to dæmoner på en kirkegård (Yuuki)

s: kirkegården
v: luften er lidt kølig
o: ruin af kirke, slidte gravstene, et dødt træ hist og her...
t: aften, solen er ved at gå ned
på: mørke jeans, mørkegrå t-shirt, åben sort jakke, bare fødder.

stenene fra gruset og alt ukrudtet stak lidt da han gik ind gennem den rustne port og ind på selve kirkegården. Over det hele var der planter, hvilket bare viste at kirkegården var blevet forsømt og forladt. Alle de ødelagte gravstene vidnede om ene masse der engang var døde og nu lå i jorden, begravet med hver deres historie. Historie....Noget der interesserede ham meget, hvordan var engang? Hvad havde folk at fortælle? Måske var der noget vigtigt...
Han gik imellem dem mens solen bag ham, begyndte sin nedtur, ned over kanten af verdenen for at hyle dem i mørke, i et mørke hvor alt kunne ske, til den så igen ville komme tilbage. Han så ned på nogle af de gravstene han kom forbi...
*...Larie Montez, 1346 - 1398....Henri Jackel...* Alle mulige fremmede som var glemt for stedse. Intet at sige til det spøgte her, det ville han heller ikke selv have fundet sig i.
Han vendte sig roligt om da han noget en mindre bakketop og så ud over stedet, så hvordan solens sidste stråler farvede omgivelserne orange og røde, legede og drillede med skyggerne. Endelig gled hans mørke, livsfulde, hemmelighedsfulde øjne op og så mod solen, som et stort øje der snart blev lukket for at sove.
Et friskt vindpust tog drillende fat i hans tøj og hans mørkebrune hår. Som forventet var der stille. Ikke en sjæl...Eller var der?

Piv, piv lød en lyd der kom lidt bagved den lille dæmon som gik på en brdd sti der førte hen til Kirkegården. Denne lille dæmon hed Yukii og var gået sig en tur rundt ved udendørs arealet af den store gravplads. Yukii havde en knælang lyserød kjole på, sorte flade sko, et lyserødt bånd over hovedet, Yukii havde taget Kariz hendes dyr med sig enlig havde hun ikke ønsket at gøre det men det skete. Yukii elskede at se Kariz glade ansigt selvom dens store røde øjne så ud til at ville æde en med hud og hår, men det var Yukii vant til så det gjorde ikke noget. Hun gik videre mens hun tænkte lidt*Hmm der er enlig sket meget i mit liv både store ting, og små ting. Enda ting jeg slet ikke har oplevet, set.*Hun gik imens den tanke var i hendes hoved, og hun nødat gå herude om natten hvor der var så roligt og fredeligt det føltes dejligt. Yukii fortsatte og der gik ikke lang tid før hun nåede hen til kirkegården hun gik derind og så sig omkring. Der var mange grave, og som altid var det svært for hende at læse skriften på gravstenen fordi det var kursiv og helt ulæseligt. Hun kiggede kort ned
på Kariz der kort snussede lidt rundt ved området. "Hihi kariz"grinte Yukii lidt mens hun
gik hen til et blomsterbed der stod ved en bænk hen i et af hjørnerner. Hun duftede
til dem, og så på deres farver tænk at disse blomster der så så triste ud kunne dufte så godt. Hun smillede kort, og der gik ikke lang tid før hun havde fornemmet noget"Gad vide..."sagde hun midt i hendes sætning og bevægede sig lidt hen imod en bakketop hun betragtede den lidt og fik så øje på en person, men så igen gik der
ikke lang tid før Kariz havde angrebet ham ved at bide ham i armen det var typisk Kariz at gøre det. Måske var det fordi at Kariz troede at denne person var ude på
at dræbe Yukii, eller måske følte Kariz en koldhed, en morderrisk følelse."Åh undskyld!"sagde hun højt og skyndte sig at tage Kariz i hendes favn.

