Breaking Point (Autumn)

S: Abbadon
T: Sen aften
V: Tung regn
----------

Zane betragtede sit værk med et sadistisk, tilfredst smil.
Dette skulle nok hjælpe til med at få den mørke side frem i hans unge djævlegæst... April Foster, hvis det da overhovedet var hendes sande navn.

Lokalet var rimeligt stort, og som alt andet i Abbadon's kældre var det lavet i mørk sten.
Fakler han på væggene, forskellige, skarpe redskaber hang på træbjælker, som også prydede væggene... og ved den ene endevæg, stod de tre ting, som skulle knække djævlepigen.

Han smilede igen, gjorde omkring, og forlod rummet med den lange, sorte kappe svajende efter sig.
Hans tunge læderstøvler gav genlyd da han gik ned ad den lange stengang, og hans lilla øjne lyste ganske svagt i halvmørket.
På denne dag var han iført det allerede nævnte, samt et par mørke bukser og en mørkegrå tunika med sorte kanter, som blev holdt sammen af et smukt skåret læderbælte.
Hans lange, hvide hår hang løst som altid, og som det var det naturligt, sad det perfekt.

Sortelveren bevægede sig igennem de mange gange og op ad de mange trapper, uden et eneste ord. Han stoppede først op da han nåede en ensom, metalbeslået trædør med to vagter udenfor.
Vagterne hilste deres leder, og Zane åbnede døren og gik indenfor.

Han fik omgående øje på den unge pige i vinduet, og smilede...
"My dear... I hope you have been well for the past twenty four hours..." sagde han og lagde armene over kors, mens han betragtede hende.

Det havde ikke været nogen speciel eventfuld tid for Autumn, efter hun var blevet taget til sit nye ’hjem’. Hun havde hvad der føltes sig årevis på at skrubbe sin krop fri fra indtørret blod. Selv efter det hele var så godt som væk havde hun været gået i krig med den grove klud, inden hun endelig syntes at have kunne slappe mere af i blandt boblerne, der var blevet markant formindsket i mængden siden badet var blevet gjort klar til hende. Tjenestefolk havde - til trods for at hun havde afvist tilbuddet - alligevel været til stede og det var nu egentlig meget rart ikke at skulle vaske eller redde sin utæmmelige manke af hår. For ikke at nævne det blive flettet i en lang luftig fletning. En frisurer hun ellers aldrig benyttede sig meget af. Enhver anden ville nok føle sig som adelig, men hun var stadig stærk præget af, hvad der faktisk var sket på omkring to timer. Det ville have kommet bag på hende, hvor hurtigt det lykkedes hende at falde i søvn, hvis ikke hun kendte nok til sin egen krop, og hvordan den blev påvirket af brug af diverse evner. Hun var mest af alt overrasket over at udmattelsen ikke havde taget over noget før.

Søvnen havde ikke gjort det meste ved hende. Ikke underligt, siden hun ikke havde haft en god søvn i ufattelig lang tid, så hvorfor skulle det ændre sig nu? Hvis ikke skulle det gøre det værre. Hun befandt sig jo et fremmed sted. Men hun var kommet op. Egentlig var hun blevet tvunget ud af sengen omkring en fire tiden om eftermiddagen for at blive tvunget ned i tøj, der overraskende nok ikke var for galt. Meget li hvad hun normalt var iført i. Et par jeans, der passede - endnu en gang overraskende. Og lidt skræmmende at tænke på - og en simpel langærmet bluse der omfavnede hendes overkrop ganske behageligt til trods for dens tætsiddende effekt. Hun havde lignet sig selv, da hun så sig i spejlet. Lige bort set fra fletningen, der stadig var til stede og lå og hvilede over hendes skulder. Det var pænt, måtte hun indrømme for sig selv, men det føltes mærkeligt. Altid noget, at hun ikke havde planer om at forlade værelsets ’trygge’ rammer. Ikke at hun kunne, hvis hun ville, men det det var princippet.

Desværre var der en med en anden plan.
Hun havde ellers været godt i gang med at spille sin tid på at betragte de tunge regndråber glide nedover vinduesglasset samt studere, hvad hun kunne se fra sin udsigt, da døren blev åbnet igen. Automatisk drejede hun hovedet i god tro, at det bare var en stuepige eller lignende, blot for at blive mødt af en mere velkendt tilstedeværelse. Det ellers matte og nærmest fredelige udtryk der havde taget over hendes blege ansigt ændrede sig underligt nok ikke meget. De blå øjne fik måske en smule mere følelse som usikkerhed og nervøsitet, men ellers forholdte hun sig ganske rolig lige med undtagelse, da hun trak sine ben en smule tættere ind mod sin brystkasse og krummede de bare tær.

”Twenty one hours. It’s been twenty one hours, …sir.” sagde hun som noget af det første. Hun havde talt sekunder, siden hun var kommet. Hun slå blikket væk fra ham igen og så i stedet på sine hænder, der havde flettet fingre i deres hold om hendes ben. ”Can I go home now?”

Det var tydeligt at pigen ikke havde fået den hvile, hun havde brug for... og noget sagde ham, at det havde hun ikke fået i lang tid - lang tid før hun kom her til Abbadon også.
Endnu en ting han havde en klar teori om årsagen til...

"Twenty one... twenty four... you must forgive me, but a few hours does not feel as important to me, as it would to a short-lived human. I am sure you understand that." sagde han roligt, mens han kiggede på hende med et lettere undersøgende blik.

Hun var ikke glad for at se ham, så meget var tydeligt... og han bebrejdede hende det ikke. Han havde jo tvunget hende til at blive her, i stedet for at tage hjem til sig selv og få styr på følelser og krop...

"You are very pretty. You should treat your hair with proper respect every day..." sagde han, og undlod at svare på hendes spørgsmål.

I stedet gjorde han omkring, og gik ud af lokalet samtidig med at han sagde:
"Come."

