Just be you ~ Leetha

Leetha smil forsvandt mens han hørte historien. Han fik til at starte med ondt af hende, men et virkede som om hun enlige havde det fint. Leetha smilede let, og så så lidt ned. "jeg kender fornemmelsen af ikke at kunne føle..." han så op på hende "jeg har stor set altid haft, og har stad lidt svært ved at føle... Men jeg føler bare ikke... andre mennesker.. jeg kan ikke mærke deres følelser,.. jeg kan ikke mærke kærlighed" det sidste sagde han som om han allerede havde opgivet håbet.
Dette passede ikke ret godt sammen med at han altid var glad og behandlede mennesker godt, men det var bare noget han havde lært hjemmefra.. ikke noget han gjorde fordi han kunne mærke på folk at det var det de ville have. Han så lidt væk.
Hun måtte syntes han lød som et dårligt menneske... og det var han måske også.

Emmilie sukkede lidt over hvor sølle de to egentlig var. Selvom han ikke havde fortalt mere, vidste hun godt at der var sket et eller andet forfærdeligt med ham i fortiden, som havde medførte det han lige havde fortalt. Det var alt for trist, men alligevel begyndte hun at smile, for hun var ikke den eneste der havde det forfærdeligt. ”Du ved.. Kærlighed er heller ikke altid det vigtigste. Selv har jeg aldrig været forelsket i noget, eller overhovedet følt nogen grund til at blive det” hun smilte venligt til ham foldede sig selv lidt ud igen ”Men hey… Du er blevet til en flot ung mand, som i andre pigers øjne nok ville være ufattelig.. ehm.. hot?” hun bed sig lidt i læben, for nu vidste hun ikke om det var det rigtige ord, men hun håbede det. ”Og selvom du ikke føler kærlighed, så er du glad, i hvert fald ud fra den side jeg har set dig som, selvfølgelig kunne du ligeså godt sidde og tude derhjemme om en halv time, men lige nu kan du holde en glad facade og det gør dig stærkere end alle andre” Hun lænede sig forover så hun kom tættere på ham ”Men husk, det er godt for ens sjæl at sørge over ting, også selvom det for andre ville være åndsvagt.” Hun blinkede til ham og lukkede så sine øjne i, for at lytte til vinden der var rundt om dem.

Leetha så op på hende, han kunne ikke lade vær med at betragte hende. Han forstod det enlig ikke normalt ville han ikke have talt så længe med en pige med mindre han regnede med at få noget ud af det. Men ikke med hende her. Han havde bare lyst til at tale med hende, grine og have det sjovt.
Han kunne ikke lade vær med at grine da hun sagde det med at være hot.
Han rystede lidt på hovedet af hende, mest fordi han kunne fornemme at hun normalt ikke talte så meget med folk. Han så på hende "hvad laver du enlig ud over at rande på 'Karaokebar' " det sidste sagde han med en fjollet stemme.

Emmilie smilede skævt ”troede da at du havde regnet ud, hvad jeg lavede” hun lagde hovedet på skrå ved tanken men fortsatte så ”Jeg er musiker. Bruger det meste af min tid derhjemme på at øve mig til diverse spillejobs. Så tager jeg afsted på spille job, og så kommer jeg hjem og øver videre. Oh… og så elsker jeg at være nede på en cafe inde i Terre, hvor de sælger en hel del forskellige kager og the.” hun grinte lidt og skulle til at læne sig tilbage igen men gled så en smule på skraldespandens overflade. Ikke nok til at hun faldt ned, men nok til at hun lige rutchede en cm tættere på ham. I et kort øjeblik da det skete fik hun gåsehud ved tanken, men det forsvandt heldigvis hurtigt og hun fortsatte ”Hvad med dig, hr. træningsmand? Laver du andet end at tage på karaoke bar med dine fulde venner?” hun vendte sit blik mod himlen efter sit spørgsmål. Det var nemlig yderst smukt at se hvordan stjernerne lyste på den klare nattehimmel, og stadig kunne se solens sidste strejf hen over himlen, før den forsvandt helt.

