Magical chances ~ Azurel

TID Efter mørkets frembrud. Omkring midnat.
STED Quartier de Saint-Jean - Azurels Casino.
VEJR En kølig vind hersker i Terre's gader denne ellers så stjerneklare, skyfrie aften.  
OMGIVELSER Casinoet lader til at være fyldt.
STARRING ~ Azurel og Raquelle.
En mild kølig vind var noget af de bedste, der kunne herske i natten. Dens legende lette berøring, som var det en elsker, var noget af det, denne unge vampyr. Egentlig var det en løgn at kalde hende ung, når hun efterhånden var kommet over de 600 års levetid. Af udseende var hun ung, dog. Ansigtet var lille og fint, næsten uskyldigt med et sæt rødbrune, store øjne. Øjnene var dybe og hemmelighedsfulde, som var hun altid et skridt foran alle. De mørke lokker bølgede let over den ene skulder, som skulle håret bare sidde sådan. Af beklædning bar hun en blodrød kjole, der kun lige nåede til knæet. Den sad tæt rundt om barmen og ned til hofterne, hvor den endelig gav kroppen frihed.
Raquelle havde tidligere samme dag opsøgt en djævel, der ikke havde været glad for at slå en handel af med hende. Hun havde dog efter en lang overtalelse fået vristet denne specielle genstand ud af hænderne på djævlen, og dermed var hun nu på vej mod sin destination; Azurels casino. I hænderne bar hun en lille papkasse, der ikke kunne opbevare mere end en enkelt bog eller to. På kassen stod der med store, snørklede bogstaver: Caution! Do not touch!. Det virkede som en vigtig levering, skønt vampyrkvinden virkede ret afslappet med indholdet.
”Jeg søger en hr. Azurel Markiros. Fortæl ham Raquelle venter!” Raquelle, der først lige var trådt ind på casinoet, rettede sine ord med en tilfældig medarbejder, der med det samme syntes at telefonere diverse andre. I mellemtiden lod Raquelle øjnene glide over omgivelserne. Dette var her, hvor chancerne havde hjemme. Ved hvert af bordene bankede skæbnen på, der hurtigt ville vise, om man havde vundet eller tabt. Det var chancernes spil, der holdt Azurels ’forretning’ i live.
”Miss.. Azurel vil være her om et kort øjeblik!” Idet beskeden var leveret, nikkede Raquelle en enkelt gang forstående. Hurtigt vendte hun blikket imod en Blackjack bord, hvor chancerne lystigt blev testet. Hun stillede sig ved bordets kant ved siden af en spiller, hvis sved piblede af panden. Hvis Raquelle havde ret, så ville spilleren tabe den formue, han havde sat ind i spillet. Hvad der var et tab for en spiller, var en vundet omgang for Azurel.

Azurel arbejde som altid, han så muligheder hvor andre så problemer. Han så handler hvor andre så blindgyder. Han var lige blevet færdig med et møde med en underleverandør. Han var en arbejdsnarkoman og han ønskede at alt skulle udføres til perfektion. Intet var godt nok for ham. Han ville have mere, ville vide mere, altid søgte han for at forbedre sig og hans plads i denne verden. Den ildhu som krigere havde når de søgte at forbedre sig i kamp, den ildhu havde Azurel i at forbedre sig som en forretningsmand og han var bestemt et unik eksempel få det. Han var over tre tusende år gammel og i den tid havde han perfektioneret hans evne til at forhandle og følge med i verdens udvikling. Han var ikke som mange andre væsner, hvilket nok også var derfor han havde været på jorden så længe som han havde. Han stod i hans jakkesæt med hans sorte slips og hvide faconsyede skjorte. Hans hår mørke hår var tilbagelænet og hans dybe mørke brune øjne som de kunne få de fleste kvinder til at rødme bar et sofistikeret og snu blik. Hans læber bar et karismatisk og charmerende smil. Han havde stil og charme, noget man havde brug for som forretningsmand. Hans telefon ringede. Endelig var hun vendt tilbage, Raquelle. Kvinden der skaffede ham sjældne og magiske genstande. Han gik med hastige skridt ned af gangen hen mod elevatoren. Da han kom ned i stor hallen gik han ud. Han stillede sig afslappet med sin højre hånd i hans højre bukselomme og hans brune øjne betragtede de mange mennesker til han fik øje på Raquelle. Han gik over til hende og smilede charmerende og sagde med hans rolige blide stemme '' Ahh, Raquelle.. Det er altid en fornøjelse at se dig smukke ansigt. Velkommen ''. Han gjorde tegn til at hun skulle følge efter ham og efter en kort elevator tur stod de nu på hans kontor. Han gik over til sin store stol ved hans skrivebord og lavede en gestus til at hun skulle sætte sig på stolen foran bordet. Når hun havde sat sig lænede han sig lidt frem og sagde med et nysgerrig blik i hans øjne '' Hvad har du så med til mig denne gang?''.

