En kur mod dæmoner

Tid: Sen eftermiddag, 4-5tiden
Sted: Terre: byen, altså omkring butikkerne
Vejr: Køligt, omkring 10 grader. Solen dukker skiftevist frem mellem flokke af skyer
Omgivelser: Mennesker/væsener på gaden

Will havde aldrig troet, han skulle opleve at være paranoid. I sit liv - som var alt for kort i forhold til dæmonår - havde han allerede oplevet, hvad han opfattede som alverdens ting. Det var åbenbart ikke nok, at han havde haft et par sindssyge og hævngerrige isdæmoner konstant åndende i nakken de sidste par år, hvilket havde resulteret i en hård kamp for at genvinde et nogenlunde fredeligt liv. Et liv, som forventeligt skulle give ham alle klør fem tilbage og tillade ham at drikke sin morgenkaffe i ro og mag og måske få lidt styr på, hvad der i hans liv ellers hang og dinglede. At håbe var dog aldrig nok, og virkeligheden blev ved med at trække Will smertefuldt i hårene, for på trods af alt havde Will aldrig regnet med, at finde sig selv fare sammen ved synet af hans egen skygge eller tage de mest sikre og befolkede ruter om aftenen som en lille tøsedreng, hvor han førhen intet problem havde med at færdes de mest dunkle steder. Og tænk at et badeforhæng kunne virke så skræmmende.
Det var dog vigtigt at pointere (og det sørgede Will at gøre over for sig selv hver aften inden han faldt i søvn), at livet ikke altid havde været så svært. Ja, faktisk havde det kun være sådan i kun lidt over to uger, men Will følte, at tidsperioden var langt længere end det, og han mente herved, at der var god grund til at være paranoid.
Han forstod stadig ikke, hvad der var så interessant ved ham, siden alle former og arter inden for dæmonracen besluttede sig for at ville stikke ham en hver gang, Will uheldigvis (og altid uvidende) befandt sig indenfor deres radius. Nogle gange var det ikke engang Will selv, som beklageligvis dukkede op på det forkerte sted og forkerte tidspunkt. Det føltes nærmest som om, han havde sit eget personlige tæskehold, som nød at forfølge og trygle ham på hvilket som helst tidspunkt, det passede dem.
Og det gik Will på nerverne!
Allerede inden for de sidste to dage var han allerede blevet overfaldt tre gange, og hvis det ikke lykkedes ham at dræbe væsenet første gang, ville det uden tvivl dukke op en gang til - som for eksempel når han var ved at spise morgenmad eller endda engang i badet. Det var længe siden, han havde opgivet forsøg på civiliserede samtaler, for der var ingen af dæmonerne som alligevel forstod hans sprog. Nogle var dumme og uintelligente som trolde, mens andre hvæsede og teede sig arrigt og hedt. Fælles for alle var, at ingen af dem var menneskelige på nogen måde.
Sammenfattet set var hver gang simpelthen en udmattende oplevelse, og hans nerver var konstant i yderste alarmberedskab.
Det var derfor, Will nu havde besluttet sig for at tage sagen i egen hånd. Han kunne simpelthen ikke leve på denne måde mere, og han var snart så desperat for en løsning, at han ville gøre hvad som helst for at kunne sove roligt om natten igen.
Terres offentlige gader havde sit sædvanlige mylder af folk. Det var sen eftermiddag, og menneskemængden var mange steder tykt, fordi det for mange havde ringet ind til fyraften. Will gik eftertænksomt med hænderne i lommerne, mens hans øjne varsomt undersøgte hver butik, han passerede. Hvis han huskede rigtigt skulle den butik, han ledte efter, ligge heromkring, og han havde ikke tænkt sig at give op, før han havde fundet den. Han skulle dog ikke lede særlig længe, viste det sig, for han fik i det samme øje på den. Will udstødte næsten en latter af lettelse, og han kunne allerede mærke håbet sig rejse som en bobbel i hans bryst, idet han næsten fløj på sine to ben hen til døren. Med et fast greb i håndtaget, trak han døren åben og trådte ind i butikken.
”Hallo …?”

Alyssa nød travlheden ved at folk fik fri, der var altid folk der skulle bruge noget helt specielt. Hendes mørkebrune hår sad i en høj hestehale, og de nøddebrune øjne var omkranset af en let make up. Hendes lysebrune hud virkede varm i forhold til den hvide skjorte hun havde på, de øverste knapper var åbne og en lang sort nederdel skjulte hendes ben. Om halsen havde hun en lille krystal, den skulle give hende held. Det sagde de i hvert fald, så det troede hun på.
Da han trådte ind stod hun og satte nogle tørrede øgleben på hylden. Hendes butik havde så meget forskelligt, tøj, sko, ting til forbandelser, salver, smykker, amuletter osv. Selvom butikken virkede dunkel, var det ikke for at skræmme folk væk. I virkeligheden kunne hun godt li der kom nogle nye folk til, og skulle bruge anderledes ting. For tiden var det dog blevet en smule stille. Klokken fra døren fangede hendes opmærksomhed og hun så langsomt hen imod den.
"Hej, kan jeg hjælpe dig med noget, eller kigger du bare?" spurgte hun smilende og satte de sidste glas på plads, inden hun vendte sig om imod ham. Alyssa var af natur meget glad for andre, og hun gjorde sit bedste for at gøre alle glade, selvom det ikke altid var så nemt. Hun ville bare gerne have at alle havde det godt, men det kom nok fra engle delen af hende.
Øjnene hvilede intenst på ham et øjeblik, inden hun bed sig en smule i læben. Han udstrålede tydeligt at han var usikker, og hun var næsten sikker på han var ude efter en form for hjælp. Hendes evne til at mærke andres sindsstemning og følelser, kunne til tider være irriterende. For det gjorde at hun dømte folk rigtigt hurtigt, inden de rigtigt noget at sige noget. Der var ikke andre kunder end ham lige nu, så hun havde mulighed for at hjælpe ham, uanset om han ville blive flere timer og se tingene, eller om han bare ville spørge om noget.
"Du kan være ganske rolig.. der er kun mig her" sagde hun efter en stund i tavshed. Han virkede så bekymret, så hun ville bare sørge for at han slappede en smule mere af. en spinkel hånd rakte ud og rettede lidt på en vase med sorte roser i. På nuværende tidspunkt kunne hun ikke helt bestemme sig for hvad han var. Ikke menneske, det var helt sikkert, og heller ikke vampyr, for så ville han se anderledes på hende.

Var det her nu det rigtige valg? Will nåede et øjeblik at have sine tvivl, da hans undersøgende blik gled rundt i butikken og skiftevist (og med stor skepsis) strejfede hver vare. En stor mistro havde efterhånden bredt sig i ham, og han rynkede fortrydeligt på næsen, da han indså sin fejl. For pokker, hvad i al verden havde han regnet med?! At en duft af hvidløg skulle kunne narre en ildspyende dæmon væk? Eller at et smykke med Yin og Yang skulle få samtlige uhyre til at rødme i genert taknemmelighed og dernæst erklære ham deres dybeste kærlighed, før de fløj væk på en lyserød sky af woodoo?
En panisk kriblen bredte sig efterhånden i alle hans lemmer. Det ville nok være bedst, besluttede han febrilsk, at komme væk, inden han skulle til at hænge på et eller andet dødssygt personale. Han skulle netop til at aktivere flugttilstand, da uheldet ramte, for Will var bestemt ingen heldig dæmon, og han krympede sig tydeligt, da en ung kvinde materialiserede sig bag disken. Han virrede lidt med nakken og lod blikket glide omkring i butikken efter en mulig flugtvej, som han kunne bruge som verbal undskyldning. Hans fordomme sagde ham, at de fleste clairvoianter og spådomskoner var bimse og krævende og sikkert ofte svøbt i massevis af farver og parfumer, og de påstod garanteret, at de var døbt i fuldmåne i en enhjørnings blod eller sådan noget fis - men forhåbentligt lette at forvirre. Han gned sig i nakken og lod sit blik vandre i butikken efter en mulig flugtvej, som kunne anvendes verbalt, men det var dog også i denne sammenhæng, at han rigtig fik kigget på ekspedienten, og hans vandrende øjne stoppede brat.
Hvis det skulle siges med et mildt udtryk, kunne det lige så godt gøres klart, at Wills ideelle billede af en spådomskone krakelerede lige så hurtigt, som det havde taget ham at beslutte sig for, at beslutningen om at se butikken var noget fis. Det var nu også vigtigt at pointere, at hans lille idë måske ikke havde været så ringe endda, og interessen steg støt, som han kiggede ind i hendes interessante øjne. Et langsomt smil bredte sig på Wills ansigt, da han vurderende lagde mærke til, hvor attraktiv denne spådomskone (og kunne hun virkelig være det? For hvilken clairvoriant så så godt ud!) egentlig var, og han ville med glæde gå med til at købe hvilken som helst grisehjerne, hun kunne finde på at tilbyde ham. Det gik op for ham, at hun havde talt til ham; adskillige ting, og at stilheden havde bredt sig som en steppebrand. Will ledte efter noget at sige og samlede mod.
”Hej.” Så snart ordene var ude af hans mund, havde Will lyst til at smække sig selv en. Hej? Virkelig? Af alle ting? Hvor lød hans stemme egentlig også dum, nu han tænkte over det. Han rømmede sig og gned sig nervøst på hagen. ”Øhm - øh, ja. Eller nej. Jeg mener - jeg kunne vist godt bruge lidt hjælp.” En nervøs latter labbede sig ud af ham, og han gav sig selv fem mere mentale spark bagi.
Modvilligt trak han sit blik fra kvinden og vandrede over mod et tøjstativ, som stod i nærheden, lod fingrene løbe gennem de forskellige lag af stof. ”Faktisk er jeg lidt på bar bund. Ser du, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg kigger efter, og … ” Ordene ebbede langsomt ud, da det gik op for ham, at han ubevidst havde fået fat i en farvestrålende kjole med store tryk af fårekyllinger på. Med et latterfnys lod han den falde tilbage på stativet igen, og den nyopdagede dumhed var nok til at kaste kold vand i blodet og trække fatningen i land. Han så på hende igen, og blikket var en kende mere roligt og yderst nysgerrigt.
”Jeg er på jagt efter noget, som kan afværge onde væsener. Er du tilfældigvis i besiddelse af sådan noget?”

