Shaken not stirred - Phillip Morrison

TID Omkring midnat. Tiden hvor tingene sker.
STED Salles de Banquets, Terre (diskoteket).
VEJR En kølig vind hersker i Terre's denne ellers så stjerneklare, skyfrie aften.  
OMGIVELSER Foruden Raquelle, en masse mennesker og nogle væsener, der er ude for at feste.
STARRING ~ Phillip Morrison og Raquelle.

Det var en af de der få dage, som Phillip havde fri fra sit arbejde som tjener på den café, som havde endt med at tage største delen af hans liv. Det var ikke fordi han var flyttet til Frankrig, for at blive en eller anden tjener som ikke kunne komme videre i sit liv. Han var jo taget der hen for at følge sin drøm, men det så ud til at den var blevet lagt på hylden. Der var jo så mange andre vigtige ting i sit liv, som det at jage de forbandede væsner som levede omkring ham.
Han kunne ikke holde tanken ud, at sådan nogle misfostre gik rundt blandt ham. Han skulle ikke ende med at dø, pågrund af at han var som alle andre mennesker, som ikke så disse væsner. Han ville heller dø ved at jagte dem, dræbe så mange af dem som han overhovedet kunne.
Selv om han havde mødt mange væsner på det sidste, nogle mere overraskende end andre. Så var der ingen som havde ændret hans synsvinkel på dem, som om de overhovedet skulle få lov til det.
Han havde denne aften taget hen til diskoteket, blot for at se om hans syns var blevet bedre. Til at finde ud af hvem der var et væsen, og hvem der ikke var det. Han havde brugt det meste af aftenen, i et hjørne for sig selv og bare sidde og stirre ud på alle de unge mennesker og ikke mindst væsner.
Der var flere af de unge mennesker, som han havde udpeget for at være vampyr og en der var elver. Det var svære med nogle af de andre væsner, at regne ud om nogle af dem var en af dem eller ikke.
Han havde en øl på bordet foran sig, som han flere gange tog en lille slurk af. Det var ikke fordi han hælde den ned, som han ellers plejede at gøre. Han var der ikke for at blive fuld, men alligevel kunne han ikke holde sig tilbage fra at drikke blot en lille smugle.
Han så flere af de mandelige blikke lande mod indgangen, og kunne ikke lade være med at følge deres blikke. Det var dog svært at se for alle de mennesker som endelig var der, men et enkelt glimt af hendes ansigt. Så skulle han ikke bruge mere, for at regne ud af hvem det endelig var ”Requelle?” mumlede han for sig selv, før han prøvede at tvinge sit blik væk fra hende.
Hvad fanden lavede hun der? Han havde jo ikke set hende i mange år, og endelig troet han ikke at han nogensinde ville få hende at se igen.
Hans blik tvang sig tilbage på hende, før han langsomt rejste sig op og tog sin øl. Det var da forkert at prøve på at undgå hende, som en eller anden teenager.
Han gik langsomt op mod hende, og tvang et svagt smil frem på sine læber ”Bonsoir Requelle..” sagde han med sin svenske accent, som han satte sin øl ned på disken ved siden af hende.

