Why did I agree to this again? //Dean Sanders//

Tid: 18:20
Sted: De Ferme Banegård
Omgivelser: Få mennesker
Vejr: 2°c, overskyet, og

Konstant regn virkede som noget der forfulgte midten af vinteren i år, og Josué var ikke en af dem som ligefrem nød det, hvilket var grund nok til at han ikke havde lyst til at hoppe ud af sin bil endnu. Han havde siddet i nogle minutter og blot kigget på togene der kørte forbi parkeringspladsen, mens han prøvede at tage sig sammen til at gå udenfor. Hans varmeanlæg havde dog vundet alle kampene indtil nu, og lysten til at stige ud blev kun mindre for hvert sekund. Desværre vidste sygeplejersken at han var nødt til det, hvis han ville have sine stoffer uden at smide penge efter det.

Endelig fik han overbevist sig selv, og trak nøglen ud inden han kom ud af bilen. Han smækkede døren efter sig og låste den sorte Audi, hvorefter han skyndte sig under et halvtag, for at vente på den person, som han ikke kun skulle arbejde sammen med i noget tid, men som også havde alle informationerne for hvad de skulle. Normalt sagde han aldrig ja til at arbejde sammen med andre uden for sin arbejdstid, men han havde fået et tilbud, som han ikke kunne modstå. På trods af hvor mange råd han gav til unge om ikke at tage stoffer, lyttede han ikke selv til de råd. At være sygeplejerske var hårdt og stressende, så nogle gange havde han altså brug for en pause og den her uge havde været en af de uger hvor der var skrigende møgunger over det hele.

Det var da også den eneste grund han havde til at gøre det her, for ærligt talt syntes han selv at det var latterligt. Han havde haft en 12-timers vagt på fødegangen og hvis han skulle høre på flere skrigende kvinder og deres panikkende kærester ville han snart blive sindssyg. Fordi at han kom lige fra arbejde var han ikkeligefrem iklædt det pæneste tøj, en simpel sort v-neck og nogle forvaskede blå jeans, som sad pænt, ikke for stramt ellerløst, på hans slanke ben, sine sorte vans og en grå vinterjakke. Han løftede sin arm op og tjekkede hurtigt hvad klokken var. Fedt. 10 minutter før han skulle mødes med ham fyren. Dejligt. Det betød 10 minutter hvor han kunne få lov til at fryse sin røv af.

Dean var nærmest lige vågnet, de sidste par dage. Uger. Måneder... Der var tingene virkeligt kørt af sporet, det eneste Dean tænkte på var hvordan han kunne holde endnu en dag ud. Alt var ødelagt for den unge fyr, som udenpå så så hård og ligeglad ud, men som indeni var gået i stykker flere gange. Alt sammen på grund af den latterlige ting der hedder kærlighed. Dean vidste snart ikke hvad han skulle gøre mere, han kunne ikke dø og han ville ikke leve. Han var dømt til et liv på jorden som han ikke ønskede at leve og Dean anede ikke hvordan han nogensinde skulle komme igennem sine dage. Alkohol og stoffer var derfor blevet måden han overlevede på, og det havde nu bragt ham til dette punkt.

Dean havde denne aften et par løse hullede cowboybukser på, et par sorte militær lignene sko og en sort jakke de hang løst over den sorte tank top. Dean's sorte hår sad lidt tilfældigt og pjusket som han traskede ned i mod stationen, lige nu ville Dean gerne have sin gæld ud af verden for selvom det gjorde ondt at leve, så kunne han i det mindste forsøge at gøre det så smertefrit for sig selv som muligt, og også for Nicole's skyld.

Dean kiggede kort rundt og fik øje på en splejset, mørkhåret fyr. Dean havde på det samme en fornemmelse at det var ham han skulle se, klokken var netop slået halv syv som Dean gik hen i mod ham: "Josué?" sagde Dean blot en smule koldt og pegede så i mod ham, Dean havde en pakke over armen der var meget tynd og aflang, som var det flere stykker papir sat sammen og pakket ind: "Kom" sagde Dean og gik så om bag stationen for at finde et sted de kunne tale uden mennesker så dem.

Josué havde hænderne dybt begravet i sine lommer, på trods af at det knapt holdte kulden væk, og ventede utålmodigt på at den her fyr - Dean - som han kom til at hænge på i en times tid eller to. Forhåbentlig var det her job ikke noget, som tog forfærdeligt lang tid, for han ville gerne hjem hurtigst muligt, så han kunne ligge på sin sofa, begravet i tæpper og holde Doctor Who maraton med sin kat. Det lød sikkert kedeligt i de flestes ører, men når man var asocial, og ikke gad andre mennesker, så var det nærmest en lettelse.

