I Think I'm in Hell

En utilfreds lyd gled over hendes læber, før hun drejede om på den anden side - væk fra kommoden, og væk fra det svage lys der kom derfra. Selvom øjnene var lukkede, syntes den lille smule belysning, at irritere hendes øjenlåg og forstærke utilpasheden der hærgede gennem hendes krop. Hun følte sig syg... Og alligevel stærkere end nogensinde... Alt var skærpet. De mindste ting som aldrig nogensinde havde været irritationselementer for hende før, var nu nok til at sende bølger af vrede gennem hende. Som lyden af mobilen der vibrerede, lugten af mad, eller lyden af selv den blødeste musik. Det ville blive bedre... - Dét var det eneste der holdt hende igang. Motiverede hende til ikke at give op til håbløsheden. Alligevel opstod der øjeblikket som dette: Øjeblikke hvor hun måtte krølle sig sammen i fosterstilling, i det lette mørke, og håbe på, at dét at tænke tilbage på de gode stunder, ville gøre de nuværende mindre traumatiserende. De sidste dage havde været forfærdelige...

Den kønne skikkelse lå i den alt for store seng, og klemte hænderne om tæpperne. For blot et par dage siden ville de rustikke møbler, tykke tæpper og tunge gardiner have fået hendes næse til at løbe, eller fået hende til at nyse. Støvallergien var forsvundet... Det samme var alt andet i hendes liv. Dét hun aldrig havde nået at værdsætte. Selvom hun ofte havde fanget sig selv i at smile over tanken om et evigt liv tidligere - var det ikke det samme nu hvor det var blevet til virkelighed. Det virkede nærmere mere som et mareridt end som en drøm. Og hvorfor var dette gået ud over hende? Hvorfor havde det ikke ramt én af de vampyr-fanatikere, der sikkert ikke havde andet at leve for? Men hvad levede hun selv for? Bekymringerne for få dage siden havde involveret hvilket tøj hun skulle tage på, hvilken fest hun skulle tage til, eller hvem hun skulle score. Nu var det eneste hun kunne tænke på, hendes egen elendighed, men vigtigst af alt... - den hungren der herskede i hendes krop.
Sulten tvang hende op at sidde. Langsomt lod hun sine ben glide over kanten af sengen, hvorefter hun gned sine øjne med de kolde hænder. Der var stadig mørke rester af make-up under hendes øjne. Dagsgamle rester. Håret var uglet, og lå over skulderne, i tilfældige totter. Alligevel var der noget ved hende der var flottere end nogensinde. Hun var ikke længere et menneske...- Ideen fik stadig noget i hende til at vende sig. Ligesom sulten... Det var som om hun ikke kunne tænke på andet. Det var blevet værre og værre - men hvad var alternativet? Hendes informationer om vampyrer var stadig hovedsageligt dem hun havde fået fra fiktion. Men alt sagde det samme :: at kilden var blod. Miranda havde gennem de sidste tre år nægtet bare at spise kød.

Efterhånden fik hun stablet sig op på benene. Det var som om kroppen var langt mere vågen og frisk end resten af hende. Nærmest mekanisk trådte hun et skridt frem. Hun kunne snart ikke vente længere. Ikke holde sig beskæftiget. Hun blev nødt til at blive distraheret...
"Cara?"