Det var et perfekt øjeblik, solnedgangen, sine egne tanker, fred og alene. kirkegården var bare en ekstra effekt. Men selvfølgelig skulle noget ødelægge det, et eller andet væsen som tilhørte en eller anden dæmon-pige.
Han knurrede overrasket og mærkede hvordan vreden forplantede sig i hele hans krop. Han rystede væsenet af så det nærmest faldt ned i hendes favn da hun ville tage sit dyr. Han så på sin arm, der var bidemærker på jakken, han tog jakken halvt af, kun nogle røde mærker på selve armen. Han hev jakken på igen og så på dæmonen foran sig, ligenu følte han bare en stor modvilje mod hende.
'"Hodl styr på dit dyr, ellers kunne det godt være nogen f´gjorde noget ved det på et tidspunkt!" ikke bare en indholdsløs trussel. han ville personligt sørge for det vis den gik til angreb på ham igen.

Stemmen, personen hun holdte øjnene op for det hele, hun tog Kariz op i favnen mens den straks begyndte at knurre vredt."Det vil ikke være godt at true et lille dyr som sagtens kan være farlig"sagde hun og studere ham lidt, han så venlig ud men han så også ud til at kunne dræbe med et blik. Hun studere sine omgivelser lidt, grave, og få blomster det lignede jo altid et dødt sted, det var kirkegården jo også-. Yukii bevægede sig ldit rundt ved to gravstenen ved hende hun fik øje på kirken der stod lidt gemt bagved nogle buske, og gravstene. Yukii kiggede hen på personen igen"Hvad laver du herude ved kirkegården? på jagt måske"spurgte hun nysgerrig med en venlig stemme, hun gik lidt tættere på ham men ikke helt tæt hun ville ikke gøre noget før hun var sikker på hvad for en person han var, var han en fjende, eller var han ikke Kariz's røde store øjne var rettet på personen den kunne ikke lig ham det var tydeligt"Beklager Kariz s opførsel han er altid på farten overfor nye mennesker, eller nej det vil sige på farten overfor nye væsner, for jeg har lurret lidt af du er et væsen, et mørkt et ikk"spurgte hun lidt gættende. Yukii s hår hang løst lidt flagrende, og hendes blege hænder nussede Kariz hoved, lidt bagved ørerne, under halsen, og lidt på maven. Tit kunne man se Kariz's spidse tænder men det var Yukii vant til. "Længe siden at jeg har gået rundt her ved kirkegården, jeg glemmer helt hvor fredeligt, og stille her kan være"sagde hun med et lille smil.

Han så lidt på hende og lod sin anden hånd glide over sin arm lidt og så ud over stedet igen, solen var så godt som forsvundet nu.
Han sukkede svagt og lukkede øjnene halvt i.
"Ja, her kan nemlig være så fredelig" han så ligegyldigt på dem, han var ikke sur på den unge dæmon foran ham, men på dennes....dyr.
"Ja, jeg er et væsen og nej, jeg er ikke på jagt, hvad skulle jeg dog jage? Jeg er ikker et sølle bloddyr" sagde han og så lidt på dem igen enden han sukkede.
Han så ud over stedet igen, han måtte bare komme tilbage i morgen, dette øjeblik var ødelagt. Det kunne være han kunne få sin hund med, den skulle nogle holde små dyr væk.

Yukii studerede ham lidt mens hun kiggede lidt ned på Kariz"Kariz løb du bare lidt rundt"sagde hun smillende, så retted ehun sig lidt op og nikkede"Ja fredeligt det er her men hvad er dit navn"spurgte hun mens hun fandt en gravsten hun kunne stille sig op ad"Jeg bad kariz om at løbe lidt væk for jeg har på fornemmelsen at du ikke bryder dig om ham"sagde hun, og så ldit ned på hendes fødder, hun viftede kort med den højre fod og kiggede op på personen igen"Jeg undskylder hvis keg har sagt noget forkert jeg mente bare at de fleste plejer at jage ved kirkegårde, på dette tidspunkt"sagde hun sitlle og så lidt rundt, kirkegården kunne godt få hende til at tænke lidt på hendes forældre og lidt på Vlad men ikke så meget som hun plejede at gøre.

//Undskyld krea mangel :c//

Han så ligegyldigt ud over omgivelserne. Hvorfor var det hun forklarede sig selv? Han var da ligeglad med hvorfor hun lod det dyr løbe rundt, men hun havde ret i han ikke brød sig om det.
"Selv om jeg sagde mit navn ville du blive klogere, for du kender mig nok ikke" sagde han, en sætning han normalt brugte når han ikke gad fortælle folk hvad han hed. Jage ved kirkegården? Hvad var der at jage her? Døde skeletter? Åndssvagt.

//Også mig^^//