Da han løftede sin arm op endnu en gang for at se hvad klokken var, var han næsten ved at give et lille hop i begejstring, da den nu var halv. Hvis fyren nu bare lod være med at dukke op de næste fem minutter, så ville Josué have grund nok til at gå tilbage til sin varme bil og køre hjem. Skæbnen - hvis sådan noget overhovedet fandtes - ville dog ikke lade ham beholde denne ene glæde, da han snart hørte sit navn blive sagt. Det var næppe en gammel skolekammerat, som tilfældigvis var flyttet hertil og af en eller anden grund kunne genkende ham, så han måtte vel gå ud fra at det måtte være Dean.

En let irritation nagede ham dog, da han vendte sig mod fyren, og var tvunget til at læne hovedet et godt stykke tilbage for at se ham i øjnene. God fucking dangit. Hvad fodrede de unge voksne med? Hormoner? Han rystede dog tanken af sig, og fulgte med ham bag stationen. ”[b]Der er et lille sted herovre hvor der sjældent kommer nogen[b]” brummede han blot, og begyndte at gå hen til et mellemrum mellem to små butikker lige i nærheden. Ganske vist var der ikke noget mennesker i nærheden, da de fleste tog en kortere vej igennem banegården.

Dean gik i et roligt tempo afsted og nikkede så let da Josué sagde han kendte til et sted uden så mange mennesker, Dean gik roligt der over i mod og ganske rigtigt så var der helt stille. Dean kiggede så på den unge fyr, betagtede ham let, han så ganske udemærket ud, Dean var ikke kræsen. Dean's hoved var altid fyldt med sex og han tjekkede alle mennesker ud han var i nærheden af, både af vane og ren lyst.

"Så... Hvordan er du endt her?" sagde Dean med et lille grin, selvom Josue fint passede ind i de typer som Dean normalt arbejdede med så så han ikke særlig hård ud og desuden.. Så lugtede han af menneske, hvilket også var en grund til at Dean var en smule skeptisk: "Her" sagde Dean og begyndte så let at pakke pakken op i rakte så halvdelen af det brune pap lignene papir hen i mod Josué.

"Der er 500 gram narko i hver, skjul dem inde på kroppen. Vi skal flyve til Los Angeles med dem, og helst uden at blive fandt" sagde han og kiggede så på Josué, Dean håbede inderligt at den gæld snart var væk, for han kunne snart ikke mere: "Hvis jeg bliver fanget, så skrider jeg... Hvis du bliver fanget er du doomed" advarede Dean i et skævt smil, Josue var jo menneske og havde derfor ingen overnaturlige evner at slippe væk med ligesom Dean havde og Dean vidste drfor han havde en bedre chance for at slippe væk hvis det værste endeligt skulle ske.

Josué var ikke dum, han kunne sagtens mærke Dean’s blikke og var ikke et øjeblik i tvivl om at han blev tjekket ud. Ikke at det generede ham, det var mere eller mindre en kompliment på sin egen måde og af hvad han kunne se nu, var fyren rimeligt attraktiv. Han hævede dog et tyndt øjenbryn ved Deans spørgsmål, og svarede på trods af hvor nedværdigende et spørgsmål det kunne være.”Hårdt liv, ingen penge” Det var en lodret løgn, men hvad fyren ikke vidste havde han ikke ondt af. Desuden var det ikke noget han behøvede at vide for at blive færdig med hvad de nu skulle. Sandheden var vel bare at der var andre ting, som han hellere ville bruge sine penge på, frem for stoffer. Han smag i alkohol og cigaretter var ikke ligefrem billig, og han foretrak det egentlig bare på den her måde.

Da Dean fortalte hvad de skulle, brummede han en anelse utilfreds. Det her ville tage længere tid end han havde håbet på. Han sagde dog ikke noget til det ellers, og tog blot imod papiret. Han havde prøvet det her før, og vidste godt hvordan man skulle gå omkring det, uden at komme i problemer. ”Jeg ved ikke med dig, men jeg har ikke tænkt mig at blive taget i det. Bare prøv at komme helskindet igennem, så jeg ikke behøver at rydde op efter dig” svarede han, både for at provokere, men også for at vise at han ikke var en man kunne køre rundt med.

”Hvordan skal vi tage til lufthavnen? Tog eller bil?” spurgte Josué for at skifte emnet tilbage til deres ’arbejde.’ Han brød sig personligt ikke selv om offentlig transport – mest på grund af hvor uhygiejnisk det var – men han var alligevel lidt ligeglad. Der var ikke så langt igen, så han kunne i værste fald stå op indtil de var der.

