Keep calm and eat candy

---

Det var en af de der dage, hvor Ashley havde sagt ja til noget hun normalt slet ikke ville sige ja til. ''It will be fun'', havde hendes søster sagt. ''Maybe you'll like it'', havde hun forsat i sin typisk opmuntrende toneleje, samtidigt med at hun ivrigt havde trukket Ashley med sig. De var endt henne i parken og selvom hun normalt intet havde imod at blive trukket rundt omkring, så havde hun alligevel sukket højt og opgivende af sin søster, da hun havde set at de ikke var forfærdeligt langt væk fra fodboldbanen. ''You will be my DUFF today", havde hun fortalt, som de var gået imod fodboldbanen, da de jo skulle have den allerbedste udsigt. ,,What does DUFF mean?" Muligvis levede de i år 2017, men ordet DUFF havde Ashley nu aldrig hørt. ''Designed ugly fat friend." Ved søsterens ærlige ord, havde hun mærket armen over hendes nakke og sekunder efter var hun nærmest ved at blive kvalt i et kram. ,,Wow thanks, I love you too." Hun havde sendt søsteren et skævt smil, og inden de havde nået sidepladserne, havde hun da også fået et lille kys i panden. ''I love you, you know that.'' Ak ja, hun vidste det udmærket godt..

Ashley havde ikke spor forstand på fodbold og ærligtalt så så hun heller ikke det sjove i at løbe rundt og sparke til en bold. Men hun forsøgte, tænkte for sig selv at hun skulle være åbensindet og dermed også at følge med, for som hendes søster havde sagt; måske ville hun kunne lide det. Det handlede vel bare om at få bolden i en af målene? Dog var der ikke gået mange minutter efter kampen blev skudt i gang, at søsteren smuttede på ''toilettet'' og Ashley dermed blev efterladt til sig selv. Hun havde ikke anet hvem hun skulle heppe på, eller buhu af og lysten til bare at smutte hjem havde da også været enorm stor, men desværre havde hun lovet hendes søster at hun ikke bare ville gøre det, så til sidst var hun blevet enig med sig selv om at give det en chance. En lille pose blandet slik var blevet trukket op af tasken og sad hun ellers og hyggede sig med det.

Hugo spillede fodboldkamp engang om ugen på det lokale hold. De var ikke særligt oppe i divisionerne, og på en god dag tiltrak de hundrede mennesker i tilskuere. Der var træning et par gange om ugen, men det var han ikke altid flittig til, at møde op til – han var i startopstillingen alligevel, for der var ingen som truede hans position på holdet. Havde Hugo været bedre til at komme til træning og deslige, så var han afgjort blevet holdets anfører; det var han imidlertidig ikke, hvorfor han forblev uden bindet men stadig havde en ledende rolle på banen. Fra første fløjt råbte og skreg Hugo af både med- og modspillere. Hver gang der var spilstop var han ovre og dirigere en holdkammerat på den ene eller anden måde.

Hugo spillede central midtbane og var spilbryder, og altså primært defensivt orienteret. Hans hold havde klart overtaget i kampen, og Hugo kom da også til en chance efter cirka ti minutter: Et langskud, som han skød nært over mål. Ligesom Hugo dirigerede med sine holdkammerater og diskuterede med dommeren når han kunne, så gik han også og irriterede sine modspillere. Kom med dumsmarte, provokerende bemærkninger og forsøgte ellers, at gå dem på nerverne. Om det var hvad der havde givet udslaget eller ej var umuligt at vide, men Hugo modtog bolden på sin egen halvdel af midtbanen, og blev så øjeblikkeligt slagtet af en modspiller, med dupperne først, lige ind på anklen. ”Aaaaaaaaargh!!!” råbte han og væltede om i græsset. Modspilleren blev øjeblikkeligt vist ud med et rødt kort, imens Hugo lå på grønsværende og tog sig til sin ankel i en krum stilling. Han blev båret fra banen og der blev ringet efter en ambulance, imens han lå uden for banen. Der kom en indskifter ind, og snart var kampen i gang igen. Hugo lå bare stille, og ventede på hjælpen ved sidelinjen, med en træner på den ene side og en holdkammerat på den anden. For satan det gjorde ondt.

Hugo var, naturligvis, iført spilleruniform i klubbens farver, hvadend de så nu engang var.

