Wow.. Calm down.. My friend? - Charlie aka Nightrage -

Tid: Skumringstid. Omkring 00.30
Sted: Skoven
Omgivelser: En del træer, ikke så mange planter i underskoven, et vandløbs rislen kan høres og fuglene er lige stoppet med at pippe, fuldmånen er på vej op over horisonten.

Dai lå i ude i skoven i sin tigerform. Han var sulten, da han ikke havde spist i flere dage. Han sad og lyttede intenst efter om der skulle være nogle dyr i nærheden. Han kunne lugte et rådyr, og noget mindre normalt. Han tog sig dog ikke af den unormale lugt, men fokuserede bare på rådyret. Han rejste sig og sneg sig tættere på det. Desværre fik det øje på ham, inden han var kommet helt tæt på, så det løb sin vej. Dai satte efter det og nød farten, og hvordan hans muskler bevægede sig. Han nåede at komme rimelig tæt på hjorten, satte af og fik lige præcis fat i bagparten på den. Han bad fat i den og fik den væltet ved hjælp af sammenstødet. Han skyndte sig at dræbe den, fordi han ikke kunne lide tanken om at den havde ondt. Han spiste - som sædvanlig - indvoldene først, da det var dem der var mest smag og næring i. Han lagde mærke til at han var kommet tættere på den mærkelige lugt, men han rystede sig bare og spiste så videre. Han var sikker på at han kendte den lugt, men han kunne ikke lige præcisere den. Han tænkte over det mens han spiste videre.

Endnu en gang var det tid.... Blodet kogte allerede i ham da fuldmånen var ved at kigge frem. Musklerne spændte og vejrtrækningen var tung. Han løb alt hvad han overhovedet kunne. Normalt var han allerede ude i skoven på den her tid, men han havde fået et kortvarigt arbejde. Han kunne pludselig mærke den var ved at være gal. Han var lige nået i sikkerhed af skovens træer da musklerne begyndte at forandre sig. Han væltede om da forandringer skete i voldsomme pulseringer. Han knurrede højlydt og kom med en serie af små brøl da knoglerne ændrede sig. Fingrene blev længere og pelsen begyndte at skyde frem. Fuldmånen var nu frit fremme og musklernes forandring tog for alvor fart nu. Snuden ændredes og han krampede sammen i smerter. Nattens stilhed blev brudt af et højt ulvehyl der kunne få de flestes blod til at fryse til is. Charlie var for en stund væk og det var "Nightrage" der rejste sig. Han var i omegnen af 3,5m høj og dækkede af næsten snehvid pels. En dyb knurren kom fra ham da han pludselig kunne dufte blod...

Han bevægede sig meget hurtigt mod lugten og et par træer blev væltet omkuld. Han spændte og holdt de knivskarpe kløer klar. Han fik hurtigt øje på en tiger der lå og var ved at fortære et rådyr. Inde fra træerne hvor han stod ville det se ud som om hans øjne lyste og månelyset afslørede de lange tænder. Nightrage var sulten

Dai kunne høre noget komme brasende gennem skoven. Han kiggede brat op og kom pludselig i tanke om hvor fanden han kendte den lugt fra. Varulv. Han hørte nogle brøl og bestemte sig for at han ikke ville være her længere. Han kiggede rundt, fik øje på en stor hvid varulv. Han sprang op i luften og forvandlede sig til sin ørn. Han var dog blevet ret tung, så han gylpede noget af den nye mad op, hvor efter han fløj op i et træ i nærheden af lykantropen. Han sad ca 10 meter over dens hoved. Han havde aldrig før set en forvandlet varulv, men han vidste at det var det man kaldte folk som fik en skikkelse som den under ham. Han ventede for at se hvad den ville gøre. Han håbede inderligt på at den ville gå efter rådyret og ikke efter ham selv.

Han slyngede ud efter tigeren men blev forvirret over at det pludselig var en ørn der sad over hans hoved. Han kiggede op efter den og brølede højlydt. Lige nu virkede det ikke til at han ville gå efter ørnen. I stedet gik han i gang med at fortære rådyret. Han var voldsomt sulten og de kraftfulde kæber flåede dyret fra hinanden uden nogen problemer. Det blev nærmest slugt i store klumper af den glubske varulv. Der var stort set ikke noget tilbage da han var færdig med at æde. Men han havde ikke glemt hvemend der sad oppe i træet. Han kiggede op efter ørnen og det så ud som om han skulle til at vælte træet men han stoppede sig selv. Det var som om han var nysgerrig. Han tørrede blodet væk fra munden og cirklede frem og tilbage under ørnen. Uden på noget tidspunkt at fjerne blikket. Han bukkede hovedet kort som om han ville vise noget