Han forventede at hun fulgte med, og hvis hun gjorde, ville han føre hende ned ad de mange trapper, igennem de mange, labyrint-agtige gange... indtil de nåede frem til det rum, han tidligere havde forladt.

Zane skubbede døren op og gik indenfor... og med et smil, vendte han blikket mod Autumn.
"April... this is where you will learn who you really are." sagde han, hvorefter han vendte blikket mod endevæggen.

Der, op ad væggen, var tre sæt lænker. Hvert sæt bestod af to lænker i loftet, og to i gulvet.

To af sættene var optaget af hver deres menneske; den éne var en ung mand i tyverne, med kort, kastanjefarvet hår og grønne øjne. Hans lettere stærke, muskuløse og ganske flotte krop var nøgen, med undtagelse af et par underbukser, og blikket i hans øjne var fyldt med en frygtsom trods, der kunne ligne mod.

Det andet menneske var en ung kvinde, i start tyverne, som ligeledes stod med armene hævet over hovedet, fastspændt i lænkerne og iført intet andet end en bh og trusser, hvilket viste hendes slanke, bløde krop frem.
Hendes lange, brune hår hang løst, og hendes klare, blå øjne var fulde af frygt.

"I want you to harm these two people... take pleasure in their agony... and I assure you, April... once you begin, you will find it utterly satisfying. However, if you do not do this..." sagde Zane, og pegede så over mod det tomme sæt lænker, med et uhyggeligt, selvsikkert smil.

Autumn gik intet ud af, at han kaldte hende smuk andet end måske lidt ubehag. Men det var langt fra så kraftigt, at det viste tegn på det. For hende var det ikke meget andet, end en tom kompliment. Også selvom han mente det eller ej, så var han ikke den, hun ønskede at høre det fra lige nu. Han burde nu ikke være overrasket over, at hun kun nikkede meget svagt som bekræftelse og sagde ellers intet til det. Til hendes held, stod han heller ikke og ventede på en reaktion, for før hun vidste af det, var han på vej ud af værelset igen. Den knap så glædelige nyhed var, at han beordrede hende til at følge med ham.
Hun gav dog ingen hentydninger til at gøre netop det. Godt nok havde hun rettet blikket i hans retning og havde fulgte ham med øjnene, men eller blev hun siddende, som var hun limet fast. Limet fast med lim, der ikke virkede specielt stærkt, for inden længe opdagede hun vagterne, der tilsyneladende havde stået udenfor og sørget for, at hun ikke var løbet væk, i deres march ind efter hende. Noget der åbenbart fik hende til at stige ud fra sin plads i vindueskarmen med et lettere panisk udtryk i ansigtet. ”I can walk by myself!” informerede hun dem hurtigt om, inden hun hurtigt trippede over gulvet, videre forbi vagterne for at søge op til Zane, der allerede var et godt stykke henne, hvor hun forholdte sig bag ham.

Turen ned i kælderen foregik i stilhed. Især fra hendes side. Hun havde til tider set sig omkring i et forsøg på at kunne orientere sig bedre ved en senere mulighed. Men det øjeblik, som hun blev ført ind i endnu et fremmed rum, tabte hun alle andre tanker fuldstændigt. Det tog hende lidt tid at registrerer, hvad det faktisk var hun blev så, dog gjorde det ikke hendes reaktion mildere.
Hun gispede højlydt og skræmt og førte straks en begge sine hænder op foran sin mund, hvorefter hun trådte flere klodsede skridt bagud, før hun faldt hårdt på halebenet. Skrækken var næsten tydeligere fremhævet hos hende frem for de to mennesker foran hende. Det værste var, at dette ikke var første gang, at hun var blevet mødt med et lignende syn, og billeder bladrede frem i hendes hoved i høj fart, som næsten gjorde hende helt ør i hovedet.

Hun drejede skarpt hovedet i retningen af Zane og så på ham med det præcis samme blik, indtil øjnene spilede sig en smule mere op, som han forklarede, hvad han ville have hende gøre. ”No…” lød det først meget sagte og ry fra hende. Hun så tilbage på de to individer på ende væggen. ”No no nonono..” gentog hun, mens hendes stemme fik mere kraft. Med rystende bevægelser fik det lykkes hende, at komme op at stå igen. ”No… no..” Hun tog endnu et skridt tilbage. Og så et til. ”No. That's.. sick!” Opmærksomheden landede tilbage på sortelveren, da hendes ryg lagde sig mod den lukkedes dør. ”There’s no way! Why!? Why would you even think of something like that!?” Hun havde hævet stemmen markant. Og den rystede ligesom hendes hænder. Hun så fluks imod kvinden og blev mødt af hendes blå øjne. Hun mindede om hende selv. Bare ældre. Og med mere farve i sin hud. ”No!”

Rædslen i pigens blik, og hendes ufatteligt menneskelige reaktion kom ikke bag på Zane denne gang. Han vidste at hun var uskyldig... at hun havde et godt hjerte, og at hun ikke havde lyst til at gøre nogen fortræd... ikke udenpå i hvert fald.

Men indeni... dybt, dybt inde under pigens uskyld, lå der noget mørkt gemt. Noget som smilede ondskabsfuldt og frydede sig ved synet af de to mennesker... det var han sikker på.

"Stand up, April, and face this trial... for if you do not, then you shall take the third place, and then I will force you to endure untold pain, in an attempt to draw out your dark side." sagde han roligt, mens han så på hende med et beslutsomt blik.

"You cannot hope to escape Abbadon... and should you try, I will gut one of these two immediately, and then I will have my soldiers catch you and drag you back here. You must do this... you must, April..."

Han gav hende ikke meget at arbejde med. Der var absolut ingen vej uden om. Det var enten hende eller dem. Og ligemeget hvor meget hun havde lyst til at råbe og skrige, at han bare kunne lænke hende op og gøre hende fortræd frem for de andre, så kunne hun ikke få ordene frem. De sad fast i hendes hals som et dårligt valg, der blev holdt tilbage af viljestyrke og fornuft. Nok mest fornuft siden viljestyrken også blev brugt til at tvinge valget ud af hendes mund. Men jo mere hun prøvede, jo mere følte hun sig kvalt.

