Thunder at holy ground - Malzahar

T: 00:18
O: Kirken?
S: Cathedrale.
V: Det er lummert, med mørke skyer på himmelen - der er optrak til torden og lyn i horisonten.

En lav brummen hørtes ude i horisonten, der var klædt i mørke skyer, der skyggede den mørke nattehimmel der var besat af tusinde smukke stjerne. Der var optræk til storm. Vinden blæste, ruskede igennem grenene der bar de flotteste mørkegrønne blade. Midt i den lumre sommernat stod han på kirkegården, med sit blik rettet mod de mørke faretruende skyer, der langsomt passerede Terre by, klar til et snig angreb, med blæst, regn og torden. Regnen ville dog ikke genere Evan, for hans skikkelse var alligevel våd, fra top til tå og når ja.. Han var jo gennemsigtig.

Han satte mod domkirken og gik igennem den høje brede dør i mahogni. Efter alle de år, havde han stadig svært ved at gå igennem ting, han brød sig ikke videre om det, og han ville nok aldrig blive vant til det. Kirken var oplyst af stearinlys, der havde sin plads i krogene, ved alteret og oppe i lysekronerne. Kirken havde altid en hyggelig atmosfære, syntes han. Han følte sig altid tryg, dog kun hvis han var alene i kirken, som nu. Det var sjældent, at der kom besøg på dette tidspunkt, og hvis der gjorde plejede han, at forsvinde over på den anden side for en stund. Men i dag havde han brugt de fleste af sine magier, da en spøgelsesjæger havde været på jagt ved kirkegården. Han hadede spøgelsesjægerne. De gjorde ikke andet end at irritere ham, nedgøre ham eller tage billeder af ham. Han ville ikke ses, ikke sådan her.
Evan gik op mod alteret og tog plads helt forrest. Han sukkede dybt og lænede sig frem, med albuerne hvilende mod sine knæ,  og med blikket rettet mod billedet af Jomfru Maria, der betød meget for den katolske kirke. Evan selv var vokset op i den katolske tro, og han huskede at han som barn bedte til Jomfru Maria, om at passe på og våge over alle børn i hele verdenen. Men den dag i dag, bedte han aldrig, for i hans øjne måtte gud hade ham for at give ham den skæbne han fik. Så han havde opgivet gud, sad kun i kirken fordi der var ro og frihed og ikke mindst for at studere de smukke arkitektoniske detaljer, som kirken var fuld af.
Endnu et tordenskral brød stilheden og Evans mørke øjne var stadig fæstnet til Jomfru Marias, i håb om at hun kunne fortælle ham hvorfor han stadig var her... Men han fik intet svar.

I løbet af ganske kort tid, var den unge kvinde tømt for blod, aften gik oftest med at Malzahar var ude for at skaffe sig en eller anden form for godbid, eller natmad, ikke mindst, så for at stille sin sult så han kunne gøre det igen næste nat, dog så var der altid visse faktorer som han bar ind over når det gjaldt at fjerne et offer, han kunne trods alt ikke bare efterlade hende her på midt i ingenting, eller det kunne han faktisk, højst sandsynligt så ville et eller andet dyr tage liget og spise af det, men der var alligevel nogle forholdsregler han måtte tage i betragtning, hastigt tog Malzahar en lille kniv frem og skar sit håndled, og lod blodet dryppe – nærmere sive- ud på jorden så det så ud som om der var sket et mord, dernæst satte han kniven fast i kvinden og smed hende på jorden, ligeså var der ingen spor som førte direkte til ham, selvfølgelig havde Malzahar flere metoder for at fjerne ligene, men i dette tilfælde gad han virkelig ikke at slæbe et kadaver tilbage til hans hus for at fjerne det permanent der, i aften var han for doven.

