My man's crazy and his mind is a knife, but ...

Hjemme i Casa Del Luzar , i det smukke Quartier de Saint-Jean,
åndede alt fred og idyl. Det skulle jo også ske før eller siden.
Ikke alle dage kunne være lige stormfulde. Desuden havde Millicent nær ædt sin egen tunge op imod 50 gange i døgnet , i et seriøst forsøg på at give sit forhold med Andrija en gang olie , så der gled lidt mere gelinde.

Nu var Solen var stukket af og klokken omkring 23, på en dejlig aften i maj. Dagligstuen var pyntet med sterin lys der gav rummet et blidt og varmt skær. Det treje bedste efter sol eller måneskin, var denne belysning , spurgte man den female part i huset.
I køkkenet stod et fad med diverse små frugtbidder overtrukket med enten mørk eller lys chokolade, og der var sat glas frem til de kunne få sig lidt vin, så snart gæsten meldte sin ankomst.
Deres gæste værelse var opredt, og Millicent havde selv plukket friske blomster og arrangeret i en vase. Hun havde hygget sig med at lege hausfrau , iført sin lille røde kjole der havde en kæk slids bagpå, et besynderligt hårbånd med en rose hun lige var faldet for som skulle tæmme det lange hår en smule OG de obligatoriske høje  sko , postkasse rødemed sorte prikker i det dyre skind.
En smule anderledes, dog trofast mod hendes klassiske enkle stil. Øjnene var sminket mørkt op og kinder og læber det samme blot i en rødlig nuance, og ikke måneskindssort som skinnede omkring øjnene .China Doll looket var fuldendt.
Det var første gang de skulle have overnattende gæster. Kun en gang før havde de haft en besøg og det havde bestemt været på højde med en tsunami katastrofe.Det var da Millicent der havde trukket Gordon med sig hjem for at Andrija havde skulle hilse på ham.
Alt var endt …helt forfærdeligt.

Hun håbede at denne aften ville være en skarp kontrast til det første gæste visit.
Hun havde en ide om at deres gæst ville teame op med hende, og Millicent håbede at ved fælles hjælp kunne de lede Andrija i en bedre retning.En retning væk fra mafiaen.
Det liv var ikke godt for nogen. Andrija var i fare…uskyldige mennesker var i fare..ja, selv Millicent levede i fare, grundet hans lederskab af de slemme drenge.
Kunne de banke lidt fornuft ind i hans hoved , ville det måske lette presset på deres forhold. For Andrija havde været ganske afstandstahende på det sidste. På alle måder. Og Millicents humør led under det. Men ... I aften skulle det være slut, så hun var glæde i fast form.
Lyden af Andrija der rumsterede et sted, satte øjblikkelig et smil på den unge vampyr.
”Andriiijaaaa…hvad tid var det nu din bror ville komme?” råbte hun op, og trykkede forsigtigt på det vold dyre anlæg, i håb om at finde noget velegnet baggrunds musik.

Den forgående nat var afsluttet med at Andrija var taget til Serbien for at møde sin bror, der var der nede på forretningsrejse. Zoran havde ringet tilbage, efter at have fået sin lillebrors sms, for at sige at de kunne gå på jagt der nede. Argumentet havde været at der efterhånden måtte være lidt tyndtbefolket i Terre, når der boede så mange overnaturlige væsner, der spiste mennesker på den ene eller anden måde. Andrija havde været med på idéen så snart han havde hørt den. Det betød han kom lidt væk fra huset og de problemer der lå i byen. En lille pause væk fra det hele lød fantastisk.
Efter at have spist, var Andrija igen kommet lidt op på dupperne, efter et par uger halvt flydt ud i sofaen og sengen på grund af Millicents blodstunt nogle dage forinden. Egentlig havde Andrija gerne været oppe at køre lidt før, men broren havde ikke tid og Dajanna var ikke en mulighed. Hun ville først og fremmest forsøge at flå hoved af Millicent og for det andet ville hun stille for mange spørgsmål, nogle Andrija ikke ville svare på. Så heller Zoran, der bare havde sagt ja og ikke spurgte. I hvert fald ikke ind til hvorfor. Han ville heller snakke om Serbien og Amerika, som han for tiden boede i for at tjene penge. Mafiaen var blevet nævnt et par gange, men det var ikke noget Zoran havde været syndeligt interesseret i. Han kendte sin brors tilbøjligheder til at lege stor og styg.
"Men det er dejligt at komme besøg, det er jo efterhånden lang tid siden jeg sidst så Millicent." Lød det fornøjeligt fra Zoran, mens de nærmede sig huset i det fine kvarter, hvor en del af bilerne var det nyeste skrig fra enten BMW eller Audi.
"Jeg tror også hun har glædet sig til at møde dig." Lød det knap så begejstret fra Andrija der gik ved siden af, med maven fyldt og hænderne i lommen. Hans bror gav ham et undrende blik, men der kom ingen uddybning, så de fortsatte i stilhed til de kom til huset.
"Han er kommet." Lød Andrijas svar, da de kom ind i huset og Millicent begyndte at gale som en hane.
Zoran trådte forbi sin bror og gik ind for at hilse på Millicent med et stort kram. "Hvor ser her hyggeligt ud!" Udbrød han glad og var hurtigt henne og smage frugten der var lagt frem. "Det smager fantastisk!" Udbrød han med munden fuld af frugt og chokolade, før han tog endnu et stykke og stakte den i munden.
"Jeg har jo lige været ude og fodre ungen op, så jeg håber ikke du står klar med en alt for stor middag." Ævlede Zoran videre mens Andrija kom traskende ind til de andre og kiggede lidt på frugten, som var det mad fra Mars. Han havde i modsætning til sin bror ikke lært at tilfredsstille en husmors kompliment-behov.

