Nice Evening [Privato]

Klokken havde nettop lige slået 22 og politi chefen havde fået fri efter en stressende dag på jobbet. Der var sket to nye mord, hvor ligne af to kvinder var fundet nede havnen. De havde endnu ikke fået nogle forklaring på dødsårsagen, men det var sikkert for en gang skyld en normal død, sikkert noget med at de var blevet fulde, og at de så var faldet i havet. Han tog sin jakke fra lænestolen, og slukkede lyset på sit kontor. Han kastede et hurtigt blik rundt i rummet og konstaterede at alt var som det skulle være.
Da James kom ud til skranken ved indgangen, nikkede han kort farvel til damen der sad bag, der kort løftede hånden. Da han kom ud, indsnusede han glædeligt luften af den friske luft der gjorde godt for sjæl og krop. Hans mørke øjne løb straks hen over parkeringspladsen, hvor der lidt længere henne holdte en sort Audi. Han smilede glædeligt, da han så den mørke skikkelse der stod op af den.
Det tog ham ikke mange sekunder at tilbage lægge afstanden fra indgangen til politistationen ned til bilen, hvor Valentina stod og smilede sødt til ham, lænet op af bilens side. Politichefen havde været et nyt fund, anderledes men han havde hvad hun ville have, penge, og en god krop. Hun lage armene omkring hans nakke da han kom ned, og skubbede ham ind i bilen, hvor hun pressede deres læber mod hinanden i et blødt kys. "Dejligt at se dig skat." Hun smilede atter, og slap ham, hvorefter hun overgav nøglerne til ham.
Valentina vidste ikke helt om der var nogle følelser fra James side mod hende, det havde hun en let mistanke for, men hun var dog sikker på at der ingen var fra hendes side. Det var hans penge hun var interesseret i, og dem var hun allerede godt på vej til at høste ind.

Caspian var kommet gående ned af vejen med sin lille pen i hånden, da han opfangede lyden af andre mennesker. Han stoppede op og stod i skyggen, hvor han lyttede til dem. Det var en mand og en dame, en mand som havde en høj stilling eller tjente godt. Den svage lyd fra bilen kunne han genkende. Audi. Pigen var ikke menneske og ud fra hendes stemme og tonefald ville han ikke regne med at hun var videre interesseret i den mand, der havde sat farten op for at komme hen til hende. Om han havde følelser for hende var Caspian ikke sikker på, men der var lyst indblandet.
Det var ihvertfald sådan han opfattede det. Men han kunne jo selvfølgelig intet se og ansigtsudtryk havde kunnet hjælpe ham en del. Nu dækkede han blot de hvide øjne med et par klassiske Ray Ban solbriller i sort. Det brune hår så morgen-agtigt ud, men uden at virke sjusket. En sort og rød ternet skjorte sad på hans slanke, dog muskuløse overkrop og på benene bar han et par stramme jeans.
Da han kunne høre at en af dem havde sat sig ind i bilen, tog han et par skridt frem så han kom ud i lyset. Kun svagt kunne han skimte at der var lysere hvor han var nu end hvor han stod lige før. Men det var det eneste han kunne fornemme. Pennen i hans hånd vibrerede efter det grønne lys havde ramt en stolpe, som han fint undgik. Den frie hånd dykkede ned i en af hans lommer og fandt en pakke cigaretter og en lighter frem. Hvis man ikke vidste at han var blind, ville man tro at han stod og stirrede på pigen ved bilen.
Han fiskede en cigaret op og tændte den, hvorefter han tog et hvæs. Lungerne fyldtes med den bløde røg og Caspians læber lyste op i et skævt smil. Han pustede røgen ud og begyndte så at gå videre.

