A long way from home...

Tid: Kort efter mørkets frembrud
Sted: Foret skoven, ikke så langt fra søen.
Omgivelser: Træer, busker, et par fugle
Vejr: store mørkegrå skyer og en god vind.

Rejsen havde været lang, og ikke mindst besværligt, og for hvad? For at mødes med denne mystiske mand som de sidste par år havde været som en bror, en mentor, et forbillede for hende.  Pludselig havde han forladt området  hun boede i uden at sige et ord. Aisla havde altid været nysgerrig og stædig, hvilket ikke altid var en god kombination, som f.eks. nu.
Hun traskede igennem skoven i sine lyselilae converse, slidte jeans med huller hist og her, en løsthængende hvid t-shirt samt en mørkegrøn taske der hang i en rem fra hendes skulder. Over ryggen var en slank bue, der dog var svær at se da hendes røde hår hang løst. Hun havde et stædigt drag om munden, og de blå øjne så tvært rundt i skoven. Hun havde forsøgt at finde en by der havde noget med Morga, men var faret vild. Det var nu snart mørkt, og selvom hun var vild med naturen, så var hun ikke glad for at skulle sove i den uden i det mindste at have et lille liggeunderlag.
Aisla var lige kommet til området efter at have tomlet sig fra Skotland.  Hun havde sneget sig om bord på båden fra England til Frankrig, og ellers tomlet sig videre, og for hvad? At fare vild i en skov. Hun så surt på det nærmeste træ og sparkede til det, med et rasende hvin. Hvor var det noget crap hun var i…

//Malzahar ville gerne have en rækkefølge stående så der ikke var nogen tvivl Aisle, Raquelle, Malzahar, Azurel (evt. ny person)//

Det havde været en stille dag. Raquelle havde siddet indenfor bag de store, tunge gardiner på sit værelse og haft ingen ide om, hvad hun skulle fordrive tiden med. Hun havde skiftet imellem at læse, snakke med de få mennesker der var i Malzahars, hendes skabers, store hus, og derefter prøvet at få kedsomhed vendt til spænding. Intet var lykkedes, hvilket var ført til, at da mørket endelig fald på, var hun søgt mod skoven.
Foret var en skov, hun længe havde elsket at bevæge sig rundt i. Der stille, der var mørkt og der var pæne omgivelser. Som regel som et plus var der også et vildfaren menneske, der ikke vidste, hvor de var. Og netop dette held havde hun måske i dag. Med et skævt, fornøjet smil kunne hun dufte et menneske, der ikke kunne være langt fra der, hvor Raquelle var. Måske hun fik sig noget sjovt at lave i dag alligevel?
"Åh, pas på træet! Træer har også følelser.." Det lød mere som en joke end sandhed, men det afholdt ikke Raquelle fra at se engleblid ud, da ordene blev sendt i retningen af det aggressive menneske. Med hovedet lagt let på skrå gik hun tættere på mennesket. Øjnene lyste nærmest af uskyldighed. Blikket forblev på hendes skikkelse, studerede det røde, samt de frustrerede følelser, der havde sat præg over menneskets ellers så fine ansigt.
"Er du faret vild?" Spurgte Raquelle endelig, igen i sin engleblide tone, som prøvede hun ihærdigt på at være noget, hun ikke var. Hun bevægede sig adskillige skridt nærmere mennesket, men forholdt en god afstand imellem 5-10 meter.

http://www.lediableblanc.com/Movie/taylor9.jpg // Ham i det sæt høj han går i. Han har også hatten på //

Azurel havde endelig fået skabt sig nok tid til at tage lidt fri, dog ville han ikke have at hans ansatte vidste det. Han havde sat sig på til af være i møder resten af dagen så han kunne slappe lidt af. Han havde taget hans rejsetøj på som han havde haft på i mange år når han begav sig fra sted til sted. Han nød endelig at have lidt fritid. Han arbejdede hele tiden følte han og han mente at en tur i skoven ville være forfriskende. Dog foldede han sin Bo-Staff på ryggen. Nu hvor han ikke havde sin Bodyguard Roman med sig ville han ikke være uden et våben til at forsvare sig med. Han vidste dog at staven ikke var til at se under hans coat.

Han gik igennem skoven med langsomme skridt og fløjtede en rolig melodi. Han gik i sine egne tanker. Han nød virkelig den stilhed og fred skoven havde at tilbyde. Han havde ikke haft tid til at tage sådanne turer i meget lang tid. Han kunne allerede føle hvordan hans energi var på vej tilbage til ham. Hvordan han følte sig genopladt og frisk. Han havde slet ikke hørt dem snakke før han stod i ved mødet imellem de to kvinder. Han stod i midten, ca 3 meter fra hver af dem. Han tippede sin hat og et charmerende smil kom frem på hans læber. Han hævede sit hoved så man kunne se hans dybe mørke brune øjne. Han stod med i en afslappet stilling med sin højre hånd i sin lomme. Han kiggede først på Raquelle. Han genkendte hende straks. Derefter kiggede han på Aisla. Han drejede sit hoved lidt på skrå. Dette var ikke en person han kendte. Han valgte ikke at sige andet en '' Goddag, de damer ''. Han ville ikke afbryde deres lille ~stand off~.

