen. Hun fik strøjet en krøllet lok væk fra sit ansigt, og var det ikke en antydning til et smil på hendes læber. ”I believe it’s mustly time for me to say thank you. You deserve it.” Igen fandt hendes hænder sine pladser i fleecens lommer, hvor hun trak lidt ned, samtidig med at skulderne fløj en smule op imod hendes ører. "You don't make me feel so... miserable."

Skæbnen... Det var en mærkelig størrelse og endnu et af de begreber han ikke forstod. Ligesom håb og kærlighed. Det var noget han ikke troede på, fordi han ikke havde en chance for at reflektere over det, og få det til at give mening.
”I'm not saying it's..-” Ordene gled roligt over hans læber, men han kunne ikke finde hoved og hale i sin pointe. Var det virkelig skæbnen han hentydede til? Var han blevet en af dem der troede på et flyvsk begreb, som sikkert havde været et af hoved-emnerne blag oltidsfilosoffer. Dæmonen rystede let på hovedet: ”Since I was a kid I've believed in everything I could see and touch. Until recently, I've thought that our meetings were coincidental. But meeting you again tonight... Well.... Maybe it's not fate, but I'm beginning to think it at least could be something bigger than us.” Han sendte hende et forsigtigt smil. Det var som om der var kommet en eller anden form for glød i hans øjne. Som om han havde indset, at det hele måske ikke var så enkelt... Så mørkt... Var det her hans næsten Mr.Scrooge-agtige åbenbaring? Det virkde latterligt. Faktisk kunne han ikke lade være med at smile ironisk over tanken, og blotte den øverste tandrække en smule.
”Yeah, it's fucking odd... I agree.” En let latter gled over hans læber. En latter der bar præg af den lette, halvdybe klang der af natur også lå og kildrede i halsen når han sang. ”But isn't everything in Di Morga pretty odd? Maybe we're not meant to understand anything that goes on here. Someone might just be laughing at our reluctance to believe there's more than just what the eye can see.” Tanken virkede absurd ; men var det hele ikke det.

Da hun greb fat i hans hånd, forsvandt smilet kortvarig om hans læber. Det var som om han ikke havde indset hvor tæt de egentlig stod på hinanden, før hendes kolde hånd ramte hans stadig halvvarme. Hans blik gled automatisk ned mod deres hænder. Som om hans syn lige skulle opfatte det samme som hans følelsessans. Dernæst gled hans mørke øjne op og mødte hendes blå. Hagen måtte han sænke en smule som altid. Det virkede næsten automatisk for ham efterhånden. Igen tillod han sig selv at trække på smilebåndet. Noget der – som altid – fik ham til at se yngre ud, og måske i virkeligheden også mere uskyldig. Hvis nogen så dem, ville de sikkert ikke kunne forestille sig, at de ikke blot var to unge, almindelige mennesker, hvis største kvaler omhandlede kærlighed og uddannelse.
”I don't care either. For once I can live with the fact that I don't know why things are the way they are. I just have to deal.” Det var som om han ønskede, at hun ville have holdt fast i ham lidt længere. Som om det mindskede barieren mellem dem for hvert sekund de rørte hinanden. Alligevel lod han sin hånd glide ned langs siden igen. Han fulgte hende dernæst opmærksomt med øjnene, da hun begyndte at lukke hans frakke. Det var som om hans mørke blik ikke kunne vige fra hende gennem processen.
Han sank en klump i halsen, og førtesin hånd op til sin brystkasse, da Autumn gav sig til at glatte frakkens lukning lidt til. Hans hånd lagde sig kortvarigt over hendes: ””The feeling...-” Lød det fra ham; ”Yeah... I guess I like it too. Even if it scares the shit out of me to be honest.” Og hvad var han bange for? Svaret var enkelt... Nu kunne han måske endelig begynde at udvise mere tillid til et andet individ. Men hvad hvis det blev brudt igen? Eller hvad hvis det var ham der var skyld i det? Snart fjernede han sin hånd, og lod hende trække sin egen til sig. Han mødte dernæst hendes øjne, og sendte hende et fredsommeligt smil: ”You are thanking me?” Den ene mundvige hævede sig snart tvivlende over den anden; ”You shouldn't.” Han lagde armene over kors for at bevare lidt af sin varme. Han kunne allerede mærke hvordan huden omkring nakken var blevet mærket af kulden, og hvordan hans næse og læber var blevet betydeligt koldere. Snart ville han sikkert ende med at snøfte som en lille tøs på grund af kulden. ”I guess we're even." Han blottede igen tænderne i et smil. Denne gang skælvede han en smule, da han gjorde det, grundet frostgraderne. Derfor løftede han - ligesom hende - skulderne længere op mod ørene.
"You have been able to take my mind off of things. Distracting me is pretty damn impressive, Autumn. I should be thanking you." Han så på hende, med noget venligsindet i øjnene: "And you actually make me care."

Han trådte lidt tilbage mod muren, for at stå akkurat under tagrenden utallige meter ovenover. Måske ville sneen beskytte ham der. Guitaren fik ham dog til at måtte stå lidt med siden vendt ud mod gaden, for ikke at ridse den unødvendigt - selv gennem materialet fra guitartasken.
"I don't wanna leave..." Det var som om han mumlede det mest til sig selv, mens hans blik ramte den snebelagte gade. Han vidste dog, at han måtte gøre det snart. Kulden lod til at være mere overvældende nu. Det skyldtes nok den absorberede varme fra kafeen. Den fik temperaturforskellen til at virke langt mere markant. Langt mere dominerende.
"I'm glad we talked about this..." Sagde han dernæst, og vendte øjnene mod hende: "It feels more... right, now."

Hun kunne stadig mærke den svage varme fra hans hånd omkring hendes egen. Også selvom der havde varet meget kortvarigt. Og de ikke ligefrem havde stået og klemt hinandens hænder som sindssyge for at dele deres kropstemperaturer. Eller rettere - han delte hans med hende. Hun ville nok aldrig nå den samme temperatur, som Derek. På noget tidspunkt overhoved. Hun var fanget i en norman, som lå under det gennemsnitlige menneske. Det var nok bedre end, hvad han gik igennem. Hun kunne sagtens komme igennem en hedende sommer uden at få det dårligere end normalt. Og hun overlevede uden de mindste problemer igennem vinterens kulde. Hun var et sted en hel del heldigere på det punkt i forhold til ham. Det var vel tydeligt nok.
”You should. You really should. It’s a hell of a lot more scary to not feel alone anymore. But it hurts when you actually do. So sometimes a person just have to pick. Do you wanna be scared? Or do you wanna live your life in constant mental pain?” Smilet sad der heldigvis endnu. Det var ikke forsvundet helt. Og der var vidst ingen tvivl, om hvem dette smil blev rakt hen imod. ”I personally would rather be scared. ’Cause it’s a quite lovely scaring feeling, you know.” Det lød så åndssvagt, når hun sagde det højt. Det havde også lydt åndssvagt, da det kørte rundt i hendes hoved. Men alligevel var der noget, der havde fået hende til at sige det alligevel.
”Then… Then we’re even. Again.” Hun ville nok have kommenteret videre på, hvad han fik sagt til hende. Men det hun følte virkede for uforklarligt, til at hun kunne gøre så meget andet i øjeblikket. Hver gang hun forsøgte at finde ord frem, ville de bare ikke give nogen mening. Eller sammenhæng. Så dette var et sted bedre end ingenting. Dog syntes hendes blik at vise den svage varme, der klamrede sig om hende. Bare tanken om at nogen bekymrede sig om hende. Someone who cared for once. In a long time.