Dean nikkede roligt i mod ham: "Welcome to my world" svarede Dean blot: "Men i det mindste kan du bare hoppe ud fra en bro" sagde Dean ganske alvorligt, ja for det var faktisk hvad han mente, han var misundelig over at denne fyr i det mindste bare kunne slå sig selv ihjel imens Dean var dømt til at leve på en jord han hadede og som han på ingen mulig måde ønskede at være en del af mere.

Dean kiggede i mod ham: "Flabet.." konstaterede Dean arrogant: "Fair nok, du skal nok blive klogere" sagde Dean i et lille grin. Dean vidste hvordan denne her verden var og bare fordi en lille flab troede det ville blive nemt, betød bestemt ikke at det ville blive. Dean bankede let på sin mave for at vise at han selv havde taget disse plader med narkotika på og han følte efterhånden at han var klar til at tage afsted, selvom han var tydelig nervøs.

"Taxa, det er mest sikkert" sagde Dean blot og kiggede så i mod den unge fyr: "Vi har for 200.000 euro med... Don't fuck it up" sagde Dean blot, lige nu håbede Dean bare at den unge fyr ville holde kæft det meste af vejen, mest fordi at han virkede som en arrogant idiot, og selvom Dean godt nok også selv var det, så orkede han ikek at andre skulle opfører sig lige sådan. Han ville helst være ene om at være en nar.

Josué trak blot på skuldrene, eftersom at hoppe ud fra en bro ikke var hans plan i nærmeste fremtid. Så skulle det være en badebro, og der skulle være minimum 40 grader udenfor før han ville overveje det. ”Jeg kunne også bare lade være” tilføjede han, mindst lige så alvorligt. Han havde været assisterende til rigeligt med udpumpninger af teenagere, som havde taget en overdosis af piller i et selvmordsforsøg, til at han gad at prøve. Sandsynligheden for at man fejlede ville altid være der, og desuden havde han ikke et problem med sit liv.

”Beklager at måtte ødelægge dit verdensbilled, men jeg er ikke ny til det her” Josué var egentlig lidt for træt til alt det her, men alligevel var det morsomt, når han for en gangs skyld fik noget modspil. Alligevel var han ikke for arrogant til at lytte til at følge hans eksempel, og gemte pladen under sin v-neck. Heldigvis var den løs nok til at man ikke kunne se noget underligt, hvilket han mentalt roste sig selv for, da han sjældent gik med løse trøjer når han var på arbejde.

Endnu en gang var han dog utilfreds med hvordan de skulle afsted. En taxa? Det var ganske vist ikke så slemt som et tog, men han brød sig stadig ikke om det. ”Right back at you, asshat” brummede han, langt fra nervøs for hvad der skulle ske. Stort set hver gang han ’spontant’ besøgte sin far i Paris, havde han noget med sig, og var endnu ikke blevet taget i det.

Dean kiggede i mod ham, Good en lille provokerende person som Dean skulle bruge de næste par dage med, han kunne næsten ikke overskue det: "But you're still human" sagde Dean blot, hans britiske accent blev meget tydeligt når han talte engelsk, det franske var næsten flydende og det samme var det engelske, han var jo oprindeligt fra stor britiannien og så mange år havde han jo faktisk ikek boet i Terre.

Dean kiggede roligt til ham og rakte så hånden op da en taxa kørte forbi som hurtigt holde ind til siden og Dean steg ind i den i den ene side: "Lufthavnen" sagde han koldt til chaufføren og taxa'en begyndte hurtigt at køre forbi: "Så hvis din plan ikke er at hoppe ud fra en bro, hvad lever du så for?" spurgte Dean en smule tørt og alligevel nysgerrig. Dean levede ikke for noget, og han havde en idé om at alle der levede måtte have en grund til at blive ved med at leve, for Dean ville helst dø, bare væk fra verden, men han var fanget og han ville bytte sit liv væk any moment.

Dean sukkede som taxaen holde foran lufthavnen, nervøs kunne man ikke ligefrem kalde ham og han stak taxa chaufføren en seddel og steg ud uden overhovedet at kigge på hvad taxameteret stod på: "Så... Klar?" spurgte Dean og kiggede over i mod ham, lige nu ville han bare gerne frem, måske drikke sig stiv eller noget i den stil, han manglede alkohol: "Når vi kommer frem, så skal jeg i byen" sagde Dean med et lille arrogant grin.