James tog imod nøglerne og satte sig ind i bilen for at vende snuden hjem. Han glæde sig allerede ustyrligt til at komme hjem og bare slappe af, og muligvis få en omgang. Han startede bilen op, og tænde for musikken, mens han vende på at Valentina skulle komme ind, men da hun ikke kom ind, kiggede han ud af den tonet rude, hen mod Valentina, som stadig stod udenfor bilen, hvor han havde 'forladt' hende. Hendes mørke øjne var rettet hen mod et eller andet længere fremme, men han vidste endnu ikke hvad det var. Han tøvede lidt, og bankede på ruden for at opfange hendes opmærksomhed, men det syntes ikke at virke.
Valentinas blik var intenst rettet mod en fyr over på den modsatte side af gaden. Han var straks i hendes øjne kategoriseret som lækker. Hun havde fuldstændig glemt alt om manden der sad inde i bilen, som begyndte at blive lidt små irriteret da hun ikke kom, men hun tog sig ikke videre af det. Hun drejede elegant rundt i de mørke støvler, og begyndte at sætte kursen over mod fyren der nu havde fundet en smøg og tygge på.
Hun var hurtigt kommet væk fra parkeringspladsen, og ude på vejen som hun skråede over. Hun gjorde intet for at skjule sin kommen, det var dog heller ikke ligefrem let i de høje larmende støvler hun bar som førte hende afsted med hurtige klikkende lyde. Hun stoppede op fem meter fra manden, mens hendes blik gled vurderende over ham. Fra den elegante skønhed der lå over manden gik hun ud fra at han var engel, det indikerede duften også, en af de døde mennesker. Et let smil krøb over hendes læber, da hun langsomt gik nærmere, men stoppede hurtigt op igen efter en meter.
Der var noget hun ikke rigtig forstod. Hvorfor bar han briller når det allerede var mørkt? Så kunne han da umuligt se noget. Hun tøvede i længere tid med dette spørgsmål kørende rundt i cirkler i hoved.
Det var først efter et par minutter, at klokken ringede. Blind. Manden måtte være blind, det ville være den eneste logiske forklaring på brillerne, samt den pen han holdt i hånden. Det var først efter at hun havde slået sig fast på at mande måtte være blind, at hun havde bemærket pennen han holdt med den modsatte hånd end cigarret hånden.

Caspian gav en lydløs latter fra sig, da han hørte hvordan manden blev irriteret over, at pigen ikke kom ind i bilen. Hans banken på ruden morede ham, men ikke nok til at han ville grine højlydt. Egentlig så grinede han sjældent. Det var ikke fordi at der ikke var noget der morede ham, det var der massere der gjorde. Men han trak for det meste kun på smilebåndet. I det hele taget var han en meget nedtonet person der ikke ville tiltrække for meget opmærksomhed.
Han blev revet ud af sine tanker, da en høj, klikkende lyd af stillethæle kom mod ham. Lige mod ham. Caspian trak sig uvilkårligt tilbage, denne djævel virkede en anelse skræmmende på ham. Hans hånd førte cigaretten op til hans mund og læberne omsluttede det gule filter, som han sugede på. Han indhalerede røgen og lod den så langsomt sive ud gennem næseborene. Han tøvede lidt, inden han så tog sine solbriller af og de hvide øjne var nu tydelige. Den mælkehvide hinde havde lagt sig over de før så tiltrækkende blå øjne, som kunne smelte enhver pige eller gennembore enhver som faldt i unåde hos Caspian.
Kvinden var stoppet 5 meter fra ham og dette undrede ham. Hvorfor stoppe 5 meter fra? 1 meter var en passende afstand, 5 meter virkede bare.. troede hun at Caspian var farlig? Næppe. Hans angelness strålede igennem, det fik han at vide hele tiden. Så hun vidste det nok godt.
Der gik heller ikke lang tid før end at hun gik tættere på. Nu var der .. 1 meters afstand. Hans pen lyste hen over hendes fødder for at bestemme længden og en let vibration inddikerede at hun var en meter fra ham.
"Så hvad vil du?" spurgte han, meget direkte. Han så ingen grund til at snige sig rundt om spørgsmålet når hun selv virkede direkte. Men han vidste det selvfølgelig ikke. Det var kun hans indtryk af denne kære pige.

Det gav et mindre sæt i Valentina da manden begyndte at snakke, dog var dette ikke noget der hverken kunne ses eller mærkes på ham. Hun tøvede lidt tid, før hun begyndte at forme et svar i hoved, dog gik der endnu længere tid, før hun fik ordne over læberne. "Ikke så meget." Ordne var en ren løgn, det skulle man ikke være specielt klog til at vide, og det var skam også meningen. Hun havde ikke et direkte svar til hans spørgsmål, hun kunne jo ikke bare sige at han så tiltrækkende ud, så derfor ville hun stå og glo på ham.
Hun stod lidt, tøvende, og overvejede hvad hun skulle gøre, før hun lidt efter gik helt tæt på ham, så han næsten ville kunne mærke hendes ånde. Hun måtte indrømme hun ikke var så glad for den lille pen han bar rundt på. Hun så den ikke som nogle trussel, men alligevel gjorde den skridt tilpas, muligvis fordi den virkede som en pegefinger, den eneste anden ting ved den, var at den viste hvor den pegede hen, og bestemt ikke lage skjul på det.
Valentina stirrede åbenlyst op i de klare blå øjne, eller de engang så klare blå øjne, hvis han havde kunne se nogensinde. Hendes første tanke havde været at kigge væk igen, men handlingen blev aldrig udført, da hun kom i tanke om at han jo var blind, og derfor ikke ville kunne bemærke det, ikke med øjne. Han ville måske kunne mærke det på andre måder, som man kunne mærke når folk kiggede på hen, men det var alligevel ikke helt det samme.
Til sidst kunne hun ikke dy sig for at spørge ham, hendes nysgerrighed havde pirret hende i flere minutter, ligesom hvis man skulle lade være med at gøre noget, selvom man havde frygtelig meget lyst til det. "Hvorfor har du taget brillerne af?"
Manden havde ikke svøbt sit spørgsmål ind i en masse lange uforklarlige ord, han var kommet med det direkte på et sølvfad, og hvis det var sådan det skulle forgå, var hun da frisk, alt det andet var jo også overflødigt når det kom til stykket. Selve pointen forsvandt jo hen af vejen hvis det hele blev for langt.