Malzahar kiggede op på himlen, skyerne samlede sig, og regnen havde indgået en alliance med torden og lynild for at hærge over byen, moder natur spillede mange små puds hist og pist, og dette var ligeså en af dem. Dog så ville han næppe være fanget mellem regnen og så langt til hans hus, nærmere mansion, trods alt var det enormt.
Og med den historie Malzahar kendte så, vidste han at spøgelserne ligeså var ude og lege, det var aften, nærmere nat, og kirken var åben, det virkede som en evighed siden han sidst havde været der, nogle ville mene dette var fordi han var en vampyr og ikke kunne træde derind, men trods alt, så var han ældre end kristendommen, og en kirke kunne ikke holde ham ude, faktisk blev han slet ikke påvirket af kirken, ganske underholdende mente han selv.
Malzahar vidste dog godt, at der ikke ville være en levende sjæl klokken lort om natten i kirken, så han så ingen grund til at skjule tegnene på at han var en vampyr, langsomt mens han bevægede sig op mod kirken i højt humør gik han og fløjtede ’For he’s a jolly good fellow’ om dette så advarede gud og hver mand indenfor en kilometers omkreds at han var der, så var han ligeglad, han ville fjerne gud og hver mand som kom imellem ham, en god latter og nogle minder i kirken.
Med en hastig og kraftig bevægelse smækkede Malzahar de to store døre op og trådte ind i kirken, stadig indsmurt i blod omkring munden og de blodrøde øjne, stadig fløjtende, satte han sig ned på en af bænkene og smed fødderne op på den foran ham, han ænsede slet ikke om der var nogen inde i kirken, og som sådan var han ligeglad, hvis der var nogle ville de højst sandsynligt give sig til kende, og hvis ikke, ville de blive opdaget hurtigt når han endelig gad at tage notits af situationen.

I baggrunde af tordenenskraldene, der stadig blev højere og højere, som tordenvejeret strøg over Di Morga, kunne han høre en fløjten og han genkendte med det samme melodien. 'For he's a jolly good fellow' det var en klassiker. Dog lød det som om, at personen der fløjtede sin muntre melodi, kom tættere og tættere på domkirken. Evan rømmede sig på træbænken og lyttede mere intenst, mens han bedte til at personen ville forsvinde, han orkede ikke at finde sig et nyt sted at være, og der var alt for langt op til skovene, der var hans andet fortrukne sted at være, når solen var gået ned.
Han vendte blikket væk fra maleriet af Jomfru Maria, og rettede dernæst hans smukke brune øjne, mod de store døre. Personen havde trådt ind på grunden og han ville nok passere dørene, inden for kort tid. Og sandt nok, det gjorde han. Dørene blev skubbet op med sådan en kræft, at det gav et højt genlyd i kirken. En mand trådte frem fra sommernatten, og hans ansigt badede i lyset af det gule skær fra stearin lysene. Evan spjættede forskrækket og trak hurtigt sin plaskvåde hættetrøje over hovedet, så hans ansigt var noget nær gemt. Han gik i panik indeni, og inden han vidste af det, var han passeret over i den anden verden.

Kirken badede i et blåligt skær. Lydende udenfor var ikke så klare, som de var i den virkelig verden. Evan stod nu op, med blikket rettet mod manden, der havde taget plads på en af bænkene. Han trådte et par skridt tættere ham, han var jo usynlig for manden, så han ville ikke opdage ham, hvilket nok var en af de ting som Evan var glad for ved denne evne. Han kunne se sig om uden at nogen ville opdage ham.
Evan nærstuderede ham. Røde øjne, blod om munden, en ligegyldig samt arrogant positur og ikke mindst en kedelig grå sjæl, afslørede at han var en vampyr. Evan himlede kort med øjnene. Men der slog det ham, vampyrer kunne jo ikke være i kirken? Eller kunne de? Han havde aldrig været i kontakt med en vampyr før, og han vidste heller ikke om han havde lyst til et bekendtskab med en. I hans bog havde de altid være onde, kolde og pisse narcissistiske. Sådan nogle typer brød han sig ikke om.