Som Derek selv trådte tilbage og skabte mere fysisk afstand imellem dem, tog hun selv friheden til at komme mere tilbage til virkeligheden. Hun så sig omkring, som havde hun tabt noget. Og inden længe havde hun da også taget sine skridt imod den røde hue, der endnu lå på jorden lidt fra hende. Hun kom ned på hug. Og snildt op igen, som hendes fingre havde lukket som beanien. Hun rystede den fri fra faldnet sne. Og hun nåede faktisk kun at tage den på, inden der endnu engang kom overraskende ord fra dæmonen. Med et overrasket udtryk i det blege ansigt, drejede hun sit hoved og så hen imod ham. Stod lidt bare og studerede ham, der på afstand. Det undrede hende, hvad han havde sagt. Ikke det om deres lille snak. Men det første. Hun blinkede lettere forundret. Ønskede han at blive stående i en gyde? Udenfor i minusgrader? Også selvom han så ud til at fryse mere end hende, trods deres forskellige påklædning.
Hun ventede dog ikke helt så længe, inden hun atter nærmede sig ham, som han stod der. I nogenlunde læ for sneen. Uden et ord. Stille og roligt fik hun taget det fyldige halstørklæde af sig selv. Lige tidsnok til at hun stoppede op foran ham igen. Hun kom op på sine tær, for at gøre det en smule nemmere for hende, inden hun på mirakuløsvis fik vinkelet det omkring Dereks hals i stedet for. Forsigtigt bandt hun enderne sammen. Og som et sidste prik over i’et fik hun rakt sin ene hånd længere op. Hvor hun lige kunne nå op og få rystet lidt snefnug ud af hans hår. ”There..” Hun kom ned på flad fød igen og tog et enkelt skridt tilbage igen. ”You seem to need the warmth more than me.” Hun fugtede diskret sine læber og fik så igen formet et af de små søde smil. Selv lagde hun armene over kors. Hænderne blev skjult i hendes armhuler for mere varme. Undeligt nok var det kun hendes hænder der frøs. Sammen med hendes kinder, der havde fået en noget rødlig glød i sig.
”You shouldn’t stay out here. It’s just getting colder and colder. What do you say.. that I follow you home?” spurgte hun så endelig og lod sit hoved falde en smule på skrå. ”I’m not really in a rush to get home. It’s vacation time. And I don’t live that far from you either.”

”Honestly... For me it's not only a question whether or not I feel scared. It's a question of me feeling for once.” Det havde altid været så let at leve uden at tænke alt for meget over sine handlinger, eller fortryde dem. Men de 'lette' valg havde jo ofte været de forkerte. Dem der måske kun kom én selv til gode, men aldrig andre.
”I've always been able to turn that little switch off in my head. The empatic one." Han diskede op med et lidt sarkastisk smil og tilføjede: "Well... It broke after I came here... To Di Morga. And I think you're kind of a huge part of that.” Et flygtigt smil viste sig over hans ansigt, hvorefter han kortvarigt støttede baghovedet lidt ind mod muren bag sig. Der var noget beroligende ved at stå og hvile sig lidt under tagrenden højt oppe, der gav ham en form for sikkerhed fra snefnuggende, der - ifølge ham - nærmest agressivt faldt ned fra himlen.

”Yeah... It is: 'Lovely'” Det var nok ikke et ord han normalt ville sige, men måske passede det okay til den følelse der herskede i ham. Eller... Følelsen var vel mere befriende. Han følte sig ikke lykkelig, men følte sig istedet tilfreds. TIlfreds med hvordan det havde udartet sig, og hvor afslappet hans indre virkede, selvom han - fysisk set - stod i en af de mest irriterende situationer for en dæmon med varme-rettede evner.
”It sure as hell feels a lot more real than anything elsein this crappy town.” Og det var sandheden. Han havde ikke mange reelle relationer til folk i byen. Alle havde motiver han ikke kunne hitte ud af, og for de fleste var dæmonen blot et redskab til at nå noget andet. De behandlede ham vel som han altid havde behandlet mennesker...- Nærmest som noget materialistisk.

Da Autumn trådte tættere på og lod halstørklædet møde hans hals, lod han hende binde det. Roligt sænkede han hagen og bøjede lidt i nakken, for at det ville blive lettere for hende, selvom hun sikkert allerede stod på tæer. Et let smil var plantet om hendes læber. Frem for selv at gribe fat om halstørklædet og sætte det helt fast - lod han hende blot gøre det, nu hvor hun havde taget initiativet. Det viste på et eller andet niveau at han stolede på hende. Sjældent lod han nogen komme så tæt på, uden han var på vagt eller lettere paranoid. Det var en lille ting at iklæde ham et halstørklæde og lukke hans frakke : men for Derek, var det et lille skub i den rigtige retning.
”Don't expect me to be a gentleman now that we've cleared things up.” Kommenterede han roligt, mens hun bandt knude på halstørklædet: ”But thanks.” Kortvarig blottede han den øverste tandrække i et let,- og temmelig teenage-fjoget smil: ”If you need a bit heat at some point, I'm your guy. The hottest deamon on the planet.” En lidt komisk latter gled roligt over læberne. Som om det var det mest naturlige for ham: "Wow that sounded like a cheesy pick-up line... But I'm serious... - But no hugs. And certainly no cuddeling, even though that might be appealing.” Selvtilliden lod ikke til at fejle meget, trods han for blot kort tid siden, havde vist hende glimt af svaghed. Men der skulle være en balance. Hans lettere arrogante, og sommetider tilsyneladende selvironiske tone, var aldrig noget der ville falme hvis han følte sig godt tilpas. Eller blot ville løfte stemningen.

Ved Autumns forslag om at de skulle følges hjem, nikkede han: ”True...  And it would be kindá awkward going in the same direction without really... talking.” Han hævede den ene mundvige lidt over den anden, og trak skuldertasken på plads på ryggen: ”So yeah... Let's get the hell out'a here. That fucking snow is freaking annoying.” Kortvarig kastede han et blik op mod himlen : som om han nærmest frygtede at træde ud af sin lille plads tæt op af muren. Dog vidste han, at han måtte tage sig sammen, og derfor trådte han roligt ud i gyden. Et let gys kom fra ham, men han forsøgte at dække lidt over det, ved at begynde at rode med én af lommerne i frakken, som om han ledte efter noget. Et par mønter raslede, det samme gjorde nøglerne. Efter lidt tid, fiskede han sin lighter og pakke cigaretter op.

”Want one?” Han åbnede pakken, og rakte den prøvende over mod hende. Måske var det overmodigt. Han havde trods alt ikke set hende ryge - og hun lugtede ikke just af nikotin som han vel selv måtte gøre. Fastryger var hun nok ikke... Men måske han kunne prikke lidt til hende, og prøve hendes grænser af. Dæmonen vidste  at hans forsøg var lidt lamt. "I don't usually share, so it will probably be the first and last time I offer a smoke." Han stak selv en cigaret i munden, og skubbede den lidt på plads mellem læberne. Dernæst sendte han hende et roligt smil, og nikkede ud mod gaden:
"Even though you're not in a hurry, I'd probably be walking pretty fast...-" Hvorfor havde kulden ramt ham så brat? Bare følelsen af at sneen landede i håret og ansigtet fik nakkehårene til at rejse sig, trods gemt væk under halstørklædet: "For once, I'd be fucking happy to get into my appartment." Han begyndte at gå - opmærksom på hvorvidt hun fulgte trop med det samme.

Hun var ikke helt sikker på, hvorfor hun følte sig overrasket over hans tilbud. Han havde trods alt før, ladet hende bruge ham som hendes personlige varmedunk. Det var nok mere det, at han selv kom med det. At han selv få tiden af til at fortælle hende det. Hun var tydeligvis ikke helt vant til at blive den der fik fat i de positive goder. Normalt var det hende, der kom med de gode gerninger. Og det var på en måde mere specielt, når det kom fra Derek. Lidt ligesom det øjeblik is slutningen af ’A Christmas Carol’, hvor ingen helt forstår Mr. Scrooges intentioner. Det var hende. Bare det ene korte øjeblik, inden hun fik vendt tilbage til det mere rolige udtryk. Og hans efterfølgende kommentarer, fik hende blot til at uddybe sit smil lidt mere. Det virkede godt at få den hjertevarme latter ud igen. Også selvom hun holdt den på et lavt lydniveau. Hun var forundret over, hvordan han både kunne få hende til at føle sig af lort til. Men også få hendes latter frem igen, selv efter et så dybt dyk imod bunden. Dog lod hun det var ligge. Hun ønskede ikke at tænke for meget over det. Selvom det nok ville ske alligevel som tiden gik. Hun nikkede blot som en bekræftelse. Hun var i tvivl, om hvad hun skulle sige. I det hele taget. Og hendes stemme var sikkert blevet hæs, nu hvor det hele have lagt sig til ro igen.

