Predator and prey - Eleanor Walters

Sted – En gade der ligger op ad gyderne.

Omgivelser – Bygninger, gadelygter, osv.

Tid – Nat

Vejr – Skyet, fuldmåne.





Forbeholdt Eleanor Walters


Mørket. Alt lå indhyllet i dets slør, bestjålet fra alt farve. Selv de striber i den grå asfalt, der lå belyst af månens lys lå grå hen i gyden. Næsten kvalt af murenes lange skygger, dog alligevel der. Som blege rifter i skyggernes mørke hud. Rifter der syntes at langsomt forsvinde i det skyerne væltede indover månen. Og som en hver ting gør, døde striberne hen. Ligeså stille blev grå til mørkere grå.
En skikkelse lo fra sin hvileplads op ad muren, hvor han det sidste kvarter havde iagttaget hvordan månens lys forsvandt. Tålmodigt da han ikke ligefrem ønskede at bevæge sig rundt i det. Efter over to tusinde år med udødelighed, havde hans svaghed over for sollys udviklet sig til et niveau, hvor fuldmånens lys irriterede hans hud. Et smil bredte sig på Alas' læber. Bare tanken om hans evige liv var noget der kunne bringe et smil frem. Han fortjente det, og alle dets fordele. Men med fordele kommer også ulemper. Hans svaghed overfor sollys var blot en af disse. En anden ulempe var hans tørst for blod. Uden blod ville han visne bort og dø hen som et gammelt minde. Det mindede tørsten ham om, og den eneste måde at slukke tørsten på var med at drikke blod. Og på denne nat hjemsøgte tørsten ham, og tvang ham til at slukke den.


Alas rejste sig forsigtigt. Smilet så ikke ud til at kunne tværes væk fra hans læber. Det drengede, flabede og barnlige smil der ikke syntes at kunne flås væk fra hans ansigt siden hans første sejr som gladiator for tusinder af år siden.
Han trådte forsigtigt ud i det altopslugende mørke. Det eneste lys var det blege lys gadelygterne kastede fra sig nogle meter fremme. Ikke meget lys, men nok lys til at Alas' øjne kunne udnytte det til at se klart i det mørket. En enkel af de mange fordele ved at være vampyr. Endnu en gnist af liv blev bragt til hans smil. Han kiggede ud mod gaden. Natten var ung, og det samme var dem der stadig betrådte gaderne på dette tidspunkt. Unge mennesker med sundt blod.
Han trådte ligeså stille væk fra sit gemmested i gyden. Ud på den tomme gade, der næsten lå livløs hen. Der var intet lys i vinduerne, og gaden så nærmest uhyggelig ud. Det var et af de steder der gav en indtrykket om at man var forfulgt, og iagttaget af bygningerne. Det var under alle omstændigheder ikke et rart sted at være, og siden Alas var der blev stedet nu tusinde gange værre. Han smilede lumsk i mørket og gav sig til at vente på sit bytte. Gaden her var nemlig som et krat i skoven, hvor alle de forsvarsløse og uskyldige dyr endte op i når de forvildede sig væk fra deres hjem. Det var blot et spørgsmål om tid før et sårbart bytte forvildede sig herhen. Og tid var det Alas havde mest af.