”Don’t make me do it… please.” fremskammede hun, mens hun stadig stod presset op mod døren. Kunne hun overhoved åbne den? Var det hende faktisk muligt at løbe ud af den og forsvinde fra det ansvar, han havde bestemt, hun skulle tage. Hun fik det fysisk dårligt at tænke tilbage på, hvor hun havde stolet mere eller mindre på ham. At han var af anden støbning end en som Constantine. Han var værre.

Med ét begravede hun sine hænder i håret så godt som hun kunne og sænkede dybt hovedet. Øjnene var klemt hårdt i og tænderne bidt ligeledes sammen. Hun havde mest af alt lyst til at krølle sig sammen og lade som om, at det hele bare var en drøm. Bare skjule sig fra omverdenen. I en lige så pludselig bevægelse slap hun dog sit hoved og arm i stedet om sine skuldre med armene kruset over hinanden, mens en dyb indånding blev pustet ud.

I don’t want to. I don’t want to. Det gentog sig rytmisk I hendes hoved og håbede et sted, at det ville få en betydning. Men alligevel tog hun sine første skridt frem imod endevæggen. Hun kunne allerede lugte frygten hænge i luften. Selvom hun så lige så bange ud som dem, forstod de nok sagtens, hvad der var sted at ske. Men de burde vide, at hun ikke havde noget valg. De var vidner til, hvad Zane havde sagt. Hun så kortvarigt over skulderen i retningen af selve manden.
En lyd af metal der klirrede henover stengulvet, fik hende til at stoppe og kigge ned. En kniv. Hun havde brugt et sådan våben før. Men det havde aldrig givet hende den tilfredsstillelse, som han påstod, hun ville føle. Hun sank tungt, inden hun meget forsigtigt samlede den enkle kniv frem, samtidig med at der pludselig kom paniske lyde fra den ukendte kvinde, hvilket bare fik Autumn til at få det værre.

”This is not right..!”
Men hvorfor var hun nysgerrig...

Han svarede hende ikke, da hun sølle bad om at slippe... at han ikke skulle få hende til at gøre det...
Zane havde givet hende to valgmuligheder - påfør smerte, eller tag imod smerte.
Det var de eneste to muligheder, og det var de eneste to ting, han på nuværende tidspunkt troede, ville virke.

Han mødte hendes blik med øjne, der lyste af viljestyrke. Han ville sørge for at hun gennemførte det her - på den ene eller den anden måde.

Så da Autumn samlede en enkel, men skarp kniv op fra gulvet, smilede han.
Ganske roligt bevægede han sig tættere på, indtil han stod lige bag hende.
"Can you feel the power...?" hviskede han.

"Who do you want to hurt...? He or she? Strong and brave, or soft and frightened? Go forth, April... and do what you are meant to do..."

Den unge mand så over på dem med et nervøst, men stålfast blik, mens kvinden trak vejret lettere panisk.
"Please... don't do this! Please!" sagde hun, mens manden forholdt sig tavs.

"Oh, but you must... or you yourself will feel the bite of the knife..." hviskede Zane bag hende.

Hun ville ikke opleve det igen. Hun kunne måske sættes i kategorien for, at hun var ganske vant til smerten. Det havde bare aldrig gjort, at det gjorde mindre ondt. Hun bebrejdede, hvordan hendes krop helede. Der blev stort set aldrig efterladt de mindste tegn på, at kroppen var blevet skadet, så der var aldrig meget for den at ’vænne’ sig til. Men hun ville heller ikke gøre de to mennesker fortræd. Det var barbarisk. De havde intet gjort hende. Dog vidste hun allerede, hvilken af de to ting, som hun følte stærkest for.

Hun knugede kniven hårdere. Hun kunne ikke mærke den magt, som Zane havde påpeget, men hun kunne mærke vægten i sin hånd. Og hun kunne fornemme, hvor nemt det var for hende at løfte og manipulere den efter eget ønske. Hun fugtede sine læber med det slimede spyt, der havde dannet sig i hendes mund og sank det resterende. Hun så frem og tilbage mellem manden og kvinden, som overvejede hun rent faktisk, hvem det skulle være. Hun havde nær åbnet munden for at svare, men så lød kvindens stemme, og Autumns øjne fik straks øjenkontakt med hende.

”Her.” nærmest hviskede hun. Lyden af kvindens ord gik hende på. De fik hende til at få det endnu dårligere med sig selv. Blikket hun blev mødt i hendes øjne hjalp heller ikke. Endnu en gang tog hun en dyb indånding. Fyldte sine lunger med den indelukkede luft, der var i lokalet. Og pustede så tungt ud, mens hendes skuldre lagde sig en smule.

Det skulle bare overstås. Jo hurtigere det blev gjort, jo hurtigere kunne hun komme væk.
Hun sank igen og trådte endelig længere frem mod den stakkels kvinde. Hun ænsede ikke manden. Hun vidste allerede hvilket bebrejdende blik, han gav hende. For hvor kunne hun! Ubevidst vendte hun kniven i sin meget rustende hånd. ”I’m sorry…” Det kom ikke bag på hende, hvor nemt det skarpe blad trængte ind lige under ribbenene. Hun gjorde sit bedste for at blokere skrigene, men måden hendes mave bevægede sig var nok for Autumn at forestille sig dem. Hun snøftede kort, inden hun i en lige linje trak kniven ned over netop den mave for at stoppe bevægelserne. Det måtte have været et hårdt ryk for lidt blod sprøjtede op på hende. Hun gispede selv højlydt, da hun med ét trak kniven ud igen. Hun trådte paniske tilbage og tabte straks den blodige kniv på gulvet. Lod armene falde ned langs siden. Og lod sig selv komme tilbage til den fulde virkelighed af, hvad hun havde gjort.
Hun havde lyst til at kaste op, men hun havde alligevel ikke andet i maven end en smule mavesyre, så det blev aldrig til noget. Hun følte sig klam.