Han var tilbage i den virkelige verden igen, siddende på bænken, med hovedet vendt mod alteret. Han håbede stadig inderligt at vampyren ville forsvinde, eller fortsat ikke ville opdage ham. Men det var lidt svært, da han jo lyste lidt op og for den sags skyld var en smule gennemsigtig. Evan håbede ikke, at vampyren ville opsøge ham, for så ville han se hvordan han så ud. Hæslig, med åbne sår og blå mærker og for den sag skyld drivvåd. Han misundte de spøgelser, der lignede sig selv, uden sår, uden blåmærker og ikke våde. Hvorfor kunne han ikke havde lidt en mindre voldsom død? Hvorfor skulle hans liv ende så tragisk?

Lysene som så glædeligt badede kirken i deres vidunderlige gullige lys, det vækkede minder, de utallige timer han selv havde brugt på at sidde og bede, dengang han var så patetisk imbecil at han troede på guderne faktisk gad lytte til simple dødelige, latterligt, de eneste som gud gad at lytte til var hans engle, og ikke engang dem lyttede han forfærdeligt meget til, derudover, så hvis man så i helvede så lyttede djævlene kun til dem selv, de var sgu lige så arrogante som et hvert andet væsen, alt i alt, så havde man kun en man kunne stole på i denne verden og det var en selv.
Dog så var der altid, undtagelser, I Malzahars tilfælde var det hans afkom, hans lærling Raquelle, han stolede på hende og en ubrydelig loyalitet var der mellem dem.
”Jomfru Maria, lang tid siden” et bredt smil kom frem på hans læber, og hurtigt blev der puttet en cigar i munden på ham, selvom han ikke røg så meget længere, så havde der altid været lidt ekstra over det når han var i kirker, så følte han at han måtte gøre lidt ekstra for at irriterer guderne, med sit smil og et skødeløst blik rettet mod billedet af Jomfru Maria, kom en halvkvalt latter ”Og hvordan skal jeg så tænde den, var min tøs?” Malzahar tog sin pistol frem og skød et par enkelte gange så spidsen af sin cigar blev tændt ”Tusind tak min tøs” atter grinede Malzahar og rettede på sin ryg og rettede på sin nakke så den gav utallige knæk lyde.

Malzahar havde ænset at der var noget, eller nogen, et eller andet var der, noget, eller nogen som holdte øje på ham, det var svært at se hvem det var, faktisk så kunne han ingen se, men lugten, der var en helt speciel lugt, ikke som vampyrerne bar, heller ikke menneske, en form for bladning, den døde lugt som vampyrer havde, og blandingen mellem sød og neutral hang i rummet, og den var frisk, enten var der en i rummet, eller også havde der lige været en. Dog så kunne det ikke være det sidste, han havde ikke set nogen forlade bygningen, heller ikke da han befandt sig udenfor.
”Hvem end du er, så kom frem, jeg gør dig intet, hvad er du for en?” Selvom Malzahar godt kendte lugten så var det altid svært for ham at sætte det på styr, der fandtes så mange forskellige lugte, så mange kombinationer, og når han ikke kunne specifikkere hvem det direkte var, gjorde det det hele lidt ekstra sjovt.

En skikkelse var dog at se, men i takt med at lyset bevægede sig var det svært at have styr på hvem og hvad det var, dog var det klart at se det var en mand, det skulle der ikke meget til, men havde han siddet der i lang tid? Han så våd ud, han havde nok været udenfor, men det gav ikke meningen, lugten var stadig det samme, og han havde ikke set nogen komme ind eller forlade stedet, var han virkelig blevet så sloppy, at han kunne havde ladet en smutte forbi ham?
Malzahar sad stadig med benene oppe på bænken foran ham og henvendte sig tværs af rummet til den givende mand ”’Ey du der? Er du okay?” Som sådan var Malzahar ligeglad, men han duftede ikke som en vampyr og døden havde altid fascineret ham, han havde længe beundret mennesker og væsner som havde modet til at dø, frem for at vælge at leve evigt, måske havde han muligheden for faktisk at tale med en nu.

