Please, do tell me all about it - Scarlett

Det var en ganske ualmindelig, kedelig, trist og tung lørdag formiddag. På himlen hang skyerne som tykke mørke klumper og truede med at bryde ud i et langvarigt regnskyl, hvilket efter Dexters mening ville være at fortrække, for den klistrende varme og fugtighed der hang i luften nu. *Han hader mig! Det er sikkert og vidst!* skumlede den unge journalist studerende, da han skubbede døren til politistationen op og trådte indenfor. Et køligt pust af kølig luft ramte ham i ansigtet og lovede et bedre klima end udenfor, men der blev han grufuldt snydt, da udluftningen kun sad i døren og han i stedet trådte ind i troperne, hvor der sad flommede banditter og gadeludere, i stedet for papegøjer og aber. *Jep, han hader mig!*

Dexter Pope, var journalist studerende og hans ene professor havde sendt ham ud på den mest forhadte opgave af dem alle. At skulle interviewe politiet omkring sager som forsvundne missekatte eller hvorfor deres budget på donuts var overskredet. Det var en pinlig affærer både for journalisten og den politibetjent man nu fik fanget til dagens interview og noget alle de studerende gjorde deres ypperste for at undgå. Men i dag var straffen faldet på Dexter og han havde en stærk fornemmelse af det skyldtes den artikel han fornyeligt havde fået publiceret i et mellemstort blad. Hans professor var en jaloux type og var evig og altid i gang med at klage sig over at hans genialitet aldrig blev genkendt og hver gang en student fik anerkendelse, måtte de lørdagen efter ud på politistationen og interviewe små piger der har mistet deres drage, bedstemødre hvis katte sidder fast i træet og betjente som er godt trætte af alt det postyr.

Omkring Dexter styrtede folk omkring og der var en vældig larmen, selv om det kun var en lørdag formiddag. Men aftens fangst var ikke blevet kørt igennem endnu, så der sad flere af nattens fugle og ventede på at komme videre i systemet. Om natten havde de nok været dejlige at se på, men her under stationens blinkende lys var magien ligesom forsvundet.
Han skilte sig tydeligt ud, med sine afvaskede jeans og skjorte, da han stod der og fik et overblik over situationen. Hans dreads hang i dag frit omkring hans hoved, og selv om skolen gentagende gange havde bedt ham om at få dem klippet, nægtede han. *Where to begin..* tænkte han lettere opgivende og forsøgte at få banet sig vej op til receptionen, for at få udpeget en betjent han så skulle irritere resten af formiddagen.

Den høje og tunge luftfugtighed der havde sværmet hele dagen, havde efterhånden trukket ind på politistationen, men det kunne vel ikke helt undgås. Der måtte snart gerne komme et regnvejr af den anden verden efter Scarletts mening, for det her var da godt nok uudholdeligt. Ikke nok med det, så kørte stationens klimaanlæg oveni, som så holdt det hele ekstra varmt, hvilket fik hende til at hade denne dag endnu mere. Det var da forbandet, at hun skulle blive kaldt på arbejde i weekenden. Ikke nok med at alle gårsdagens ballademagere stadig væltede ind, så var bunkerne af papirarbejde oveni også ved at vokse sig uoverskueligt høje.
Scarlett kørte hånden gennem det løstsiddende hår, inden hun med et suk kastede et blik ud ad vinduet. Det var umiskendeligt kedeligt og gråt. Hun rettede lidt på det sorte korsage, der i dagens anledning (mest på grund af varmen) gik til lige over navlen med ringe foran til snøren, der var kørt igennem og på den måde lukkede det. De løstsiddende, lavtalede jeans havde slidhuller i knæene og hun havde smidt sine sko, så de bare fødder var synlige.
Med endnu et suk drejede hun i stolen, så hun vendte mod sit skrivebord og den kæmpe bunke papirer, der var stablet på det. Nøj hvor hun virkelig ikke gad idag.

Med en opgivende mine fik hun kastet et blik ud ad vinduet fra sit kontor og fik øje på en ung mand ude på gangen. Var det ugens journaliststuderende, der var på tur for at stille spørgsmål? Det kunne godt se sådan ud. På trods af hans dreadlocks, så han nu ikke helt værst ud. For en gangs skyld ville Scarlett bestemt ikke have noget imod en række spørgsmål. Det ville langt hellere være at foretrække frem for den kæmpe bunke papirer, der skulle kigges igennem. Med hendes held var daten nok alligevel ikke med journalisten, så hun gav sig igen i kast med at fokusere på sit bord, men inden hun overhovedet nåede at tage det første stykke papir, lød buzzeren et sted fra hendes bord.
"Chefen vil tale med dig. Omgående."
Scarlett lukkede irriteret øjnene, inden hun rejste sig og med fast mine traskede ud ad døren.