Det virkede så udspekuleret at sætte sine penge i spil på et casino. I princippet kunne der gemme sig snyd lige rundt om hjørnet. På den anden side havde kortene og terningerne magten. De spillede sandsynlighedernes spil. Det kunne gå begge veje, så det var mest et spørgsmål om tid, før en sejr ved et bord ville lede til et tab ved et andet. Selvom hun allerede havde bemærket, at Azurel var på vej, så vendte hun sig ikke væk fra det blackjack bord, hun stod ved. Fyren til højre for Raquelle vendte langsomt sine kort rundt, og det lod til, at han hellere måtte tage afsked til sin formue nu. Med et fornøjet grin vendte Raquelle sig om, lige i tide til at høre Azurels velkomst.
”Mange tak, Azurel!” Blot for at understrege sin ildsjæl nejede Raquelle dybt for casinoejeren. Igennem den tid, hun havde været ansat ved ham, havde hun set ham mange gange efterhånden. Hænderne knugede kassen hårdere ind mod maven, da de sammen gik mod den elevator, der skulle føre dem op til Azurels kontor. Bevidst forholdt Raquelle sig stille indtil det øjeblik, hun stod foran den stod, han opfordrede hende til at sætte sig på. Et veltilfreds smil snoede sig om de rosa læber, da hun satte kassen på bordet.
”Jeg har opsnust en djævel, der var i besiddelse af en ekstravagant bog..” Påbegyndte Raquelle, der øjeblikkeligt holdt en kunstpause. Næsten ivrigt pakkede hun kassen op og lagde bogen på bordet foran Azurel, dog vendte titlen mod Raquelle. Efter noget tid fortsatte hun: ”Den skulle eftersigende være ældgammel med et strejf af magi. Djævlen turde ikke vise mig magien, så han gav mig blot bogen..” Afsluttede hun.
Roligt åbnede Raquelle bogen op på første side, rejste sig op og lænede sig ind over bordet. Med et fnis skimmede hun de første par linjer i bogen. ”Jeg er bange for, at jeg måske er blevet snydt. Der er jo intet magisk over denne bog!” Idet ordene var sagt, og Azurel også havde en hånd på bogen skete det overraskende. Bogen begyndte at lyse orange, som var der gået ild i bogen. Skønt Raquelle ville løsrive sig, kunne hun ikke. Hun var fanget. I takt med den tanke følte hun bogens kraft, hvordan den pludselig hev i hende.
Og med ét blev de begge hevet med ind i bogen. Det startede med et virvar af lyst, som var de midt i en brand. Gul, hvid og orange lys pulserede omkring dem, inden de stødte på solid grund igen. Med sammenbidte tænder mærkede Raquelle, hvordan hendes ben knækkede sammen under hende i et jag af smerte. Øjnene var tæt knuget sammen, mest af alt fra det skarpe lys, der før havde omgivet dem.
”Azurel?...” Hun hørte sit eget ord blive udtalt, mærkede læberne bevæge sig, men det var ikke hendes egen stemme. En mandestemme. Azurels? Men hvorfor skulle hendes stemme lyde som hans? Hun åbnede langsomt øjnene og så sig omkring. De var ikke længere på kontoret. En frisk vind blæste op i håret, det kunne Raquelle mærke, men hun kunne ikke se sine lange, mørke lokker, før hun slog blikket op fra græsset, de sad på. Var hun død? Umuligt! Men hvorfor kunne hun så se sin egen krop, ligge iblandt lillae, blå, grønne og gule buske, imens høje træer omgav dem begge? Hvor var de?
”Azurel!!” Denne gang var der panik i stemmen, da hun med et vildt gæt ruskede i den krop, hun selv plejede at være i. Åh nej, havde de byttet krop?!

