Cold Colours Makes Beautiful Art [Euuzia/Caleb]

Måned var ej ramt sit højdepunkt over himlen i nu, det kolde gys af vintervinden havde ramt de fleste der bevægede sig ud, dog også dem der ville holde sig som en del af normal havde tage mere beklædning ud over deres krop. Dog var der også de få, den enten havde stolthed at spise og derfor ventede eller dem som kvinden der gik langs gågaden uden et bestemt mål. Dog alligevel fandt hun sig selv tit befinde sig på denne følelsesfulde gade hvor folk altid havde et mål i deres tanker, socialisering eller indkøb, dog var ingen af disse ting i hovedet på kvinden, der gik i den korte kjole. Den sad til hendes knæ ej lavere, dog var hele hendes arme dækket. dog efterlod kvinden en larm som hun gik, nok ikke mange ville se det som en larm, men hendes skidt lavede store højlydte metalliske klang efter hende, hver gang hendes fod rørte jorden lød det, igen og igen og igen. Klangen kom fra de lange metalliske støvler hun havde på, de sluttede lige under hendes nøgne knæ, det samme metal gik igen flere steder på hendes krop, Et stykke der dækkede hendes pande, tindinger plus det holdt hende hår tilbage, noget mere der dækkede hendes barm samt bryst. Det sidste sad på hendes hænder, nogle længere handsker der sad op til hendes albuer hvor de mødtes med det lyserøde stof der udkom fra hendes kjole.

Her på gågaden stod hun med sin skulder taske over skulderen, foran en dør der førte ind til noget hun ikke havde brugt tid på i en længere periode, et galleri, hvad end hun ville derinde tænkte hun ikke over før hun bevægede sig derind, og lod blikket fare rundt på de flere kunstværker der var derinde. Dog fandt hun nu sig selv med blikket på en malerig, hvor den primære farve var noget hun havde set tit, ikke da det vækkede følelser i hende, en kendt mørk rødlig farve, som de fleste væsener havde til at løbe igennem dem. Næsten to meter fra billede stod denne unge kvinde med hendes stort set fejlfri hud, den eneste fejl var et ar, der var dukket stort set perfekt af enten hendes sølvfarvet hår eller pande beskytteren, og kiggede ind på billede med det følelseskolde samt livløse blik. hænderne hang livløst ned af siderne på hende, dog var der sket en ændring siden hun gik ind, hendes blok og pen fra tasken havde fundet vej til hendes hænderne frem for tasken, samt tasken havde skiftet side. Det ene knæ havde lavet et knæ hvilket tvang hendes krop til at bevæge sig efterfølgende, dette var det eneste bevægelse i hendes krop, alt andet hang stille eller lige, men dette knæk gav hende en overraskende feminin måde at stå på, hendes blik var fanget i billede, dette billede fik hende i det mindste til at føle noget, men havde ingen ide om hvad det var hun følte, var det negativt eller positivt? dette var endnu ukendt for hende.

Galleriet summede allerede. Caleb havde givet en større donation til galleriet, og som et hvert andet sted der fedtede for donationer holdte galleriet en "gathering" til ære for Caleb DeBayle. Caleb var klædt i et skræddersyet jakkesæt i sort. Under havde han en mørkblå skjorte og sort slips. Det hele fuldtendt med dyre italienske sorte sko. Enten kom kvinder hen der ville fedte sig ind hos ham grundet hans udseende eller penge. Der var selvfølgelig også dem der bare ville holde sig på hans gode side eller ville have ham til at donere til deres forretning. De havde allesammen åbenbart troet at det hjalp at fedte. "DeBayle! Mr. DeBayle! Caleb DeBayle!" Han havde hørt sit efternavn så mange gange han var ved at være træt af det. Men det her fedteri hørte desværre med til det her samfundslag. Caleb var langt fra som andre i samme lag af samfundet, men han vidste hvad der var nødvendigt hvis man skulle fungere der.

