If I just could calm down

S: skoven
T: 17.32
O: Træer, men både dådyr og enkelte mennesker på tur kan skimtes mellem træerne
V: Solstråler kan skimtes mellem trækronerne
Påklædning: Hvis habit, hvor blodstænk kan ses fra sidste hit

Skoven var grøn og duftende, som sædvanligt. Den hvide cigaretrøg kunne sagtens ses og lugtes blandt skovens ellers normale virvar af dufte og farver. Baal stod op ad et træ og tog endnu et hiv af sin cigaret, som han håbede kunne give ham ro, samtidig med at han stod blandt skovens berolige farver og dufte. Idet han pustede den inhalerede røg ud kiggede han stille rundt blandt træerne. Ingen kunne ses i øjeblikket, hvilket han var glad for. Specielt fordi han var blevet så nervøs efter sit sidste hit.
Han kunne simpelthen ikke forstå, hvordan det kunne være, at hans hænder rystede efter at have dræbt kvinden. Måske fordi, det var længe siden han sidst havde slået ihjel? Eller fordi kvinden havde gjort så meget mere modstan inden han fik slået hende ihjel? Baal vidste det ikke, men hver gang han tænkte tilbage på hende, rystede hans hænder voldsomt. Det var næsten lige før, at han tænkte, at en tør whiskey ville hjælpe? Men.. nu skulle han ryge sin cigaret færdig. Endnu et hiv fik hans hænder til at forholde sig roligere, og han kunne ikke lade være med at tage et befriende åndedrag og hostede. 1200 år med rygning havde ikke hjulpet hans lunger.

Madelaine kunne ikke huske hvornår hun sidst havde været i skoven, hun havde brugt mest tid med at være sammen med Karl og nu vidste hun ikke hvad hun skulle give sig til at lave, mens at hun også var i tvivl omkring hendes forhold til Karl. Hun havde det svært med at acceptere at han godt kunne være sammen med en masse andre som også kunne være af det modsatte køn, det gjorde at hun blev en smule jaloux.. Tanken strejfede hende om at hun måske bare skulle til at blive sit gamle jeg igen, den kolde type som ikke lukkede kærlighed ind. Hvis man kiggede efter så tænkte elverkvinden.. over alverdens, hun gik i sin egen verden mens at hun nærmede sig ind i skovens dybde.

Et sted hvor hun måske ville kunne komme til at tænke på noget andet end sine følelser og alt det som hun gennem gik med kærligheden.
Hun kiggede ned i jorden mens at hun fortsatte med at gå frem af uden at gå ind i et træ, da hun af og til også kiggede op. Madelaine gik i bare fødder, og var i ført en sort detaljerede kjole der passede til hendes former.
Selvom hun var en elver så mente hun inderst inde at hun var en sort elver.. på grund af hendes personlighed, som hun egentlig var. Men hun havde også en hvis godhed i sig.

Hendes lyse lange hår sad løst ned langs ryggen, mens at pandehåret også var blevet sat op så det ikke sad i vejen for hendes smukke iøjnefaldende små øjne, håret dækkede som altid for hendes specielle ører, som var længere end andres da hun ikke var så glad for at folk opdagede med det samme hvad hun var for et væsen.
Udover det havde hun en meget lys hud, der dog ikke var overdrevet, som strålede en vis skønhed. Madelaines blonde hår matchede næsten hendes hud.
Hun regnede ikke med at møde nogle inde i skoven, det ville i al fald overraske hende hvis hun mødte en, også alligevel ville hun også blive glad for at komme i snak med nogle nye folk og lære andre at kende. Da hun rent faktisk ikke rigtig havde nogle venner når det kom til stykket. Men hun var jo også en enspænder.

