Christmas-chores //Kelsilas//

S: Gågaden i Terre
V: Koldt, omkring 2°c
T: 16:30
O: Mange 'mennesker'

Okay nu var det officielt. Joon hadede julen. Ikke nok med at det var koldt og han ikke kunne tage sig sammen til at performe, han skulle også bekymre sig om julegaver og det var ikke det han helst gjorde sig i. Det var koldt, hans fingrer var dybfrosne og han manglede stadig at finde gaver til sine forældre. Han havde allerede vandret op og ned af gågaden, men intet syntes at springe ham i øjnene. Ingen grimme skjorter, ingen overpyntede tunikaer og ingenting der kunne tælle som en fælles gave. Hans fætre? Det var nemt nok, de var alle sammen omkring 8 år, så de fik noget af det billigste legetøj på deres ønskeliste. Onkler og tanter? De havde i det mindste en ønskeseddel han kunne gå ud fra. Vennerne? Det var nok det nemmeste. Men selvfølgelig var der hans forældre.
Den unge asiater trak sine hænder ud af lommerne og prøvede at puste liv i sine fingre, selvom det føltes forgæves. At han frøs var næsten et mirakel med den tykke militær-printede dunjakke, de sorte strikkede vanter og den sorte beanie han bar over sit normale hverdags-tøj for at holde sig varm.
Efter lidt tid måtte han dog indse at han ikke ville få noget ud af at gå og fryse udenfor, og begav sig ind på den nærmeste café. Der var ret proppet, men det lykkedes ham at finde et ledigt bord, som han satte sig ved. Heldigvis var der dejligt varmt og han tog sine handsker af for at gnide sine hænder imod hinanden. Det var vel hvad man fik ud af at vente til 3 dage før jul med at købe julegaver.

Det var en ret kølig eftermiddag. Kelsilas var gået en tur ned i byens gader hvor de fleste folk havde travlt med at købe de sidste gaver de manglede inden julen. Kelsilas var glad for at han ikke skulle tænke på at købe julegaver. Han havde aldrig rigtig holdt jul, det var også noget mærkeligt noget at gøre. Kelsilas have dog, den gang Hayat stadig var i live. Købt nogle gaver til hende på til julen. Hun havde altid virket så begejstret for julen, men Kelsilas forstod aldrig rigtig hvorfor. Han gik stille gennem byens gågade, og kom efter lidt tid forbi en café. Han valgte at gå der ind. Han åbnede døren, og skyndte sig ind i varmen. Han havde dog ikke fråset så meget udenfor, men det var dejligt at komme ind et varmt sted. Han så sig om, og fandt et bord. Han gik over til det, og slog sig ned. Ved bordet ved siden af sad der en ung mand eller dreng, Kelsilas vidste ikke helt hvor grænsen mellem dreng og mand gik. Manden linede at han var af asiatisk afstamning

Joon sad lidt og varmede sine hænder, inden han kiggede lidt rundt for at tage sine omgivelser ind. Som sagt var der en del mennesker, og de fleste sad med venner eller familier og hyggesnakkede, hvilket hævede støjniveauet en del. Han kunne dog ikke klage, da han foretrak lidt baggrundsstøj frem for total stilhed og efter et par minutter kom der en sød servitrice. Hun så ud til at være ny på jobbet da hun stammede lidt igennem den typiske "velkommen, hvad skulle det være?" Som den venlige sjæl han var kommenterede han det dog ikke. Han så bare hurtigt på den lille seddel på bordet over hvad de havde og tog det første han lige så. "En sort skovbær-te og... en vaniljemuffin" sagde han så før han så tilbage op på hende. "Kommer straks" sagde hun forsigtigt og skyndte sig ud for at hente bestillingen.
I mellemtiden tog Joon sin telefon op af lommen på den tykke jakke og begyndte hurtigt at svare på alle de beskeder han ikke havde fået svaret på. Først efter det, lagde han mærke til at der var en der havde sat sig lige ved siden af ham, og gav ham et lille smil, nærmest for bare at sige hej til ham. Han var ikke ligefrem genert, men han var heller ikke typen der bare tilfældigt begyndte at snakke med fremmede.

Kelsilas smilede tilbage da drengen smilede til ham, og Kelsilas nikkede ogs høfligt. Kelsilas havde besluttet sig for at han kun var en dreng, ikke en mand, der skulle man være en smule ældre for at blive betegnet som mand. Kelsilas var dog ikke typen som dømte folk før han kendte dem, og han snakkede aldrig ned til nogle, ingen gang et lille barn. Kelsilas ville gerne ha nogle at snakke med lige nu, men kendte ingen, men så kunne man da bare lære nogle at kende. Han henvendte sig derfor til drengen ved bordet ved siden af ham. ”Det er virkelig koldt udenfor, hva?” han smilede høfligt, og ventede på at drengen svarede ham før han fortsatte. ”Mit navn er Kelsilas, og hvad er dit navn, hvis man må spørge?”

Da servitricen kom hen til ham, var det eneste han bestilte en kop varm kakao. Servitricen gik sin vej igen da han havde bestilt, og Kelsilas vendte igen sin opmærksomhed mod drengen. Han ville helst ikke virke uhøflig, men vidste ikke om han virkede sådan med alle de spørgsmål han stillede, men Kelsilas var jo blot nysgerrig, det var det vel ikke noget i vejen med, vel?