Leetha kunne vel have regnet ud at hun var sanger, han grinte lidt af sig selv. Det gav et sæt i ham da han så at hun var ved at glide ned, og han skulede lidt til hende 'var det ikke lige det jeg havde sagt til hende' tænkte han men smilede så.
Han grinte lidt over hendes spørgsmål "ud over at jeg træner dans hver dag, og danser med mit hold til forskellige ting.. så arbejder jeg på en bagelbar inde i byen.. ellers bruger jeg bare tiden på at lave nye danse og gøre mit hold bedre.. når ja så træner jeg et børnehold om fredagen" sagde han med et varmt smil. Det var næsten som om hans øjne lyste da han talte om børneholdet.
Han så lidt ned i jorden, det var underligt at ville normalt ikke tale med nogle om disse ting.

Emmilie havde lagt mærke til hans reaktion, da hun gled lidt og begyndte at tænke over det. Hmm hvis du ikke kan føle kærlighed, eller noget der mindre om det. Hvorfor bliver du så, så nervøs for om jeg ville falde nede eller ej. Tænkte hun lige så stille for selv og lyttede til hvad han sagde. ”Så du er træner på et børnehold? Som jeg også gætter, er et eller andet danse stil” Hun smilte lidt for det måtte da være hyggeligt at se en masse små sjæle, have en livsgnist for et eller andet, der i denne sammenhæng var dans.

Hun havde tænkte færdigt nu, og smilte meget svagt for sig selv, for hun havde nu fået en ide, som måske ville gå mest ud over hende selv, specielt hvis hendes analyse af ham viste sig at være forkert. Han havde fortalt han ikke kunne føle kærlighed, eller føle andres følelser, så hvorfor ikke teste det, det ville jo kun gå ud over hende selv hvis det var forkert.

Lige så diskret som hun nu kunne lod hun sit blik glide ned mod skraldespandens låg, og selvom der ikke var noget der, lod hun som om en edderkop kravlede hen over hendes hånd. ”IIihb” skreg hun og trak hurtigt sin hånd til sig, og satte gang i en reaktion, hvor hun faktisk gled ned ad skraldespanden. Hurtigere end hun selv havde regnet med.

Leetha smilede "ja.. det er i dans" han stod lidt og så rundt, da han hørte den lyd der kom fra Emmilie. Han blev nærmest forskrækket over lyden, og da hun begynde at glide, nåede han lige at gribe sat under hendes arme. Han holde hende så de var i hoved højde Derved hang hendes fødder et stykke over jorden. Han så ret overrasket på hende. og derefter satte han hende ned "det er lidt sært at DU er bange for edderkobber.." sagde han.
Han lod sig ikke rigtig mærke med at var FALDT ned.

Emmilie mødte hans øjne og lod sig forsvinde væk i dem, lod sig blive fortryllet af dem, og det var ikke noget hun bare blev. Og selvom øjeblikket var falsk, pga. den lille test hun havde fundet på for at bevise han godt kunne føle noget, så havde hun ikke troet det ville have så stor en effekt på hende selv. Det var først i det øjeblik hvor hendes fødder ramte mod jorden, at hun faktisk kom tilbage til nuet og kunne høre hvis han sagde noget. ”Uhm, tror mere det var chokket.. at den kravlede hen… over mig.” hun så lidt væk fra ham og samlede sig selv igen før hun så på ham ”Men jeg er glad for.. at du har hurtigere reflekser” Hun smilte venligt, men følte sig pludseligt meget dårlig til pas og den lille forestillingen hun havde sat op for ham, men i stedet for at kommenterer på det, så holdte hun sit smil ved lige, og gemte sine tanker bag facaden.

Leetha kom igen med hans smil "jeg sagde jo du skulle sidde stille" sagde han med et grin. Det var underligt, for det øjeblik da deres øjne ramte hinanden fik han en underlig fornemmelse i maven. Og den ville ikke rigtig forsvinde. Han så lidt på hende og kunne ikke lade vær med at undre sig over hvad det var.
Han vende sig lidt væk, og så ned af den halvtomme gade. han kom i tanke om at bygens tov lå lige ved siden af. Han tog hendes hånd "kom" sagde han og trak i hende mens han begynde at løbe.

Emmilie stod lidt og så bare ned i jorden nu, uden rigtig at vide hvad hun skulle gøre af sig selv, men det blev hurtigt brudt af at hun lige pludselig var i en meget hurtigt hastighed, og faktisk til at starte med kæmpede lidt for at få sine ben til at følge med, men hun fik heldigvis styr på det efter lidt tid. ”Uhm.. hvor er vi på vej hen?” fik hun spurgt mens hun løb med ham, og endelig lagde mærke til at han holde fat i hendes hånd og i det sekund hun opdagede det knugede hun sin hånd i mod hans og sikrede sig at hun havde rigtigt fast.