Det kom som en overraskelse for Baal at høre lydene fra knækkende grene på skovbunden. Hurtigt havde han hånden nede i lommen omkring sin knivs skæfte. Han gik et par skridt frem for at finde ud af, hvem eller hvad, det var, der kom her i skoven. Idet hans øjne faldt på kvinden, stoppede hans hjerte næsten. Det allerførste, han lagde mærke til, var hendes meget smukke øjne, som han betaget af i 15 sekunder før han kiggede på resten af hende. Hendes smukke væsen var overvældende, men der var noget overmenneskeligt over denne smukhed, som han ikke kunne sætte fingeren på.

Det var først efter et par minutters tid, at han kom til sig selv og kiggede ned ad sig selv. Han forbandede sig selv over sig ufornuftige valg af påklædning, da hun sikkert ville opdage blodet med det samme. Men så længe hun ikke spurgte til det, ville det ikke gøre noget. Baal tog endnu et hiv af sin cigaret og kiggede på kvinden igen.

"Hvad laver sådan en smuk kvinde som dig herude?" Baal prøvede at virke upåvirket af hans tidligere nervøsitet, men han kunne selv høre, at hans stemme stadig rystede en smule. Men det ville nok snart gå over.

Der gik noget tid før at hun opdagede at der var en som snakkede til hende, en fremmed stemme lød i hendes ører og hun stoppede op med at gå, mens at hendes øjne lod sig falde hen på den herre som der ikke stod så langt væk. "Alle har lov til at gå i naturen uden at have nogen grund til det," sagde hun så som et simpelt svar på hans spørgsmål som han havde stillet, da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige og efter hendes egen mening syntes hun at det var den bedste grund hun kunne komme med uden at vidste om hun havde hørt rigtigt efter.

Hun trak sig svagt på skulderen da han havde nævnt at hun var en smuk kvinde. Der var hun ikke ligefrem enig med ham. Hun lagde sit hoved en smule på skrå mens at hun lod sine øjne hvile på denne herre som hun ej kendte, som hun aldrig havde mødt før. "Hvad laver du her .. og hvem er du?" spurgte hun så af ren nysgerrighed. Madelaine vidste ikke om fyren var farlig eller voldelig.
Derfor passede hun lidt på ved ikke at nærme sig ham yderligere. Hun syntes ikke rigtigt at hun kunne stole på folk, så hvorfor skulle hun kunne stole på ham, når elverkvinden slet ikke kendte til hans navn?

Hun rettede sit blik kort op mod himlen da hun ikke ville stirre for meget på ham, Madelaine måtte indrømme at hun fandt det lidt underligt at komme ind i et andet selskab end hvad hun var van til. Hun var ikke særlig god til det med at føre en samtale og slet ikke det at være i nærheden af nogen, på grund af det som hun havde oplevet i sin fortid. Efterhånden drog stilheden hen over dem mens at hun ventede på at få et svar.

Baal hostede kraftigt på grund af hans dårlige lunger, men han var hurtigt klar igen og kiggede stille på hende. Det var tydeligt, at hun var lidt nervøs for at være i nærheden af ham, hvilket han gav sin habit skylden for, da den havde små stænk af blod på sig.
"Hvem jeg er.." Baal grinte lidt og så stille på hende og smilede. "Mit navn er Baalichi Iman. Går under kaldenavnet Baal blandt venner og klienter. Og hvaf jeg laver her.. Er egentligt ligegyldigt. Men siden du nu spørger så venligt.. Så trænger jeg til at slappe af. Hvilket skoven hjælper godt på."

Det varede lidt før Baal kiggede sig rundt igen. Han var ikke altid glad for at blive set af andre end væsner, som han vidste ikke var mennesker, og han kunne lige som føle, at hende her ikke var. Endnu et hiv fra hans cigaret hjalp ham til at blive lidt mindre nervøs. Hvilket så var det sidste hiv i den cigaret, så han slukke den og puttede den ned i sin lomme. Så meget respekt havde han for naturen.