Caspian ventede hendes svar og han fornemmede hendes tøven, med gad ikke lægge noget i den. Hendes ord besvarede det ustillede spørgsmål om hvorfor at han tøvede. "Ikke så meget" havde hun sagt, men enhver ville kunne høre at det var en løgn. Men det virkede ikke til at være en løgn der skjulte at hun ville ham noget ondt. Nok nærmere fordi hun ikke ville indrømme sin grund til at hun nu stod dér foran ham eller også fordi at hun ikke kunne finde på noget bedre at sige. Et svagt, skævt smil tegnede sig over hans læber og han nikkede svagt, som tegn på at han godtog hendes svar.
Igen tøvede hun og Caspian fornemmede det klart, ikke fordi det var så forbandet tydeligt, men mere på grund af at hun intet sagde eller foretog sig. Et hvert skridt ville blive afsløret af hendes hæle og hendes læber bevægede sig ikke. Der var ihvertfald ingen lyd. Måske betragtede hun ham? Han havde aldrig brudt sig om at nogen stirrede på ham. Dels på grund af at han på ingen måde kunne vide det og dels fordi han aldrig havde brudt sig om at blive stirret på.
At han så godt ud, var han dog ikke i tvivl om. Før han havde mistet synet, havde han været eftertragtet af mange piger. Den muskuløse overkrop, de blå øjne, det skæve smil. Og så ikke mindst dét, at han behandlede enhver pige der kom ind på livet af ham, som en prinsesse. Caspian kunne finde på de vildeste ting, bare for at glæde en han holdt af.
Hendes spørgsmål rev ham ud af sine overvejelser, han fik ikke længere tid til at undre sig over hvad hun lavede. "Fordi.. Du havde gættet at jeg er blind, så hvorfor gå rundt med dem? Man ligner alligevel en idiot med solbriller på, når det er mørkt.." svarede han og trak på skuldrene. Det var jo sandt.
Hvis man kiggede ordenligt efter, ville man kunne se antydningen af den blå farve hans iriser havde været og den sorte pupil kunne også skimtes.
"Hvad med dig? Hvorfor står du her? Jeg tror, at der er en der venter dig.." sagde han og nikkede i den retning, som lyden af banken mod en rude var kommet fra.

Hun lyttede lidt til mandens svar, og overvejede kort at indrømme at hun ikke havde, men hun valgte at fortie med dette. Hun nikkede bekræftende til hans tanker omkring at gå rundt med solbriller. Da han kom videre til James kunne hun ikke lade være med at smile let. "Jeg tror han overlever, han må vente."
Med rolige skridt gik hun helt hen til manden og indsnusede hans dejlige søde engleduft. "Du ved godt hvor tiltrækkende din duft er?" Spurgte hun, og lod en finger glide fra mandens kindben, ned over hans kind, mod hans kæbe. Hvis hun havde været vampyr havde hun sikkert allerede stukket tænderne i ham, men vampyrer tænkte heller aldrig ud over deres egen næse. De tænkte kun på at overleve. Valentina tænkte altid længere frem hvis man spurgte hende selv, hun havde for det meste en plan i ærmet som hun fulgte, og som for det meste lykkes. Planen blev altid formet hen af vejen, dog havde hun altid den råde tråd i forvejen. ”Skal du noget i aften, eller vil du holde mig med selskab?” Hun kiggede spørgende på ham med et lille smil på læberne.
Hun vidste ikke helt nøjagtigt hvad hun ville med ham, men først ville hun se hvad han kunne, det man også med andre ord kaldte at komme tætter på personen. Før at hun kunne afgøre hvad hun skulle gøre og hvordan hun skulle få sit ønske opfyldt.