Natten føltes lang og ensom. Søvnproblemerne havde indhentet det unge menneske; Eleanor. Et mareridt havde hjemsøgt hende, og hun vågnede med et sæt. Hun nærmest sprang op af den fløjlsbløde seng, og tog sig forskrækket til panden. Hendes hud var fugtig af sved, og hun var lettere forpustet. Hun lænede sig op af den kølige vindueskarm, og lukkede kort hendes brune øjne. Hun var meget let påklædt, og hendes hår lignede praktisk talt en fuglerede.
Selvom det var en ret ubehagelig situation, hun var blevet sat i, kunne hun ikke lade være med at le. Det var simpelthen for åndssvagt, at man kunne blive så bange over noget der ikke var virkeligt? Der fandtes jo ikke monstre i virkeligheden. Kun hvis man altså ikke talte mordere og pædofile med.
Efter et par minutter hvor hun bare havde stået og fået vejrtrækningen på plads, besluttede hun sig for at klæde sig på. Hun ville alligevel ikke kunne falde i søvn, og derfor kunne hun vel ligeså godt gå en tur.
Det tog hende ikke lang tid om at komme i tøjet, og hun var klar til at forlade hjemmet.  Hun nærmest fløj ned af den lange sten trappe, og inden længe var hun ude i den kolde luft.
Eleanor indåndede lettet og begyndte så småt at trippe ned af gågaden. Der var totalt ødet, og der var lettere uhyggeligt. Det var ret utroligt at et sted kunne se så anderledes ud om natten. Det lignede nærmest en spøgelses by. Det gøs i hende og tog hendes hætte på. Det fik hende til at føle sig mere tryg.. Selvom det ingen nytte havde.
Efterhånden som tiden gik, var hun noget et godt stykke ned af gaden. Tæt ved gaden kunne man skimte de skumle gyder, hvor der hovedsageligt vrimlede med fordrukne hjemløse. Der skulle hun i hvert fald ikke ned. Der stod hun midt i en cirkel af lys, der var skabt fra lygtepælens lampe. Hun så sig lidt omkring imens hun orienterede sig. Hendes åndedræt blev hurtigere og adrenalinen pumpede. Måske var det alligevel ikke så god en idé at forlade sit hjem om natten?

//Undskyld for længden. Min kreativitet er ikke på sit højeste//

Endelig. En skikkelse et stykke borte blev synlig. Ikke at Alas ikke havde lugtet sig frem til menneskets nærvær før menneskets optræden, men bekræftelsen af sit byttes nærvær gjorde ham godt tilpas. Alas smilede i mørket og betragtede kvinden som hun kom nærmere. Lugten af hendes blod pirrede hans næsebor som en saftig bøf indenfor rækkevidde.
Han bed tænderne hårdt sammen i et forsøg på at beherske sig. I et øjeblik lukkede han sine øjne, og tømte tankerne og løsnede dem fra tørstens greb. Da han atter åbnede øjnene var alle spor af anstrengelse forsvundet fra hans ansigt. Atter kunne han gemme sig bag den iskolde jægerfacade.
Det velkendte charmesmil befandt sig atter på Alas' læber i det næste øjeblik. Replikkerne, scenariet, alt det han var så vant til udspillede sig for hans indre blik. Og lige så stille forsvandt smilet fra hans læber. Hans ansigt trak sig sammen i en smertefuld grimasse. Selvom det var skuespil kunne man nærmest se smerten i hans øjne.. Et troværdigt støn af smerte undslap hans læber. Efter fuldt af endnu et.


Han vaklede ud i mørket. Haltende og råbende imod mennesket et stykke borte.
”Hjælp!” råbte han anstrengt, og vaklede frem. Han hev desperat efter vejret. Endnu et smertefuldt 'hjælp' forlod hans læber i et brøl, efterfulgt af gråd. Som en såret tyr væltede han frem i mørket. Blodige tårer drev ned ad hans kinder. Benene truede med at give efter under ham som tændstikker under en bowlingkugle. Trods det faktum at han lignede en, der kunne drætte død om hvert øjeblik, var han iskold inden i. Han havde tydeligvis gjort dette før. Hans grynten, måden han vaklede på, hans smertefulde klagen. Det var alt sammen perfekt.
”Jeg har brug for.. hjælp!” gispede Alas. Der var ikke langt imellem dem nu. Alligevel syntes han at kollapse på asfalten, som en kludedukke. Desperat rakte han udefter kvinden, men blev afbrudt med en voldsom hosten. Blod sprøjtede ud på asfalten, og blod drev ned ad hans hage og kinder. Hostende kravlede han frem for kvindens fødder. Asfalten havde revet hans hænder til blods, men hudafskrabningerne var dog allerede ved at hele, da han samlede hænderne i en bøn foran hendes fødder.
”Hjælp mig..” gispede han og kiggede op imod menneskets ansigt. Lige så stille forsvandt kræfterne fra hans krop, og som en sæk kartofler ramlede hans krop ned imod asfalten, og lå stille. Helt stille.