Leetha vende hovedet mens de løb og så på hende "jeg skal vise dig noget" sagde han med en glad stemme. Efter de havde løbet et kort stykke og var kommet op på Tovet, slap han hendes hånd, Nu var det ikke fordi at han regnede med at hun aldrig havde set tovet. Han slap hendes hånd, og gik over til et skab der stod Lidt hende under et af de mange træer der var sat, for at det hele ikke skulle være fliser og beton.
Han så sig omkring, og fik så lirket skabet op, men uden at det gik i stykker. Han trykkede på et par knapper, og så sig så tilbage. Det springvand der var i midten tænde, og de små springvand der var i jorden rundt om begynde at spytte vand ud.
derefter trykkede han på en anden knap der fik noget lyst frem i det store springvand, det legede i forskellige farver http://cdn02.fdm-travel.dk/community/2010/08/08/289362_ps-insidertipparagraph.jpg
De huler i jorden hvor der kom vand op havde også en pære og begynde at lyse i en varm farve http://www.colourbox.dk/preview/6787426-613174-vis-farvet-vand-springvand-natten.jpg
Leetha gik over til hende og så å det "jeg elsker at være her når der ikke er så meget larm" sagde han og lod helt til at overøre den høje brusende lyd fra alle springvandene

Emmilie nikkede til det han sagde og kunne mærke hvordan hun begyndte at få sommerfugle i maven. Hun elskede overraskelser og hvis en person som det gjorde det Leetha lige gjorde, med at få hende til at løbe hen til stedet, så bliver det bare en forstørret følelse af nervøsitet og spænding. Men nu stod hun der, midt inde bed torvet hvor det store springvand var. Hun havde aldrig rigtigt været her før eller set det være tændt, faktisk havde hun den forestilling om, at springvandet havde været alt for gammelt til at virke, men at de ikke har villet fjerne det, da det stadig var smukt som det var nu.

Emmilie stod lidt legede med sine hænder. Foldede dem på mærkelige måder. Men det var en af de måder hun tacklede det at vente på, eller hvis hun ikke havde nogen ide om hvad hun skulle gøre af sig selv. Leetha var i gang med at bryde ind i hvad der for Emmilie så ud til at være, et el skab, prøvede han at få det til at virke? Ja han gjorde, vandet virkede og kom ny brusende ud af de formede huller og dannede et smukt mønster af vand. Da de små ’springvand’ som tændte i jorden rundt omkring tændte, fik hun dog et lille chok da hun ikke havde lagt mærke til dem. Men de begyndte at skifte farve?

Emmilies arme lod sig slappe af og falde ned på siden af hende. Hun stod der, men lidt åben mund og store beundrende øjne og så på en af de smukkeste ting, hun nogensinde havde set. En tåre begyndte at trille ned ad hendes kind, men hun lagde ikke mærke til det. Hun følte sig bare ufattelig glad for at have set dette syn.

Leetha lagde mærke til hendes tåre, han tog en finger op til hendes kind og tårrede den væk. "hvorfor græder du" spurgte han uforstående. Han vidste aldrig hvorfor at folk græd, det eneste minde han havde om det, var hans mor der altid græd over sin kæreste fordi han drak og slog hende..

han så ned. var det mon noget han havde gjort, han kunne ikke mærke hvad der var galt, men han kunne mærke inde i sig selv, at der var noget galt.. og han vidste af opdragelse at det ikke var pænt at få andre til at græde.
Det var hans bedstemor der havde lært ham det.
Som lille plejede Leetha at slå de andre børn når han ville have deres opmærksomhed, fordi det var det eneste han kende til. Men hans bedste mor tog ham altid op på skødet og sagde til ham. "Husk på Leetha, vi skal være mod andre som vi vil have de er mod os.. og når du slå bliver andre kede af det... Tåre i folks øjne er noget som vi også selv skal blive kede af, men hvis du sørger for et smil på deres læber, så kan du også være glad"

Derfor havde Taylor altid gjort alt for at få folk til at smile, på den ene eller anden måde. For hvis de var glade, så kunne han være glad.