En stemme bag Aisla. Hun havde ikke hørt nogle komme. Hun snurrede rundt og så afmålt på kvinden. Det var en meget smuk kvinde. Aisla følte sig lige pludselig meget bevidst om sit slidte tøj. Hun blev altid lidt ubehagelig til møde når hun var i selskab med nogle der så så godt ud. Hun løftede hagen og så på kvinden. Hun løs som en der godt kunne være ude på noget lusket. Stemmen var lidt for sød. Hun fik Aisla til at føle sig som musen der afventer kattens næste træk. Aisla tog af automatik et lille skridt tilbage, og placerede sine fødder som skulle hun til at fyre sin bue af. Det var en fodstilling hun altid faldt tilbage i når hun følte sig presset eller nervøs.

Kvinden snakkede om at træer havde følelser. Og med en tyk skotsk accent sagde hun; ”Hvis man skal være helt korrekt så har træer ikke følelser ligesom dyr eftersom de er opbygget på en helt anden måde og ikke har et nevesystem som kan bringe de forskelige impulser videre. Træer er opbygget af forskellige kar, hvor nogle har den funktion at de transportere vand op og andre transportere glukose ned” hun var en del lavere end kvinden, og blev derfor nødt til at dreje hoved lidt op for at fo øjenkontakt. ”Og nej ellers tak. Jeg ved nogenlunde hvor jeg er” det sidste var en løgn, men hun følte ikke at hun kunne stole på denne kvinde, og ville ikke være afhængig af hendes hjælp. Hun skulle til at sige noget mere til kvinden, men før hun nåede at åbne munden stod en ny person. En mand. Han så ældre ud end hende, og som kvinden så han godt ud. Aisla prøvede at smile venligt til den nyankommne, han så mere behagelig ud end kvinden. Hans stemme var blødere på en mere oprigtig måde. Aisla sendte ham et nik til goddag mens hun sagde ”godaften”.

Det morede Raquelle, hvor denne menneskelige kvinde faktisk ikke rigtig stolede på hende. Hun havde ikke selv gjort meget for det, måtte Raquelle indrømme, men det gav hende den morskab, hun gerne ville have ud af dagen. Derfor trådte hun yderligere et skridt frem, inden hendes bane blev brudt af en mand. Azurel? Hvad lavede han dog herude på disse kanter, og så på denne tid? Forundret trak hun øjenbrynene sammen, nærmest som i håb om, at det ville give hende et svar. Det gjorde det ikke.
"Det var nu mere ment som et ironisk indfald, menneske." Nærmest afbrød Raquelle Aisla, der var ihærdigt gået i gang med at snakke om træer og deres opbygning. Godt nok havde Raquelle levet i mange år, men hun havde ikke brug for at blive undervist af en kvinde, der tydeligvis måtte være skotte.
"Åh, godaften, Azurel" Et let smil prydede de let rosa læber, da Raquelle endelig fik hevet blevet fra mennesket, der ellers syntes at dufte vidunderligt. Havde Raquelle ikke haft en stor selvbeherskelse, ville hun næsten ikke kunne turde at tænke på, hvad der allerede kunne være sket. I stedet vendte hun sig imod mennesket, gik et par skridt tættere på og rakte hånden frem.
"Jeg er Raquelle." Påbegyndte hun med et let smil, der denne gang virkede mere ægte. Øjnene bar stadig det uskyldige blik fra før, hvilket fik hende til at ligne et dådyr. - "Nogenlunde vil kunne indikere, at du ikke helt ved det. Hvad søger du?" Raquelle så pigen mere an på tæt hold. Af et menneske at være, så så hun faktisk godt ud. Hun var lille af højde, men der var noget over hende, som bar hun en ildsjæl. Det var det, der fangede hendes interesse. Blikket gled dernæst hurtigt over mod Azurel med det lette smil om læberne.

Azurel morede sig lidt over de to kvinder. De virkede begge til at være på krigsstien. Det var bestemt ikke noget han ville være en del af. Da Aisla kiggede mod ham smilede han venligt og tippede sin hat igen. Hans blik vendte sig imod Raquelle da hun gengældte hans hilsen. Han tippede også hans hat imod hende igen. Han gik elegant et par skridt tilbage og lænede sig op af et træ med hans ryg og ene fod. Han sagde med en blid og charmerende stemme '' Jeg tror bare jeg stiller mig her ''. Hans blik vendte sig imod Aisla uden at han drejede sit hoved over imod hende. *Enten er hun modig.. Eller så ved hun ikke at hun står overfor en vampyr.. Hun er godt nok ikke en heldig pige*. Azurel var ikke en kriger og selv hvis han havde været det så var han på Raquelles side. Hun arbejde for ham, hun kendte ham og han kendte hende. Han anede ikke hvem Aisla var, dog fandt han det en smule irerterrende hvis Raquelle dræbte hende før han fandt ud af hvem han var. Derfor besluttede han sig for at vende sit blik imod Raquelle og dreje sit hoved lidt i hendes retning. Han sagde med en dannede og venlig stemme '' Skal vi ikke vise os fra vores bedste side Raquelle.. Der er ingen grund til jeg får blod på mit tøj ''. Azurel klukkede en smule. Han vidste godt at hvis Raquelle var rigtig sur ville hun ikke lytte på ham så han måtte hellere stoppe hende før hun nåede det punkt. Han kiggede tilbage på Aisla og sagde med en mere alvorlig tone '' Hvis jeg var dig ville jeg ikke være så flabet.. Det vil ikke ende godt for dig.. Bare en venlig advarsel ''. Han gave Aisla et oprigtigt smil. Han havde et charmerende blik i hans dybe brune øjne. Næsten som prøvede han at bruge sin charme til at få hende til at falde til ro. Han havde ingen overnaturlig charme evne, men virkede det så virkede det.