Hele kombinationen af musik, alkohol og dans var af fascination for Raquelle. Siden sin menneskelige ungdom havde Raquelle en forkærlighed for det vilde, det nye og det musikalske. Aldrig havde hun selv været god til at spille på instrumenter, men hun nød godt af at lytte til det. Som et barn af de brølende 1920’ere var den vilde jazz og swing godt gemt i hofterne. Moderne dans faldt hende ikke naturligt ind, hvis hun kunne tilpasse sin swing ind i den moderne musikalske verden. Generelt var Raquelle en del af dem, der holdt af at danse til fester. Forskellen fra den menneskelige passion til den vampyrlige var, at dansen nu var blevet et lokkemiddel.
Blikket løb hurtigt over de mange, tilsyneladende ved første øjekast, ukendte ansigter. Der var så mange liv at vælge imellem, hvis Raquelle skulle have sig blot en smule sjov aften. Hun var grænsesøgende og ”legesyg” af natur, hvilket hun gav sin tidlige ungdom skylden for. Tænkte hun tilbage, var det alt andet end en stille tilværelse, hun havde haft. Der måtte gerne være fart og spænding, hvis hun skulle leve for evigt.
Skønt det ville have været bedre, at det var duften, der gjorde Raquelle bevidst om en velkendt skikkelse, så var sandheden en anden. Lyden af en øl, der med bevidst hånd blev sat på bardisken ved siden af hende, fik hende til at springe forskrækket et halvt skridt fra bardisken. Hun blev aldrig en fan af chok, når hun selv havde forøgede sanser. Den velkendte stemme nåede hendes øregang inden, hun vendte sig om. Og der stod han. Phillip Morrison. En af de få menneskelige skikkelser, hun ikke havde formået at glemme. Et fornøjet smil snoede sig om de fyldige, rosa læber ved synet.
”Bonsoir Phillip!” Stemmen bar en tyk fransk accent med en snert af britisk. Skønt Raquelle ikke havde boet mange år i Frankrig, så havde hun utrolige sprogøre. Blot for at understrege det fornøjede møde, så nejede hun let og elegant. Med en rolig hånd svang hun glasset med drinken rundt i små cirkler, hvilket fik den klare væske til at slikke sig op ad glassets kanter. Den sofistikerede bevægelse satte prikken over i’et på den fine og fjerne skikkelse, Raquelle af udseende kunne forekomme at ligne.
”Længe siden, Phillip! Hvad laver du i Frankrig?” Det var først i dette øjeblik, at det gik op for Raquelle, at han ikke var et normalt syn et sted som Terre. Phillip og Raquelles flirt var ganske vist længe siden, men hun vidste da, at han ikke var franskmand. Selv den svenske accent pegede imod, at hun måtte have mødt ham i Sverige. Dog kunne hun ikke huske det. - ”Og hvor længe har du været i Frankrig efterhånden?” Det næste spørgsmål overfaldt næsten de tidligere spørgsmål, der var blevet stillet en lille kort pause forinden. Langsomt lagde Raquelle sit hoved på skrå, hvilket fik det bølgede, rødbrune hår til at danse over den højre skulder.

Phillip kunne ikke huske hvornår han sidst havde set hende, men nok viste han at han havde håbet at han aldrig ville se hende igen. Det havde jo bare været en dum fejl i mange år, at have den flirt sammen med hende.
Hans eks forlovede havde bestemt ikke været særlig glad for det, at en kvinde kunne få så meget opmærksomhed fra Phillip som han havde givet til Raquelle, ikke engang hun havde fået så meget opmærksomhed fra ham igennem flere år.
Måske havde det hele bare været en dum fejl, men nu stod hun der foran ham atter igen. Det var heller ikke fordi hun så en dag ældre ud, lignede sig selv fra den første aften han havde lagt sine øjne på hende.
Han lag ikke engang mærke til at hun hoppede et skridt tilbage, han var jo næsten ligefrem forsvundet tilbage i tiden.
Han rystede kort på hovedet, for at komme tilbage til virkeligheden. Hendes ord vækkede ham ligefrem op, og smilet kom atter igen tilbage på hans læber ”jeg er flyttede her til” sagde han med en blanding af engelsk og fransk, og kæmpede lidt for at huske hvad de forskellige ord hen på fransk ”åh…” sagde han lidt tænkende ”et par uger” sagde han og tog sin øl op i hånden, og tog en lille tår af den ”hvad med dig?” spurgte han om, mens han satte den tilbage på disken igen.