Hvad hun dog ikke ville gøre lige nu for at blive fyret med øjeblikkelig virkning. På vej ned mod chefen, blev hun anråbt af en anden betjent. Hun fik ikke helt fat i, hvad der blev sagt, men tonen var ikke til at tage fejl af. Der blev tydeligvis påpeget, at hun var letpåklædt, hvilket så fik et par andre til at pifte.
Med lynende øjne fortsatte hun, men inden hun nåede chefens kontor, fik hun bumpet ind i en eller anden, og hun startede med at vrisse, indtil hun fik set, hvem det var.
"Hey watch where you're going you... Oh I'm sorry I didn't see you."
Det var den unge journalist, og det var med påtvungen høflighed, at hun slugte sin stolthed og undskyldte for sin handling. Havde det været en betjent, havde hun på ingen måde været så venlig. Han var bare priveligeret nok til at være gæst, så derfor fik han den venlige behandling.

Dexter stod i køen op til receptionen og ventede med en tålmodighed uden lige. Hans fod vippede i takt med den indre melodi der i øjeblikket havde sat sig fast i hans hoved. Det var en af de frygtelige radiohits, der egentlig ikke var specielt gode, men de havde bare noget over dem som gjorde at de hang fast og man i flere år efter stadig kunne gå og nynne en lille bid af dem.
*Hvis ikke der snart kommer lidt fart over feltet, ender jeg med at stå her hele dagen og natten med.* sukkede han indvendigt. Dexter var en mand der altid gjorde et godt stykke arbejde når han fik en opgave, men lige netop denne triste og kedelige lørdag, ville han gerne have brugt i sin læsestol der hjemme, foran de åbne altandøre og med en god bog, imens den regn han for sit indre forstillede sig plaskede ned. *Se.. Det ville være livet..*

Imens Dexter stod der i sine egne længselsfulde tanker, bumpede noget ind i ham, så han næsten mistede fodfæstet. Han vaklede et øjeblik og før han nåede at spørge om personen der var stødt ind i ham var okay, kom der fra en yndefuld kvinde stemme en undskyldning. Han klippede lidt med øjnene da han så hvilken skabning det var. En ganske nydelig blondt ung kvinde og da han lod blikket glide længere ned af hende og kunne derfor også tilføje velskabt til listen over betegnelser for denne kvinde. ”Nej, det er mig der undskylder. Jeg stod bare her i mine egne tanker og ventede på at komme til.” svarede han med et venligt smil og efter endnu engang at havde ladet sine øjne vandre ned over hende og hendes meget sparsommelige beklædning. *Hun må være en af nattens kønnere gæster.* tænkte han muntert og uden at have behov for at tænke længere over det besluttede han sig for at denne kvinde var et langt bedre emne at interviewe end en muggen politibetjent der havde alt for mange sager liggende på sit bord.

Han sendte kvinden endnu et venligt smil. ”De skulle vel ikke tilfældigvis være interesseret i et lille interview?” spurgte han med en svag lokkende tone i stemmen. Dexter, var en mand der ikke tog afvisninger specielt tungt, hverken på jobbet eller privat, men han var heller ikke en mand der tog nej for gode vare og når det gjaldt en ting han gerne ville opnå, kunne han være vældig opfindsom.

Scarlett hævede et bryn over, at manden rent faktisk undskyldte over for hende. Det var jo hende, der ikke havde set sig for så hvorfor i al verden undskyldte han? Var det af ren høflighed, eller mente han reelt, at det var ham der havde lavet fejlen?
"With all due respect I was the one who wasn't paying attention to where I went, so I believe that it's my fault Mr?"
Den britiske accent var temmelig tydelig, men hendes høflighed var om muligt tydeligere.
Et svagt smil trådte frem på hendes læber, og ligesom ham lod hun blikket glide en gang over ham. Han var nu ikke værst. Hans kropsbygning talte sit tydelige sprog om, at han var i god form, uden at det blev for overdrevet. Ud over det var han på ingen måde grim, så da spørgsmålet om interviewet kom, behøvede hun på ingen måde at tænke over det (specielt fordi det gav en undskyldning for at slippe for papirarbejdet).
"I wouldn't mind at all. Just give me a moment please."
Hun kastede et blik ind mod chefen, hvorefter hun pegede på manden over for hende, mens hun mimende forklarede, at han var journalist og gerne ville interviewe hende. Chefen rullede irriteret med øjnene, men nikkede trods alt og Scarlett forstod meningen. Hun kastede igen blikket på manden.
"There, now follow me please so we can get out of this noise."
Hun vendte en halv omgang og traskede roligt mod sit kontor.

Hun lukkede døren, efter at have vist ham ind. Hun tog bunken af papirer og satte ned på gulvet, inden hun lavede en gestus mod en stol på den ene side af skrivebordet. Hun tog selv plads på den modsatte side. Hun lukkede kort øjnene og temperaturen faldt adskillige grader. Ikke så der var koldt, men tilpas køligt, så de begge kunne holde ud at være der. Hun kastede blikket over på manden,og hendes smil voksede en smule.