Emmilie fik et lille chok i det han rørte hendes kind, men reagerede så også på at hun var begyndt at græde. Men for en kort stund havde hun det som om hun var stum, og lige meget hvad hun ville sige så kunne hun ikke. Så i stedet lukkede hun øjnene og holdte sine hænder foran sit ansigt. Hun prøvede at tage sig lidt sammen igen, for det var en pinlig og akavet situation for dem begge, hvis hun bare stod der og tudede af glæde og ikke kunne sige noget til det.

En kort stund efter fik hun samlet sig igen og i stedet for at starte med at sige noget, så gav hun ham et kram. Hun stod ind i mod ham, med armene rundt om hans liv og sit ansigt gemt væk ind til hans bryst. ”Jeg græd fordi… det her sted er smukt, og nogle gange når vi mennesker er glade eller tæt på at være lykkelige… så kan vi ende med at græde” Hun skubbede sig lidt væk fra ham og så ham ind i øjnene ”Så bare rolig Leetha, jeg har det fint, jeg er bare lidt overvældet af hvor smukt dette sted er” Hun skubbede sig nu helt væk fra ham og begyndte at gå hen til det store springvand.

På vej derhen kørte hun sin hånd igennem nogle af de små ’springvand’ og kunne ikke lade være med at smile. Hvorfor har jeg dog aldrig været her før? Tænkte hun for sig selv og bed sig lidt i læben.

Leetha kunne mærke noget underligt da Emmilie krammede ham. Han stivende, og kunne slet ikke få sig selv til at ligge armene om hende. Han hørte det hun sagde men forstod det ikke helt. Hvordan kunne man græde OG være glad.
Han så efter hende da hun gik ind mod springvandet. Han kunne ikke lade vær med at iagttage hendes yndefulde bevægelser, og det var næsten som han kunne.... føle noget.. Han anede ikke hvad, men hans mave kildede og hans havde hele tid lydt til at smile.
Efter noget tid hvor han bare havde står og stirret, tog han sine sko og strømper af. Det gjorde han altid, for fliserne omkring de små springvand var våde. Han gik stille og roligt, nogle meter bag hende, han stak selv fingerne ind i vandet, og lod det lege rundt om dem.

Da Emmilie noget helt hen til det store springvand, satte hun sig på dens kant og lænede sig lidt bagud for så at placere sin hånd mod springvandet ’gulv’. Det kolde vand sluttede sig omkring hendes hånd og lidt ad hendes arm. ”Leetha” Sagde hun så og rettede sit blik mod ham ”Jeg..” hun stoppede lidt og trak sin hånd op igen, før hun så rettede sig helt op og så alvorligt mod ham. ”Jeg løj for dig før, og lod mig blive ’forskrækket’ over ingenting, så jeg ville ende med at glide og falde ned fra den skraldespand.” hun rejste sig op og bukkede så en smule for ham ”Jeg løj for dig, for at bevise en tanke jeg havde haft i i et stykke tid mens vi var sammen, og jeg syntes jeg fik det bevist, for hvis du ikke kunne føle kærlighed på nogen måde, så ville du ikke have noget grund til at ville gribe mig” Hun knugede sin hånd lidt og så op mod ham igen. ”Men du …kan godt føle” mumlede hun så til sidst og af en eller anden grund gjorde hun sig klar til at få en lussing eller et slag.

Leetha stod bare og stirrede på hende. Okay det der havde han ikke regnet med at høre. Han tænkte lidt over det hun sagde, og hun måtte jo havde rat. Han kunne ikke lade være med at grine. I en hurtig bevægelse sprang han op på Kanten af springvandet, og bukkede sig lidt, han lagde en arm om hendes ben og under hendes skuldre, og løftede hende op. Han satte nærmest af, og sprang ned i springvandet, og det gik ham til knæende. fordi de stod inde i springvandet, og alle strålerne sprøjtede på dem blev de utroligt våde. Han grinte bare, og begynde at snurre rundt med hende i armene "sådan noget får man buksevand for" sagde han bare med en latter i stemmen

”iihb” lød det fra Emmilie i det hun blev løftet op for så at ligge i hans arme. ”Uhm” Hun kunne ikke rigtigt sige noget, og vidste heller ikke hvad hun skulle sige lige nu. For en gangs skyld kunne hun mærke ham fuldt ud. Mærke hans muskler mod hendes krop, mærke hvordan hans varme ramte i mod hende. Hun kunne mærke hvordan et lille bump gik igennem ham, og igennem hendes krop, i det han landede. Og ikke meget lang tid efter blev hun gennemblødt af vanstrålerne fra springvandet, hvilket fik hende til at spærre øjnene lidt op ”hey..” sagde hun så med en overrasket stemme, men lagde for en gang skyld mærke til hvor glad han så ud. Han havde en latter gemt i sin stemme og det fik hende til at smile. Så nu lå hun der, i hans arme med et halv stort smil. ”Så fortjener jeg vel at få buksevand” Sagde hun så og så mod vandet, før hun så tilbage mod ham.

