A Black Heart... (A)

S: Skoven
T: Midnat
V: Skyfrit og lunt

----------------------------------------


Smerte... lidelse... det! Han hungrede efter det... og han skulle nok få det...
Da han var hel, havde han holdt alt for meget igen med det, men det var slut nu... det var slut med at være blødsøden og kærlig... og det var slut med at være nådig...
Han havde manglet det alt for længe nu... alt, alt for længe... det var flere måneder siden han, som hel, havde gjort det mod nogen...

Et sygeligt ondskabsfuldt smil bredte sig på hans læber, og hans røde øjne nærmest lyste af forventning som han sad der i træet, kun iført et par mørke bukser, og med sit lange, sølvhvide hår hængende ned ad ryggen og skuldrene.

Han var Zane... men ikke alligevel... for han var Sansiss... Cruelty...
Han var alt hvad svage Zane havde gemt bort... han var magt...
Og han ville vise de ynkelige hvordan ægte smerte føles... åh ja... det skulle blive godt at udfolde sig igen!

Han sprang fra træ til træ og spejdede, men da han ikke fandt noget af det han søgte, satte han sig til rette på en stor gren med udsigt over en lysning i skoven... og ventede... og ventede...

Amy var ny her. Eller var hun. Nej det var hun egentlig ikke. Hun havde været i denne by mange år. Men det var nyt for hende. For nu var hun en vampyr. Og hun var meget mere blodhungrende, end hun havde troet hun ville blive. Hun elskede at slå folk ihjel. Se de latterlige mennesker prøve at løbe fra hende. Se det sidste glimt af håb, forlade deres øjne, som hun tømte dem for blod.

Da hun blev smidt ud af gud, havde han nok aldrig regnet med at hun ville ende som en virkelig ond og egoistisk vampyr. Men det var hun. Denne aften havde hun valgt at gå ned i skoven. Hun havde blot lige ventet de timer der var sollys, og så snart lyset var væk, var hun smuttet udenfor.

Hun havde en kort sort kjole på, der gik til midten af låret i læder, den var ret nedringet. Samt en kort læderjakke, der stod åben. Som vampyr mærkede hun ikke kulde. Hun mærkede self, heller ikke smerte, men det var ikke noget hun rigtigt tænkte over mere. Hun havde for en gang skyld ikke hæle på, bare et par almindelige sorte flade støvler. Det ildrøde hår, smøg sig om det porcelæns hvide ansigt, og stod i meget skarp kontrast, med den lyse hud. Håret gik til lige under skuldrene, og blæste en smule rundt om hendes ansigt, i de blide nattevind.

Hans skarpe ører opfangede omgående lyden af en kvist der blev knækket under fodtøj.. efter lyden at tømme, var det ikke noget tungt der havde trådt på kvisten... så chancen for at det var en kvinde eller en pige var stor... ihvertfald i hans verden.
Hans smil blev endnu bredere, og han vendte sig om på grenen for at se om han kunne få øje på den der havde lavet lyden.

Han så hende omgående på grund af hendes røde hår.

Han hævede kort det ene øjenbryn. Hun var endda rigtig pæn!
Hans skarpe blik gled over hende, og hans eneste ærgrelse var at hun ikke viste lige præcis den del af sin krop, som han... ja... der var ingen grund til at tænke yderligere over det. Lige nu ihvertfald.

Han betragtede hende lidt, før han besluttede sig for at vente og se hvad hun gjorde.

Amy strakte sig ganske kort, inden hun gik videre gennem skovbunden, egentlig havde hun ikke rigtigt nogen ting hun skulle nå, eller gøre. Hun gik bare rundt i skoven, for at fordrive sin tid. Hun nød nok mest, bare at gå for sig selv. Hun ville bare gå for sig selv. I hvert fald lige nu,. For der var ikke andre folk, og dermed ikke nogen at snakke med.

En duft nåede kort efter hen til hende, hvilket fik hende til at stoppe op, et par træer, fra det han sad i. stille så hun rundt og pillede ved sin jakke. Den duft havde hun ikke mødt før. Gad vide hvad det var. Og hvor at duften stammede fra.

Hun kunne ikke lige finde ud af det, så måske var det bare hende, der havde opfanget noget, som havde været der for længe siden. Et svagt skuldertræk gled over hendes skuldre. Jaa hun var måske ikke så skarp i den slags endnu, men det ville vel ændre sig med tiden.