Dexter smilede til den unge kvinde, hvis accent var en tyk britisk klang. Ikke at det var nogen overraskelse for ham, da rigtig mange af Di Morgas indbyggere kom udenlands fra og var tilflyttere. Specielt alverdens væsner kom langvejs fra for at slå sig ned i dette beskyttede lille land. Selv var Dexter indfødt 'morgaser' og havde boet i landet hele sit liv. Dog var det først i hans sene teenageår at han var flyttet til hovedstaden Terre for at studere og leve sine drømme ud.
Da hun fremførte at deres lille uheld var helt og holdent hendes skyld, sendte han hende et charmerende smil og rækte sin hånd frem imod hende. ”Pope. Dexter Pope, men kald mig endelig bare for Dexter. Og hvad må jeg kalde Dem Frk.?” Dexters mor var en bestemt dame, der mente at høflighed og gode manerer var noget af det vigtigste et ungt menneske kunne lære og hun havde været efter Dexter allerede som ganske ung vombat. Desværre for hans mor virkede det ikke til at lige så mange havde samme mening om dette emne.

Den unge kvinde begyndte at lave faktor til en betjent der ud fra hans tøj og attitude virkede højere af stilling end de menige fodtudse betjente han normalt blev sat til at interviewe. Dette fik ham til at undre sig da han endnu engang kiggede ned af hendes krop og tog hendes beklædnings genstande op til overvejelse. *Måske er hun alligevel ikke prostitueret?* tænkte han overvejende og nikkede smilende da hun bad ham om at følge efter sig ind i et andet rum. Rummet var klart et kontor for en betjent med alt for meget papir arbejde og da blondinen hjemmeligt fjernede en bunke papirer fra stolen beregnet til gæster antog Dexter at dette måtte være hendes kontor. *Så hun er ansat.. Måske er hun bare undercover som prostitueret? Det er i hvert fald en del mere spændende at finde ud af end at vente på ugens rapporter om bortløbende missekatte.* tænkte han fornøjet og tag plads da hun gjorde tegn til det. Efter at havde sat sig fandt han en blog og en kuglepen frem fra sin taske. Mange af hans kammerater på studiet brugte ipads eller optog interviewet, men han havde tildens til at være en anelse oldschool og traditionel i sin fremgangsmåde. Han følte det var synd at lade skrivekundskaben overrende af alverdens teknologi. Da han rettede sig op igen lagde han straks mærke til at graderne i lokalet var dalet en del i forhold til receptionen de netop havde forladt. Det var ikke en ting almindelige mennesker ville ligge særlig meget mærke til, men bare nyde det, men da hans indre dyr var tilknyttet et varmere klima lagde han oftest mærke til de mindste ændringer i vejret. Han sendte kvinden et undersøgende blik og tog diskret en indsnusning og overvejede muligheden for at han sad overfor et væsen, frem for en menneskelig betjent. Selv om Dexter var animagus og derfor havde en anelse bedre lugtesans end et almindeligt menneske, havde han altid frygteligt svært ved at bedømme racen ud fra de dufte både væsner og mennesker udsendte.

Scarlett blev noget overrasket - glædeligt overrasket ganske vidst - for ikke mange var høflige nu til dags. Hun prøvedegodt nok selv at være høflig, men det irriterede hende, når folk tog det for givet. Derfor voksede hendes smil også en smule, når nu denne Dexter tydeligvis havde en hvis standard for hvordan, man talte til fremmede mennesker.
Hun gav ham sin hånd i et fast, men bestemt ikke hårdt håndtryk, mens hun forsøgte at fastholde øjenkontakten.
"Tilgiv mig mine dårlige manerer. Mit navn er Scarlett Jacskon, men Scarlett er fint."

Det kom lidt bag på hende, at han til at starte med ikke sagde noget men blot sad og snusede som om, der lugtede af et eller andet. Hun tog selv en indånding gennem næsen, men kunne ikke selv lugte noget. Var det så slemt? Hun havde jo været i bad her til morgen. Hun havde ikke smurt sig ind i alle mulige parfumer, for det var bestemt ikke hende, men hun plejede aldrig at lugte decideret dårligt. Så slog det hende, at han måske ikke var menneske, og at det pludselige temperaturskifte havde fået ham op på mærkerne. Hun betragtede ham en rum tid, inden hun brød stilheden.
"Det er ikke for koldt vel? Jeg er ikke så gode venner med varmen, så jeg har fiflet lidt med min aircondition. Hvis det generer Dem, kan jeg sagtens skrue op igen?"
Hun fandt det bedst indtil videre at lade som om, hun blot var et menneske. Det var ikke ret hensigtsmæssigt, at folk begyndte at stille for mange spørgsmål.
Hun ønskede på ingen måde, at han skulle føle sig utilpas, og det var nok nemmere for hende at leve med varmen, end det var for ham at leve med kulden. Det var kun en antagelse, men hun havde efterhånden fundet ud af, at menneskers tolerance ikke var så høj. Men havde hun netop ikke lige konkluderet, var han ikke var menneske? Hun kunne ikke helt finde ud af det, men hun var heller ikke ret god til at skelne mellem mennesker, varulve og animaguser.