Hun drejede skarpt i retningen af Zane, så han kunne se det forskræmte ansigtsudtryk. Et enkelt strint af blod havde endda taget bolig på hendes kind. ”There! You happy now!”

Zane så stille til, mens Autumn så fra den ene til den anden.
Da hun valgte kvinden, smilede han...
"Good choice..." hviskede han og fulgte hendes bevægelser med kniven.
Det var alt for tydeligt at pigen ikke havde lyst til at gøre dette... men det var en del af processen.

Det første skrig skar luften omkring dem i stykker, og Zane så smilende til mens Autumn, eller 'April', stak kniven ind under ribbenene, for derefter at rykke nedad, og dermed skære maven op på den lænkede kvinde.

Kvinden stirrede med et næsten forbavset, tomt blik... og begyndte så at dø en stille, men smertefuld død af det ondskabsfulde sår.

Zane hørte kniven falde, og vendte blikket imod Autumn da hun vendte sig imod ham.
Hans smil var forsvundet, og hans blik roligt og fattet.

"You did well, April... almost the way I would have done it. But no..." sagde han og så hende i de forskræmte øjne.
"I am not happy. Because you found no pleasure in doing that. And that pleasure is something we need to find..."

"How could you do that...?" lød det pludselig fra den lænkede mand. Han havde fået et skræmt udtryk i øjnene nu...
"Her... belly... you cut her open... h-how can anyone do s-something like that...?"

Det var ikke nok? Det var ikke nok!?
Selvfølgelig var det ikke nok. Det burde hun have forudset. For det var ikke bare en død kvinde, som han ville have. I hendes øjne, var han så godt som ligeglad med livet af andre. Han var en syg mand. Han havde det samme syndrom, hun havde set hos mange væsner med den uendelige levetid. Det enorme storhedsvanvid, der gav ham troen om, at han kunne tillade sig at gøre, hvad han ville. Og at mennesket blot var får eller kvæg. Klar til at blive slagtet til glæde for herskabet.

Hun kunne til at starte med ikke gøre meget andet end at stå og stirre på ham med den frygtelige åbenbaring fremvist i de blå øjne. Hendes ord syntes at blive blokeret af noget i hendes hals, og hun havde det næsten som om, at hun blev kvalt til trods for, at hun fin trak vejret igennem næsen. Den normale dag-til-dag rytme var dog allerede langt væk og var blevet erstattet af uregelmæssige hiv. Hun prøvede på at holde sig nogenlunde kontrollereret, men sandheden var stadig en helt anden.
”’That pleasure’ doesn’t even exist!” udbrød hun så pludseligt, at hun overraskede sig selv. Heldigvis ikke til et punkt, der stoppede hende i at tale videre. ”No sane person would ever feel pleasure in doing something like that.” Hun blev afbrudt af manden. Meget hurtigt havde hun drejet sin krop til at kunne se direkte på ham, og hvor ville hun ønske, hun ikke havde mødtes med hans øjne. Det knugede omkring hendes sarte hjerte og man kunne næsten fysisk se, hvordan hendes tilstedeværelse sank ved hans ord. Han skulle ikke bebrejde hende! Han skulle bebrejde Zane!

Før Autumn kunne registrere det selv, havde hun sat i et lydløst løb hen over gulvet. Kniven var blevet samlet op i en glidende bevægelse, og inden hun vidste af det, var der blevet dannet et fint snit tværs henover mandens hals. Hun forstummede hans stødende ord. Ligesom med kvinden. Denne gang blev hun dog sølet ind i en del mere blod fra den aggressive blodåre, hun netop havde skåret over.
Hendes skuldre begyndte at ryste mere og mere voldsomt, mens hun stod foran den livløse krop og hang med hovedet. Af en eller anden grund, holdt hun stadig kniven i sin hånd, som var det det eneste der holdt hende plantet, indtil hun faldt sammen, og hun ikke længere kunne holde sine tåre på afstand. ”I’m not a monster..!” Der var ingen specifik hun talte til. ”I don’t want this. Just let me live i peace.” Hun tørrede sin ene kind med den samme hånd, der holdte omkring kniven og tværede på den måde mere af den røde væske ud i sit ansigt. ”It’s not my fault…”

Han så hende bare i øjnene, som hun stod der... og han kunne se hvor meget hun hadede ham for at tvinge hende til at gøre disse ting.
Hendes bløde sides udholdenhed overraskede ham en smule... kunne det mon være, at han havde taget fejl?

Kunne denne djævel faktisk være gennemsyret god? Var noget sådan overhovedet muligt?

I realiteten var det ligegyldigt.
Han agtede at knække hende, og han mente selv at han havde været mere eller mindre 'pædagogisk' indtil videre.

Han skulle til at svare på hendes ord, da hun pludselig strøg af sted, samlede kniven op, og skar halsen over på den lænkede mand.
Manden gispede i ganske kort tid, og døde så med væsentlig mindre smerte end den stakkels kvinde havde gjort...

Zane rystede på hovedet og gik over til Autumn endnu en gang.
Her knælede han ved siden af hende.
"It is not your fault, no... you are right. But you are what you are, and though it is possible to change ones race and soul, it requires a great deal of magical knowledge and effort... Look at it this way, April..." sagde han, og lagde en hånd på hendes ene skulder (Hvis ikke hun omgående trak sig væk fra ham, selvfølgelig).

"Your darkness lurks inside of you, and it will stir one day... why not embrace it, and use it to do something good for Di Morga?"