Da hun kom tættere på, fik han et endnu bedre udsyn...
Hun var ikke bare pæn... hun var decideret smuk...

Perfekt...

Det var tid til at finde ud af hvad hun var for en... at lege med dem først, var en ting som Zane aldrig havde gjort meget i... hans hjerte var for godt... men Sansiss...

Han krummede sig sammen og satte af fra grenen, hvorefter han landede lydløst lige bag ved hende.
Hendes duft nåede hans næsebor, og han tog en dyb indånding, som han rettede sig op i sin fulde højde. Hvilken vidunderlig duft denne pige havde!
Han kunne ikke helt pinpointe hvad hun duftede af.. men der var en smule blod i duften...


"Sikke smuk du er... og flot kjole..." hvislede han med en stemme koldere end is.
Han smilede igen, og tilføjede så med et foruroligende glimt i øjet: "En skam at den ikke viser noget af den smukke mave du gemmer derinde..."

Amy stod for en stund stadig det samme sted. Det kunne umuligt være en gammel duft. Den var nærmest for… ja den virkede faktisk alt for frisk til det. Som om at den var et kort stykke fra hende, men hun bare ikke kunne se hvor den kom fra. Måske.. Var vedkommende gemt i skyggerne. Hun kunne jo godt nok se i mørket, men det var måske en der gemte sig i skyggerne fra træerne.

Pludselig blev duften meget stærkere, det var mærkeligt. Som havde vedkommende stået lige bag hende. Og ganske rigtigt, kort efter nåede en stemme hende, hvilket fik hende til at smile roligt.

Hun vendte sig langsomt mod den mand, der stod lige bag hende. “Det vil jeg vælge at tage som en kompliment” svarede hun legende. Et faretruende glimt viste sig i hendes øjne. Lysten til lige at prøve at bide ham, bare for at smage hans blod, var ret stor. Men hun holdt sig tilbage, det kunne godt vente lidt endnu. Hun ville lige se hvad han var for en. “Og at du lige præcis vil se min mave, af alle steder på min krop.. Er lidt mærkeligt sys du ikke?” smilte hun roligt,.

“Jeg kan jo ikke rende rundt i kun bukser, som du gør” fortsatte hun kort efter, med et drilsk smil. Hun lod kort tungen glide ud og fugte læberne.

Han lagde armene over kors, og betragtede hende lidt. Hun var jo modig...!
Modig, eller dumdristig...

"Åh, det var skam en kompliment.." lød hans svar på hendes første udtalelse.
Den anden fik ham til at smile og trække let på skuldrene...

"Nogen ville sige det er mærkeligt.. men ikke jeg... jeg synes det er et af de smukkeste steder på kvindekroppen... og et af de mest sårbare." sagde han mens han så hende i øjnene.
Hans øjne var stadig kolde som bare fanden... men noget af vanviddet så ud til at være forsvundet... eller gemt væk...

"Så for mig, er det ikke underligt..." tilføjede han så med et smil.

"Hvad laver sådan en pige som dig dog herude om natten? ...måske du jager...?" sagde han så, og hans smil blev en anelse bredere.
Dette virkede i sandhed som en interessant pige... og hvis hun virkelig var så intressant, ville han måske undlade at gøre... det...

“Ah, så det at du gerne ville se min mave, var for at se om den var ligeså pæn som resten af mig?” smilte hun legende, og lod blikket hvile på ham. Han virkede spændende. Ikke som en af alle de mange dødbidere.

Hun smilte drilsk og gik langsomt en smule videre hen af den bevoksede skovbund. Han var sikkert ude efter noget. Men hvad mon det var. Hun kunne ikke finde ud af hvad han ville. Måske ville han bide hende.. Måske ville han voldtage hende, fyre kunne finde på hvad som helst.

“Jeg er imponeret.. Hvad afslørede mig? Blodet på mine læber?” svarede hun legende, og hvilede ryggen mod et træ. Hun betragtede ham med et par tænkende øjne. Gad vide hvad han var for en. Han mindede mest af alt om en elver.. Også alligevel ikke. Der var noget.. Mørkt over ham. Måske han var en sort elver? “Eller fandt du liget af den skræmte tossede fyr, jeg smed i udkanten af skoven?” fortsatte hun kort efter. Virkede stadig Meget drillende,.