// Det helt ok! Har det samme problem :-)
Var det støn af smerte, man kunne høre i det fjerne? Det kunne det umuligt være efter hendes hoved. Hvilken anden person ville være ude på dette tidspunkt? Det var jo før fanden fik sko på, og ærligt havde hun kun troet, at det var hende, der var så dum at forlade sit hjem.  
Et mini - hjertestop passerede hende, da en jævnaldrene mand kom til syne. Ikke nok med at der var en anden, så havde denne person fået et anfald. Af en eller anden art. Dette var ret tydeligt at se, da han hostede blod og ikke kunne trække vejret.

En panik skød op i hende, og hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Aldrig i sit liv havde hun oplevet noget lignende dette. Støn af hjælp kunne høres fra ham, og hun stampede nervøst i jorden. Det var som om hun var fanget på stedet. Det var choktilstanden der havde overtaget. Hun var derfor nødt til at lukke øjnene og tælle til tre. Da hun slog øjnene op, kravlede den unge man hen mod hendes fødder, men han faldt om da han nåede hendes tåspidser.
Der gik ikke engang sekunder, før hun sad på knæ ved ham. Panisk ruskede hun i hans ret så livs løse krop. " Kan du høre mig?" spurgte hun tydeligt og hendes stemme knækkede en smule halvvejs i sætningen. Dette var bestemt ikke normalt.

Hvad skulle man gøre i sådanne situationer? Der var jo ingen i nærheden, og hun havde selvfølgelig ikke hendes telefon med sig. " Hjæælp!" råbte hun højt, men der var ingen der hørte hende. Hun fortsatte med at ruske i ham, og prøvede på at vende ham om. Da hun mente at hun havde set i tv'et, at det var hvad, man skulle gøre ved et hjertestop. Selvom dette næppe kun var et hjerte stop.

Hun moslede lidt med hans tunge krop, men fik til sidst skubbet den over på ryggen. Eleanor klappede ham på begge kinder, og mærkede på hans puls. Der var ikke liv i denne mand, det var hun helt sikker på. Der var ingen puls, og hun kunne heller ikke mærke hans hjerte banke. "Nej... Nej.. nej" bed hun af sig selv, og prøvede derefter med hjerte massage. Hun var ret sikker på, at hun ikke gjorde det rigtigt, men det var vel bedre at prøve end slet ikke at forsøge. Det kunne jo ende med at redde hans liv. " Du skal nok klare den" hviskede hun til den livs løse mand, og hun strøg ham over panden. Selvom hun ikke var så sikker på at han ville overleve.

Først nu begyndte hun at kunne lugte det metalliske blod.. Hun var selv smurt ind i det, da hun havde haft fysisk kontakt med ham. Og ikke mindst ham.. Han var praktisk talt fuldstændig dækket af det. "Kom nu" hvæsede hun desperat og forsøgte sig med hjertemassage  igen. Adrenalinen pumpede og tårerne pressede af ren desperation.

Selvom hans krop uden på ikke viste så meget som et enkelt tegn på liv, summede hans indre af liv. Og latter. Massere af den. Måden hun komplet i chok prøvede at få liv i en krop, der havde været død i over 2000 år morede ham. Hvor måtte det dog være rædselsvækkende at lede efter en manglende puls. Manglende hjerteslag. Manglende vejrtrækning. Den frygt... Den angst. Den pirrede næsten hans smagsløg. Tvang ham til at gribe fat i den. Og puste liv i den. Som en gnist ville få benzin til at brænde. For hendes mareridt havde blot begyndt, dog skulle det også snart ende.
Han behøvede ikke skuespillet. Det føltes blot kedeligt for ham at overmande hende med umenneskelig styrke, slå hende bevidstløs, og slukke sin tørst. Han havde gjort det så mange gange i sin ungdom. Dette var langt sjovere.