Hun sad og betragtede ham lidt. Hun havde allerede konkluderet, at han var ret tiltrækkende og det var på trods af, at han egentlig umiddelbart ikke var hendes type. Hun lagde egentlig ikke skjul på, at hun tjekkede ham lidt ud, for hun var alligevel temmelig nysgerrig, og hun var ikke just typen, der skammede sig over noget.
"Well taget i betragtning af Deres ansigtsudtryk tidligere, er det her en dag vi begge gerne vil have overstået, så fyr endelig løs. Jeg lover, at jeg svarer sandfærdigt på alle Deres spørgsmål."
Faktisk var hun temmelig nysgerrig over, hvad han egentlig ville spørge om, men hun ventede pænt og tålmodigt, til han var færdig med sine forberedelser.

Den unge kvinde, som viste sig at hedde Scarlett Jackson, gengældte hans håndtryk. *Fast og lige tilpas* tænkte han fornøjet og var inderst inde glad for at hun havde vist sig at være i stand til at give et håndtryk. For en del kvinder og mænd for den sags skyld kunne ikke længere finde ud af så basis en ting. Deres håndtryk blev slatne og svedige. Der var Dexters opdragelse endnu et plus på kontoen ifølge ham selv.
Dexter lagde mærke til at hans gode manerer også virkede til at imponerer og glæde den unge betjent. Han synes da i hvert fald bestemt at han opfangede at hendes smil voksede en anelse efter hans elegante præsentation.

Dexter virrede lidt på hovedet, så hans dreads dansede lystigt omkring nakken på ham og sendte Scarlett et charmerende smil. Han var ret sikker på hun havde opdaget hans diskrete snusen, men da hun ikke reagerede besluttede han sig for at det kunne være godt det samme om det var et menneske eller en hævngerrig fe der sad for an ham. *Selv om hævngerrig fe ville være en bedre historie.. tænkte han muntert. ”Nej, bestemt ikke.” svarede han med et grin. ”Faktisk er det helt skønt at komme ud af den lumrende varme. Men De sagde De havde fiflet lidt med anlægget? Er det en ny beskæftigelse inden for politiet?” spurgte han og satte sin kuglepen imod blokken og så afventende på hende. Selve spørgsmålet havde haft en klar og tydelig drillende tone, så der burde ikke være noget at misforstå. For Dexter havde nemlig opdaget at hvis han startede et interview med god humor, var hans 'ofre' oftest og hurtigere til at se ham i et positivt lys og derfor komme med langt flere svar end de måske havde tænkt sig til at starte med.
Det gjorde bestemt heller ikke noget når hans 'ofre' fandt ham mere end bare morsom, men når de åbenlyst sad og tjekkede ham ud, sådan som Scarlett nu sad og gjorde, gav det altid et par plusser i bogen.

Dexter kunne ikke holde et grin tilbage over Scarletts frembrusende facon og han vidste at hvis han kom med hendes interview i stedet for de forsvundende missekatte ville han højt sandsynligt blive sendt på politigården igen lørdagen efter. Men lige nu var det ikke noget han tog sig synderligt af. ”En sandfærdig betjent, i disse tider? Kan det virkelig lade sig gøre?” spurgte han og den drillende tone var lige så klar som tidligere. Hans spørgsmål hentydede til de mange korruptions sager der var dukket frem fra gemmerne inden for den seneste tid. Dog havde mange af dem vist sig at være det rene humbuk og bare forurettede borgerer der havde brugt denne metode for at hævne sig på betjente der f.eks. havde givet dem en bøde. ”Men Frk. Jackson.. Scarlett. Kan jeg antage at De arbejder undercover som en af nattens betalte fugle?” tonen var nu blevet en anelse mere fortrolig, der var også derfor han brugte tricket med først at sige efternavn og så fornavn, som om han kom i tanke om at hun havde tilbudt ham denne luksus og derfor værnede han om den.