Påklædning kjole også et par sorte gamle convers

Cara, der normalt holde sig til sig selv og befandt sig enten på sit værelse eller i sit private bibliotek, sad i netop dette øjeblik i sin stue, i midt etagen, den etage hvor alle soveværelserne befandt sig. Hun sad i en blød mørk sofa, der stod foran en stor smuk kamin, hvor der hang et billede af hende og hendes familie, fra dengang de stadig levede og dengang hendes hjerte stadig slog. Selve maleriet var efterhånden godt gammel, men af ukendte oversager havde det stadig bevaret sin skønhed og man kunne tydelig se kærligheden der havde været i familien, dengang alle stadig levede. Efter hendes forvandling havde hun været så vild af sult, at hun havde slået dem alle ihjel, selv den så meget yngre lillesøster, der blot var 8.
Hun huskede tydeligt den skræmte følelse der var i hende, da hun vågnede op i skoven, midt om natten og fuldkommen beskidt og blodig. Hun, havde som den idiot hun var dengang, taget til sin familie, for hjælp og sulten overkom hende, overraskede hende og hun havde endt med koldblodigt at myrde hver og en af dem. Hun fremstod normalt som en kold kvinde, med absolut ingen følelser eller skyld, men sandheden var at hun huskede dette mord stærkere end noget andet, hun huskede smerten da hun så dem ligge kolde og døde på gulvet. Siden da lovede hun sig selv, aldrig at ville så meget som lægge hånden på et barn, aldrig ville hun lade sine tænder berøre noget så uskyldigt som et barn. Nok jagede hun alle andre, men hun havde dog den smule værdighed og minderne om sin elskede lillesøsters døde krop, stod stadig tydeligt for hende.

Hendes øjne gled videre over den store stue og i en flydende, samt graciøs bevægelse, rejse hun sig op og gik mod en af de mange bogreoler der fyldte væggene. Ud over bogreolerne, der var fulde af gamle minder, hang der billeder af hendes familie. Hun fandt hurtigt en speciel bog, englelig var dette intet andet end en tegne bog, men den indeholdte tegninger af hendes søster Katharina. En ung pige, som hun selv kun kunne beskrive som en sand engel, blid og perfekt på alle tænkelige måder.
En stemme slog hende ud af hendes tanker og hun stillede igen bogen tilbage på sin plads, hvorpå hun gik mod stemmen. Normalt ville hun blive vred over dette, at blive forstyrret, men hun havde et specielt forhold til dem hun havde skabt. Hver og en af dem hun havde skabt, holde hun tæt på sig, netop på grund af dette bånd, men samtidig fordi hun kendte det at vågne op, alene og uden nogen ide om hvad man skulle gøre og det ville hun aldrig lade nogle gå igennem. Ingen af dem hun havde skabt, gik igennem den smerte ikke at vide hvad de skulle gøre. Nok skulle de have føde, direkte fra en blodårer, men de skulle våde hvordan, så de kunne fravælge at myrde, hvis det var det de ønskede.

Cara, var en forholdsvis smuk kvinde, hendes bevægelser var som en hver anden vampyr, graciøs og perfekt. Hun bar den perfekte krop fra en vampyr, slank og stærk, høj og med et skarpt blik. Hvis hun ville kunne hun meget nemt få et direkte flabbet udtrykke, ikke at hun på nogen måder var det, men dette var en åben mulighed for hende og til tider tog hun den i brug, kun for at fremstå yngre for dem omkring hende.
Hun åbnede hurtigt døren og betragtede Miranda med et ulæseligt blik, et blik der ikke røbede om hun bar varme følelser for denne unge nyfødte vampyr. Grunden bag hvorfor hun netop valgte at forvandle Miranda den nat, og derved lade hende blive en den af nattens børn, var hende englelig stadig et mysterium. For sandheden var at når hun tænkte tilbage på den nat, kunne hun ikke huske hvorfor hun gjorde det, blot at hun satte tænderne i pigens hals og gjorde hende til en udødelig. Hun blinkede kort og trådte helt ind til hende "hvad er der galt" spurte hun med en melodisk stemme, der tydeligvis bar præg af hendes britiske afstaming

