Well, fuck ~Phillip Morrison~

Sted: Gågaden
Vejr: 20 c°, men rimeligt skyet og med regn på vej
Tid; 13:58
Omgivelser: Masser af mennesker og nogle væsner ind i mellem.

Det var en travl lørdag på gågaden, som altid på disse varme dage, og Lionel var en af de mange, som havde valgt at bruge dagen herude. Dog ikke helt af samme årsag, som så mange andre; de var ude for at bruge penge, mens han var ude for at tjene penge. Han var efterhånden blevet god til at dykke hænderne ned i tasker og lommer uden at blive opdaget, så dage som disse var perfekte. Folk var travle med at komme forbi hinanden, og de var ikke opmærksomme på hvad der skete omkring dem. Lionel var iført en hættetrøje uden ærmer, med en rød krabbe på ryggen, et par mørkegrå shorts, som nåede lidt under hans knæ, og nogle sorte løbesko. Han havde et mørkerødt halstørklæde om halsen, diverse armbånd om håndledende, i alle mulige farver og alle hans piercinger og øreringe sad hvor de plejede. Han havde fået taget ret mange penge på det korte stykke tid han havde været ude. Han havde rundt regnet samlet 40 euro sammen allerede, hvilket han var godt tilfreds med.

Men desværre var det her ikke en af de gode dage. En betjent rendte bare rundt, egentlig ikke ved at gøre sit job, da han tilfældigvis fik øje på Lionel tage en pung op af tasken hos en kvinde, og begynde at kigge lidt i den. "Hov, dig der!" blev der råbt. Lionel så straks op, og kvinden han havde været ved at stjæle fra, vendte sig 180 grader og så nu direkte på ham. Før hun fik set ordenligt på ham, nåede han dog at trække sit halstørklæde op over sin næse, så det kun var hans øjne hun kunne se. Derefter satte han af og begyndte at løbe gennem menneskemængden. Folk var ikke så hurtige, så han fik skubbet sig forbi dem, hvis de endelig stod i vejen.

Det var ikke første gang at Lionel var blevet taget midt i gerningen. Nej, han havde levet sådan her i mange år, så han vidste godt hvordan man kom væk fra politiet. Han sørgede for at løbe i zigzag bevægelser igennem mængden af mennesker, velvidende om at chancen for at betjenten kunne følge med var minimal. Det var en af de mange grunde til at Lionel var lykkelig over det dyr han havde fået tildelt ved fødslen. Han kunne sprinte hurtigere end det normale menneske, og havde let ved at lave akrobatiske tricks for at komme uden om sine forhindringer. Han fortsatte ligeud igennem gågaden, da han pludselig fik øje på endnu et par betjente ude af sin øjenkrog.

Det virkede som alle andre dage i Terre’s gader, med så mange mennesker som skulle fra det ene sted til det andet. Hvis man kiggede rundt på menneskeøjne, så var der ikke en eneste lille overnaturlig ting at se. Det var først når man kiggede ordenligt efter, og faktisk søgte efter overnaturlige ting. En langlåret blond skønhed, som ligefrem kæmpede for at skjule de spidse øre som hun havde bag håret. Det var ikke sådan en ting som man ville lægge mærke til med det samme, og de fleste ville nok bare mene at hun havde flyveøre, hvis de endelig lag mærke til det. Regnen som var på vej mod gaderne, holde ikke ligefrem mennesker væk fra at nå de forskellige ting.

Sådan havde Phillip det, også selv om denne menneske fyr ikke havde noget at nå. Han havde en fridag fra arbejdet på caféen, og havde besluttet sig for at gå en tur i stedet. Det gav da heller ingen mening, at blive siddende inde i sin lejlighed og bare kunne stirre ud af vinduet. Han havde et par mørkegrå jeans på og en sort skjorte som hang ud over bukserne, og hvor den første knap var åben og afslørede svagt huden fra hans brystkasse. Udover havde han sin trofaste læderjakke, som man ikke ofte så ham uden. Det mørke hår som han havde på hovedet, var sat op i en elastik og afslørede de barberede sider og nakke, som han havde.