At Scarlett kom mere og mere ind i kridthuset, gjorde hende egentlig ikke noget. Det betød bare, at interviewet nok ikke ville komme til at virke så langtrukkent. Ud over det var humoren også på plads, hvilket gjorde at det blev taget væsentligt mere afslappet, end hvis det bare havde været "q & a's".
Hans joke fik hende igen til at smile svagt og hun rystede kort på hovedet.
"Nej på ingen måde, men jeg er virkelig ikke gode venner med den tropiske sommer, der kan være hernede. Selvom jeg har boet her et stykke tid, har jeg endnu ikke vænnet mig til den. Og med al respekt for mine kolleger, så er vi ikke altid enige om, hvad det klimaanlæg skal stå på."
Selvom det var en joke, valgte hun at svare sandfærdigt, for hun havde trods alt lovet ham det. Humoren gjorde det blot udholdeligt. Havde de ikke kunne grine ad det, var hun nok allerede begyndt at snakke om noget andet. Hvis tingene ikke lige interesserede hende, skiftede hun ret hurtigt emne, også selvom modparten så ikke altid var tilfreds, men hun var virkelig ikke typen, der holdt sig til et kedeligt emne.
Det morede hende lidt, at han grinte over hendes ord, men hun hævede brynet, da han spurgte om hun var undercover som prostitueret. Hun kunne vel ikke bebrejde ham. Hendes tøj var ret afslørende, men det var jo af helt andre grunde end han havde antaget. Hendes smil voksede dog igen en smule, idet hun rystede på hovedet.
"For at starte fra en ende af: Der er stadig sandfærdige betjente tilbage, selvom jeg vil give dig ret i, at korruption er til stede. Det er svært at komme til livs, men IA gør hvad de kan for at stoppe det. Det andet spørgsmål: Nej. Det er mit hverdagstøj. Hvor du ser det som udfordrende, ser jeg det som en måde ikke at overophede på. Især om sommeren bliver jeg hurtigt skidt tilpas, hvis det er for varmt. Jeg kommer trods alt fra et sted, hvor det regner 90% af tiden om sommeren."
Hun havde måske svaret temmeligt alvorligt på hans joke, men hun så korruption som en ganske alvorlig ting. Hun kunne bare ikke gøre så meget ved det, hvis hun ikke så det, for det var ikke hendes område.
Hun bemærkede godt hans brug af efternavn først, og hun kunne næsten sværge på, at det var bevidst. Hun valgte dog ikke at kommentere det, men hendes smil voksede alligevel en smule, mens hun ventede på næste spørgsmål.

Dexter, der selv var 'morgaser' var ikke plaget af varmen, sådan som han vidste mange af tilflytterne fra de køligere dele af verden var en gang imellem. Han havde altid fundet det en anelse morsomt at mange valgte at flytte til de varmere og mere solrige steder og hver gang de valgte det endte de ofte med at klage sig over at der var for varmt. *Vi bliver bare aldrig tilfreds..* tænkte han og hans tanker fik et anstrøg af filosofi.
Han sendte hende et smil og noterede hendes svar på sin blok. Man kunne hører kuglepennens raske skriblen hen over det blanke papir og hvis man så ham over skulderen for at følge med ville man blive efterladt med et stort spørgsmålstegn i hovedet. Dexter havde nemlig som så mange andre journalister udviklet sin egen form for stenografi og alle hans notater blev skrevet i dette hemmelige kodesprog. Han havde altid fundet det lidt sjovt når han tænke over dette fænomen. Journalister var nogle hemmelighedsfulde og lettere paranoide skabninger. *Som min dejlige professor..* Her tænkte han på den opgav der havde gjort at han lige netop sad på politistationen sådan en kedelig lørdag formiddag.

”Selv er jeg 'morgaser', en tropefugl, men varmen kan da blive lige lovlig kvælende, selv for mig. Specielt hvis den normale standart er som ude i junglen der.” svarede han og nikkede henkastende imod det store lokale, hvor receptionen havde været.
Dexter fornemmede på Scarlett at hun var en kvinde, der ikke gad spilde sin tid på ligegyldige emner. Hvis det ikke interesserede hende ville hun med garanti hurtigt hoppe videre eller afslutte det. Det var i hvert fald hans umiddelbare bedømmelse af hende. Han kiggede ud af øjenkrogen på alle de mange papir stakke der stod omkring og tilføjede mentalt handlekraftig på listen over ting der kunne passe på denne kvinde.
Da Scarlett svarede med en mere alvorlig tone på hans spørgsmål, skældte han sig selv ud mentalt over at havde sprunget til den konklusion at hun var undercover som prostitueret. ”Jeg er frygtelig ked af min antagelse, jeg er bare slet ikke van til at betjentene i Terre ikke er uniformeret eller mere formelt påklædt. Jeg håber ikke at jeg på nogen måde har fornærmet Dem.” skyndte han sig at sige og sendte hende et undskyldende smil, der stadig havde en kant af charme. Selv om han undskyldte havde han bidt mærke i hendes forklaring på netop denne påklædning og han vidste at man sagtens kunne klæde sig 'anstændigt' uden at det blev provokerende, men han havde en stærk idé om at det ikke kun var praktiske årsager at en kvinde med Scarletts figur valgte netop dette outfit. ”Men kan det virkelig passe at det regner så meget? Jeg havde altid troet det var en skrøne, ligesom når man siger at alle franskmænd spiser frølår?” hans stemme lød uskyldig og undrende, men han gjorde det nu helt bevidst for at slå hans tidligere bommert hen. Kuglepennen der ikke havde løftet sig fra blokken skriblede igen løs for at nedfælde hendes svar, men Dexter havde ikke behov for at kigge på blokken for at se hvad han skriver, det hele lå i håndledet. ”Korruption er et ømtåleligt emne for mange betjente, så jeg er ked af jeg bragte det på banen, men mit job som journalist lader mig desværre ikke altid stoppe af den slags. Min mor ville skamme sig over mine dårlige maner på det punkt.” Dexters plan var at bringe munterheden tilbage i samtalen ellers ville han afslutte den hurtig og smutte hjem inden regnen han forudså ville begyndte at styrte ned. ”Men hvis De ikke er undercover betjent, hvor ligger Deres ekspertise så henne?”