Ganske fokuseret i at gumle på et stykke vingummi med hindbærsmag, blev Ashley revet ud af sine tanker på alt andet end fodbold, da hun hørte et skrig fra noget ukendt; et dyr i nød? Hun havde, nærmest per instinkt, rejst sig op og kikket rundt efter det stakkels væsen som var i knibe, og som hun havde drejet to runder om sig selv og ikke kunne finde et stort nok dyr som kunne give sådan en lyd fra sig, var det gået op for hende at det var kommet fra en af spillerne ovre fra banen. En lille flok af spillerne fra det lokale hold, eller hun mente at det var fra det lokale hold fra Terre, havde samlet sig om en falden mand. Hvad var der sket? Hun fulgte nysgerrigt med, dog selvfølgelig fra sidelinjen, selvom hun nu snildt kunne havde fundet på at bevæge sig midt ud på banen bare for at se hvad der foregik. Manden var tydeligvis i smerte, men hvilken smerte anede hun ikke, så hun måtte vente og se.

Manden blev flyttet fra banen og nogle enkle minutter efter, var kampen allerede i gang. Suk, hun fattede ikke fodbold, og kom nok heller aldrig til det. Den lille sorte håndtaske kom over skulderen og efter nogle overvejelser, kom hun op at stå og bevægede sig derefter over til ham. I den ene hånd havde hun en lille gennemsigtig plastisk pose og der var det tydeligt at se hvad den indeholde; vingummier.
Som hun nærmede sig den tilskadekommende, og det hun antog var hans træner og en ven, sendte hun de tre herrer et lille smil. ,,Are you alright?" Havde hun spurgt, måske en smule dumt, men hun skulle jo starte et sted. Hovedet var dernæst røget en smule på skrå, som hun havde betragtet manden der før havde skreget som et dyr. Det var en høj, bredskuldret og ung mand hun stod foran. ,,Can I have a look at your ankle? I'm a doctor." Det sidste var muligvis løgn, men havde hun sagt at hun var medicinstuderende, så havde de nok sendt hende i den anden retning. ,,Do you have some ice or anything cold?" Spurgte hun træneren ret hurtigt efterfølgende, uden egentligt at vente på svar om hun måtte tjekke anklen eller ej.

Hugo gryntede en smule, og lå ellers og skar tænder, da en kvindestemme skar lidt igennem i baggrunden. Han vippede hovedet, for at se i stemmens retning – en læge, åbenbart, og hun måtte da være en særlig ung og smuk en af slagsen. Anklen var tydeligt brækket, men når det blev holdt i ro, så gjorde det slet ikke ondt – hvad der nok i virkeligheden var et dårligt tegn. Hugo havde godt mærket, at den var brækket. Det havde sgu også gjort fandens ondt. Kvinden fik mast sig ind mellem Hugos to kompagnoner, der havde svaret kvinden, at de ikke havde noget koldt de kunne komme på mandens ankel.

”Sure,” svarede Hugo kvinden, da hun spurgte om hun måtte kunne nærmere på stedet. Han fjernede sine hænder. Støvlen på foden havde holdkammeraten fået taget af, ligesom sokken og skinnebensbeskytteren. Anklen var meget tydeligt brækket, og ved enhver bevægelse bed Hugo tænderne sammen, men kom ikke med flere smerteudbrud – og da slet ikke efter, at kvinden var kommet til. ”It’s broken, I’m pretty sure...” konstaterede Hugo ganske nøgternt og søgte øjenkontakt med doktoren, hvis hun da ikke var alt for optaget af anklen. ”And it hurts like hell, I’ll admit” tilføjede han derefter.

Hugo havde haft en del skader på fodboldbanen, men aldrig før brækket noget i benene. Der var engang en finger, og utallige forstuvninger, endda en hjernerystelse, men han havde været heldig med sine ben. Lige indtil nu, i hvert fald. Når det endelig gik galt, så gik det åbenbart grueligt galt. Hugo nåede at tænke på, om han mon nogensinde kom til at spille fodbold ordenligt igen, og alt sådan noget. Nok skulle anklen kunne opereres eller på anden måde hele, men ville den være sig selv? Ville han? Ville det give varige mén? Forhelvede hvor gjorde det ondt.

Ashley kunne ikke andet end at smile over manden, som pludselig stoppede med at komme med små lyde, lyde som tydeligvis havde afsløret at han var i smerte. Det var egentligt typisk at mænd gjorde det, for det gjorde dem ikke mindre mandlige, eller i hvert fald ikke i hendes øjne. Hun satte sig ned på hug som hun kom over til hans side og først lod hun de grønne øjne betragte det ellers skæggede ansigt, for derefter at lade blikket glide ned på foden. Det så ikke godt ud, og han havde sikkert ret i at der var noget som var brækket. ,,Broken?" Gentog hun så i en skeptisk tone. Hun havde slået blikket hen på de to herre som delvist stod og fulgte med i hvad der skete, bare i nogle sekunder og samtidigt overvejet hvad hun kunne finde på.