Ingen tvivl, de to personer kendte hinanden. Det hjalp ikke særlig meget på hendes stigende nervøsitet. Og hvad var det som han snakkede om med blod? Hun så op på kvinden igen.
”oh så du ved bare ikke hvad du egentlig står og snakker om. Jamen så giver det vel mening med hans kommentar. Folk der hælder mod vold er typisk ikke så begavede da de har et behov for at kompensere for andre mangler”  hun kunne mørke at kvinden ikke tog hende rigtigt seriøst, og var sikker på at hendes accent ikke hjalp på det. Det havde været med til at tricke at hun blev lidt mindre høflig.

Hvis jeg var dig ville jeg ikke være så flabet.. Det vil ikke ende godt for dig.. Bare en venlig advarsel kom det fra manden. Aisla kiggede underligt på ham, var kvinden en tidligere straffefange siden han sagde det? Og hvis hun var, hvad var han så? Tingene gav ikke så meget mening, men det var sikkert at de to havde et fint forhold til hinanden, hvilket ikke var til gavn for hende hvis kvinden valgte at gå psyko… Aisla så væk fra manden og hen på kvinden endnu engang. Hun var kommet tættere på, og så nu på hende med et par store bambiøjne, men selvom de så uskyldige ud, virkede de lige så pålidelige som  ulvens øjne når han er iklædt ulveklæder.
Hun tog et stift smil på da kvinden præsenterede sig selv som værende Raquelle.
”Aisla” sagde hun med et nik, ”og det jeg søger er en ven som jeg skulle mødes med i dette område” det var ikke helt sandt, men heller ikke løgn. Han havde jo sagt at skulle hun få brug for det ville hun kunne finde ham omkring den by der hed noget med Morga. Aisla så på manden igen, der smilede venligt og charmerende. Han virkede så rolig, at selvom hun ikke logisk set ville stole på ham pga. kvinden, så kunne hun ikke lade være med at føle sig lidt mere afslappet, men på en underlig måde.  Der var noget lusket ved de to…

Aisla. Raquelle smagte lidt på navnet, og hun kunne næsten smage den rebelske ildsjæl, der gemte sig bag det røde hår og de stædige øjne. Skotterne havde ry for at have stolthed, og denne kvinde syntes især at understrege dette. Faktisk kom det til en sådan spids, at det irriterede Raquelle gevaldigt.
Raquelle lod en en hånlig latter forlade sine læber, da hun hørte Aisla's ord. Hun burde virkelig lære at vide, hvem man tog kampen op imod, og hvem man skulle være stille overfor. Desværre for Aisla var Raquelles temperament allerede kørt op, som havde Aisla tændt en lunte. For en kort stund ænsede Raquelle ikke engang Azurel og hans ord, der ellers skulle berolige hende. Hun havde kun én ting i tankerne; At lukke munden på det flabede menneske, der stod foran hende.
"Hør her, tøs.." Næsten hvislede Raquelle koldt, der endda formåede at komme en smule tættere på mennesket. I et øjeblik af blind handling tog hun fat om Aisla's hals og strammede grebet lige akkurat nok, så der kun ville kunne komme ganske lidt luft ned i hendes lunger. De ellers så uskyldige øjne var ændret med en fart, som når dug forsvinder for solen. Blikket var koldt, hårdt og ikke til at spøge med. Raquelle hev en anelse op i Aisla, som var hun en dukke, til hendes fødder kun lige knapt nok rørte jorden.
"Var din tunge, tøs! Hvis jeg var dig, ville jeg passe på med, hvem jeg lagde mig ud imod!" Igen en hvislen, som havde hun været en slange parat til at angribe. Blot for at være venlig lod Raquelle Aisla nå jorden med fødderne igen, men hånden forblev om hendes hals med et jerngreb.
"Jeg ville have vist mig fra min bedste side, hvis tøsen her ikke havde fornærmet mig!" Igen var det den uskyldige, legende stemmeføring, som var hun en kat. Hun sendte Azurel et let smil, inden blikket isnende atter endte på Aisla. Hun skulle lære, hvem man tog kampen op imod...

Malzahar havde været ude den aften, han havde nogle personlige ting han skulle undersøge, dog så havde han aldrig regnet med at aften havde taget den drejning det tog, den handel han skulle havde stået for var endt i et blodbad og han havde været nødstedt til at dræbe dem alle. Dog så kunne han ikke gå rundt dækket i blod, så han havde hurtigt været hjemme for at skaffe et nyt sæt tøj, normalt havde han intet imod at være dækket af sine fjender blod, men her på det seneste havde en irriterende lugt irriteret ham, han kendte den, ganske godt, hvor den var fra, vidste han ikke, men han var dog klar over at det var et menneske, med deres egen helt specielle duft.
Hastigt var Malzahar taget ud i skoven, det var herfra den kom, og det var det, jo nærmere han nærmede sig søen jo stærkere blev den, dog så var der noget andet, mennesket var ikke alene, der var to yderligere ved den givende person, deres dufte virkede alle så bekendte, og det var de, både hans afkom Raquelle og, Azurel som stod på af træet, hvad lavede de to her sammen?
Dog så faldt hans opmærksomhed på mennesket… Aisla! Hvad lavede den dumme tøs dog her? Hvorfor var hun ikke i Skotland? Og så her i skoven? Hvor dum havde hun været at begive sig herud, i en skov alene om aften, tåbeligt! Men så igen, hun kendte ikke til den overnaturlige verden, han havde trods alt holdt den langt væk fra hende så hun netop ikke ville opdage dette!
Dog så blev han nødt til noget, han måtte gribe ind, han kunne ikke lade hans afkom dræbe dette menneske, godt nok var de højere hævet over dem, men i dette tilfælde var det noget andet, Aisla var faktisk et af de mennesker som betød noget for ham, og så havde han set de samme sider som han havde set i Raquelle da han havde forvandlet hende.
Men som sagt så måtte han gribe ind, hvorpå han trådte ud af skyggerne og nærmede sig den lille gruppe på tre, dog henvendte han sig til Raquelle ”Slip hende Raquelle.. det kan ikke gå hurtigt nok” Malzahar håbede inderligt at hans afkom ikke ville lave en eller anden stupid scene hvor hun ville stå og klynke om at dræbe mennesket, allerede nu havde de to fjolser lagt brødkrummer ud til at det magiske samfund fandtes, dette var normalt noget man kun gjorde når man havde intentioner om at dræbe et menneske, latterligt!
”Azurel.. hyggeligt at se dig her ude” kom det fra ham, han måtte sørge for at bolden her var i hans hånd, så han kunne styrer hvad der skete, ingenting måtte afsløres om det magiske samfund, hvilket at både Azurel og Raquelle burde forstå på hans væremåde, trods alt, så kendte ham dem begge, meget godt.