Emmilie lagde nu sine hænder omkring hans nakke og trak sig en smule op til han ansigt ”Men lover du mig så, at jeg ikke bliver syg” sagde hun så og rakte tunge af ham i mens hun blinkede.

Leetha grinte bare og blev ved med at dreje rundt. Da Hun trak sig op mod ham, og sagde det. Blev han så overrasket, at hans fod gled. Han kunne pludselig mærke at han ikke havde balancen mere. Han faldt bag over og landede på røven, men Han holde stadig så godt fat i Emmilie at han næsten løftede hende op for at hun ikke skulle komme til skade.

I det han væltede bag over blev hun virkelig bange, både for om han ville komme til skade eller om hun selv ville komme til skade, så hun kom til at skrige i takt med at de væltede ”IIIIHB” lød det indtil de ramte mod gulvet, og hun nu sad på en meget akavet måde ovenpå ham. Og det første hun kunne tænke på var at undsyklde. ”Undskyld så meget! Jeg er virkelig ked af det” Hun lød og reagerede virkelig panisk og skyndte sig at flytte sig ned i springvandets bassin selv, så hun sad ved siden af ham, med vandet hele vejen op til lidt over hendes mave. ”Er du oka?” sagde hun så, stadig med panik i stemme, og rakte sin hånd i mod ham ”Kom op at sidde, oka?”

Da Leeha kom op og sidde kunne han ikke lade vær med at grine.
Hvis jeg ville score hende er det da glemt nu... tænkte han for sig selv. Han så på hende "jeg har det fint" sagde han med et varmt smil.
Han Så på hende "vi må hellere komme op.. det ender bare med at vi bliver syge" sagde han og rejste sig, han rakte en hånd ned mod hende samme med et varmt smil

Emmilie så op i mod ham og smilte lidt ”Jeg gætter på at du ikke kom til skade så” hun bed sig lidt i læben før hun tog fat i hans hånd og rejste sig op. I det hun var kommet op og stå nøs hun men noget at holde sig for munden, heldigvis. ”oh.. undskyld” sagde hun så over at hun lige havde nyst. Hun bar begyndt at fryse, mere end hvad hun plejede. Men hun stod også der, gennemblødt i en køligere vind, som fik hende til at fryse endnu mere end før. ”Sorry, det er ved at være ret så koldt herude” hun nøs igen og kiggede væk denne gang ”Tror jeg bliver nødt til at tage hjem nu, og få skiftet tøj og få noget varmt at drikke” mumlede hun så til sidst.

Leetha så på hende "jeg skal nok følge dig" sagde han, og tog fat om hende igen, løftede hende op, og satte hende ned på den anden side at springvandets kant.
han kom selv ud fra springvandet, og løb over efter sine sko. han kom hen til hende igen. og smilede "skal vi gå" sagde han

Emmilie lagde sine arme om sig selv, for at varme sig lidt op, som hun nu stod der og ventede på ham. ”Uhm.. ja tak, jeg bor i lejlighedskomplekset, hvis du ved hvor der er henne?” hun begyndte at gå lige så stille i retningen af hvor de nu skulle hen. Det var sjældent at hun frøs som hun gjorde nu, så for hende var det helt vildt ubehageligt og det ramte hende mere end det burde. ”Tak fordi du viste mig det her sted Leetha” Sagde hun og så i mod ham med et lille smil.

Lige nu havde Emmilie mest af alt bare lyst til at tage sit kolde og våde tøj af og så bare gå nøgen hjem, men det ville nok være yderst underligt for Leetha at gå ved siden af hende, hvis hun bare gik i undertøj eller nøgen, i gennem gaderne til lejlighederne.

Leetha fulgte med hende han smilte da hun takkede "bare sig til" sagde han. Han lagde mærke til at hun frøs, og lagde så armen om hende. For ham var det ikke noget særligt, det var ligesom at gøre det med en ven. Han gik bare og så rundt, som om det slet ikke påvirkede ham