Azurel blev mere interesseret da hun sagde hun havde skaffet en bog fra en djævel. Han kendte mange djævle og vidste at mange af dem sad på magiske ting af betydelig effekt. Han var selv en Djævel og han sad efterhånden på en del magiske genstande. Men der var altid mere der ude, mere der skulle være hans. Han havde altid vidst at Raquelle bragte varen og det var derfor han betalte hende så godt som han gjorde. Han kunne mærke hans nysgerrighed vokse da hun lagde bogen på bordet. Det lyste næsten ud af hans øjne. det hev og kriblede i ham for at lære dens magt at kende.

Azurel blev dog en smule eftertænksom da han fik at vide at djævel ikke ville vise magien i den. Han kom med et eftertænksomt '' Hmm.. Mistænksomt ''. Han gned sin hage en smule og betragede bogen med en hvis forsigtighed nu. Han så hvordan hun begyndte at kigge i den og hvordan intet skete. Azurek sukkede og lagde sin hånd på bogen i det han sagde '' Så lad da mig ''. Med et mærkede han magien fra bogen tage effekt. Han følte det som blev selve hans væsen rykket ud af ham. Hvordan magien to fat i selve hans væsen og trak den grådigt ind i den.

Han mærkede at Raquelle ruskede i ham. Han troede han var død, han trak ikke vejret. Han kunne ikke, han troede han var ved at dø. Den velkendte følelse af hans lunger der sugede luft ind var der ikke. Han lå bare der. Han mærkede ikke hans hjerteslag. Det var en underlig følelse. Han hørte hans egen stemme kalde på ham. Han satte sig op og åbnede hans øjne og så han kiggede på sig selv. Han kunne allerede mærke noget var forkert, han følte sig jo ikke i live. Han kiggede ned af sig selv kun for at finde ud af at han var i Raquelles krop. Han rejste sig hurtigt op og kiggede rundt. Han sagde '' Hvad i Lusifers navn sker der lige her ''. Han kunne høre det var Raquelles stemme der sagde hans ord. Han var nu helt sikker på at han var i hendes krop og hun i hans. Han skar pludselig ansigt, hendes ansigt så at sige og kiggede på hans krop og sagde '' Hvad.. Der er noget der.. Føles ubehageligt ''. Han stak hånden hen og rettede på de trusser Raquelle havde på. Det var bestemt ikke en følelse han var van til. Han følte sig ikke tilpas i den her krop. Han fnøs '' Hvilken ubehagelig følelse''.

