In a perfect world - Hazel

Hazelin kom langsomt ind til ham og smilte lidt. "Jeg ved godt du ikk nødvendigvis er tilfreds med det" smilte hun og satte sig ved hans side. Trak benene op til sig, og lod blikket hvile på ham. Grinte lidt af hans spørgsmål, og trak på skuldrene. "Godt spørgsmål.. Skal vi gå i byen?" det blev sagt med et drillende glimt placeret i hendes øjne. Det var nok ikke ligefrem byen han havde lyst til.

Virkede så lidt tænkende. Ja.. hvad så nu? "Tjo.. vi kan vel.. snakke eller noget, også regner jeg lidt med at jeg nok skal gå i aften, men hvis du har lyst kan vi godt spise sammen?" spurgte hun let, og tyggede sig en anelse i læben. Hun havde bare lyst til at gemme sig ind mod ham, men lige nu var det nok ikke så smart.

"Skal jeg lave noget mad eller noget? det virker godt mod tømmermænd" hun smilte lidt mod ham. Regnede faktisk med at det nok havde været derfor at han var ude og gå, og at det havde et tilfælde han havde opdaget hende. Ikke fordi det generede hende, for det havde været ganske rart at snakke med ham. At få forklaret.. og hørt hans version.

Nathan rullede med øjnene over hendes kommentar. "Du er dum" sagde han med et lille skævt smil på sine læber der fortalte at han ikke mente det så bogstaveligt som han havde sagt det, men nej han skulle bestemt ikke i byen lige nu, faktisk havde han mest af alt bare lyst til at begrav sig under dynen og have ondt af sig selv.

Nathan nikkede: "Det er fint nok, har ikke helt lyst til at gå udenfor idag" sagde han og kiggede over i mod hende, faktisk havde han bare lyst til at sidde og kigge lidt ud i luften: "Jeg troede faktisk aldrig jeg så dig igen" sagde han blot, havde han ikke mødt hende tilfældigt ved caféen så havde han nok aldrig fået samlet sig mod til at opsøge hende.

"Mest efter igår" sagde han og kom med et lille smil, han havde jo ikke ligefrem været særlig venlig og det vidste han odt, derudover havde hans venner heller ikke ligefrem bare taget det roligt.

Hazelin grinte og så smilende ind i hans øjne. "Det kan jeg leve med" svarede hun drillende og trak blidt på skuldrene. Hun vidste godt at han ikke mente det. Svagt bed hun sig i læben, og holdt om sine ben. Det var nu dejligt at være sammen med ham igen.

Let nikkede hun og så på ham. "Jeg vil gerne lave noget mad så.. Noget du ikke kan li?" spurgte hun tænkende. Det ville være rart at vide hvis der var noget han ikke kunne li, så det ikke lige præcis var det hun stod og lavede. F.eks. elskede hun fisk, men mange folk brød sig ikke om det. Så for ikke at stå og lave noget der bare ville blive smidt ud, spurgte hun.

Hans ord kom bag på hende, men hun smilte dog. "Hey.. uanset hvad så bor vi jo i samme by.. så du ville nok se mig.. Men jeg er glad for vi stødte på hinanden" svarede hun mildt og lignede kort en der rakte ud for at stryge ham over armen, men ombestemte sig, og strøg sig istedet gennem håret for at skjule det. "Jeg er bare forbavset over du ikke er vred på mig over det jeg gjorde" mumlede hun undskyldende.

"Jeg spiser næsten alt" sagde han blot som en konstatering, han kunne ikke helt overskue at tænke sig til hvad de skulle spise, lige nu prøvede han bare at få sine tanker til at fungere inde i hovedet på ham og han prøvede bare at få det hele til at gå op, han kunne jo godt lide hende, men han turde ikke helt åbne op for mere end det, gjorde han?

Nathan kiggede på hende, endda en smule undrende: "Hvorfor skulle jeg være sur?" sagde han og mente uden tvivl at det var hendes ret at være det: "Hvis jeg ikke havde sagt ngoet, så havde du vel intet gjort?" sagde han en smule spørgende.

Han var stadig ikke helt sikker på hvor han havde hende, hn vidste at hun kunne lide ham - men så heller ikke så meget mere, han vidste ikke hvad fremtiden skulle vise og lige nu ville han nok heller ikke vide det: "Kan vi ikke bare starte helt fra bunden? Være venner? Måske date? Lade os se..." sagde han, han ville nok egentligt bare gerne starte på en frisk.