Da skaberen åbnede døren, ramte Mirandas blik gulvet: Eller rettere sagt de uldne sokker der omgav hendes fødder. Hendes arme gled op mod brystet, som om hun gjorde et forsøg på at kramme sig selv. Denne stilling fik hendes silhuet til at se smallere ud, trods hun bar en T-shirt der var betydeligt større end den burde være. Den ragede et stykke ned over hendes bagdel, og fungerede vel egentlig mere som en kjole end noget andet. Det var som om hendes læber skiltes, for at hun skulle sige noget, men der gik lidt tid før nogen ord gled over de bløde, lidt blege læber. Miranda vidste ikke hvorfor hun havde sådanne ambivalente følelser overfor sin skaber. Det var ikke fordi hun direkte frygtede hende. Forvandlingen virkede stadig uklar for hende. Dét at have åbnet øjnene efter sin død og ladet blikket hvile mod Cara havde derimod fyldt hende med en følelse af tryghed. Som om mørket bag hendes øjenlåg havde været forfærdeligt; og at hun endelig var vendt hjem. Alligevel vidste hun hvad Cara havde gjort mod hende. Det var vel også det eneste hun i grunden vidste. At hun nu var som Cara. Den næsten majestætiske skikkelse, der fik hende til at slå blikket ned til gulvet. Mærkeligt nok, så hun ikke Cara som et monster for det hun havde gjort. Det kunne være fordi hun derimod selv ville være et. Tanken om at Cara skulle forlade hende til forvirringen og elendigheden var værre end noget andet hun kunne tænke sig: Så selvom hun ikke udviste en taknemmelighed for det hun gik igennem nu - vidste hun, at hun ikke ville hjælpe sig selv på nogen måde vil at stritte imod eller stikke af. Tværtimod. Hvis hun virkelig skulle være sådan her for evigt, ville hun vide hvordan hun slap for smerten og fortvivlelsen.

"Jeg er så sulten..." Da hun formulerede den ene sætning indså hun hvor tør hun var i munden. Var det endnu en indbildning? Hun lød mest af alt som et forvirret barn, der var desperat efter at få et glas vand af sin mor for at kunne sove. Men det var ikke vand der ville få følelsen til at forsvinde. Ikke vand der ville fylde maven og væde ganen. Hun vidste hvad det var, men hun ville have at Cara skulle finde en udvej.
Endelig lod hun de blå øjne møde Cara's. Det var noget virkelig fortivlet i hendes øjne. Noget håbløst og desperat. Det var som om hendes øjne forsøgte at græde, men hun kunne ikke. Hun kunne ikke rumme det. Ikke kapere at bruge energi på det, nu hvor hendes tanker kun omhandlede sulten. Sulten der sekund for sekund blev mere intens. "Hvorfor skal jeg være så sulten..?" Hendes stemme var nærmest intet mere end en sagte hvisken. Alligevel lød det alligevel højt for hende. Tonelejet var næsten ikke lavt nok, til at hun ikke kunne mærke det gnave i sine øre.

"Jeg kan ikke holde det ud" Kom det dernæst fra hende, før hun lod armene falde, og trodsigt fik møvet sig forbi Cara - ude af stand til at lade fornuften stoppe sig selv. Hun vandrede hurtigt og hvileløst rundt. Øjnene farede fra den ene side til den anden, søgende efter noget at fortære. Noget at sætte tænderne i. Gummerne blev ømme af tanken. Hun syntes at kunne mærke tænderne vokse i munden på sig. Noget hun endnu ikke havde nogen kontrol over. "Hvor er det?" Hun vidste ikke hvad hun så efter, eller hvor hun skulle finde det. Men hun var desperat... Og rastløs.