Hurtigt så Autumn op. Først imod Dereks ansigt. Og så ned imod hans hånd, der tilbydende rakte cigaretpakken frem imod hende. Det tog hende lidt tid, inden hun fattede situationen. Det havde kommet lidt pludseligt, som hun selv havde været i sine egne tanker. Igen røg de blå øjne op imod hans brune, hvor efter hun ganske roligt rystede på hovedet. ”I shouldn’t. I actually like my face non-bruised, just so you know.” svarede hun, selv med en lille komisk undertone til det hele. ”And I’m not really the biggest fan of the taste of nicotine.” Hun betragtede roligt, hvordan han selv fik gravet en rulle ud af pakken og satte imellem hans læber. Hun havde set ham ryge op til flere gange, hvis hun ikke havde taget fejl. Eller var det hendes hukommelse, der spillede hende et pus? Han virkede så vant til det. Og det virkede så naturligt. Det ville så mere malplaceret ud, hvis han ikke røg. Hun huskede stadig hendes første - og sidste - gang med en cigaret. Det havde ikke været det mest charmerende. ”But thanks for the offer anyway. You can be the gentleman, I see.” Hun smilede en smule drillende, og gav ham et let puf med albuen, inden hun selv begyndte at gå. Bevægede sig ud af gyden igen for blive lyst op af gadelygter og julelys endnu engang.
Hun stoppede dog et øjeblik for at vente på dæmonen igen. Til hendes held, havde han hurtigt fået overtalt sig til at træde ud i snevejret igen. Det var næsten helt ynkeligt at se ham i kulden. Lettere komisk. Men hun holdt det mest for sig selv. ”I’ll try and keep up.” Hans normale skridt var jo næsten lige som to af hendes normale skridt. Så det var en smule hårdere for hende, at skulle holde tempoet. Men hun syntes at få det til at virke.
”Can’t I have just one hug? I don’t mean now of course. But just one hug that I’d ask for someday. I really love hugs.” Hun overdrev en smule på sin udtale. Og det var egentlig mest ment som en joke. Også selvom hun et sted havde brug for den form for fysiske kontakt. Hun indrømmede det selvfølgelig bare aldrig. Ikke direkte. Hun forekom jo altid som en med berøringsangst. Hun forsatte med at udgøre det som en joke, ved at lade latteren komme frem på ny. ”And besides.. You had nothing against the cuddling that time I laid sick in your bed.”

Hun forsatte med at få med hænderne skjult I armhulerne, som de gik igennem gågaden, der var begyndt at blive tømt ud igen. Kulden i hendes hænder virkede næsten ubehagelig. Men på en behagelig måde. De sitrede underligt. Ukendt. Og stadig var det kun hendes hænder. Hun var ikke sikker på, hvad der lige skete for dem. Normalt reagerede hun ikke sådan på kulde. Overhoved. Ikke engang, hvis hun var nær en omgang influenza. Og det kunne umuligt være det.
”Eh.. Can I ask why you’re still staying in Di Morga? Now you’ve found what you came for. Then why stay? You don’t really seem to be that fond of it here. Or am I misjudging?” spurgte hun, mest for at distrahere sig selv. Hun forholdt sit blik fremad rettet. Og hendes hænder fik hun endelig flyttet ned i fleecens lommer. Hvilket ikke hjalp. Men det virkede mindre akavet at gå på den måde. Hun bøjede roligt sit hoved tilbage. Og åndede tungt ud igennem munden for at skabe den velkendte tågede dis. Hvor var hun glad for, hun stadig kunne det. Hun var trods alt ikke en isblok indvendig. ”And… here are people who makes you nervous, am I right??” Hun vendte tilbage til episode på cafeen. Hun havde lagt mærke til både manden. Og de effekter, der blev sendt imod Derek. Hun havde dog undladt at kommentere på det der. Nu havde hendes nysgerrighed taget over.
I en flygtig bevægelse kom hendes hænder op ad lommerne igen, som hun kort stoppede op for at komme ned på hug, så hun lige kunne få samlet en smule af den sne, der havde lagt sig op gaden, op. Hun kom dog hurtigt på benene igen for at komme op på hans side igen. Hun begyndte fraværende at forme en bold ud af sneen. Og underligt nok, var det nu at hendes hænder havde det tilpas. Nu hvor de holdte om noget endnu koldere end hendes kropstemperatur. Hun havde sikkert sukket mere eller mindre tilfreds.

”Well – it's not for everybody.” Dæmonen skubbede den glatte pakke ned i lommen igen, med en rolig mine. Det var ikke ligefrem et uventet svar. Faktisk ville et bekræftende 'ja' sikkert have fået ham til at tabe mælet i nogle sekunder. Det var ikke just fordi han selv var typen der ikke kunne holde sig væk fra smøger i en længere tidsperiode. Alligevel dulmede cigaretter altid rastløsheden en smule, og smagen af nikotin over læberne var noget der altid havde appelleret meget til ham. Selv den kradsende følelse i svælget, fik ham til at summe af tilfredshed, trods han – da han begyndte at ryge som femtenårig – hadede fornemmelsen og ofte måtte hoste ved hvert sug. Dengang havde røgen også sommetider fået hans øjne til at læbe i vand, og skabt en nærmest rød glød i dem, som bestemt ikke bar præg af noget 'sundt'.
”If offering women cigarettes makes me a gentleman – I would certainly have been more popular in the fifties.” Kommenterede han roligt, og skærmede den ene hånd op foran læberne, for at kunne tænde lighteren derbag. Kortvarig kom han til at tænke på dén tid i hans liv... Halvtredserne... I Amerika. Det havde været en fantastisk periode. Men måske også den mest slørede tid i hans liv.

Så snart cigaretten glødede, proppede han lighteren ned i lommen til pakken med smøger. Han stak den ene hånd ned i den varme lomme, trak kortvarig op i skulderne, og lod roligt benene føre sig fremad ned ad gågaden. Selvom han udmærket var klar over, at det måske ville blive lidt mere besværligt for Autumn at følge med – sænkede han ikke just farten. Heldigvis lod cigaretten mellem læberne til, at dulme lidt af kulden, og derved også utålmodigheden. Røgen bevægede sig ned mod lungerne; varmede godt op i disse, og gled dernæst ud i en sky fra læberne. Snart vendte dæmonen øjnene mod Autumn. Et lidt skeptisk smil fandt vejen frem til hans læber.
”Hey – that was different.” Forsøgte dæmonen sig, ved hendes kommentar om, at han ikke havde noget imod det sidste gang, de lå i sengen sammen – og han havde armene om hende. Nej, han havde ikke haft noget imod det. Eller... Havde han? Han huskede ikke at have kæmpet med ideen om det dengang. ”You were fucking sick. I was just trying to...-” Han blottede tænderne i et lidt overvejende smil, og tog så et sug af cigaretten; ”Warm you up or something.” Det lød ikke meget overvejet, og derfor undslap en kort latter: ”And you were freezing. I just helped you stay alive.” Måske gav han sig selv for meget credit. Jovist, havde han måske hjulpet hende med at genvinde lidt varme i kroppen, men det var hende selv der i sidste ende havde bekæmpet sygdommen. Ikke ham.
”I'll give you one last hug, okay? Just one. - And only if you really need it.” Tilføjede han dernæst. Det var ikke just fordi han havde meget imod kontakten. Alligevel kunne den nemt få ham til at føle sig lidt ilde til mode, fordi det altid – blandt hans venner – havde været temmelig uset, at man gjorde den slags. Det havde altid handlet om at være macho og lidt afstandstagende til alt der kunne reflektere følelser. Medmindre det var i musikken.

