What a nice evening ~ Grin

Sted Sushi baren
Tid 18:43
Vejr Det er rimeligt tåget udenfor og omkring 5°C
Omgivelser En del andre kunder, som sidder rundt omkring og småsnakker

Påklædning Link til billede + lilla converse.


Det var egentlig en dejlig aften, i hvert fald hvis du spurgte Kevin McClark. Han havde sat to nye videoer på sin youtube-kanal og havde derfor ikke andet end sine podcasts det næste stykke tid. Der var kommet overraskende mange views på hans nye dokumentar, og masser af god feedback, som han glædeligt tog til hjertet. Han havde været i tvivl om at lave noget med mere teori end 'facts,' men folk havde taget godt imod det, selvom det ikke var hverken vampyrer, varulve eller Slender Man. Nej, i stedet var han kørt lidt ind på psykologiske monstre. Nogle af dem var endda slet ikke monstre, men bare skrækhistorier. Men på grund af den nye succes, havde han inviteret sig selv ud at spise. Det var slutningen af måneden, og han havde penge til overs, som nu kunne bruges på hygge.

Derfor sad han nu i en sushi bar, og spiste sig glædeligt mæt. Han havde ikke rigtigt noget imod menneskemængden, eller støjen. Hvis noget var det rart ikke at sidde alene i sin lejlighed, i fuldkommen stilhed. Selv hvis der var nogen, som var lidt for højlydte, havde han ikke noget imod det, men grinede bare lidt for sig selv. De første par uger i Di Morga var gået meget godt. Hvis man altså så bort fra den situation han havde været i, i gyderne. Eller da han blev overrasket af en eller anden mand, som påstod at han ikke var et menneske, i De Recherche.
Men udover de ting, var det gået godt. Han havde formået at få et par lokale bekendte, som han nu glædede sig til at se igen. Alt i alt, kørte det som smurt. Derfor var han måske også en lille smule paranoid, fordi den slags holdte ikke i længden. Men i stedet for at tage sorgerne på forskud, tog han en tår af sin cola - endelig noget andet end kaffe - og spiste ellers videre i sin egen lille verden. Som altid, lå hans kamera ved hans side, i tilfælde af at han blev inspireret til et eller andet, selvom han ikke regnede med det. Men hellere være på den sikre side.

Hvis man gik ind i baglokalet, ville et chok køre igennem ens ryggrad, lamme ens sanser til det uigenkendelige. Et lig lå halv over en stol, men ikke et fredfyldt et, hvor man bare ville tro han var sovet sig til evig hvile. Nej. Mandens nakke var vredet nærmest skævt på sned, så det kiggede direkte imod døren til selve sushi salonen, hvor der sad gæster i massevis. Øjnene var grå og matte, hvoraf det ene faktisk hang og dinglede halvt ud af soklen, med en grotesk, lille hoppen. Som om det var blevet revet ud for nyligt.
Mandens mund var åbnet helt op, hvoraf op til flere tænder lå på den slaskede tunge, der hang halvt ud af kæften og lod strimler af gennemsigtigt savl klistre huden til fra hage til hals. Af sin sikkert 60 årige alder, havde manden haft masser af tykt hår på hovedet, normalt bundet op i en lille pisk ved baghovedet; som man så det hos gammeldags samurai'er.
Men her var der flere steder, forskellige i placering, hvor der var revet enorme totter af mørkegråt hårstrå af, som nu lå spredt ud over gulvet og hans flommede mave. Hele kroppen var nøgen, så man kunne se den store mave, de flæskede ben og de brede mormorarme. Men dog var der noget over det, der ikke var helt normalt.
Flere forskellige lemmer manglede enorme lunser af hud, kød og flæsk.
Han var nærmest blevet taget bidder af, som af et stort dyr, med skarpe bisser og uhyggeligt tilspidsede negle.