Azurels iver efter at få fat i objektet forstod Raquelle godt. Selvfølgelig havde hun også selv haft samme iver efter at se, hvad denne bog havde af magiske egenskaber. Hun havde dog ikke forventet, at den ville trække dem begge ind i sit univers, og tilmed få dem til at skifte krop. Hvordan skulle de dog slippe ud af dette?
Raquelle, der netop stod op, skiftede vægten fra det ene til det andet ben. Den hånd fandt sin vej til den ene hofte i en kikset elegance. Hun kunne ikke slippe den følelse af, at det hele i denne krop føltes forkert. Alle hendes feminine egenskaber, som hun per automatik tyede til, virkede så forkert igennem Azurels krop. Desuden kunne hun mærke, at evnerne ikke var de samme. Det virkede forkert, simpelt ganske enkelt forkert.
”Det er et spørgsmål, jeg ikke kan svare dig på..” Raquelles ord var tøvende, idet hun hvert øjeblik håbede, at hun ville høre sin egen stemme i takt med de sagte ord. Det skete ikke. Samtidig var der hele det koncept med at trække vejret. Raquelle glemte det, hvilket fik hende til panisk at smide hænderne op til halsen, som ville det hjælpe. Panikken spredte sig for hver gang, hun var nødt til at hive vejret ned i lungerne. Hun følte sig opslidt. I 600 år havde hun ikke trukket vejret, og pludselig stod hun fanget i en krop, der netop krævede det for overlevelse.
”Hov hov, fingrene væk derfra!” Lød det advarende fra Raquelle, hvis stemme igennem Azurels maskuline stemme var hæs. Nej, dette kunne hun ikke vænne sig til! Hun sendte ham et advarende blik, der mere virkede komisk, idet den kvindelige list ikke virkede i en mandekrop. Blikket gled op mod himlen, der i en orange nuance bar skyer, der var lilla.
”Kender du denne dimension?” Der var nysgerrighed at spore. Sammen med nysgerrigheden lå der en forpustet tone. Spurgte man Raquelle, ville hun mene, at der lå for meget arbejde i at trække vejret. Samtidig kunne hun mærke det bankende hjerte, som ville det hoppe ud af brystkassen hvert øjeblik. Selv blodet, der ivrigt blev pumpet rundt i enhver blodåre, forekom hende besynderlig. 600 år var længe at leve med en stille krop, det måtte hun nu erkende. Ikke desto mindre nød hun følelsen af at mærke et blodomløb, at være afhængig af vejrtrækningen og at kunne høre sit hjerte slå. I dette øjeblik mindedes hun sin menneskelige tid.
”Og vigtigere: Hvordan kommer vi ud?” Spørgsmål var mest henvendt til hende selv, som om det funderende spørgsmål skulle give hende en ide om det.

Azurel kiggede på de hænder der ikke var hans igen. Han kunne ikke rigtig finde sin plads i hendes krop. Det var som den var for lille, for skrøbelig uden at være det. Han svingede lidt fra side til side og mærkede hvordan brysterne fulgte med. Han skar ansigt igen og kiggede på Raquelle '' Nej.. Den her følelse.. Det er unaturligt.. Hvordan kan i gå med sådan nogle her.. Hvorfor piner du din krop med det undertøj.. Det sidder stramt og.. Nej jeg kan ikke lide det her ''. Han kunne høre hendes stemme sige hans ord. Han var bestemt ikke glad for at være i en kvinde krop. Da hun sagde hun ikke kunne svare på spørgsmålet sagde han lettere surt '' Det var dig der kom med bogen... Noget må du da vide ''.

Han kiggede på hende alvorligt og sagde med en dybere stemme som prøvede han med hans stemme at lyde som sig selv '' Tror du jeg har lyst til at pille ved min mås.. Din mås.. Du ved hvad jeg mener.. Tro mig.. Jeg kan lide det her lige så lidt som dig ''. Da hun spurgte om han kendte dimensionen så han endelig ud til at tage sig ordenligt sammen. Han satte en hånd under sin hage og sagde '' Hmm.. At vurdere ud fra omgivelserne nej.. At vurdere ud fra selve ombyttelsen af kroppe.. Så vil jeg gå ud fra at bogen aktivere når to personer røre den samtidigt da det er påkrævet at de bytter kroppe for at komme her ind.. Hvilket betyder i teorien af hvis vi kommer ud burde vi få vores egne kroppe tilbage''.

Han nikkede lidt til hendes spørgsmål. Det var et godt et. Han stop og gned sin hage, han savnede allerede hans skægstubbe. Han nikkede som havde han fundet løsningen. Han kiggede på Raquelle og sagde '' Alle bøger har en slutning.. Hvis dette er en portal bog så må der være en portal i denne dimension et eller andet sted der leder os tilbage.. Vi skal bare finde den.. Vi må vel udforske lidt''.

Raquelle sukkede træt af Azurel, da han nærmest forventede, at hun vidste, hvad denne magi medførte. Bogens magi havde været anderledes og ikke en slags, hun så tit. Det var en gammel magi, det kunne man næsten mærke på den måde, de var blevet trukket ind i bogen på. Hun forstod dog ikke, hvorfor det var lige netop denne magi, der lå i bogen. Det var underligt at bytte krop. Endnu underligere var det, når en mand skiftede krop med en kvinde.
”Jeg piner ikke min krop, det sidder jo godt!” Kom det fra Raquelle, der tydeligvis ikke havde vænnet sig til tanken om, at hun var fanget i en mands krop. Det feminine i den dybe, mandlige stemme virkede forkert. Absurd. Det var 2 ting, der tydeligt ikke hørte sammen. Hvorfor skulle de dog igennem dette? Hvorfor havde de dog også rørt den bog på samme tid?