OOC: Beklager det ikke bliver længere, krea svigt >.<'

Caspian legede med på hendes leg, men kun for en kort stund. Han lagde hovedet let på skrå da hendes finger fulgte hans kindben, kind og kæbe. Indtil videre brød han sig ikke om hende. Hun tænkte for højt om sig selv, troede at hun kunne få alt, ligemeget hvem eller hvad hun pegede på. "Det er jeg klar over..." svarede han, en anelse køligt.
Lige præcis hans duft var et af de emner, der kunne pisse ham af. Ja, han duftede godt og hvad så? En del overnaturlige væsner dømte ham, udelukkende på grund af hans duft. Hvem er interesseret i det?
Lige nu var han bare glad for at hun ikke var en vampyr. Sådan som hun opførte sig havde hun sikkert sat tænderne i ham. Uden at tøve.
"Jeg holder dig gerne med selskab hvis du opfører dig ordenligt..." brummede han og begyndte at gå. Han holdt armen ud, så hun kunne tage fat og følge med ham hvis hun ville. Han lagde sjældent meget i et førstehåndsindtryk, men hvis hun blev ved med at prøve at sno ham om sin finger, ville han enten smutte eller sige noget til hende.
Caspian var ikke bange for at konfrontere folk, han gjorde det gerne. Til trods for at han var en engel, havde han et hidsigt temperament og hvis man virkelig pissede ham af, kunne han sagtens flippe helt ud.
Men for det meste ville han holde det tilbage, bide det i sig og komme med en spydig kommentar. Før, da han stadig var menneske, var han kendt på sit hidsige temperament og han kunne sagtens finde på at slå nogen, hvis de virkelig gjorde noget galt. Men det var en af de ting, han skulle rette op på. En af de ting, han fik chancen for at ændre.
Caspian fortrød sin attitude og stoppede op, han vendte sig halvt mod hende og løftede armene i en spørgende gestus. "Kommer du?" spurgte han, venligt og imødekommende.

Det var tydeligt at høre mandens køligestemme, hvilke frembragte et let smil på Valentinas læber. Det ville i de fleste andre tilfælde være irriterende, men det var indholdsrigt for hende. Modstand var ofte irriterende, men også en gave som gerne måtte udnyttes.
Hans følgende kommentar blev modtaget med et smil, og derefter et nik, men da hun kom i tanke om han jo ikke kunne se hende, tilføjede hun et ja. Hun slikkede sig let læberne, mens tankerne fløj igennem hendes hoved, før hun vendte sin opmærksomhed mod ham.
Da manden rakte sin hånd frem, så hun kunne føre ham, greb hun blidt fat i den, og begyndte at føre ham ned af gaden mens hun kort overvejede, hvor hun skulle føre ham hen. Der var mange muligheder, men pludselig slog en ide i hans hoved. Hun satte ubevidst farten yderlig op mens hun satte kursen mod Sombre. Hun havde pludselig fået en ide, eller det var mere hendes nysgerrighed der var kommet på noget hun bare blev nød til at prøve nu hun havde ham. Det var en ganske harmløst, noget man ligeså godt kunne gøre hvis hun var mennesker, men det var hun ikke.
Da hun kom hen til parken, trak hun ham ind, hen til en af bænkene hvor hun afsatte ham. Derefter satte hun kurs hen mod et af blomster bedene og knækkede to forskellige blomster af. Hun gik tilbage til bænken og tog igen fat i mandens hånd. ”Okay, fortæl mig hvilke blomst dette er.” Hun lod mandes fingre glide over en tulipans bløde blomsterblade mens hun kiggede spændt på ham.
Det var ikke tit det skete at hun blev på denne måde, ligesom en glad lille pige der havde fået noget nyt at lege med, men nogle gange sprang det bare op, og det var ikke altid hun kunne hindre det i at ske.

Caspian mærkede at hun greg fat og sendte hende et skævt smil. Hun var ikke blevet sur over hans opførsel før. Men måske var det bare en udfordring hun tog op?
Han havde aldrig været nem, det havde altid været ham der scorede pigerne, ikke den anden vej rundt. Tilgengæld var han også ret god til det. I og med at han ikke kunne se, følte nogle piger sig mere selvsikre i hans selskab og det var der mange der godt kunne lide at føle. Der var i det hele taget mange der nød hans selskab.
Caspian mærkede hvordan hun førte ham rundt, men han fulgte frivilligt med. Området genkendte han ikke, så det udelukkede alle de andre steder han havde været. Hendes pludselig øgning af tempo overrumplede ham og det tog ham et par skridt, før end at han kunne følge med igen. Pennen brugte han ikke nu, hvor hun førte.
Duften af blomster og træer slog ham i møde, da de trådte ind i parken. Hvad skulle de dog her? Der var sjældent meget at lave i en park, når man var blind. Med mindre man selvfølgelig var sammen med én der nød den iscenesatte natur og de såkaldte "vilde dyr". Men umiddelbart virkede hun ikke som en der elskede natur. Hun virkede mere som en pige, der elskede fart og spænding fremfor ro og planter.
Caspian satte sig lydigt ned på bænken og fandt langsomt pennen frem igen. Det var ret bizart at være blevet bortført af en fremmed til en park. Han rystede på hovedet over tanken og sukkede svagt, mens pennen fortalte ham at han blot sad på en helt almindelig bænk uden nogen som helst form for liv, andet end hende, omkring sig.
"Så nu skal vi lege gætteleg?" spurgte han, en anelse skeptisk da hans hænder blev ført hen til blomsten. Han brød sig ikke om hendes måde at teste hans evner på. Hvad skulle det dog gøre godt for?
"Det der? Det er jo bare en tulipan..." mumlede han med en hovedrysten og lænede sig så tilbage mod bænkens ryglæn. "Vil du fortælle mig dit navn eller skal jeg også gætte dét?" spurgte han, en anelse irriteret. Kun små børn ville finde på sådan noget. Hvilket mindede ham om for nogle år tilbage, da han passede en lille pige. Hun havde nogenlunde det samme trick. Men da havde hun været 11 år og ikke voksen.
"Hvis du virkelig vil afprøve hvad jeg kan, så giv mig en svær opgave..." sagde han så. Skulle han testes, skulle der da også være noget ved det. En blomst kunne kendes på lugten, alle ville gætte at det var en tulipan.