Alyssa så tænkende på ham for en stund.  Han var åbenbart ude efter noget der kunne holde ondskab væk. Langsomt strøg hun en løs tot hår om bag øret, inden hun gik hen og tog en bog ned. Hun bladrede lidt i den mens hun gik og tænkte for sig selv. Hun ville gerne hjælpe ham, han virkede som om det gjaldt liv eller død. "Jeg kan ikke holde ondskaben væk fra dig.. Men jeg kan nok godt hjælpe dig til at vide hvor den er.. når den er tæt på.. Jeg skal have det hele af vide.. ellers kan jeg ikke gøre noget for dig" sagde hun forsigtigt og så ham i øjnene. Hun lukkede bogen, inden hun gik hen og drejede skiltet til lukket i butikken. Låste derefter døren, og tog ham med ud i rummet bagved.
Placerede ham på en stol og rakte ham forsigtigt en flaske vand. Det ville sikkert ikke være nemt for ham at fortælle hele sin historie til hende, men hun skulle kende den for at kunne lave en beskyttende amulet til ham. Forsigtigt bed hun sig i læben og satte sig overfor ham. Ville ikke have at der skete ham noget, selvom hun ikke kendte ham og ikke vidste om han selv havde været ude om at komme i problemer. Efter hendes mening fortjente ingen at være bange, eller dø.
"Ved at kende din historie, og vide hvem der følger efter dig, kan jeg skabe en amulet til dig. Den vil ikke beskytte dig mod ondt, men den vil advare dig hvis en person har i sinde at gøre dig ondt" sagde hun mildt og så ham i øjnene. Hun fandt en æske frem og åbnede den for ham, den var fuld af amuletter med forskellige krystaller og farver. "Så skal du også vælge sådan en her.. en amulet er helt personlig, og skal udvælges specielt af den der skal gå med den" sagde hun venligt og lod hovedet glide på skrå. Det virkede måske mærkeligt at hun gik op i sådan noget, at hun ville hjælpe fremmede uden nogen grund. Men det var jo derfor hun havde denne butik, fordi hun elskede at hjælpe andre. Måske det kunne skabe problemer, men det havde det ikke gjort endnu.
Usikker på hvilke problemer der ville komme frem i lyset nu, og måske han ikke en gang ville have hendes hjælp når det kom til stykket. Ikke alle var stærke nok til at fortælle sådanne ting, og så kunne hun bare ikke rigtigt hjælpe. "Jeg ved godt det kan være virkelig svært.. Så jeg plejer at bede om navnet på den jeg skal hjælpe, hvilket er dig. Jeg hedder Alyssa." sagde hun smilende og så ham stadig i øjnene. Det var efterhånden nemmere at ramme hans følelser, og især når han var tættere på hende. Han vær enten dæmon eller djævel, så meget kunne hun efterhånden mærke.

Will vippede nervøst frem og tilbage på sine hæle, mens kvinden bevægede sig rundt i butikken. Han nikkede ivrigt, da hun fortalte ham sin plan, men blikket blev en smule perplekst, da hun skiftede butikken til lukketid.
”Hva’ … ” Protesten rev sig automatisk løs, men blev kvalt af tvivlen. Skulle han sige noget? En kende modvilligt lod han sig trække med om i baglokalet, og de vildrede tanker kunne ikke lade være med at fare i retninger af, at hun kunne være en ondsindet dæmon, forklædt i en menneskelig skikkelse. Hvem kunne vide, om hendes rigtige sindstilstand og mål var at vende sig mod ham, nu da de var afskåret fra resten af verden? De tvivlsomme trækninger, som bølgede over hans ansigt, blev afløst af forundring, da hun ikke gjorde andet end at placere ham på en stol. Skulle hun mon til at læse hænder? Eller se ind i fremtiden? Han tog sig selv i uvilkårligt at spejde efter en spådomskugle, men da det blev tydeligt, at kvinden ikke ønskede andet end at snakke, fokuserede han på hende.
”Min historie,” mumlede han, og de mørke bryn trak sig kritisk sammen, mens han gumlede lidt på opfordringen. Alt i alt kunne det vel ikke skade at lukke lidt af baggrunden ud. Måske kendte han ikke denne kvinde; men indtil videre lod hun til at kende til sit fag, og hvis hun i sidste ende kunne give den hjælp, han ønskede …
Overvejelserne blev skubbet til side, da hun hev en mærkværdig æske frem. Drevet af nysgerrighed lænede han sig en smule frem over bordet og lod øjnene glide over de forskellige sten, for til sidst ikke at kunne han styre sig, og samlede en skrøbelig, blå sten - en safir? Diamant? - op. Hans læber tvistede let, og han lod tommefingeren gnide over den lille skønhed, holdt den helt op mod sine øjne, som i sammenligning, skinnede blåt om kap med stenen. Lampens skær reflekterede overfalden, og stenen dansede legefuldt i forskellige nuancer af blå, da han vrikkede lidt med hånden.
”Du mener som en lykkeamulet?” åndede han eftertænksomt. Tankerne var allerede drevet langt væk i en strøm af minder; over skove og bjerge og rettet mod en person, som netop også havde været i besiddelse af sådan en sten. En vampyr, en ven, en god ledsager … Will drev skarpt luft ind mellem tænderne og lod stenen dumpe tilbage i æsken, som om han havde brændt sig. En vag hovedrysten, og han rettede sit rystede blik mod kvinden.
”Hej, Alyssa,” sagde han åndeløst. ”Jeg hedder William.” Den ene mundvige begyndte at bevæge sig opad, og han gjorde en akavet bevægelse med hånden - måske for at byde et håndtryk -, men fortrød i sidste øjeblik. I stedet lod han albuerne støtte mod bordpladen og betragtede hende nærsomt.
”Svært?” En hæs kluklatter transformerede sig og hang et øjeblik som en bristende bobbel imellem dem. ”Det tror jeg ikke. Jeg tror snarere, jeg kun opnår at blive irriteret ved at tænke over det. Alyssa, sig mig en ting … ” Han sænkede blikket, mens de forskellige muligheder strøg gennem tankerne; nogle blev slukket, andre blev bragt frem i lyset. Da han så på hende igen, var blikket forsigtigt. ”Er du … jeg ved næsten ikke hvordan, jeg skal spørge uden at det lyder dumt … er du et normalt menneske?”
Pointen var egentlig blot at finde ud af, om hun kunne betegnes som menneske eller overnaturlig, og derved kunne ses som medlem af den magiske underverden. Han kunne jo ikke sidde og betro sin uvirkelige rejse til en, som slet ikke måtte vide noget om denne verden i forvejen.

Alyssa så smilende på ham og bemærkede skam godt at han ikke var videre glad for at følge med hende ud i baglokalet. Hans usikkerhed kunne stadig spores, sikkert ikke af andre end hende fordi hun kunne det hun kunne. Let bed hun sig i læben og lod hovedet glide på skrå af ham, som han sad og betragtede de halskæder hun viste ham fra æsken. Lod ham vælge i stilhed, for det var vigtigt at han gjorde det, uden at hun pressede ham til et valg, ellers ville den på igen måde hjælpe ham.
Da han tog den blå op smilte hun lidt og nikkede for sig selv. Han navn gjorde det nu også muligt for hende at vide hvad han var. "Det er en perfekt sten til en vanddæmon.." Svarede hun og nikkede lidt for sig selv over hans valg. Mange ville finde hende skræmmende, eller tro hun bare var en eller anden spåkone der af og til faktisk ramte plet med de ting hun sagde, men det var ikke tilfældet. Hendes evne var af og til et rent helvede at have og hun kunne hade den langt væk, andre gange var den ganske praktisk også ville hun ikke undvære den for noget. Som de sad her overfor hinanden og han nu sad med stenen foran sig, virkede han til at tænke. Alyssa kunne næsten se hvordan hans tanker bar ham væk, og hun tog sig selv i at ønske hun vidste hvad han min tænkte på. Sikkert en god dag.. Måske et godt tidspunkt i hans liv. I hvert fald virkede han faktisk gladere efter det.
De brune øjne hvilede nysgerrigt på ham som han stilte sit spørgsmål. Måske han gerne ville vide lidt om hende, før han bare kastede sig ud i at fortælle sin egen historie og det forstod hun godt. Det var ikke hver dag man bare gik ind til en fremmed og fortalte hele sin livs histore, hvad man frygtede og hvorfor man egentlig overhovedet var i hendes butik. Blidt trak hun på skuldrene af hans ord og tog en tår af set glas vand hun havde stående foran sig. Der skete jo ikke noget ved at fortælle ham en smule, måske det kunne gøre ham mere rolig omkring hende, når han opdagede at hun slet ikke var så farlig som han kunne gå og tro hun var. For farlig var nok noget af det sidste hun var.
"Neij.. Jeg er ikke menneske.. Jeg er engel og dæmon.. Halvt af hver.. Min hukommelse af fuld af sorte huller som jeg ikke kan forklare og sikkert heller ikke får en forklaring på. Jeg kan huske da jeg kom til byen, men alt før det er nærmest væk. Min ene evne er at jeg kan.. Hm.. Føle det andre føler. Jo mere jeg kender dem, desto mere vil jeg reagere som dem. En ven der bliver skudt vil resultere i samme skade hos mig.. Det skal være en jeg stoler på.. Men det gør at jeg kan hjælpe andre, så som dig" svarede hun smilende og tænkte kort tilbage på den første dag i byen. En skarp smerte havde pludselig bredt sig i hendes ene fod, og det havde været fordi en i en restaurant havde tabt en kniv over foden. Hos hende blødte det ikke, gjorde bare en smule ondt. "Min dæmon del ved jeg ikke så meget om endnu.. Jeg ved ikk om jeg har evner fra den side" fortsatte hun let og så ham i øjnene.
"Hvis du ikke har lyst kan jeg godt prøve alligevel" fortsatte hun mildt og så stadig blidt på ham.