”Så længe du holder fingrene fra varerne, så er jeg tilfreds” Sagde Raquelle advarende, der nu pegede truende på den krop, der plejede at være hendes egen. Dog bevægede hun sig tættere på Azurel med en mere venlig mine, da han begyndte at analysere på omstændigheden. Selve stedet var anderledes end den verden, Raquelle var vant til. Planterne havde unaturlige farver og himlen virkede forkert. Det eneste, der til dels kunne minde om den virkelighed, hun kendte, var den friske vind, der blæste igennem hendes hår. Azurels hår.
”Jamen, hvad venter vi dog på?! Lad os lede efter den portal!” Utålmodigheden i Raquelles stemmeføring var tydelig. Den blev understeget af det hæse og dybe, der lå i Azurels stemme. Hun greb fat i Azurel, altså hendes egen arm, som hun begyndte roligt at trække med sig. Hun fulgte den retning, der virkede mest logisk for hende. Der gik ikke længe, før de fandt en sti, de kunne følge.
”Hvilken retning ville du foreslå?” Raquelle lod blikke veksle mellem højre og venstre. De kunne enten gå til højre ned ad stien, hvor de mange farver på de underlige blomster næsten eksploderede. Her var himlen mest lilla. Så hun til den anden side, falmede farverne en anelse. De lilla skyer på himlen dækkede næsten alt det orange. Nu hvor Azurel var djævlen, ville hun lade hans intuition dømme.

Azurel løftede et øjenbryn '' Sidder godt.. Da det gør det skam.. Men det er ikke just behageligt ''. han var ikke van til undertøj skulle sidde på den måde, han var ikke van til den ekstra vægt ved brystet og han var bestemt ikke van til at gå i kjole. Han kiggede lidt ned af sig selv, det vil sige Raquelle og nikkede. Han kiggede hurtigt op '' Vi har brug for at træne før vi går nogen steder.. Vi ved ikke hvordan vi skal bruge hinandens evner.. Hvis dette plan viser sig at være farligt har vi brug for at kunne forsvare os selv ''. Azurel kunne bestemt ikke lide at hun skulle opdage hans evner og deres sande styrke og svagheder. Men han havde ikke lever så længe han havde ved at tage chancer og han vidste at dette plan bestemt kunne være farligt.

Han fnøs '' Hvis du gør det samme skal jeg nok holde fingere væk ''. Han ville have hende til at forstå det skulle gå begge veje. Azurel kiggede rundt, da han med et tog sig til hovedet. Hvad var denne følelse denne, sult. Han faldt på et knæ. Denne sult var overvældende, som åd den langsomt hans klarhed og tanker og erstattede dem med en umættelig sult. Han kiggede på Raquelle med et halvt åbent øje i det hendes hugtænder viste sig '' Hvordan.. Hvordan styre jeg denne sult.. Den.. ''. Azurel var en viljestærk person så han kunne holde den tilbage lidt i nu, men han havde ikke haft de mange års træning til at forstå og modstå sulten som Raquelle havde. Det var en ny følelse for ham. Han kiggede på Raquelle '' Foku... Fokuser.. Brug mi...Min evne til.. At''. Han tog sig til maven '' Dulme.. Min sult ''. Azurel havde evnen til at forøge en følelse til det ekstreme men den kunne også bruges til at mindste følelsen så den næsten ikke fandtes mere. Han vidste også at hun sikkert ikke vidste hvordna hun skulle bruge hans evne men de havde intet valg. Hun måtte lære hurtigt. Hun måtte lære det før han mistede kontrollen og angreb hende.