Selvom Scarlett stadig ikke helt var vant til varmen, fortrød hun på ingen måde at være flyttet hertil. Hun havde endnu ikke oplevet et andet sted, hvor magiske væsner rent faktisk trivedes på samme måde som her. Hun var vældig glad for at bo her, og hvis det betød, at hun måtte udholde de varme sommermåneder, så gjorde hun gerne det.
Hun gengældte hans smil, mens hun lod ham skrive færdig. Selvom hun egentlig gerne ville have det her overstået, havde hun ikke tænkt sig at presse ham. Hun var trods alt tålmodig anlagt (til tider), så hun gav ham tid til at få skrevet færdigt. Mest fordi hun kunne forestille sig hvor irriterende det måtte være at blive afbrudt i sin tankerække hele tiden.

Hans svar fik hende igen til at smile. Han lod til at være lige så direkte som hende selv.
"Det tager tid, men jeg er næsten sikker på, at jeg nok skal få vænnet mig til klimaet."
At han rent faktisk begyndte at undskylde, fik hende til at grine. Ikke en hånende latter, men mild. Hun var slet ikke vant til at blive tiltalt med så meget respekt. Hun havde selv ikke taget hans spørgsmål så tungt, for hun var vant til langt værre antagelser end at blive stemplet som undercover. Teknisk set var hun jo altid undercover, men det skete sjældent, at det var som prostitueret. Hun rystedet kort på hovedet, inden hun igen rettede blikket mod ham.
"Nej det er okay. Der er ikke mange, der er vant til civil-klædte betjente. Det gør det dog væsentligt nemmere at anholde folk, når man ikke ligefrem skilter med, at man er betjent."
Hendes smil voksede en smule over hans undskyldende ansigtsudtryk. Han var dog næsten for sød til hendes smag, selvom hun ikke lod sig mærke af det. Høflighed var fint, men det kunne også hurtigt blive for meget. Ikke at det generede hende lige nu, men det der sukkersøde bavl, gav hun ikke meget for.
Igen måtte hun ryste på hovedet som svar på hans spørgsmål, og hun kunne igen ikke lade være med at grine.
"Nej tilgiv mig. Det var mest at overdrivelse fremmer forståelsen. Selvom der er lang flere regnvejrsdage end her."
Hun betragtede en rum tid hans kuglepen, der ustoppeligt blev ved med at køre hen over blokken. Det undrede hende, at han kunne få så meget skrivestof ud af hendes svar, for hun syntes ikke selv, at hun var ret uddybende. Han kunne vel læse folk ud fra deres svar. Det ville i hvert fald ikke undre hende, når nu han var journalist.
Hans næste ord fik dog smilet tilbage på hendes læber. Hun kunne ikke helt finde ud af, om han prøvede at løfte stemningen, eller om han bare var høflig af natur. Det var nok lidt af begge dele.
"Jeg tror det største problem er, at folk altid er bange for at blive beskyldt for det, for når først mistanken er der, er den ikke så nem at fjerne igen. Men du skal ikke tage det så tungt. Det er dit job at spørge, og jeg lovede, at jeg ville svare sandfærdigt."
Hendes smil voksede endnu en smule, mest for at indikere, at hun ikke var blevet stødt over hans spørgsmål. Nogle emner var bare ikke altid til at tale med letsind om.
Hun valgte dog ikke at svare på hans sidste spørgsmål, eftersom hun havde forklaret sig en gang. Ikke at det irriterede hende, men der var vel ikke grund til at forklare sig flere gange, specielt når han nu sad og skrev det hele ned.