Svagt grinte hun over hans ord, og nikkede så en anelse. Smilte lidt til ham, og bed sig kort i læben. "Jamen så er det også meget nemmere at lave mad jo" svarede hun blidt og lyttede så til hans næste ord. "Neij.. jeg havde nok intet gjort" svarede hun tænkende og så kort frem for sig. Hun havde jo kun gjort det fordi hun var vred. Normalt gjorde hun ikke den slags.

"Hvis det er det du vil.. " svarede hun let og strøg en tot hår om bag øret. Så kort ned i gulvet og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv nu. Det var en sød måde at afvise hende på, ingen tvivl om det. Men det virkede bare.. På en eller anden måde en smule sårende.

Da hun så op på ham igen, smilte hun. "Vil du gerne have jeg går?" spurgte hun mildt, og gik hen til ham. Han skulle bare sige det hvis han gerne ville have det, for et eller andet sted ville hun jo ikke være i vejen. Og da slet ikke hvis han ikke rigtigt følte noget for hende. Det virkede det ikke som sådan til. Jo han kyssede hende, men det betød jo ikke nødvendigvis at han mente noget med det.

Nathan nikkede, ja det kunne man jo sige. Men Nathan aldrig aldrig helt været kræsen fra naturens side og det passede ham fint bare at slappe af og spise mad som hun nu engang ønskede at lave det, heldigt for ham var hun også et væsen der spiste almiindelig føde, og ikke en som drak blod eller noget i den stil. Nathan nikkede, så havde han da det bekræftet, for han var heller ikke ude på at såre hende elle gøre hende fortræd, selvom det måske kunne virke sådan.

Nathan rynkede på panden over hendes spørgsmål, en af grundende til at han sjældent var sammen med piger i længere tid af gangen var at han ikek forstod dem, de ar så forvirrende og hørte enten noget andet end man sagde eller også så sagde de noget man ikke forstod: "Hvorfor skulle jeg ville have at du går?" spurgte han forvirret, havde han ikke lige sagt han synts de skulle starte forfra og tage det stille og roligt? Han blev lidt itvivl om hvad hun havde troet han sagde.

Han sukkede kort og kiggede i mod hende: "Du gider måske ikke tage det stille og roligt?" spurgte han langsomt og kiggede stille på hende, ikke helt sikker på hvad hun mente eller hvad hun ville: "Hvad vil du gerne?" spurgte han opfølgende og sad så bare og afventede.

Svagt grinte hun af hans ord og rystede stille på hovedet. Lod kort fingeren hvile mod hans læber. "Nathan.. Du misforstår, det var et helt simpelt spørgsmål, om du havde noget imod at jeg var her, intet andet var der i det. Jeg vil bare ikke gå igang med noget mad, hvis du inderst inde ønsker at jeg går" sagde hun smilende og lod hovedet glide på skrå.

"At starte forfra lyder helt fint for mig, Jeg siger jo ikke at vi skal gifte oz og have 700 børn her og nu, på nogen måde, det jo slet ikke sikkert vi passer sammen i længden. " fortsatte hun let og smilte lidt. Hun havde ikke noget imod at de tog det stille og roligt, så længe han ikke snakkede sådan om hende igen. Og det havde han jo sagt at han ikke ville, for hun havde slet ikke lyst til at slå ham igen. Let strøg hun sit hår bag øret, og rejste sig.

Rullede kort med skuldrene, inden hun gik hen til køkkenet. "Jeg finder bare på noget spændende så" sagde hun mildt, og åbnede hans køleskab. Det var ikke hver dag hun lavede mad, som oftest var det bare noget nemt et eller andet, men hun havde ikke noget imod det.

Tænkende tog hun noget kylling ud, lidt olie og nogle krydderier hun fandt på hans hylde, samt noget salat. Efter at have skåret kyllingen ud, lagde hun den til side, og startede på en marinade. "Hvordan har du det med stærk mad?" spurgte hun og så ind imod ham. Hvis han sagde fint ville hun gøre marinaden stærkere, og ellers ville hun lade den være mild. Lagde kyllingen i marinaden og lod den stå der og hygge sig mens hun skar noget salat. Satte en pande på komfuret og tændte den med en smule olie på, lod kyllingen glide ned på panden, og mens den stegte, dækkede hun bord. Tallerkner, glas og bestik blev lagt på, så salaten, og til sidst kyllingen i en skål.