Hvis Will skulle beskrive Alyssa ud fra de få minutter, han indtil videre havde tilbragt i hendes selskab, ville han beskrive hende som roligheden selv. Intet syntes at overraske hende, og hele hendes fremtræden syntes bare … vidende. Ikke desto mindre måtte han være en stærk kontrast til hendes beroligende personlighed, for ved benævnelsen af hans racenavn, gjorde han et forundret, lille ryk. Øjnene kneb sig sammen til smalle sprækker, og han overvejede næsten, om hans væsen virkelig kunne være så tydeligt, og om han mon, af en eller anden grund, stadig befandt sig i fuld vanddæmonham. Muligheden blev naturligvis kastet til side med det samme, for så let ville det normalt ikke tage mange at genkende hans race på en så specifik måde, og overbevisningen om at Alyssas vidende blik gemte på langt mere end tarot-kort og en seers drømme voksede i fuldt flor.
Han åbnede skeptisk munden, men slugte øjeblikkeligt sin lange række af spørgsmål, da hun gav sig i kast med at svare i brede detaljer på netop disse, som var de snuppet ud af hans tanker. Det var endnu en ting, som overraskede ham, for ikke alle foretrak at række hele hånden ud til en fremmed med det samme. Normalt var det en forsigtig lillefinger, man fik, og så skulle der arbejdes for at trække resten af hemmelighederne i land. Men nu var alle væsener dog ikke ens, og det fandt Will sig uendelig taknemmelig for - især fordi Alyssa, ud fra sin fortælling, virkede meget ærlig, og han havde allerede svært ved at tro på, at hun kunne finde på at bedrage ham.
Han lyttede opmærksomt til det, hun fortalte. Skønt hun betroede ham, at hun havde mange huller i hukommelsen, blev mange af Wills spørgsmål til gengæld fyldt ud. Han gned sig eftertænksomt om hagen og sørgede for at levere nogle opmuntrende nik nu og da.
”Det forklarer jo meget,” kunne han ikke lade være med at sige, og et skævt smil trak sig hen over ansigtet. Hendes rolige væsen smittede bestemt, og de stive led var efterhånden løsnet godt op.
Hvis det havde været muligt, havde han lænet sig endnu længere ind over bordet, men nu sad han allerede godt lænet forover, så alt andet ville være akavet. I stedet rystede han på hovedet og forsøgte at gengælde hendes intense blik.
”Nej, det er helt okay. Er det min tur nu?” Den ene hånd begyndte fraværende at pille ved en lille ridse i bordet, og hans bryn trak sig kritisk sammen. ”Det er egentlig ret kompliceret, men jeg tror, du måske kan forstå det, fordi du er halv dæmon.” Han rettede sig op igen og skubbede en tung mængde luft ud mellem tænderne. ”I de sidste to år har jeg, på en måde, været fanget i vores verden - Dæmonernes Verden. Der var … nogle stridigheder involveret, og det tog lang tid, før jeg fik rystet mine fjender af mig. Jeg er lige vendt tilbage til den her verden, og lige siden er jeg bogstaveligtalt blevet forfulgt af forskellige dæmoner, og ingen af dem har så meget som ët menneskeligt træk over sig. Jeg er helt sikker på, der foregår en hemmelig sammensværgelse eller - et eller andet! Jeg forstår ikke, hvad der sker!” En vældig følelse af frustration greb ham pludseligt, og han slog magtesløst ud med hænderne. ”Det er konstant! Jeg har næsten ikke fred, og hver gang jeg bliver angrebet, kan jeg ikke komme af med uhyret, før jeg har slået den ihjel - eller den måske engang gør det ved mig.” En hånd fandt vej op i håret, og han gned sig med forvirring i hovedbunden. ”Det kunne være dejligt, hvis du havde nogle råd eller kunne noget med de sten der.”

Alyssa kunne tydeligt se at han blev en smule utryg som hun fortalte hvad hun vidste om ham. Det var ikke for at skræmme ham dog, nok mere for at advare ham. For hun var meget mere end tarotkort og amuletter, hun gjorde virkelig hvad hun kunne for at hjælpe andre. Også selvom det ikke altid kunne lade sig gøre. Han virkede nu rigtigt venlig og hun ville gerne gøre ham glad. Han var sikkert yderst charmerende når han ikke var bange for at blive slået ihjel af andre dæmoner.
Hvilket bragte hende til et andet problem.. Hvorfor prøvede de andre dæmoner at slå ham ihjel? Aldrig havde hun hørt den slags før, ikke en gang stødt på det nogen steder. Alyssa var af natur meget ærlig. Hun løj som regel ikke, og brød sig faktisk heller ikke om det. Hun fik så dårlig samvittighed bagefter, og det var næsten ikke til at holde ud. Så det nemmeste for hende var helt klar bare at lade være.. Lade være med at lyve om noget for så fik hun det ikke dårligt. Mon Will løj? Mon han virkelig ikke vidste hvorfor de var efter ham? Hun plejede at læse folk ret hurtigt, og han virkede på ingen måde som typen der ville lyve. Slet ikke når han kom for at få hjælp.
Mens han gav sig til at fortælle, lyttede hun intenst til hans ord. Bed sig en smule i læben.. Det kunne næsten lyde som en form for forbandelse.. sikkert en rigtigt sejlivet en.. Det kunne blive svært at fjerne den, hvis det var det hun skulle.
Som han blev færdig, rejste hun sig. Gik hen til en reol og ledte efter en bog, efter et kort stykke tid, hev hun en ud og bladrede en smule i den. ”Det er ikke fordi jeg skal snage.. Men er du blevet forbandet? Er det noget du har opdaget eller.. Ja.. Ved du det ikke? Det lyder som en forbandelse.. En ret ond en af slagsen er jeg bange for. Men den kan vi godt blive af med hvis det endelig er” sagde hun stille mens hun bladrede i bogen. Fandt den side hun skulle bruge og læste tavst i bogen for en stund. Det kunne godt klares hvis det virkelig var en forbandelse.. Men hvis det ikke var, kunne det uden tvivl blive svært.
Hun lagde bogen fra sig på bordet, og tog den halskæde han havde udvalgt sig. Den passede nu også super godt til ham.. Hun ville ikke have valgt anderledes, hvis det var hende der skulle vælge til ham. Med rolige skridt gik hun ud i butikken igen, der gik lidt inden hun kom tilbage, og lagde den om halsen på ham. ”Jeg har gjort så den vil advare dig.. Når der er nogen der vil gøre dig ondt, så vil den lyse. Jeg kan ikke gøre mere før vi finder ud af om det er en forbandelse og i så fald, hvilken slags” sagde hun stille og så undskyldende på ham. Det kunne ikke være sjovt at være ham.. Tænk at skulle være bange hver gang man går ud af døren? Hun havde ondt af ham.
”Jeg ved ikke om du har et sted at være.. Men du kan sove her eller hos mig, der kan jeg i det mindste beskytte dig.. Om ikke andet så hjælpe dig. Jeg bryder mig ikke om at andre har det skidt og du virker virkelig sød” sagde hun mildt og smilte venligt til ham. Mange ville sikkert mene hun var lidt godtroende.. og til tider havde de også ret, men han lignede ikke en der ville gøre nogen ondt. Han havde virket ret trist over at skulle dræbe nogen for selv at overleve og hun forstod ham så udmærket. Let bed hun sig i læben og tog en tår af sit glas med vand. Drejede det mellem hænderne. ”Hvad når du er under vand? Er der så også nogen der vil dræbe dig?” spurgte hun stille.