Azurel rystede let på hovedet over Aisla og Raquelle. Han havde forsøgt, dog virkede Aisla selv til at smide brænde på bålet. Han vidste at det sikkert ville ende i et blodbad og han havde ikke tænkt sig at blande sig. Han ville nødigt ødelægge hans fine tøj med blodpletter. De er så svære at få af. Han kunne dog ikke lade være med at blive stående, han ville gerne se hvordan det endte. Nu hvor han alligevel var her kunne han da godt nyde showet. Han ville lidt ønske han havde en skål popcorn i denne situation. Han smilede venligt til Raquelle da hun kiggede på ham og gav en forførende blink til Aisla da hun kiggede på ham. Da Malzahar kom nikkede Azurel til ham og sagde med en ~i tried~stemme '' Godaften min ven. Jeg prøvede.. Men det ser ud til at den, yndige rødhåret kvinde prøver at tirre den elegante Raquelle ''. Han rystede lidt på hovedet. Det var nemt at se han hverken havde tænkt sig at hjælpe Raquelle eller Aisla. Han virkede rolig som altid og stod og kiggede på de to kampklare kvinder. Han kiggede dog lidt forundret da Malzahar beordrede Raquelle. Han havde ingen ide om at hun var hans Child. Det var aldrig rigtigt kommet på tale før. Dog valgte han ikke at sige noget. Han syntes at det var yderst interessant at Malzahar kendte begge kvinder og at han ikke ønskede at Raquelle skulle skade menneske kvinden. Dette gjorde ham meget mere nysgerrig. Nu var det da helt sikkert han ville blive og se hvordan tingene ville udfolde sig.

Igen var det en hånlig latter, der forlod den kvindelige vampyrs strube. Latteren spredte sig omkring dem, fastholdt dem i et øjeblik, hvor Raquelle var sikker på, at hun var bedst. Hun havde ikke den fjerneste tanke om, at Aisla nogensinde ville få overtaget. Et sølle menneske kunne ikke vinde. Ikke når Raquelle netop havde fået vækket den indre rebelske ildsjæl, der viste sig i øjnene. Stædigheden skar sig vejen mod Aislas blik, der syntes at svimle. Åh ja, det var rigtigt; Mennesker skulle jo trække vejret... Raquelle kunne ikke lade være med at smile tilfreds over den måde, Aisla hev efter vejret på. Så tilfredsstillende!
"Jeg kysser ikke grise." Konstaterede Raquelle med en isnende kulde, der med et skuldertræk fik rystet Aisla lidt igennem. Med en fin, legesyg latter prikkede hun mennesket mod brystkassen. "Jeg hører ellers, at kvindelige skotter ikke kan få andet selskab end fra en gris. Skal jeg finde en til dig?" Det var næsten med en hjælpsom stemmeføring, at Raquelle fremsagde sit tilbud. Med et hånligt fnys rystede hun på hovedet. Mennesker havde en besynderlig måde at være stædige på.
"Åh, du mener sådan her?" Spurgte Raquelle næsten uskyldigt, da hun havde hørt Malzahars spørgsmål. Hun strammede let grebet om halsen og tog fat om Aislas hår, så halsen var blottet. For Aisla ville det ikke være til at gætte, hvad Raquelle kunne finde på. Men for Malzahar og Azurel ville sandheden være en anden. Et lusket smil snoede sig om de blege, rosa læber, da hun med en stædig mine mødte Malzahars blik. Skønt hun tydeligt kunne fornemme sin skabers advarsel, så tog Raquelle ikke notits heraf. Faktisk lod hun som om, hun slet ikke havde opfanget den.
"Jamen dog, kender du denne mand?!" Spurgte Raquelle, som snakkede hun til et lille barn. Stemmen var atter blød, snoede sig om Aisla, der i dette øjeblik var hendes eneste morskab denne aften. Med et mørkt, fornøjet blik i øjnene lod hun sit blik møde Aisla's kort, inden de søgte mod Malzahar. Trods alt så var han den stærkeste, og dermed en trussel for Raquelles egen sikkerhed. Dette var selvom han var hendes skaber.