Selv med sine øjne lukkede, kunne han fornemme panikken fra kvinden med hænderne presset imod hans brystkasse. Han kunne mærke den svage dryppen af hendes tårer på sit tøj. Hører hendes galoperende hjerteslag.
Mon ikke hun havde lidt nok frygt for hans liv nu? Det var tid til at frygte for hendes eget. En ondskabsfuld latter rungede i hans sind.
Velvidne om at muligvis ville skræmme hende ihjel, vågnede liget. Stadig med lukkede øjne fandt Alas' hånd vej til hendes arm i et stramt greb.
”Det er okay. Jeg er allerede død.” lo han og spærrede sine næsten glødende røde vampyrøjne op.
Før hun kunne nå at skrige havde han sin anden hånd imod hendes mund. En ondskabsfuld latter forlod hans læber. Han blottede sine tænder i et glubsk smil, og på få sekunder voksede hans hjørnetænder ud til hugtænder. Den blodrøde farve i hans øjne blev tydeligere. Som to pulserende
lys, der flammede op ved tanken om blod.


”Du er en sart lille ting, er du ikke..” hviskede han for sig selv.
”A shame I have to hurt you.” sagde han så, og med sin overnaturlige styrke skubbede han hendes ben af vejen. Det ville være et under hvis hun stadig stod på benene.
Så snart hun ramte asfalten, kastede han sig over hende. Pressede hendes arme ned og holdte hende nede med sin vægt. De skete alt sammen hurtigt. Der var ikke gået meget mere end et par sekunder før at han holdte hende i en kropslås. Hans øjne flammede op som to røde bål og straks blottede han tænderne i et overlegent hvæs. Han havde nedlagt sin bytte. En dejlig følelse af triumf greb hans hjerte.

Langsomt tog den berusende følelse af triumf af. De glødende øjne mistede langsomt deres farve og glans, indtil de næsten så menneskelige ud. En latter undslap hans læber. Denne gang langt fra en ondskabsfuld en. Legesyg. Det var det den var. Legesyg, nærmest barnlig. Han betragtede hendes skræmte ansigt. Så sårbar hun var. Han sendte hende et smil og ignorerede hvordan hendes negle borede sig ned i hans ene hånd.
”I am going to remove my hand from your pretty little mouth, and your reaction will be absent any screams, or I will hunt everyone you love down and kill them in front of you. Deal?” sagde han til hende i en venlig tone. Trusler var noget han var god til at give. Mest for at han lignede den person der ville gøre alvor af dem. Om han overhovedet ville det, var en hel anden sag.
Overbevist om at hun ville adlyde ham, fjernede han sin hånd fra hendes mund.
”Jeg undskylder for mine brutale udfald, men vi vampyrer skal jo også leve på en eller anden måde. Jeg tager det jeg skal bruge af dit blod, og så vil jeg bede dig om at have en forsat god aften.” sagde han og fæstnede sit blik imod hendes hals.
”Det her kommer til at gøre ondt, og jeg vil bede dig om tage på hospitalet bagefter. Sig at du gik en dejlig tur i skoven da en slange sprang ned fra trætoppenes grene og bed dig.” sagde han så og sendte hende et smil. Derefter begyndte den røde farve atter at tage over i hans øjne, og hans hugtænder voksede ud.
”En meget stor slange.” sagde han og begravede tænderne i hendes hals.