Will drog næsten et lettet suk, da Alyssa, efter hans fortælling, ikke gjorde andet end at håndtere problemet mere eller mindre professionelt – eller hvad han i hvert fald, med sit begrænsede kendskab, kvalificerede som professionelt indenfor dette paranomale fag. Han gjorde store øjne ved hendes spørgsmål, bed sig i læben og forsøgte at genkalde et hvilket som helst tidspunkt, hvor en forbandelse kunne have trådt ind. Ærlig talt var det dog en smule svært at genkalde, da mange af hans minder vedrørende Dæmonernes Verden involverede månedslange hede og udmattende kampe mod hans to forrige fjender.
”Det ved jeg ikke,” svarede han fortrydeligt. Stilheden bredte sig, og han brugte tiden på forgæves at komme på mere at sige; noget som eventuelt kunne hjælpe med at opklare mysteriet. Efter et stykke tid lod Alyssa heldigvis til at have andre ideer i ærmet, og han fulgte hende opmærksomt, idet hun lagde bogen fra sig og forsvandt fra baglokalet.  Will følte sig øjeblikket usikker, og han lænede sig panderynkende en smule fremover i stolen i et forsøg på at spotte Alyssa og se, hvad hun mon havde gang i. Det var naturligvis fuldkommen umuligt, og med et utilpas ryk i stolen lænede han sig tilbage mod ryglænet i utålmodigt nederlag.  Med et suk gav han sig i kast med atter at ridse lidt med neglen i den lille rille i bordet, han havde bemærket tidligere, mens han forsøgte at blokere unødvendige tanker. Alyssa havde taget halskæden med sig, og hun var med sikkerhed i gang med at kaste en trylleformular på den eller i færd med at rode i flere bøger.
Fodtrin lød, og hans hoved røg med et ryk op. ”Hvad …” begyndte han, men da havde hun lagt halskæden om halsen på ham. Stenen lagde sig, i grebet fra snoren, tavst mod bryst, og hans hånd flagrede skyndsomt op for at lægge sig omkring den. Han lukkede øjnene et øjeblik og forsøgte at føle den magi, som nu måtte løbe igennem den. En svag sitren mod hans håndflade; et lille, ekstra hjerte – og straks forsvandt følelsen igen. Han så på Alyssa og nikkede.
”Tak.” Med en sagte rømmen begyndte han at rode i sine bukselommer og fiskede endelig en slidt, brun læderpung op.  ”Øh, hvad skal du have for den?” Desværre havde han ingen forstand på sten, og halskæden kunne lige så godt være en cent værd eller koste 200 euro; intet ville overraske ham. Ikke desto mindre var han dog så heldig at have råd til det uanset hvad, hvilket han kunne takke sine afdøde forældres udødelighed for; mange århundreder i denne verden kunne indsamle store summer af penge.
En hede skød op i kinderne, og han mærkede hvordan en underlig følelsesblanding af flovhed, taknemmelighed og forfjamskelse krøb frem fra deres skjul, gav stolt honnør og derefter gav sig i kast med at danse limbo i hele hans ansigt. Det ærgrede ham forfærdeligt, når han nogle gange ikke kunne kontrollere sin krops reaktioner, da han til tider foretrak at være stenmaske i stedet for at blive forrådt at sit eget, ringe skuespillertalent. Og så var Alyssa endda en empath, af alle ting! Will blev enig med sig selv on, at det vist ikke kunne være værre.
”Wauw, det – det er slet ikke nødvendigt,” stammede han, men tankerne var allerede i fuld færd med at arrangere et mentalt billede af en blød og fristende seng, som sang med sirenestemme til ham. Åh, hvor var det dog længe siden, han havde sovet i et rigtigt værelse! Søer og skove havde de sidste par år været hans foretrukne bopæl, eftersom de sumpede og grønne områder – hans dæmoniske element - ofte kaldte på ham lige så meget som tanken om gratis husleje. Men til tider var noget så luksuriøst som en seng og et varmt bad ikke til at modstå. Desuden medførte der i denne sag en bonus bestående af flink halv-engel, halv-dæmonkvinde. Han smilede en smule genert og trak så på skuldrene. ”Jeg mener, det behøves ikke. Mit liv er ret råddent for tiden, og jeg vil helst ikke trække dig ind i det, hvis der skulle opstå konsekvenser.”
Hendes åbenlyse bekymring rørte ham steder, han ikke var klar til at inspicere dybere endnu, og det var lige før, han lagde en trøstende hånd på hendes skulder – hvilket jo var uvirkeligt absurd, for var det netop ikke ham, som var det uheldige individ her? ”Nærmest alle racer for dæmoner har angrebet mig,” svarede han bedrøveligt. ”Også fra min egen. Så ja, af og til støder jeg på en rasende vanddæmon i søen eller lignende.” Han tænkte endnu engang på episoden i badet, men det var alt for flovt og unødvendigt at nævne.

Alyssa lod blikket hvile blidt på ham. Det gik ham på at han ikke vidste det, det kunne hun sagtens se. Men med alt det han havde været igennem, var det slet ikke så underligt hvis han ikke havde opdaget det. Nogle gange ville man slet ikke kunne mærke det og da slet ikke hvis det skete under en kamp. Det havde hun i hvert fald hørt et eller andet sted. Tingene ville være så meget nemmere hvis hun kunne huske bare en smule fra før hun kom hertil. Men sådan var det bare og nu prøvede hun at få det bedste ud af det hele.
”Hey det skal du alsa ikke tænke på.. Jeg skal nok finde på noget, måske er du bare super uheldig. Det er ikke en gang sikkert det er fordi du har en forbandelse over dig” sagde hun venligt og så ham i øjnene.
Alyssa så tænkende på ham og smilte lidt. Trak på skuldrene. Han så næsten helt usikker ud som han kiggede på hende, som om han havde været bange for at hun hentede et kæmpe tæskehold kun for at dræbe ham. Det kunne hun dog aldrig finde på, med den evne hun havde ville det også gå udover hende selv. Grinte en smule og strøg hans hånd venligt, inden hun så frem for sig. ”Have for det? Ikke noget.. Lidt selskab kan betale alt for mit vedkommende.” grinte hun let og sukkede opgivende. Hun burde sikkert tage penge for det.. men hvordan skulle man kunne gøre det når det galt en anden persons liv?
De brune øjne hvilede længe på ham og strøg sig selv en smule over armen. ”Jeg kan ikke tage penge for det.. Hvad nu hvis jeg krævede 200 Euro for det og du ikke har nogen? Skulle jeg så bare sige neij? Det ville jeg aldrig gøre.. og det er sjældent jeg møder en så veltalende mand som dig” sagde hun venligt og rakte ham et glas vand. Han skulle huske at drikke, Hvis han havde brugt det meste af tiden på at flygte, kunne hun tænke sig til at han manglede vand.
Hun grinte lidt af hans ord og bed sig en smule i læben. Han havde sikkert ret.. det var ikke alle der ville tage en person ind, som hele tiden var ved at blive ved at slået ihjel. Det vidste hun godt og hun burde sikkert heller ikk bare tage ham ind, men de gjorde hun. Sådan var hun, og hvis han ville underholde hende et par timer som betaling, ville det være dejligt. Det skete så sjældent at hun kunne får lov at snakke med folk.
”Hør nu.. Jeg vil sætte pris på dit selskab, og mon ikke et dejligt varmt bad og en seng kunne være rar for dig? Bare fordi du er uheldig, skal det ikke betyde du ikke kan få lov at slappe af også. Så.. jeg skal lige tælle kasse op og bogføre det, også kan vi gå hjem til mig.. Jeg kunne lave lidt mad til oz, også kan du få et bad? Kun hvis du vil, men du skal ikke være bange for at du forstyrre mig. ” sagde hun smilende og lod hovedet glide på skrå. Svagt rakte hun ind over bordet og strøg ham over kinden. ”Det er nu sødt når du rødmer.. Også selvom du ikke kan li det” sagde hun mildt. Gad vide hvordan han så ud når han var i dæmon form? Det var sikkert spændende.. Måske hun ville få lov at se det, hvis hun var så heldig.
Tænkende rejste hun sig og gik ud i butikslokalet igen. Kom ind med kassen og satte den foran sig. Begyndte at tælle den op og skrev ned på et stykket papir. Da hun var færdig med at tælle, tog hun kassen ind i lokalet igen og lagde sedlen ned i en lille kasse hun havde i skabet.
”Jeg er klar til at gå nu.. Så hvis du vil med er du velkommen, ellers er det også helt i orden hvis ikke du har lyst” sagde hun smilende. Gik med ham ud af butikken og låste af, inden hun fulgte med ham ned af gaden.