"Så.. er der vidst mad.. Hvad vil du have at drikke?" spurgte hun let og smilte til ham.

Nathan smilede roligt i mod hende da hun sagde at han misforstod hende, det havde han nu også håbet af han gjorde: "Hazel, jeg er meget glad for at du er her" sagde Nathan og smilede stille til hende, han satte stor pris på at hun var i hans liv, især at hun stadig gad være i hans liv når han nu havde været sådan en mega stor idiot, at folk ville tilgive ham det var en sjældenhed og han satte derfor pris på det.

"700 børn?" sagde Nathan og kunne ikke lade være med at grine: "Good luck" sagde han bare og grinede i mod hende, han syntes hun var skøn at være sammen med, hun havde personlighed som han ikke så ofte mødte piger der havde: "Fair nok, jeg vil også bare gerne tage det rolig" sagde han og smilede roligt til hende, han lod en hånd glide igennem sit sorte hår og kunne godt mærke at han havde mange tanker i sit hovedet, mest fordi at det stadig var en underlig fornemmelse han havde i nærheden af hende og nok ogå derfor han havde været en større idiot mod hende end han havde i mod så mange andre.

"Du er fantastisk" sagde Nathan med et grin da hun kom med maden: "Vand er fint" sagde han og smilede roligt til hende imens han satte sig op i den sofa han ellers havde lagt og slappet af i: "Du kan godt blive ansat som kok" sagde han med et lille grin efter at have taget den første bid.

Hazelin så smilende ind i hans øjne, lod hovedet glide blidt på skrå. "Det er jeg glad for" svarede hun blidt. Gik ud i køkkenet og hentede en kande vand med isterninger, som hun satte foran ham, sammen med to glas. Efter at have hældt vand op til ham, satte hun sig ved ham og virkede lidt tænkende. "Okay.. 700 børn er måske også voldsomt" grinte hun

"Uuh, så har jeg da et job" grinte hun glad af hans kommentar, med at hun kunne blive ansat som kok. Ikke at hun ville tage imod det nogensinde, det ville gøre hende skidt tilpas. Ikke fordi hun ikke ville hjælpe ham, men fordi hun havde det skidt med at skulle tage imod penge fra ham. Spiste langsomt en smule mad selv, og rødmede så en anelse, inden hun så på ham. "Tark.. det var sødt sagt" svarede hun mildt og så ned mod sin mad.

"Jeg tænkte på.. som model, skal du så ikke holde en bestemt vægt og sådan?" spurgte hun tænkende. Ikke for at være ond eller noget, men bare fordi hun var nysgerrig. Langsomt tog hun en tår af sit vand, og satte sig tilbage i sofaen. Hun var ikke rigtigt sulten. Havde ikke været det et par dage faktisk.

Nathan rystede kort på hovedet: "Alt kan laves i photoshop" drillede han først og kom så med et roligt grin men valgte så at være en smule mere alvorlig: "Men nej ikke rigtigt, men jeg bliver påpeget hvis jeg tager for meget på, piger vil gerne se på muskler udn at man bliver body builder" sagde Nathan med et roligt grin, faktisk så var ahn ganske glad for sit liv som det var nu.

"MEn har flere gange overvejet at holde en pause, mest fordi at jeg ikke er ret god til at holde mig fra... Ting" sagde han blot og hentydede både til piger, stoffer og alkohol, på det punkt mindede han nok meget om sin bror og han ahvde en svaghed for alle de ting, og bare fem øl så glemte han alt der hed samvittighed og alle de ting, og lige nu havde han ikke lyst til at dumme sig - igen, overfor Hazel.

"Så hvad nu?" spurgte han blot: "Skal vi bare ende i en kærligheds romance og leve lykkeligt forevigt her i sofaen?" sagde han i et lille grin og lænede sig tilbage da han havde spist sin mad imens han kærligt tog fat omkring hendes hånd og klemte den let, han var mget glad for at være sammen med hende lige nu, også selvom det på mange punkter gjorde ham ret så usikker, mest på sig selv.