Baal sukkede og kiggede på hende. "Hvad med dig selv? Hvem er du, min kønne ven?" Han vidste godt, at han ikke så fantastisk ud, men det var ikke noget, der gik ham på i øjeblikket, selvom han normalt ville være ved at dø over ikke at se fornuftig ud. Men hende kvinden her virkede nedslidt, eller måske mere nedtrykt. Så derefor kiggede han lidt på hende, afventende på svar på spørgsmålet, han stillede.

"Vil du godt.. lade være med at kalde disse ord som du end til videre har brugt til beskrivelse om mig?" spurgte hun med et lille hvæs, inden at hun rømmede sig da hun ikke ville have at fyren skulle tage det tungt som sætningen ellers lød fra hendes læber.
Madelaine overvejede om hun i det hele taget skulle nævne sit navn eller om hun bare skulle nævne sit kælenavn..

Der gik lidt tid før at hun tog en beslutning, og imens fortrak hun sin ene mundvige i et skævt smil "Bliver kaldt Batichica.." sagde hun så og fugtede let sine læber, hun ville holde lidt igen med at fortælle hendes rigtige navn og håbede så på at han ikke ville spørge mere ind om det nu var rigtigt.

Hun lod sine øjne glide rundt en omgang for at se hvor hun kunne stå henne eller sidde.. inden at hun kiggede hen på Baalichi.
Fyren havde et mærkværdigt.. og specielt navn ligesom hun selv havde. Men hendes kælenavn brugte hun for at hun nemt kunne skjule sig hvis hun havnede i problemer, der ikke var til at løse med det samme.

"Hvorfor ryger du?" spurgte hun da hun lagde mærke til at han blev færdig med sin smøg og gemte den væk. Hun blev en smule overrasket over at han ikke bare smed den ned på jorden.

Baal nikkede første gang, hun snakkede. "Jaja, det skal jeg nok." Han trak kort på skuldrene, da hun åbenbart var en af de kvinder, som ikke brød sig særligt meget om sig selv... Lige som Hazelin.. Hans tanker begyndte at køre rundt om Hazel, lige ind til at kvinden snakkede igen, og han kan tilbage til virkeligheden igen. "Hmmm.. Batichica.." Baal smagte på navnet. "Ville du have noget mod at fortælle dit rigtige navn? Og hvor længe er du blevet kaldet Batichica?" Hendes kaldenavn var.. anderledes.. Men det lød godt i Baal's ører, men det var ikke meget mere underligt end hans eget.

Det kom som en lille overraskelse, da Batichica spurgte om, hvorfor han røg. Efter en kort rysten på hovedet svarede han. "Det er så længe siden jeg startede, så det kan jeg faktisk ikke huske." Han smilte til hende. Faktisk kunne han godt huske det, men han sagde altid, at han ikke kunne. "Må jeg gerne kalde dig, Bati? Det virker lidt lettere at sige end Batichica." Han smilte skævt til hende. Hun virkede nu ret sej-

Madelaine bed sig lidt i underlæben, hun ville blot dumme sig ved at nævne sit rigtige navn, "Batichica.. er jeg blevet kaldt hele mit liv.." sagde hun så, som et svar på et af hans spørgsmål, selvom det var en løgn.
Hun fik først kælenavnet til sig da hun blev smidt ud på gaden. Hun prøvede at undgåm med at svare på hans spørgsmål så hun ikke behøvede at nævne det, selvom hun nok ikke kunne slippe for det. Han kunne jo blive ved med at spørge ind til det.

Hun rømmede sig, inden at hun besluttede sig for at nærme ham så der ikke længere var den store mellem rum,
hun stoppede så op igen, da hun ikke ville komme for tæt på.
"Jeg har allerede et par stykker.. så det skader ikke med et nyt kælenavn"
kom det fra hende, da hun ellers ikke vidste hvad hun skulle sige.
Hun begyndte efterhånden at blive en smule mundlam.

