As everything falls together and makes sense again

af Gæst Lør 7 Dec 2013 - 16:42

TId Godt vel nat, omkring de 22:30
Sted Tæt ved universitetet, lidt fra Jimmys hjem
Omgivelser Det er en gade, med huse omkring sig, universitetet i baggrunden
Vejr Det er koldt, regner og himlen er svagt beklædt af mørke skyer, dog titter månen frem bag dem
Påklædning overtøj minus jakken i hånden, så et par lange sorte støvler, der går hende til knæende og med hæl, samt en sort jakke
Tilegnet Jimmy

Regnen havde efterhånden gjort hendes hår helt vådt, det ellers så smukke røde hår, der krøllede fint, når det var tørt, hang nu ned langs hendes ansigt. Hun gik med hænderne over kors, havde ingen rigtig ide om hvad hun lavede denne regnfyldte nat, ikke andet end det gav hende en følelse af at havde været her før. Det var som om hun kendte rutinen, stedet her var som hjem for hende. Med et stoppede hun op, kiggede rundt og billeder fyldte hendes hoved, fra da hun var 15, netop flyttede til byen...faktisk snarer netop flyttede til landet. Den unge Amerikaner, der knap og nap vidste noget om Frankrig, var tvunget af sted, uden selv at have nogen som helst mening i det.
Dog havde hun aldrig troet det ville gå som det gjorde, for kort tid efter hendes ankomst, til dette fremmede land, gjorde hun sin første ven. Hun huskede tydeligt første gang hun mødte ham, hans smil og venlig var det første hun opdagede. For første gang var der rent faktisk en der gjorde noget sødt overfor hende, uden at ville have noget igen, han havde rent faktisk været sød overfor hende, hvilket virkelig overraskede hende og hun fandt sig selv nyde hans selvskab.

Hun grinede og kørte sine arme op og ned af sine arme, han havde i sandhed været en ven hun havde værdsat, en hun kom til når alting virkede som faldt det ned om hende øre. Han havde lyttet og holdt om hende, hvis hun havde brug for det. Selvom hun flirtede rundt med alle drengene, for så derefter at skrotte dem, hvis de ikke faldt i hendes smag, så var han der for hende. Han var faktisk den der kendte flest af hendes hemmeligheder, f. eks hendes ønske om at blive elsket for den hun var.
Som årende gik tog hun sig selv i at betragte ham som mere end en ven, hun frygtede dog hvad han følte og om han kun anså hende som ven...for første gang i hele sit liv var hun rent faktisk bange, hun turde ikke fortælle ham om sine følelser og begravede sin sorg i andre drenge og fester. Hun frygtede at hvis hun fortalte om sine følelser, ville han enten ikke tro dem og grine af hende, eller også ende deres venskab. Forsigtigt kørte hun hånden igennem håret og huskede deres sidste aften. De havde været hjemme hos ham, som de faktisk var ret tit, de havde ligget tæt og set en gyser film. Hun havde haft sin kind mod hans bryst og gemt ansigtet mod han betryggende favn, hvis der skete noget uhyggeligt, men med et forandrede alt sig. De havde set hinanden dybt i øjnene og det skete bare, de kyssede og det havde vidst sig i alt den tid han havde de samme følelser for hende. Uheldigvis var hun blevet bortført på vej hjem og en uge senere dukkede hendes døde krop op.
Hun huskede ikke meget om hvad der englelig var sket, hvordan hun døde. Hun huskede bare det mørke, lille rum. Hun huskede kulden og frygten for hvad der ville ske hende også var der den store smerte. Hun huskede at bede og skrige på nåde, men der var i sandhed ingen der lyttede og derefter var alt mørkt. Det næste hun huskede var at stå iført en hvid kjole, ude på kirkegården. Hun havde senere læst om sit mord i en avis, set billedet, dette skete knap to uger efter hendes død.

Hun sukkede og gik forsigtigt videre, lod sit blik glide mod jorden, før hun gik op mod hans hjem, hen mod det der fyldte hende med savn. Hun bed sig i læben og bankede forsigtigt på den store dør, ventede, med armene klamrende omkring sig, mens hun rystede af kulde

[håber dette er godt nok]