Den metalliske smag af blod. Smagen af sand nydelse. Hvor mange gange havde han ikke ladet denne væske flyde hen over sine smagsløg og forkæle dem til det fuldeste? Utallige gange, og lige nu huskede han atter hvorfor.
Grådigt sugede han væsken til sig. Tørsten der hjemsøg ham blev langsomt slukket. Som ild der langsomt ebbede ud til gløder. Alligevel forsatte han. Smagen af især dette blod tilfredsstillede ham på høje niveauer. Han havde været heldig at det lige præcis var dette menneske der havde været dumt nok til at begive sig ud på gaderne denne nat.
Selvom han var beruset af dette blod, og egentlig ikke ville nyde noget mere end at tømme hendes årer for den røde væske, så stoppede han langsomt. Hvis han tømte hendes årer fuldstændigt ville hun dø, og han vil ikke han nogen chance for at atter smage hendes blod. Derudover ville han have et lig at komme af med, hvilket ikke lige frem tiltalte ham.
I et svagt ryk, trak han tænderne ud hendes hals. Hendes blod, blandet med hans eget, drev ned af hans hage og dryppede ud på asfalten. Langsomt trak hans hugtænder sig ind, og farven forsvandt fra hans øjne.
”Moms. Dit blod er søreme... delikat. Du fortæller dog ikke noget om det her til nogen. Ellers vil jeg flå dit hjerte ud og vise dig det. Er du med?” sagde han og lo. Ligeglad med at hun nok var skræmt til døden, greb han fat om sit bukseben og rev en strimmel af stof af.
”Hvad er dit navn?” spurgte han imens han forbandt hendes sår.

//I orden//

Denne mand var yderst uhyggelig, og jo mere hun kom til bevidsthed desto mere blev hun chokeret. Denne mand var ikke menneskelig. I hvert fald ikke ifølge hendes optik. Han virkede lettere sindssyg, og de trusler han fyrede af var ret groteske. Det mest uhyggelige ved situationen var, at hans trussel ikke ramte hende så hårdt som den burde. Måske var hun bare alt for skeptisk, og ikke rigtig stolede på, at det ikke blot var tomme ord. Alligevel besluttede hun sig for at adlyde, da alt andet nok ville være idiotisk.
Hun gispede lettere panisk efter vejret, da hun ikke havde kunnet trække vejret ordentligt da han holdt hende for munden. Hun sugede så meget O₂ til sig, som hendes lunger kunne bære. Hendes negle slap grebet om hans hånd, da al' hendes koncentration faldt på vejrtrækningen.
Et smerte støn lød fra hende, da hans sylespidse tænder bed fast i hendes hals. Det føltes som at få taget en blodprøve, blot med langt mere gigantisk nål og lidt mere voldsom sugning. Hendes krop spjættede og gjorde tydeligt modstand på hans bid. Kroppen blev svagere og svagere, eftersom han sugede mere og mere tilsig. Og blodmanglen gjorde hende døsig og svimmel.
Endelig slap han halsen, og hun fik hurtigt sat sig en smule mere op. Sådan at hun støttede på hendes albuer. Han havde vidst drukket lidt mere en nødvendigt. Det var en stor lettelse at slippe væk fra hans yderst uhyggelige tandsæt. " Du ville flå mit hjerte ud nu, hvis ikke du allerede vidste at folk ville tro at jeg er sindssyg hvis jeg beretter dette" svarede hun, så godt hun nu kunne.
En overrasket mine bredte sig, da han spurgte til hendes navn. Hvad ville han dog bruge dette til? At følge op på hende, og tjekke at hun ikke brød deres 'aftale'?  Der gik ikke længe før hun svarede; " Violetta". Dette var dog løgn, men hun ville ikke udgive hendes identitet hvis det hun troede var hans intentioner. Hvorfor lige netop dette navn var det første der poppede op i hendes hoved anede hun ikke. Og indtil videre kunne hun vel godt lade som om hun hed Violetta, mon han kunne gennemskue det? Kunne sådanne overnaturlige væsner gøre sådan? Dette havde hun ikke den ringeste idé om. " Jeg synes jeg såvel også, at jeg fortjener at kende min overfalds mands navn"  svarede hun og kiggede på ham. Lige nu var hun ikke så bange, nu handlede det kun om overlevelse. Hvilket virkede til, at være tilfældet. " Er du hvad du udgiver dig for at være? Eller er du en af de psykotiske mennesker, der tror de er mytologiske væsner og overfalder civile folk?" spurgte hun lidt spydigt og tog sig til halsen.