Han var kommet ? Oh! Bare alt nu var på plads , tænkte hun og og tog et hurtigt kig rundt . Hendes håndflader løb udglattende ned af den tætte kjole, og i det sammen hørte hun dem rumsterer ved stuens dørtærskel.
" Zoran ! Det er da godt nok længe siden " Millicent lyste op.
" Ja...det er et dejligt hus- bare vent til du ser det hele" beamede hun stolt.
For selv om det endte med Andrija havde boet der langt det meste tid alene, havde hun været med til at udvælge det dengang.
Hun var ret glad for huset, netop fordi det havde charme og hygge, til trods for det var stort og i den dyre ende . Med Andrijas nykker var det et under de ikke var installeret på et gods eller et mindre slot egenligt.
Men hun var dog glad for han ikke havde haft ideer der trak i den retning.
" Bare gå til den. Der er mere hvor det kommer fra" oplyste hun om den lækre belgiske chokolade / frugt lækkerbisken, hun nøjsomt havde stået og dyppet.
" Ungen ? Ja ...det sagde DU !" Lød det glad og drillende fra hende.
" Jeg har slet ingen middag , jeg regnede da med i var mætte? Men jeg kan hurtigt bikse noget sammen til os , en bøf og nogle kartofler ?" Tilbød hun men drog sin opmærksomhed fra den flotte 'svoger' så snart Andrija trådte ind i stuen.
" Andrija ! Dejligt du er hjemme...jeg har savnet dig " gik hun tværs igennem stuen med den hensigt af kysse ham , kort- de de ligesom ikke havde stuen for dem selv.
"dobrodošao kući" havde hun øvet sig.Nu skulle de ikke dø af grin over hendes udtalelse, eller hvis det viste sig at betyde den døde blyant griner ? Hun forsøgte jo at kæle for hans baggrund.
" Nå....hvad har du så lavet siden sidst, fundet dig en Mrs.Zoran ?" Spurgte hun nysgerrigt ind til Zoran. Der altid synes at have mange jern i ilden. Arbejdsmæssigt . hans privat liv anede hun intet om.

Andrija gloede først uforstående op på Millicent, da hun forsøgte at sige et eller andet. Kort efter nikkede han kort og kyssede hende på kinden. "Danke." Blev hans svar i et næsten korrekt tysk. Lidt havde han da lært og det var jo ikke fordi Tyskland var en usynlig prik på verdenskortet, som Serbien mere var. Zoran så helt imponeret ud, imens han diskret var gået amok i skålen med frugt.
Bræt stoppede han op, da Millicent begyndte at snakke til ham. Han slugte sin frugt og smilede, mens han forsigtigt forsøgte at tørre sig omkring munden, hvor frugtsaften kunne ses. "Det vil jo blive en Miss. Luzar, Zoran er jo ikke mit efternavn." Forklarede han venligt. "Ligesom dig, er i ikke blevet gift endnu." Fordi Andrija havde haft alverdens tanker i hoved da de før havde mødtes og han ikke havde set nogle af de to siden deres sidste møde, havde Zoran ingen idé om hvad der egentligt var sket imellem dem. Tankerne hos Andrija sagde heller ikke så meget, da han omhyggeligt tænkte på alle mulige andre ting, noget han efterhånden havde lært med en tankelæsende bror.
Zoran var heller ikke på jagt efter informationen. Han kendte sin bror nok til at lade det ligge, brød han sig ikke om at vise det. Han valgte derfor at skifte emne: "Men hvordan går det så med dig Millicent. Noget med at du var model ikke?" Han forlod frugtskålen og slog sig ned, mens hans blik fortsat var rettet mod Millicent. Andrija havde også flyttet sig hen til bar-skabet for at hælde noget drikkelse op til sin bror og derefter slå sig ned ved siden af manden, med et udtryk der tydeligt forklarede hvor røv-sygt han mente det hele var. Storebror valgte dog pænt at ignorere sin lillebror. Det var ikke første gang.

Hun små lo af Zorans lille navne leg. Hun havde pænt styr på navnet, og hun var ret sikker på at han burde have opsøgt en nummerolog, hed han Zoran Zoran for dét havde ikke klinget helt så fedt.
" Nope- jeg slæber stadig rundt på Walker.Vi er enige om at tage det lidt med ro, efter...sidst " lod hun ham vide. Hun kastede et blik over mod Andrija, for at sikre han ikke begyndte med at det var hende der havde travlt med at udsætte bryllup.
Der var vist ingen fare i sigte der, for han så ud til at være ved at dø af ren kedsomhed. Zoran spillede bolden over til hende og hun rystede på de lyse lokker.
" Model? Du gode gud nej...men jeg har regnet ud hvorfor folk spørger mig om det ,though...der er en kendt musiker der hedder Stephen Samson og han forlovet hedder Millicent et eller andet og hun er faktisk model ...også en lyshåret pige" sjussede hun sig frem til.Selv ville hun finde det total frygteligt at skulle have et arbejde like that.
" Kostumier ....husker du ? Jeg STYLER alle de smukke modeller og sørger for rekvisitterne skaber den rette stemning til fotoshoots. Jeg arbejder på Desiré Noir"
*... Nåå ja, og leder den lille organisation der kun har ET formål, at vælte din lille bror af hans trone* et finurligt udtryk forplantede sig kortvarigt over Millicents ansigt, men det forsvandt hurtigt.
Andrija havde nu givet hans bror noget i et sjus glas, og de havde indtaget sofaen.
Selv smuttede hun ud og skænkede sit et glas af den optrukket vin. Hun havde også et par flasker med sig tilbage. Nu skulle hun lige afgøre med sig selv, om hun skulle havde snakken på tomandshånd med Zoran, eller simpelthen tage den
Med Andrija tilstede?
Hun rømmede sig og prøvede at undgå at få kigget på Andrija, da hun tog det første spadestik. " Vi var i Paris til nytår ....det var dejligt. Det er et sted jeg gerne ville tilbringe langt mere tid, rigtig charmerende ...men med Andrijas job er det godt nok svært. Salles kan godt overlever ....men det andet" lod hun hænge tungt i luften, parat til at glide ned og gemme sig i lænestolensryg riller, hvis Andrija begyndte at skælde ud.
Det var ikke planen at skabe hverken dårlig stemning og da slet ikke ballade.Hun gik efter at bryde emnet ned, lidt efter lidt og så måske puffe hendes dæmon i en anden retning.Med Zorans hjælp! Men de havde god tid , så der var ingen grund til at jappe noget igennem her.
Derfor fik hun også indsparkert.." hvad med dig , hvor holdte du nytår? Og hvordan står det til med dit lille imperium?" Det var tæt nok på sandheden. Zoran havde hoteller og butikker og guderne måtte vide hvad. Måske en af de mest succesfulde business men der var på hans alder. Eller på hans...kropsalder.
Hun kunne aldrig huske hvor gammel Andrija egenlig var? Han lød old æld enormt gammen og hun kunne ikke rigtig , ikke sådan RIGTIGT forholde sig til alle de år på hans faste bag, så ligesom hun insisterede på at tænke på ham som en mand, så om modellerede hun ham også til bare at være en fem- seks ...max syv -ti år ældre end hende- men så heller ikke mere. Små lyse løgne der gjorde det alternative liv mere spiselig.Men hun var godt klar over at det kun var hende selv hun snød- og nok også klar over at hun snart måtte op på hesten og lære at forholde sig til facts.