Hendes ulæselige blik, blev blødere som hun bemærkede den næsten submissive stilling Miranda stod i, stille gik hun imod hende, dog med en smule afstand fra hende. Hendes ord kom ikke bag på hende, heller kom det bag på hende, hvordan hæsheden i hendes stemme, var et tydelig tegn på at stort set hele hendes krop skreg på at få føde. Hun huskede selv denne følelse, og selvom den hun selv fik ikke var så slem som den Miranda havde, var det også noget hun i det svage følte i sin hverdag. Hun nikkede kort og lagde armene om bag ryggen "ja det er du, det ville være underligt hvis du ikke var" pointerede hun og trak på skulderne, hendes stemme var af ukendte oversager en smule provokerende, dog med en overtone af blidhed, noget ikke mange fik en smag af, enten fordi hun var provokerende overfor dem eller også fordi hun slog dem ihjel.
Hun lagde hoved på skrå og betragtede Miranda, som hun endelig mødte hendes blik, det desperate blik, var en næsten direkte kopi af hendes eget, fra dengang hun var ung, hun huskede det som var det i går. Hun havde været så heldig at støde på en ældre vampyr, der gav sig til at lære hende i hvordan man fik selvkontrol og hvordan man kunne klarer sig. Grunden havde han fortalt og det var blot fordi han ikke ville have vampyr racen blev opdaget og med hendes mange blodige mord, ville der før eller side blive stillet spørgsmål og var der noget hun hurtigt lærte denne mand ikke kunne lide, så var det irriterende spørgsmål.

Hun lod hende stresse ud, smide de ord ud hun havde brug for, netop fordi hun ikke ville kunne forklarer hvad hun skulle forklarer, hvis Miranda blev ved med at stille spørgsmål, så da hun endelig blev stille, fulgte Cara efter hende og stillede sig ved hendes side "Du er sulten fordi du er ny, hvad andre vampyrer vil omtalte som et barn. Jeg husker selv den tid, men det vil gå over, med tiden vil smerten blive mindre og husker du at tage føde regelmæssig, vil sulten ikke være så kontrollerende" forklarede hun blidt og stillede sig foran hende, hun lagde armende over kors, kiggede rundt og i løbet af ingen tid, gik hun fra at stå foran Miranda til at stå henne ved et skab, der indeholdte en masse flasker. Hun tog en af dem, samt et glas fra et skab ved siden af, hurtigt hældte hun det røde indhold op i glasset og lagde resten ind, før hun gik hen til Miranda "Det er ikke det samme som at få det rent fra en vene, men det er godt i mange situationer. Du vil hurtigt lære at hospitalernes bloddoner afdeling, vil være et paradis for dig" kluklo hun og rakte Miranda glasset. Hun ville meget gerne hjælpe Miranda så godt hun kunne, men den unge vampyr skulle også hjælpe til, for ellers ville det aldrig gå godt og det ville kun ende op med smerte og et blodbad, som Miranda ville have på samvittigheden.
Hun hævede spørgende øjenbrynet af hendes spørgsmål, hvor var hvad? "Hvad leder du da efter" spurte hun og holde stærkt øje med denne pige, for man vidste jo aldrig hvad en ung vampyr kunne finde på og selvom hun tvivlede på Miranda ville gøre hende noget, var hendes blik stadig skarpt på hende