Idét hans hånd lagde sig på hendes skulder, som den havde gjort ofte før, sendte det straks et ryk igennem hendes krop, men hun flyttede sig ikke fra den. Hun lod den bare ligge, hvor den var. Hun følte ikke, at hun havde energi til at fokusere på lige netop dét på nuværende tidspunkt. Hun havde ikke overskyde til at være sky og afvisende overfor selv den mindste uskyldige berøring. Det havde trods alt kun startet ud som en refleks, når ubehaget skød op i hende, før hun havde opbygget stærkere reaktioner for at undgå ubehaget.
Hun sad bare med et hængende hoved og stirrede ned imod stengulvet under hende. Imod sine hænder, som hun lige kunne skimme i kanten af hendes fokuspunkt. Hendes blodige hænder. Og kniven. Men mest af alt - blod. Hun kunne lygte det så kraftigt, at det vendte sig i maven på hende. Atmosfæren i rummet var ligeledes forfærdelig. Og nedtrykkende. Hun ville ud. Men han var i vejen.

”That look… They way those people looked at me.” svarede hun med en meget forsigtig stemme, hvorefter hun snøftede lavmælt. ”I don’t wanna be looked at like that.” Egentlig ønskede hun bare at bide sig selv i tungen og ikke sige noget. For hun havde ikke meget at sige til ham længere. Han gav ikke op. Men det var samtidig så frustrerende, at han ikke forstod. At han ikke bare indså, at sådan lå landet ikke for hende. ”You talk about doing something good. How can this…” Hun løftede hovedet igen, og selvom hun helst ville blive fri, så hun op på de livløse kroppen på væggen. ”…be ’good’?!”
Rystende drejede hun sin overkrop en smule om og så derfor mod ham over skulderen. Fremviste de våde kinder og blanke øjne. ”Even if there’s something lurking inside me. Something dark. I’m begging you. Don’t make me hurt other people.” Hun kunne stadig mærke kniven i sin hånd. Forestillingen om at sende den direkte imod Zane virkede fristende. Og så umådelig nemt. Men hun kunne ikke få sig selv til at udøve bevægelsen.

Hans hånd lå fast og varmt på hendes spinkle skkulder, og Zane smilede køligt mens han lyttede til hendes ord.
Hun var så uskyldig... men hvordan? Og hvad med hendes ar? Havde det måske ikke en vis historie...? Hun måtte have følt mørket på et eller andet tidspunkt...

Det var han næsten sikker på.

"The gaze of those whom you hurt, will always be of blame and hatred... but you must learn to look past that, and not let it influence you. They do not know why you do what you do, and they have no need to know. They are but small, frail pieces of the grander puzzle... and you ask me how something like this can be good...? Well..."
Han smilede ned til hende og gav hendes skulder et blidt klem.

"Sometimes, great evil is required to achieve the greater good. Our foe is not human, nor is he undead or even a humanoid monster. Far from it... and if we are to defeat him, we must unlock all the potential that we possibly can."

Han slap hendes skulder, kastede et blik på de to lig, og knipsede en enkelt gang med fingrene. Skyggerne samledes om de livløse kroppe, og da de var helt dækkede, forsvandt de som om de aldrig rigtig havde eksisteret.

"April... if you cannot do this, then I must force your darkness to stir. And it will be very painful..." sagde han så, og kastede et sigende blik på det tredje sæt lænker.

Hun brød sig virkelig ikke om, hvordan han forsøgte at overbevise hende, om at hans rute i livet var den rette for hende at tage. Han omtalte andre så nedladende. Godt nok inkluderede han dem som mindre brikker i et større billede, men samtidig fik han det til at lyde som om, at de blot var ligegyldige. Intet af det han sagde fik sat sig på sidebenet. Det gjorde hende kun mere og mere nervøs om at være i samme rum som ham. For det der skræmte hende mest var det, at det føltes som om, at han var fuldt ud overbevist om, at hvad han mente var det korrekte.

Hun reagerede på hans klip med fingrene og kunne straks mærke en anden tilværelse i rummet. Bevægelse fik hende til at se sig over skulderen, lige i tide til at se de mørke skygger udgøre deres arbejde. Måden den dræbte kvinde og mand blev fjernet, som var det lidt uønsket støv på gulvet, forstørrede blot hendes syn på denne Zane D’tarion. Men samtidig var hun lettet over ikke længere at være omgivet af, hvad hun havde gjort. Dog kunne hun stadig lygte blodet. Menneskeblod havde en sådan neutral lugt, som nemt kunne blive påvirket af diverse livsstile.

Ved lyden af hendes navn, lagde hun atter sin opmærksomhed tilbage på sortelveren. Men hun ville ønske at hun ikke havde. For de ord der mødte hendes hørelse og den forståelse der fulgte var ikke yderligere rart. Langsomt gled hendes blå øjne tilbage mod ham, hvorefter hun fulgte hans blik hen imod lænkerne. Og så tilbage på ham med et langt mere skrækslagent udtryk. Hun var ikke dum.
”No…” Hendes stemme var sagte. ”You… please…” Hun forstod ikke. Hvorfor lige netop hende? Hvorfor kunne han ikke bare indse, at det var et tabt løb fra starten? Overraskende hurtigt fik hun nærmest skubbet sig selv på at stå igen og trådte lige efter flere skridt væk fra ham. ”You told me that.. it was either me.. or them!” udbrød hun med en højere tone denne gang. Hun knugede tættere på kniven, som hun nu holdte ud foran sig i retning af ham. ”I chose them!”

Han havde været klar over hendes syn på ham i et stykke tid nu. Fra det øjeblik hun var blevet tvunget til at svinge kniven ned over maven på den tilfangetagne kvinde, havde hun umiskendeligt set ham som et monster.

Ikke at det gjorde ham det mindste... han var jo sortelver! Ni ud af ti sortelvere ville være endnu mere modbydelige end ham, ganske simpelt på grund af hans lille, selektive form for sadisme...

Men det var ikke noget overfladens væsener forstod.

Heller ikke denne unge djævel.

Frygten i hendes kønne øjne var lige ved at få ham til at smile igen, men han holdt sig tilbage... hvis han skulle kunne overtale hende til at gøre det her frivilligt, måtte han fremstå mindre ondskabsfuld og vanvittig...