Ved hendes spørgsmål betragtede han roligt gadebelysningen over dem. Automatisk var det som om blikket blev lidt mere sløret end sædvanligt. Derfor måtte han snart lade blikket følge gaden foran dem igen. Gaden der var dækket af et lag sne. Ville det da aldrig få en ende?
”It's gonna sound cliché, but... I feel like – if I can make it here, I can make it pretty much anywhere. I'm completely out of my comfort zone, but I need to prove..-” Han holdt en kort pause, mens tankerne roligt gled gennem hans hoved. Som om det var første gang han nogensinde havde tænkt det helt igennem: ”I need to prove to myself, and to my old friends that I can take care of myself. That I can live somewhere completely different, on my own. That I can make it all the way to the top without their help or support. Alone.” Det sidste ord blev der ikke tænkt voldsomt meget over, før det hang frit i luften. Han vendte dernæst øjnene mod hende.
”But I guess I've already failed that task.” Den ene mundvige bevægede sig lidt højere op end den anden: ”I was sidetracked when I came to the doctors place that day. And you helped me. I was desperate for help... So – In the end, I didn't really make it on my own, huh?” Det var som om der var noget lettere skuffet over kommentaren. Han satte pris på, at have nogen at snakke med – nogen at stole på. Men det var også som et nederlag, for en mand der havde kæmpet så længe for at bevise at han kunne være selvstændig.
Han tog endnu et sug af cigaretten. Selvfølgelig havde hun bemærket det... Han vidste at hun hentydede til hvad der var sket i kafeen. Eller hvad der kunne være sket: ”I can never escape that, you know. I'm not a 'people-person'. I make bad decisions – and I make enemies.” Røgen gled let over læberne mens han snakkede. Dernæst rystede han let på hovedet: ”It's worse in America. I've got disputes in pretty much every state.”
Han så på hende med en afslappet ærlighed tegnet over ansigtet: ”To be honest, I almost feel safer here.” Det var ikke mange der kendte ham. Og det var det betryggende ved det...

Han betragtede kortvarig snebolden i hendes hænder. Det var som om han nærmest gøs ved tanken. Af netop samme grund tog han endnu et sug af cigaretten. Et sug der næsten brændte halvdelen af filteret ned i ét hug. Han holdt også røgen inde i nogle ekstra sekunder, før han lod varmen trille over læberne igen.

"It's still fucking crazy how different we are..." Han tog endnu et kig på sneen i hendes hænder, og rystede let på hovedet. Det var som om noget så banalt som snebolde, stadig virkede absurd for ham.

Autumn kunne ikke helt lade være med at fnise lidt over, den måde han hurtigt fik forsvaret sig. Selvfølgelig var det anderledes. Hun så ikke sig selv i samme situation med ham igen. Den måde han havde ligget med armene omkring hende. Holdt hendes varm. Det var en engangsoplevelse. Og det var vel også for det bedste. Hvis de konstant gjorde det, ville deres forhold blot gå hen og blive mere og mere akavet. Hvilket hun sjovt nok ikke gik og ønskede. Han var varm. Og hun ville udnytte det, hvis hun absolut havde brug for det. Men derudover ville hun nok selv holde en mindre afstand. Hun ville heller ikke gå hen og få hans duft til at hænge tungt over hende. Den fejl havde hun allerede lavet. Og det havde ikke været specielt kønt.
”Hey. Relax. I was just joking.” Hun fik endelig lagt den indre latter på plads, så hun ikke ville bryde ud, hvis hun bare så meget som åbnede munden. Dog syntes den at have sat sig på hendes læber som et smil. Det gjorde helt ondt at smile sådan igen. Det havde virket som en evighed. Også selvom det kun var få øjeblikke siden. Inden gydens små åbenbaringer. ”But that hug - I’ll be sure to keep it in mind for someday I really need it. Don’t think I’ll use it just like that.” For at fremhæve sin pointe fik hun samtidig knipset en gang med fingrene.

Et sted forstod hun ham stadig ikke. Men på et andet punkt gjorde hun alligevel. Hun var jo ikke bare taget til Frankrig for ingenting. Hun havde ikke forladt England, blot for at holde ferie. Eller bare fordi hun havde muligheden. Hun havde selv gerne ville prøve og klare sig selv. Længere væk hjemmefra. Men hun hvis hun havde valget, ville hun helt klart vælge at tage væk fra Di Morga igen. Langt væk. England ville ikke være en lang nok afstand. Hun tvivlede dog på, om hun ville kunne klare sig i Amerika. Også selvom hun havde været der før i længere tid. Et lidt diskret suk løb hen over hendes læber. Det var utroligt, hvordan hendes tanker fyldte hendes hoved ud. Der var jo ingen grund til at tænke så meget over tingene.
Men idet han trak hende med ind i hans lille forklaring, kom hun hurtigt tilbage. Og hun fik da hurtigt drejet blikket op imod ham. ”You do know that noone can succeed in such task. It’s not possible to ever take care of yourself completely without at least one helping hand.” Så snart ordene lød fra hendes strube, slog det hende selv. Hun havde faktisk ikke selv levet sådan. Hun gik selv og prøvede på at klare sig selv. Uden nogens hjælp. Hun var ikke engang sikker på, hun ville lade nogen hjælpe hende, når det kom til stykket. Så den dobbeltmoralske følelse kom atter tilbage. Tvang hende til at synke sine ord igen. Og til at se væk. En smule skamfuldt. ”I guess that’s what every clever man have said in the past.”

Men selvom hendes humør var faldet markant på meget kort tid, betød det også at det nemt ville kunne smides op. Bare ved en enkel kommentar. Hun var sikker på, hun altid forvirrede dem omkring sig. Og hun var ikke altid sikker på det blev taget som noget positivt. I så fald, gik der ikke længe inden hun måtte lade sin latter ud. Kun et øjeblik. Hun var ikke engang sikker på, hvorfor hun fandt det så morsomt. At han følte sig mere sikker i Di Morga. Efter hendes mening, var der nok den farligste by der fandtes. Det var her alle væsner typisk samlede sig. Det var her, der ingen regler fandtes. Det var som om ’The Purge’ eksisterede her for evigt. Hver eneste dag.
”I’m so sorry..” mumlede hun som latteren endelig famlede hen. Hun liftede afvigende med sin ene hånd, som for at igen fremhæve inde ord. ”I didn’t mean to laugh. I’m sorry.” Hun rettede endelig sig op igen, siden hun havde krummet en smule i ryggen. Hun rystede svagt på hovedet og afsluttede med at rette de abnormalt blå øjne op imod ham igen. ”Even though you might feel safer. Don’t make that feeling go to your head.” Så vendte hun ellers tilbage til sin snebold, som hun blev ved med at forme, mens de vandrede igennem Terre, som syntes at virke tommere og tommere, jo længe væk de kom fra gågadens glade filurligheder. ”But then again. It’s up to you.”

”Huh?” Hun havde måske faldet lidt i staver over klumpen af sne i hendes hænder. Den var næsten allerede perfekt rund nu, efter at hun havde slebet siderne med sine tommefingre. Lidt forvirret så hun frem og tilbage imellem Derek og snebolden. Og fattede endelig, hvad hans lille kommentar havde været omkring. ”Oh!” Det var som en pære blev tændt over hendes hoved. Sådan virkede det i hvert fald, som hun vågnede helt op, og endelig med at smide snebolden fra sig igen, som havde hun ikke helt tænkt over, hvad hun havde gået og lavet. ”Well.. It would be rather dull if we are totally alike, don’t you think?” Hun studerede kortvarigt sine hænder, der havde fået en frisk rødlig farve. Lige som hendes kinder. Efterfølgende proppede hun blot sine hænder i fleecens lommer igen.
”It’s kinda weird how I seem so… cold. I’m devilborn. I’m supposed to be coming from hell. A world of flames. But instead I give of the impression that I’m from.. I don’t know.. The ice age. It wouldn’t surprise me if I one summer just…melt.”

”Well... Maybe a clever man did... But the greatest genuises in history have pretty much always been loners themselves. They were seen as crazy. Reckless.” Lød det roligt fra dæmonen, som kortvarig lod fingrene - som ikke holdt om cigaretten - glide gennem håret og få snefnuggende væk, trods det nok var den mest tåbelige handling, eftersom sneen fortsat dalede ned fra himlen:”They didn't always get support. They made it on their own.” Fortsatte han roligt, og skubbede hånden ned i lommen på frakken igen. Automatisk fløj skuldrene længere op mod ørene, og han gav sig til at tage endnu et sug af cigaretten - og endnu ét : Blot for at få varme i kroppen:”But I guess there's always exceptions.” Det var som om han ventede i sidste øjeblik med at slippe cigaretten. Netop før gløderne ramte den lidt halvru hud på fingerspidserne der bag præg af mange års musiktræning.