,,I think its dislocated", sagde hun så, som hendes blik atter vendte sig mod fyren, stadigvæk med sit søde smil på de fyldige læber. Han var ikke idiot, det var hun sikker på, nej han havde nok prøvet noget lignede før, men hvad han ikke vidste, havde han ikke ondt af. ,,May I?" Spurgte hun så, som hun viste sine hænder op imod ham, for derefter at lade dem blive guidet ned imod hans ankel, dog uden at tage fat. Ashley ville selvfølgelig ikke bare hoppe ud i det, for så kunne det kun blive endnu værre - hvis det da var muligt. ,,By the way; do you want some sweets?"

Hugo betragtede skeptisk den alt for flotte, alt for unge, kvinde som kaldte sig læge. Hun hævdede, at anklen måske ikke var brækket, men at han derimod blot havde vrikket rundt. Det havde Hugo gjort et efterhånden utal af gange; han havde ingen idé om hvor mange, og han kunne både mærke, se og føle, at anklen var brækket. ”Pretty sure it’s broken…” insisterede han derfor, som kvinden kom med sin betragtning, men trak derefter på skuldrene så godt han kunne i sin stilling, til hendes spørgsmål: ”Gå ahead, if you think you can help. Better than sitting here doing nothing.” og sendte hende et lille, forstående smil.

”Sweets, what? What’re you offering?” besvarede Hugo derefter den unge dames spørgsmål med sit eget. Han havde ingen anelse om, hvad kvindemennesket snakkede om – om det var en form for flirten, at hun tilbød ham lidt ”sugar”, eller hvad det hele egentligt gik ud på. Mest af alt, så tænke Hugo på hvad der gemte sig inde under kvindens løse top og stramme bukser. Hun så godt ud, det var der ingen tvivl om – og selvom hendes berøring nok ville blive hårdhændet og ikke hjælpe, så tænkte Hugo, at netop lige dén læge, kunne beføle ham præcist hvor hun ville.

Hun smilede over hans insisterende ord. Ashley havde haft ret; han var ikke spor dum, men ærligtalt, så lignede han heller ikke den typiske sports mand med et ego der var større end det burde være muligt. Han lignede en… en bamse, specielt med det skæg der. ,,I'll try to be gentle", sagde hun, da han gav hende lov til at røre, tage fat, eller hvordan man nu ville beskrive det hun skulle til at gøre.

Hun gjorde dog intet, før han besvarede hendes spørgsmål med et spørgsmål. Hun havde brynet, og tog ikke blikket fra ham. Hvad regnede han med? ,,Candy." Den venstre hånd bevægede sig hen til den lille mørkebrune skuldertaske og sekunder efter, trak hun en pose med vingummier ud og lod den hænge foran hans ansigt. ,,Here." Posen blev placeret på midten af hans mave, og derefter røg blikket tilbage på anklen. ,,This is gonna hurt, and please don't move... it will only make it worse." Forklarede hun i en rolig stemme, og lod samtidigt den enkle hånd ramme hans ben, forsigtigt selvfølgelig, og et godt stykke fra anklen til at starte med. Hun ville ikke begynde på noget før fyren gav hende hans ord på at han ville sparke ud bare på grund af smerte.

Snart dumpede en åben pose vingummier ned på maven af Hugo, som med hævede øjenbryn og rynket pande ikke kunne lade være med at smile i forbløffelse. ”What the…” begyndte han, og lavede en mellemting mellem et fnis og et fnys, og snuppede så posen i den ene hånd, hvor han øvet – uden at røre sine læber med plastikket, hældte nogle vingummier i munden.

”Miss, you’re much too kind and your touch much too soft---” sagde han, imellem sine tyg på det genstridige vingummi. ”Just please, go ahead – I can handle it rough” flirtede han tvetydigt og blinkede til hende med det ene øje, inden han sank første mundfuld vingummi, og derefter viste en anelse mådehold, og undlod at hælde flere i kæften. I stedet bed Hugo forventningsfuldt tænderne sammen, imens han kiggede imod kvindens hænder og sin egen ankel. Det ville gøre fandens ondt, og sikkert ikke afhjælpe noget som helst, det havde Hugo affundet sig med. Der var heldigvis ringet efter en rigtig læge – for hvem kendte i øvrigt noget til denne kvinde? Hun havde dog givet vingummi. Det gav plusser og længere snor!

Hun hørte hans ord og kunne, trods alvoren, ikke helt skjule det lille smil som kun blev en tand større. Mænd… Der var heller ikke tid til at rødme, men hun mærkede da varmen stige til kinderne. ,,Fine, if you say so-", hun nåede kun lige at blive færdig med sin sætning, og så fik den anden hånd ellers fat i foden og uden tøven drejede hun den, så den sad det sted som den skulle sidde. Den var brækket, hun havde mærket det, hvis ikke hørt det. Om det var det værste? Det tvivlede hun; healingsprocessen ville nok komme til at gøre ondt i starten, men Ashley vidste, at efter nogle minutter, ville han blive ramt af en afslappende følelse. Men før hun startede det, skulle hun selvfølgelig lige være sikker på at det hele sad korrekt.