Caleb havde selv en 3-4 malerier med op aftenens udstilling. Han tænkte han kunne lige så godt få solgt dem hvis der var en køber. Pengene var ikke nødvendige men der skulle jo laves forretning alligevel. De malerier han havde taget med var et nyt projekt han havde arbejdet noget med. Det var semi-abstrakte malerier hvor han havde forsøgt at fange de mørkere sider af folk, ved at bruge primærfarver og gøre dem mere dystre. Han stod og var nærmest ved at gabe da en yderst unik ung dame fangede hans blik. Hun havde noget underligt metal på kroppen men af en eller anden grund, kunne hun bære det med stil. Men det var længe siden han havde set nogen med så lidt liv i blikket. Hun lod til at have stoppet ved et af hans malerier. Han bevægede sig tættere på og kunne dufte hvad hun var. Det var ikke så længe siden han havde hilst på en så duften var stadig i frisk erindring. En Is Dæmon. Hvad det var hun udviste kunne han ikke rigtig tyde.

En sikkerhedsvagt havde også fået øje på hende og skyndte sig hen mod hende og sagde: Hey beat it! you're not invited! 
Caleb skyndte sig der hen og lagde hånden på sikkerhedsvagtens skulder og sagde: Take it easy mr. Morris. This young lady is admiring the art and i consider her my guest. Can you please stop pestering my guests?
Mr. Morris nikkede og sagde: of course mr. DeBayle...
Han gik igen og Caleb stillede sig hen ved siden af hende og kiggede op på maleriet. Det var et af dem han var okay tilfreds med. Der skulle meget til før han var helt tilfreds. Det var et maleri hvor at livets skyggesider kom til udtryk i blod. Det gik også nogenlunde hvis han selv skulle sige det. Han kiggede på hende og sagde: Goodevening miss?

Vagtens ord ramte hende men blev blot kastet bort,  som altid fangede hun opmærksomhed, dog var vagtens høflighed ikke til stede, men manden der ankom efter, hvorfor hjælper han? Alts der var intet galt med det, hun forstod hans arbejde og ønskede ikke at stå i vejen for hans arbejde, men manden, en kunstner, fjernede ham så både hende selv og vagten kunne fortsætte med det de ønskede. Hun drejede hovedet for at se manden der var så hjælpsom. Det kolde livløse blik faldt langsomt over manden der nu befandt sig tæt ved hendes side, næsten ubehageligt at han bare trak sig derover uden at søge hendes opmærksomhed før han var der, en hilsen forlod ham, og blev  kastet i hendes retning, et høfligt sind fra denne herre var ældre end han så ud. Han tøj var dog moderne men manden selv var ældre og tydeligvis magisk af natur. Desværre fik hun ingen tegn på hvilken væsen han var, men hun havde sine gæt. Han virkede ikke til at have noget imod sine følelser, samt følelsen der kom efterfølgende, så de fleste demoner var ude af billedet, der efterlod de fleste af dem hun ikke var bange for, dog var der ingen grund til at tage defensivt fodfæste i her.

Hånden gled over på blokken og pennen begyndte sin dans hen over blokken, ord blev dannet med en elegant gammeldags skrift, som dansen gik i gang fandt blikket dets vej tilbage til billede med blodet. Det vækkede nogle følelser i hende,dog var hun ikke klar over hvilket det var, ej heller om de var behagelige eller ubehagelige.

Papiret blev revet af blokken og lagt mellem to finger og hele hånden bevægede sig over mod manden der stod ved siden af hende, blikket blev ført med hånden og søgte mandens øjne.
I appreciate their kindness, and their hospitality.

Good evening, for them also sir, i deeply applogise,but I do not  wish to use my voice ohere where common humans  are nearby. So the way we will communicate will be through their voice and my notes.

they are an artist right?
Hun ventede på papiret blev taget af manden, den feminin stilling, samt det livløse blik ændrede sig ikke gennem denne handling.