//undskyld kort svar//

Helt af vane var der mange ting, Raquelle af natur ikke kunne slippe. Et af dem var, at hun altid forholdt sig overfor mennesker, som var de alle bytte for hende; For Raquelle var bytte nogle, man i første omgang skulle have tillid fra, hvis man skulle lokke dem væk fra den større forsamling af mennesker eller andre væsner. Phillip var ikke nogen undtagelse. Et næsten forførende smil trak i den ene mundvige.
"Det var da ikke så længe, du har været i Frankrig, så.." Kommenterede Raquelle med et tonefald, der var tilsvarende smilet. Stemmen var blød, elegant og nem at synke videre ind i. "Har du så fået oplevet de mange spændende områder og steder her i nærheden?" Der lå næsten en indirekte hentydning i stemmen, der nærmest foreslog Raquelle skulle vise ham rundt.
"Åh, mig? Jeg har altid rejst meget. Jeg drømmer om at se så meget af verden som muligt. Være der hvor tingene sker.." Der var næsten en drømmende tone i stemmen denne gang, alt imens Raquelle sank i smule ind i egne tanker. I så ungdom som rigmandsdatter i sine menneskelige dage var hun hurtigt draget til USA, da der var begyndt at vokse en ny form for musik frem. Jazzens tid var vokset hurtigt, og snart var det de brølende 1920'ere, hvor der var fest og glade dage. Det var Raquelles vilde ungdom.
"Stedet har alt det, jeg behøver. Mad, fester, selskab og morskab." Tilføjede Raquelle, der mest et fornøjet grin rystede på hovedet. Hun kunne ikke slippe morskaben over sin egen tydelige hentydning til blod som mad, hvis blot man kendte til hendes race.
Med sine tågede grå øjne hvilende på Phillip lod hun tankerne løbe lidt løbsk. Han var et af de få mennesker, der af en eller anden mærkværdig grund havde fascineret hende allermest. Han havde et eller andet over sig, der i Sverige havde tiltrukket hende sin opmærksomhed. Når hun lod sine øjne hvile på ham, samt den vidunderligt lækre duft af blod overvælde hende, så forekom én ting hende underligt; Hvorfor havde hun dog ikke, dengang for nogle år siden, ikke sat sine tænder i halsen på ham for at smage hans blod? Raquelle ville lyve, hvis hun påstod, at lysten til det ikke kom nu. Den var snarere næsten alt for overvældende, hvilket gjorde, at hendes spidse tænder skreg på at blive vist frem...

Det kunne godt være at han ikke havde været i Frankrig i særlig langtid, men han var allerede begyndt at fortryde det. Efter han havde fundet ud af at der fandtes væsner, kunne hans hoved bare ikke stå stille i det. Det var som om det bare sprang rundt med bekymringer der inde, han havde jo ikke lyst til at ende som et eller andet lig i en gyde. Det var der nok ingen der havde lyst til, men så mange der gjorde. Det var også som om politiet var fuldkommen ligeglad med det hele, siden de ikke engang havde fundet nogle af morderne.
Han rystede kort på hovedet ”nej det har jeg ikke” svarede han og sende hende et charmerende smil, også selv om han virkelig ikke mente at hun fortjente det. Han havde jo bare mest af at bare lyst til at gå, men hans fødder var som limet fast til gulvet ”ikke andet end hvor skraldespandende i vores baggård ligger” sagde han og havde jo brugt det meste af sin tid på arbejde, så at have fået set hele byen var ikke noget han havde fået gjort.
På sine fridage, brugte han jo det meste af tiden på at drikke eller træne til at dræbe.
Han nikkede kort, da han jo udmærket godt viste hvordan hun var på det punkt. Efter deres flirt, var hun jo ligefrem forsvundet ud i den blå luft. Det var nok også det bedste, siden hans eks forlovede hadet hende så grusomt. Det var heller ikke sikkert, at han kunne holde sine fingre fra hende.
Der kom en helt særlig følelse op i ham, en som han bestemt ikke havde mærket længe. Han følte sig næsten som en skoledreng, som stod der foran den smukkeste pigen nogensinde. Grinet på hendes læber, var jo næsten ikke til at stå for.
Han skulle lige til at byde hende på en drink, som de fleste andre mænd nok allerede ville have gjort. Når hans hånd helt automatisk placerede sig på hendes lår, som hørte den bare hjemme der.