,,So, what's you name?" Spurgte hun, i håb om at distraherer ham lidt - hvis han var en typisk sportsfyr, så havde han nok ikke nogen problemer med at snakke højt og helligt om sig selv. Samtidigt mærkede hun om anklen sad korrekt, og da hun var sikker på at den gjorde det, lukkede hun øjnene i og tog en dyb indånding. Sekunder efter, pustede hun ud, næsten lydløst og lod atter øjnene glide op igen. Ashley drejede derefter ansigtet hen imod fyren og da hun fik øje på ham, gled et sødt, næsten uskyldigt smil over hendes læber. ,,Relax.." Hun lod de healende evner strømme igennem håndfladerne og ned i hans ankel.

Hugo sank en klump da kvinden tog rigtigt fat, og han kom med en ganske anstrengt brummen, men ikke mere – og med lukket mund, da hun drejede på hans ankel. Det havde gjort fandens ondt, og Hugo følte det som om, at der var ild i anklen, ikke sådan udenpå, men inde i selve foden, ved knoglerne. Det var særdeles smertefuldt. ”That hurt a little bit.” underspillede Hugo og så en anelse bebrejdende på kvinden, inden han trøstede sig selv ved, at hælde flere vingummier i munden.

”I’m Hugo – and who’re you again, doctor--?” spurgte Hugo og tyggede ivrigt videre. Kvinden lukkede koncentreret øjnene foran ham, og Hugo hævede igen øjenbrynene i forundring. Kvinden åbnede sine øjne igen, og kiggede derefter Hugo i øjnene på hvad han ville beskrive som en intens, flirtende måde, og smilede til ham. Hugo smilede tilbage, og med det samme det ene ord forlod hendes læber, så mærkede Hugo hvordan smerten lindredes i anklen, og han pustede luft ud, som han ikke havde registreret han sad og holdte på. ”Wow…” mumlede han og sank lydt de resterende indhold i sin mund. ”Uh… How?” udbrød han, og hoppede op at stå. Anklen smertede stadig en smule, men det var klart for ham med det samme, at det ikke længere var alvorligt.

Stående kunne Hugo virkelig få syn for hvor petit den unge ”doctor” så ud. Han ventede stadig svar på sine spørgsmål, og søgte øjenkontakten, som hun for et øjeblik havde givet ham.
Hugos træner og holdkammerat stod og mumlede lidt med hinanden, og snart bredte snakken sig, imens folk kiggede over på Hugo og kvinden – men ingen brød ind. Ingen af de andre mænd ville ruinere hans chancer, tydeligvis.

En lille dæmpet latter slap ud, da han afslørede at det havde gjort en smule ondt. At han derefter hældte de resterende vingummier i munden, gjorde det skam også kun sjovere at se på - og så havde hun heller intet imod at han havde ædt hele posen i næsten to mundfulde.
,,Hugo", gentog hun og tog ikke blikket fra ham i et til to sekunders tid. Det var vel en blanding af at få et klart billede af denne skæggede gut så hun ikke ville glemme hvem han var og hvordan de havde mødt hinanden, men  så så det bare vanvittigt sjovt ud, nu hvor hans kinderne var større end normalt, på grund af at han havde fyldt munden med vingummier . ,,- nice to meet you Hugo, I'm Ashley." Præsenterede hun sig, og som altid ganske imødekommende. Der gik ikke længere derefter, før hun mærkede at det hele var iorden og derfor tog hænderne til sig selv. ,,Magic hands?" Svarede hun i en joke og med et drillende smil, da han spurgte hvordan. Det var jo ikke helt løgn, meen det vidste Hugo jo intet om. ,,As I said; dislocated.''

Hugo rejste sig, og Ashley følgte trop og som præcis som hun havde forestillet sig, så var Hugo ikke den laveste person - han var vel godt et hoved højere end hende, hvis ikke lidt mere? De grønne øjne hvilede i hans brune, og hun kunne samtidigt heller ikke helt lade være med at være en smule stolt over sig selv. ,,You should give it some rest, so no more running around and chasing a ball.. At least not for a week or two, maybe even a month." Det vidste han jo nok allerede, men var det ikke sådan nogle råd en rigtig læge ville komme med? Dog ville han snildt kunne bruge foden på normalvis om allerede nogle timer, men sagde hun det til ham, så ville han nok bare stille en masse mærkelige spørgsmål.