Efter han fik slået knude på den primitive forbinding rundt om hendes hals, løftede han et øjenbryn imod hende.
”Violetta?” spurgte han. På nippet til at bryde ud i latter, dannede der sig et smil på hans læber.
”Du tror at du kan komme og stille krav til mig? Velvidne om at jeg blot kan rive din forbinding af og slubre resten af dit blod i mig?” sagde han i en lettere skeptisk tone, men der gik ikke lang tid før at smilet atter manifesterede sig på hans læber.
”Selvfølgelig kan du få mit navn. Jeg hedder George.” sagde han uden at lægge skjul på løgnen. Han havde næsten gennemskuet hende med det samme. Hun var for klog, og for flabet til at stikke ham sit rigtige navn. Typen han bedst kunne lide af disse finurlige dyr. Selvfølgelig udover dem som straks lagde sig og spredte deres ben for ham.

Forundret kiggede han imod hende. Han havde troet hende klog. Hvordan kunne hun tvivle på hvad hun havde set? Hvorfor stemplede hun ham som en almen psykopat, når hun havde havde set hans øjne gløde, følt hans styrke slå hende omkuld, og mærket hans hugtænder borer sig ned i hendes hals?
Det slog ham kort at hendes skrøbelige sind måske ikke kunne indse at væsenet som i dette øjeblik sad på hende, var en blodtørstig skabning af natten. Et smil gled hen over hans læber.
”Jeg er muligvis en psykopat efter din skala, og jeg indrømmer at have overfaldet en håndfuld uskyldige igennem min tid, men ej er jeg menneske.” sagde han og begyndte at le.
”Jeg er langt mere end et menneske. Jeg er en sand gud. Guden af natten, blod og elskov.” sagde han smilende imens hans hugtænder groede ud, og hans øjne gik fra deres mørkegrå farve til at blive røde og glødende.
”Se på mig. Ser du ikke mere en blot et simpelt menneske?” sagde han og kiggede på hende med de røde øjne.

//Undskyld igen for længden//

" Hvis du ville slå mig ihjel, havde du allerede gjort det" svarede hun og fik i et sekund øjenkontakt med ham.  Velvidende om at han ville være i stand til det, var hun ikke så plaget af den bankende angst lige nu. Det var mere smerten i halsen hun fokuserede på. Hun tog sig til halsen, da han havde forbundet den. Det dunkede og sveg.  
George? Ej, der gik det op for hende, at han havde gennemskuet hende. Det kunne hun høre på hans toneleje og ironien der lå bag hvert et ord. Der var ingen tvivl om at han godt vidste hun ikke hed det, som hun havde udgivet sig for.
Det var stadig ikke gået op for hende, at han ikke var menneskelig. Der gik dog ikke længe før han modbevidste menneskeligheden endnu engang. Denne gang var hun mere ved bevidsthed og kunne bedre overskue hvad der foregik. Hendes hjerte stoppede i et kort sekund, og et forskrækket hvin lød fra hende. Instinktivt lukkede hun kort øjnene, men tvang dem til at åbne sig igen. Det hun så var ikke et fremmed syn. Det var de væsner hun havde betragtet i film og endda bøger. Det som hun var flyttet hertil for; at opklare myter og sagn om det 'overnaturlige'.  Og nu havde hun den bedste kilde man overhovedet kunne få, men der var aldrig nogen der ville tro hende. Det ville i hvert fald, være en overraskelse for hende, hvis andre mennesker kendte til dets eksistens.
Han bad hende om at se på ham, og hun lystrede. Deres blik mødte hinandens, og hun blev mundlam. "jo" peb hun som svar. Dette var den mest surrealistiske situation at blive udsat for. Hun var fuldstændig mundlam, af både angst og forskrækkelse. "h... hvo... hvordan?" fik hun presset ud, og hendes blik fokuserede fortsat på hans ydre. Hun bakkede lidt tilbage, men hende ryg stødte ind i en lygtepæl.
Ærligt talt anede hun ikke om hun skulle grine eller græde. Dette var så uhyggeligt på en måde, og samtidigt var det ret bekræftende. Så havde hendes teorien ikke været hel i havnen. Hun nærmest hev sig selv i håret af desperation og hun lukkede øjnene i håb om at når hun åbnede dem ville det hele være en drøm. Men ak nej sådan ville tingene ikke udfolde sig.  Der gik ikke ret meget længere før hendes stemme var mere fattet og hun  spurgte; " Er der flere?" hvorefter deres blik mødtes. Han havde kolde og vulgære øjne, men han havde jo også udtalt sig; at han var guden af natten, blod og elskov.  Så hele beskrivelsen af ham passede til disse 3 elementer.
//Og jeg undskylder for det langsomme og korte svar :)