Evan spjættede atter igen, da vampyren åbnede munden og talte, dog henvendt til maleriet af Jomfru Maria. Han himlede med øjnene og rystede kort på sit våde hoved. Vampyren kunne tydeligvis ikke lide den katolske tro, og hans valg af ord stødte ham. Ikke fordi Evan var katolik, hvertfald ikke længere, men det irriterede ham, at man ikke bare kunne respektere hinandens tro. Idiot, tænkte han lettere irriteret, med sit blik rettet mod ruden ved hans side, der var pyntet i mosaik med de flotteste farver. Det næste vampyren fandt på chokerede Evan endnu mere. Lyden af høje skud, gav genlyd i kirken og Evan så sig over skulderen, stadig med ansigtet gemt bag hætten. Hans øjne fik atter indersiden af kraniet at se. Latterligt, tænkte han. Det blev for meget for ham, så han vendte sit blik mod de polerede hvide marmorfliser, som var så polerede at man næsten kunne spejle sig. Han lagde armene over kors og lænede sig lidt mere mod bænken, i et forsøg på at indelukke sig.

Tordenvejret passerede nu Di Morga og sendte et brag igennem kirken, da et lyn slog ned et par kilometer væk. Evans øjne var fæstnet til gulvet, hvor han så sit ansigt i reflekteringen. Han havde et åbent sår på venstre kind, blåt øjne og rifter hist og her, det var ikke et kønt syn, nej det var hæsligt, forfærdeligt og ikke mindst et tragisk syn. Han afskyede virkelig sig selv.
Evan håbede stadig ikke, at vampyren ville få øje på ham, men det gjorde han. Et suk forlod hans læber og han lukkede langsomt sine øjne i for, at samle mod til svare den narcissistke vampyr.
"Ja... Jeg... er okay" sagde han lavt og en smule tøvende. Han følte, at han langsomt gik i panik indeni og han følte sig virkelig utilpas ved situationen, så han borede sine negle ind i den våde hættetrøje, for at prøve, at skabe en form for kontrol over følelserne. Evan var ikke vant til, at kommunikere med andre og han brød sig ikke om følelser, og et eller andet sted havde han altid en angst for, at blive såret, gjort til grin eller på nogen anden måde nedgjort. For det gjorde for ondt på ham og det var en følelse han havde svært ved, at komme af med. En følelse han bandede langt væk.

Den lave mumlende stemme, hvis Malzahar ikke havde været vampyr havde det stort set været umuligt for ham at høre det, hvem var denne fyr, og ikke mindst, hvad var han?
Med hastige skridt, næsten flyvende hen over gulvet som knapt ænsede ham, havde han allerede slået sig ned ved siden af den unge mand.
Malzahar kiggede dog stadig ikke på ham, et eller andet fortalte ham at han havde nogle selvværdsproblemer, eller blot problemer med at kommunikere, dette skyldtes oftest en traumatisk handling som var hændt den givende person.
Men som sådan så var Malzahar komplet ligeglad med hvordan man så ud, men så igen, med de mange, mange år på bagen han havde, de utallige kvinder.. og mænd han havde haft som elskere, så var han ligeglad med om man var høj, lav, havde rynker eller ej, alderdom, sår, og så videre tog han ikke notits af, det generede ham ikke, og han måtte da sige, at døden var smuk, virkelig, virkelig smuk, han misundte virkelig dem som turde se den i øjnene og sige nej til udødeligheden.
”Jeg ved ikke hvem du er, hvor du kommer fra, eller hvad du er, men lyt til mig, religion har kun bragt en ting med sig i vores verden, det er død og ødelæggelse, håb er blot en illusion der er opbygget til de svage sjæle for at de skal tro på en højere magt, jeg har skam intet imod religion, jeg havde en overgang hvor jeg faktisk var fast kirkegænger, og endda har jeg tilbragt noget af mit liv i kirken”
Dette var ikke komplet løgn, Malzahar havde tilbragt næsten 20 år af sit liv i kirken, dette var dog hans menneskelige år, hvorpå at første aften han forlod kirken, ironisk nok blev han slået ihjel af en vampyr og forvandlet, stadig virkelig ironisk fandt han det.
”En fremmed i kirken er nok ikke ligefrem den du ville bringe dit grædende hjerte udfor kan jeg gætte mig til, men lyt på mig når jeg siger, at du kan betro dig til mig, jeg har ingen intentioner om at skade dig” Spørgsmålet var om han overhovedet kunne skade ham, han undrede sig stadig gevaldigt over hvilken race, han sad og snakkede med. Selvfølgelig var der noget lumsk over fyren til hans side, og udelukkende af respekt valgte han ikke at kigge på ham, men det var som om, hans aura afslørede mere end hvad der lå bag det blotte ydre, som om at det ikke var en person, men en sjæl, et spøgelse han sad ved, eksisterede disse, var de virkelig ægte, så alle de spøgelsesjæger amatører som hævede at havde set et spøgelse, var det virkelig sandt?
Spøgelser virkede bare som noget der ikke eksisterede, som om det var totalt opblæst, men så igen, væsner kunne kontrollere lyn, smide dem ud af deres hænder, engle fløj ned på jorden for at beskytte et menneske, og endte med at dø for deres skyld, han selv kunne forvandle mennesker til ghouls, hvorfor var spøgelser så ikke mulige?
Det hele det virkede bare så.. selvom det nok var forkert ordvalg, så virkede det hele så urealistisk, men alligevel så virkede det ganske logisk, hvis sjælen ikke havde passeret videre i livet efter, så hang det fast på jorden, dette var i sandelig en sørgelighed, dog var der stadig noget smukt over det, noget som virkelig tiltalte ham.