Hugo betragtede lettere betaget den unge kvinde, som hun adviserede ham omkring hvordan han skulle holde sig nogenlunde i ro. Hugo så ud som om, at det gjorde mere ondt, at han ikke kunne spille fodbold, end i selve anklen – det var jo også, imidlertidig, tilfældet nu. ”I mean… I don’t know, I don’t know what you did, but it worked wonders…” han trak lidt på skuldrene. ”So I’d be a fool to suggest you’re wrong. I’ll try to keep it calm.” erklærede han med et smil, og raslede lidt med slikposen, som indeholdt lige et par vingummier, men heller ikke mere. Hugo tog sig dog i, at sige noget til Ashley, og vendte sig i stedet imod sin træner. ”Yo coach, no need for the ambo – Mrs. Fixit over here handled things” bad han, og træneren svarede øjeblikkeligt, at de allerede havde ringet og sendt ambulancen tilbage.

Hugo vendte sig imod Ashley igen, og rakte hende slikposen imens han sendte hende et bredt smil. ”Thanks for the sweets, by the way…” Hugo børstede lidt græs af sin trøje. ”Still plenty of game left – want to watch it with me, so I don’t have to be surrounded by these assholes and their stench?” spurgte han og vippede hovedet lidt fra side til side, imens en holdkammerat i drillende tonelejde bad ham aller nådigst “shut the fuck up”.

Ashley kunne ikke andet end at stå og smile over Hugo's lidt gentagende ord. Det var nu lidt sødt måtte hun indrømme, men set fra hans synsvinkel, så forstod hun udmærket hans reaktion; det have ærligtalt været noget lort, men nu var det som om intet var sket - og Hugo ville stadigvæk kunne spille fodbold. ,,Good", nåede hun lige at svare før han vendte sig og begyndte at snakke til træneren. Mundvigen trak derefter en anelse op over hans kaldenavn til hende - Mrs. Fixit.

,,Sure you don't want the rest?" Havde hun spurgt, som han rakte posen imod hende og ellers sagde tak for slikket. Selvom hun havde spottet en af hendes yndlings vingummier i posen, havde hun alligevel tilbudt ham de sølle rester. Måske var det fordi hun havde haft ondt af ham og hvad der var sket, eller også fordi hun syntes at han havde klaret det så flot at han fortjente det, eller så var der måske en tredje og ukendt grund, hvem ved?
Ville hun blive OG se kampen med ham? Hendes søster havde trods alt forladt hende, og hun havde lovet ikke bare at smutte hjem. Desuden, så kunne Hugo måske give hende et lille indblik i hvordan det hele stod til, for ærligtalt så havde hun ikke fulgt med. ,,I'd love to." … ,,Can you walk?" Havde hun dernæst spurgt og skævet ned imod hans fod som stadigvæk var bar. Jo hurtigere de kunne komme over at sidde på bænken, jo bedre - så ville alle hans venner, eller hvad end de var til ham, måske ikke stå og glo sådan på dem.

Hugo viftede afvisende med hånden, da Ashley forsikrende spurgte ham om han ikke ville have resten af hendes slik. Det ville han ikke – han havde fået nok med vingummi nu. Hun ville dog gerne se resten af kampen med ham, hvilket fik Hugo til at lyse op i et skævt smil igen, og han nikkede til hende. ”Excellent, let me just ge---” Hugo vendte sig fra Ashley til sin træner igen, og sagde ”Wake up, you old asshole, and hand me my shit” træneren lo højlydt og kastede først Hugos støvle, dernæst hans sok og skinnebensbeskytter, imod ham - alt sammen akkompagneret af diverse skældsord. Hugo formåede at gribe de tre ting i favnen, og holdt dem derefter i hånden modsat den skadede ankel.

”Oh, and…” Hugo vendte sig imod Ashley igen. ”If I could lean on you – ever so slightly, for support, I think that’d be best.” Hugo kunne helt sikkert godt selv humpe afsted, men hvis han nu kunne få en arm om livet eller på skulderen af Ashley, så ville det jo bare være des bedre, indtil de var over på bænken. Det skete dog, uanset om kvinden støttede ham undervejs eller ej, og Hugo tog plads, imens han smed sine ting på jorden under sig. Han kiggede på den yngre kvinde ved sin side.

”I don’t think I’ve seen you around here before, do you watch a lot of our games?” spurgte han med et par hævede øjenbryn, inden hans opmærksomhed faldt ud på banen igen, hvor han fulgte med i spillet. Hugo rykkede så hovedet imod Ashley igen, som om noget lige gik op for ham. "I don't think I properly thanked you either, by the way." han smilede, "So thanks, Ashley"

Fine, tænkte hun med et smil og proppede derefter posen i den lille skuldertaske. Og som hun var i færd med at lyne op, putte ned og derefter lyne efter igen, kunne hun ikke helt lade være med at smile, hvis grine en smule indvendigt. What a language?! Hun havde aldrig oplevet en tale så… så ubehøvlet, så grimt, så hvordan-man-end-skulle-beskrive-det, og manden som Hugo havde talt til, havde åbnet fundet det underholdende og grint højlydt. Det havde nærmest været helt fascinerende at følge med i og som Ashley skiftevis med et smil havde kikket fra Hugo og til træneren, havde hun tænkt en tanke som egentligt ikke være ny; humans are so weird.