Valentina sukkede, og smed tulipanen og droppede den anden blomst, rosen. "Det behøver du ikke, ikke hvis du ikke vil." Svarede hun med et lille grinede. Hendens navn var ikke videre kendt, men alligevel heller ikke ukendt. I Chile var det et ofte brugt navn, men i den mere nordlige del af verden, var det mere ukendt. "Nej, det vil jeg egentligt ikke - kun til dels." Endnu et smil et smil dannede sig på hendes læber, dog forsvandt det hurtigt igen, da hun bare sad på bænken, og stirrede lidt ud i luften.
Hun anede ikke hvad de skulle gøre, hvilke ikke var normalt, for hun plejede at have en eller anden ide, men lige nu orkede hun ikke så frygtelig meget. Hun ville bare slappe af, og nyde det dejligt vejr, trods det måske ikke var det bedste. Det var jo ikke ligefrem varmt, snart vinter, og så kom kulden for alvor, men hun overlevede sikkert. Hun kiggede hen mod manden der sad ved hendes side, og vuderede ham med øjne.
Han var smuk, køn, og anderledes, ikke ligesom de andre, der var mere kød på denne mand, hvis man kunne sige det på den måde. Han virkede til at han ikke så let bare var med på den værste, og tilmed var han jo blind, hvilke gjorde ham mere unik og speciel, anderledes end andre. Valentina kunne ikke helt afgøre om det var godt eller dårligt, for noget kunne han selvfølgelig ikke se, men der var der imod så meget han kunne se, som andre mænd ikke ville opdage. Efter hvad hun havde erfarret betød øjne rigtig meget for folket, men hvad hvis de ikke bruge dem? Så måtte deres sanser jo være bedre ... Spørgsmålene begyndte at stille sig i kø, men før hun ville bombe ham ned med dem, ville hun starte et helt andet sted.
"Har du altid været blind, eller?" hun kiggede hen mod ham, og studerede hans ansigt, og ikke mindst øjne der havde en hvid hinde over de blå øjne som en gang måtte have været unikke og fantastisk smukke. Det var en skam hun ikke havde set dem da han kunne se, hvis han da nogen sinde havde kunne se. Hun sukkede lydløst, og vendte hoved væk. Næste gang ville hun også have sådan nogle smukke blå øjne. De var næsten fortryllende, eller det måtte de have været.

Caspian stak hænderne i lommerne og lukkede øjnene, mens han lyttede til hendes bevægelser og ord. Hun smed den anden blomst, der duftede som en form for rose - men han var ikke sikker. Der var mange dufte og lugte omkring ham lige nu, så han kunne let tage fejl. Hun duftede jo også, udover hendes duft af djævel og kvinde, så duftede hun godt.
“Så du vil ikke fortælle mig dit navn?" spurgte han undrende og åbnede øjnene, mens han løftede et øjenbryn. Hvem ville ikke fortælle deres navn? Det var da noget underligt noget at holde for sig selv.
"Nå men.. Jeg hedder Caspian, du åh så mystiske kvinde!" grinede han og rystede svagt på hovedet. Da hun satte sig på bænken, lagde han en arm på ryglænet bag hende og skævede hen mod hende. “Hvad så nu, darling?" spurgte han og sendte hende et smil. Han ville gerne tilbringe mere tid i hendes selskab, hun virkede interessant. Både spændende, interessant og en anelse underlig. Men den kombination gjorde ikke Caspian noget.