"You chose them, yes... but April... it did not work." sagde han og tog et par rolige skridt hen imod hende, mens han så hende i øjnene. Han virkede totalt ligeglad med hendes kniv.

"I had hoped that it would work... but now that it is clear that this method has no effect, even though it actually was a step in the right direction, we must use the only other method I know of. So... stand by the wall, and raise your arms above your head, so I can chain your wrists."

”Of course it didn’t work!!” Denne gang råbte hun. Eller hun havde I hvert fald hævet sin stemme. Den typiske metode til at få folk til at lytte til sig. Også selvom det meget sjældent fungerede lige så godt, som man håbede på. ”It’s easy to kill another person! The only thing needed is to throw away one’s morals for a split second. Forget everything and just get it over with. But to actually go and enjoy it is not something that you can find in any man or woman you meet.” Hun greb omkring knivens skaft med sin anden hånd, som ville det hjælpe med at holde den I ro. Selvom det enkle øje ikke kunne se hende ryste, så sitrede hendes krop. ”Shame, guilt and the slight enjoyment all mixed together. It’s a disgusting feeling!”

En glansfuld overflade havde allerede lagt sig over hendes øjne og hun blinkede panisk i et forsøg på at udtørre tårerne. Der var ingen grund til at græde. Hun skulle nok klare den. Hun skulle nok komme ud af den klemte situation. Han mente det alligevel ikke, vel? Han var så rolig. Det var mere som om, at han forsøgte at berolige et vildt dyr. Det sendte kuldegysninger ned ad ryggen på hende. Hun kunne næsten mærke hans overlegenhed. Godt nok havde hun ikke fået konstateret at han var stærkere end hende, men hun følte sig meget lille i hans selskab lige pludselig. Specielt som han nærmede sig hende.

”No! What are you going to do to me anyway? Have someone else come in so you can teach them about the pleasure that you probably feel when hurting someone? Trainer another ‘soldier’ for your war with this…. this…” Hun vidste ikke engang, hvad hun skulle kalde denne anden fjende og endte i stedet med at sippe sine læber hårdt sammen. Hun skuede forbi ham I retningen af døren. Døren hun allerede vidste nok var låst. Og der var ingen vinduer.
Halvt ubevidst slap hun kniven med den overskydende hånd, inden den blev drejet i den resterende, så den blev holdt med bladet i samme horisont som hendes underarm i stedet for blot at stikke ligefrem. Han ville umuligt bare lade sig løbe ind i kniven. Og af en eller anden grund havde hun mere sikkerhed i sit tag på denne måde.

"So, even though it was overshadowed by guilt and shame, you actually did feel slight pleasure...? This only proves my point, April. And you are mistaken... everyone can learn how to do these things - and thoroughly enjoy them. Even you." sagde han, og lagde met et lille smil mærke til hendes ændring i hvordan hun holdt kniven...

Havde hun mon erfaring med den slags våben?

"Oh, don't worry too much... I am not like others, who would tear a nail out here and there, break your thighbone, your fingers... no... I'm not that brutal. Or... not in the same way, so to say. And as I can't heal you due to your powers, I also cannot use a knife against you... so we are left with other options, which will leave far less scars and permanent damage." sagde han, vel vidende at det nok ikke ville berolige hende ret meget.

Han overvejede at springe på hende og tvinge hende... men noget i ham fik ham alligevel til at give hende en sidste chance:

"Stand by the wall, raise your arms... if you do not do this, you will never leave here alive. And believe me or not, April... I do not want to kill you."

Autumn stivnede uden nogen advarsel. Hun havde bare ladet tungen fortsætte. Og hun havde sagt for meget. Hun ville inderligt ønske, at hun kunne spole tiden tilbage. Eller bare tage ordene i sig igen. Selvom hun meget nemt kunne spille det som et uheld - ord opstået fra frustrationen, hun var fyldt med - så var der noget i hende der stærkt tvivlede på, at han ville tro på hende. For hun havde netop indrømmet, hvad han netop havde søgt efter. Om det var sandt eller falsk, var hun næsten sikker på, at han var ligeglad med. ”I… I would rather call it.. satifaction.” Igen var hendes lydniveau faldet til bunds. Og usikkerheden var igen til at høre.

Hun var rådvild. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hvad hun skulle sige. Hun stod blot og stirrede på ham med de bedende øjne. Læberne forblev presset sammen, som var hun bange for at sige mere. Hun var blevet blegere i ansigtet, siden hun havde siddet på sit uddelte værelse. Og ikke mindst var hendes mod faldet. Hun var tydeligvis bange, til trods for at hun prøvede at stå på fast grund. Han ville ikke lytte til hende, ville han? Han ville kun høre, hvad han selv ønskede at høre.

”I doubt that you’ll let me leave either way.” Hun havde nær taget endnu skridt tilbage, men hun kunne allerede fornemme den kølige stenmur ikke langt fra hende. Og at lade sin ryg mødes med den var ikke optimalt. Det var som at følge hans ordre. Også selvom det kun var halvt. “Of course you don’t want to kill me. You would gain anything from doing so. I’m.. a nobody.” Ja. Det var præcis, hvad hun var. Hun var isoleret fra omverdenen fordi hun allerede var stemplet som død. Hun havde ikke længere et ordentligt liv længere.
Hendes skuldre faldt. Og så hendes hænder. Efterfulgt af kniven der ramte gulvet. Hendes hoved hang og vildfarent pandehår faldt ned foran hendes ansigt og gjorde skyggen tykkere. Hun var pludselig så træt. Hun tog det sidste skridt tilbage. Stillede sig op ad muren. Men hun løftede nu ikke sine arme op. Der forblev stadig lidt modstand gemt i hende.

Han betragtede hende med et roligt, målende blik - og da det blev tydeligt at hun nærmest havde givet op, slappede han en anelse mere af.
Det havde ikke kunnet ses, men Zane havde været spændt som en fjeder, parat til at undvige eller angribe - han havde set hvad hendes ene evne kunne gøre, og han havde ikketænkt sig at undervurdere hende.