Josué himlede med øjnene, tydeligvis ikke rørt af hvorvidt han var svagere end andre indenfor det her område. ”Who cares. Hvis jeg ikke var god nok til at få tingene gjort, så ville jeg ikke stå her i dag” brummede han. Hans egen blandede accent var tydelig om han så snakkede fransk eller engelsk. Han havde boet størstedelen af sit liv i Spanien med sin mor, men hans accent der var også berørt af at han stadig havde brugt meget tid i Frankrig, hvor hans far boede.

Da der endelig kom en taxa, sukkede Josué lettet da det også betød varme. ”Endelig”brummede han lavmeldt, egentlig ikke for at Dean skulle høre det. Han steg ind i taxaen og klikkede selen fast, inden han bare nød at få bare lidt varme tilbage i fingrene. Derfor var han også lidt overrasket over pludseligt at få sådan et spørgsmål, da det trods alt var ret dybt, og han vidste faktisk ikke at den her paphjerne faktisk kunne forstå den slags komplekse emner. Måske var han ikke så dum som han så ud til”At overleve længe nok til at kunne nå mit mål” svarede han simpelt. Hvad hans mål var? Tja, det var jo hans egen lille hemmelighed. Desuden var han rimeligt sikker på at hvis han sagde det, ville Dean gøre grin med det, da det måske var et underligt mål for sådan en som ham.

Da de endelig nåede lufthavnen, var Josué hurtig til at stige ud, og proppe sine hænder tilbage i sine lommer for at holde på varmen indtil de nåede indenfor. ”Så klar som man nu kan blive”  svarede han og lød egentlig ret uinteresseret i hvad der skulle foregå. Indtil Dean tilføjede den sidste del. Der blev han faktisk lidt irriteret. ” Dios dame fuerza ” det kunne knapt nok høres, men han foretrak alligevel at snakke spansk, når folk omkring ham var frustrerende. Flere af hans venner fik ofte diverse trusler og formaninger på spansk når han var frustreret, men nogle gange blev både engelsk og fransk blandet ind, hvilket gjorde det humoristisk for dem, som rent faktisk forstod hvad han sagde.

Dean kiggede blot i mod den sorthårede dreng, selvom Dean nok aldrig ville indrømme eller indse det, så virkede de som lige store røvhuller, hvilket hver måske kunne komme noget godt ud af, hvem vidste: "Hvis jeg ikke var en egoistisk nar, stod jeg ikke her i dag" snærrede Dean blot igen, hvilket jo også var sandheden. Som oftest tænkte Dean kun på sig selv og ikke på andre. Andre folk kunne rende ham, udover de få han i sit liv havde elsket, og lige nu var Dean fast besluttet på at han aldrig skulle elske nogen igen.

Dean sad i stilhed hele vejen hen til lufthavnen og trådte så ind i den store indgangs hal hvor de skulle vente på flyet, han anede ikke hvad han skulle sige til den unge fyr: "Vil du med i byen, eller er du mere den kedlige type?" spurgte Dean som de tjekkede ind, de kunne lige så godt snakke, så så de måske knapt så mistænksomme ud. Dean gik fint igennem sikkerheds kontrollen uden anmærkninger, heldigvis og han stod nu og kiggede i mod om Jos gjorde det samme.

Dean glædede sig lige nu til at få en gæld ud af verden, ikek fordi han anede hvad han så ville gøre med sit liv, hans liv var rimeligt fucked - og faktisk lige så kedeligt. Dean havde intet at leve for mere, de eneste han bare havde en idé om at leve for var hans datter Nicole, men det var snart et år siden at han havdvde set hende, dog kunne han egentlgit godt forstå. Hvem ville dog gide at have en far der var lige så stor en idiot, lige så fucked up og lige så fuld af fejl som Dean var?

Josué så ikke ud til at det generede ham at blive snerret af, men hævede blot et tyndt øjenbryn i stedet for at sige noget. Som sygeplejerske var det ikke usædvanligt at blive snerret af, så han var kommet godt over at tage sådan noget til sig. "Godt arbejde, fantastisk at du kan holde til det i længden, jeg er sikker på at alle dine bekendte er meget stolte" Hans blik var fuldstændig tomt, da han ikke havde meget tilovers for folk som mindede om ham selv. Måske havde det noget at gøre med hans blandede følelser overfor sig selv, men uanset hvad grunden var, vidste han også at folk som mindede om ham, burde kunne tage sådan noget.