Hendes spørgsmål overraskede ham ikke, det var det spørgsmål han oftest fik stillet. Men han svarede altid på det. "Nej.. Da jeg var menneske kunne jeg se, men et slagsmål endte ud i, at jeg vågnede op og havde mistet synet.." svarede han og nikkede langsomt.
"Men man vænner sig til det, det er ret fantastisk når man har accepteret det og lære at klare sig.." tilføjede han og rykkede lidt rundt, så han istedet satte sig med et ben oppe og front mod hende.
"Jeg ser ting, som ingen andre ser.. Jeg lugter og hører ting, som mange ikke lægger mærke til..." sagde han og strøg en hånd gennem sit hår.
Det var helt klart en af fordelene ved hans manglende syn. Han så så meget, som ingen andre gjorde. Han oplevede skønhed som noget helt andet end mange andre.

Valentina sukkede let, mens hun nedkæmpede et smil. "Hvis det er nødvendigt for dig, så hedder jeg Valentina." Svarede hun, da hun indså at dette betød noget for ham. "Jeg har aldrig kunne se navne som noget yderligt nødvendigt, men det er nyttigt i en del tilfælde ..." Sådan havde hun altid haft det, og ville nok også altid have det. Hun slikkede sig hurtigt over de bløde læber, og lænede sig tilbage, da hun mærkede han havde lagt sin hånd på ryglænet. Hun ville først rette sig op igen, men droppede ideen og blev siddende, mens hun lyttede til hvad han mere havde på hjertet at fortælle. "Jeg misunder delvist ..." Svarede hun op i himlen. Hun vidste at cirka 70% af alle ens sanse indtryk kom via øjne, men hvordan ville verden se ud hvis man ikke havde synet, hvis man kun havde de andre sanser at stole på? Nu var han så engel, så han havde sikkert en evne der kunne kompansere en smugle for synet, men alligevel var og blev det jo aldrig helt det samme. "Slagsmål?" Hun kunne ikke lade være med at sætte et undrende udtryk op, dog blev hendes ansigt igen lidt efter glat. "Nogle gange er synet jo også frygteligt at have, visse ting kan du være glad for du ikke ser." Hun var begyndt at have en fornemmelse af at hun blot snakkede til sig selv, men gjorde det noget? Hun vendte hoved mod manden igen, og betragtede hans ansigt. "Men du spurgte ... hvad så nu?" Prøvede hun at citere ham, mens hun tænkte sig om.
Uanset hvor meget hun vred sin hjerne, kunne hun ikke komme på noget, så måske han havde en ide? "Har du noget du gerne vil?" Hendes mørke øjne betragtede englen i profil, så hun nettop halvdelens af hans ansigt i sit synsfelt, så hun kunne se hvordan hans ansigt let formede sig via de skygger der lå hist og her på det kønne ansigt. Alt i alt virkede hans udseende meget moderne, så han kunne ikke være en gammel engel, eller måske var han blot med på moden, eller på tidbølgen, uden at vide det? Det virkede usandsynligt, men det kunne jo lade sig gøre.

Caspian nikkede let, da hun røbede sit navn. "Valentina.." gentog han, for at smage på navnet. Det lå godt i munden og han kunne lide det. Det var smukt! Sikkert lige så smukt som hende!
Dette ville han kunne bekræfte, hvis han fik kropskontakt med hende. Men lige nu virkede det ikke til at han kunne tillade sig at røre hende, uden at det virkde akavet eller forkert.
"Det er da en speciel tilgang til livet, men tjah.. Du har jo ret? Hvis man lever et langt liv, som de fleste overnaturlige væsner gør, så er navne jo egentlig ligegyldige.. Det er vel en måde at sætte folk i skema på?" sagde han, eftertænksomt. Han kunne lide hendes tankegang. Den var anderledes og interessant, og hun turde stå ved den! Det var en ting Caspian beundrede hos folk. Når de stod ved deres meninger og holdninger, uden at vige for nogen.
"Det er ret misundelsesværdigt.. Du ved, verden er smukkere når man ikke kan se den.." svarede han, delvist ironisk og delvist seriøst. Han ville dog bare ønske at han kunne se al skønheden i verden. Men måske var det han regnede for skønhed, slet ikke så skønt, når man kunne se det? Måske ville verden blive chokerende barsk og grov, når man nu var vant til at opfange alle sanseindtryk gennem hænder, næse og øre?
"Yeah, call me Mr. Unlucky... Jeg blev ramt uheldigt og lægerne kunne intet stille op.." forklarede han og sukkede svagt. Han havde for længst lagt det bag sig, men lige efter ulykken havde han været knust. Knust og vred som ind i helvede og ud igen. Han var flippet helt ud og ingen havde turdet komme tæt på ham.
"Nogle gange er det også en fordel.. Jeg kan for eksempel ikke nyde synet af havet, af denne park eller af dit kønne ansigt.. Det må jeg jo undvære. Istedet har jeg lyden ad det skvulpende hav og den gennemtrængende duft. Jeg har duften af roser og tulipaner samt følelsen af den tornede stilk. Jeg har også duften af dig og lyden af din stemme..." svarede han og smilede så skævt til hende. Hans skæve smil var på ingen måde for at charmere eller noget i den stil, det var blot naturligt for ham.
"Hvis du gider, vil jeg meget gerne gå en tur i parken..." svarede han og rejste sig fra bænken. Han strakte benene og var ved at finde pennen frem. Han havde tænkt sig at gå, om hun gik med eller ej. Fordelen var, at gik hun med, skulle han ikke bruge pennen.