Han mærkede et let bump ved hans side, og han gik ud fra, at vampyren havde taget plads på bænken, ved hans side. Evan bed sig nervøst i læben, og gav sig til at lytte til vampyren, også selvom han stadig havde en lukket attitude overfor ham, og dette viste han ved stadig at se mod gulvet, lænet frem med albuerne mod knæene, med armene over kors. Da vampyren var færdig med sin prædken, så han for første gang op fra det nypoleret marmorgulv, og mod maleriet af Jomfru Maria, der på sin arm, bar Jesus barnet. Evans tænder var bidt fast i hans læbe, og hvis han havde været i sin menneskeskikkelse, så havde han bidt hul. Blodet ville have rendt ud ned af hans kæbe, i dette øjeblik. Men dette skete ikke. Til hans egen irritation.

"Jeg må havde været svag så" sagde han endelig, efter en tid med stilhed, hvor man kunne høre regnen der ramte kirkens tag med sådan en kraft så det rumlede i hele kirken. Evan lænte sig tilbage mod bænkens ryglæn og vendte sit blik mod vampyren, og langsomt tog han hætten ned og afslørede sit hæslige ansigt. "Hvorfor er du så facineret af døden?" spurgte han, med sit hoved tittet let til side, med sit blik boret ind i hans. Evan undrede sig over sit pludselige mod, men han blev ved med at stirre vampyren i øjnene, selvom hans angst forbød ham det. Han forstod ikke vampyren, det gav ingen mening for ham. Døden var skrækkelig, eller det var Evans og, at være fanget på jorden, var endnu værre. Han bed ned, så det gav et lille ryg i  hans kæbe og endnu et spørgsmål forlod hans læber, "Var det ikke noget med at vampyrer ikke kan komme i en kirke?" han var nysgerrig nu, men med blodet der kogede i angst. Han havde ikke taget sin medicin i dag, og dette var så hans straf. Angsten der brusede rundt i hans blod, og om lidt ville han sidde og ryste ukontrolleret, hvis ikke han stoppede med at udfordre angsten. Det var en forfærdelig sygdom at leve med, men han havde gjort det i mange år. Hvis han kunne leve som et hæsligt spøgelse, så kunne han også leve med angst, der forhindrede ham i mange ting til hverdag. Blandt andet den sociale del. Dog var han blevet bedre og bedre til den del, det tog dog også mange års øvelse.

