Don't hate the predator ~ Malzahar

TID Omkring midnat.
STED På vej mod en gyde i Allées.
VEJR Mørkt, efter mørkets frembrud.
OMGIVELSER Blot Raquelle på jagt, men Malzahar i nærheden.
STARRING ~ Malzahar, Raquelle og et tilfældigt bytte (menneske)

Det var sent, og sulten var ved at melde sin ankomst. Nærmest som en skygge gled en skikkelse nærmere på en person, der gik alene rundt i Allées’ gader. Med en vampyrs fart fik skikkelsen berørt personens skulder, inden skikkelsen var inde i skyggerne igen. Jo, det var et menneske, som hun havde mest begær til denne sene aften. Med samme fart fra før, sørgede vampyren at komme et godt stykke foran mennesket, inden hun stoppede op.
”Åh nej. Åh nej, åh nej, åh nej!!” Desperationen og angsten sad ikke bare i øjnene, men den klæbede sig også til stemmen. Det var, som passede stemmen og tonelejet perfekt sammen. Mennesket var lige kommet ind i hørevidde, hvilket gjorde manden til et offer for hendes skuespil. Han var en af de hjælpsomme, bedømte Raquelle, idet manden kom tættere på hende med den menneskelige bekymring. - ”Er alt okay?” Løs hans stemme næsten bekymret, idet han med en påpasselighed lagde sin hånd på Raquelles skulder. Uden tårer, dog, foregav hun vejrtrækningen under en hyperventilation, som var hun ramt af angst.
”Kan du hjælpe mig? Åh, vil du ikke nok hjælpe mig?!” Raquelle tog sig til munden, som var hun forfærdet. Manden trådte nærmere, stadig med den menneskelige bekymring lysende i sine dybe, havblå øjne. Med en hurtig menneskelig analyse bedømte Raquelle, at han måtte være i hendes spind nu. Manden begyndte en fremkaldt stammen, der aldrig blev til rigtige ord. Han blev afbrudt, forundret. Raquelle havde overrasket ham, da hun havde vendt panisk ryggen til ham og begyndte at løbe i langsomt tempo. Idet hun endelig havde ryggen til ham, smilte hun. Et kynisk, sultent smil. Han fulgte efter hende efter planen.
”Så vent dog! Hvad er der dog i vejen?!” Hans forvirring endte i en irritation, da den kvindelige vampyrs før åbne blik forvandlede sig til lukkede døren. Det var, som forvandlede det åbenlyse og læsbare sig til en gåde. Raquelle greb mandens hånd, lod den anden finde sig vej hen over hans mund, inden hun med en uhyggelig fart trak ham væk fra gaderne. Hvis ikke de havde været tæt på andre menneskelige eller udødelige liv, så havde hun ladet ham skrige. Hun elskede at høre på skrig, hvor febrilsk og panisk et menneske kunne lyde, når de blev udsat for slemme situationer.
”Undskyld ventetiden. Take-away i menneskelig form som ham her er ikke såkaldt ’fast-food’..” Lød det fra Raquelle med et suk. Blikket søgte mod gyden, som ville hun gætte hans præcise placering uden brug af sine forstærkede sanser. - ”Jeg beklager, at du ikke var med i denne jagt, men der vil komme flere i løbet af natten!” Hun sendte skyggerne et tilfreds smil, inden hun brutalt skubbede mennesket frem i gyden.
Det var tid til morskab!