Valentina lyttede tavst til hans bløde stemme som formede. Hun kunne til sidst ikke lade være med at smile kort ved hans kommentar om hendes ansigt. "Hvordan ved du jeg har et kønt ansigt? Hvad vil du gøre hvis jeg var vildt fed og grim?" Ved hans forslag nikkede hun kort, bevist om at han ikke kunne se det, men han kunne vel høre det da hun rejste sig op. "Hvis du vil kan jeg godt føre dig, men hvis du fortrækker at gå selvom er det helt fint." Hun kiggede lidt rundt, og ventede på han besluttede sig, for både hvad han ville, og hvilke vej han ville, hvis han havde en ide om det.
"Synet kan skabe en falsk illustration af verden, hvis du høre nogle skrige er det enten af glæde eller af frygt. Hvis du ser på en kvinde vil dit syn overtage bedømmelsen, men hvis du er god til at lytte vil du kunne høre om hun skriger af frygt eller ej, du kan altid lave illustrationer for øjet, nogle du aldrig kan skabe for dine sanser. Synet af de fem sandser man bedst kan manipulere med efter min mening, men det er jo op til en selv at bedømme." Hun lod en hånd glide igennem det mørke hår, og lage hoved let på skrå.
"Dog er jeg glad for at jeg kan se, uanset hvor meget lort vi får ind igennem synet, og uanset hvor meget det kan være en svaghed." Hun sukkede derefter og vendte sig om mod manden. Hvis han var begyndt at gå ville hun slå følge, men hvis han ventede på hun skulle fører ville hun begynde at gå et eller andet tilfældigt sted hend.
"Du må lærer at stole utroligt meget på andre ..." Mumlede hun mest for sig selv, men højt nok til at Caspian kunne høre det. "Men hvordan så du så verden da du havde dine øjne, som noget smukt, eller?" Hun skævede hen mod ham, for at se hvordan han tog spørgsmålet. Hun var udemærket bevist om hvor meget hun prikkede til ham med alle sine spørgsmål, og overvejede kort at sige at han bare kunne sige til, hvis han ville have hun skulle stoppe, men hun droppede det, og bestemte sig for at hvis han virkelig ønskede hun stoppede skulle han nok sige det. Han virkede ikke til at være personen der ville lade sig underkue trods han var en engel. Han var en interessant en af sin art, ikke så sart og ynkelig som de havde det med at være de englebasser.
Mens hun havde en kort pause for sig selv undrede hun sig over hvorfor hun opførte sig sådan over for denne engel. Måske fik han hende bare til at slappe af, at være sig selv, hvis dette var hende selv. Hun havde levet så mange år som mande jæger, hvis man kunne kalde det dét, så hun tog det som hendes rigtige jeg, men måske var det anderledes, måske var det sådan her hun var? Tænksom og meget mere rolig? Det måtte tiden jo vise.
Hun trak sig ud af sine tanker og kiggede hen mod Caspian med et lille smil på de bløde læber før det igen forsvnadt og efterlod hendes ansigt glat og delvist afventende på et eller andet som hun endnu ikke vidste hvad var.

