Abandoned, but far from empty... // Privat - Faith //

Sted: Metroen
Tid: 22:30
Vejr: Over jorden, var det koldt, dog ikke koldt nok til at lave sne, da det øsede ned.
Omgivelser: Der er kun ganske få mennesker i Metroens krid hvide hal, og det skarpe lys fra loftets lampe, lagde ethalvskarpt lys i denne afgang.

Metroen, var som oftest, helt tom. Ikke mange mennesker brugte metroen ved den tid om vinteren. Specielt ikke i disse kolde og mørke tider. Kun et par mænd havde bevæget sig derned, og dette nok ikke engang for at tage Metroen, nærmere bare for at komme i læ for det hårde regnvejr. Disse to gik ned bag i området, et godt stykke fra den mørke trappe, op til den dystre by, Terre.
En af de store lamper blinkede en enkelt gang, og en mørk skikkelse kom gående ud fra den ene Metro tunnel, og stoppede kort efter at have forladt dennes mørke, og kiggede op imod de to mænd. Personen havde en brun frakke på, lukket over brystet, grønne army jeans, og en mørke hætte over hovedet, som dækkede det meste af hans ansigt. Den smuleder kunne ses, havde en grå hud, og et sår, det så ganske slemt ud.
Der kom en lav knurrend fra denne person, og de to mænd kiggede ned imod personen. Dennes smil kunne nu ses i lyset, og da den kiggede op imod dem, blev dens malformede ansigt, og mat hvide, tomme øjne, stirede indædt op på mændene. Dens knurren forsvandt, med et højt hvæs, da et Metro tog kørte forbi, og kun en sort røg var tilbage der hvor manden havde stået. De to andre mænd grinede lidt til hindanen, og begyndte så at gå imod trappen.
Et højt og skingert skrig fra den ene mand kunne høres, helt ude på Terres gader over trappeopgangen. Blod sprøjtede ud på gulvet ved siden af den mand, der nu var i knæ. Den mærke skikkelse som var set før stod nu over ham, og hvæsede hissigt, og kiggede imod den anden mand. Han gispede, og frygten tog over, og han begyndte at spæne væk. Dette, behagede dog ikke Vladimir.. Som denne mørke skikkelse hed, der nu var dækket ned af sin hage, og ned over sin brystkasse af blod. Han stak fem lange klør ind i ryggen på manden på knæ foran ham, og kastede ham så efter den anden. Han ramte perfect, og den der stadigt var fuldt i live, skreg i angst. Vladimir smilede bredt, og begyndte nu at nærme sig mændene, med et stort bredt smil.

En skikkelse, af en kvinde kom hastende igennem regnen, håret lå slatten hen over hendes smalle statiske ansigt, med meget markante træk, i forhold til hvad kvinder typisk havde, smalt ansigt struktur, øjne så sorte som natten, i en lettere stor mandelformet form. Næsen som var smal, en smugle kroget, og opstopper. Ja, meget kunne man sige om denne kvinde, nogle ville se hende som smuk, andre ville måske se hende som anderledes, i forhold til mange i hendes race. Hendes hud var pail hvid, som havde sneen efterlad sig sine spor siden sidst. Højden på kvinden gjorde, at hun kunne se meget spinkel ud, hendes ben var tynde, og kunne efterhånden passe ned i en størrelse 28, hvilket gjorde hende en smugle ranglet at se på, men dette spejlede dog ikke af på hendes facon at gå på, eller nu at halv løbe på. Hun var utrolig elegant i sine bevægelser, som skulle man tro at det var en vampyr man havde med at gøre. Dette, var dog ikke længere en realitet, hun havde været en, halv engel halv vampyr, i hendes tidligere liv, som Faith Jável, den ynkelige kvinde, som slog sig tilbage af kærlighed, nej denne kvinde som kom gående igennem gaderne oven over jorden, havde forandret sig, lukket sig inde i de dybeste kamre for aldrig nogen sinde at komme ud igen. Denne krop, hun nu besad var skabt af selve helveds flammer, brugt af Lucifer, til at udgøre hans ordre. Nu stod der en høj dusør over hendes hoved, og hun måtte se sig over skulderen i frygt for at djævlende ville komme for at tage hende, trække hende tilbage til de evige flammer og skrig, fra folk som skulle tilbringe deres usle dom, i skærsilden.
Begge hænder gled hurtigt op i håret, og trak det tilbage, derefter samlet i en hestehale for at få fjerne det blodrøde hår som gik i vejen for hendes øjesyn. Hun måtte have fuld fornemmelse hvad der skete omkring hende, hvis der nu skulle ske noget uforudventet; Dette blev dog meget hurtigt bekræftet da et skrig kunne høres, ikke så langt fra hvor hun var. Hendes tempo blev forøget, og hendes hænder blev gjort klar til at gribe hendes special designet pistoler, som var blevet spændt fast om hver deres ben omkring låret. Hurtige skridt blev taget hen mod metroens nedgang, da det var hende kommet tydeligt for at det var her nede, at skriget var kommet, dette blev bekræftet af endnu et skrig. Med langsomme, og velovervejede skridt, begav hun sig ned af trappen, hendes fingre lukkede sig rundt om den ene pistol, og hun hæv den med præsession op, mens at langemanden gled af ren øvelse på aftrækkeren, efter at have afsikret den. Da hun kom ned for enden, mødte et forfærdeligt syn hende, en mand som slå på maven under en anden mand, der bløde voldsomt, hendes blik blev hurtigt rettet mod manden der stod ikke så langt der fra. Hendes pistol blev hurtigt hævet mod ham, dog gjorde hun intet yderligere, over at den ene mand nærmest trylede hende om hjælp, hvis det lå til hende, havde denne ynkelige mand sikkert fået det han havde fortjent, lige meget hvad der var sket.