Det var rart konstant at blive beroliget, hver gang han troede, han havde trukket den korte ende. Will nikkede tavst, men som hun fortsatte, rejste protesterne sig med det samme i ham.
”Nej, hør nu,” indvendte han og kunne i forbifarten alligevel ikke lade være med at smile, for hvor var hun dog pokkers flink, ”jeg insisterer.” Han åbnede pungen og rodede lidt rundt i den. To myntepatiller, en masse småkroner, et lille bundt af sedler og et hævekort mødte hans søgende fingre, og han gjorde et stort nummer ud af at rode larmende rundt i et lamt forsøg på at vise hende, hvor meget han faktisk ejede. Ingen skulle i hvert fald komme og såre William Caerulus’ ego, når spørgsmålet handlede om at forsørge sig selv! Skønt hendes ord kun fik ham til at blive endnu mere rød i hovedet, stod han fast. ”Så må det jo være prisen.” To hundredeeurosedler blev fisket op, og han rakte hende dem, næsten maste dem ind i håndfladen. ”Værsgo, tag dem – jeg mener det.”
Uden at tænke tog han imod glasset, og et bestemt ryk med hovedet løste sig i efterladenskaberne fra hans bestemte handlinger. Det var tæt på, han fik vandet galt i halsen,  da hun foreslog, hvad de skulle gøre, og han spruttede og hostede en stund, inden han fik sin overraskelse under hånd igen.
”Jamen – øh -, det lyder da meget fristende,” sagde han svagt, mens forskellige tanker fór rundt i forivrelse, for hvor havde den her samtale dog taget en uventet drejning. Han var blot kommet ind i butikken med intentionen om at finde en lille løsning på sit problem - havde faktisk ingen forventninger haft -, ville måske købe et lille armbånd eller noget andet nonsens, og nu forlod han den bogstaveligtalt med hele pakken. Og hvor trængte han egentlig til et godt, varmt bad. Et længselsfuldt suk rev sig løs fra Will, og han stillede det nu tømte vandkrus fra sig. ”Okay så. Tusind tak, Alyssa. Du .. ” Han gned sig i håret og vred sig en smule. ”Jeg skal nok give dig den nødvendige tak, du fortjener, for det her.” Så gjorde hun noget yderst overraskende og rakte over og strøg ham på kinden. Hans mave gav et ordentligt sug, og han strøg flygtigt sin hånd over hendes, mens et instinktivt, varmt smil bredte sig i ansigtet. Der var ingen ord; kun taknemmelighed for, hvad hun frivilligt havde valgt at gøre for ham; hvis end ikke hvilket offer, det i sidste ende kunne blive.
Så kom tiden til, at de kunne forlade butikken, og han fulgte velvilligt med; måske en smule svævende, for hvad de foretog sig, forekom han endnu temmelig surrealistisk.
”Så, hvor bor du så?” Alyssa havde lige låst butikken af, og de havde bevæget sig et stykke ned af gaden. Den heftige trafik af folk var stimlet af, især på denne gade, og måske var det netop indledningen til, hvad der i det samme angreb dem, som spørgsmålet forlod Wills læber.
Et vindpust, hårdt og legende på samme tid, ramte dem med sådan en kraft, at de blev presset adskillige snublende skridt baglæns. Will vidste med det samme, hvad der var ved at ske, for han havde prøvet det så mange gange nu, og han greb desperat ud efter Alyssa.
”Vi bliver angrebet!” råbte han, men informationen var næppe nødvendig, for i det samme materialiserede en luftdæmon sig foran dem. Luftdæmonen var, i et ynkeligt forsøg på at tilpasse sig menneskenes fysiske verden, grotesk udformet med bleggule vinger og en hud, som skiftede mellem grå, gul og blå, som var det blå mærker, der dækkede den, og ikke mislykkedes forsøg på at ligne noget, den langtfra var. Den var rasende, som de dæmoner, som forfulgte Will, nu altid var, og dens skarpe gebis illustrerede fint sagte pointe. Før den gav Will nogen chance for overhovedet at samle en plan sammen, ramte et hårdt vindstød begge ofre – vanddæmonen og pigen, som både var halv dæmon og halv engel – så de endnu engang blev skubbet, til siden denne gang, hjælpeløse og som skubbet af en gigantisk, usynlig hånd. Will mærkede den hårde murstensvæg bore sig kradse sig ind i tøj og hud, idet de blev tvunget op ad den. Gisp forlod ham i hårde ryg, og han kæmpede for at hæve sin arm. De fleste dæmoner, som angreb, nød for det meste at lege lidt med ham, men denne luftdæmon syntes kun at ville dræbe dem så hurtigt og smertefuldt som muligt. Endelig, og med et højt brøl, lykkedes det Will at skubbe sig fri, for hans dæmonvinger havde i det samme skubbet sig løs fra hans skulderblade, og han brugte dem til at støde fra muren og manipulere den hårde vind, med sine brede vingebask, til at florere rundt i stedet. Nu var det som om, Will, Alyssa og luftdæmonen blev fanget inde i deres egen, private orkan, da vinden accelererede og begyndte at væve sig omkring i cirkler. Som en perfekt, rund krans omgav den flyvende luftmasse dem, og Will benyttede friheden til at kaste sig taktfuldt rundt, fra side til side.
”Hvad er du ude på, dæmon?” spyttede han, og ordene var tæt på at blive druknet i larmen fra vindens hylen. Luftdæmonen slog hovedet tilbage og udstødte en høj, hvinende lyd, måske en spottende form for latter, og slog i det samme den ene, lange arm ud. En pulserende bølge af luft rettedes mod Alyssa …

Da han gav hende pengene grinte hun opgivende og havde ikke som sådan andet valg end at tage imod dem. Hun lagde pengene i pungen og så bare glad på ham. Det var sødt af ham at han så gerne ville betale for det. Men hun ville egentlig ikke have at han betalte, han var virkelig sød. Og han kunne åbenbart godt li hendes selskab, ellers ville han da være gået så snart han fik chancen for det. Alligevel var han her stadig kun for at snakke med hende, det var faktisk rigtigt rart.
Da de nu stod ude foran butikken igen sukkede hun afslappet. Det ville være rart at have lidt selskab også selvom det kun var for en enkelt aften. Han havde prøvet at vise at han ikke manglede penge, det havde frembragt et blidt grin hos hende. Hun vidste godt at nogle mænd var meget meget sarte overfor den slags og det gjorde skam heller ikke noget. Det var kun rart at han insisterede på at betale. De 200 Euro havde nu bare været et skud i tågen for hun kunne jo ikke li at tage penge for det. Alt andet var okay, men at tage penge for at andre havde brug for hendes hjælp, for at redde dem selv gjorde hende en smule trist. Tænkende så hun på ham som de begyndte at gå og smilte for sig selv.
Han virkede usikker da en vind ramte dem og hun skulle lige til at spørge hvad der var galt, da hun mærkede en anden person. Tydeligvis ikke specielt kløgtig og kun ude på at få så meget blod frem så hurtigt det kunne lade sig gøre. Vinden havde skubbet hende et par skridt tilbage og hun holdt kort armen op for at få øje på hvad det var der pludselig angreb dem. Han havde i hvert fald ikke løjet da han sagde at han ikke kunne gå i fred, det måtte hun være enig i. Luftdæmonen foran dem var noget så grim at se på. Farverne var ikke specielt normale og de blandede sig hele tiden sammen, næsten som når man fik et stort blåt mærke. Usikkert bed hun sig i læben og så mod William.
Hun gispede da de blev slynget mod væggen og mærkede hvordan den rev mod hendes hud, som de blev skubbet op af den. Vred sig for at komme fri af grebet. Det virkede som en umulig ting, for denne luftdæmon var virkelig stærk. William virkede dog til at have prøvet det før, og da han omsider fik dem fri, måtte hun lige genvinde sin evne til at trække vejret normalt. Aldrig før var hun blevet angrebet på denne måde. Bare sådan ud af det blå, ingen ting havde der været til at fortælle at de ville blive angrebet. De brune øjne hvilede kort på William for at se om han var okay, og måske også for at se en smule på hans vinger. Hun huskede kun de ting hun oplevede nu jo. Han så ud som om han havde det okay, selvfølgelig irriteret, måske en smule bange også. Men det skulle nok gå.
Da denne luftdæmon nu pludselig valgte at kaste sin magi på hende, så hun kort mod Will. ”Hold om halskæden” mumlede hun og idet vinden ramte hende brød en ildbølge ud fra hende og skød hen imod luftdæmonen. Luften forstærkede hendes ild og ramte plet. Hun støttede sig mod muren og trak vejret en smule ind. Det gjorde hende så dårlig at bruge ilden når hun ikke var vant til det. Magien hun havde lagt i hans halskæde ville gøre at han ikke blev ramt af hendes ild. Hun ville jo ikke ligefrem gøre ham ondt, han havde været så venlig mod hende, det sidste hun ønskede var at han kom til skade og især at hun gjorde det.
Hårdt bed hun sig i læben og lod hovedet glide på skrå. Vidste ikke om det overhovedet hjalp noget, men han havde da i hvert fald råbt og skreget noget af det. Det måtte vel være en god ting, hvis man tænkte over det. Det hele generede hende utroligt meget, hun ville bare hjælpe ham. Hjælpe William.. Hun havde stadig en chance for at kunne stoppe denne dæmon hvis det ikke havde virket, men måske kunne Will gøre noget ved ham nu, hvor hun havde forvirret ham en smule.