Kuglepenen dansede forsat hen over blokken, uden at Dexter havde behov for at kigge. Det hele lå i håndledet og flere års øvelse. En del havde fortalt ham at de altid undrede sig over at han kunne skrive så meget under et interview, specielt hvis 'offeret' ikke sagde specielt meget, men for Dexter handlede det ikke bare om at skrive svaret ned som det blev sagt. Han skrev både sine spørgsmål ned, svarene, måden svarene kom på, omgivelserne, 'offerets' reaktion og kropssprog under hele interviewet. Han skrev også en hel del strøtanker ned undervejs, som han skulle undersøge når han kom hjem, inden han kunne aflevere den fuldendte artikel. *Det er derfor jeg ikke bruger mere moderne remedier til det her job.* tænkte han med en anelse stolthed da tanken om hans mange skriblerier fløj forbi indersiden af hans pandelap.

Dexter nikkede smilende til hende da hun nævnte at det ville tage tid at vænne sig, men at det nok skulle lykkes. "Bare af ren nysgerrighed, men hvor længe har De egentlig befundet dem under tropiske himmelstrøj?" spurgte han og munterheden var at spore i hans stemme. Hans egen humør steg en anelse mere da Scarlett begyndte at grine af ham. Han havde stærkt på fornemmelsen af det skyldes hans egen høflighed. Han var høflig af natur, det havde hans mor sørget for, men hans gode manerer og høflighed steg altid et par grader når han var ude som journalist. Dette skyldes at her var han på job, han repræsenterede en avis og professionalisme og derfor ikke sig selv. Han vidste at mange af hans andre klassekammerater ikke bekymrede sig helt så meget med at stille et ordenligt billede af sig selv ud af og mange af dem kæmpede sig højråbende igennem og blev de provokerende journalister man så på fjernsynet, der stod som en skrappende flok høns omkring en stakkels politiker og hakkede og bed for at være den som fik det rigtige svar ud af manden. Dexter, derimod, mente at man kom længere med venlighed og et smil. Og efter hans egen mening og lønseddel, kunne det godt se ud til at virke.

*Så hun er civil-betjent. Well.. Det er stadig mere spændende end forsvundne missekatte. Desuden er hun en del pænere at kigge på end en svedig lettere kvabset gade betjent.* Dexter gøs let ved tanken om at skulle have brugt et par timer i selskab med sådan en herre og priste sig lykkelig for at Scarlett var dumpet ind i ham. Nu var han ikke en mand der havde en specielt type han kun kiggede efter, for ham spillede personligheden en stor rolle i hvordan personens endelige 'udseende' så ud. Dog havde han en stor svaghed. Faste bagdele! Dem kunne han simpelthen ikke stå for. *Mums!* tænkte han og et lille smil spillede sig hen over hans læber.
"Nej, der har De ret. Der er jo desværre den slags beskyldninger som sidder fast lige meget hvor uskyldig man er. Og desværre ser det ud til at være blevet en trendt i blandt folkefærdet at beskylde betjente for uanstændig opførsel eller korruption hvis de føler sig forkert eller dårlig behandlet." Dette var et fænomen Dexter overhovedet ikke kunne forstå. Hvordan nogle mennesker uden at tænke sig om ødelagde et andet menneskes liv uden at se sig tilbage. Dexter var ikke et fordømmende menneske, men nogle ting kunne han simpelthen ikke sætte sig ind i eller være forstående over for.
"Men som civil-betjent kommer De vel ud for en del mere kontakt til Terres befolkning? Er det en tildens De selv har lagt mærke til?

Scarlett betragtede den dansende kuglepen lidt, mens hun gav ham tid til at formulere det næste spørgsmål. Havde det været en irriterende journalist, havde hun nok afsluttet interviewet for længst, men hun nød hans selskab og lige nu havde hun på ingen måde travlt med at komme tilbage til sit papirarbejde. Hun havde ingen arbejdscomputer i øjeblikket, fordi tingene åbenbart tog sin tid at få trumfet igennem. Dem der skulle sørge for leveringerne var altid så længe om at få det gjort. Det betød, at Scarlett var nødsaget til at skrive sine rapporter i hånden og så få en anden til at skrive dem ind i systemet, så hendes chef senere kunne læse dem. Det var temmelig kompliceret, men så længe hun ikke havde en computer, kunne hun intet gøre.