Allerede da Millicent havde tænkt tanken om hendes lille ekstra job, forstod Zoran hvad der blev pønset på. Han holdte dog munden pænt lukket og lod hende snakke løs, som om han intet havde opfaget. Andrija var også ganske sikker på at Zoran vidste alt hvad han skulle vide og sikkert endda ovenikøbet allerede havde besluttet sig. Nervøs var han dog ikke. Det var nok også nær det eneste der var godt ved at være lillebror. Ens ældre søskende havde det med at se igennem fingre med de ting man nu gik og fordrev tiden med - og så kom de altid løbende for at redde ens røv, hang den lidt for lavt. Det var dog - selvfølgelig - sjældent i Andrija og Zorans tilfælde.
"Jeg holdte nytår med nogle af mine forretningskontakter. Det var ganske fornøjeligt, masser af sprut og flotte damer, men nu ingen der vakte interesse." Tilføjede Zoran med et kort smil, før han nippede til sit glas. "Det går ganske godt, pengene ruller ind, men det er nu dejlig man ikke skal sende penge til sin lillebro, fordi han ikke kan finde ud af hvad euro og cent er for en størrelse." Blev der joket løs, men ikke noget der fik Andrija til at smile. Det havde egentligt været hensigten, men det overraskede heller ikke Zoran at det ikke skete. Manden havde jo aldrig været den smilende type og når det endelig skete, skulle han ikke smile.
"At han så ikke tjener penge på den helt lovlige måde, er der jo ikke så meget at gøre ved." Der var igen grund til at kredse om emnet som en kat om den varme grød. "Millicent, du må forstå at både jeg og min bror har forskellige forhold til forskellige ting. Det betyder ikke at jeg ikke forstår dine betænkeligheder, men jeg kan forsikre dig om at Andrija har haft mange idéer i hele sit liv. Han forsøgte en gang at sælge sin egen søster, bare for at se hvad der skete. Det resulterede i at han knap kunne gå i tre dage. Mafiaen har da et bedre formål. At give ham nogle penge og det værste der kan ske er at politiet jagter ham land og rige rundt. Du må forstå vi er dæmoner, vi har aldrig været mennesker og har aldrig rigtigt kendt til jeres værdier, derfor ..." Mere nåde han ikke at sige, før Andrija afbrød: "... og tak Hr. Nu-skal-det-hele-nok-gå. Jeg har forsøgt at fortælle hende det, men hun vælger bare at hoppe helt over i den anden grøftekant."

" Arh...høje standarter Zoran ? Måske skulle jeg finde en lækker lille model fra Desiré Noir til dig ? Så skal jeg bare vide om hun kun skal være en looker, eller om hun også må have hjernebølger hun kan bruge....øøhh...eller en hjerne !" Ændrede hun det, da det slog hende at hun selv ikke havde een eneste hjerne bølge at svinge rundt med.Skræmmende når man så det på den måde.
Hun skævede igen til Andrija. Han så ikke ud til at morer sig, hvilke var underligt.
Det var da hans ide at kontakte Zoran.
Hun rettede en smule på den røde rosen i velour ,der sad på hårbåndet og skulle netop til at spørge Zoran om hvilken bank han egenlig brugte, da emnet hun kredsede om blev smidt direkte i hendes ansigt.
" Ehh...ja ..ulovligt det kan man da roligt sige. "
Millicent sukkede da det gik op for hende at Zorans støtte måske var kraftigt overvurderet af hende. Hvor var det dog bare irriterende!

Hun havde tænkt over det før. Men Millicent var ganske enkelt for ung til at forstå havd en evighed som dæmon kunne betyde. Eller en evighed som vampyr for den sags skyld.På mange måder var hun Andrija en umage partner, men måske derfor var de gode for hinanden ?
" jeg ved godt i..." Blev hun så afbrudt, og det samme blev Zoran.

" Arg Andrija..får du ikke nok opmærksomhed " hun rejste sig op og gik med upåtaget eleganthed over mod sofaen, hvor hun satte sig på Andrijas skød.
Hun slog armene om den sure dæmons hals, og trykkede læberne mod hans varme kind, der ikke var ny barberer. Hendes følsomme overflade havde brugt tid på at tilvænne sig til dette, men nu prikkede det så dejligt hvornår end de skæg stubbe præget områder fik kontakt med Millicents lyse sensitive hud.

" Jaa mange ideer, men helt ærligt...den her går ud over en masse uskyldige, og var nær havnet i prostitution" gøede hun utilfredst .
" Det er meget hårdt for dig hva...at have fået en for,ovet med en social samvittighed " kyssede hun Andrija bag ved øret , men endte op i en latter da Zoran forsatte sin lille fortælling,
Det var da syn Sørens, så Andrija havde forsøgt at sælge sin egen søster?
Endelig noget de kunne enes om !" helt ærligt Zoran, det kan man næppe bebrejde ham. Dajanna er forfærdelig" små grinede hun, og håbede da ikke Zoran ville tage hendes kommentager for ilde op, og blive vred.
" Jeg er med på den, hvad siger du til at kvitte mafiaen skat, og så tjener vi nogle håndøre på Søs?" Drillede hun og følte sig nu i et humør der var helt ganske fint.
" Hvorfor har i egenlig aldrig lavet noget sammen, noget lovlig forretning?" Så hun skiftevis på brødrene. Zorans millioner rullede ind, og det var da lovligt ....hvorfor ikke Andrija?

Andrija sukkede højlydt da Millicent kom for at smide sig ovenpå ham. Han betragtede hende i tavshed og lod hende føre samtalen sammen med Zoran. "Jeg tror i får sin sag for. Hun kan være ganske ubehagelig når det passer hende." Advarede storebroren, før vedkommende gravede ned i sin brystlomme og fandt en pakke cigaretter frem. Pakken blev først holdt frem imod Millicent og derefter Andrija, som tog imod og fik tændt af Zoran.
"Zorans forretning er ikke en skid lovlig, han får den bare til at se sådan ud." Fnøs Andrija, før han tog et sug af sin smøg og pustede ud i luften. "Officielt er det ikke hans forretninger, de tilhøre forskellige store forretningsfolk rundt i verdenen, men han står bag disse folk. De skal bare være ansigtet udad, da han ikke mener folk har godt af at vide at der er nogle der kan være en trussel til mennesket." Blev der forklaret videre, efter han havde pustet en røgsky ud i luften.
Denne gang var det Zorans tur til at give en højlydt beklagende lyd fra sig, bare for at vise sin utilfredshed. "Jeg må indrømme at det ikke er helt efter menneskeloven." Erkendte han. "Men det er også svært når man har en noget længere levetid end mennesket. Så må man vælge alternative former og lige for tiden er forretningen hel ren og fri for smuds, ser man bort fra Andrijas projekt."
Et kort øjeblik gloede de to brødre på hinanden uden af dem sagde noget. Andrija var utilfreds med hvad der var sagt, det var ikke svært at se og Zoran var stædig. Han ville have lov til at være 'the good guy' hvis det han sagde var sandt. Sådan havde det altid været. Andrija som den slemme dreng og Zoran som mors lille sønnike. Resultatet var at de nemt kunne ryge i totterne på hinanden, men når alt kom til alt var de stadig brødre og det holdte dem sammen, på en eller anden mærkelig måde.