Hun var så dårlig til at føre samtale hvis den først var gået død og stilheden havde overtaget. "Fortæl mig hvem du ellers er.. så vil jeg måske fortælle mit navn.." sagde hun bestemt efter noget kort tid, hun kunne godt se at det var dumt at tie, men hun sagde det også med en blid undertone i stemmen, hun ville ikke bringe sig selv i fare, Madelaine ville først være hundred procent sikker inden at hun ville nævne sit navn. Ellers kunne hun ende med at blive udnytte, hvis Baalichi endte med at lære hende godt at kende.

Baal smilede blidt til hende og nikkede til det hun sagde. "Tjaaa, nu har jeg jo aldrig mødt en person med et kælenavn, denne er blevet kaldt gennem hele livet, men en gang skal jo være den første, ikke sandt?" Det var lige før at han ikke kunne lade være med at beholde sit smil overfor hende, men nu skulle han jo heller ikke virke som en eller anden creepy fyr.

"Tjaaa, ja det har du vel ret i. Men man kan jo blive forvirret over det, hvis man har for mange kaldenavne... Eller er det bare mig der har det sådan?" Baal kløede sig tænkende i nakken mens han så på hende, og strakte sig derefter. Han var ved at blive gammel som bare pokker.

Da hun spurgte ham om hvem han var, kunne han næsten ikke lade være med at komme med et lille grin, men det fjernede han hurtigt. "Hvem jeg er? JEg er halv dæmon, halv engel. Jeg bor lige ved siden af byens kirkegård, og jeg arbejder i den kriminelle undergrund." Baal kiggede en anelse nervøst på hende, da han nævnte i hvilket miljø han arbejdede. Hvordan ville hun reagere? "Hvad er dit rigtige navn så?"

Madelaine svarede ikke på de første ord der kom ud af hans mund, da det var lidt en løgn angående med hendes kælenavn.
Hun brugte det kun hvis hun var i vanskeligheder og nogle gange når hun mødte fremmed da hun ville være sikker på at de ikke ville gøre hende noget.
Elverkvinden havde en masse grunde til hvorfor at brugte sit kælenavn, en person ville forstå hende hvis man kendte til hende og hvad hun var blevet udsat for.
Hendes fortid var lidt af et mysterium, selvom hun godt vidste hvad der sket, hun forstod bare ikke årsagen til det.

Hun lyttede ellers efter ham, og hævede det ene øjenbryn da han sagde at han var halv dæmon og halv engel. Hun rystede kort på hovedet inden at hun kiggede på ham igen. "Hvad for en side er så den mest dominerende?" spurgte hun af ren nysgerrighed.. uden at vide om hun ville få et svar. Det undrede hende en smule at han var en blanding af to racer, sådan en skabning havde hun aldrig mødt før nu.
Det var ikke fordi hun var skræmt over det, hun havde bare ikke troet det med sine egne øjne. Også selvom hun som elver skulle være et meget klogt væsen.
Hun havde ikke så meget at sige til at han arbejdede i den kriminelle undergrund, der var vel bare nogen som skulle gøre det beskidte arbejde? Hun lagde sit hoved en anelse på skrå og overvejede atter om hun skulle nævne sit navn. Nu havde han jo fortalt noget om sig selv og han havde ikke gjort nogen form for skade på hende. På en eller anden måde fortjente han at få hendes navn at vide. Hun rømmede sig:

"Mit navn er Madelaine.." sagde hun så og nikkede enkelt gang som bekræftelse på at hun talte sandt. Hvis han som sagt havde kendt hende fra starten ville han forstå det hvorfor at hun var så forsigtig med at fortælle sit navn. Det var ikke fordi hun gemte sig for nogen eller noget.. Men det var bare hendes fortid.. alt det som var sket der gjorde at hun virkelig passede på.. så hun ikke endte i det forkerte selskab.

Baal smilede og nikkede, da hun endelig fortalte sit rigtige navn. "Madelaine.. Et kønt navn, må jeg sige." Han smilede blidt til hende, og han trådte et skridt tættere på, bare for at de bedre kunne se hinanden an, og høre hinanden. Hun var faktisk helt vildt smuk, og det var her han fik øje på spidserne på hendes ører.