Dai kiggede lettet ned på den store hvide pelsklump, som fortærede det bytte han møjsommeligt havde dræbt. Han lettede og fløj lidt længere, op da han følte at dette glubske monster til hver en tid kunne rive ham ned og æde ham i én mundfuld. Han så hvordan den bevægede sig over mod træet, gjorde sig klar til at vælte det og så stoppede sig selv. Dai lettede igen. Han fløj over i et andet træ med en kraftigere stamme, selvom han var fuldt ud bevidst, at det nok ikke ville stoppe dette ulveagtige væsen. Han følte sig bare mere sikker der. Især da grenene var mere adskilt, så han ville have let ved at slippe væk fra træet. Varulven så nærmest nysgerrig ud, men Dai ville ikke stole på den. Ikke i denne 'ulveform' i hvert fald. Han kiggede ned på bunken med knogler og blev irriteret indvendig. Her havde han slidt med at prøve at få fat i noget at spise og så kom sådan en stor grim ulv og stjal det fra ham... Dai havde ikke ligefrem tænkt sig at være en sød lille dreng, når varulven foran ham, forvandlede sig tilbage..

Han løb kortvarigt ind i skoven og snuste rundt. Han fik snart færten af det han ville. Det tog ham ikke lang tid at fange et par harer. Han åd selv en nærmest i en mundfuld. Hans appetit var voldsom men Charlie havde levet med den her tilstand hele sit liv. Så han sansede mere omkring sig end dem der gav fuldstændig efter. Charlie vidste udemærket godt at han stjålet en andens bytte. Men naturen var jo hvad den var. Enten bliver der kæmpet om byttet eller også får den stærkeste det bare. Han løb tilbage til hvor ørnen sad og lagde de to døde harer på jorden. Han slog i jorden som om han var forvreden i smerte. Det var først da han tog nogle skridt væk at det så ud som om at han havde forsøgt at.... Skrive? Det var som om der var kradset bogstaver i jorden. Det kunne godt se ud som om han havde skrevet: "DeLE MAd"

Han tog nogle skridt tilbage og kredsede rundt om træet. Det var som om han forsøgte at finde ro. Hans krop følte som om han brændte så han kunne slet ikke finde ud af hvordan han skulle være lige nu. Han brølede højt og slog et andet træ omkuld og kradsede i sig selv selvom sårene lukkede sig hurtigt. Han forsøgte at straffe sig selv?

Dai kiggede forvirret efter ulven da den løb. Han rykkede sig dog ikke ud af flækken, da han ikke just havde lyst til at ende som hjorten. Han kiggede ned på den og fik så overbalance. Han brugte dog bare sine vinger til at komme op på grenen igen. Han kiggede ned igen, netop som ulven kom ud af skoven. Dai forstod ikke hvorfor den havde de to harer med. Den kunne jo bare have spist det. Han gispede indvendigt, da han så hvordan ulven vred sig, men forstod så snart den flyttede sig. Han fik øje på et egern lidt væk og lettede. Han fik nemt fat i det, dræbte det og smed det ned foran den store ulv, som for at besegle aftalen, og få den til at forstå at han var ok med det. Han havde dog stadig ikke lyst til at komme for nær de store tænder, eller klør for den sags skyld. Han fløj hen til samme gren igen, hvorefter han roligt satte sig på den.
Dai overvejede hvorfor ulven kradsede sig selv, som om den forsøgte at straffe sig selv. Han skreg en enkelt gang og gik på vingerne da han lagde mærke til et stort dyr længere fremme. Han skreg igen, som for at få ulven til at følge efter.

Han forstod først ikke det med egernet, men tænkte efter og tog det så og åd det i en bid. Det lod til ørnen forstod han ikke ville æde den. Han stoppede med at kradse sig selv. Han lyttede til ørnens andet skrig og løb efter. Ganske rigtigt der var et større dyr længere fremme. Han blev forvirret over duften. Der var duften fra mere end et dyr, men fra samme sted. Det kunne være et dyr der havde jaget tidligere eller selv havde været et bytte. Der var lugten af bjørn, ulv og hjort. Den store hvide varuld løb overraskende adræt som et spøgelse mellem træerne og fulgte efter den mærkelige ørn

Dai kiggede ned og så hvordan ulven spiste egernet. Han nikkede for sig selv og fløj videre. Han kunne lugte noget han ikke havde regnet med, samt den hjort han havde set. Han stoppede kort op, men blev så enig med sig selv om at han faktisk kendte ulve lugten. Det var jo ham selv! Men bjørnens lugt kunne han ikke kende. Han fløj ned foran varulven og landede på jorden som tiger et godt stykke fremme. Han sørgede for at holde sig foran ulven, drejede skarpt da han så en bevægelse og stod så ansigt til ansigt med en stor sort bjørn. Han stoppede brat op og brølede advarende til varulven. Bjørnen stod og spiste en enorm hjort.