Hun havde nikket, hvorefter et lille ,,Sure'', var blevet sagt ud. Selvom hun vidste at der ikke burde være behov for det, så sagde hun ikke nej, faktisk så var hun ufatteligt dårlig til at sige nej til andre, og dette gjaldt stort set altid. Men hun tænkte at Hugo måske bare påpasselig; selvom anklen ikke gjorde ondt, kunne det jo godt være at hans hjerne sagde noget andet. Hun placerede sig ved siden af ham og lod selv armen glide om hans livet på ham, og så kunne han placere den hvor hen han mente var nemmest. Heldigvis var turen til bænken heller ikke forholdsvis lang og snart sad de da også side om side på den knap så behagelige bænk.

,,Well I'm not a fan of football, and to be honest this is the first time I have seen one of your games", afslørede hun med et skævt lille, hvis ikke flovt smil. ,,My sister said it would be fun, buut I've lost the track of her." Trak hun på skulderne og himlede samtidigt kort med øjnene over sin forsvundne søster, som nok flirtede rundt med en eller anden random sportsdude - jeez. Men Hugo virkede bestemt ikke som dårlig selskab, så Ashley klagede ikke. Hun lukkede øjnene, blot i sekunder, i det smil hun sendte ham, da han takkede hende. ,,No problem Hugo.. I'm just glad I could help.." … ,,You don't seem like the typical sports type?" Hun lagde hovedet en smule på skrå og betragtede ham samtidigt med at hun ventede nysgerrigt på hans svar.

Hugo var gået med hånden om livet på Ashley, og havde overspillet sine ankel en smule undervejs – for hun kunne jo umuligt vide hvor ondt den gjorde, ikke?

Ashley så åbenbart ikke særlig meget fodbold; det var første gang hun var ude og se holdet, og Hugos øjenbryn skød i vejret som de ofte gjorde, inden de igen fandt deres naturlige placering igen. ”Lost your sister, huh?” gentog Hugo og rystede på hovedet imens han sukkede, som om han kun kendte det alt for godt. Da Ashley hævdede, at Hugo ikke virkede som den typiske ”sports type”, så måtte han skære en grimasse og derefter kigge på hende med en forstilt skuffelse. ”Wait, what does that mean?” spurgte Hugo og klappede sig på maven inden han lyste op i et grin igen. ”We’ve only just met, and you’re already insulting me! Unbelieveable!” erklærede han derefter og så ud imod banen igen, som for at vise kvinden ved sin side, at han nu var ligeglad med hende.

”But really—” Hugo drejede hovedet imod Ashley igen, han havde netop besluttet at kampen var relativt sekundær, hvis han havde en chance med den unge dame, ”Your sis said you’d have fun. How do you like it so far? More action-packed than expected, I presume”

Det lød jo næsten helt som om, at Hugo havde prøvet det samme. Skete lignende situation tit eller? Hun havde smilet ved starten af hans ord, dog kikket en smule forundret som han havde klappet sig på maven. ,,What…?''… ,,No..Nono! No!" Skyndte hun sig at sige, og så samtidigt helt forskræmt på ham - var han blevet fornærmet? ,,Sorry I…-" Hun panikkede lidt, og mærkede samtidigt hvordan varmen steg hende til hovedet som hun forsøgte at finde de rigtige ord. ,,-…you just don't seem like a jerk.." Afslørede hun dæmpet og skævede dernæst ned i sit eget skød og forsøgte at tage sig sammen. Ashley kunne virkelig ikke finde ud af, om han tog pis på hende eller ej, men det havde jo på ingen måder været hendes intentioner om at fornærme ham eller andet.

Blikket gled dog op på ham igen efter nogle sekunder og hendes øjne fandt hurtigt hans. Hun trak en smule op i mundvigen ved hans ord, og hjertet der havde panikket derudaf, begyndte der langsomt at komme mere styr på. ,,And yes, a lot more action-packed.. But I don't regret saying yes, nor helping you", sagde hun ærligt og kunne samtidigt ikke skjule det lille smil med et twist af drilskhed på de fyldige læber. Han virkede, trods sproget og den ulæselige personlighed, som en underholdende gut - og så lignede han stadigvæk en bamse, en bamse som man bare havde lyst til at lægge armene om og ikke slippe igen.