Svagt grinte hun og så på ham. "Det kan jeg tænke mig.. Også det med pigerne og musklerne" svarede hun smilende og strakte sig kort. Det var virkelig rart at snakke med ham igen, det var bare.. på en måde som om han passede ind i hendes hoved. Han var en brik hun af en eller anden grund følte manglede. Men hun ville på ingen måde presse ham til noget.

"At holde pause, er vel helt op til dig? men hvad ville du ellers? bare slappe af hvis du holdt pause?" spurgte hun tænkende, og så kort ned mod deres hænder da han tog hendes. Gav hans hånd et blidt klem efter at havde givet hendes et klem, og smilte så for sig selv. "Det lyder som en skøn igen, dig og mig for evigt på sofaen" grinte hun blidt og hvilede hovedet mod hans skulder. Det ville hun ikke have noget imod, selvom sengen sikkert var bedre hvis de skulle sove.

Lidt tænkende så hun frem for sig. "Vi kan gå tur senere? eller imorgen, når du har plejet dine tømmermænd" smilte hun og så på ham. At han ikke var totalt ynkelig forstod hun ikke, ikke med det blik han havde aftenen før. "Har du nogle planer? eller skal du bare hygge dig her?" fortsatte hun og bed sig en anelse i læben. Ville da gerne blive sammen med ham.

Nathan kiggede roligt i mod hende og trak på skuldrende: "Jeg ved det faktisk ikke" sagde han og smilde roligt, han havde jo næsten altid været model: "Men Hazel, jeg er djævel... Og en eller anden dag får jeg en forfærdelig mission som jeg har haft før... Også kan vi ikke være sammen mere" sagde han roligt.

Lige nu var han også meget glad for at sidde og snakke med hende, nok mest fordi at han havde en del bekymringer som f.eks hvad der skulle ske hvs djævlen pludseligt ville have fat i ham, det var over 10 år siden han sidste havde hørt noget og han vidste derfor at der nok ikke gik længe, men om det var et par uger, et par måneder eller et par år anede Nathan ikke, men tanken gjorde ham bekymret, han ahvde gjort forfærdelige ting, og han ønskede ikke at Hazel skulle være en del af det.

"Det er fint for mig" sagde Nathan blot med et roligt smil og kyssede så hendes kind inden han kiggede ned i mod deres hænder, han var glad for at hun stadig var ved ham: "Måske vi burde tage på ferie" sagde han og smilede kort, han vidste godt det var lidt vildere end at gå en tur, en han havde faktisk lige nnu brug for at komme lidt væk, bare sådan langt væk.

"Jeg ved godt hvad du er.. og jeg ved godt hvad det kan betyde, for oz, og for mig. Men jeg er ligeglad.. Det betyder ikke noget" sagde hun stille og strøg ham kort op af armen. Det var rart at sidde sammen med ham.. Bare slappe af. Lige nu betød det intet hvad han havde sagt dagen før, faktisk var hun bare glad for at han ikke var vred på hende.

Da han kyssede hendes kind, smilte hun og så på ham. "En ferie? Det kunne være skønt.. til et varmt sted" smilte hun og betragtede ham. Der var ikke andet hun ville lige nu, end at være sammen med ham. Og at rejse væk fra det hele lige nu, virkede som en rigtigt god ide. Det ville sikkert også være godt for ham. At slappe lidt af, og ikke tænke på alle de ting, som han sikkert havde i hovedet. Stille kyssede hun hans kind og så frem for sig.

De blå øjne hvilede derefter blidt på ham. "Det gode ved ikke at bo noget sted, er at jeg ikk skal pakke noget" grinte hun let og trak en anelse på skuldrene. Det lød sikkert mærkeligt, men hun havde ikke noget imod at hun intet sted havde. Selvom at være her hos ham, virkede rigtigt rart.

Han nikkede roligt: "Det ved jeg godt Hazel, men det betyder noget for mig" sagde han og kom med et lille smil som vidste han ikke helt hvad han skulle sige, det var jo ikke fordi det betød så meget for ham at han ville ville være sammen med hende, men det var klart at han tænkt på at der kom et tidspunkt hvor han ikke længere kunne være ved hende og det havde han ikk lyst til.

"yeah varmer steder er gode" sagde Nathan med et lille grin: "Jeg kan ret godt lide at rejse til USA og Australien" sagde han, det var faktisk de steder han oftest tog til, han elskede landende og områderne, sproget og bare den måde folk var på, han vidste ikke om Hazel havde steder hun elskede mere end andre, men uden tvivl elskede han disse smukke og varme lande.