Da hun lod kniven falde, og tog det sidste skridt tilbage imod muren, nikkede han roligt en enkelt gang, og gik så over til hende, så de stod lige over for hinanden.

"...I was once a nobody, April. The son of a lowly slave, even..." sagde han, mens han søgte hendes blik med sit eget.

"But when I got the chance, I gained some very special skills... and once I mastered those skills in secret, I rose up from the dirt, and the nobody became the only male clan-leader in dark elf-history. The only Valshar to ever have existed."
Hans stemme var rolig, og mens han sagde dette, rakte han lidt forsigtigt ud efter hendes håndled.

Hvis ikke hun undveg, ville han blidt gribe fat om de spinkle håndled, og føre hendes arme op over hendes hoved, så han kunne spænde læderremmen omkring hendes håndled, og dermed både blotte hende, og holde hende fast.

"I am offering you the same chance... to become somethng else. To rise from the gutter and become significant."

”I don’t think you understand…” konstaterede hun, som han var kommet tættere på - lidt for tæt på til at hun brød sig om det. Hun rykkede per automatik i sine hænder, da han greb om dem, men det var langt fra nok til at kunne vride dem fri fra hans greb. Hun fik det allerede fysisk dårligt, idet hun kunne mærke de robuste læderremme omkring sine håndled. Det sendte hende tilbage. Dog var det faktummet, at hun bare lod ham gøre det, der gav hende kvalme. Hvordan kunne miste sin viljestyrke så nemt? Man skulle tro, at hun ikke havde ejet den slags før hen. At hun havde mistet den sammen med alt andet. ”I don’t want to rise above everyone else. I just want to live. Normally. The ‘something’ that I want to become is not ‘something’ but rather ‘someone’ And that ‘someone’ is who I was before. But then there’s people like you who wants me to be someone - something! - else.”

I sidste øjeblik fik hun vredet sin ene hånd smidigt nok til, at hun forhåbentlig kunne få grebet fat om hans hånd. Eller det var nok mere en af hans fingre, som hun fik lukket sin hånd omkring. Hun følte straks den genkendelige følelse, som hun havde følt dagen inden. Og som hun havde følt andre gange tilbage igennem sit liv. Hun modtog ikke deres energi. Hun følte sig sjældent stærkere efterfølgende. Det havde hun noget andet til for. Nej. At låne andres overnaturlige evner var kun det.
Hun slap ham dog hurtigt igen i frygt for at vride sit håndled ad led, hvis der blevet lavet en enkelt forkert bevægelse. Der havde ikke været nogen specifik grund til, at hun havde gjort det. Det var mere for at forsikre sig, at dette ikke ville ende helt galt. At hun havde noget bedre at forsvare sig med. Dog forstod hun efterfølgende, at muligheden for, at hun havde gjort det hele meget værre for hende, også lå for fødderne af hende.

Stille og roligt løftede hun sit hoved igen og lod hans blik mødes med hende. Men kun i et kort øjeblik. Længe nok til at lade ham fange følelserne. Lod ham kigge igennem vinduerne til hendes sjæl. Selvom hun havde gået frivilligt med til det, så fjernede det ikke dét, at hun var ufattelig bange. Og nervøsiteten var steget en smule. Der var stadig flere ord der lå klar på hendes tunge, men ingen af dem fandt sig vej hen over hendes tørre læber. Det var som om, at hun nu blot var afventende.

Hendes meget svage forsøg på at komme fri fra hans greb var interessant... hvorfor have hun ladet ham spænde hendes håndled fast? Havde hun, et eller andet dybt sted i sin sjæl, lyst til at dette her skulle ske?

Tanken forduftede da hun rørte ham, og selvom han intet følte, var han helt klar over hvorfor hun havde gjort det.

Hun havde lånt en af hans evner... og det var ham umuligt at finde ud af hvilken.
Dette gjorde situationen uhyre farlig, og Zane var klar over, at han skulle passe på.
Teoretisk set ville hun være i stand til at bruge hans Hellfire - og selvom den ville være ukontrolleret og måske skade hende selv, ville han ikke kunne forsvare sig imod de kraftfulde, magiske flammer.

"Which ability did you copy?" spurgte han, mens han betragtede hende halvkøligt.

"And... maybe you really only do want to become a normal person. But I believe that there is something hidden in your subconsciousness, and it fights desperately to get out." sagde han, og slap så hendes hænder da de var fanget i læderremmene.

Alt efter hvad hun svarede med hensyn til den potentielle, lånte evne... ville han om et øjeblik fortsætte.

”Imagine a chamber where people like us usually keep our abilties.” Var det bare hende, eller virkede han ikke desperat efter et svar? Ikke meget, men hun fornemmede noget i hans stemme samt det blik, han sendte hende. Hun ville ikke kalde det nervøsitet, for når det kom til ham, så tvivlede hun næsten på, at han var i stand til at fremmane en sådan følelse i sig selv. Specielt i hendes selskab. “Now, imagine that chamber.. empty. Ready to be filled with whatever comes around.” Hun havde virkelig prøvet at forholde sit blik stift imod ham, men hun kunne ikke holde øjenkontakten med ham længere og blev nød til at se væk.

”It’s not a choice for me.” Hun sænkede sit hoved og lod det hænge der som havde hun mistet styrken i sine nakkemuskler. Næsten som om, at hun skammede sig. Som om hun ikke ønskede, at han skulle se hendes ansigt. ”It’s a greedy ’ability’. It doesn’t just borrow one.” Hun forstod ikke helt, hvorfor hun stadig gav ham ærlige svar. Han fortjente ikke de korrekte svar. Han havde ikke engang tvunget hende. Ikke endnu i hvert fald.