”You think I'm fucking naive, don't you?” Cigaretten ramte jorden, hvorefter han plantede den ene fod mod den. Hans tonefald var roligt, trods sprogbruget som altid måske ikke var det mest høflige. Han forstod hvorfor Autumn måtte være forvirret over hans kommentar omkring Di Morga. Han forstod også hvorfor hun havde grinet. Det lød jo fuldstændig tåbeligt: ”You think that I'm not really opening my eyes to the 'terror' of this place?” Fortsatte han, og så kortvarig ned mod sine fødder mens han gik og afmærkede det 'perfekte' lag af sne med sine fødder: ”Maybe that's the case... But it's not the place itself, Autumn. It never is.” Han rettede de mørke øjne mod hende, og det var som om der lå mere bag hans ord: ”I'd rather live here than...-” Han stoppede sig selv. End hvad? Han ville hellere bo her, end i rækkevidde fra de gamle venner, der kunne se hvordan hele hans liv havde formet sig. Ganske vist havde de altid bare ønsket at Derek skulle blive clean og ædru - men nu...- Derek følte, at de ville se på ham og grine af hans mangel på succes.
”Maybe I am some sort of lunatic.” Han trak let på smilebåndet, for at komme tilbage på sporet: ”I always mention how shitty this place is. But I'm running from my past, you know... Why not go to a place where no one really gives a shit about where you come from?" En lidt tænksom mine gled over det ungdommelige ansigt, før han - igen - slog blikket ned mod sine fødder.

”I guess it would.” Det ville skam være kedeligt, hvis de begge var ens; "And I actually don't think I would get along with you if you were like me..." Han sendte hende et skævt smil; "I'm kindá a douchebag, if you hadn't noticed." Kommentaren var fyldt med en let selvironi.
”Melting..." Dæmonen så igen på Autumn, som om han, for sjov, nærmest overvejede muligheden: "That would be a terrible way to go.” Han diskede op med en lidt komisk grimasse, hvorefter hans ansigt igen blev mere roligt og alvorligt:”But maybe that's the point, Autumn...- You're not supposed to live up to the stereotypical ways of your race. As well as you're not supposed to get touched by the abilities of other supernatural creatures.” Det var stadig én af de ting han aldrig ville komme sig over... Hvor lille en effekt han havde på hende. Selvom han ikke ville skade hende, var det mærkeligt at føles sig så magtesløs: ”It is wierd... -Sure. But that's what makes you interesting, right? What makes you stronger.” Et varmt smil gled flygtigt over læberne, som havde fået lidt mere farve efter smøgen.

De mørke øjne mødte sneen. Et lidt fjernt udtryk spejlede sig i disse. ”I haven't even made a snowball since I was a kid... Before I got the 'fever' as everyone thought it was.” En lille sarkastisk latter lød fra ham, som for at illustrere hvor meget folk havde taget fejl. Hans 'feber' var jo teknisk set aldrig stoppet: ”That's a bit pathetic, huh? I can't even scoop the snow around long enough in my bare hands without almost being 'burned' by the cold.” Han vendte blikket mod hende: ”And you can just...-” Han tog hænderne op af lommerne og lavede en lille fakt med dem: ”Yeah. I guess pretty much everyone else can.” Han rystede på hovedet over sig selv, og lod igen hænderne finde lommerne.

De var efterhånden kommet fjernere ned af gågaden. Snart stod de ved en af sidevejene.. Di Morga Øst. Roligt bevægede dæmonen sig om hjørnet, mens hans øjne hvilede mod de forskellige lidt mere alternative butikker der lå i dette område, efterhånden som man kom længere væk fra centrum. Efter lidt tid, hvor han ikke sagde noget, puffede han let til hende med sin ene skulder : Som om det var for slemt at tage hånden op i kulden og pege. Han nikkede over mod én af de mere smalle sidegader:

”One day I just walked around here... Then followed that side street over there, just to be wandering further and further into the eastern part of Di Morga.” Han betragtede den mørkbelagte gade, mens han tog tempoet lidt ned: ”And found you there.” Han sendte hende et skævt smil.
”I still wonder if anyone else would've found you, if I hadn't.. Or if I had chosen to walk away.” Han vendte øjnene op mod himlen i nogle sekunder: ”But I guess you could've made it.” Autumn var stærkere end han havde givet hende credit for dengang. "I must admit that I was fucking scared of helping you." Igen måtte hans øjne ramme hende: "My instinct told me not to. I guess a bit of humanity finally kicked in."

“I know right??” Autumn lod sig selv spille lidt med på det hele. Selvfølgelig ville hun ikke ende med at smelte. Det ville være fysisk umuligt med den afstand Jorden havde til Solen. ”Maybe I should start considering moving to Canada or somewhere cold. And then I could live in an igloo. It would be so legit!” Derefter lod hun ham egentlig bare tale. Han havde ret. På et punkt. Det havde aldrig været meningen, at hun skulle være som en typisk af sin egen race. Det havde været hendes skæbne, at være det sorte får. Den der skilte sig ud. Den som andre kunne pege fingre af, og bruge som et fint eksempel på en fejl. Det var i hvert fald sådan hun altid tænkte om sig selv. Og det hun konstant havde fået fortalt.  ”You speak as if I’m some kind of… I don’t know.. specielt creature. And important piece to something. That I’m protected and shit like that.” Hun sukkede lettere opgivende. Der var ingen dybere grund til, at hun ejede den evne hun havde. Den var utrolig dejlig at have. Men samtidig blev den et helvede. ”I wasn’t meant to be created like this. It wasn’t fate that some angelic soul crash landed in my creation ceremony.” Hun rystede lidt på hovedet med et smil, der mest af alt indikerede hendes mistro til den forklaring.

Hun begravede sine hænder en smule dybere i lommerne. Trak fleecen yderligere ned, så den foresat kunne minde om en kjole til hendes spinkle krop. Hun havde faktisk fået vænnet sig til deres højde forskel. Hun følte intet ubehag ved at se op hele tiden. Det var blevet noget af en vanesag. Hvilket et sted var utrolig behageligt. ”Are you serious??” Hun så overrasket imod ham. Også selvom det virkede logisk nok. Dog havde hun mest forestillet sig, at det bare ville smelte i hans hænder. Og ikke gøre skade på ham. Hun fik næsten en stor lyst til at få ham hjem i sin varme lejlighed så hurtigt som muligt. ”That just… bizar.” Hun så nærmest helt bekymret ud. ”But if it makes you feel any better.. I can barely touch a glass of water for longer than a minute without it getting ice cold. My tea actually stopped being warm after almost only two slurps.”

Som de endelig bevægede sig af Terres trygge cirkel, rettede hun blot sit blik imod sine fødder, som af og til sparked til lidt sne. Hun kendte området godt. Og det eneste der var hvert at se på var sneen, der var godt i gang med at farve både hendes hår og hue hvidt, hende selv, hvis hun havde et spejl og selvfølgelig Derek. Her var ingen julelys. Måske lidt julepynt i nogle få vinduer. Men langt fra lige som ved gågaden. Hun havde åbenbart faldet lidt i staver, for det gav et mindre chok, da han puffede til hende. Meget hurtigt fik hun i hvert fald set op. En smule fortumlet. Men kort efter røg hendes blik hen imod den lille sidegade, han pegede imod. Hun sank lidt besværet ved tanken. Hvad der skulle have sket, hvis han ikke havde fundet hende. Det var ikke de mest behagelige billeder.
”I’m… I’m really glad you found me.” lød det lidt forsigtigt fra hende, som hun stadig så hen imod den. Hun forestillede, hvordan hun havde ligget der. Halvt bevidstløs. Og han tilfældigvis havde kommet forbi. Hun havde ikke engang genkendt ham, før han havde sat hans navn den gang. ”I probably would have made it. But not without cost. I could have been found by some shady people. Dragged back with them. And god knows what would have happened.” Hun tog endelig blikket fra gyden og op imod Derek igen. Denne gang med det lille smil på læberne. ”Or some other would have found me and taken care of me like you did. But no matter what.. I wouldn’t have made it on my own. That night… I was too weak.”
“Anyway!” Voldsomt rystede hun på hovedet igen. Lod snefnuggende I hendes hår finde sin vej ud igen. Hun træk sine hænder op ad lommerne igen. Og klappede sig livligt imod de røde kinder. ”Thanks you for not just leaving me there. Even though we didn’t really like each other that much at that time. Why don’t I make you a snowman someday? Putt it right outside, so you can see it from your window.” Hun kunne ikke lade være med at le lidt over den komiske kommentar. Og hun måtte indrømme med sig selv, at det ikke ligefrem ville være den bedste taknemmeligheds gave at give en som Derek. ”Oh god. That sounded so… cheesy. So childish of me. Come on!” Med et lille start hop, satte hun I gang. Denne igang I løb. “It’s getting windy. And I heard they promised snowstorm. We better get you home before we both end up freezing to death.”
Det havde nok også en anden betydning under sig. sådan som hun hurtigt havde flygtet fra den dumme kommentar som snemanden.