Ved siden af det groteske lig stod en middelalderlig mand, med langt sort, klistret hår. Hans hud var hvidere end de æggeskals-farvede vægge, selvom der var tydelige sorte rander under de mørkebrune øjne, hvis pupiller var mindre end man så ved normen. Selve munden var lidt for lang, lidt for rødmosset i sin farve, og gemte et sæt tænder, nærmest rådne at se på og slebet til med en kniv - og ikke af en professionel. Så hvis han bare smilte bredt nok, ville man måske lægge mærke til de utallige små og store sår, hvor tandkødet havde lidt fra en uheldig 'svupser'.
Han stod iført en klassisk hvid t-shirt, nogle lidt for snavsede sortblå bukser, og et hvidt forklæde, med en del blod på (ligets), selvom han bare ville sige, hvis nogen spurgte, at det var fiskenes. Han strøg sit ret så aflange hår tilbage, med lidt besvær, og fik det sat i en ret så fornem hestehale, så hans nakkemuskler var rimelig tydelige; han var en smule tyndere end godt var, på trods af sine veltrænede muskelmasse.

Han tog fat i sin egen kniv, stadig rød efter at have dyppet sin stålsnude i mandens flæsk, og vandrede ud, så han stod bag disken og stirrede på en tilfældig kunde med sit dog lidt for gustne smil.

"Ønsker du noget at spise, sir?"

Hans stemme var lidt for dyb, med en anelse lyshed i baggrunden, som gjorde den fuldkommen besynderlig. Den var nærmest malplaceret, i forhold til de ord, der kom ud med verdens mest falske venlighed. Og selv et menneske, som ham på sædet, ville kunne høre det flere meter væk.

(Det er Kevin han snakker til, btw :3)

Kevin havde det ellers lige så godt, indtil en person talte til ham. Selv stemmen lød besynderlig, men det forberedte ham ikke på det syn han var mødt med. Han måtte bide sig selv hårdt i læben for ikke at lave en grimasse over den mand, som nu stod ved ham. Som barn havde han lært at man aldrig skulle dømme en person på deres udseende… men kunne manden ikke have taget et bad, inden han tog på arbejde? Måske børstet tænder, og fundet noget rent tøj? Prøve at se bare nogenlunde præsentabel ud? Hvis han havde stået ude foran da Kevin trådte in på Sushi ba-ren, var han ikke gået herind, det var helt sikker. Og nu hvor han var ved det, var hans appetit også drastisk dalende.

Dog bed Kevin sine fordomme og tanker i sig, og tvang et høfligt smil frem. Da han var sikker på at han ikke ville kaste op når han åbnede munden, svarede han endda på mandens spørgsmål.
” Nej ellers tak, jeg har hvad jeg skal bruge for nu. ” svarede han, og lavede en håndbevæ-gelse til sin næsten tomme sodavand, og den smule mad han havde tilbage. Hvis hans stemme ikke var gået hen og blevet så skinger i slutningen af hans svar, kunne han nok godt gå for ikke at have noget imod mandens tilstedeværelse. Han var efterhånden god til at skjule sit ubehag, og var nok et oplagt eksempel på en britisk mand. Stort set uanset hvilken situation han stod i, lod han ikke sin egen væmmelse vise… men det her var på grænsen til at han ønskede at være ameri-kaner, så han direkte kunne sige hvis der var noget, som han ikke brød sig om.

Nu ventede han bare på at manden gik sin vej, så han kunne opbygge sin appetit igen, og spise op, så han kunne komme hjem og glemme alt det her. Personlig hygiejne var vigtig for Kevin, og det her var et voldsomt tilfælde af, ikke at have styr på det. Han var ikke helt vildt oppe og ringe når det kom til renlighed, men når det var slemt, kunne han ikke bare være ligeglad. Lidt fedtet hår kunne han godt klare, men det her var alt for meget til ham. Desuden skulle man jo være vildt renlig, når det kom til at lave mad til andre, så det her var ikke hvad han umiddelbart ville se på en restaurant… Ved nærmere eftertanke, ville han nok bare hjem nu, skide være med maden.