Malzahar drejede hovedet mod Evan og kneb sine øjne sammen og smilede stort til ham, hvorpå en latter kom fra ham ”Vi har alle været svage, heldigt for dig, brugte du ikke tyve år på at lege præst” Malzahar huskede stadig tiden i kirken, alle de utallige bønner der skulle bedes, selv ved maden, det hele havde været et totalt tidsspilde, hvorfor i alverden han ikke var stukket af, eller i det mindst blot havde prøvet på det kom bag på ham, så kunne det være han ikke var blevet forvandlet til vampyr, han kunne havde været død og ladet jorden gå sin undergang i møde uden ham.
Malzahar åbnede øjnene da Evan tog sin hætte af, stadig smilende, og uden at vise det mindste tegn på frygt eller noget som helst, han virkede ganske roligt, dog så smilede han stadig, som om han var glad, hvilket han også var.
”Fordi jeg selv er død min ven, problemet er bare, jeg forlader først jorden når den går under, jeg har været død i over tre tusinder år, og så er den så smuk, jeg kan ikke forstå hvorfor du gemmer dig i skyggerne, du er skam smuk” og Malzahar mente det skam, han mente virkelig at Evan var smuk, han havde opnået den evige skønhed han selv ville på sin vis ønske han kunne opnå, han kunne altid gå ud om dagen, men han var ikke dum, han vidste godt at hans tid ikke var kommet endnu, så derfor valgte han absolut heller ikke at spille selvmordskortet, det havde været direkte stupiditet.
”Du må forstå min ven, når man er ligeså gammel som jeg er, så længes vi efter døden, vi er ikke dumme, personligt, så mener jeg at man ikke bliver smukkere end når man er død, og du er virkelig tæt på, at vælge at dø i stedet for at vælge udødeligheden fortjener man respekt for, nu er dette nok ikke dit valg, men personligt, så måtte det på sin vis godt ske for mig” Malzahars smil var stadig placeret på hans læber, han kunne ikke forstå Evans tankegang, hvorfor syntes han selv at han var så hæslig at han måtte gemme sig for omverden.
Malzahar kunne dog ikke lade være med at grine over hans spørgsmål om kirken, jov på sin vis havde han vel ret, men alligevel ikke ”Ser du min ven, jeg er ældre end kristendommen, da jeg levede troede vi på guden Marduk, jeg stammer fra Babylonien, kirker som sådan genere mig ikke, der var endda en overgang hvor jeg var præst for den katolske kirke, men nok om det, så længe det ikke er velsignet af en engel, så gør det skam intet.. dog så… se her..” Malzahar hoppede næsten op til hvor præsten normalt ville stå og tog fat på et sølvfad, og straks begyndte det at ryge fra hans hånd, og bløde, hvorpå han gav slip igen og viste sin hånd til Evan, med et langt sår tværs over hånden ”Hvorimod sølv, og ikke mindst sollys har samme effekt på os, dog så dør vi ikke af sølv, det, paralysere os bare, og gør ondt af helvede til” Malzahars hånd begyndte hurtigt at heale igen, og såret forvandt, efterlod ikke engang et ar, hvorpå han satte sig ned ved siden af Evan igen, stadig stor smilende til ham.

Evan betragtede vampyren ved sin side. Han forstod stadig ikke helt hans fasination af døden. For døden for Evan, havde været starten på et helvede, som han nu havde levet i, i over hundrede år. Udødeligheden for ham, var ikke andet end en forbandelse og han ville ønske at han var død helt, den dag, for mange mange år siden. Det havde nok været for det bedste, for i hans år som udødelig, havde ikke gavnet ham på nogen måde, tværtimod var det omvendt, han havde blot fået det værre.
"Så hvad... Du kan aldrig dø? Hvad med sollys?" Spurgte han, stadig med blikket fæstnet mod vampyren. Hans muskler i hele kroppen var spændt, og panikken stod og stirrede ham over skulderen, klar til at angribe ham. Han rystede allerede en smule, men det var nok til at man ville kunne se det. "og... Hvem er du egentlig?" hans mørke øjne, lyste af nysgerrighed. Vampyren var ikke helt, som han havde troet at han var. Dog var han stadig en forfærdelig en person, dette vidnede hans kulsorte skygge om, som svævede rundt om vampyren. En evne som spøgelser havde, ingen magiske væsener ville kunne gemme sig for dem, det var umuligt, for man kunne altid se deres skygger.
Smuk.... Kvalmen bredte sig, snoede sig op i hans hals og lagde sig på tungen. Han var ikke enig i denne vampyr. Han var hæslig, gav folk mareridt ved synet af ham, fik folk til at løbe skrigende bort, det var det hans udseende gjorde, hans afsky for sig selv, var stor og sit syn på sig selv ville nok aldrig ændre sig. "Hvorfor er du her egentlig?" spurgte han lavt, mens hans blik atter blev vendt mod marmorfliserne, og han var nu bøjet forover, med albuerne støttende mod sine knæ. Han rystede mindre nu, kontrollen over hans krop, var langsomt kommet tilbage...