"Azurel, min kære, det er blot til et spørgsmål om tilvænning." Raquelle blinkede en enkelt gang til Azurel. Havde hun med egen krop lavet denne gestus, ville den virke legende og elegant. I Azurels krop var det blot et blink med det ene øje, knapt så elegant. Selv kunne Raquelle heller ikke vænne sig til hans tøj. Det var varmt, omfattende og virkede tungt i forhold til den kjole, hun selv havde taget på tidligere på dagen. Generelt var Raquelle ikke vant til bukser.
"Jeg giver dig ret. Vi må hellere forberede os på det, der nu end kan komme.." Raquelle lød tænksom, imens hun prøvede at mærke efter Azurels evner. De var ikke synderligt tydelige, da hun ikke vidste, hvad hun skulle mærke efter. Dog, hun kunne mærke en magisk pulsering i kroppen, en evne der lå under overfladen. Hun rystede prøvende kroppen for at tjekke, om det ville give ekstra pulsering af evnen i kroppen, men der skete intet. Hvad var det, hun kunne styre med denne krop?

"Sulten kan være altoverskyggende..." Raquelle lo lavmælt, imens hun betragtede sin egen krop bukke under for sulten. Rettere sagt var det Azurels mentale jeg, der bukkede under for den sult, Raquelle ikke havde fået dulmet inden mødet med denne casinoejer. Hun burde have gjort det, men hendes iver efter at vise bogen havde været for stor. - "Man års øvelse gør en god til at styre så intens en følelse." Raquelles ord faldt med en rolighed, som var det så nemt som at åbne en bog. Alvoren gik hurtigt op for hende; Lærte han ikke at styre sulten eller hun at lære hans evne, ville det ende galt.
"Azurel, hvordan gør jeg?" Alvoren var det, der skar tydeligst igennem. Øjnene var for første gang længe seriøse uden en eneste snert af fornøjelighed eller morskab. Der var ikke engang et spor af noget andet, der kunne påvirke seriøsiteten til at virke mindre. Med en prøvende hånd lagde hun håndfladen imod Azurels skulder. Hun satte alt fokus ind i berøringen, men det virkede ikke. Uvisheden om, hvad hun skulle sætte sit fokus på mentalt var altafgørende. Med hånden mod den skulder, hun normalt selv havde fuld bevægelighed med, ramte en underlig fornemmelse hende. Det måtte være sådan sjæle havde det, når de forlod den dødes krop.

Azurel kunne høre hendes hjerte hvilket faktisk var hans eget banke. Blodet bruse og pulsen slå. Det var som havde han ikke spist i flere dage og dette var et måltid. Han kunne ikke fokusere, hver gang pulsen slog blev han mere og mere lokket. Han var stærk af vilje men denne lyst til blod var ny for ham. Han vidste ikke hvordan han skulle holde den ud. Han tog sig til hovedet og hvæsede. Det var næsten umuligt at tænke på andet. Han sagde svagt '' Føl.. Den følelse du vil have jeg ska... Skal.. have dulmet.. Find den følelse... I dig selv og fokuser p..på den *. Han kunne ikke mere. Med et stod han over ved et træ og begyndte at slå på det. Han måtte have gang i kroppen, han følte sig så rastløs. Han kunne ikke finde ud af hvad han skulle gøre med sig selv. Med et fandt han noget der fik ham til at slappe lidt af. Det var jo hans eget blod. Det ville jo være ham selv han ville skade. Hans hænder faldt ned ned til siderne, lysten til blod var ikke væk men han havde fundet en svag styrke at holde fast i. Han kiggede på Raquelle og sagde sammenbidt '' Skynd dig og... Lær det''.

Det var vildt hvordan denne følelse påvirkede ham. Azurel havde normalt fuld styr på sine følelser. Han gjorde næsten aldrig noget overilet. Han var i kontrol og brugte hans hoved. Men dette, dette var i særhed en svaghed. Han kunne ikke forestille sig at være en vampyr. Han forstod nu hvorfor det var så svært for dem. Azurel havde på kort tid lært så meget om vampyrer. *Denne bog er jo fantastisk.. Den er brugbar.. Hvad jeg lærer om vampyrer er jo unik.. Dette er vildt fascinerende*. Han så ud til at finde en indre ro i sine tanker. Noget der var vigtige end sulten. men hvor længe det varede var ikke til at sige.