"Well...so can i ! " skød killingen ryg.
" Jeres søster skal ihvertfald ikke dukke op her og tro hun har en dyt at skulle have sagt.Hvis hun opfører sig pænt er hun velkommen, hvis ikke...så tager jeg hende i hoved og røv og sætter hende på gaden, hvis jeg har en god dag...ellers..." Kradsede missen videre, og ville daske til Andrija hvis han så meget som overvejede at le.
Dajanna var helt sikkert ikke en fan af Millicent, og Millie havde svært ved at forstå Dajanna og Andrijas relation. Det hele var kørt ud af sporet den aften hun sidst så hans søster, og Millicent havde været parat til at knalde hende ned med en flaske..eller et glas, hvad det nu lige var hun havde i hånden. Andrija havde ladet det køre for længe, og selv om afslutningen havde været brutal- var hun inderst inde glad for han viste meget klart og tydeligt,at hun ikke skulle fucke med Millicent.
" ..måske kan det klares hvis Vi sætter en ekstra lås på døren !" Forslog hun og begyndte at lege med Andrijas hår, bare for at drive ham mere til vanvid. Var det muligt at se mere sur ud, eller var toppen nået?

" Jeg ryger ikke..." Smilede hun til Zoran , og lod dem tænde deres ligkiste søm.
Hun drejede på sig og så nysgerrigt på Andrija. " Ikke lovlig, men jeg troede.." Hun slog ørene ud og fulgte med.
" Argh....så er det da alt i alt meget lovligt , Andrija ...lad så vær med at få din bror til at lyde som en stor kriminel. "
Millicent rejste sig og forlod Andrijas skød, for at få forbi Zoran.
Hun lagde hænderne på hans skuldre, og masserede let." jeg synes du gør det godt Zoran.Ingen prostitueret, drugs eller vågen gemt på dine hoteller eller i dine brudekjoler....jeg tror stadig du skal hjælpe mig for din bror til at indse at man KAN tjene penge uden at ødelægge andres liv" hun slap Zorans skuldre og henvendte sig til Andrija..." vil du ikke i det mindste bare tænke over det ?... Please Andrija?" Bad hun stille. Hendes verden var svær at holde sammen på, når der lå pistol bælter under sengene og al muligt.

Hvad skulle den massage for til? Andrija skulede olmt til de to andre, før han vente sig om mod sit glas og tømte det, for så at tage et hiv af sin smøg. "Lad dog være." Brummede han irriteret og rejste sig op for at hælde op til sig selv igen. Han havde ingen interesse i at lege lydig og lovlig og da slet ikke med Zoran og Millicent sejlende i samme båd. Dajanna havde altid været mere på hans side og bare generelt hans type, selvom hun til tider kunne være ganske anstrængende i længden.
Zoran, der selvfølgelig havde læst Andrijas tankerække, kom også op at stå og vente sig imod Millicent. "Nej, der er ingen våben ved mig." Gjorde han det klart med en lille antydning af et smil i mundvigen. "Men jeg så en ny bil i indkørslen. Din, kan jeg ikke få en tur i den?" Han var ivrig efter at komme ud af huset, ud og få lidt luft. Hans lillebror var bestemt ikke i hyggehjørnet og hans humør havde det med at smitte, gav man ham lang tid nok, så heller ud og lege under den blå himmel. "Vi kan tage hunden med, hvad var det den hed, noget på serbisk."
Valgte Millicent at tage med Zoran, ville Andrija dappe hjem til sig selv. Helt hjem til lejligheden, hvor han ville smide sig foran tv'et med en flaske billig sprut og ryge sin smøg færdig, før han så ville forsøge at finde på noget at give sig til. Rastløsheden syntes at have solidt ind og det handlede ikke om at skulle forvandle sig. Han var begyndt at kede sig i Di Morga. Måske havde Millicent ret med mafiaen. Måske skulle den være et afsluttet kapitel og så kunne han tage et andet sted hen og slå sig løs. Det lød ikke tosset, men han gad ikke til at sætte ild i byen på grund af tosset tanke, der sikkert ville være væk igen den efterfølgende dag.
Tankerne gled lidt rundt imellem hinanden og da Millicent og Zoran kom hjem igen, ville Andrija vente dem. Han var kommet i tanke om en Gordon, som sad på økonomi kassen. Igennem Dorian havde han fundet ud af at manden havde været i huset. Det havde været ganske tilfældig. Dorian havde kørt forbi, fordi han troede Andrija var hjemme, men havde derimod sit Gordon som var i gang med at snakke med Millicent, som ivørigt havde set ganske oprørt ud.

Millicent klemte læberne sammen. Ikke fordi hun var vred , men fordi hun havde en trang til at smile med lyd på. Det ville ikke falde i god jord ved Andrija , der på en måde virkede ret nuttet med hans ' så lad dog vær'.
Millicent tog et stykke chokolade betrukket melon og skubbede fadet over til Andrija. Hun havde været fem kvarter om at udskære og dyppe de små skiderikker, så han kunne da smage , selv om de ikke dryppede af frisk kød.

Hun måtte få ham i lidt bedre humør, ja... Så snart de blev alene. Andrija var begyndt at trække sig væk og det var ikke til gavn for nogen af dem. Og hun kendte årsagen. Hendes 'pænt nej tak til sex'.
Et lille smil dukkede op. Hun savnede jo også at være tæt med ham. Måske var det tid til et opgør med afholdhenheden?

"Øh.. Bil.. Jo, det er min" Millicent lyste op og så helt forelsket ud.
" En gave fra Andrija faktisk, men det havde du nok regner ud " storsmilende hun til Zoran. Aldrig ville hun havde haft råd til sådan en selv.
" Jo vi kan da godt snuppe en tur i den , jeg kan dræbe forbi Desiré Noir , så kan du se huset jeg arbejder for , udefra " små lo hun og drejede omkring for at tjekke med Andrija. " Det har du da ikke noget imod vel? At jeg praler lidt med Bernouli?" Men Andrija havde ingen indvendinger , så hun trak afsted med den ældste Luzar og bad ham fæstne sikkerhedsselen , da de havde taget plads.