I fuld nydelse over hendes forbavselse, flammede hans smil op i sin overnaturlige charme og afslørede de imponerende hugtænder. Udtrykket på hendes ansigt. Behøvede han at sige mere? At se angst blande sig med forvirring i det erkendelsen af hans slags manifesterede sig i hendes hoved. At se dette i et menneskes øjne var noget han aldrig blev træt af når han angreb de skrøbelige væsener. Dog havde hun været langsom om at fatte det. Hans ofre var ofte unge uskyldige piger, klar til at tro at deres romantiske vampyrelsker ventede bag hvert hjørne, efter at de havde slugt diverse vampyr-romantik serier i stride strømme. De fattede hurtigt hvad han var, men misforstod hans formål. Nydelsen ved at lade dem indse at deres vådeste drøm i virkeligheden var et sandt mareridt var ubeskriveligt tilfredsstillende. Dog ville det ikke være en tilfredsstillelse han regnede med at nyde denne nat. Hun så ikke ligefrem ud som at hun kunne springe i armene på ham på nuværende tidspunkt, og ej ønskede han dette. Denne nat havde han ikke lyst til at bade i seksuel nydelse. Denne nat ville han bruge på at lære dette fascinerende individ at kende. Charmesmilet viste sig igen på hans læber.

'Hvordan?' hørte han blive presset af hendes mund. Hun var tydeligvis stadig skræmt til døde. Alas tillod et kort fnis slippe igennem sine læber. Disse dyrs reaktioner på overraskelser var noget der kunne underholde ham til hver en tid.
”Hvordan?” smilede han som det var den bedste joke han havde hørt denne uge.
”Har du nogensinde oplevet noget overnaturligt? Noget uforklarligt? Hvad har du nogensinde fået ud af at spørge 'hvordan'? Jeg er et overnaturligt væsen. Min eksistens kan ikke forklares, ej ønsker jeg dette. Det vigtigste er at jeg har alt hvad jeg kan ønske mig. Guddommelighed, udødelighed, og styrke mentalt og fysisk der overgår dine vildeste fantasier.” sagde han og strålede med sit store ego. At nævne fordelene ved at være vampyr var næsten ligeså tilfredsstillende som at vise at man var en, tænkte han imens han mærkede sit egoboost fylde sig.
”Er der flere spørger du?” spurgte han med smilet vedligeholdt.
”Nej. Jeg er den eneste af min slags. Dog er der lavere stående væsener der skal forestille at være af min guderace. Unge skabninger, højest et par hundrede år. Men jeg må vel gå ud fra at de også er vampyrer efter din skala.” svarede han hende og mødte hendes blik. Hun havde smukke øjne. Brune. Alas sende hende et varmt blik, og flyttede sin hånd imod hendes kind og strøg en af hendes lokker om bag hendes ene øre. Sådan et sart og skrøbeligt menneske. Til tider kunne han spekulere på om hvordan disse dyr klarede livet.