Et ordløst råb af rædsel vred sig løs fra Will og blandede sig med vindens ondskabsfulde hylen, da han alt for sent opfangede luftdæmonens næste skydeskive – Alyssa. Senere måtte han dog stolt erkende, at han fuldkommen havde undervurderet hende, for mens Will selv havde kæmpet for at slå luftdæmonen tilbage, havde Alyssa nået at opfange næste angreb, og afgav øjeblikkeligt nogle hastige instrukser. Wills fingre lukkede sig i automatisk adlydelse om halskæden, og i næste øjeblik blev han tvunget til at klemme øjnene hårdt i, idet en murstenshård mur af luft skarpt blev slået tilbage, som en kæmpe boomerang, og med en ildbølge med så stærk modstandskraft, at det lyste rødt gennem Wills øjenlåg. Luftdæmonen hvinede, kaglede og jamrede, da ilden effektivt og smertefuldt sluttede sig om dens allerede deforme krop. Wills slog øjnene op tids nok til at se den umenneskelige dæmon gøre nogle taktløse, rykkende bevægelser med kroppen, og forsøg på at slukke ilden ved at baske med de gullige vinger og frembringe mere vind fungerede kun som spottende foder for de slikkende flammer. Hvinene udviklede sig til øreskærende skrig, og før Will kunne nå at reagere eller forhindre det, havde luftdæmonen taget af på begge ben og accelererede op i luften i en lineær streg, direkte op gennem skyerne. Et tykt røgslør var snart det eneste spor efter den.
Will ville uden tvivl have fulgt efter dæmonen, havde han været alene. Det var en triumf i sig selv at slippe af med en frådende dæmon, men når der herskede den mindste tvivl om, at dæmonen endnu var i live, var der stadig masser af muligheder for, at samme dæmonen ville vende tilbage og forsøge at tråde op i mislykkedes mordforsøg. Denne gang var Will dog ikke i eget selskab, og smed tanken om forfølgelse væk i samme sekund, de fandt tilbage til Alyssa.
Han havde stadig ikke fået vejret, kroppen sitrede endnu en smule i efterladenskaberne af det store adrenalinrus, de netop havde stået til ansigt med, og så følte han sig temmelig vindblæst. Hastigt drejede han omkring og fandt Alyssa op ad murstensvæggen.
”Er du okay?” udbrød han og fjernede den resterende afstand mellem dem med et par halvløbende skridt. Hans hænder lukkede sig om hendes arme, og han skulle lige til at trække hende ind i et lettet knus, men kom så i tanke om, at de faktisk knap kendte hinanden, og lige meget hvor livsbekræftende en god kamp kunne være, var det ikke en god nok undskyldning for at forvente en fremmed kvindes – som i dette tilfælde også besad en stor mængde hjælpsomhed, flinkhed, nu store summer af Wills taknemmelighed og tusind andre ting - samtykke for intim nærkontakt. Han rømmede sig en smule og trak sine hænder til sig. ”Det var virkelig flot gjort, Alyssa. Først troede jeg næsten – Jeg mener, den luftdæmon var temmelig stærk. Stærkere end de fleste.” Et lettet smil trak begge mundviger op, og han rakte en hånd frem i en hjælpsom gestus, så hun, med hans støtte, kunne komme op og stå igen.
”Kom. Den kamp trak vist tænder ud på mere end én måde, og du ser også ret udmattet ud. Så ved du, hvad jeg tror, vi har brug for? En drink.” Musklernes anspændthed var efterhånden begyndt at løsnedes op, og det gik op for Will, at han ikke engang havde bemærket sine vinger trække sig tilbage.
Huh – han måtte virkelig være træt.

Alyssa var egentlig ganske stolt af sig selv. Denne ildevne var en hun nærmest kun lige havde opdaget, men noget ved den var bekendt. Det var nemt at styre ilden, selvom det gjorde hende forfærdeligt dårlig at gøre det hun lige havde gjort. Der var også en smule tilfredstillelse over at se vinddæmonen flyve op i en sand kugle af ild. Hendes nøddebrune øjne hvilede kort efter dæmonen, som dog virkede til at være helt væk nu. Den blide vind der nu var tilbage, hev i hendes krøllede hår og fik det til at flyve ganske blidt omkring hende. Smilende bed hun sig i læben.
Hun smilte ganske forsigtigt og lod ham bare hvile hænderne mod sine skuldre. Det var egentlig ganske rart at han rørte ved hende. Det fik hende til at slappe en smule mere af, at han kiggede på hende. Var bare glad for at have ham lige nu. Det var så vild en oplevelse at opdage hvad hun egentlig var i stand til. Det var også rart at være sammen med ham, at han havde prøvet at beskytte hende, selvom han ikke havde behøvet. Han kendte hende jo overhovedet ikke og kunne dermed heller ikke vide om hun var i ledtog med denne dæmon, der havde set sig sur på ham. Ikke at hun nogensinde kunne finde på at gøre nogen noget, der var sød. Hvis de ikke gjorde hende noget, så hun ingen grund til at gøre dem noget. Det var hendes måde at se tingene på.
"Jeg har det fint.. Jeg er bare lidt svimmel. Jeg vidste slet ikke jeg kunne sådan noget" sagde hun forsigtigt og så igen lidt på ham. Grinte ved hans ord og trak forsigtigt på skuldrene. En drink lød helt klart rart, men hun havde på ingen måde været længe nok i byen til at vide hvor de gode steder var henne, så det måtte nok blive op til ham hvor de skulle hen. Blikket var roligt som hun så på ham, og ved at holde ganske blidt om hans arm kunne hun støtte sig imod ham og genvinde en smule af sin balance igen. Der var ingen grund til at hun gik og faldt jo. "En drink lyder dejligt" svarede hun smilende og så sig en smule omkring. Virkede en kende tavs, inden hun med et opgivende blik så tilbage på ham. "Men jeg kender alsa ikke rigtigt nogen steder her.. Så du må vælge et sted vi kan få en drink, jeg er sikker på du ved mere om det end mig, så jeg håber da du kender et sted. Ellers finder vi et" sagde hun glad og virkede til at være en smule mere afslappet.
"Tark.. fordi du passede på ham" sagde hun efter en stund og gik med ham ned af gaden. Hendes skridt var også blevet lidt mere lette, det var virkelig dejligt at kende mere til sig selv, når hendes hukommelse på ingen måde var som den skulle. Det gjorde selvfølgelig også andre ting nemmere, hun vidste ikke om der var sket hende noget dårligt, om hun havde en famlilie. Et aflangt ar på halsen var det eneste hun havde fra sin fortid.

Alyssas ord frembragte et langt blik af forundring, og Will studerede hende anerkendende, som om han knap kunne fatte, at hendes krop kunne rumme så meget energi. Faktisk så hun en smule bleg ud – eller blot udmattet,  og han fik en besynderlig lyst til at pakke hende ind i vat og snappe af enhver, som kunne finde på at gøre hende ondt.
”Virkelig?” udbrød han imponeret. ”Så du vidste slet ikke, du kunne fremkalde ild?”
Da hun, i stedet for at give slip på hans arm lænede sig mod ham for at genvinde balancen, slog hans mave en ordentlig koldbøtte, og han lagde skyndsomt støttende hånden om hendes albue. Hovedet gled en smule på sned, og han spekulerede på, om en drink nu egentlig var en god idé, og om de mon skulle finde en seng til hende i stedet. Alyssas tavshed varede sandsynligvis ikke i mere end et halvt minut, men tiden sneglede sig af sted i en evighed for Will. Endelig åbnede han munden for at slå sin spontane idé i jorden, men hun kom ham fluks i forkøbet (og så måtte han vist virkelig se at lære at tale først). Han støttede fra den ene fod til den anden og studerede deres omgivelser. Det var som om, dagligdagen var genopstået, så snart vinddæmonen var forsvundet. Førhen havde gaden været mennesketom, men nu spankulerede glade fodgængere ned ad fortovene. Den endelige fred efter en storm.
”Jeg kender heller ikke så meget,” sagde han langsomt, overvejende, mens den korte liste af pubs, som det var lykkedes ham at gøre sig erfaring i under sin korte tid i Di Morga – før og nu, hurtigt blev streget over. Ironisk nok ville en stripklub sikkert ikke være det ideelle sted at medbringe Alyssa.  ”Men det der sted ser da okay ud.” Et nik i retning af en pub på den modsatte side af gaden, ved navn Olë, som havde blomster i vinduerne og døren lokkende åbnet på klem.
Han trak på skuldrene; forlegen men også en smule ærgerlig. ”Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg gav dig lov til at rode dig ud i det her,” indrømmede han med en mumlen, og før hun kunne nå at afgive en reaktion, havde han bydende skubbet hende gennem pubbens dør.


To skummende krus øl strålede om kap på træbordpladens flade. Wills mund var stadig forfriskende vædet fra den gyldne væske, og han higede allerede efter næste slurk.
”For besejring af ubehagelige stalkere,” strålede han og holdt sit krus op for at klinke det mod Alyssas. Allerede to gode krus af vidunderligt øl var gledet ned, den ene hurtigere end den anden (det her det tredje), og hver en fiber i kroppen snurrede af energi og udstrakte nerver. Hvilken som helst from for træthed, som havde domineret for blot et øjeblik siden, havde trukket sin søvnige snude tilbage og efterladt Will med en glødende følelse af velbehag. Han hævede sit krus, og mens han grådigt slubrede i sig, tog han mulighed for at iagttage deres omgivelser. Grundet den sene eftermiddag henlå rummet i en hyggelig aroma af hygge. Gæsterne var få, men feststemning var alligevel ikke det store behov. Det vindue, som Will og Alyssa havde placeret sig ved, var mere oplyst af det strålende solskin, som duggede gennem ruden, end lampernes lune skær. Will lod sit blik vandre over mod Alyssa, som sad overfor ham. Solen efterlod kys i hendes hår, så det skinnede, og Will funderede over, hvordan det mon ville dufte, hvis han dristede sig til at stikke hovedet frem og begrave næsen i det.
Det gjorde han ikke. I stedte sænkede han langsomt kruset igen og smilede til hende.
”Hvordan har du det nu? Jeg var lige ved at blive bekymret for dig et kort sekund.” Egentlig havde han slet ikke lyst til at drøfte emner som voldelige dæmoner nu, men det ville alligevel være rart at få en bekræftelse i hendes tilstand. Han gned sig på næseryggen, mens han sorterede i sin hjerne efter et brugbart emne.
”Du sagde, du ikke kendte så meget. Er du lige flyttet hertil?” spurgte han så og missede nysgerrigt med øjnene.