Millicent gav dem luft under vingerne. Den røde sportsvogn fik taget slået ned , og den spandt som en kælen mis, da den drønede over den uhullet asfalt. Hun havde selv taget rettet og kun hvis Zoran ønskede , ville hun overlade ham rettet på hjemturen . Ellers lod hun vinden lege med deres hår- og med en rose i hårbåndet og de hjerte formet solbriller , kunne hun snildt ligne en der skulle features i en Lana del Rey video, hvor alt var .... En smule skævt.
Selv havde hun intet på hjertet , ud over da de stoppede kort foran den prægtige Desiré bygning , og hun henvendte sig til Zoran , meget direkte. "Du ... Det ville betyde meget for mig hvis du ville bare FORSØGE påvirke Andrija lidt i den rigtige retning. Jeg ved godt jeg er anderledes i forhold til jer ... På alle tænkelige måder " smiles hun blegt , med blikket på hende 'ti minutter i to' hænder. ".. Men jeg elsker ham , og jeg er bekymret for ham. " sluttede hun af.

Kort efter kunne de sikkert parkerer foran casa del Luzar , og indenfor møde Andrija igen .
" Så! Nu har jeg vist din bror vores by set fra et rødt lyns vinkel " vrøvlede hun og var med det samme på vej mod Andrija for at luske et kram ud af ham .
" jeg savnede dig imens " hviskede hun hans øre nær. Og fik hun lov , ville hun nappe kælent i hans hals , diskret , så Zoran ikke kunne se den lille affektions gestus.

Zoran gav Millicents ene hånd et let klem. "Han er en stor dreng og skal nok klare sig, men jeg skal nok prøve at skubbe til lidt ham, bare du ikke forventer for meget." Lovede han og steg ud af bilen.

Andrija kommenterede ikke Millicents snak og lod sig heller ikke påvirke af hendes forsøg på at få et kram og få et lille bid ind. Han ventede derimod utålmodigt på at hun blev så han kunne snakke med hende. "Hvor er Gordon smuttet hen, jeg har en høne at plukke med ham." Lød det direkte fra ham, da vampyren syntes at have fået sit -kramme-fix. Han stak hænderne i lommerne på sin bukser og ventede med en mine som om han havde alverdens tid i verdenen til at få et svar, selvom alle måtte vide det ikke var tilfælde.
"Jeg syntes at have fingrene lidt for langt nede i pengekassen, så jeg har fået Dorian til at fjerne ham fra sin post og lede efter en person med lidt mere loyalitet." Fortsatte han lidt efter, før han trak hænderne til sig og begyndte at gå utålmodigt rundt i lokalet. " ... og hvad skulle han egentlig snakke med dig om? En lille fugl så du snakkede med ham. Ikke at det egentligt interessere mig, men jeg er nysgerrig når vi sådan bare får gæster uden jeg ved det." En kølig undertone var kommet på. Han stoppede op, kiggede kort på Millicent, før han så snurrede rundt og kiggede på sin bror. "Mor har haft ringet, hun vil ind på en af dine hoteller, men receptionisten ville ikke tillade hun kom ind."
Mens Zoran havde travlt med at få øjne ind i hullerne og kæben samlet op fra gulvet, snurrede Andrija rundt og forlod stuen endnu en gang. Han gad ikke at lege selskabspappegøje. Da han gik forbi frugtskålen tog han et stykke og studerede det som var det en genstand fra mars. Forsigtigt forsøgte han at smage og da han fandt ud af at frugten ikke bed, blev den spist på hans vej op til kontoret.

"Tak " sammenfattede hun sin glæde over han ikke bare afslog hende, hvilke alle andre synes at gøre for tiden. At Zoran ikke bare bad hende knibe gebisset sammen var en forfriskning, og hun var glad for ethvert forsøg, selv om hun vidste hvor bullet proof Andrija kunne være, når det tog ham.

Andrijas humør var ikke forbedret.Det virkede som det var gået i den modsatte retning, og da han spurgte til Gordon , blev hendes umiddelbare svar " ØØhhh" efterfulgt af et " hvor kommer det lige fra?"
Så fik hun ellers travlt med at få en snor på Andrija, for nææ nej om de skulle danse til DE toner.Og da slet ikke med Zoran i huset.
" Du skal lade Gordon være...og kald dine tropper tilbage, Andrija- hvis de er dirrigeret i hans retning så barberer jeg dig skaldet OG hyrer 50 dværge til at følge dig hvor end du går. "Hun skulede til ham. Andrija var ikke så vild med småfolket, det havde hun opdaget til et fotoshoot, hvor de afklædte modeller og Andrija var ved at blive FOR glade for hinandens selvskab. Så ændrede Millicent på hele setuppet, og gik efter David Lynch Noir stemning, for at indsætte en flok afklædte dværge damer. Andrija skred promte fra sættet -og Millicent, da han ikke brød sig om...konceptet...kan vi kalde det det ?

" Seriøst ? Skal jeg indberette hvem jeg får af gæster ?" røg hun i forsvar med det samme.Hun var ret sikker på at temaet for den omtalte aften ikke ville få Andrijas humør til at stige yderliger, så det ville hun meget gerne undlade at tale om.

Millicent ville normalt ikke afsløre hvor Gordon var, det ville jo være dumt at give Andrija og hans drenge en direkte vej til ham.Men ny forholdte det sig sådan at Gordon var det eneste sted på jorden, hvor Andrija for helvede da ikke ville trænge ind med sine gorillaer. Ikke hvis han elskede sin forlovet da.
"Gordon sagde hej..vi talte om hans mulige flytte planer og nu øhh er de aflyst .Han er på en måde flyttet en smule ind i min lejligehed og hvis duften af mafia nærmer sig DEN, så går jeg helt amok....jeg er sikker på DU forstår hvorfor" sagde hun stille, og hentydede til hendes kidnapning fra sin egen seng, ved daggry.

Andrija var en mand af overraskelser.Og selv om Millicent synes der havde været nok, smed han da lige lidt mere, så selv Zorans kæbeparti faldt til jorden.
Deres mor? Millicent havde bare altid forstillet sig Andrijas forældre døde, men der var vist noget med de stadig levede i Serbien.Og nu ville hun ind på et af Zorans dyre hoteller- og de nægtede hende adgang. OH LORD- man måtte da håbe hun var en blid dæmon kvinde, med helt ærlig....det var der ikke noget der tydede på, da hun gavde overlevet både Dajanna og Andrija.

Hun gloede efter Andrijas ryg. Og rømmede sig så en smule.." ØØH..jeres mor? du må da hellere hjælpe hende.Det lyder som en lidt prækær situation. Teressen er et fint sted hvis du vil tale i ro " smilede en meget nysgerrig Millicent.
Selv benyttede hun muligheden for at gå ovenpå til Andrija.
Hun bankede ikke på, da der virkelig ikke var tid til formalia nu.
"Andrija...vil du ikke godt komme ned, det er ikke helt ok at jeg skal underholde din bror alene. Og ..jeg svare gerne på spørgsmål om Gordon, men du kan godt pille den der tone ud af din stemme så " han ville vide det var kulden hun talte om.
Millicent ville forsøge række ud efter hans hånd.." Kom nu Luzar...vi har gæster, det er så sjældent...lad os hygge os" bad hun .
hvis han afslog, ville hun spørge hvem der havde giver ham oplysninger om Gordons besøg.