Han lo kort over hendes bemærkning og spørgsmål.
"Det kan man vel godt sige.. nogen vil se bryster.. andre vil se det pigerne har mellem benene... Jeg er bare ikke helt som andre.." han smilede.

Han fulgte hendes bevægelse grundigt med øjnene og lyttede til hendes ord.
Igen smilede han.

"Nej.. det var duften af blodet på dine læber..." sagde han så, og gav hende åbenlyst elevatorblikket.
Hun var... en vampyr som en vampyr burde være, i hans øjne... ikke så blødsøden og skvattet som mange af de andre vampyrer i Di Morga...

"Du... er en interessant pige... jeg fornemmer endda ingen frygt fra dig..." sagde han koldt, men med et smil.

Hvis hun fortsatte med at være så interessant, ville han ikke gøre... det... ihvertfald ikke i denne omgang.

Amy smilte for sig selv, og trak på skuldrene. “Det må jeg huske til næste gang så, så kan det være du ser min mave” svarede hun legende, og lod kort blikket glide mod himlen. Nej hun var på ingen måde bange for ham. Måske var det dumdristigt, men hun havde ikke i sinde, at spilde tid på at blive bange for alle.

“Hm jae.. Jeg gemmer til senere” svarede hun drilsk, og rystede let på hovedet. “Men hvem ved.. Jeg kunne jo prøve på at.. Bide dig, så har jeg mere” grinte hun roligt, og smed det røge hår væk fra øjnene. Øjnene glimtede let faretruende,. Hun legede med ham, ingen tvivl om det. Han virkede spændende. Ond, men samtidig ligesom hende. Som to pandere der vurderede den anden. Begge tavse, og alligevel stolte. Begge to farlige, og for stædige til at gå.

“Frygt? Jeg vil ikke frygte, så ville der jo slet ikke være noget sjov, ville der vel?” smilte hun roligt, og gik legende rundt om et af de tynde træer. “Så skulle jeg klæ mig pænt, og ikke myrde folk, eller torturere folk.. Så ville jeg jo kede mig” sukkede hun opgivende.

Han lo lidt og sagde "Det ville bestemt ikke gøre noget... jeg er sikker på at det ville gære dig mere... forførende."
Han begyndte at gå i takt med hende, men koordinerede det, så de kom til at cirkulere mens de betragtede hinanden.

"Bide mig? Det ville være morsomt hvis du forsøgte... men jeg er bange for at du har mødt din overmand i mig."

Han gav hende endnu et elevator blik og smilede lidt bredere.

"Frygt er et våben... og man skærer sig ikke på sit eget våben, vel?" sagde han.
"Og dig? Klæde dig 'pænt'? Det ville være som en slange i paradis." tilføjede han med et grin, mens han løftede blikket og så hende i øjnene.

“Tror du nu også det? Jeg tror ikke det er en mulighed” drillede hun legende, og så ham roligt i øjnene. Bemærkede godt at han begyndte at gå sammen med hende, og gjorde intet forsøg på at stoppe deres cirkulering. For hende gjorde det ikke noget, hun var ligeglad. Og det at de nu gik i ring, gjorde det så meget mere spændende.

“Årh, can you blame a girl for trying?” svarede hun drilsk, og fejede håret væk fra sine øjne. “Og hvis jeg ikke må se dit blod, så må jeg jo finde noget andet at lege med” sukkede hun opgivende, og lod hovedet glide på skrå. Øjnene glimtede i det lette skær fra månen.

Et grin forlod hendes læber, idet han kommenterede hendes snak. “Ah, men som en slange i paradis, kunne jeg lave så meget ballade” smilte hun roligt og stoppede langsomt op. “Du kigger sådan på mig, hvad er du ude efter?” sagde hun tænkende, og rettede på sin kjole.

"Åh jo.. for mig ville du være lidt mere forførende..." sagde han
Hun var en skønhed som hun så ud nu... men med den lille detalje, ville han blive helt vild... man har vel svagheder...!

Noget andet at lege med? Måske kunne hun bruges... til et lille samarbejde...
Hvis der var nogen han kunne overveje at arbejde sammen med... så var det nok en pige som hende under alle omstændigheder...

"Måske vi skulle lære hinanden lidt bedre at kende...? Det er muligt at vi kunne... samarbejde." sagde han, og stoppede selv op.