Josué så op på ham, med læberne presset en anelse sammen. ”Lad os se hvilket humør jeg er i når vi kommer frem” brummede han. Fuck, han var alt for ædru til at deale med det her. Normalt sagde han nej lige så snart den slags blev foreslået, men han kunne virkelig godt bruge noget at tage sig til når nu hans kat ikke var der til at holde ham med selskab... hvilket var ret trist hvis man tænkte lidt over det, men det var han også for ædru til, så det var ligemeget. Uanset hvad var hans humør rent faktisk til at tage ud med den her fyr, selvom han ikke var helt sikker på hvad det ville ende ud i.

Josué kom kort efter igennem sikkerhedskontrollen, med et venligt smil til personalet for ikke at virke alt for mistænkelig. Lige så snart han var forbi, falmede smilet og han var tilbage til sit normale neutrale ansigtsudtryk. Det var en facade han var vant til at holde oppe og hvis man ikke kendte ham, var det ret overbevisende.[/b]

Dean sukkede let og rystede så kort på hovedet, han havde efterhånden indset at denne unge fyr var total umulig, klog kunne man da ihvertfald ikke kalde ham. Dean havde det fint omkring hans fortid, det som han hadede var tabet af Kajika og det sad stadig dybt i ham, og talte folk grimt om hende så kunne de lige så godt grave deres egen gravsten, for hun var det eneste hellige for ham, og heldigvis så kendte få til hans kærligheds liv med hende,hvilket han faktisk var meget glad for.

Dean kiggede i mod den unge dreng der sagde det kom an på hans humør hvilket fik Dean til at komme med en fnysende lyd, han var dog godt nok en lille latterlig teenager der troede han vidste alt om verden, det var Dean slet ikke itvivl om og lige nu fandt Dean det dybt latterligt at han var blevet sendt afsted med netop denne fyr, også endda et menneske. Dem der havde sendt dem du måtte jo virkeligt sidde og grine lige nu, et skrøbeligt menneske? Han havde jo ikke en chance i en hård situation.

***

Hele vejen i flyet sad Dean i stilhed, han sagde intet til denne unge mand som åbenbart troede han var smartere end de Louis Vuitton sko der netop var kommet på udsalg. Da de steg ud af flyet kiggede Dean sig let omkring. Los Angeles, ikke et populært sted når man havde narkotika på sig og Dean vidste at de sikkert ville blive tjekket, selvom hans hjerte hamrede en smule i frygt over det. Han ville ikke fanges lige nu, også fordi han ikke ønskede have mord på samvittigheden.

Josué himlede med øjnene, da Dean fnøs, men sagde ikke noget yderligere. Han var i hvert fald ikke i humør til at tage ud og bruge tid i næheden af alt for mange mennesker lige nu. Han ville sikkert få en hjerneskade af at høre på deres dumheder, hvilket han ærligt talt ikke havde brug for lige nu. Det var rigeligt at han skullehøre på den her dyr, som åbenbart troede at han var så meget bedre end alle andre, hvilket Josué ville grine højlydt af, hvis det ikke ville få ham til at ligne en galning. Måske var han en galning, med sin omvendte logik og brede spektrum af desideret skræmmende viden, men det betød ikke at han ville ligne en. Derfor forholdte han sig tavs, og viste tydeligt at han fandt den anden ligegyldig. Lige nu skulle han bare videre med sit job, og når det så var ordnet kunne han finpudse sine ikke-eksisterende sociale færdigheder.

Derfor forholdte han sig også tavs i flyet, og læste et blad som lå der i forvejen, hvorefter han begyndte at rette stave- og kommafejl i ren kedsomhed. Efter at have gennemgået det hele 5 gange gav han op på at rette mere, og lagde det fra sig. Hans jakke lå i hans skød, så han sad nu bare i sin lidt for store sweater og håbede på at flyveturen ville være overstået hurtigst muligt. Og selvfølgelig håbede han også at der ikke var for meget sikkerhed på når de landede. Han havde været fanget i den slags før, og havde heldigvis også været i stand til at undslippe i et stykke. Det betød dog ikke at det var noget han nød at bruge sin tid på. Tvært imod ville han gerne igennem det her uden problemer, finde et eller andet sted at overnatte, måske købe en god flaske whiskey og se hvad det ville føre til. Måske en slåskamp, måske et one-night-stand. Uanset hvordan det ville ende, virkede det som en plan. Som hans ven Ivan altid sagde, har du hovedpine, så kan du drukne den i alkohol og sex.

Efter et godt stykke tid, var deres flyvetur dog ved at komme til en ende, da der kom en besked over højtalerne om at alle skulle tage deres sikkerhedsseler på. Josué var næsten glad for at kunne spænde sig fast på det kompromis at han kunne komme ned på fast grund igen, og snart.