Han rettede lidt på sin jakke, som han kiggede rundt på de stressede mennesker som gik frem og tilbage mellem hinanden. Hans opmærksomhed blev som fanget, når han hørte lyden fra en mand som råbte op. Det tog ikke længe før synet af politimanden kom frem, og hans opmærksomhed blev fanget af drengen som løb lige forbi ham. Det var som om han var væk inden han fulgte ham med sine øjne, han fik dog set nok af at se at drengen var i knippe. De fleste forsatte jo bare med hvad de end var i gang med, men Phillip kunne ikke få sig selv til det. Den nysgerrig følelse inde i ham og ikke mindst den brændende følelse, som ønskede at hjælpe denne dreng så meget han kunne.
Han fik ikke engang tænkt særlig længe over det, før han havde sat i løb efter drengen og kunne se hvordan politimanden kom løbende efter ham. Han måtte hele tiden knibe øjnene sammen, for at finde drengen ingen som løb langt foran ham. Det var dog nok til, at han kunne regne ud at det var ham ved den hurtige bevægelse som forgik foran ham. Han viste ikke hvorfor han gjorde det, hvorfor blande sig ind med politiet? Men han kunne ikke stoppe sig selv, og løb bare så hurtigt han kunne efter ham.

Som jagten fortsatte, og nogle få betjente oveni blev synlige for Lionel, begyndte irritationen at vokse i ham. Kunne de ikke bare droppe det, indse at de ikke bare kunne fange ham uden videre, og så komme videre? Det var jo pinligt for dem at lade så mange folk se dem, uden den mindste kontrol over situationen. Lionel blev næsten flov på deres vejne. Folk så efter ham, men ingen greb ud efter ham, da han var forbi dem før de kunne nå at reagere. De gloede bare underligt i hans retning, hvorefter nogle betjente ville suse forbi dem på samme måde, og først der indså de hvad der foregik. Nogle af dem virkede til at overveje om de skulle løbe efter ham, men på det tidspunkt kunne de knapt nok se ham i menneskemængden.

Tyven fortsatte lige ud, for at få lidt mere afstand mellem ham og betjentene, og begyndte at lede dem imod mindre befolkede områder af Terre. Han kendte byen bedre end sin egen bukselomme, og vidste godt hvor han kunne komme væk fra dem. Men hansans ben begyndte at gøre ondt, da han havde sprintet afsted i et godt stykke tid, og han var nødsaget til at sætte farten ned. Han vendte hovedet og så betjentene hale ind på ham.
I et febrilsk forsøg på at skræmme dem væk, drejede han om et hjørne ind i en blindgyde, så de ikke kunne se ham før de nåede derhen. Pungen, som han indtil nu havde holdt godt fast i, blev smidt ind i hjørnet, inden han forvandlede sig. Hvor han før havde stået, var der nu en konge gepard, et pragteksemplar på en jæger. Han vendte sig mod indgangen til gyden og satte sig. Hans plettede hale vippede tålmodigt frem og tilbage, men trods hans rolige ydre, var han ved at gå til i panik og vrede.

Endelig nåede de ham. Hans smaragdgrønne øjne mødte kedelige gråblå og brune øjne, og på trods af at han var et dyr, kunne man næsten se hans hånende smil. Betjentene var mundlamme, ude af stand til at forstå hvad der foregik, frosset fast til stedet. Han vidste godt at han måtte være et skræmmende syn, da geparder næppe var noget de så i omegnen særligt tit. Dovent rejte Lionel sig op og nærmede sig roligt de to betjente, som havde formået at følge med. Deres hjerteslag hamrede i hans ører og det gejlede ham blot mere op. De kridhvide tænder blev blottede, men han var påpasselig med ikke at lade så meget som en eneste lyd slippe ud mellem hans tænder. Selvom geparder kunne se farlige ud, lød de ikke farlige, og hvis han kom til at pippe når de troede at han ville knurre, ville det være en kamp tabt på forhånd. Derfor begyndte han hurtigere at komme tættere på, en brummen i hans bryst, den eneste lyd, som forlod ham. Hans pote fløj ud, og klørerne ramte den ene betjents bryst. Så snart som det var sket, stak de af. Adrenalinen pumpede rundt i luften, hvor de før havde stået og han fulgte den samme vej roligt, så han kunne se dem løbe hurtigt væk.
Det var blot endnu en dag i Lionel’s forvrængede verden.