Han indhentede hurtigt ørnen og endnu en gang blev Charlie forvirret, da den pludselig var en tiger igen? Han havde godt hørt om Animagus men aldrig hilst på en. Lige som tigeren så han den store sorte bjørn der var i gang med at fortære hjorten. Noget var galt.... Bjørnen var en stor han men den opførte sig ikke som en bjørn ville. Bjørne var altid meget metodiske når de spiste og den her flåede hjorten i stykker. Bjørnen fangede åbenbart den mærkelige tigers duftspor. Den vendte sig om i fuld højde og brølede. Bjørnen havde et mærke i panden fra højst sandsynligt at blive skudt. Bjørne med hjerneskader var meget sjældent en god ide.

Bjørnen var nærmest lige så stor som varulven og stormede efter tigeren. Den opfattede tigeren som den største trudsel da tigeren havde brølet. Lige inden bjørnen nåede hen til tigeren, sprang Charlie ind i brystet på bjørnen så den tumlede tilbage. Der opstod vild kamp mellem de to men det var tydeligt at Varulven nærmest var trænet til kamp. De gav hinanden nogle rigtig grimme mærker men Charlies lukkede sig nærmest lige så hurtigt som de var kommet. Bjørnen bed sig fast i benet på Charlie og han brølede voldsomt. Charlie tog fat og knækkede nakken på bjørnen som var det en kvist. Bjørnen faldt livløst om og Charlie stod med tungt åndedrag og stirrede på tigeren, imens hans sår lukkede

Dai løb væk fra ulven og bjørnen. Han kunne mærke at den store bjørn var næsten bag ham, til noget stort hvidt bragede ind i den. Han stoppede op og vendte sig samtidig med at ulven brølede af smerte. Han så hvordan bjørnen bed fat i den. Han sprang i store spring hen mod dem, men nåede ikke helt derhen før ulven havde fået knækket nakken på den mærkværdige bjørn. Han følte han var kommet lidt for tæt på den store ulv, men efter hvad han havde set indtil videre, virkede det som om dens viljestyrke var meget større end andre forvandlede varulve. Det var i hvert fald ikke normalt at man kunne stå kun et par meter fra en forvandlet fuldblodsvarulv, og da slet ikke en som var så stor. Han vidste ikke hvorfor han gik ud fra at det var en fuldblods, det gjorde han bare. Det var nok på grund af den store selvbeherskelse, og den måde den havde forklaret det med at dele maden på. Pludselig rumlede Dais mave og han tænkte på de to harer i lysningen længere væk.
Dai kiggede op mod himlen, opdagede de stod i en lille lysning, og at klokken allerede var mange. Det så næsten ud som om månen allerede havde passeret det højeste punkt på sin bane hen over himlen. Dai kiggede på ulven og overvejede om han skulle forlade den når den forvandlede sig tilbage.

Han fik nogle krampelignende trækninger i kroppen og han var meget langsomt begyndt at forvandle sig tilbage. Månen var stadig oppe så forvandlingen gik ikke så hurtigt, men det så ud til at være vanvittig smertefuldt. Det så ud som om pelsen meget langsomt trak sig ind i ham og knoglestrukturen var noget af det første der ændredes. Man kunne høre hans knogler knage når man stod så tæt på ham. En smule blod kom fra hans øjne og næse og langsomt begyndte hans krop at blive mindre. De smertelyde han kom med gik fra at være voldsomt dyriske til at være mere menneskelige. Knoglerne var menneskelige igen og de sidste smerter kom fra ham da musklerne voksede på plads igen. Han sank sammen på jorden og måtte holde resterne af sine jeans oppe. Han rejste sig meget langsomt og stirrede på Dai. Hans åndedræt var stadig tungt. I denne form var han stadig voldsomt muskuløs og to meter høj

Dai forvandlede sig forfærdet tilbage, da han så hvordan ulven fik nogle krampelignende trækninger. Det så legende let ud, og var overstået på et par sekunder. Dai satte sig på knæ lidt væk, usikker på hvad han skulle gøre. Han bestemte sig dog for bare at blive siddende. Han var ret sikker på at han ikke ville glemme de smertende lyde lige med det samme. Han kunne ikke forestille sig hvor ondt det mon gjorde. Han kom til at tænke tilbage på den samtale han havde haft med en dæmon, om lige præcis; forskellene på animaguser og varulve. Han var vandt til at forvandle sig, gjorde det tit flere gange om dagen. Det var feks, så meget nemmere at komme fra sted til sted som ørn. Dai elskede sine dyreskikkelser, og kom til at smile, da han tænkte tilbage på første gang han forvandlede sig til den store grå tiger. Han vendte dog hurtigt opmærksomheden mod den store ulv, som nu var tættere på at være i sin menneskeskikkelse. Dai havde ikke lige overvejet hvor stor en mand der måtte være 'indeni' en varulv på den størrelse, som han havde været. Det så han så nu. Det var en kolossal, muskuløs mand som lå på jorden og trak vejret tungt. Dai rømmede sig. "Er du okay?" Han havde ikke længere samme lyst til at gøre noget ondt imod manden, men havde nærmere ondt af ham, nu hvor han havde set hvor smertefuld sådan en forvandling måtte være.