Alyssa så smilende på ham og trak en anelse på skuldrene. Det var jo rigtigt nok at hun ikke kendte til sin ildevne.. Hun vidste den var der, men aldrig hvor kraftig den ville være, eller hvor svag den ville gøre hende når, hun brugte den. Mens hun fulgte med ham ned af gaden, så hun sig nysgerrigt omkring. Det var egentlig mærkeligt at hun aldrig havde brugt tiden på at lære stedet at kende.
Det sted han pegede på så ganske rigtigt hyggeligt ud og hun fulgte glad med ham indenfor. Det var egentlig meget rart at han heller ikke kendte de vilde steder, at han bare tog det første der så hyggeligt ud, så de slap for at skulle slås med fulde folk. ”Du behøvede ikke give mig lov.. jeg gør mange ting ret meget på ryggraden fordi jeg ikke kan huske særligt meget, så du havde faktisk ikke haft en valg..” smilte hun og så ham i øjnene.

Som de nu sad her overfor hinanden i varmen, kunne hun mærke hvordan hun begyndte at slappe af igen. Ikke fordi hun var voldsomt anspændt, men det var ikke hver dag man blev angrebet ud af det blå. Han skålede med hende, hvilket frembragte et blidt grin, inden hun nikkede imod ham. ”For besejring af ubehagelige stalkere” istemte hun og tog en tår. Normalt var hun ikke meget for den slags, men det smagte nu meget godt ovenpå sådan en oplevelse.
Hendes blik gled ud af vinduet hvor solen skinnede ind imod hende. Det var en dejlig følelse og hun var glad for at hun kunne nyde den slags. Hans blik hvilede på hende, det kunne hun mærke og et kort øjeblik grinte hun inden hun så tilbage imod ham. ”Jeg kan ikk helt finde ud af om det er en kompliment jeg kan mærke du tænker på mit hår, eller om det virkelig er fordi mit hår ser dumt ud” sagde hun smilende og bed sig en smule i læben. Det var dejligt at kunne slappe af sammen med ham. Selvom de lige havde mødt hinanden, var hun sikker på at de skulle blive gode venner. Hans spørgsmål virkede som om det kom bag på hende. ”Jeg har det egentlig fint nok nu.. Tror bare jeg havde brug for at slappe en smule af” svarede hun mildt og så ham i øjnene.
Der var ikke specielt mange mennesker lige nu, men folk virkede da til at være i godt humør. ”Hm.. det kan man godt sige. Jeg ved jo ikke rigtigt hvor jeg kommer fra, og jeg kan kun huske da jeg kom hertil. Jeg manglede ikke ligefrem penge, og jeg havde da mit navn på et papir, men stadigvæk aner jeg intet om hvor jeg kommer fra.. Så ja.. jeg er lige flyttet hertil. Det er et par måneder siden” sagde hun mildt og bed sig lidt i læben igen. Så ned i bordet, inden hun tog en tår mere af sit krus. Mærkede en dejlig følelse af velbehag da væsken gled ned gennem hendes hals.
Hun lænede sig en smule frem og smilte til ham. ”Hvad med dig? Hvad er din historie Will? Du har vel ikke altid været på flugt?” spurgte hun nysgerrigt og lod hovedet glide på skrå. Han virkede også som om at han slappede mere af nu, det var dejligt at kunne mærke andres følelser, i hvert fald nogle gange. De blide øjne hvilede på ham, og hun kunne ikke lade være med at tænke at han virkelig var en pæn fyr og super sød at snakke med. Det var synd at han hele tiden skulle være på vagt overfor de folk der ville dræbe ham.

Hvad? Vent – ups! Wills mundviger trak sig fluks nedad, da han forskrækket kom i tanke om, at Alyssa besad evnen til empathy. Den hæsblæsende kamp med dæmonen havde praktisk taget givet ham sådan et slag i hovedet, at oplysningen raslende havde trillet ud af det ene øre.
Nu indså han sin gruelige fejl. Havde han virkelig siddet her og rablet løs med sin hjerne om, hvor attraktiv Alyssa var, og så havde hun hele tiden fulgt med på sidelinjen, som en tilskuer til en lam badtimonkamp? Will tog sig til hovedet og rykkede så hårdt i lokkerne, at det spændte hårdt i hårroden. En ny migræne meldte sig advarende på banen.
Møgmøgmøg!
Tjah, han kunne vel lige så godt erkende sit nederlag. Intet kvindeligt selskab i to år havde trods alt resulteret i flere mundlamme situationer, end han havde godt af, og han befandt sig allerede langt ude på tynd is – både med Mathiesen og grisen.
”Jah, sjovt du siger det,” kluklo han hæst. ”Er det en bestemt shampoo, du bruger, eller hvad?”
Idiot. Han var en idiot og kunne lige så godt spørge om djævelens telefonnummer, for han skulle vel alligevel sælge sin sjæl og konvertere til kloster, som en munk i cølibat resten af hans elendige liv.
Han virrede med hovedet og rakte hånden frem, så den befandt sig en lille bredde fra Alyssas skinnende lokker, uden at røre. ”Du har noget flot hår,” indrømmede han tamt og lod demonstrativt hånden føre en smule op og ned i billedlig fascination.
Hun afgav svar på hendes anmodning om sin tilstand, og med et nik trak han sin fremstrakte hånd tilbage, lod den lukke om det kølige ølkrus. Var hendes tilslørede fortid noget, som plagede hende? Will kunne ikke afgøre det ud fra Alyssas kropssprog. Hvor ville det dog være nyttigt med hendes evne – så kunne han måske endda få rede på egne følelser i samme vending. Noget forskruet måtte være sket. Almindeligt var det ikke ligefrem at finde blandingsracer af dæmon og engel – to racer som normalt veg så langt fra hinanden i forvejen. Et pludseligt billede af Alyssa, med livsblodet flydende scarlet-rødt mod en kold, mørk jord, som lappende sugede hendes liv til sig, og med Guds dømmende øjne hvilende på sig, blev opløst før tanken rigtigt nåede at forme sig.
Han gøs og tog fat i endnu en distraktion. ”Men du ejer en butik,” påpegede han med et smil.
Det var nu Wills tur til at se den anden vej. Han rystede på hovedet og trak svagt på skuldrene. ”Nej, ikke altid. Jeg kan ikke huske, om jeg har sagt det før, men der er indblandet noget familiedrama i det her.” Hånden, som så belejligt lå om ølkruset, blev lydigt ført til læberne, og Will tyllede, med tynget mave, en sjat mere i sig. Atter drejede han hovedet mod Alyssa, forsøgte at tvinge de ærgerlige trækninger væk.
”Du ved meget om magi, gør du ikke?” Hendes butik havde været yderst udsøgt og et udmærket eksempel på Wills opfattelse af clairvorianternes sjælelige verden.

//Græder over mit elendige svar, men – ENDELIG! //

Alyssa grinte en smule af ham. Han virkede helt panisk efter at hun havde sagt det hun nu havde, selvom det slet ikke var nødvendigt han havde det sådan. ”Undskyld.. Jeg har den ikke helt under kontrol endnu.. Det er svært for mig at ignorere det.. Det føles lidt som om at der er en der står med et brev fuld af informationer foran mig” sagde hun opgivende. Det var ikke noget hun var stolt af overhovedet, og hun hadede bare at kunne vide hvad andre følte om hende. Det gjorde hende tit trist. ”Slap nu af Will.. Det er okay, jeg ved godt det er sødt ment” sagde hun blidt, for at gøre ham mere rolig.
Blidt grinte hun og lod hovedet glide på skrå af hans spørgsmål. ”En specielt Shampoo? Jaa det gør jeg faktisk.. Det er en fra min egen butik, du må gerne få en næste gang du kommer forbi” sagde hun glad.
Forsigtigt bed hun sig i læben og trak på skuldrene. ”Du må gerne.. røre ved det hvis du gerne vil? Jeg er alsa ikke så nem at irritere” sagde hun mildt og strøg hånden gennem sit hår. Han var virkelig sød og hun kunne godt li at være sammen med ham. Han var meget ligefrem, men det gjorde hende ikke noget. Den eneste grund til at hun så ham som værende ligefrem, var nok ligeså meget fordi hun kunne mærke hans følelser.
De brune øjne glimtede en smule imod ham, som hans tanker stadig kredsede om hende. Hun kunne kun fornemme at det var om hende, og det var egentlig det eneste.. Det var nogle gange rigtigt frustrende for hun ville gerne vide det, hvis hun så i det mindste også bare havde evnen til at læse tanker, det ville gøre alt meget nemmere. Let tog hun en tår af sin øl, og smilte afslappet for sig selv. Følelsen af den kolde væske der gled ned igennem hendes hals, virkede dejligt beroligende. Det var egentlig rigtigt hyggeligt at sidde her og snakke sammen med ham, både om hendes problemer men også om hans, på den måde lærte de hinanden at kende.
”Så.. dem der er onde og er efter dig, det er egentlig din familie? Det gør det jo kun så meget mere forkert.. som familie burde man være venner.. kunne snakke om tingene.. eller det har jeg i hvert fald hørt..” nogle gange kunne hun virkelig bide tungen af sig selv.. Hun havde jo ingen forstand på den slags, så hvorfor give ham gode råd om det.
Hans ord kom en smule bag på hende. Hun trak forsigtigt på skuldrene og så ned i den gyldne væske der stod foran hende i glasset. ”Tjo.. Jeg ved nok mere end de fleste.. spørg mig ikke hvordan, men det er nogle af de få ting jeg stadig kan huske.. Magi har altid ligge meget nemt til mig, og jeg har ret nemt ved at finde ud af ting..” svarede hun langsomt og så en smule undrende på ham.
”Hvorfor spørger du? Er der noget særligt du ønsker min hjælp til da?” spurgte hun mildt og tyggede sig igen en smule i læben. Ville jo gerne hjælpe ham med alt det hun kunne, selvom det sikkert virkede mærkeligt at ville hjælpe en man ikke rigtigt kendte. Alligevel havde hun det som om hun kendte ham.. Der var noget over ham der gjorde hende rolig og hans tanker virkede på ingen måde som om de var onde. Hvis han ville gøre hende noget, mon ikke han så allerede gjort det? Eller ladt dæmonen dræbe hende?
Men det havde han ikke gjort.. han havde jo gjort sit bedste for at beskytte hende og det var rigtigt rart at have en som ham.. En der ville hjælpe hende, uaset hvor sort det så ud. Sådan en person havde hun aldrig mødt.