Malzahar tog endnu et par skridt nærmere forsamlingen, og tydeligvis var der ingen fornuft at hente i hverken Raquelle eller Azurel, den eneste som virkede fornuftig var Aisla, som der så ud til at være ved at besvime. Det var nærmest som Malzahars øjne flød med en vrede over at hans afkom ikke lystrede hans kommando direkte, men værst af alt var hans arrigskab over at de skulle til at dræbe en, som havde en vis betydning for ham, dernæst at de begge var allierede, som sådan havde han aldrig set det som en mulighed at hans afkom og hans ven kendte hinanden, inden længe begyndte bagtankerne at lægge planer i hans baghoved, hvad fanden lavede de to sammen? Som sådan måtte de vel selv om det, men det at Raquelle havde forrådt ham på det groveste, det var noget han absolut ikke kunne tilgive hende for, fra Azurels perspektiv var det anderledes, han vidste intet om at Malzahar havde et afkom, og han måtte vel date de personer han gad, så der var der skam ingen vrede rettet imod –endnu-.
”Azurel, du ved når Raquelle gør, det der pige, fnidder fnadder hvad hendes intentioner er, eftersom jeg tager det som i to, kender hinanden bedre end hvad godt er” her var vreden dog rettet imod Raquelle, som han stadig ikke ville kunne tilgive for hendes forræderi, godt nok var det ikke direkte forræderi imod ham, eftersom han ikke anede hvad de to lavede sammen.
Malzahar bøjede sig ned og samlede en afbrækket pind op, og rettede sit blik mod Raquelle, selvom han hadet at skulle tage valg, måtte han gøre det, hvis Raquelle ikke snart gav slip ville Aisla få alvorlige problemer, i værste tilfælde dø, og på trods af hans kolde, kyniske og ikke mindst selvcentrede hjerte så måtte han ikke lade dette ske. Han så den samme livsglød i hende som han havde set i Raquelle for over sekshundrede år siden, noget som tiltalte ham.
”Raquelle, jeg vil sørge for din verden bliver et levende helvede, dette er min sidste advarsel, sæt hende ned, forsigtigt.” hun havde bedre at tage sig i agt, med den massive aldersforskel som var imellem dem, ville det ikke være et problem for Malzahar at jage sit nyerhvervede våben gennem hjertet på hende, selvom han absolut kun ville gøre dette som den allersidste udvej, og det var skam ikke fordi han holdte mere af Aisla end Raquelle han holdte lige meget af dem, og derfor ville det være et så pokkers svært valg for ham at vælge mellem den ene og den anden.

Azurel stod og kiggede. Han var ikke følelsesmæssigt indvolveret som de tre andre, hvilket gjorde det lettere for ham at observere deres adfærd. Han kunne se hvordan de tre havde følelser i klemme på kryds og tværs. Han satte sin hånd op og kiggede på hans negle og svarede Malzahar '' Min ven.. Jeg tror du misforstår.. Men jeg kan se hvor ophidset du er.. Jeg lader dig tage dig af disse to kvinder.. Når tingene er kølet ned så vil jeg sætte dig ind i mig og Raquelles forhold.. Hvilket et rent professionelt hvis du skulle være i tvivl''. Først nu drejede han sit hoved hen imod Malzahar og sagde med hans evigt charmerende smil plantet på hans læber '' Du har kendt mig i lang tid... Tvivl ikke på mig før du ved der er noget at tvivle over ''. Han kiggede imod Aisla og sagde roligt '' Du burde have lyttet til mig.. Men du virker til at have en stærk vilje.. Det kan jeg kun respektere.. Det er.. Dejligt at se..Med det sagt.. Så burde du virkelig lytte når jeg siger noget.. For jeg siger ikke noget til nogen jeg ikke kender med mindre det et værd at lytte til ''. Azurel sagde derefter ikke mere. Han ville se hvordan dette udfoldende sig. Han havde allerede blandet sig mere end han kunne lide. Han kunne se hvordan Malzahar og Raquelle helt klart havde noget i klemme og han havde bestemt ikke tænkt sig at gøre sig uvenner med nogen af dem. De var begge hans venner og han fandt det sjovt at de var venner uden at hinanden vidste det. Men det var der jo nok en grund til.

Aisla havde en forrygende evne til at ramme denne kvindelige vampyrs nerver. Raquelle kunne dog ikke lade være med at le hånligt af de forsøg på at snakke, som Aisla kom med. Hun var en stædig kvinde, det måtte Raquelle give hende. Og meget af den stædighed kunne hun genkende i sig selv, om hun ville kendes ved det eller ej. Raquelle formåede at vende det til vrede. Nej, hun ville bestemt ikke have egenskaber som denne tøs!
"Jeg er nu ret sikker på, at du også ville se godt ud med et får.." Det var hånligheden igen, der var at finde i stemmen. Raquelle puffede op i de røde lokker, Aisla havde, og smilte nu sit legende smil. "Får, siger du? Måske dine eneste venner, du kan få?" En let hånlig latter forlod læber. Skønt den var hånlig og bar præg af negativitet, så var den smuk, nærmest tryllebindende.
Raquelle sendte et sukkersødt smil til Malzahar, der netop havde samlet en pind op. Hun nægtede at vise den frygt, der var ved at få fodfæste i hendes krop. Hvis Malzahar bestemte sig for det, kunne han nemt dræbe Raquelle. Dette var måske også det, der gjorde, at hun ikke gav slip for Aisla. Ikke rigtigt i hvert fald.
"Så gerne, Malzahar.." Den uskyldige tone i stemmen var endnu præget af den hånlighed, der lå overfor Aisla. Hun trak mennesket en smule væk fra træet, inden hun smadrede hende direkte med ryggen først tilbage mod træet. Der ville være smerte for Aisla, men ikke noget alvorligt. Med Aislas hivende vejrtrækning og lukkede øjne blev hun atter mindet om, at hun skulle trække vejret. Mennesker... Hun løsnede sit greb, men hun fjernede ikke hånden. Aisla ville kunne trække vejret nemmere nu, men hun ville stadig mærke jerngrebet om sin hals.
"Jeg mangler stadig min hævn for hendes spydige tunge!" Ordene var sagt til Malzahar, trodsigt, men øjnene var vendt direkte imod Aisla. Det var stædige øjne, der mødte stædige øjne. Hun blev hurtigt opmærksom på, at Malzahar stadig havde sin pind i hånden, hvilket gjorde, at hun atter vendte blikket imod ham. Det kunne ikke ses, men hun respekterede Malzahar. Hun var hans skaber, og hun ønskede at lystre ham. Burde lystre ham! Hendes stolthed var blot vigtigere, og hun nægtede at lade et menneske vinde. Malzahar, hvis han så godt nok efter, ville han se den respekt, der for en kort stund gled over de rødbrune øjne. Hun frygtede hans handling, men alligevel lod hun det overmodige, gådefulde smil sno sig om sine læber. Han skulle ikke stå i vejen for hendes stolthed!