Vladimir rynkede et bryn da en tredje duft ramte hans sanser. Denne var ikke menneskelig, det var tydeligt. Deres billige, nogen ville kalde det nemme, blod kunne altid gættes. Denne duft mindede slet ikke om det, denne mindede Vladimir om noget andet. En anden han havde mødt.. Ja stanken var ikke at tage fejl af, når man havde lugtet det nok. Det var en djævel der nærmede sig.. Han stoppede sin gang imod den tryglende mand, som var begyndt at kragle ud fra unde den døde, nu dækket i hans blod. Vladimir kiggede med sammenknebne øjne imod en kvindes føder da de bevægede sig ned af trappen, og mere af dennes krop kom til syne. En lav knurren kom fra Vladimir, som en truende og advarende arm imellem dem. Da denne kvinde nu var helt til syne, trak hun en pistol imod ham. En pistol? Vladimirs vrede begyndte allerede at vokse, og en hvæsen kom fra halsen, og ud forbi de hakkede og skæve tænder. Han ansigt var nu fuldt synligt, med alt dets gru. De mat hvide øjne stirede næsten indædene imod Faith, som var han allerede igang med at dræbe hende med sit blik. Dog fik dette Vladimir til at tænke.. Denne var den første der faktisk havde 'tænkt' sig om, inden den nærmede sig ham.. En sjælen inteligens i denne by, åbenbart.. Måske ville hende her være det vær at slås imod?
Efter nogen stilhed, var manden kommet ud fra under den anden, og cravlede forbi Faith, og bakkede så op af trapperne.
"D.. Det d.. Der.. M.. Må du selv klare..." Sagde han med en stammende stemme, vente sig, og begyndte at løbe op af trapperne. Vladimir fnøs en enkelt gang, og ønskede inerligt at han kunne dræbe ham lige nu... Kujon. Hans opmærksomhed veg dog ikke fra Faith. Hans undersøgende, og opserverende øjne, kiggede fra Faiths postil, til Faith, og så frem og tilbage. Han begyndte så langsomt at gå til den ene side, for at se hvad Faith ville gøre. Han holdt sin opmærksomhed på hendes pegefinger, så han kunne nå at forvandle sig hvis hun skulle vælge at skyde. Han ville se om Faith var kommet for a angribe og dræbe ham, eller bare for at se om hun kunne nå at rede nogen? Om faith måske var en vampyrjager, eller blot en... 'Heltinde'.. Selve ordet på hans tankebånd fik ham til at fnyse, imens han bælgede sine fingre nogen gange, så hans lange klør skar igenne luften.