”…I hate it.” lød det pludselig fra hende meget sagte efter et par sekunders stilhed. Hun løftede sit hoved igen og lod ham atter se de triste øjne. ”I hate it all. You have no idea how it feels.” Hun vred i læderremmene en enkelt gang. Der var lidt efter lidt opstået smerte omkring hendes skulderblade. Og lige meget hvor meget hun ønskede at det var på grund af måde hendes arme blev holdt op over hendes hoved, så var hun alt for bekendt med fornemmelsen.

”But sometimes it’s necessary. Isn’t that right?”

Hendes rolighed omkring hele situationen var... bemærkelsesværdig.
Her stod hun, totalt blottet og sårbar - og alligevel var hun rolig.
Bange, trist, ja... men alligevel roligere end han havde forventet.

Faktisk... havde han forventet panik fra hende.

Han lyttede stille til hendes ord, og ventede tålmodigt indtil hun mødte hans blik og fortalte ham, at hun hadede det.
Dette fik ham til at ryste kort på hovedet... ikke fordi han ikke forstod hende, men fordi hun satte forhindringer for sig selv.

"I see... your words makes a lot of sense, April. But why hate it so much? Embrace it instead... learn control. Not only of your abilities, but also of your life."
Hans stemme var rolig og fattet, og han virkede nærmest venlig over for hende.

Et eller andet sted, kunne han virkelig godt lide denne unge kvinde...

Men det var tid til at gå et skridt videre nu. Ventede han meget længere, ville der være en forøget chance for at det hele gik galt.

"In order to find what you have hidden underneath, I tried to make you enjoy inflicting pain on others. It worked very poorly, as your satisfaction was overshadowed by guilt and shame... so..." sagde han, og knyttede roligt sin højre næve, for så at lægge den blidt imod hendes mave, lige over navlen.

"...maybe, it will work better if you can learn to enjoy pain inflicted on your own body. And this particular pain, even though it is intense, can sometimes be enjoyed a lot."

Så pressede han roligt, og ikke hårdt, næven ind imod hendes mave, dels for at teste hvor blød og sårbar hun egentlig var der, og dels for at vise hende, at det lige om lidt ville gøre ondt.

"I am going to punch you in the stomach... and not only once." sagde han, og så hende i øjnene for at læse hendes reaktion på disse ord.

Straks blev hendes øjne gjort store. De spilede sig op og stirrede nær forskrækket på ham, som hans blik endnu engang invaderede hendes. Hun havde bevist holdt sin mund, da han igen havde stået og prædiket om, hvordan hun skulle omfavne det hele som en tilbagevendt gammel ven. For noget i hans tale havde ramt punkter, som hun ikke var yderligere glad for. Ligeledes havde hun også troet, at hun faktisk havde fået et form for overtag af det hele. At hun havde fået ham dirigeret væk fra, hvad han faktisk havde planlagt. Hun havde troet, at han havde opgivet, hvad end han havde tænkt sig, da han spændte hende op. Men det håb blev knust hurtigere end noget andet. Som en mur hvis støtte blev fjernet, så den blot faldt sammen.

”What!?” udbrød hun. Hun så hurtigt ned imod næven, han holdte imod hendes mave og så så hurtigt op igen. Hun gentog de en gang mere, som skulle det lige falde på plads, hvad han havde sagt. ”What do you mean ’learn to enjoy pain inflicted on myself’?!” Automatisk trak hun sin mave lidt ind, samtidig med at han pressede sine knyttede hånd lidt mere ind. Hun besad knap nok eksisterende mavemuskler, hvilket kun bekymrede hende yderligere. Hun kunne ikke spænde og skabe en blokade imod et slag. Og specielt ikke et fra ham. Panikken var vendt tilbage i hendes ansigt, hvor al farve var forsvundet fra igen.
”The world is not just black and white! If I don’t enjoy hurting other people… that doesn’t mean that I enjoy the feeling of other hurting me!” Hun vred I remmne igen. Denne gang lidt mere desperate. Hun havde rigtig nok gået med til det. Men da havde hun ikke kendt til hans bagtanke om det. Hun havde bare set det som noget, der ville blive overstået. En form for straf for ikke at have fuldført hendes givne opgave. Nu var det noget helt andet. ”That’s even more sick than…” Hendes hals lukkede sig sammen og lod ikke flere ord i den sætning komme frem.

Den første tåre fandt sin vej ned over hendes kind og efterlod et svagt rødt mærke, hvor den salte dråbe gled. ”Please! Pain is not foreign to me. But I’ve never enjoyed it!”

Hendes reaktion kom ikke som nogen overraskelse - men hvad havde hun egentlig regnet med at der ville ske, når hun var blevet spændt fast? At han ville stikke hende en flad og så lade hende komme fri af læderremmene?

Hvad var så pointen med 'restraints'...?
Af og til var hun alt for uskyldig.

Hendes mave var blød og sårbar, og han kunne mærke hvor svage hendes muskler var på det område.
Dette gjorde hende til det perfekte offer for det, han ville udsætte hende for... og Zane kunne ikke lade være med at se frem til det.

Det hjalp heller ikke at hun trak maven lidt ind... egentlig fandt han det blot sexet.

"Sick...? Oh, but my dear April... whatever do you know of the dark elves? Nine out of ten of us are either sadists, masochists or both. Those who do not have such tendencies are considered weird in our society." sagde han roligt.

"And while you are not unfamiliar with pain, I doubt that you have tried this particular pain before... maybe once or twice... but never like what I am about to do. You might get surprised... and if not..."

Han smilede mildt og trak næven tilbage.

"...then I will attempt to break you with this very simplest of tortures. Perhaps that can draw out your inner darkness."

Da han havde sagt det sidste, lod han sin knyttede næve fare hen imod hende, og da hun var blottet og holdt fast på den måde hun var, ramte han hende midt i maven.
Slaget var hårdt og gik dybt ind, og hvis Autumn i sin smerte kunne se Zane i øjnene, ville hun opdage en uhyggelig lyst og tilfredsstillelse i det lilla blik.

Dette var noget han nød til fulde.