"Du ser ud til at underholde ham fint." Lød det kort fra Andrija, mens han fandt et par sko frem og trak i dem. "Men jeg vil hen og give Gordon et besøg." Fortsatte han efter at have fået fodtøjet på, hvor efter han fandt sig en jakke som han trak på og skred forbi Millicent og gik nedenunder, hvor Zoran stod og snakkede på serbisk med moderen. Et kort øjeblik kiggede de på hinanden, før lillebror skred ud af døren og smækkede den i sig så glas og vinduer næsten klirrede.
"Må jeg spørge om hvorfor Andrija er så sur for tiden?" Lød det diskret fra Zoran, der havde afsluttet samtalen og betragtede Millicent spørgende. Han var fristet til at smage noget mere frugt, men det syntes ikke at passe ind til situationen, så han han blev pænt stående hvor han var og pillede lidt ved sit slips, så det igen sad stramt efter deres hæsblæsende tur. Ude foran huset kunne man høre Andrija gasse op.

"skulle jeg havde siddet i sofaen og set mopset ud, uden at tale? Det ville nok blive et ret kedeligt besøg, når vi BEGGE to sad der" skummede hun vredt.
Tonen blødte dog op, som havde den fået bamseline skyllemidel, da hun ikke ville skændes.." Andrija, kom nu med ned skat, jeg vil så gerne hygge med dig. Kom nu med " tiggede hun .
Han valgte at gå. " Andrija ..NEJ..du tager ikke derhed" kaldte hun efter hans ryg, men væk var han.
Millicent tog sig et minut, inden hun gik nedenunder til Zoran igen. Hun havde sjasket lidt vand på kinderne, og havde nu nogen lunde styr på sig selv.
Andrija gassede op, og efterlod et skælvende hus bag sig.
"Undskyld" mumlede hun og fokuserede på Zorans slips.
"Jeg havde gerne at du ikke var vidne til det" hun trak på skuldrene.
" Hvorfor han er sur? det er han ofte omkring mig.
jeg har en ven der har skummet lidt mafia penge, om det er grunden nu, eller om det er fordi jeg er meget tæt på Gordon, ved jeg ikke." Hun skænkede noget vin, og rakte et glas ud til Zoran.." Mon ikke vi kunne bruge et " smilede hun svagt til ham.
Millicent satte sig og greb ud efter sin mobil,d er blev vendt et par gange.
to sms blev sendt.

Gordon,
du skal ikke åbne.
Andrija er på vej, og han er ikke glad.
Vær nu sød , gå en tur eller noget .
Kh
Millicent


Andrija,
Vil du ikke godt komme hjem til mig?
Jeg elsker dig, og savner dig.
Lad nu Gordon være og kom hjem.
plz
Millicent

Millicent lagde den fra sig, og gav nu sin opmærksomhed til Zoran.
"DU kender ham bedre end nogen anden, Zoran...fortæl mig hvad jeg gør galt? jeg ønsker ham glad og lykkelig, men ...det er som han ikke kener de ord sådan rigtig " hun pillede ved sit vin glas imens hendes blik kredsede ved Zoran.

Zoran tog imod vin-glasset med et lille smil, hvor efter han slog sig ned ved køkkenbordet og studerede dets overflade. "I er bare forskellige typer." Startede han tøvende ud, mens han kløede sig i nakken. "Hvis der ikke skal være nogle problemer, skal du jo bare gøre hvad han vil have, men det er jo ikke sjovt for dig, så der vil altid være problemer - og så tror jeg nu bare han er sur over alt muligt. Du ved, ligesom en teenager." Han kiggede op imod Millicent og rakte sit glas frem i en tavs skål, før han drak.
"Måske skal han bare ud og slå lidt på noget." Han trak kort på skuldrene. "Tror ikke din ven bliver ramt, men jeg kan jo selvfølgelig ikke være sikker. Han vil have noget mere at rive i. En bankmand er der ikke nok stof i." Lød det tænksomt fra Zoran, der havde blikket rettet imod loftet.
Millicents telefon begyndte at give lyd fra sig, med et ukendt hemmeligt nummer på displayet. Tog hun den, ville hun få Juan i den anden ende af røret, en meget oprørt Juan. "Hvad er det du laver?!" Råbte han ind i telefonen, som skulle han råbe igennem hele Terre, for at få hendes opmærksomhed. "Du kan ikke bare sende folk ud og male deres hjem rødt i deres eget blod!"
Zoran, der nemt kunne høre hvad der skete i telefonen, fordi Juan ikke just hviskede, lod sig synke tilbage i stolen. "Din ven var heldig." Brummede han og lod en hånd løbe igennem håret med en bevægelse der mere eller mindre var den samme som den Andrija ville bruge til samme handling.

" ..Men når man er to kan man ikke altid få det som man vil, og Andrija har een hund...ikke to." Kridte hun banen op.Senka var en hund der adlød- på en god dag...hun var...ok...hun SÅ godt sammenligningen, også Millicent adlød, på en god dag.
Zoran lokkede smilet lidt frem igen, ved at sammenligne Andrija med en teenager.
" Det er da meget unfair at jeg har fået mig en teenager på hånden. Dete r mig der er 19 i menneskeår...og en ren baby i vampyr år, jeg gik sådanset efter en slags sugar daddy " jokede hun og skålede igen, uden brug af ord med blot med et hævet glas.
Millicent kiggede lidt undrende på Zoran. Havde han læst op på Millicent, eller plukket nogens tanker.
" Min første og eneste kæreste , udover Andrija var bankmand, men det var ikke Gordon .Gordon var et stort crush for mig da jeg var 16 ...han er lidt ældre end mig og jeg var meget betaget af ham, men han forsvandt ligeså brat som han dukkede op..Gordon er advokat, og man skal nok ikke undervurderer ham, det ville være en fejl. " hun tøvede lidt..." hvis Andrija slår ham, så bliver der for alvor problemer"
Hun nærmest kastede sig over mobilen og gispede.." måske det er Andrija nu"
men nummeret kendte hun ikke og lød derfor reserveret da hun svarede den.
" Hva...Juan? ...tal stille...prøv lige..at.." Hun skævede mod Zoran og nikkede.
Hellere Juan end Gordon, men hvad fanden tænkte Andrija dog på.
" Rolig nu, jeg har ikke sendt nogen! Er du okay Juan, er du alene eller er Andrija hos dig? Hvis Andrija er så giv ham røret, nej vent ! Jeg kommer hjem til dig, vi finder ud af noget .bliv hvor du er."
Millicent lagde på og så på Zoran.
" Jeg er nød til at se hvad han har lavet. Juan sagde huset var smurt ind i Juans blod, og jeg ved ikke engang helt hvorfor Andrija har gjort det. Vil du med ? Jeg er bange for hvad der er sket og hvad Juan vil gøre nu! og jeg skal også finde Andrija, det er for farligt at have ham rendende rundt i så vred en tilstand. Geezzzz dæmoner ! " mumlede hun og oplyste Zoran om adressen til Juans mindre slot.
" Kender du stedet? Kan du bibbe os dertil ?" Spurgte hun håbefuldt, Zoran kendte jo mange, og måske enda også dem der solgte dyr vin?