Ingenting, der skete absolut ingenting, hvor vovede Raquelle, hans afkom at nægte hans ordre, ja hun besad sindet som et muldyr når det gjaldt hendes vilje, men hun kunne umuligt besidde intelligenskvotienten som en guldfisk! Var hun virkelig så overmodig at hun ikke troede hendes valg ville få en straf? Godt nok var hun hans afkom, og han besad en uknækkelig loyalitet overfor hende, og ville gøre alt for hende, samt han havde da følelser for hende, men så stod der mere på spil! Han kunne ikke bare lade historien få sin gang, selvom han havde utallige mord på sin samvittighed så gjorde de ham intet, men når et så uskyldigt menneske som Aisla, som skulle blive voksen, blive gammel og dø af alderdom, en så smuk naturlig død, så måtte han ikke lade disse imbecile handlinger ske!
Azurel fortalte tydeligvis sandheden, dog så var der stadig mange ufortalte historier som manglede oplysninger, hvordan havde han været så blind? Havde han virkelig ikke taget de faktorer i betragtning, kunne det virkelig passe at den store Malzahar, var på lige fod, faktisk et skridt bagud? Nej dette kunne ikke passe, dette måtte ikke passe, han var altid foran, langt!
Malzahar henvendte sig kort til Azurel ”Lyder godt min ven, jeg vil se frem til det, men før du begynder på jeres livshistorie sammen, så skal jeg lige sørge for at Raquelle, bogstavelig talt ikke river hovedet af Aisla” Både Raquelle og Azurel vidste godt hvad han mente med det, dog så burde Aisla ikke vide noget om at dette ganske vist var muligt for Raquelle at gøre, eftersom den magiske verden havde været langt væk dengang i Skotland, og hvert bevis der havde været på den fandtes, havde Malzahar skubbet væk, gemt væk under jorden i en kiste med beton udenom sig, bare for at være sikker på at Aisla aldrig ville opdage den magiske verden.
Malzahar som stadig stod med pinden i hånden og vejede den, ganske balanceret, hvorpå han kastede den op i luften, greb den igen og kastede den med overnaturlig styrke imod træet, faktisk for at være mere præcis mellem Raquelles og Aislas hoved, hvor pinden borede sig flere centimeter ind i træet, og barken rundt omkring sprækkede, forhåbentligt, så ville den luftmangel som Raquelle havde været skyld i sørge for at Aisla ikke opdagede hans overnaturlige styrke ”Jeg advare dig Raquelle..” andet behøvede han ikke at sige, Raquelle vidste godt hvad hans intentioner var, og han ramte aldrig ved siden af, medmindre det var medvilje ”Jeg er ligeglad med din ære, der er noget helt andet på spild end det” Malzahar tog et par skridt tættere på, hvis Aisla bare var besvimet, behøvede han ikke at være bange for at hun skulle opdage det overnaturlige, og så kunne han være til mere hjælp.

Han kunne ikke lade være med at grine sagte over Aislas ord. Hun havde en ildsjæl og det var nemt at se. Under normale omstændigheder ville Azurel have tilbudt hende et job og hvis hun takkede nej ville han have taget hendes sjæl/livs energi. Men dette var langt fra normale omstændigheder. Malzahar kendte denne rødhårede skønhed og Azurel havde respekt for Malzahar. Det var ikke hans plads at blande sig uden lov. Azurel nikkede anerkendende til Malzahar og lavede en ~By all means ~gestus. Azurel forholdt sig rolig, men det gjorde han jo for det meste. Der skulle virkelig meget til før Azurel overhovedet overvejede at hæve stemmen. Han så ud til at hvile i sig selv imens han stod med sin ene fod imod træet, han havde hans charmerende smil plantet på hans læber og hans hat skyggede for hans øjne. Selv ude af sit naturlige element, hans casino så han ud at stråle af selvtillid og charme. Dog ikke på den belastende måde. Han kiggede imellem de tre imens de snakkede. Han håbede lidt på at Malzahar ville bede om hans assistance og alligevel gjorde han ikke. Han ville ikke svine hans tøj til og han ønskede ikke at kæmpe imod Raquelle. Hun var ansat under ham og derved under hans beskyttelse så han ønskede heller ikke at vende sig imod Malzahar som var hans allierede og ven. Så han holdt sig neutral i håbet om at de ikke ville bede ham om at vælge side, selv om han godt vidste hvad side han ville vælge.