Han måtte delvist støtte sig til et træ da han stadig havde nogle smerter tilbage fra forvandlingen. En sidste bølge af smerte skyllede gennem ham og han brølede højt og slog næven ind i træet. Et stort mærke sad tilbage og han stod med blodige knoer. Såret lukkede sig dog hurtigt og han faldt kort ned på knæ inden han stavrede på benene igen. Det var en smerte han ikke ville ønske for sin værste fjende. Men det var nok det der var straffen for den gave han havde. Som Shamanerne i stammen kaldte det.

Han sundede sig kort og kiggede igen op på den unge mand. Et par dybe vejrtrækninger kom og han sagde: "Så okay som jeg nu bliver.... Beklager hvis jeg skræmte dig.... Navnet er.... Av..... Charlie..."

Dai rejste sig hurtigt og gik tættere på manden, dog uden at gå helt over til ham. Dai så bekymret ud, men var samtidig glad for at ulvens sår hurtigt lukkede sig. Eller det var jo en mand nu og ikke en ulv. Dai nikkede svagt til det den anden sagde.
"Det er vel altid noget. Og det gjorde du ikke. Ikke ret meget i hvert fald. Det eneste der undrer mig er bare hvordan du kunne være så bevidst imens? Er alle varulve sådan? Eller er det bare dig?" Dai smilede svagt, ved tanken om hvad de havde lavet den nat. "Mit navn er Dai. Dai Akaido. Og hvis du ikke skulle have regnet det ud er jeg Animagus." Dai snakkede rimelig lavmælt, men var alligevel næsten sikker på at den anden ville høre det. Han rakte en hånd frem, usikker på om Charlie ville tage den. Han smilede op til den noget højere mand. Han måtte være mindst 20 cm højere end Dai.

Han accepterede håndtrykket, men selvom han gjorde hvad han kunne for ikke at klemme for hårdt ville det nok stadig gøre lidt ondt. Charlie var vanvittigt stærk, selv i denne form. Der var nærmest kun et lændeklæde af jeans tilbage han gjorde hvad han kunne for at holde oppe. Han strakte sig i fuld højde og sendte Dai et venligt smil
"Som sagt.... Jeg hedder Charlie.... Den side af mig du lige har set bliver kaldt for Nightrage.... "

Charlie satte sig ned for at sunde sig lidt og fortsatte igen sin fortælling: "Jeg har vidste fra jeg var ganske lille at jeg var Varulv. Jeg er opvokset hos Sarsi-stammen der lærte mig om hvad de så som en gave... Så jeg har stadig den overvældende vrede.... Men jeg har levet med det så længe... at jeg kan styre det til en vis grad...." 
Det var underligt afslappende at fortælle sin historie og Dai virkede oprigtig nysgerrig

//Gaaaaal.. Jeg har dårlig samvittighed nu :c
Tror jeg ved hvad dagen i morgen skal bruges på :3
Skal have svaret på alle mine forsømte emner :D
Dog er nogle af mine emner forsvundet lidt for mig.. Kan jeg lokke dig til at sende links af vores over skype? :3//

Da Dai slap Charlies hånd, rystede han den og lavede en grimasse i smerte. Han smilede dog tilbage til Charlie alligevel. "Den er ret.. Overvældende. Men samtidig også beundringsværdig, og på en måde også smuk. Der er ikke så mange hvide varulve er der?"

Dai satte sig ved siden af Charlie, stadig usikker på om den kæmpe mand nu også var ok. Han holdt et vågent øje på manden, men holdt samtidig øje med at der ikke kom noget, de ikke ville have skulle komme for tæt på. "Så fuldblods? En fuldblods, hvid varulv.. Plejer det ikke at ligge til fuldblods varulve, at de er mere agressive end de bidte?" Dai lød interesseret.

Han havde ikke ligefrem mødt mange varulve, og da slet ikke fuldblods. Og en fuldblods der var så bevidst i sin form, mindede næsten Dai om ham selv. "Så.. Det er lidt som hos mig, bortset fra at jeg selv bestemmer, samt at det ikke gør ondt på mig? Eller er der stadig noget der er svært for dig at styre?"


//undskyld det sene svar, endnu en gang.. Håber dette er ok :) //