Nathan grinede kort: "Men du skal vel have noget med? Tøj?" spurgte han roligt og kyssede så stille hendes læber, lige nu følte han sig som en nyforelsket idiot og han prøvede virkeligt at nyde det, for Nathan vidste at med hans held skulle han nok fuck et eller andet op på et tidspunkt, sådan endte det altid for ham. Han kunne jo bare se på Kajika, Nicole og Mallorie, hans held var ikke præget af godhed.

"Betyder det virkelig noget? Kan du ikke bare nyde nuet, og lade fremtid være fremtid?" spurgte hun blidt og strøg ham op af brystkassen. Det var smigrende at det betød noget for ham, og hun var skam også glad for det. Men lige nu ville hun bare gerne have at tingene gik godt mellem dem. "Jeg har aldrig rejst, så du vælger.. Overrask mig" drillede hun smilende og grinte lidt for sig selv. Det var dejligt at se ham smile igen.

Let trak hun på skuldrene af hans spørgsmål, og nussede bare hans fingre let. "Tja... jeg har da en smule ting, så det tager jeg da med, men ellers er det jo ikke meget jeg har. Det ligger altsammen i min taske" svarede hun og nikkede ud i gangen hvor tasken stod. Da han kyssede hende, blussede hendes kinder op og hun gengælde det ømt.

Forsigtigt så hun ham i øjnene og smilte lidt. "Det er nemmest når jeg ikke er et sted fast jo.. Men derfor håber jeg stadig at du vil have mig med" hviskede hun drillede og satte sig lidt tættere på ham, og bed sig i læben. Han dømte hende ikke, og hun vidste det godt. Han var ligeglad med hvor meget tøj hun havde, og hvad hun ikke havde, han holdt af hende fordi hun var den hun var.

Nathan nikkede kort: "I realiteten jo, men kan jo ikke lade være med at tænke på det" sagde Nathan med et lille smil, han tænkte meget på hvordan det mon ville blive og det var jo ikke fordi han kun tænkte på hende, det var jo også fordi at han tænkte på at han en dag skulle forlad sit job og sine venner for sikkert at tage ud og dræbe en masse mennesker eller noget i den stil, og det havde Nathan bare virkeligt ikke lyst til.

Nathan nikkede: "Well jeg er ret glad for Californien..., Las Vegas, Los Angeles" sagde han og kiggede så på hende som afventede han om hun også kunne lide idéen: "Måske et roadtrip?" sagd han med et lille smil og lod så sine fingre flette sig ind imellem hendes.

"Du ved bare young wild and free" grinede han kort, egentligt havde han bare brug for at komme væk, give den gas og bare leve som det passede ham, det ville han utroligt gerne og lige nu kunne han næsten ikke vente: "Vi kunne bare rejse lidt rundt, måske en måneds tid" sagde han og kiggede i mod hende, det skræmmende var at så godt kendte de jo faktisk ikke hinanden, men det kunne de jo hurtigt komme til.

Det gik op for hende at det var fordi han var bekymret for at skulle miste. Ikke bare hende, men alt han havde kært. Forsigtigt lænede hun sig hen og kyssede ham længe og blidt. "Nathan.. Uanset hvad der sker, vil du jo altid have minderne" sagde hun forsigtigt og smilte lidt til ham. Hun ville gerne gøre ham i godt humør igen, selvom hun sagtens kunne forstå han var trist over det.

Hazelin virkede tænkende ved hans ord og nikkede lidt for sig selv. Nussede hans fingre efter at han havde flettet deres fingre sammen. "Det lyder faktisk sjovt. Især for en som mig der aldrig har rejst, så kan du vise mig alle de spændende steder" drillede hun smilende og så på ham.

Det kunne sikkert virke underligt når de ikke kendte hinanden så godt, men det virkede bare som om der var et bånd mellem dem. De komplimenterede hinanden. Let strakte hun sig og hvilede sig så ind imod ham. "Men jeg kan ikke køre bil.." sagde hun efter en stund og så op på ham. Det var da ikke fordi hun ikke ville, men hun havde aldrig rigtigt haft brug for det. "Skal vi så sove i telt?" spurgte hun med et smil. Det ville ikke gøre hende noget, for hun havde ikke prøvet specielt meget. Da slet ikke en roadtrip.