Hvad var det lige at han havde gang i? hvad kom det endelig ham ved at denne dreng blev efterfulgt af politiet. Det var jo nok i sidste ende hans egen skyld, hvis politiet ende med at fange ham. Han kunne dog ikke lade det ligge, og måtte bare hjælpe denne dreng så meget som han nu kunne. Denne dreng løb bare så utroligt hurtigt, nok havde Phillip god kondi og gik endda til et par sporte og dog havde han det svært nok med at holde tempoet med denne dreng. Mængden af mennesker blev mindre jo længere væk de kom fra gå gaden. Det gjorde det også lettere at se hvor denne dreng løb hen, også selv om det også gjorde det lettere for politiet at også at se det.
Han fik dog lige set at han løb ned af en gyde, og kort tid efterfuldt af politiet. Han fulgte bare efter og var tæt på at løbe ind i en af politi mændene, som ligefrem flygtede væk fra gyden. Han så kort undrende efter ham, i det han fik øje på at den ene politimand bløde kraftigt fra brystkassen. Han vende sit blik mod gyden og mørket, som de høje huse gav fra sig. Hvad var det som havde gjort politiet så bange? At de ligefrem opgav jagten på drengen, og flygtede fra stedet som små kujoner. Det tog ikke længe før han fik øje på en...... gepard. Hans øjne blev så store som de overhovedet kunne blive, og han gik langsomt et par skridt tilbage. Hvad fanden lavede den der? Og hvorfor flygtede politiet bare fra den og efterlod hjælpeløse mennesker på gaden, med det der dyr?
Han viste ikke engang hvad han skulle stille op, skulle han løbe væk eller skulle han blive stående? Han ville jo helst ikke virke truende og risikere at dyret angreb ham ”rolig” hviskede han flere gange, og gik et par til skridt tilbage der fra.

//undskyld længden//

Lionel strakte sig dovent, egentlig ret ligeglad med hvordan han så ud med blod på sin ene pote. Han gad sjældent at tage sig af den slags, når han var i denne skikkelse. Nej, det kunne vente til at han var tilbage i sin menneskeform, hvilket nok blev snart. Selvom det var sjovt at skræmme folk væk, var det ikke særligt praktisk hvis det nåede ud i medierne at flere folk havde set en gepard tulle rundt i Terre. Det kunne faktisk være hylende morsomt, når nu han tænkte over det. Men nej, det måtte blive hvis han af en eller anden grund tog ud af landet, midlertidigt, at han så kunne skabe uro på den måde. Det virkede som en god ting at putte på listen af ting han ville nå inden han døde.

Han havde været fanget i sine tanker, at han ret sent opfattede at der var kommet en person, som havde set ham. Hvis en gepard kunne smile skrævt, var det hvad Lionel kunne gøre lige nu. Dog, som det vennelige væsen han var, gik han rolig ud af gyden, så han kunne se hvem det var, som havde set ham. Han blev næsten skuffet, da det ’bare’ var et menneske, som han var stødt ind i. Han sukkede dybt, inden han skiftede form uden videre. Han havde aldrig haft respekt for reglen om ikke at vise sig på den måde for mennesker, så det generede ham ikke at vise hvad han var.

”Hey” sagde han bare, som om at intet var hændt. Et skævt smil nåede hans sprukne læber, mens han flyttede vægten over på sin ene fod, og stak sine hænder i lommen på sin trøje. Nu afventede han bare menneskets reaktion. Måske ville han gøre noget andet end at løbe skrigende derfra? Det kunne være morsomt at se hvad han kunne finde på, når hans hjerne altså forstod den information, som nu var givet den; at et dyr lige havde forvandlet sig til et menneske foran snuden på ham.

//Shh, længden er perfekt//

Phillip havde aldrig nogensinde set en gepard, eller jo et par gange i fjernsynet.. men aldrig sådan rigtigt. Han havde aldrig været en af dem som gik i zoologisk have, aldrig været en af dem som så det sjove ved dyr der var fanget? Også havde han altid givet det at han ikke havde nogle børn skylden, og derfor ikke havde en grund til at gå der hen for at glo på triste dyr.
Selv om han ikke viste særlig meget om dyr, så var det ikke ligefrem fordi han skulle tænke for at finde ud af hvilket dyr det der. Så længe det havde skarpe tænder og klør, så viste han at man skulle passe på ikke at gøre noget dumt.
Han gik langsomt tilbage jo tættere den kom på ham, mens hans hjerte begynde at hamre inde i ham. Som så mange andre, så var han sikker på at han var for ung til at dø. Det var jo næsten som om han så døden ind i øjnene, og kunne ikke gøre andet end at håbe på at han ville overleve det.
Det var som om hele verden var gået i stå, og det eneste som bevægede sig var ham og geparden foran ham.
Han gik dog helt i chok når dyret forvandlede sig om til den dreng, som han havde løbet efter for at hjælpe. Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne, og rystede flere gange på hovedet. Var han virkelig blevet skør i det? Det var næsten ligefrem fordi han ville sende sig selv hel på den lukkede, blot fordi han troet at han selv var blevet skør. Hvor mange sindssyg mennesker? Viste at de var sindssyg i det?
Han stod bare i flere minutter og kiggede på drengen foran sig ”hej?” sagde han med sin svenske accent, og kløede sig lidt i nakken imens.
Hvis han nogensinde havde haft lyst til at flygte og gemme sig langt væk, så var det i det øjeblik. Han havde ikke engang lyst til at kommentere på hvad han lige havde set, bange for at drengen også ville mene at han var sindssyg og han bare havde set syner.