”I don't believe in that shit – trust me.” Derek rystede på hovedet ved hendes kommentar. Ganske vist havde hans egne ord kunne tyde på, at han satte hende op på en pidestal. Selvfølgelig var hun da speciel... Men var de fleste ikke det? Han havde aldrig haft den overbevisning at nogen – af natur – var blevet lagt en beskyttende hånd over. Men måske var det også mest fordi han så derved så ville indse, hvor sølle hans egne forudsætninger var. Han var ikke dygtig til at beherske sine evner, og i grunden kunne han ikke bruge dem til meget i situationer hvor det virkelig gjalt. Nej... De var bare noget han måtte affinde sig med. Nogle forudsætninger der ikke lå i 'gudernes kort', men i hans egne gener: ”Again... It might as well have been coincidence that everything ends up the way it does.” Skæbnen var ikke på spil... Det var han sikker på: ”It's not like we're destined to do anything. We just have to deal with what we have...” Han skævede mod hende og nikkede roligt som en bekræftelse til sine egne ord. Dernæst lod han igen blikket glide frem for sig. Alt virkede så stille på nuværende tidspunkt... Fredfyldt.
Roligt lod han fingrene glide over cigaretæsken i lommen. Trods temperaturen der var langt varmere end den der mødte hans ansigt – syntes han alligevel at ryte lidt på hænderne. Hvor ville han gerne have taget en kop et-eller-andet med sig, bare for at kunne holde hænderne omkring det, og få varme i håndfladerne.


”My ability is... odd.” Sagde han, fulgt af en lidt ambivalent grimasse: ”Yea, I can melt down a toaster – well... pretty much everything metal or plastic really. But the screwed up thing is that I can't do shit about natural elements that haven't been manipulated by man.” Roligt gled hans øjne fortsat rundt i området foran dem: ”I can't heat up water. I heat up whatever contains it. When I tried to use my ability to..-” Han tog kortvarig sin hånd op af lommen, for at lade den strejfe Autumns halstørklæde omkring sin hals, før han fortsatte:”-Manipulate that thing in your neck – I wouldn't have been able to heat your blood up or something – even if you hadn't been imune to my powers. I was only able to do something to the electronic device.” Han fnøs ironisk: ”I can barely hurt people – I can only leave marks on the outer-layer on their skin. But it's only if I've gained incredible amounts of heat.” Det var som om han fandt det ret komisk, hvor in-effektiv hans evne egentlig var, og hvor mange begrænsninger den besad: ”I'm not really one of those deamons who can shoot fucking fire out of their hands.”
Ved Autumns kommentar omkring, at hendes kop nærmest var blevet kold efter to slurke, blottede han let tænderne: ”Well, then you should've handed me the cup.” Kommenterede han roligt, og lod kortvarigt øjnene møde hendes, før han igen rettede blikket foran sig

”You don't have to thank me, I-...” Han stoppede sin sætning, og rettede straks øjnene mod hende: ”Wait, what? You're gonna make me a snowman?” Dæmonen kunne ikke lade være med at undslippe en let latter, mens ét øjenbryn fandt en anelse højere op i panden end det andet; ”That's..... Wierd.” I næste sekund havde Autumn sat i løb. Forundret havde han fulgt hende med øjnene.
”What the hell are you doing?” Han hævede stemmen efter hende – mens et forundret udtryk lå over hans ansigt. ”Autumn?" Han satte farten op, men løb ikke. Den ene hånd fandt vej op til stroppen fra guitartasken så den ikke ville falde af. Han rystede på hovedet, med en lidt perpleks latter; "I'm not gonna fucking chase you." - Dog måtte han snart erkende, at han var nødsaget til at få lidt mere fart på, for overhovedet at nå op til hende.
"I'm a smoker! My lungs are not made for running!" Ironisk sagt af en dæmon der konstant regenererede sig selv, og som var hurtigere end et almindeligt menneske i god form. Det var nok bare en princip-sag.

Som der blev råbt af hende, satte hun automatisk farten lidt ned. Men hun stoppede ikke helt op. Hun forsatte i et luntende tempo, samtidig med at hun vendte sig om for at løbe baglæns. Det havde nok mest været, så hun kunne holde øje med Derek. Han syntes at sakke noget langt bagud. Den dovne dæmon. Det var ham, der selv ville hjem hurtigst muligt. Var det ikke? Han så ikke helt så desperat ud længere. Eller var det bare noget hun forestillede sig. Han virkede næsten helt normal, selvom han befandt sig ude i et snevejr, der blot blev værre og værre. Det faldt stadig lige ned. Bekræftede at der ingen vind var. Men når hun så hen imod ham, kunne hun sagtens se, hvordan de store hvide snefnug var begyndt at fylde det meste af hendes synsfelt. Sneen ville meget muligt ligge tykt i, når hun vågnede igen næste morgen. Hun havde intet imod sneen. Overhoved. Men hendes tanker røg konstant hen imod hans tilstand. Ville han virkelig være okay?
”Oh come on, boy! Yeah.. Come.” Hun stoppede endelig op igen og lænede sig som det første lidt fremover og kom svagt ned i knæ. Så klappede hun sig lystigt på lårene, som stod hun og kaldte en hund til sig. Alt imens hun stadig havde øjnene rettet imod den unge mand lidt fra hende. ”Can you be a good boy and come.. Yeah..” Hun kunne ikke holde masken særlig længe, inden hun var nød til at bryde masken. Hun rettede sig op igen og lod den hjertevarme latter fylde området omkring hende. Hun følte pludselig, hun var tilbage i år 2010. Det år hvor alt var godt. Dengang hun ikke kendte til sin egen identitet. Dengang hun endnu kun var et menneske i sit eget sind. Det havde været gode tider. Og hun blev faktisk ikke specielt trist til måde omkring tilbageblikket. Hun forsatte bare. Det muntre smil og klukkende latter forblev omkring hende.
”Oh come on, mr. Holland. Do you want me to carry your sexy ass all the way home??” kommenterede hun med den sædvandlige komiske undertone. Hun fortrød lidt hvad hun havde sagt, men det kunne ikke rigtigt ses på hende. Heldigvis. Hun forblev stående, hvor hun var stoppet. Ventede egentlig bare på, at han ville komme hele vejen hen til hende igen. Så langt havde hun heller ikke rigtig nået. Men han virkede langsom. Hun trak atter sine hænder op ad lommerne og løftede dem med det samme op til sin mund. Hun formede sine hænder som en lille skål og åndede imod den kolde overflade hendes hænder havde fået. Efterfølgende gned hun dem imod hinanden. Blot for igen at ånde imod dem. Det var virkelig ved at blive kold. Selv for hende, som ellers nød at se hendes egen ånde blive lavet om til dis i luften. Hun trippede lidt på stedet, hun stod og studerede Derek som han nærmede sig.
Han virkede til at være kommet tæt nok på, til at kunne overhale hende, hvis hun selv begyndte at gå igen. Dog endte hendes forsøg i at vende sig om igen, i at hun lå helt nede i sneen. Et overrasket udbrud havde lydt fra hendes strube, og så havde hun ligget på den sneklædte sti, som var hun klar til at lave sneengle. Hurtigt kom hun op at sidde igen. Og derefter kom hun op at så igen. ”Brr… Cold..” mumlede hun, som hun et kort øjeblik stod helt stiv. Sne havde fundet sin vej ind under hendes tøj. Ned ad nakken. Og videre ned af hendes ryg. Ikke det mest behagelige. Hun rystede hele sin ryst af fra sne. Og børstede det sidste af sin bagdel. ”Let be guess..” Hun så lidt op imod Derek, inden hun vendte ryggen imod ham. ”My back has turned white from snow..” Hun trak hue af sit hoved og mens dens holdt til i hendes armhule, førte hun sine fingre igennem håret, der lige så godt kunne have været hvidt som det var brunt. Man skulle næsten tro, at flere af hendes totter af hår var frosset til, sådan som hvide highlights var kommet frem. ”This probably just proves that it’s time for me to head home too. Only a nice hot bath will be able to thaw me up again.” Kom hun med, sammen med endnu en svag latter. Hurtigt kom huen på plads på hovedet igen. Og hendes arme blev svunget omkring sig selv. Samt hænderne blev sendt ind i varmen i hendes armhuler. Hendes skuldre røg igen op omkring ørerne. Og hvis hun ikke tog fejl, begyndte hendes tænder at klapre. ”And let’s forget about me moving anywhere where it’s colder.” Så begyndte hun at gå igen. I deres valgte normale tempo. Det var nok bedst ikke at løbe, nu hvor hun havde bevist at asfalten under sneen var glat nogle steder.