Malzahar var sur. Nej, rasende? Udadtil strålede hun af selvsikkerhed, fornøjelige smil og ondskabsfulde øjne. Alt var lige netop, som det skulle være. Udadtil. Indadtil var Raquelle i frustration. Malzahar var vred, og han ville tydeligt ikke sky nogen midler for at få Aisla i sikkerhed. Frygten knugede et sted i brystet, men hun nægtede at gøre den synlig. I stedet kastede hun henkastet et blik på Malzahar med et tilhørende, provokerende smil.
”Åh, Malzahar. Jeg river da ikke hovedet af folk, som jeg står og snakker med..” Raquelle ruskede let i Aisla som skulle det være et tegn på, at de netop var midt i en lang, vigtig samtale. Aisla manglede stadig at lære, at man ikke skadede en kvinde som Raquelle’s stolthed! Hun nægtede at lade et menneske vinde med Malzahars hjælp.
Blikket gled atter tilbage på Aisla, der efterhånden var ved at miste bevidstheden. Efterhånden begyndte Aisla at være som en tung og livløs dukke i Raquelles hænder. Med en utydelig, lavmælt hvisken forbandede Raquelle situationen med ethvert bandeord, der syntes at være passende. Aisla havde lukkede øjne for en stund, men hun var ikke besvimet endnu. Stædigt vedblev blikket på mennesket.
Raquelles opmærksomhed var så intenst rettet mod Aisla, at hun ikke ænsede den pind, der fløj forbi Raquelles (og Aislas) hoved. Hun spærrede praktisk talt øjnene op af ren og skær overraskelse, da Malzahar rent faktisk kastede pinden. Var han sindssyg? Med en snerrende lyd henvendt mod Aisla besvimede mennesket. Pokkers! Aislas besvimelse efterlod Raquelle åben for ethvert angreb fra Malzahar.
”Hvem siger, at det udelukkende handler om ære, Malzahar!” Snerrede Raquelle, der i en arrig bevægelse fjernede hånden fra hendes hals, og i stedet holdt menneskekvinden oppe med en hånd ved Aislas kraveben. Hånden var dog stadig uhyggeligt tæt på halsen. Skulle hun stille mennesket ind foran sig som beskyttelse? Dog undlod hun. Hun ignorerede tydeligt Malzahar, hvor hun i stedet prøvede sig frem med en hård lussing mod Aislas kind. Hvor vovede hun at besvime! Det var ikke høfligt at besvime midt i en samtale!

Azurel holdte sig perfekt neutral stadig, heldigt for Malzahar, han havde ikke orket at både slås mod Raquelle og Azurel på en gang, og slet ikke med Aisla i krydsilden, men nu, nu hvor hun endelig var besvimet kunne han gribe ind, og ikke bare stå på afstand og se til mens hun blev kørt til slagteren, endelig kunne han stoppe dette betydningsløse overdrivelse af Raquelles så ellers vidunderlige rebelske side, dog i dette tilfælde var den knap så vidunderlig, mere, irriterende, virkelig belastende, og ikke mindst, så når hun endelig var på denne måde, a total pain in the ass.
Han havde advaret hende, hun ville bare ikke lytte, patetisk, og nu, tjaa.. nu måtte hun bøde for sine handlinger imod ham.
Som et lyn fra himlen havde Malzahar allerede forladt hvor han stod, og var på ingen tid henne ved Raquelle, jorden havde slet ikke ænset ham flytte sig, græsset som havde afsløret hvor han stod før, og banen hen til hvor Raquelle holdte fast i Aisla var ikke engang berørt, som om han havde fløjet hen over det, men trods alt, så kunne Malzahar bevæge sig hurtigere end et skud fra en pistol, som om at græsset ville se hans bevægelser.
Hastigt greb han fat i Raquelles frie hånd, og vred den bagover.
Hvor var det befriende at Aisla var gået kold, ellers ville hun nok undre sig gevaldigt over hans pludselig forsvunden og det at være henne ved hende på ingen tid.
”Raquelle, slip, eller sig farvel til din hånd, som sagt, er jeg ligeglad med din ære, og andre patetiske følelser du har i klemme i jeres kontroverser” Malzahar strammede sit greb en anelse, og vred en anelse længere tilbage i hendes hånd, bare så hun var klar over, at hvis hun ikke tog sig sammen, så ville det gå galt, hurtigere end hun kunne nå at blinke.

Azurel blev stående som før. Da mennesket besvimede gik Azurel langsomt hen imod Raquelle og rakte sine arme frem Han kiggede alvorligt på hende '' Det er nok bedst jeg tager hende nu.. Så kan i løse jeres problemer med hinanden ''. Måde Malzahar og Raquelle vidste at når Azurel sagde det med den stemme så var han seriøs. Han gjorde sig klar. Godt nok ville han ikke blande sig, men han så ingen grund til at lade dette menneske bliver dræbt i deres slåskamp. Hans charmerende smil var forsvundet og hans øjne blev røde og lyste under hatten. Der spredte sig en underlig ubehagelig aura fra Azurel. Han ville ikke vælge side men han ville have den respekt han fortjente. Raquelle havde ignoreret hans advarsler før men det kunne han acceptere. Menneske pigen havde jo været flabet. Men nu var han seriøs. Han tilføjede '' Jeg forlanger ikke meget. Bare at jeg holder menneske pigen til i er færdige ''. Igen forsøgte han med fornuft. Dette ville være sidste gang han gentog sig selv. Han stod med sine arme fremme imod Aisla. Han vidste at Malzahar ville beskytte kvinden og Raquelle ville skade hende. De måtte løse deres konflikt og så måtte de med glæde få kvinden tilbage. Azurel havde dog fået et godt øje til dette menneske. Hende ildsjæl og viljestyrke var interessant og han ville ikke lade sådan et menneske gå tabt. Dog ville han heller ikke tage glæder i at dræbe hende fra Raquelle hvis hun vandt denne lille strid med Malzahar. Hans blik gled ned på Aisla lidt før det gled tilbage på Raquelle.