Selve hendes skikkelse stod fuldstændig stille, hun bevægede sig ikke, gjorde intet. Stod der bare. En dyb indånding blev taget, og brystkassen bevægede sig langsomt op af, og så igen ned ad, ingen anden bevægelse blev vist, hendes fuldstændige passive opførelse, blev også ved trods denne vampyrs, hvis man overhoved kunne sige det var det, knurren og væsen af hende. Dog, et lille smil krydsede sig hen over hendes læber, og fiste det kridhvide tandsæt, med spidse kanter, jo, hun var så vidt hun viste, lige så gode til at flænse kød, som hans var.
Hendes kølige ravne sorte øjne, ledte ned mod manden som var ved at komme væk fra dens nu døde artsfælle, hvor hun dog afskyede mennesker, de var en pest i hendes øjne, en pest der burde udryddes, dog ville hun lade ham gå, men så.. Hendes greb omkring pistolen blev strammet da hun hørte mandens ord, uden tøven, vente hun sin arm, mens blikket stadig var stift rettet mod væsenet foran hende, trak pegefingeren tilbage.. og skudet lød. Dette måtte vise sig at være perfekt ramt i mandens baghoved, da liget af mennesket, langsomt trillede ned af trappens trin, og lagde sig ikke langt fra hendes fødder, hvor at blodet langsomt flød rundt omkring hoved og lagde sig ud over hendes støvlers snude. Der efter blev skyderen drejet rundt en omgang, og placeret nede i hendes hylster, hvor efter at hendes sølvkniv blev fisket frem. Dette ville kræve mere end et blads styrke, men hun var ret sikker på at ingen kugler ville hjælpe her, og denne skabning, ville nok aldrig lade hende gå fredeligt, og hun var hellere ikke sikker på, at det var det hun havde lyst til, nej.. hun skulle nok komme ud, men hvordan, det ville tiden vise.

Vladimir rejste et øjnbryn af hendes reaktion, og stirede fortsat på Faith. Langsomt bredte der sig et smil over hans læber, og lave lyde, der kunne minde om en hæs og hostende latter, skar ud fra hans læber. Hans øjne trak langsomt over på det trilende lig, der endte ved hendes føder. Han fnøs en enkelt gang, og kiggede tilbage på Faith, imen han pegede på liget med en enkelt klo.
"Jeg håber.. Ikke.. Du har tænkt dig.. At lade ham.. Gå til spilde... Djævel.." Sagde han med et vrissende fnys. Dog havde han stadigt et smil på læberne. For en gangs skyld en, som bare gerne ville af med Vladimir. Ikke en der forsøgt at lege 'helt' eller 'heltine'.. Eller måske.. Ville hun bare gerne væk nu? Han rystede langsomt på hovedet af tanken, da det ikke betød noget for ham.. At gå frit, ville han ikke lade hende nu.. Hende her var interessant.. Hendes kolde ligegyldighed overfor menneskerne, men stadigt mod på at bekæmpe deres fjende? Ikke noget med, at ens fjendes fjende, er ens ven.. Nej.. Menneskende var tydeligtvis lige så meget hendes fjende, som han selv..
Vladimir hvæsee lavt, og gik en smule mere til siden, inden han spredte sine fingre ud, og lod klørne pege imod Faith, og han hvæsede hidsigt og truende, inden han rev ud imod Faith. Han var for langt til at kunne ramme, men det var heller ikke det han regnede med.. Det var blot en trussel.. Han smilede så bredt, og strak sine skuldre en smule, inden en lav puffene lyd kom, og en sort røg kom frem i stedet for Vladimir. Den sorte røg lavede et hak i den ene side, som om noget småt fløj ud af den. Dette kunne dog ikke ses. Faith, hvis hun havde gode sanser, vile kunne høre en meget lav flapren fra vinger, som fløj næsten lige forbi hende, og imod udgangen. Hvis at hun reagerede hurtigt, ville hun kunne begynde at løbe ud, hvis hun følte sig for truet i den lukkede Metro. Men det ville måske virke som om at Vladimir var på vej til at flygte, så der var nok ikke nogen grund til også selv at flygte? men dett var langt fra hans tanke. I stedet kom der en lignene røg skyg lidt længere oppe af trappen, og denne trådt Vladimir ud fra. Nu stod han imellem Faith, og hendes potentielle vej ud. Han smilede nu bredt igen, og lavede nogen bølger med fingerne, imens han gjorde sig klar. Nu havde han vor han ville have hende, så nu kunne hans leg begynde..

