Does hell have an end?

Tid :: 22.30 
Sted :: Hospitalet.
Omgivelse :: Et ganske almindelig hospitals værelse, med hvide vægge, højde til luftet og den savenlig sterile hospitals duft. Det er et mands værelse med de normal møbler som man nu kan find på et hospital.
Vejr :: Regnfuld aften, luften er endda blev ret kølig.
Stjerner :: Dahlia Black og Dante.

Den lange forvirring af lyde var døde hen med tiden, han havde ingen bevist viden om hvad der var sket med ham tidligere den aften, ikke efter at han var besvimet af blodmangle. Men nu var hans styrke stille på vej tilbage, som hvis at en person havde givet ham blod, hvilket han os havde fået tidligere den dag. Men så blev spillet farligere og farligere og til sidste havde han miste bevistheden om hvad der var sket med  ham. Han snuset langsomt til luften omkring ham, det var en stærke sterile duft der mødt ham, var han på hospitalet? Han havde ingen ide om hvorfor at han var eller hvordan at han var kommet dertil, måske havde en eller anden moddig sjæl kommet ind i huset efter at den djævelen var taget afsted? Lige meget hvad vist han at det var smart hvis at han var væk igen før at solen stod op.

Han åbent da de blå øjne. Han lå ganskevist i en hospitals seng, den hvide dyne var trukket helt op til hans bryst og han havde hospitals tøj på. Nattøj i lyseblå farver, mens at en slange var sat fast til hans arm, den pumpet blod ind i ham. Blod, det var snart en god del tid siden at han havde indtaget det men han kun snup det her, han lod blot nålen pump det ind i ham. Han kiggede videre ned af ham selv, op til flere steder sad der hvis bandage som havde små mindre blodig mærker men ellers var der ikke andet ved ham. Han flyttet sit hoved tilbage imod puden mens at han langsomt kiggede efter det tøj som han var ankommet i. Naturligvis havde hospitalet taget det, hvilket betød at han var tvunget til gå omkring i det tøj som de havde givet ham på. Han havde hospitals tøj, det var ikke altid det mest pæn eller rar og gå, men det var det eneste som han havde i øjeblikket. Han sukket langsomt, i det mindste havde de efterlad lyset tændt i det lille lokale hvilket betød at det nok ikke var så sent som han selv havde troede, men i øjeblikket havde han ingen sans for tid. Han vist blot at det var aften.

Gaderne var øde, ikke engang den mindste lyd var der, udover regnen der faldt fra de mørke skyer. Lyden af et par høje hæle i det fjerne var det eneste der piercede den kommende nats ro. Man kunne ikke se tydeligt hvem denne formentlige kvinde var, da den store sorte paraply dækkede udsynet til hendes ansigt.   Der var ikke nogen tvivl om det var en kvinde, den røde og sorte kjole afslørede det lidt, de bare ben som blev ramt af regnen og så stiletterne, som var tårn høje, nok omkring de femten centimeter.  Kvinden stoppede og så op mod vinduerne på hospitalet. Hun var ankommet og skulle nu bare finde ud af hvor personen lå. Natten inden havde hun fået at vide at personen hun har haft det største had til i flere år, nu var endt på hospitalet, hvilket var grunden til hun stod udenfor.
 
Hun slog den sorte paraply sammen inden hun gik indenfor og over til skranken. Spurgte efter hvor den såkaldte Dante Vitalis lå, det var der hun måtte hen. Sidst de havde mødt hinanden var det ikke just gået let for sig, hun var kommet der fra med en masse ar, både på krop og sjæl, og der var ikke nogen tvivl om at denne nat ville blive ret meget bedre, trods de befandt sig på et sygehus. Hendes røde læber krøllede sig i et lettere dystert smil inden hun begik sig ud på jagt efter manden som hun så inderligt ville ønske var død allerede. Lyden af stiletterne afslørede hun var på vej og nærmede sig og for hans vedkommende, ville han ikke være i tvivl om det var hende. Hun havde taget selv samme parfume på som hun havde sidste gang de mødtes.  Da hun ankom på den stue hun havde fået at vide han befandt sig knækkede hun kort sin nakke inden hun bankede på døren og gik indenfor, uden så meget som at sige noget stod hun bare i dørens åbning inden hun lukkede og låste den bag sig og lod sine øjne hvile på Dante i sengen.

Han halv lå stadig på sengen med lukket øjne, lige indtil af en bekendt lyd slog ind på hans ører. Ud en krog kun han hører hvordan højhælet sko gik ned af gangen og hen imod den sidste del af stuen som han befandt sig på, hvem var det. Hans tanker blev gjort mere klare efterhånden som af en velkendt duft os kom med, det var hende. Natten kun næsten ikke blive værre i hans verden, hvorfor var hun nu os her? Han kendt ikke svaret og han havde heller ikke lyst til forsæt med blive i sengen når hun kom der ind, så med halv stive lemmer fik han kæmpet sig ud af sengen, det var på tide og indtag det sidste blod og gerne hurtigt. Han tog posen med blod ned fra holden, der efter trak han nålen ud af armen og der efter indtog han hurtig det sidste blod som der var tilbage.