Nej, Will var af natur ingen charmør, men han gik ud fra, at udspørge om en andens shampoo-produkter trods alt altid var bedre end den typiske ’sikket vejr vi har i dag’, hvilket altid var kendt for at være samtaledræberen. Positiviteten skubbede de ydmyge krympninger tilbage, og for at være ærlig var Will sikker på, det også havde noget at gøre med væsken i hans hånd. Hvad han havde indtaget lovede godt nok ikke om en særlig høj promille, men det var længe siden, han havde givet sig i kast med sådanne drikke, og hovedet virrede allerede med forslag og forførende idéer med det ene uovervindelige argument; Hvorfor ikke?
”Jeg har aldrig troet, at vendingen ’du læser mig som en åben bog’ skulle blive så bogstavelig,” sagde han skævtsmilende. Erindringer om en tidligere periode, som omhandlede en vampyrpige ved navn Aubrei og blod, som blev udvekslet og drukket, skubbede sig endnu engang anmassende mod hans hjerne og insisterede på at blive bragt frem i lyset. At dele føleler med en anden var ikke noget, Will var ubekendt med, men dengang havde det betydet noget andet. En gave af en slags, noget intimt som styrkede han og vampyrens særlige bånd og gjorde det til noget helt specielt.
Ah, det var fortid og længe forbi, og Will anede ikke, om han nogensinde ville få chancen for at møde Aubrei igen. Tanken sved en smule, men han besluttede sig for, at det var bedst at holde sig brandfri og fokusere på nutiden i stedet.
De to tilbud lå indenfor en hel anden kategori.
”Jah, det kunne være dejligt,” indvilligede han, og det trak en smule i lattermusklerne efter forløsning. At låne shampoo af alle ting! Det havde bestemt ikke været hans intention, og nu fremstod han garanteret som en lyserød slapsvans, som sov med bamser og skrev i dagbøger om hans kærligehdsproblemer. Måske de krampeagtige trækninger trods alt skulle modtage endnu en overvejelse.
Andet tilbud var bestemt af bedre karakter, og siden han allerede havde vovet sig langt ud i suppedasen og lad-mig-hellere-gøre-mig-til-grin-foran-den-her-vidunderlige-pige-så-meget-som-overhovedet-muligt-sagaen, var der ikke så meget at risikere ved at udføre den.
Hånden aflagde atter afstand mellem glas, bord og den halve engel, som sad overfor ham. Denne gang kunne han nyde forløsningen ved at lade hånden løbe gennem hendes hår. Lige så blødt og rart, som han havde forestillet sig, og da en hårlok viklede sig om hans fingrer, strøg han den med forsigtighed. Han inhalerede overfladisk og trak så hånden til sig, inden fristelsen løb af med ham.
Okay, han kunne lige så godt indrømme det overfor sig selv: Han ville utvivlsomt gerne kysse Alyssa – og han håbede af al magt, at hun ikke kunne føle den trang strømme fra ham. For Guds skyld, de havde lige mødt hinanden! Hvorfor havde han det lige pludseligt som om, at verden ville gå under, hvis han ikke fik lov til at udtrykke sine følelser? Pervers stodder – det var, hvad han var. Besluttede Alyssa sig for at smide ham ud af sin lejlighed og vanære hans familie i processen med hans tanker som bevis, ville han ikke løfte én finger til protest.
Will nikkede lettet, for selv om gamle sorger ikke var hans favoritemne og bestemt et, som skulle undgås, var det bedre end de forvirrede følelser, han lige nu døjede med. ”Desværre er det ikke tit sådan med overnaturlige væsener og deres familier,” konstaterede han gammelmandsklogt, og der var vist nok en smule hold i ordene, for hvor mange personer kendte Will selv, som havde haft en smertefri opvækst? Ikke mange, og dén tanke var ikke videre opmuntrende.
Han var åbenbart ikke færdig med at dumme sig. ”Nej, overhovedet ikke! Ikke mere end hvad du allerede har gjort,” skyndte han sig at sige. Ubevidst fandt hånden sig vej op under blusen, hvor halskæden hvilede mod huden.

Alyssa grinte ganske let og så smilende på ham. De brune øjne glimtede ganske blidt i skæret fra lyset om dem. Det var egentlig ganske hyggeligt at sidde her sammen med ham, og den skræmmende oplevelse for lidt siden, var nu efterhånden glemt. Lige nu var det eneste hun tænkte på, at hun hyggede sig sammen med ham. Den kolde væske foran hende, fik glasset til at dugge, og vidnede om at der tydeligt var varmt herinde. Det gjorde nu ikke noget, for det var stadig ganske behageligt.
Hans ord fik hende til at smile en smule. Svagt trak hun på skuldrene, lod hovedet glide på skrå. ”Jeg ved det godt.. det er sikkert en smule irriterende.. Men det er ikke med vilje, det er bare noget der sker. Jeg kigger hen på folk, også virker det som om jeg får en masse input fra en anden person, jeg ikke kender.” sagde hun stille. Tav en smule, inden hun strøg hånden gennem sit mørkebrune hår.”Nogle gange gør det også en smule ondt, fordi jeg ikke kan få det til at holde op” fortsatte hun mildt og bed sig i læben. Turde godt at snakke med ham om det, fordi han virkelig virkede som om han oprigtigt kunne li at være sammen med hende, og ikke bare var ude efter et eller andet.
Han virkede som om han var lidt flov, og det var faktisk en smule synd for ham. Han havde sikkert ment det godt, og bare prøvet at gøre noget, så de havde mere at snakke med. Det kunne selvfølgelig også være at det var de glas med øl, han havde drukket mens de havde siddet her sammen. Det gjorde nu heller ikk noget. ”Du ville måske hellere have noget andet?” spurgte hun drillende og bed sig i læben. Lagde hovedet lidt på skrå igen, inden hun tog en tår af sin øl. Han var nu egentlig nem at snakke med, havde det lidt som om de havde kendt hinanden længe, og kunne snakke om alt. Det ville bare virke mærkeligtg at sige, for de havde jo kun lige mødt hinanden.
Let lænede hun sig hen og kyssede hans kind. ”Det er alsa sjovt.. du udstråler så mange forskellige følelser hele tiden.. Så du flov.. nervøs.. genert.. glad.. kærlig.. er det noget specielt jeg har gjort?” spurgte hun smilende og drak det sidste i sit glas. Strakte sig en smule og sukkede afslappet. Det var vel også ved at være tid til at de skulle hjem. Forhåbentlig ville han stadig med hende hjem, selvom de ikke kendte hinanden så godt endnu. Det ville være rart at være sammen med en der kunne li hendes selskab. At have en at snakke med, var også rigtigt dejligt. ”Nårh.. men nu smutter jeg snart hjem.. vil du med, eller vil du hellere blive her alene?” spurgte hun drilsk og så legende på ham. Tog sin trøje på igen, så hunikke ville fryse når hun kom udenfor. Der var jo blevet en smule koldere, og det virkede en smule overskyet udenfor, men det skulle nu nok gå.
Blikket hvilede længe på ham, efter at han havde snakket igen. Grinte lidt forsigtigt og strøg hånden let hen over hans arm. ”Will.. jeg vil gerne hjælpe.. Jeg elsker at hjælpe andre, der er noget af det eneste jeg er rigtigt god til, så bare sig det?” spurgte hun smilende og lod kort hånden stryge sig selv over armen. Rejste sig og skubbede stolen ind, inden hun pillede lidt ved sin halskæde. Vidste godt at han virkelig havde sat pris på det hun havde gjort for ham, men for hende ville det kun være rart at kunne hjælpe endnu mere. Uanset hvordan. Og især når det var ham, han havde jo lige forsvaret hende, og prøvet at holde hende ude af problemer. Det var rigtigt rart.
”Kom nu.. lad oz smutte” sagde hun blidt og bed sig i læben. Hvis han rejste sig ville hun følge med ham udenfor, og ned af gaden mod sit hjem. Mange ville sikkert mene at hun var uforsigtig.. og det var der måske også noget rigtigt i.
Alligevel glædede hun sig til at de kunne være sammen med en, i stedet for at være alene derhjemme.

Alyssas kindkys satte ild til Wills selvbebrejdende tanker og fik ham i stedet til at føle, at fødderne svævede flere meter over jorden. Sammen, ivrigt snakkende, begav de sig ud af baren og mod hendes hjem. Deres møde var uden tvivl en begyndelse, det vidste han – men på hvad, lå endnu foran dem som en ukendt hemmelighed, han var klar til at udforske …

// SLUT!
… out //