Det var interessant at møde en person, man ellers havde regnet med, at man ikke ville se igen. Raquelle havde været en djævel dengang i Sverige. Det var ikke svært at være en djævel, men det var en kunst at bryde en forlovelse imellem to mennesker, der ellers syntes at være forelskede. Hun var stukket af hurtigt efter, havde ikke efterladt sig noget bag sig.
"Tjoh, baggårde er vel også et sted at stifte bekendtskab med.." Kom det fra hende med et let grin, inden hun trak let på skuldrene. Phillip havde altså kun været i Di Morga i ganske kort tid, så der var så mange spændende ting, han ikke havde oplevet endnu. Det var næsten en skam, at han ikke havde oplevet så meget endnu. Nattelivet i Terre var vildt, når vampyrerne valgte at sætte gang i festen. Diverse andre væsener havde denne samme evne. Det var noget, der skulle opleves.
Raquelle bemærkede det tydeligt. Hun havde især brugt de sidste 100 år på at få mænd i sit spind. Der var alle de små tegn at spore ved Phillip. Hans interesse det hun sagde, selv hvis de var ligegyldige, spåede hun til ville virke interessante. Med et dramatisk smil lod hun sine øjne for alvor studere ham. Han så stadig godt ud. Og endnu bedre endnu; Han havde en forrygende duft! Hvis hun fik lokket nogle flere drinks i ham, ville hun så kunne få sig en lille smagsprøve?
Med en overrasket mine over hans hånd på hendes lår, bundede hun hurtigt sin drink. Ikke desto mindre fandt det fornøjeligt, så hun lod ham have hånden der. Trods alt, mænd behøvede lidt sjov og kvindelig kontakt i livet. Hun skubbede glasset fra sig over bordet og så nu mere intenst på Phillip. "Kan jeg hjælpe med lidt morskab til aften? Jeg så, at du kom alene.." Raquelle lod det fornøjelige smil sno sig elegant om de blege, rosa læber. Med den ene hånd gav hun signal til en af bartenderne om, at hun ville bestille noget mere. Aftenen var jo først lige begyndt.

Phillip viste jo udmærket godt at det var en dum idé at blive der i nærheden af hende, hun havde jo været tæt på at ødelægge alt for ham en gang. Så hvorfor skulle hendes lyster ikke være der igen? Hun var jo en af de der kvinder som man ikke kunne stole på, en af de kvinder som var ligeglad med hvad de end efterlod. Han tvivlede på at hun havde forandret sig, som hun sad der og snakkede og fik hans opmærksomhed fuldt ud.
Det var dog ikke fordi han gav hende skylden for næsten at ødelægge alt den gang, han var jo lige så stor del af det. Måske havde det blot været et tegn på at han havde været med den forkerte kvinde, tegn som han ikke så da han kæmpede for at redde forholdet, som han alligevel ende med at forlade uden at se sig tilbage.
Han viste udmærket godt at hun nød dette øjeblik, hvor hun havde ham lige hvor hun ville. Det var heller ikke fordi han havde noget imod, så havde han nok kæmpede lidt mere imod det.
Han bøjede sig roligt, lidt tættere på hendes ansigt og holde smilet på sine læber ”jeg har ikke brug for hjælp til lidt morskab i aften, kan skam godt finde andet end dig” sagde han med en lidt provokerende stemme, og hævede sit ene øjebryn imens. Hun skulle da ikke tro alt for meget, med den allerede selvtillid som nok lå hele vejen oppe i skyerne.