Grin vidste godt hvor oprørte folk blev, når de så ham, og da især i dagslys; selvfølgelig hjalp det også en hel del, at han ikke var igang med noget synligt makabert. Eller ligefrem skar i den, der så sig skævt på ham og hans gyselige ydre.
Men drengen her irriterede Grin dybt. Selvfølgelig var han vant til onde blikke, men at denne 'punk' ligefrem prøvede på at skjule det, var uacceptabelt i hans forskruede verdensbillede af hvordan ting skulle fungere. Selvom at selv dét, ændrede sig konstant. Så han tappede et par gange på knivens snudespids, inden han tog et hårdt greb om knivens sølvbroderede skaft, og hamrede det meste af knivens spids ned i træbakken foran ham.
Denne gang var hans udtryk både venligt, men med en ægte irritation at spore i de dybe furer mellem hans slet synlige øjenbryn.

"Er du helt sikker?.. Jeg kan skaffe det hele.. Endda lidt menneskeligt flæskesteg, hvis du ønsker det, knægt."

Og med disse ord slap han kniven, og istedet for at presse sig hurtigt igennem åbningen, sparkede han døren helt op med et enormt SLAM. Og der lå ejeren, forblødt, som før. Men denne gang var der en flue, der cirklede euforisk rundt om det dinglende øje, der stadig hang i en tynd, blodig tråd. Bogstaveligt talt.

Den første reaktion var et skingert pigeskrig. Og så et par blurbs, muligvis fra opkastende gæster, der troede at noget af deres kød netop kom fra det afdøde korpus. Og så enten flygtede folk, eller sprang op for at se, om manden var i live; selvom det ville være et overnaturligt mirakel.
Kniven lå stadig hakket halvt igennem træpladen, men det stoppede ikke Grin fra at sende skræk ind i hjertet på de få tilstedeværende. Med sine sorte, fint trekant-shapede negle, lavede han tre fine strimler ned af dørkammen, der også var lavet af eg.
Han kiggede med et løftet øjenbryn på knægten, lagde sine arme nærmest helt afslappet hen over hinanden i et kors, og lænede sig helt stilfærdigt den anden sides dørkam.

"Stadig ikke interesseret i en enkelt snack eller to mere, lille menneske, mmmh?"

Hele Kevins krop gav et spjæt fra sig, da kniven i den ubehagelige mands hånd, blev stukket ind i træpladen. Hans øjne var store og mentalt tilføjede han ’ustabil’ til sin liste af ting han kunne sige om den her person. Men nu kunne man roligt sige at manden havde Kevins udelte opmærksomhed. Det gav ham også lov til at nærstudere denne psykopat.

Desværre blev hans nye kaldenavn til manden kun gjort mere åbenlyst og hans blev i høj grad kun mere skræmmende, da manden sparkede døren op, og alle nu kunne se et lig. Kevin var i en tavs form for panik, hvor han skreg og prøvede at stikke af mentalt, men hans krop ville ikke følge med. Derfor så han nu blot op på manden, med store øjne, da han snakkede til ham, som om at der intet var galt i hvad han sagde eller havde gjort.
Han kunne mærke sit hjerte hamre afsted i sit bryst, mens blodet pumpede rundt i hans krop, og bar adrenalin med sig. Hele hans krop var spændt, som en bue, klar til at skyde hvert øjeblik det skulle være. Situationen bragte ham tilbage til det øjeblik i hans liv, som havde ændret hele hans fremtid, og i det at det gik op for ham hvor omfattende situationen var, kom han hurtigt op fra stolen og tog nogle skridt tilbage for at få noget afstand til manden.

Han vidste desværre godt at hvis han blev jagtet, ville han aldrig kunne løbe væk. Mens han var blevet genoptrænet med sin benprotese, og havde levet med den i mange år nu, var han stadig ikke god til at løbe, hvilket var kommet tilbage og havde bidt ham i røven et par gange efterhånden. Men det havde aldrig været slemt som den situation han stod i nu.
Alligevel slog hans ’fight-or-flight’-instinkt til, og han prøvede alligevel at sprinte mod døren. Han var ret hurtig nu, men hvis han skulle fortsætte for længe, ville han ikke kunne holde til det. Derfor var det vigtigt for ham at nå ud på den anden side af døren, så han kunne smække den i og forhåbentlig forsinke manden lidt, så han kunne få noget afstand. Han skulle bare væk nu.