Det lød så urimeligt nemt, når Azurel benævnte det på den måde. Lær det. Det virkede mere som en ordre end som en opfordring. Det rebelske begyndte at sætte sine rødder i Raquelle ved den blotte tanke. Hvorfor skulle hun ikke blot lære Azurel at styre den selv? Trods alt, han ville lære en stor andel omkring vampyrens intense, hungrende sult, der syntes aldrig at få en ende, når den først fik sit fodfæste.
"Jeg prøver!" Tonen var desperat, skønt det for et kort øjeblik var skuespil. Raquelle lagde sin hånd mod Azurels skulder. Det lignede at hun prøvede, lignede at hun med hver en kraft i sin krop prøvede at lære, hvordan denne magi virkede. Realiteten fortalte, at Raquelle for et øjeblik betragtede sin egen krop bukke under for sulten. Det var et skrækkeligt og uvant syn. Det var denne krop, der så sjældent bukkede under for noget, og i det øjeblik den endelig gjorde? Jo, så stod hun selv og var det eneste vidne. Hendes eneste reelle tanke var, at hun ikke ønskede at opleve denne opgivende følelse, der måtte have sat sig fast i Azurel, igen.
"Skal jeg mærke efter.. Følelser?" Spørgsmålet var reelt nu. Den troværdige tone og den ægte anstrengelse viste, at hun endelig prøvede. Hele hendes fokus vendte hun indad, som prøvede hun at genkalde sig den sult, Azurel netop nu følte. Hun kunne mærke energierne bevæge sig i kroppen uroligt, søge udad. Hver en energi fra evnen ville ud og mod Azurel. Raquelle mærkede evnen pulsere i sin krop, inden hun med al sin påståede kraft lod den ramme Azurel. Uden styr på evnen, kom hun ved en fejl til at regulere hans sult til en direkte vrede i stedet. Med en rystende vejrtrækning lukkede Raquelle øjnene og fokuserede. Neutralitet. Det var dét ord, der blev ved med at passere Raquelles tanker, til denne energi nåede Azurel.
"Kan du mærke... Forskel?" Der lå en tøven bag ordene. Usikkerhed udstrålede fra Azurels øjne, der betragtede den krop, der plejede at være Raquelles. Blot for at være på den sikre side, trådte Raquelle et enkelt skridt bagud væk fra Azurel. Med et vurderende blik prøvede hun at se, om der var sket den forandring, som Azurel havde ledt efter med sine følelser. Havde det virket?

//Beklager sent svar :O //

Azurel mærkede hånden på hans skulder. Varmen fra den var så underlig. Som gik det op for ham at han ikke selv var varm i denne krop, at han faktisk var død i denne krop. Han kunne høre hendes stemme som en fjern hvisken der var skjult bagved lyden af hans egens krops puls banken. Det var bestemt ikke noget han kunne lide at hungre efter blod hans eget blod. Han lod tungen glide over hans tænder, hugtænderne var fremme. Han tog sig til hovedet og mærkede hvordan et jagt instinkt inden i ham hamrede i takt med pulsen for at komme ud. med et mærkede han sulten blive dulmet og næsten forsvinde. Men en vrede fandt sig frem i ham. Han kunne mærke hvordan denne følelse bestemt var noget han havde haft erfaringer med før og lært at mestre. Skønt denne vrede buldrede i ham som en ild var det meget nemmere for ham at styre den for han vidste hvordan han skulle gøre det. Han hamrede en hånd igennem et af de underlige træer og kiggede på Raquelle. Han drejede nakken en smule og sagde '' Det hjalp.. Men det tog også sin tid ''. Azurel fnøs. Han kunne holde sin vrede inde men det betød ikke at han ikke ville være gnaven. Han kiggede rundt '' Jeg har virkelig lyst til at teste denne krop og dens evner.. Som sagt skal vi lære at bruge hinandens evner og.. naturlige evner.. Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at overleve her ''. Han kiggede på hende og smilede ondt. Han blev altid ond når han var sur '' Lad os finde noget vi kan træne på.. Noget vi kan dræbe ''. Blikket i hans øjne var ikke til at tage fejl af, han var i et farligt humør. Raquelle havde aldrig set ham på denne måde og sandheden var at det var der bestemt heller ikke mange andre der havde.