Nathan sukkede, hendes ord var ikke særligt opbakkende, men på den anden side så vidst han jo godt at hun ikke kunne sige noget der ville gør ham glad, for desværre så måtte han jo tage til takke med at han overhovedet var i live, han havde jo endda ladet sig frivillig forhandle fordi han ønskede at slutte fred med sin bror, men det have vist sig at være spild af tid.

"Jeg kan køre bil, babe" sagde han med et lille grin og kyssede så hendes kind, det gjorde ham ingenting og lige nu satte han bare pris på at han kunne tage langt væk med hende, det følte han efterhånden at han havde brug for. Han var træt af dagligdagen og lige nu var hans hjerne blot et stort blinkende skilt der hed Hazel hvilket han egentligt satte pris på for en gangs skyld.

"Ja telt, hotel... Måske lidt forskelligt... Sove under åben himmel?" sagde han med et lille grin og slap hende for at trække sin bærbare computer over i mod sig og gik ind for at kigge på flybilletter: "Så hvor hurtigt vil du afsted?" sagde han og pegede på de mange datoer med ledige afgange, alt fra den kommende dag og til et par uger frem, lige nu var Nathan åben for det meste, han var bare glad fo at hun havde sagt ja.

Langsomt lænede hun sig ind og kyssede ham længe og blidt. "Nathan.. jeg ville ønske jeg kunne sige noget for at gøre dig glad.. men uanset hvad er det jo bare sådan det er" sagde hun stille og strøg hånden op over hans arm. Hun smilte lidt forsigtigt og lod kort tungen fugte sine læber. Drillende så hun ham i øjnene ved hans ord, og grinte let. "Kan du? ej det var heldigt så" smilte hun blidt og bed sig en anelse i læben. Lod ham tage sin computer frem.

For en stund sad hun bare og så på ham, mens han kiggede på skærmen. Der var nu noget over ham, om det var glimtet i hans øjne, eller det faktum at han fik hende til at le, vidste hun ikke. Men hun var glad her, sammen med ham. Tænkende så hun på datoerne, trak derefter på skuldrene. "Jeg kan så snart du kan" svarede hun mildt og så ham i øjnene. Hun havde ikke noget imod at de tog afsted snarest muligt. Ville bare gerne lidt væk, og tanken om at skulle væk med ham var helt klart meget lokkende.

Let strakte hun sig og gik ud i køkkenet for at tage et glas vand og drikke det. Så derefter ind på ham med et mildt blik. "Men hvad med dit job og sådan? skal du ikke snakke med dem først?" spurgte hun nysgerrigt. Regnede da lidt med at han ikke bare kunne tage afsted, medmindre der var en form for aftale omkring det. Let hvilede hun skulderen ind mod dørkarmen og betragtede ham.

Nathan grinede kort til hende, han var skam glad i hendes selskab og han var faktisk meget glad for at han var løbet ind i netop hende. Især når han lige for tiden ikke ligefrem havde det fantastisk godt, men uden tvivl så gjorde hun det bedre: "Lige nu vil jeg bare væk, så jeg ser hvor hurtigt der er en ledig billet" sagde han og klikkede lidt rundt på sin computer. Han havde bare virkeligt og inderligt brug for en pause, og han håbede at der var en chance for at den pause kunne ske lige nu, sammen med verdens smukkeste pige.

Nathan rystede på hovedet: "Næ... De kan rende mig, desuden så bestemmer jeg selv hvornår jeg gider arbejde" sagde han en smule arrogant, han var en smule arrogant når det kom til hans arbejde, men det var meget svært ikke at være det når alle piger forgudede ham og alle mente han var fantastisk, det gjorde ofte at han kunne gøre som det passede ham og den eneste der plejede at blive sur over det var Lawrence Watson, ejeren og chefen for stedet.

"I morgen kl. 21.35 går der der et fly til New York, så kan vi starte der og køre mod L.A?" sagde Nathan og kiggede en smule spørgende på hende, lige nu drømte han bare om sol og varme som de ville ende med i L.A, men naturligvis betød turen også ingen evner, for det var jo i de normale menneskers verden, men nu regnede Nathan jo heller ikke ligefrem med at der skulle ske nogen dramatiske ting på turen.