”Som jeg sagde min ven, så stupid er jeg heller ikke, jeg har ingen intentioner om at begå selvmord, men hvis jeg gik udenfor i sollys, så ville min krop gennemgå forfærdelige smerter, og min hud ville blive opløst, og til sidst ville jeg forsvinde ind til enten aske eller blot blive pulveriseret og forsvinde ud i luften som om jeg ikke har brugt de sidste mange tusinderne af år her på jorden” Malzahar smilede bredt til Evan, han kunne på sin vis godt forstå at han ikke havde samme tankegang som han selv havde omkring døden, det var de færreste der faktisk besad et ønske om ret faktisk at dø, dog så ville han aldrig risikere sit liv, han var over tre tusinderne år gammel, han måtte være langt ude og skide hvis han virkelig ønskede at miste sin tid på jorden blot for det, og her på det senestes så virkede det også næsten umuligt for ham at dø, han havde planlagt de næste to tusinder år, og sikret sig at selv hvis han skulle dø, så ville han ikke dø alligevel, ikke før hans personlige mål var nået, og verden var underkastet hans fødder.
”Hvem jeg er?” Smilet blev bredere og hans øjne klemte sig sammen, et næsten hånligt, halv kvalt grin blev udstødt fra hans læber. ”Jeg er Vladamir, Valentine, The Count, Zamiel, The Impaling Prince, Vlad, No Life King, Black Death, True Vampire, True Immortal, Monster, og hos nogle bliver jeg også omtalt som Monsteret under sengen, men mit navn er Malzahar Valentine Highlander” det havde været lang tid siden at Malzahar havde brugt alle sine givende navne, og ikke mindst så opgav han sit sande navn, og mere til, en del af hans personlighed havde han ligeså givet ham.
”Derudover, så er jeg for nyligt, også blevet kaldet General Kommandør af Iscariot” Malzahars havde for nogle dage siden overtaget det hele, dræbt alle der var imod ham, virkelig vist hvem der bestemte, og fjerede enhver trussel mod hans planer.
Og selvom han først havde mødt det unge spøgelse nu, så var der allerede i hans sind ved at blive plantet planer om hvordan han skulle rekruttere ham.
”Jeg vil gerne tro der var et formål med mit besøg, men som sådan, så havde jeg ingen rigtig grund, ikke andet end at irriterer gud, men jeg fik et formål, min ven, du var her, på denne rædsomme nat, så var du her, hvad er oddsne for at vi skulle møde hinanden? Enten er der en som leger med os, ellers så er det meningen at vi netop skulle mødes.. vælg selv” måske var han en anelse ond, men han fik altid hvad han var ude efter, og hvis hans smalle viden om spøgelser skulle passe, så besad netop dette spøgelse flere kræfter end hvad han selv regnede med.
Og det var disse kræfter at Malzahar kunne se få deres fuldeudbytte i Iscariot, han kunne sagtens se ham opnå en høj rank, og udfylde sit potentiale end blot at være et sørgeligt spøgelse som sad klokken lort om natten og bad til hvad der skulle forestille sig at være en gud, som måske ikke engang fandtes.