"Smerten vil blive mindre?" Det var som om Miranda's stemme knækkede over. Hun bevægede øjnene mod Cara, og hendes blik virkede håbløst ved den blotte tanke. Selvom hun kunne fokusere på, i det mindste at få mindsket sin smerte, kunne hun ikke udholde tanken om, at det - i en eller anden forstand - ville vare ved. Hun slog ud med armene, som en teenager der var blevet uretfærdiggjort. Hvilket hun vel også var. Hun ville altid være en teenager. Altid. Lige på nippet til at blive voksen, men aldrig helt. Og de andre vampyrer ville omtale hende som et barn? Hun følte sig absolut latterliggjort.
"Jeg vil have at smerten skal stoppe! Ikke formindskes!" Dén stædighed hun havde levet med som menneske, var som forstærket. Hun kunne mærke hvordan musklerne spændtes, selvom hun for blot et par dage siden, sikkert ville have påstået med selvironi at hun ikke engang havde nogen. Hun var blevet meget mere bevidst om sin krop. Meget mere bevidst om alting. Alligevel var det måske for en gangs skyld godt at være uvidende. Détte havde hun aldrig bedt om.
Miranda klappede i, da Cara nærmede sig skabet og hældte den lidt tykke, røde væske op i et glas. Det var dét hun havde ledt efter. Dét hun havde spurgt til, da hun var vandret rundt og havde ledt efter med de blå øjne. Nu stod hun og fugtede læberne med tungen, mens hun betragtede væsken, mere end hun lyttede til Cara's ord. Cara's latter var meget fjern for hende. Alt handlede om blodet. Det var som om hendes øjne blot åd det. Og hvorfor følte hun så en kvalme i sin mave? Måske fordi en del af hende hele tiden stillede spørgsmålet; Hvis blod er det? Har de også forældre, eller måske børn? Lever de?
Hun sank en klump i halsen, og tog nærmest mekanisk fat i glasset. Hun stirrede ned i væsken og væmmedes ved tanken om, hvor meget det fik hendes tænder til at løbe i vand. Det var som om næseborerne langsomt udvidede sig: Som om hun kunne dufte det.
"Jeg ledte efter det her..." Kom det fra hende. Blikket vigede stadig ikke fra indholdet i glasset. Da hun hævede det op til sin mund, blev det gjort så hurtigt, at hun tømte halvdelen af det på et splitsekund. Hun stoppede så ufattelig brat, at en dråbe blod gled fra læben ned over den blege hage, da hun sænkede glasset igen. Dernæst tog hun en hånd op foran sin mund; nærmest chokeret over hvad hun havde gjort... Skulle det chokere hende hver gang?
"Jeg kan ikke..." Hun rystede på hovedet, og trådte et skridt tilbage: "Jeg vil ikke...-  Det er forkert." Hun satte glasset fra sig på den nærmeste overflade, og vandrede målrettet hen mod én af sofaerne. Hun sank ned i den, og krøb nærmest sammen, ved at trække knæene op til sig, og smække armene rundt om dem. Skønt hendes mave og svælg var langt mere tilfredst nu, hvor hun havde drukket blodet, syntes samvittigheden alligevel at prikke til hende. Og dette var blot når hun havde drukket blod fra en flaske. Hvad ville der ske, hvis hun drak direkte fra blodåren? Hun ville ikke kunne leve med sig selv.
"Måske skal jeg tage hjem." Mumlede hun, selvom tanken var absurd. Hvis hun knapt nok kunne holde sig i skindet her, ville hun ikke kunne håndtere det derhjemme. De var sikkert vrede over, at hun havde været væk så længe og gjort dem bekymrede. De var ikke typerne der ville omfavne hende og blot nyde at hun var tilbage : hun havde 'forsvundet' for mange gange gennem sine teenageår. Hun ville aldrig kunne undskylde sig ud denne gang. At sige at hun teknisk set var blevet slået ihjel, ville nok ikke falde i god jord.
"Kan man ikke...- Gøre det om?" Der var nærmest noget håbefuldt i hendes stemme; "Kan jeg ikke blive normal igen?"