"Hvad jeg er ude efter? Det er altid et godt spørgsmål... men måske du finder ud af det på et tidspunkt...?" sagde han med en drillende tone.

Amy grinte roligt, og lod hovedet glide en anelse på skrå. "ah men som sagt, så skal jeg jo nå hjem og skifte først, ellers kan jeg jo ikke rigtigt gøre noget godt for dig" drillede hun legende og gik tænkende igen. Måske han var noget hun kunne bruge, måske. Kun måske. For det var ikke til at sige om han ville lege med.

Måske han kunne hjælpe hende, hun kunne godt bruge det. Men det ville hun slet ikke sige til ham. Han måtte selv finde ud af det, for ellers var der jo ikke noget sjovt for hende. Hun elskede at lege. At drille. Især hvis folk hoppede med på den, eller vare var som hende.

"og med lære hinanden bedre at kende, hvad mener du så helt nøjagtigt? Af ren og skær nysgerrighed, hvilken slags samarbejde.?" smilte hun legende. Et glimt af intresse kunne ses i hendes blik. Han havde hendes fulde opmærksomhed. I hvert fald indtil hun fandt ud af om det var spændende eller noget kedeligt noget. Hvis det var kedeligt, kunne hun ikke bruge det til noget.

Han legede med hende, det kunne hun tydeligt fornemme. Ikke at det generede hende, det gjorde ham bare mere spændende. "ja måske.. Hvis du vil dele det" smilte hun roligt og gik langsomt om bag ham. Lod legende tungen glide op af hans hals. "eller.. Jeg kunne bide dig for sjov?" hviskede hun smilende og gik langsomt væk fra ham igen.

Han lo lidt af hendes første sætning, og stoppede så op.
Med et smil lagde han armene over kors, mens han så på hende med sine røde øjne.

"Åh, man kan lære hinanden bedre at kende på mange, mange måder... nogen gør det på en skvattet måde... nogen gør det med en kamp... nogen gør det med andre metoder... der er mange muligheder, lille blodsuger."

Han holdt blikket på hende. At stole på hende ville være dumt... måske endda farligt!

"Der findes også mange slags samarbejde... men lad os nu sige at jeg er her for at sprede kaos, og for at gøre den såkaldte Valshar Zane til en forhadt psykopat med ry for at myrde og lemlæste som det passer ham..."

Hans øjne skinnede i natten, mens han tænkte på hvor meget han muligvis ville kunne ødelægge for Zane...
Alt ville kunne blive perfekt...

Amy smilte legende for sig selv, og lod hovedet glide på skrå. Hun stod nu op af et træ, til højre for ham. Den ene fod hvilede mod barken på træet, og den ene hånd holdt fast om en gren. Hun elskede at lege med ham. Han var en sjov personlighed. Ikke en hun før havde mødt. Og måske var det farligt at være tæt på ham, farligt at lege med ham.

“Hvilke metoder bruger du så, mod en lille blodsuger som mig?” hviskede hun legende og så mod ham. Øjnene glimtede i lyset fra himlen. Hun var nysgerrig, men ikke så meget at man med sikkerhed, kunne sige at det var det, der lyste ud af hendes øjne.

Amy virkede for en kort stund tænkende, men ikke for længe, det skulle bare virke som om, at hun ikke glædede sig til at udføre hans plan. Men det gjorde hun, chancen for at gøre andres ry, til noget møg, var for godt til at lade passere. “Hvis du har brug for en som mig… så hjælper jeg gerne” drillede hun mildt.

En let brise fik træernes kroner til at rasle stille, og en ensom ugle var at høre langt væk.
Hans smil var selvsikkert, nærmest arrogant...
"Jeg kunne komme på mange metoder overfor en lille blodsuger som dig." sagde han med morskab i stemmen.

Han lyttede til hendes ord, uden at gøre noget...
"Jamen i så fald... jeg håber du duer til noget. Og jeg håber nu nyder at påføre andre ulidelig smerte..." sagde han og smilede endnu en gang.

Han vendte front mod hende, og gik et par skridt tættere på, før han pludselig forsvandt som om han aldrig havde været der.

Lige så hurtigt han var forsvundet, dukkede han op igen. Denne gang lige foran hende.
Han satte hurtigt hænderne mod stammen af det træ hun stod op ad, så hun stod mellem hans arme.