”Do you have any… other abilities? Apart from the whole meltdown stuff. You seem to be a somewhat old… demon. You know, you have already lived more than the average human being, haven’t you? And it’s not abnormal to have more than one ability.” Hun så nysgerrigt op imod ham, som hun spurgte. Med store blå øjne. Hendes fleece var blevet lynet helt op. Og hun havde gemt sin hage- og mundparti nede i kraven. Hun forstod ikke sin egen krop. Det ene tidspunkt havde hun det fint. Det næste frøs hun, som havde nogen forvandlet hendes indre organer til is. ”Uh! Do you have wings and a tail, just like the demons in books and movies?”

”Ha Ha – very funny.” Kom det lidt mumlende fra dæmonen da han nærmede sig Autumn, der sad på knæ og forsøgte at 'kalde ham til sig'. Skuldrene var stadig hævet lidt op mod ørene, hvilket fik halstørklædet til at dække det meste af hagen, samt underlæben, der igen var begyndt at blive mere bleg. Det var som om kroppen virkelig forsøgte at holde sig igang indeni. Af netop samme grund nægtede han, at bruge energi på at løbe. Dereks varme i kroppen var ikke afhængig af bevægelse ... Det havde noget med den varme han optog fra verden omkring sig at gøre - fra materialer. Alligevel gik han hurtigt nok til, at han ikke ville kunne mærke sine led blive mere og mere umedgørlige. Sneen fik huden til at virke ufattelig kold, og det var som om dénne kulde forsøgte at kæmpe mod varmen der endnu stadig herskede i hans blod. Det blev sværere at ignorere den stikkende fornemmelse af snefnuggende hver gang de landede mod hans ansigt og ører, der var det eneste der var blottet og ikke dækket af en-eller-anden form for materiale. Han ville gerne hurtigt hjem - men at løbe gennem snefnuggende virkede som en endnu mere smertefuld løsning, end dén han lige nøjagtigt kunne tolerere nu.

”Oh, fuck no. This sexy ass is getting home just fine.” Brummede han, da han endelig havde formået at komme nogenlunde tæt på hende. Der gik dog ikke lang tid, før han igen måtte kaste et forundret blik på hende. Hvis hans krop måske havde haft mere energi, ville han måske have forsøgt at gribe ud efter hende, da han bemærkede at hun mistede fodfæstet. Lige nu, var det hårdt bare at tage hænderne op ad lommerne.
”That's what happens when you try'n be a smartass.” Kom det bedrevidende fra ham, før han rystede let på hovedet. Det mørke hår var efterhånden fyldt med snefnug.
”Good decision.” En let latter gled over de kolde læber, bag tørklædet, ved hendes kommentar om, at hun nok ikke skulle bo et koldt sted. Han nikkede dernæst: ”No one wants to live in fucking Canada anyway.”

Efterhånden kunne de gå side om side. Derek talte ikke i det første stykke tid. Øjnene var så fokuserede mod stedet foran dem. Som om han visualiserede hvordan det måtte være, at træde indenfor. Eller hvordan det ville være, hvis sneen bare kunne stoppe for en stund, og tillade ham til at se klart. Nu kunne han knapt nok skelne den ene side af gaden fra den anden. Var de overhovedet i nærheden af Logement?
Ved Autumns spørgsmål, vendte han atter øjnene mod hende. Et lidt smørret smil fandt frem til hans læber: ”Other than my good looks, amazing voice and sex-appeal? Yeah, I've got another one.” Han gøs kortvarig, før han løftede øjenbrynene en anelse: ”Wait... Did you just say that I seem old? That's not really a compliment... Is it?” Den latter der kom fra ham var lidt hæs. Måske fordi den kom bag fra halstørklædet.

”What? Hell no.” Svarede han dernæst, men rystede så på hovedet med en lidt overvejende mine: ”Or...I probably got like that terrible 'movie' deamonic-form, but I've never really experienced it. I might not be the typical kind of deamon.” Hvad-end det nu skulle være... Derek havde aldrig kendt mere end et dusin af sin slags; og alle havde været meget forskellige: ”I was born into this world. Most aren't. They're like... from a spiritual dimension or some shit like that.” Han rystede lidt ubetydeligt på hovedet: ”But someone once told me that I might just not remember the time before I manifestated on earth. Some deamons in their 'true form' apparantly decide to live life from scratch, which also means that they don't remember shit about their past. Infants don't really have much going on in their heads..." Han syntes dog lidt at overveje ideen. Det var ikke tit han virkelig skænkede det mange tanker... Dæmon-formen. Alle dæmoner burde vel kunne skifte over til deres oprindelige form. Derek havde i flygtige sekunder ønsket at kunne gøre det ; Når han altså ville give nogen hvad de fortjente og skræmme livet af dem. Alligevel var han trods alt opfostret blandt mennesker. Måske var det dét der gjorde ham anderledes.
”Maybe I've got crazy ass wings and a tale.” Det var som om de mørke øjne signalerede at han legede lidt med ideen. Dog måtte han snart flytte blikket mod hende og sende hende et skævt smil: ”But I don't wanna give up my good looks, honestly. Not for a second.” Den meget selvtilfredse mine der gled over hans ansigt i næste sekund var ganske påtaget. Han havde altid været glad for sit ydre, men hans lette ubekvemhed i snevejret, fik illusionen til at briste en smule.

”Then I can live with my pathetic abilities.” Fortsatte han roligt, og måtte endelig svare på hendes spørgsmål: ”I can sort of smell pheromones – a scent from people when they feel scared, stressed or sexually attracted to someone. It's pretty useless at most times.” Han slog endnu en lidt hæs latter op: ”But can also be kind off-..” Han vippede lidt med hovedet, før han afsluttede: "- Satisfying." Han hentydede klart til den sidste del. Som musiker med denne evne havde det altid været umådelig overvældende at stå på scenen og mærke signalerne fra publikummet. Det havde været som at bade i beundring. Fuldstændig fantastisk.
"So... If we're destined to have our powers for a reason - I certainly can't see why the univers wants me to know shit like that."

Som han begyndte at kommentere videre på, hvad hun ellers havde spurgt om, brød hun igen ud I latter. Det lød så komisk med den undertone, han lagde under sine ord. Og den måde han nærmest blev helt fornærmet. Det lå mere eller mindre klart for hende, at han ikke ligefrem gik rundt og tænkte over det. Det gjorde hun i princippet heller ikke. Hun vidste, hun havde både en hale og to vinger. To ubrugelige vinger, der ikke engang tillod hende at flyve. Vinger Derek allerede havde været så heldig at få at se. Hun skammede sig vel over dem. Selvom hun langsomt var begyndt at finde dem smukke. Store, sorte og læderagtige. Vinger som en flagermus. Jo mere hun havde set sig selv med dem, stikkende ud af ryggen, jo mere syntes hun de egentlig direkte klædte hende. Dog ville hun aldrig finde på at vise dem frem til nogen. Det havde trods alt været en fejl, da han havde set dem. Hvad havde han ikke tænkte..