Da han lige var blev færdig lød der en fin banken på døren, hun kom ind. Han vendt sig langsomt om imod hende, mens at han lod den tomme pose fald til jorden. Godt nok var han ikke oppe på sin normal styrke men han havde dog kraft nok til kun forsvar sig imod hende. "Dahlia, jeg var begyndt tror at du havde glemt mig?" sagde han kort med svag flabet tone mens at han udvist det mest kølig blik som han kunne komme op med i det øjeblik, han havde meget kærlighed til gode overfor hende men her stod hun, uden at han vist hvorfor eller han vist god hvorfor han havde ikke glemt hvad der var sket den sidste gang at hun havde været ham nær.

Hendes øjne flakkere kort da hun så den tomme pose med blod, hun at han var stærkere end hende, men ikke før han var kommet til sig selv igen og kommet ud her fra. Han kunne umuligt være så dum at han ville angribe hende på et hospital? Med rolige skridt gik hun over til sengen og stoppede ved fodenden. Et skævt smil kom frem på hendes læber ” Glemme dig? Næppe..” sagde hun kortfattet inden hun gik over foran ham med at smil. Hun havde inderlig lyst til bare at tage livet fra ham, bare ende denne ”krig” allerede, men alligevel tøvede hun… Der var noget over Dante hun alligevel ikke kunne undvære i hendes liv og hun vidste… At hvis han døde, så ville hendes sjov være slut.
 
”En skam du allerede er rask… Havde ellers tænkt mig at tage yderligere af dine kræfter… Men lad nu det ligge” sagde hun og satte sig op i sengen ved siden af ham og tog hans ene hånd i sin. Med et lettere dystert smil greb hun hårdt omkring den og lod kort sine negle bore sig ind i hånden på ham ” Døren er låst, sygeplejerskerne ved ikke engang jeg er her… Hvad tror du de siger når du bare lader mig komme på denne tid” hendes smil blev mere dystert inden hun slap hans hånd og lod blikket glide over inventaret i rummet. Så mange muligheder hun egentlig havde for at tage livet af ham, men også omvendt. Med en hurtig bevægelse kom hun op fra sengen og begyndte at gå rundt i rummet. Hun fik så mange ideer om hvad man kunne gøre i dette rum, ikke blot ville det blive et blod bad, med også fyldt af en så intens smerte at man kun ville elske det.
 
Kort knækkede hun nakken inden hun vendte sig om og så på ham ovre fra vinduet længest væk. Hun ventede egentlig bare på at han for op til hende, gjorde noget ved hende.. Et eller andet! Det var sådan det plejede at være, overfald, tortur og alt der inden for. Hun havde efterhånden vænnet sig til det, hvilket var derfor hun fandt dette moment meget underligt, for der var ikke sket noget endnu. Et smil kom frem på hendes læber igen, måske skulle hun bare pirre ham nok? Det var forsøget værd. ” Du havde sikkert glemt mig alligevel Dante… ” sagde hun mens hun gik over mod ham mens hun langsomt hev op i kjolen. Hun stoppede foran ham med et smil ” Du kan ikke sige du ikke har lyst… Jeg kender dig… ” sagde hun inden hun igen lod kjolen falde over hendes ben igen og ventede på hans reaktion.

"Trods mit uheld tidligere idag, er jeg dog i stand til kun tag vare på migselv, mere eller mindre. Den djævel havde blot fanget mig på et dårlig tidspunkt" sagde han kort før hans fastlåst hans blik på hende, han havde ikke brug for møde som det her, men trods at hun var der, foran ham. Blev han nød til gør et eller andet, det var næsten forvente af ham men på samme tid havde han ikke lyst til være den der startet kampen. "Det er ikke mit problem at du her, jeg havde eller lige en plan om at forlad hospitalet i mens at jeg kunne, men så dukket du op og nu den plan ligesom ude af verden" sagde Dante kort.

Han holdt igen sit blik fast på hende da hun kom helt hen og sad på sengen, det mindre brutale grab som hun tog om han hånd tiger ham kun en smule men han udtrykket det ikke. Trods den mindre fysisk smert var han ikke en mand der udvist smerte udover hvis at det var en meget stor proportion. "Dahlia, det kan godt være at jeg er en ældre vampyr, men jeg glemmer ikke et ansigt eller et møde. Desuden, hvem kan overhoved glemme en nat som den, jeg tror jeg gjorde det klar at det ikke var smart om opsøg mig igen?" han kiggede på hende da hun hoppet ned fra sengen og hun gik over til vinduet, havde hun virket forvente at han ville lege med så nemt? Den fornøjelse skulle hun ikke have så nemt igen og han hold stadig sit blik på hende "Måske har jeg lyst, måske ikke. Du ved selv at du leger med ilden" sagde han kort mens at hun kom tilbage hen til ham.