Hun tænkte lidt over hans spørgsmål. Hvis hun svarede 100% ærligt, ville hun samtidig fortælle, at hun ikke var menneske. Hun havde lovet ham, at hun ville svare ærligt, men lige dette måtte vel være undtagelsen, der bekræftede reglen. Hun sad og så lidt tænksom ud, som om hun prøvede at regne tilbage.
"Hmm en to-tre år vil jeg tro? Jeg kan ikke huske den præcise dato, men det er deromkring."
At han igen lød glad, fik Scarlett til igen at slappe af. Hun ville ikke have, at han følte, at stemningen blev anspændt mellem dem, for selvom hun havde svaret alvorligt, bar hun på ingen måde nag, for som hun selv havde sagt, så var det trods alt hans job at spørge. Hans høflighed gjorde det alligevel også en del lettere at leve med spørgsmålene, for han gjorde det virkelig klart, at han ikke mente tingene personligt. Havde det været en med slet ingen høflighed, havde hun nok ikke været så flink, for hun kunne virkelig ikke tage de der journalister, der prøvede at presse svar ud af folk. Normalvis var hun meget tålmodig, men de der pokende journalister, der interviewede politikere osv på tv, havde hun ingen respekt for, for det handlede kun om at få forsidens overskrift. Nej lige på det på, var hun glad for at Dexter ikke var som alle andre, Hans personlighed var alligevel fængende, og det lod til, at han faktisk lyttede til, hvad hun sagde.

Da han gøs, hævede hun et bryn. Det havde ikke været ret åbenlyst, men hun håbede ikke, at hun var skyld i det. Hun ønskede ikke, at han skulle føle sig utilpas ved hendes selskab.
"Jeg har vel ikke gjort noget, for at du føler dig utilpas? I så fald må du undskylde, hvis jeg gjorde."
Det var måske, at gå i små sko at spørge, men hun ville hellere være på den sikre side, for hun ønskede virkelig ikke, at han følte sig usikker. Det var måske mærkeligt, men hun gjorde virkelig alt for at være høflig overfor ham, for hun ville gerne gøre interviewet udholdeligt for ham også.
"Det kommer an på så meget. Normalt skilter jeg ikke ligefrem med, at jeg er betjent. Så jo jeg kommer aldeles mere i kontakt med mennesker, men det er nu fordi, de er lettere at fange. Alt undergrunds-liv er baseret på, om politiet er ude eller ej, og hvis de ikke aner, at jeg er der, er det nemmere at komme til livs, end hvis jeg havde været uniformeret og kørt rundt i patruljevogn."

Dexters dansende kuglepen forsatte hen over bloggen i en rygendes fart, kun med små korte pauser imellem, før den igen genoptog sin dans. Med vante og lette bevægelser bladrede han en side frem i bloggen, så han fik en frisk side at proppe sine skriblerier på.
Dexter sendte hende et grinende smil. ”Ja, der har De sørme ikke været for heldig med vejret.” De sidste mange år havde vejret i Di Morga været meget omskiftelig, men om sommeren havde solen bagt stødt og varmt i flere døgn af gangen og efterladt alle grønne områder gyldne og lettere visne. Derfor var en dag som i dag, faktisk ligeså meget en velsignelse, som en forbandelse. For selv om varmen var kvælende og de mørke skyer truede med torden og lynild, ville regnen komme som.. *Jah.. Sendt fra himlen!* tænkte han fornøjet.

Dexter kunne mærke at selv om Scarletts kontor var en del køligere end resten af politistationen, var den klistrede varme begyndt at trænge ind under hans dreads og gøre hans hjerne tung og kedelig. Der skulle en del varme til for at det irriterede Dexter, han var tros alt et trope-dyr. Men når vejret lagde op til torden plejede det at påvirke ham i netop denne stil. Selv om det klart havde hjulpet at sidde i et køligere lokale. *Godt, jeg kan gå hjem efter det her.. Selv om jeg har ondt af de stakler som ikke kan.* tænkte han og kløede sig i øjenbrynet med sin kuglepen. Hans øjenbryn hævede sig let da Scarlett åbenbart havde lagt mærke til hans svage gysen. *Nå ja.. Man skal vel havde et øje for detaljer som betjent.* tænkte han og skyndte sig at sende hende et af sine mest charmerende smil. ”Nej, De har så sandelig intet gjort. Jeg tror sårment blot det er vejret der påvirker mig en anelse.” Han kunne jo ikke fortælle hende at han havde siddet og tænkt på svedige kvabsede betjente og faste bagdele. Det ville virke uprofessionelt og helt og aldeles upassende.

”Jamen, hvis De er en del af undergrunds-livet, er det så ikke en sikkerheds risiko at De har et kontor De bruger her på politistationen?” Dexter havde engang skrevet en novelle om det sorte marked og handlen der foregik der, baseret ud fra egne erfaringer. Ikke at han havde tænkt sig at sidde og sige at han havde solgt sit blod på det sorte marked, til en betjent. Det var en ulovlig handel, selv om Dexter nu ikke kunne forstå hvorfor, da vampyrerne og de andre væsner der nyder at drikke blod jo også skulle leve og det var bedre de købte færdigpakkede blod poser, end overfaldt mennesker og væsner på gaden og drak dem tomme. Men ud over det havde Dexter ikke synderlig meget erfaring med den kriminelle verden og dets bagmænd.
”Men jeg forstår hvad De mener. Uniformerne er ikke just diskrete, men de har bestemt en effekt.”