"Interessant at jeg lige skulle møde en som dig... men fortæl mig nu, lille blodsuger... hvad frygter du allermest her i verden?"
Hans øjne glødede af en ondskab som var langt, langt ældre end Zanes...

“Mh, de metoder.. Ville jeg med glæde høre noget mere om” smilte hun drillende. Og så stadig roligt på ham. Fortrak ikke en mine, mens hun snakkede med ham. Var nu heller ikke bange for ham.

Hun grinte roligt for sig selv, og strakte sig ganske kort. “Jeg elsker at påføre andre smerte.. Og jeg kan få en person, til at overleve gennem tortur, i flere uger.. Hvis det er det jeg vil” svarede hun med et ondskabsfuldt smil. Hun nød at få folk til at lide. Det var noget af det bedste hun vidste.

Da han gik tættere på hende, så hun ham intenst i øjnene. Og smilte så for sig selv,. Gad vide om han allerede var træt af hende. Ah mon dog.. Han havde slet ikke virket ligeglad, nærmere interesseret i hende.

Da han dukkede op foran hende, og stilte sig tættere på hende. Med hænderne på hver side af hendes hoved, lod hun et legende smil hvile på hendes læber. Hun rykkede sig ikke, men blev stående på samme måde, som hun havde stået da han forsvandt. Flyttede sig ikke. Han var stadig spændende for hende, så hvorfor skulle hun det.

Han spurgte om hendes frygt. Hun bed sig drillende i læben, og lod en hånd glide op af hans brystkasse. “Og hvorfor, skulle jeg fortælle en psykopat som dig, hvad min største frygt er? Som vampyr, er det indlysende det er solen jeg frygter mest, eftersom jeg bliver en sød lille askebunke hvis den rammer mig” svarede hun med et svagt grin, og mødte intenst hans blik.

Det at hun ikke fortrak så meget som en mine da han var dukket på så tæt på hende, fortalte ham at hun vitterligt ikke var bange.
"Mmhmm? Men de metoder må vi jo så se på..." hvislede han.

Hendes hånd mod hans brystkasse fik et glimt frem i hans øjne.
"Så forførende i vampyrer er... men pas nu på lille blodsuger... selv vampyrer blegner ved siden af mine kræfter..."
Det var lidt ment som en advarsel... hvis hun forsøgte at bide ham, ville han nok gøre hende fortræd...

Han troede dog ikke at hun ville bide ham. Men hellere gøre det klart helt fra starten!

"Desuden..." sagde han og fjernede sin højre hånd fra træstammen for at placere den på hendes side.
"...kan jeg også lege den leg."

Hun var interessant... og det ville blive endnu mere interessant t se hendes næste træk...

Amy grinte roligt, og rettede på en af de røde totter hår, der lå over hendes øje. “Ja det sys jeg.. Dem må du helt sikkert vise eller fortælle mig” hviskede hun legende, og lod kort blikket hvile på hans hals.

“Fascinerende ikke?… at en førhen så sød og uskyldig engel.. Kan blive den mest blodhungrende satan” hviskede hun i hans øre, og lod igen kort tungen hvile mod hans hals, inden hun lod baghovedet glide tilbage, og hvile mod træstammen. “Jeg har ingen grund til at bide, en person der tiltrækker min interesse” smilte hun legende og så stadig ind i hans øjne.

Amy smilte roligt, havde ikke noget imod hans hånd hvilede på hendes side. “Det forbløffer mig også, at du endnu ikke har ødelagt min kjole, når du så gerne ville se min mave?” smilte hun drilsk. “Den leg.. Kan vi lege så længe du kan følge med” grinte hun og lod nu begge hænder hvile på hans brystkasse.

“Nårh.. Nok sjov, fortæl mig så hvad jeg kan gøre, men husk på… jeg arbejder kun om natten” smilte hun roligt, og lod hånden rette sit hår lidt. Egentlig fordi det generede hendes øjne.

"Yderst fascinerende..." svarede han med et uhyggeligt smil.
Hendes tunge mod hans hals alarmerede ham ikke... i hans hoved, havde han intet at frygte fra denne pige... men han havde muligvis noget at vinde.

Hendes næste bevægelse og ord, fik ham til at føle et lille sus a triumf...
Interesse var en sjov ting...

Han hævede ganske let det ene øjenbryn da hun nævnte det med kjolen.
"Åh tro mig, lille blodsuger... det er fristende..." hviskede han med endnu et uhyggeligt smil.