Havde Zoran ikke evnen til at læse tanker, havde han ikke forstået hvad der blev ment med at 'bibbe'. "Jeg kan ikke teleportere, det er Andrijas afdeling, men kan vi ikke bare tage din bil? Iøvrigt tror jeg heller ikke det er Juan der som sådan har problemet. Han lød til at være meget i live da han talte til dig, imodsætning til at have sit hjem smurt ind i sit eget blod. Det skal man være død for, vil jeg da tro." Han trak på skuldrene, men havde allerede rejst sig op og var klar til at følge med Millicent hvor hen hun nu ville tage dem.

Millicent blev nu meget forvirret.
" Stop lige en halv...Andrija snakkede om du kunne finde på at dukke op uanmeldt i..eh..soveværelset da vi overnattede hos dig, så jeg troede du kunne teleporterer, men Zoran...jeg er vist lidt fortabt nu, hvis blod er HVOR siger du ? Det er vel for pokker ikke Andrijas eget blod han har malet med ? Eller er Juan hjemme hos en anden " hun var helt klart ved at miste grebet om tingene lige nu.
Millicent var ingen dræber...eller ...jo ..det var hun , men udover det lå i hendes natur ( sagde man ) så var hun det kun i meget følelsladet situationer,og lige nu var hun bare forvirret og nervøs over hvem der blødte hvor. " Ja..han var helt klart i live, Juan...men kør vi så ud til ham ?" Hun halede afsted med Zoran og puffede ham ind bag rettet." jeg er sikker på du kør hurtigere end jeg....giv den gas "
Millicent ringede non stop fra passager sædet, til Andrijas mobil, " tag den nu...kom nu Andrija...tag den nu " messede hun ved Zorsns side.

Var Zoran ikke forvirret før, blev han det så afgjort, da Millicent begyndte at rode rundt i det hele. Han kiggede forvirret på hende, forstod ikke hvordan Andrija kunne holde det ud, men endte så med at køre ud til det stedh an ikke helt vidste hvor var, så han endte bare med at køre rundt, til han fik en guide.
"Jeg tror ikke det er Andrijas blod, det skal du ikke være bange for." Svarede han og håbede på at Millicents super sanser kunne opfange hvad han sagde, trods vinden der løb igennem bilen, da taget endnu ikke var kommet på plads.

"Hey skat, er bare ved at rydde lidt op. Hvad vil du?" Lød det fra Andrija, der netop havde fået vasket hænderne og var på vej ud af huset hos en tilfældig uheldig logemedlem, der lå i stumper og stykker inde i huset, hvor stuen havde fået ny maling. "Jeg kommer hjem nu, din frugt smagte godt." Derpå blev der lagt på og Andrija zappede sig hjem. Det overraskede ham ikke at hverken Zoran eller Millicent var hjemme, så han tog frugtskålen og gik løs på den, mens han ventede på de to andre kom hjem.

Hun var selv lidt ' høne uden hoved ' agtig. Opkaldet havde tippet hende ud af balance , oven i Andrijas trussel om at tage ud til Gordon, så hun var ret befibbet.
Hun fik da givet Zoran nogle køre instrukser, og selv om hun hørte ham , var hun ikek beroliget af Zorans ord. Millicent regnede ikke med Andrija ville selvskade, han var al for forfængelig til det, men man vidste alligevel bare aldrig med ham.
Og hvis nogen havde haft held i at skade Andrija, så han blødte...så kunne han nok gost finde på at male deres hus med hans eget blod?
Derfor var lettelsen kæmpe, da hun endelig fik Andrija i røret, og hans stemme lød i hendes øre.
" Andrija !" Gispede hun, og blev bekymret over hans lette tonefald. Det var en stor ændring, fra hans torden sky der havde farvet resten af aftenen.
" Hvad har du lavet ?" Spurgte hun åndeløst imens hun begyndte at hive i Zorans jakke.
" Vi kommer hjem nu!"
Hun lagde på og råbte af Zoran..." vend om..han er hjemme om et minut...kør!"

Det var bare for meget det her! alt for ham var en leg, men Millicent havde meget mere mennesker sig! og tog andres liv alvorligt- og især deres død.
" Jeg sværger....jeg kradser hans øjne Ud.NU KUNNE HAN LIDE FRUGTEN" hissede hun og rullede med øjnene- og lod Zoran få indblik i hendes indre der var begyndt at små koge igen nu.
Og så snart de var i indkørslen, forlod hun i vampyr fart Andrijas bror og blæste nærmest døren op. Først foran Andrija bremsede hun brat op.
" Så er det fandme godt Andrija! DU skal slet ikke rose mine frugter NU, du ved udmærket du har lavet noget du ikke skulle- hvem har du tværet ud og hvorfor ved Juan det? Er du klar over manden ringede til MIG ? Hvad skal jeg sige ?"
Hun citrende let, og surmulede da hun så op i hans øjne.
Hun blev fanget i dem. De sure læber glemte at mule, og stemmens skarphed fadede ud...
" Er du okay?" Hendes hænder lagde sig på Andrijas hals og strøg ned over den .Under hendes fingre kunne hun mærke hans puls banke og hun trådte ham en smule nærmere. Hænderne gled ned og lagde sig på hams skuldre.

Trods Andrija sad smurt ind i blod fra top til tå, havde han ingen skader fået og han syntes at nyde frugten ganske meget, da Millicent kom ind og lignede en bombe der kunne eksplodere hvert givende tidspunkt. "Jeg bad ham om at ringe til dig." Lød forklaringen i et vældig rolig tonefald, før han kækt fortsatte: "Fugten smager vidunderligt!" Han tog endnu et stykke i munden, som hurtigt forsvandt. "Det er bare nogle af hans loge brødre, du kan nok læse om det imorgendagens avis." Fortsatte han og åd videre af frugten, ganske upåvirket af blodet der var ved at tage livet af den fine lædersofa.
"Jaja, jeg er fint, har du mere frugt?" Han rakte sit tomme fad op til hende, mens han forsøgte sig med sit mest uimodståelige smil han kunne præstere. Zoran havde sat sig ved siden af og gumlede på det sidste stykke, men han var omhyggelig med ikke at få sit jakkesæt til at røre Andrija og alt hans blod, der efterhånden var ved at størkne. Ikke så praktisk, men Andrija var mere optaget af frugten og blodet skulle han nok få ud.
Fik han mere frugt, ville brøderne kaste sig over det og sætte det til livs på rekord tid, før Andrija så ville forlade stuen og tage et bad. Imens fadt Zoran endnu en smøg frem og tog fat i sin telefon for at kontakte et par af sine venner så de kunne 'få ryddet op' efter Andrija, der sikkert ikke havde været påpasselig med fingermærker og andet. Han vidste at Zoran ville komme efter ham som en mur, med en pudseklud når han kom til at røre ved noget der satte fingre.