”No..” lød det mere eller mindre sarkastisk. ”Who would ever give up such a stunning appearance for a silly demonic form.” Hun havde flere gange udvist sig som en der kom med sarkastiske kommentere med den samme drillende undertone. Og det så ikke ud til at være noget nyt denne gang. Især ikke med den måde hun overdrev det hele. Og især ikke med det muntre smil, der hurtigt fik formeret sig på hendes tørre læber. Lige efter hun havde fået udtalt sig. ”I wouldn’t either.” Hun skuttede sig lidt og trak blikket væk fra ham endnu engang. Hun lænede hovedet en smule tilbage, som ønskede hun at se imod himlens lærred. Men sne var i vejen. Masser af sne. Fnuggende faldt hurtigt imod hendes brilleglas, og gjorde hende blind det øjeblik, hun gik med hovedet i samme position. Hun åbnede sin mund på vid gab og det lykkedes hende at fange et par snefnug, inden hun vendte tilbage til normal vinkel. Hun kæmpede lidt imod, men hun fik alligevel fjernet sine hænder fra deres varme placering. Bare lige for at få fjernet de nu helt duggede briller og lagde dem i lommen. Så satte hun sine hænder tilbage i varmen. ”I actually do have another form. Or… I have never really seen more than half of it, but somehow I know it’s there. Somewhere. I just don’t really know how it looks. Or how it feels. Not fully that is. Though, what I have seen of my ‘other form’… it’s not all that childproof, so I’d rather keep myself in my human form. My… normal form.” Hun så kortvarigt ned af sig selv. Lige til at se sig selv sparke til noget af sneen foran sig. Og så røg de blå øjne imod Derek. Hun var ret sikker på, hun stirrede lidt mere nu. Men hvem kunne beskylde hende. Hendes syn var ikke ligefrem det bedste.

”Really!?” Den lille hundjævel så helt forundret ud. Ikke fordi evnen lød helt så spændende og unik, men hun havde ikke helt forventet, at han gik rundt med den evne i sig. Også selvom den passede fint til ham, nu hvor hun tænkte yderligere over det. ”Can you feel mine? My pheromones. Or does my ability block out that as well??” Det ville ikke under hende, hvis det lå sådan. Ikke engang tankelæsere havde kunnet nå ind I hendes sind. Men et lille håb fandtes i hendes øjne. Som ville hun rent faktisk have det, at magiske evner ville kunne ramme hende. Bare lidt. Og det var nok bare følelsen af at man ville have, hvad man ikke havde i forvejen. Og andet kunne jo også beskadige hende. En kniv ville sagtens kunne spidde hende. Og almen giftige stoffer, ville uden tvivl påvirke hende som så mange andre. Så helt beskyttet var hun ikke.
”You’re right. I can’t really see a reason for all my other abilities. There’s probably no big picture after all. Just…. now.” Hun sukkede tilfreds og så atter lige frem for sig, som Logenment begyndte at åbne sig for dem. Eller i hvert fald boligkvarteret. ”Ah! Looks like we made it alive.” Det var ikke direkte glæde, der lå hendes stemme. Mere lettelse. Hun brød sig ikke om stedet. Ikke det mindste. Men den følelse havde hun lært at gemme langt væk. Langt, langt væk. Så nu virkede det helt almindeligt for hende, at vandre imod dette slummerkvarter, hver gang hun skulle hjem. ”Was it... to the left or to the right? Your apartment. I don’t really remember. I haven’t been there that often. Surprisingly.” spurgte hun, som hun så sig lidt omkring. Hendes læber havde stoppet med at bævre, som tegn på kulden. Dog forholdt hun stadig sine skuldret tæt oppe ved hendes ører. Og hun trak sig stadig kun op fra sit skjul u kraven, når hun skulle tale. Vinden havde taget til nu. Hun kunne mærke, hvordan mere og mere sne, faldt ned under hendes beklædning. De havde tilsyneladende talt sandt omkring stormen. Hvor mange var klokken overhoved ved at blive? Et gab tvang hendes læber fra hinanden. Og hun fik hurtigt vendt sig lidt væk fra Derek. Det var ikke alt for høfligt at stå og gabe en anden i fjæset. Samt havde hun ikke lyst til at fjerne sine hænder fra armhulerne. Varmen var for behagelig.
”My hair is gonna turn white even before I get home.” leede hun sagte. Og hun stod stadig og smilte, som gjorde sneen hende stadig så glad indeni, som tidligere. Hun var et sandt legebarn.

Sandheden var vel, at Derek ikke kendte den fulde grund til hans modvilje til at overgive sig til den dæmoniske form. Måske var det frygten for, aldrig at blive 'sig-selv' igen. Men så de fleste dæmoner ikke deres dæmoniske form som deres 'selv'? Han vidste det ikke. Det eneste han vidste var, at han godt kunne lide visse aspekter ved at opføre sig nogenlunde som et menneske... Han drak, røg, spillede musik - gjorde ting som ikke virkede umenneskelige. Alligevel nægtede han, at sige at han inderst inde var som dem. Det var - for ham - som at bekende et nederlag: ”Well... If one doesn't trust its other form – then why embrace it?” Sagde han roligt, og fugtede kort sine læber, for at genvinde følelsen i disse.
”I must admit that I've been tempted to really accept that side of me – even though I don't know what the hell I'm going to face.” Tilføjede han dernæst med en rolig mine, trods maven krøb sig en smule sammen ved tanken: ”I would be stronger... More powerful... But looking human has its advantages, I guess.”

Han havde ofte tænkt over det... Hvorvidt han overhovedet kunne fornemme disse stoffer hos Autumn. Dog havde han ikke et klart svar. Det virkede stadig svært for ham at erkende, hvor meget hun brød 'normen' for hvad han var vant til. Og han kendte måske måske endda Autumns kræfter ligeså lidt når det kom til stykket, som han kendte sine egne.
”Well... I actually don't know.” Svarede han. Stemmen rystede en smule. Det var utroligt at han overhovedet blev ved med at tale. Det var som om kroppen roligt gav sig til at lukke ned. Tæerne var følelsesløse; huden var blegere end nogensinde og ørene var røde. Dog var sneen så tæt, at det nok ikke var noget man ville bemærke. Der ville ikke gå lang tid, før han ville bevæge sig langsommere... Dog var der ikke langt. Det vidste han.
[b]”I once thought I sensed them... Sensed your anxiety when I was on that drug-rampage in your kitchen.” Han tænkte kortvarig tilbage på situationen. Angsten, desperationen og frygten. ”But everything was on-edge, so I'm not entirely sure. If I felt something then... -Smelled your fear: Then it was definately supressed.”

Han kastede et blik rundt i området. Alt lignede hinanden i Logement... Især under et tykt lag sne. ”Left.” Sagde han efter noget tid, og stoppede kortvarig op. Han vendte sig mod hende:
”I can make it from here.” Stemmen rystede igen en smule, men udadtil var det måske ikke smerten måske ikke så tydelig som den var indeni. Så snart han kom tilbage til lejligheden ville han klamre sig til radiatoren... Måske endda lægge hænderne mod kogepladerne fra komfuret. ”You'll end up burried in snow if you go any further.”

Han gav sig til at trække halstørklædet af. Det var en anelse besværet eftersom selv bevægeligheden i fingrene, der havde været gemt væk i lommerne, syntes at være hård: ”Here.” Han rakte hende halstørklædet, og sendte hende et lille smil: ”Merry Christmas, Autumn.” En større afsked kunne det ikke blive til. Et lidt anstrengt smil gled over hans læber: men øjnene viste en form for venlighed han ikke ofte havde givet udtryk for i hendes selskab. En venlighed der beviste, at dette møde havde betydet noget for ham, og hans opfattelse af hende... Og sig selv.
Måske var de ikke venner, og måske var der ingen 'mening' blandt deres møder eller deres uforklarlige bånd til hinanden. Så selvom dæmonen måtte traske gennem sneen; mærke snefnuggende stikke mod den nyligt blottede hals, og den sarte hud omkring kinderne - var der noget i ham der var langt mere fredfyldt end det havde været længe. Han var sikker på, at de nok skulle se hinanden igen.

//OOG: Out//