//OOG: er fraværende i morgen, så Aisla er fortsat besvimmet. Svarer igen fredag morgen, hvor hun så vågner igen. Bare svar uden om mig //

Et træt, tungt suk forlod Raquelles læber. Forstod disse 2 herrer virkelig ikke, hvad ære og stolthed betød for en kvindelig vampyr som hende? Hun nægtede at tabe til dette menneske, dette pigebarn, der ikke kunne finde ud af, hvem kampen skulle tages op imod. Hurtigt blev hendes følelser afbrudt af den kendsgerning, at Malzahar havde handlet. Aislas sikkerhed var vigtig for ham, det var tydeligt. Hvorfor kunne han så ikke forstå, at hun ikke havde i sinde at dræbe dette menneske? Hendes øjne stirrede stædigt mod hans. Søgte den modstand, hun vidste, at han hadede, når hun gav.
"Så gør det!" Snerrede Raquelle af Malzahar, inden et udfordrende smil trak i begge mundvige. Da han vred hendes hånd yderligere bagover, kunne hun ikke lade være med at bide sig i underlæben. Hvor meget havde han i sinde at gøre? Atter blev tankerne afbrudt, da Azurel endelig handlede. Hans opfordrende, faretruende stemme betød, at selv han ikke ville være bange for at handle. Nu hvor Malzahar havde hendes ene hånd, ville hun umuligt kunne prøve sig frem med en lussing igen.
"Som I vil..." Hendes toneleje lød, som var det kun en leg for hende. Hun gav ikke Aisla blidt til Azurel, derimod smed hun Aisla fra sig, der med sin landing umuligt kunne undgå adskillige blå mærker. Hun var jo trods alt et menneske... Blikket fulgte hende, til hun ramte jorden med et blødt bump. Igen søgte øjnene stædigt hen til Malzahars.
"Tøsen er ude af mine kløer og væk fra min rækkevidde. Kan vi så give slip nu?!" Raquelle spyttede næsten ordet tøsen ud, som var det giftigt på hendes tunge. De resterende ord sydede af en stædighed, en ildsjæl, der ikke var bange for at handle, hvis hun ikke blev sat fri. Godt nok havde hun ikke blidt givet Aisla fra sig, men det berørte hende ikke. For hende var dét det samme, som at Aisla nu var i 'sikkerhed'. Det ene øjenbryn blev skubbet i vejret opfordrende. Udfordrende. Atter vekslede hendes blik imellem Azurel og Malzahar. Kunne det virkelig passe, at hun fremstod som det største monster i denne forsamling?

Endelig! Endelig havde Raquelle opgivet hendes patetiske mønster om at få genetableret hendes såkaldte ære og stolthed, hendes måde at overreagere på havde virkelig sat Malzahars tålmodighed på prøve, og hvis det ikke havde været for Aisla sikkerhed, så ville han ikke havde reageret sådan. Hvis det havde været hvilket som helst andet menneske, så havde han ikke set nogen grund til at gribe ind som han havde gjort. Hans indgriben var udelukkende fordi han kendte hende, og holdte af hende.
Ikke for at sætte hende op på samme plan som Raquelle var, men stadig betød Aisla meget for ham.
”Raquelle, du må forstå, at når jeg giver dig en ordre som din skaber, så adlyder du, uanset hvad, næste gang du går imod mig, vil jeg ikke være så blødsøden som i dag..” Malzahar gav slip på hendes hånd, og tog nogle skridt tilbage, endelig havde Azurel blandet sig ind i kampen, godt nok holdte han sig stadig neutral, men han var ikke ude efter at lade civile liv gå tabt, hvilket virkede ganske fornuftigt, som sådan kunne han godt forstås sin vens neutrale handlinger, også selvom han var en anelse vrissen over dem, men han forstod det godt, dette var en dominerende kamp mellem afkom og skaber, og hvem havde ikke regnet med at afkommet til sidst ville adlyde dets skaber?
”Ingen grund til at hisse sig op Raquelle, du tabte, lev med det” atter smilede Malzahar til hende, dog mere selvfedt, men samtidig også en anelse anerkendende, Raquelles rebelske side var i sandelig røv irriterende, men han beundrede hende dog alligevel for den, dog så han ingen grund til at hun valgte at blive så sur over hans handlinger, trods alt, så havde hun været skyld i at han ingen menneskelige relationer havde haft de sidste sekshundrede år.
”Raquelle, denne relation, den vover du lige på at ødelægge, som du har gjort for mig de sidste sekshundrede år.. ikke igen” Uanset hvor meget han havde prøvet at få stablet et eller andet på benene med nogle eller bare et menneske, så havde Raquelle altid vist sig og ødelagt det fuldstændigt.
”for resten Azurel, tak for at du blandede dig ind i det, din timing kunne ikke havde været bedre…. Timet”
Selvom han dog havde håbet på en lidt tidligere indgriben, så var det ganske udmærket af ham, at optræde på scenen og gribe ind når det gjaldt.