"Jamen selvfølgelig arbejder du kun om natten... og selvfølgelig frygter du solens lys mod din hud..." sagde han og førte sit ansigt lidt tættere på hendes, mens han placerede sin venstre hånd på hendes anden side.

Mens han smilede koldt, hviskede han til hende:

"Men det er kun indtil jeg bestemmer mig for at gøre den frygt og den arbejdstid overflødig..."

Amy grinte roligt, og rystede ganske svagt på hovedet. “Det havde ham den idiot til gud, nok ikke lige ventet da han klippede mine vinger” smilte hun roligt, og lod langsomt fingrene hvilede mod hans skulder.

Let lod hun hånden glide ned, og hvile mod træets bark. Hun smilte roligt til ham. “Jeg kan godt gå hjem og skifte, hvis du gerne vil have det?” drillede hun og bed sig en anelse i læben. Gad vide om han var en person man kunne stole på. Højst sandsynligt ikke, så måske havde hun lige gjort en fejl, ved at fortælle hvad hun frygtede.

“Du lyder som om du håner mig? Jeg kan fortælle dig.. At hvis jeg havde rørt lyset med det samme.. Havde du aldrig været så heldig at møde mig” hvislede hun legende, og lod hovedet glide en anelse på skrå.

Det næste han sagde, fik hende til at kigge længe på ham. “Hvad mener du?.. Du kan ikke fjerne min frygt for solen, den er jo dødelig for mig?” spurgte hun. For første gang undrende. Hun forstod det ikke helt.

Han lod langsomt hænderne glide op og ned ad hendes sider mens hun talte, og først da hun var færdig, smilede han og slap hende.
"At gå hjem og skifte ville age tid, lille blodsuger... ikke at det ikke ville være tiden værd..." sagde han med et mystisk smil.

Han ignorerede hendes anden sætning, og sprang direkte videre til at besvare den sidste...

"Hvad nu hvis du ikke behøvede at frygte solen længere...?" spurgte han drillende.
Hun var underholdende at lege med... og hun kunne blive meget nyttig...

"Som sagt... mine kræfter er enorme... og jeg kender mange magiske hemmeligheder." sagde han mens han endnu en gang gav hende elevator blikket. Langsomt, og med et mystisk smil, som i et forsøg på at tirre hende.

“Så.. Du fortrækker hellere, at vi bliver stående her for evigt? Mens vi leger med hinandens sind?” spurgte hun med et drilsk blik, og lod tungen glide ud og fugte læberne. Hun vidste ikke helt om han havde nogle steder han skulle være denne aften, men hun skulle i hvert fald snart hjem. Der var kun et par timer, til at solen ville kaste sine dødbringende stråler mod hende.

“Hvis jeg ikke skulle frygte solen mere, vil jeg langt om længe kunne se den igen.. Og så vil det være meget nemmere at finde ofre” smilte hun roligt. Langsomt lod hun en finger prikke ham på kinden.

Blikket hvilede stadig intenst på ham. Han havde hendes fulde opmærksomhed lige nu. Men kun lige nu. “Hvad vil du have jeg gør.. For at du vil gøre det for mig?” spurgte hun tænkende. Lidt mistroisk. Han virkede som en der kunne finde på lidt af hvert.

Langsomt snoede hun sig ud af hans greb, “Jeg er desværre nød til at forlade dig skatter, det nu ellers trist” grinte hun roligt, og lænede sig hen til ham, betragtede hans hals kort. Men gjorde stadig ikke noget. Begyndte i stedet at gå mod skovens udgang.

At lege med hinandens sind...
Det havde været morsomt.
"Så sandt, så sandt..." svarede han til hendes bemærkning om solen.

Han lod hende gå væk fra ham mens han fortsat stod med fronten mod træet.

"Hvad jeg vil have at du gør? Først og fremmest... hjælper mig med at bringe kaos og svække Zane... derudover..." han smilede og vendte sig om mod hende med røde øjne fulde af mystik.
"...det må vi finde ud af..."

Han betragtede hende mens hun gik, men han blev selv stående i lysningen. Solen ville irritere ham, men den ville være ufarlig...

"Vi skal nok mødes igen, lille blodsuger..." hviskede han for sig selv mens han så efter hende.
Et koldt smil bredte sig på hans ansigt, og han trådte ind i skyggerne under træerne... Dette skulle nok blive... yderst interessant...