Hun rynkede brynet, men nikkede "ja, med tiden vil den blive mindre" gentog hun og lagde armende over kors, hele hendes maske formørkede og hun knyttede nævnerne. Hun hade denne del, men måtte tage det med ro, det var jo ikke Mirandas skyld, alt dette var nyt for hende og havde hun været sammen med sin skaber, havde hun højst tænkelig også opført sig sådan overfor ham. Hun rullede med øjnene "det vil aldrig stoppe, men spiser du ikke, vil det blive værre også vil det føleles som er der sandpapir i hele din krop, som om hver enkel årer er fuld af små knive...tro mig jeg taler af erfaring" brummede hun og huskede de uger efter hun havde myrdet sin søster, hun havde nægtet at spise på nogen måder og led under for den sult og smerte det hele medførte.
Hun betragtede nøje Mirandas reaktioner, hendes blik mod blodet og det gik som hun havde forventet, blodet tiltrak mere opmærksomhed end alt andet og det ville det altid gøre, dog fik man kontrol ville det ikke have nær så meget styring over en og man ville kunne leve et næsten normalt liv. Hun nikkede og lagde armene ned langs siden, betragtede hvordan sulten tog over Miranda og hun næsten hældte blodet ned. For så kun at stoppe, da hun havde drukket halvdellen af indholdet "du kan ikke? selvfølgelig kan du det, det ligger til din natur, du er et rovdyr" pointerede hun og tog glasset, for så at tømme det og stille det fra sig.
Stille fulgte hun efter Miranda og satte sig ved hendes side "jeg ved dette er en stor forandring, det var det også for mig, forskellen mellem dig og mig, er at jeg havde ingen, jeg vågnede op i en skov uden at vide hvad jeg skulle gøre...gud alle de mennesker" hun rystede på hoved og et sekund, så hun helt forpint ud, men endnu hurtigere fik hun samlet sig selv og rystede på hoved. Hun rystede på hoved "at tage hjem hjælper ingen, du risikere blot at slå hele din familie ihjel" blot måden hun sagde det på, var et tydeligt tegn på det hun selv havde gjort, den smerte da blodrusen havde forladt hende og hun havde sin families blod på sig. Synet af moderens forpinte ansigt, alle deres forpinte ansigter og halsen der var revet op.
Hun rystede på hoved og så ned "desværre nej, hvis det kunne lade sig gøre, var jeg ikke engang i live, jeg ville ønske det kunne, men det er umuligt" hviskede hun og så igen op på Miranda, spørgsmålet kom igen op...Hvorfor? Hvorfor gjorde hun det?

Du er et rovdyr...
Disse ord gjorde ondt på Miranda. Det gjorde ondt, selvom hun udmærket var klog over sandheden bag dem. Det virkede stadig som en del af tage ind. Især fordi denne nye 'natur' og de nye instinkter, ikke var noget der hørte til hende. Hun følte sig stadig som et menneske på en-eller-anden måde selvom hun mere havde lyst til at slukke for sin medmenneskelighed, end noget andet. Det var som om hendes krop i hvert fald forsøgte at bukke under. Den forsøgte at kæmpe imod, og give efter. Måske var det derfor at det var så svært for hende... Hun ønskede ikke at være et rovdyr. Det gjorde for ondt på samvittigheden, og selvom hun altid havde nydt at adskille sig fra mængden; havde hun aldrig haft et ønske om at blive udstødt... Hvilket hun følte hun var blevet nu. Alt sammen på grund af Cara.

Miranda lagde panden mod sit ene knæ. Skuldrene rystede som om hun hulkede; men bevægelserne skyldtes hendes trang til at kaste blodet op. Udelukkende på grund af tanken om, at det var i hendes system, selvom kroppen syntes at sætte pris på det.
"Så du siger jeg er heldig?" Hun hævede endelig hagen, og så på  Cara. Så direkte ind i hendes øjne der syntes at pære præg af noget forpint. Nogle minder som hun hellere ville fortrænge. Udtrykket i Miranda's blå øjne var dog vredt. Man kunne tydeligt se på hende, at hun følte sig uretfærdiggjort. "Du siger jeg er heldig fordi jeg - til forskel for dig - har én af støtte mig til?" Hun havde hævet stemmen en smule. Selvom hun vidste, at Cara var langt stærkere end sig selv:
"Du kunne have ladet være med at gøre det her mod mig! Ville det ikke have været bedre? Det her er et helvede!  Du har taget alt fra mig!" Hun slog blikket væk fra sin skaber, og vendte ryggen til hende i sofaeen. Ansigtet lænede hun ind mod det bløde stof fra ryglænet, som hun nu sad med siden til. Materialet virkede varmt mod den kolde hud.
"Du ville ønske at du kunne blive normal, hvis det kunne lade sig gøre? Hvis der var en kur? - I stedet trækker du mig ned i din elendighed, uden at give mig en god grund. Uden at forberede mig på det. Og uden at sige farvel til min familie."  
Hun krammede igen de slankre fingre om sine egne skuldre, og trak sig ydeligere sammen.
"Ser du ikke selv hvor forskruet det er?"