Hugo morede sig gevaldigt over hvor alvorligt Ashley havde taget hans forstilte fornærmelse. Hun var åbenbart ikke så svær, at lege lidt rundt med – men det var også sødt, på en måde. Hugo smilede skævt og rystede bare på hovedet, som hun forsøgte at dementere hvad han insinuerede og derefter undskyldte. ”Relax, relax...” var alt han han sagde til modsvar, for der var ikke rigtigt andet at sige. Endelig fik Ashley så konstateret hvad hun egentlig havde ment, og Hugo trak på skuldrene. ”Most of us aren’t that bad, once you get to know us, exc---” Hugo pegede ud på banen, på en fra sit eget hold med nummer syv på ryggen, Hugo selv havde nummer fire, og sagde: ”Except that guy, Anthony, he is a proper dickhead” erklærede han med et skævt smil.

Dernæst fik Ashley hævdet, at hun ikke havde haft noget imod, at låne Hugo en hjælpende hånd, og han nikkede til hende. ”...And I’m very happy you did, I have to say,” begyndte han, og søgte øjenkontakten med hende igen, ”You’ve got quite a firm and almost magical touch, you know, I still haven’t a clue how you did it – I could have sworn my ancle was broken” indrømmede Hugo dernæst, en anelse eftertænksomt, inden han kom på bedre tanker: ”But be honest though, the only reason you’re here is to stare at, and objectify, us poor and helpless footballers!” og grinede så lydløst.

Hun morede ham åbenbart, og da det gik op for Ashley at han bare havde taget pis på hende, havde hun haft en lyst til at puffe ham, hvis ikke give et lille dummeslag på armen. ,,Jeez..", sukkede hun, helt lettet, hvis ikke lykkeligt. Smilet dukkede dog hurtigt op igen.
Som han stoppede sig selv og pegede ud imod banen, drejede Ashley nysgerrigt hendes blik i samme retning. Og sekunder efter, lod hun et lille fnis slippe ud på grund af hans udtalelser om det der måtte være hans holdkammerat. ,,A proper dickhead", gentog hun og kikkede forsat på fyren som åbenbart hed Anthony, med hovedet en smule på skrå. ,,Fine, I'll remember", svarede hun så med et lille drillende smil, og vendte atter blikket tilbage på Hugo.

Det var hendes ting, at hjælpe andre eller i hvert fald forsøge, og da hun havde hørt Hugos mærkelige dyrelignende smerteskrig, havde hendes instinkt overtaget og indenfor nogle sekunder havde hun også stået ovre ved ham og spurgt indtil hvordan han havde det. Ashley kunne ikke andet end at smile over hans ord, hvis ikke få en smule farve på kinderne. ,,Well, it looked really bad, so no wonder you thought it… How does it feel now?" Spurgte hun, både for at gøre det hele lidt mere realistisk, men også for at komme væk fra fokusset omkring hende.
,,Oh.. You got me there, but please don't tell anybody?" Hun lod et uskyldigt blik glide over hendes ansigt, men blot i sekunder, hvorefter hun lod en dæmpet latter overtage og samtidigt rystede på hovedet over hans konstatering. Derefter kikkede hun ud på banen igen og fulgte bolden med øjnene, som først blev sparket til frem og tilbage, op i luften og så videre. ,,How long have you played?" Spurgte hun en smule nysgerrigt.

”How it feels now?” gentog Hugo og kiggede ned imod sin ankel, inden han hævede benet lidt, og daskede sig selv over den. Hugo så mere sammenbidt ud end det viste sig, at være nødvendigt – for der var ingen umiddelbar smerte at spore. ”You didn’t paralyze me, did you? I don’t feel even a little bit of pain now. What the f—” Hugos tonelejde blev gradvist lavere, og til sidst afbrød han sig selv. Han kiggede på Ashley og så eftertænksom ud, da hun stillede ham et spørgsmål. Hugo vendte tilbage til virkeligheden og nikkede som for at indikere, at han havde hørt hvad hun havde sagt, og så en smule betuttet ud, uden at tænke over det, indtil han svarede:

”I’ve played since I was a kid. Probably five or six.” svarede Hugo ærligt og trak på skuldrene. ”Used to play more, train more, but this—” han gestikulerede ud imod banen og trak så armen hele vejen omkring, så han havde gjort det imod tilskuerne ligeså, ”This is fun, still” og sendte Ashley et smil, som hans blik vendte tilbage imod hende. ”Your outfit there; does that mean you’re a runner, engaged in athletics or?” en tanke faldt åbenlyst pludseligt Hugo ind, og han tilføjede hurtigt: ”Or is it some kind of fashion now? Sorry, but I’m an old man and not following the trends…” indrømmede Hugo og trak lettere opgivende på skuldrene.