Han tog forsigtigt imod papiret. Der var ingen pludselige bevægelser over ham overhovedet. Det var ikke noget med frygt for hvad hun kunne finde på men han var trods alt adelig. Både det at han var Lord og hans vampyriske natur gjorde at han bevægede sig med ynde og elegance. Han bevægede sig let og flydende. Han beundrede først håndskriften. Han havde ikke set noget lignende siden han selv var helt ung tilbage i England. 

Han læste det nøje og undrede sig først over hvorfor hun ikke bare talte, men det var der helt sikkert en god grund til. Han kiggede tilbage på hende da han læste hendes spørgsmål. Han havde også godt lagt mærke til hendes fasscination af billedet. Eller hvad det var hun følte. Det var slet ikke til at tyde. Hvilket ellers var noget han var god til. 
Yes i am miss. I have painted the very painting you lay your eyes upon. I hope you like it. It was an exciting project. Not really sure why i began though.
Forgive my manners miss. I am Caleb DeBayle

En kunstner, han havde malet dette? Blikket faldt tilbage mod maleriet der stod foran hende, mandens bevægelser var elegante og rolige, nærmest som man forventede den slags folk ville bevæge sig. Nu hvor blikket var rettet mod billedet, gik tankerne i gang med at forsøge at finde en mening med billedet form samt farver.
Et navn, hans eget. Blikket gled mod ham kort som navnet blev kastet i retningen af hende, hun drejede sig kort og lod blikket læse hans figur. Blokken blev hævet til hendes bryst højde og pennen begyndte sin elegante dans endnu en gang. Der var ingen tanker den blev kastet rundt af mandens navn, Celeb DeBayle, var det hørt for hende før? nej, det navn blev ikke fundet i hendes minder, fornavnet dukkede op to tre gangen, men hverken det det ansigt eller efterhavn. Hun blikkede et par gange og fandt sit blik tilbage til manden og ikke sine egne minder.
Men billedet, faldt igen i hendes tanker, dog gav det ikke billeder i hendes hoved der var nye, men massere af minder blev kastet frem og tilbage. Blod gik igen i flere af dem, dog var intet af det fra hende selv, gamle venner, eller fjenders blod havde den farve. Hendes selv var ikke sådan, hendes blod havde aldrig haft den farve. Intet ved hende havde været rødt, ikke da hun ikke havde blødt i sine minder, eller rødmet for den sags skyld, det var blot ikke den farve.

Som papiret forlod hendes hånd fladt hånden nærmest livløst ned langs hendes side igen, ikke mange bevægelser skete før hun havde billedet analyseret og mindereret ind i hendes sind. Stille vendte hun sig om, som hun vendte sig fandt hænderne med blokken og pennen frem til hinanden, og en ny elegant dans begyndte at forekomme derpå.
Et høfligt smil, dukkede op på hendes læber som hun vendte sig mod manden, dog var det tydeligt at det ikke var ægte.

This image is good, it reminds me of alot, not my self, but alot of long lost freinds. Thank you.
My name is, Euuzia Zulia, an Demon of the frozen element.
Its an honor to meet you, dear sir.

Som, papiret ville forlade hendes hånd ville hun neje for manden, og lade hendes blik falde mod gulvet i nogle sekunder før hun stillede sig som før.

Hun var nu en unik lille skabning. Svær at placere, men måske var det bedst sådan. Der kunne ligge mange grunde bag dette og det var ikke nødvendigvis Calebs opgave at vide dem. Hvis de blev fortalt ville han tage dem til eftertanke men han ville ikke spørge til hendes unikke væsen. Det kom nok med tiden hvis det var meningen. 

Han stod og studerede den fantastisk smukke håndskrift og læste beskeden hun skrev. Han nikkede anerkendende og sagde der efter: It is an honor to meet you as well ms. Zulia. As you probably have figured out i am myself a Child of the Night. Pardon me for asking miss but why is it that you write instead of speaking? If you do not mind me asking of course


Han ville ikke fornærme hende men ikke desto mindre kunne der vel ikke ske nogen egentlig skade ved at spørge. Der kunne være millioner af grunde men hun behøvede jo heller ikke at svare