Hun anede ikke hvad der var sket. Hendes øjne fin kæmmede Andrija som om hun kunne finde et svar på ham.
" Sig mig er du...høj?" Lød mistroen fra hende , da han tog endnu et stykke frugt og opførte sig som det var det bedste han havde prøvet længe.
Andrija lignede et glad barn uden andet end ægte glæde i sit sind. Der var et eller andet helt galt.
Millicent kneb øjnene lidt sammen.Hun turde slet ikke se på Zoran, hvad måtte han ikke tænke om det hele?
" Hvorfor skulle han ringe til mig ?...nu ved han hvem du er..og hvad du laver?" Millicent rykkede ubekvemt på sig. Hvorfor Andrija havde afsløret han var...morder..eller hvordan man nu skulle formulerer det ..over for Juan var hende en gåde.
Hun lukkede øjnene og kæmpede hårdt for ikke af begynde at slikke på Andrija , som en hund.Lugten af blod pirrede hendes næsebor , og gjorde så Millicents tanker ikke kunne stå stille, men sprang og hoppede rundt, helt ude af takt.

Desorienteret over frugtmanien , hentede Millicent alligevel det sidste fad og satte det på stuebordet. Hun gloede på dem begge, og fandt hele senariet halv bizart.
" Andrija...jeg synes vi skal forsøge holde pressen ude af det her, du må da have nogle kontakter vi kan kontakte?ellers må jeg jo !" Meddelte hun og kunne mærke tænderne presse sig på, da gummerne begyndte at klø.
" Gider du skifte tøj, og så taler vi om det her senere.Det er absolut ikke okay du æder mine venner eller maler med dem, Andrija. Bare så du ved det, og at du lader som du kan lude min frugt roder ikke bod for det!" Smed hun efter ham, men havde besvær med ikke at komme til at smile. Han var da noget så umulig.
Hun hældte vin op til Zoran og hende, og hørte han bestilte rengøring.
Da samtalen endte, skubbede hun hans glas over til ham. " Tak...fordi du hjælper ham.
Han virker langt mere..,utæmmet end dig, hvorfor Zoran?"
Og efter at have fået sit svar, ville Millicent forlade stuen for en stund, og gå oven på til en Andrija,der formentlig var færdig med at bade.
Millicent gik over til hans kommode og trak en Tshirt frem, eller en wifebeater som det populært blev kaldt. Et dumt navn, spurgte man hende.
Hun smed den til Andrija, sammen med boxershorts og nogle sweatpants.
" du har stuearrest , Luzar... Så du kan roligt trække i hjemme tøjet"

Zoran trak på skuldrene med et lille smil. "Han er yngre end mig - og kan bedre lide livet med lidt bølgegang." Bedre kunne han ikke svare på det. "Du må bare overleve det, du har jo selv valgt ham."
Andrija fik blodet vasket af og var på vej ind på soveværelset for at hente noget tøj, da Millicent pludselig kom op. Havde de ikke været sammen før og egentlig skulle forstille at være forlovet, havde han haft travlt med at dække sin afklædte krop til. Da tøjet kom flyvende greb han det og gloede lidt på det, før han så trak det på. "Hvad er det?" Han kiggede spørgende på hende. Aldrig havde han hørt om det, men han gad ikke. Det lød ikke sjovt. Efter at have fået tøjet på gik han med hende nedenunder og slog sig ned ved siden af sin bror. "Jeg har fået sturrest, hvad er det?"
Zoran kiggede tilbage på ham, før han så kiggede tilbage på Millicent. "Er det ikke det med at man ikke gå udenfor?" Han kiggede tilbage på sin bror. "HVAD?!" Hylede Andrija og var oppe ved Millicent. "Det kan du ikke mene. Jeg er over atten. Du er den yngste af os." Han lage armene over kors og gloede olmt på hende. "Du er ikke min mor."
Bagved dem kunne man høre en lav latter fra Zoran, der havde rejst sig op og var på vej hen til noget sprut af den ene eller anden slags. Han fandt flasken han før havde fået noget af og hældte op til dem alle tre.

" Overleve det ? Jeg havde håbet på LIDT mere af mit parforhold end at OVERLEVE det" smilede hun til Zoran og rystede på hovedet som hun rejste sig.

Oppe ved Andrija , holdte hun ham lidt på pinebænken. " Ved du ikke hvad det er? Google det" lød forslaget og hun begyndte at trække de mørke gardiner for, med fjernbetjeningen der hørte til. Så var der klart til når hun skulle sove.
Hun kastede et blik på sin egen lille kommode, hvor lingeri , strømper og tørklæder lå.
Det var der hun havde forsvarligt puttet den lille blå glasfugl ned. Et sted den lå blødt og i fred.
Andrija kom kun i hendes undertøj , hvis han skulle pakke til en tur. Så havde han flere gange yndet at pakke , for at sætte sit aftryk på hvad hun havde med. Men de skulle ingen steder nu, så derfor lå den der.
Det gave et sæt i hende, da Andrijas hyl rev hende ud af tankerne.
" Ja...det hedder stue arrest...og du må ikke forlade huset! Jaja...jeg er måske den yngste, men jeg er den eneste kvinde , så det ophæver helt det med alderen" holdte hun masken og så grav alvorlig ud, før et bredt smil brød ud i lys luge.
Hun nærmede sig sin umulige vilde dæmon og ville lægge armene omkring livet på ham.
" Hør...kan du ikke godt skrue lidt ned for farligheden og lade vær at spise mine ligemedlemmer? Nu skulle jeg lige til at være præstinde og jeg tror ærlig tal tikkede et længere er Juans plan " skød hun underlæben frem , da hun lænede sig langsomt ind mod Andrijas overkrop. " Hvis jeg nu spørger pænt ?" Prøvede hun at komme på hans gode side.
Hun så drillende op på ham..." jeg prøver at overleve dig " - men selv om hun her prøvede at se helt seriøs ud- kom hun altså til at grine og måtte lægge sin panden mod hans bare skulder, imens hun prøvede at stoppe med at le.