Ashley havde kikket på ham, måske en smule forvirret over at han havde gentaget hendes spørgsmål. Var der noget galt? Som hun havde tænkt tanken, havde hun rykket sig en smule ud på kanten af bænken, og ligeledes havde hun placeret sine hænder der, med et mildt tag, nærmest som var hun blevet en smule nervøs over hans reaktion, eller mere kommende. Skiftevist havde hun kikket på Hugo's ansigt og til hans fod, og hun havde ikke helt forstået hans demonstration. ,,Wha..?" Havde hun sagt overrasket, men stoppet sig selv, da hun hadede at afbryde andre. Så i stedet for at sige eller gøre noget, endte hun bare med at sidde og bide sig selv en smule i underlæben.

Smilet sneg sig frem på hendes læber, da Hugo fortalte at han havde spille siden han nok var omtrent fem til seks år. Han gik en smule i dybden, men uden at overdrive det, men lige meget hvad, så gjorde det Ashley helt varm indeni. Hun elskede at tale, nej nok nærmere at høre om sådan noget, også selvom det blot var små detaljer der blev afsløret. Hun gav et lille forstående nik til hans konstatering om at det stadigvæk var sjovt og selvom hun aldrig rigtigt havde brudt sig om sport hvor bolde var en vigtig del af det, så kunne hun snildt forstå ham.
Hun kikkede ned af sig selv da han nævnte hendes outfit. Hun lignede lidt en der forsøgte at passe ind i sportsverdenen, hvilket også havde været hendes mål da hun var blevet inviteret hen til parken, hvor alle sportsnørderne ville være. ,,Emh, this? I just.. Tried to fit in." Indrømmede hun med et skævt lille smil og trak samtidigt en smule i stoffet på den løse top. ,,- But old? No way." Hurtigt ændrede hun fokus over på ham og sendte ham et åbent smil. ,,You don't look a day over 18", sagde hun drillende. Han var nok over 18, meen han var nok næppe ældre end hende. ,,How old are you? If I may ask."

”Fit in?” gentog Hugo lettere forbavset og fnøs imens han rystede opgivende på hovedet. En ung, flot kvinde som Ashley havde da ingen grund til, at skulle ”passe ind” nogle steder. Hvis hun bare opførte sig med pli, respekt og var sød – hvilket hun tydeligvis gjorde, det hele, så kunne Hugo slet ikke forestille sig, at nogle kunne finde på at afvise hende, grundet hendes antrit. Det var noget pjat, at man gik op i sådan noget, havde han altid tænkt. ”Well you do fit in—Had me right fooled, I tell you” indrømmede Hugo, uden at lægge mere i det.

”My age? I’m twenty-eight” konstaterede Hugo nøgternt og en smule henkastet, da Ashley spurgte ham. Han ville ikke spørge til hendes, for den slags interesserede ham kun hvis der var tvivl om hvorvidt en kvinde var indenfor et vist interval; en tvivl som ikke forekom ved Ashley. ”Ever played football yourself? Or done sports?” spurgte han og hævede nysgerrigt sine øjenbryn, ”Or is the outfit purely and entirely for show?”

Hugo overvejede alligevel hvor gammel Ashley mon var. Det slog ham, at hun måtte være et sted mellem nitten og femogtyve – det var sådan et vibe han fik fra hende. Det var også djævelsk hvor sød hun så ud, når hun smilede med hele hovedet.

,,Fit in", gentog hun efter ham og kunne ikke helt lade være med at smile over ham. Hun forstod ikke hvorfor han lød så lettere forbavset, eller det startede hun i hvert fald med ikke at kunne forstå, men når hun så tænkte over det, så var det jo fordi at han ikke vidste hvad hun var og hvor hun kom fra. Hun havde først fået lov til at besøge byen og opleve menneskerne i deres naturlige omgivelser i en alder af 16 år, så det var vel ikke mærkeligt at hun af og til stadigvæk følte sig på bar bund, da menneskeopførslen kunne være direkte forvirrende; de kunne være onde mod hinanden, men på en måde hvor det åbenbart var ment i sjov.

Otteogtyve. Det havde hun alligevel ikke gættet, nej faktisk ville hun havde skudt ham til noget yngre, men ikke meget mere da. Det var måske den livlige opførsel der gjorde det, hvilket måske ikke gav helt mening, da hendes søster var omtrent samme alder, i hvert fald kropsmæssigt, og opførte lige dan. ,,Huh, never would've quessed that", indrømmede hun dog. ,,God no", lo hun lidt, dog mest af sig selv, da hun på ingen måder kunne forestille sig hende løbe rundt efter en bold, ketsjer i hånden eller på ryggen af en hest eller noget i den stil. Var dans en sport? Det var da noget hun kunne lide, og sådan lidt finde ud af. ,,I'd rather runaway from the ball than after it." … ,,But perhaps you could teach me some tricks?" Hun var ikke bleg for at forsøge, selvom hun nok ville ende med at skade hende selv - eller ham.