Caspian hævede et øjenbryn, ved hendes spørgsmål. Hvordan kunne han vide om hun var smuk og ikke tyk og grim? Det var egentlig et godt spørgsmål, men noget samme ham bare at hun var smuk. Han prøvede altid at sætte flere og flere tillægsord til en person, jo mere han lærte dem at kende.
"Hvis du var fed og grim, ville det have været svært at snøre den stakkels politimand om din finger.." svarede han så. Men for at være sikker strøg han to fingre hen af hendes kind. Jo, hans evne til at se folk hvis han rørte dem bekræftede hans teori. Hun var smuk.
Da hun rejste sig rettede han sig op og nikkede, han ville gerne blive ført rundt af hende. Det ville gøre det hele meget nemmere. Mange ville måske føle sig ynkelige hvis de skulle føres rundt, men for ham var det nærmere en fordel - han ville lære folk bedre at kende ved at gå rundt med dem, han ville slippe for selv at koncentrere sig om hvor han gik og de fleste mennesker afslørede altid en ting eller to mens han gik med dem. Sjældent med ord, men deres bevægelser og formuleringer kunne afsløre mange ting.
"Hvis du vil være så elskværdig at beskrive parkens skønhed for mig, så vil jeg meget gerne føres af dig.." svarede han med et skævt smil.
Hendes teorier om synets og den illusion det kunne skabe, interesserede ham. Han lyttede opmærksomt og nikkede et par gange undervejs i hendes talestrøm. Han forstod hende godt.
"Selv når man lytter, kan ens hørelse bedrage.. Det kan tage mange år at lære, at skelne mellem angst og glæde.. Det lyder måske utroligt, men med dit eksempel kan det være svært. Men nu har jeg eksistereret i en del år og efterhånden har jeg lært at skelne mellem de fleste følelser. Jeg havde også en god lærermester, som kunne forklare og lære mig om mange ting.." sagde han og slog blikket ned. Hans gamle lærermester var hans bedste ven i mange år, men han var kun et simpelt menneske og han var død i en ulykke. Det var en af de ting, der havde ramt ham hårdest gennem hans liv. Lærermesteren havde taget ham til sig og rettet op på hans opførsel, rettet op på hans liv og havde været som en far for ham.
Ved hendes næste kommentar rettede han hovedet op igen, mod hende. "Jeg stoler ikke på særligt mange, jeg er altid på vagt.. Det er svært at stole på folk, når ens syn ikke er der til at vide hvor de fører en hen.. Men trust me, Darling.. Der er lang vej til min tillid" grinede han og rystede svagt på hovedet. Mange havde gennem tiden sagt til ham, at han måtte stole mere på folk. Men han havde aldrig rigtig stolet på andre end sig selv og nu, hvor han var frarøvet synet, var det langt sværere at have tillid til fremmede.
Hendes næste spørgsmål fik ham til at tænke. Havde verden været smuk da han havde kunnet se? Livet havde budt ham meget ondt da han var menneske, så egentlig havde det aldrig rigtig været et smukt syn. Han rynkede panden og strøg en hånd gennem sit hår.
"Jeg har altid nydt synet af havet.. Det var et smukt syn! Og blomster.. Men for det meste var livet barskt, jeg så folk dø i min omgangskreds, jeg så hvordan piger prostituerede sig selv for at overleve i det hårde bandemiljø.. Datidens New York var ikke noget smukt syn.." svarede han dystert og rettede hovedet ligeud. Han ville ikke se på hende, han ville ikke komme ind på sin fortid, ikke nu.
Efter en kort tid rettede han dog hovedet mod hende igen og rakte armen ud mod hende. "Skal vi gå?" spurgte han og sendte hende et kort smil.

Hun lyttede i lang tid på hans ord, uden at afbryde ham, det var der jo ingen grund til, han svarede udførligt på alle hans spørgsmål, med mere til, så hun fik et interessant indblik i en sikkert meget lille del af hans liv, men det var alligevel interessant, en viden hun elskede. Valentina nikkede til hans forslag om de skulle komme videre i teksten frem for at stå og snik snakke. Hun trak let i hans hånd og førte ham ned af stien, mens hun overvejede om hun virkelig skulle beskrive omgivelserne. Til sidst, efter et minutes tid, valgte han at mene at det nok ikke var det hun ville have, ellers måtte han sige det igen.
"Det er dét jeg mener ... synet af en illustration, du ser kun alt det negative, ligesom hvis jeg spørger dig om foreksempel; hvilke personer kan du godt lide. Så vil det være meget lettere for dig at fortælle hvad du ikke kan lide ved folk, det negative, det samme med synet." Hun var overrasket over hvor filosofisk hun var, men hun skubbede det væk, og lod sig ikke tænke videre over det, for det generede hende i bund og grund ikke, så hvorfor ikke bare lade det være sådan? Der fandtes jo ikke svar på alt i verden, selvom man nogle gange ville ønske det.
Valentina trak vejret dybt, og lod en hånd glide igennem håret, mens hun førte Caspian hen til en af disse kunstige søer der lå hist og her i parken. Søens mørke vand virkede næsten som olie, dog var det langt fra tykt nok, og de små blade der drev rundt på overfladen virkede lette og elegante, ikke på nogle måde tynget af olie, hvis det havde været det der var under dem.

//Beklager det korte svar.

//Hey

Beklager at måtte sige jeg sletter min karakter, men jeg opgir at have en kvindelig, jeg har haft en masse, og de har aldrig været et hit (for mig), så jeg bliver desværre nød til at lukke emnet, og sige tak for denne gang, men dejligt at skrive med dig, og nu jeg er i gang, så skal det da lige siges du skriver fantastisk, elsker din måde at skrive på som Caspian :) //