"Du er elver, ikke sandt? Og som svar på dit spørgsmål, min ven, så vil jeg sige, at det er engel-siden, der er blevet mere og mere dominant her de seneste 500 år." Han tog en lommelærke op og tog en slurk. Den varmede godt i ganen og halsen. "Hvor længe har du boet her i Terre?" Baal lod sine øjne hvile på hendes, idet han lod dem suge alle de visuelle skønheder ved kvinden til sig. Hun virkede som om hun havde haft et hårdt liv, og at hun ikke normalt stolede på folk. Hvilket ikke var så mærkeligt i den verden, de levede i.

Madelaine lagde sine ører ned, der tit viste et tegn på at hun var nedtrykt,
men det var hun ikke. Hun havde ikke regnet med at han lige ville spørge ind til om hun var elver da han kom en anelse for tæt på.
Hendes ører var stadigvæk lidt dækket af hendes lange blonde hår,
så det var ikke fordi man tydeligt kunne se noget af det specielle,
ved hendes udseende, som var et kendetegn til at hun var en elver,
selvom hun inderst inde følte sig som en sortelver.
Hun nikkede bare som et svar på det spørgsmål han havde stillet,
da hun ikke ligefrem ville sige det højt.
"I lidt over et år" kom det så fra hende,
som et svar på hvor lang tid hun havde været i Terre,
der var bare ikke så mange der havde stødt ind i hende.
Hun havde mere været den enspænder som hun nu også var og prøvede på at overleve, mens at hun levede på gaden.

".. Så er jeg nok på den sikre side" sagde hun stille,
da hun fik at vide at hans dominerende side var englen.
Hvilket hun blev for at få vide.
Ellers vidste hun ikke hvordan deres møde ville udvikle sig.
Det vidste hun godt nok heller ikke nu, men hun vidste bare at hun kunne slappe mere af i kroppen nu, da hun mente at hun var i sikkerhed.
Hun stod ikke ligefrem overfor en fjende.
Et lille smil dukkede frem på hendes læber mens at hun kiggede på ham,
"Har du så fået det bedre, ved at komme ud i skoven?" spurgte hun af ren nysgerrighed, Madelaine vidste ikke ellers hvad hun skulle sige eller gøre,
mens at hun blot stod stille det sted hvor hun stod.

Baal kunne ikke lade være med at undre sig lidt, da hun lagde sine ører ned, da det gav hende et lidt trist udseende. Dog valgte Baal ikke at sige noget, da det ville kunne virke pågående. Så han tog det bare som en bekræftelse på, at hun var en elver, men at hun bare ikke ville have, at andre folk skulle lægge mærke til det, hvilket Baal inderst inde var skide ligeglad med. Han kendte udemærket godt til følelsen af ikke at ville genkendes som dæmon eller engel, eller bare som noget magisk væsen.
"Ja, okay. Jeg har så boet her hele mit liv... Men min familie stammer fra Skotland, så mine forældre gjorde meget ud af, kun at bruge den skotske accent, hvilken jeg har taget til mig.. Men jeg bruger den ikke så tit, da folk ofte griner af den."

"Haha, ja det er du vel." Han smilede bredt til hende og gik skridtet videre hen imod hende, bare for at det ikke skulle virke akavet, siden de stadig stod lidt væk fra hinanden. "Men du virker ikke som pigen, der ville være bange for en dæmon." Han blinkede drillende til hende, og smilede endnu større.
"Ja, en tur i skoven giver mig stort set altid den ro jeg mangler." Baal slog ud med armene. "Men det kender du vel Madelain? Du virker også som om du er kommet herud for at slappe af, eller få ro på dig selv?" Baal kunne ikke lade være med at trække lommelærken op for at tage en slurk. Da han havde drukket af den og tørret den, rakte han den frem. "Har du lyst til en tår?"