"jo.. jeg er vist blevet vegetar idag.." sagde hun kynisk, og fnyste lidt af vampyren der ikke stod så langt fra hende, men stadig tilpas, han burde for hendes skyld ikke komme en del tættere på. Faktisk, måtte han godt blive væk, lygten fra ham, var ikke til at tage fejl af, og hun måtte tage sig selv i, ikke at tage hendes hånd op og lægge den foran næsen, af væmmelse. Det var som om at en eller anden lige havde lagt en masse rådende lig ind i hele metroen, og lige oversprayet dem med en dårlig dufte lugt, som man brugte på toilettet i fissefornemme hjem. Hun rynkede en smugle på næsen, mens at hendes øjne blev smalle, et lille grin bannede sig vej igennem, da han rev efter hende, som eller anden gemen kat. Nej hende skræmte han altså ikke, han måtte finde på noget meget bedre end, dét der. Det var jo bare ynkeligt, hun havde det som om at det var et lille ben der stod foran hende, og prøvede så godt hun kunne at efterligne en eller anden ond mand man skulle være bange for. Tsk, hvor var det dog bare skuffende, og her havde hun troet at det ville være en værdig modstander, men så igen, man skulle aldrig dømme med det samme, han havde sikkert styrker inde i sig, som man skulle passe på, som man skulle tage vare før. Så hun ville hellere ikke dømme ham bare sådan, der lå altid mere gemt, og det kunne også være at dette bare var et nummer, bare var noget som han prøvede at forsøge at bilde hende ind, at han ikke kunne særlig meget. Men hvad, hun ville sikkert få nogle tæsk, hun var ikke i det bedste hjørne at kæmpe, det havde hun ikke været siden at selveste Lucifer havde haft finger i hende. Tænk at kunne kalde sig selv et yngel af hans. Op stået af hans vilje, igennem hans flammer, det var skandaløst og hun hadet tanken, hvor hun dog ønskede at hun aldrig havde sagt ja til livet igen, men det havde hun, og nu var det forbi at gøre noget ved det. "Tsk.." fnyste hun, og lod stillede sig i kamp position da han pludselig forsvandt. Hurtigt bevægede hun sig der over hvor han havde stået, hun havde ingen grund til at flygte nu, hun ville blive, blive og kæmpe til det sidste. Eller, måske lige til det sidste ,der hvor at hun var nød til at trække sig selv op af trappen.. men så igen. Her stod hun så, og gloede vampyren, der så ud til at varme op, ja, nu var det jo bare om at komme igennem dette så godt man nu kunne. Lad legene begynde.

Vladimir hvæsede lavt, og begyndte at gå ned af trappen imod Faith, med sine øjne knebet sammen. Han var ikke specielt begejstret for Faiths, mere eller mindre, flabede atittyde.. Man skulle næsten tro at hun undervuderede ham. Det håbede Vladimir ikke at hun gjorde, mest for han egen skyld, da han ikke havde specielt lyst til en gnistløs slåskamp, som ville ende brat, fordi at hun undervuderede ham, og endte ud med ikke at gætte et angreb fra ham... Men hvad.. Så var det vel blot en lille lækerbisken af en djævel, serveret på et sølvfad..
Vladimir kiggede kort på kniven, og kneb sine øjne en anelse sammen og snerrede lavt. Den var egentligt lang nok til at nå langt nok, til at nå ind til hans hjerte.. Og han var ikke udviklet nok, til at dette kun ville paralyzere ham. Så hun havde egentligt en chance. Godt.
Efter al den tænken, var Vladimir blevet restløs, og greb fat i metal gelæneret ved hans side, og rev til, og et langt stykke af dette, blev revet ud af vægen. Han satte så i løb ned af trappen, og kastede det lange stykke metal imod Faith, så det ville rammte hendes brystkasse, hvis ikke at hun dukkede sig, eller hoppede over. Han fortsatte dog imod hende, og hvis hun dukkede sig, gik han ned i knæ de sidste centimeter foran hende, og rev ud efter hende, hvis hun hoppede, ville han gøre det samme, og bruge sit momentum til at lave et drop kick imod hende, der formegentligt ville sende hende flyvende igennem luften.