The Past Is Hunting Me

Sted: Lawrence's bolig
Tid: 22.35
Omgivelser: Lawrence's hus
Vejr: Tørt, cirka 10 grader

Det var en ganske almindelig Torsdag aften. Lawrence havde brugt den sidste nat ved Cindy, og han havde så været på Desiré Noir hele dagen hvor han var løbet ind i hende et par gange. Lawrence var taget hjem omkring klokken otte med en aftale om at ham og Cindy skulle se hinanden den følgende dag, men da Lawrence kom hjem var det ikke ligefrem den person der stod foran hans hoveddør som han havde forventet at se.

Det lange røde hår var ikke til at tage fejl af, de blå øjne eller den helt perfekt ud. April. Hun var uden tvivl en meget smuk pige og som Lawrence så hun græd havde han lukket hende ind. De havde haft en samtale på en halv times tid, hun var meget ulykkelig og nedbrudt og var endt med at tale sort snak hvilket gjorde Lawrence meget urolig. Han var ikke typen der bare smed folk ud af døren når de havde brug for hjælp og han vidste hun var en følsom sjæl, ligesom han vidste at hun ville få brug for hjælp før eller siden, når hun var klar til det.

Lawrence sagde til hende at hun bare kunne blive hængene, tage en lur hvis hun havde brug for det imens Lawrence var gået på kontoret for at arbejde. En time var han væk, til klokken halv elleve, Lawrence tog sin skjorte af og gik ned i mod sit soveværelse i bar overkrop, han måtte hellere komme i seng. Han råbte ud for at tjekke hvor April var, men intet svar . Han søgte huset rundt. Hmm.. Hun var ingen steder af se. Lawrence gik ned af trapperne til kælderen. Døren til rummet var åben og som han trådte derind så han April stående midt på gulvet med blod fra siden af sit ansigt, hun havde skadet sig selv på nogen af instrumenterne, og begyndte at råbte og skride da hun så Lawrence. Lawrence greb fat omkring hende og pressede hende op af væggen i et søg på at få hende til at falde til ro og en smule blod blev smurt ud i på hans bryst efterhånden som hun skreg og forsøgte at komme fri, han holde hende fast og snart faldt hun til ro imens hun stirrede på ham.

April havde alle dage være vild med Lawrence - og det vidste Lawrence godt, det var netop derfor han håbede han var den rette til at hjælpe hende. April lænede sig frem i mod ham i et forsøg på at kysse ham.

Arbejdet havde sørme holdt Cinderella optaget, men hun havde allerede fået smag for det og nød virkelig at stå og poser for kameraet. Ros havde hun fået en del af, om end det at tage imod ordre ikke altid faldt lige godt og hun havde flere gange haft diskussioner med designeren der i sidste ende havde fået det på sin måde. Hun klarede det dog glimrende, og bedre end de andre modeller til sin egen store overraskelse. Inden længe ville hendes ansigt være ligeså kendt i magasiner som de andre modeller. Hun glædede sig! Hun havde fået sin første løn - havde selv bedt om at få det udbetalt tidligt - og hun havde derfor betalt lidt af for sine gæld, men også købt sig en telefon.

Hvad angik Lawrence så havde de tilbragt nogle nætter sammen, og kun set hinanden flygtigt på arbejde. Hun savnede ham så forfærdelig meget! En aftale om at de skulle tilbringe endnu en aften sammen om nogle dage var blevet lavet tidligere den torsdag, men ærligt havde hun været for rastløs til at kunne vente og var endte med at pakke en lille taske og smutte ud til ham. Køreturen var ikke vildt lang, og da hun omsider ankom til det store hus betalte hun taxachaufføren der kørte væk igen.

Af en eller anden grund så låste Lawrence sjældent hoveddøren, men at den var åben fortalte hende kun at manden endnu ikke var gået i seng. Hun åbnede derfor og trådte bare ind i det stille hus, og overvejede hvor han kunne befinde sig hende. "Lawrence?" kaldte hun ikke alt for højt mens hun lagde tasken fra sig på gulvet ved hoveddøren og gik længere inde i huset. Hun havde sat kursen mod hans kontor da synet af døren til kælderen der stod åben, fangede hendes blik. Hun rynkede brynene og satte kursen den vej. "Lawrence?" lød hendes stemme spørgende igen. Hendes armbånd raslede en smule som hun bevægede sig lydløst ned af trappen en smule tøvende. De havde endnu ikke været dernede siden han første gang havde taget hende dernede for at vise hende torturkammeret. Hvad mon han lavede dernede? 'Måske er det Ella' tænkte hun, nærmest håbefuldt. Hun sank en klump, det var sent.. Ella var formentlig taget hjem eller hvad hun nu gjorde. Lawrence var måske dernede for at få sig en dukkert! Det var nok det. Hvorfor hun var så nervøs anede hun ikke, men da hun stod for enden af trappen og så sig omkring, gik det hurtigt op for hende hvorfor. Døren til smertekammeret var åbent, og hun kunne høre lyde derinde fra. Med rynkede bryn nærmede hun sig tøvende den åbne dør, kun for at blive naglet til jorden ved synet der mødte hende. Lawrence, med en rødtop der kyssede ham.. eller forsøgte...de var smurt ind i blod og... virkede så.. hun anede det ikke. Et gisp havde dog sluppet hendes læber, og maven trak sig sammen i smerte. Wow det gjorde sgu ondt! Det var som at få en mavepuster lige så stedet!

Outfit

"April! Sæt dig!" sagde Lawrence med den dominerende stemme og slap hendes håndled og med det samme gjorde den unge pige præcist som Lawrence bad om: "Godt... Lad være med at se på mig" sagde han hårdt og straks kiggede den unge pige ned i jorden, meget mere end tyve år var hun nok ikke. Men Lawrence vidste at lige nu måtte han gøre tingene på den hårde måde hvis han skulle have hende til at stoppe dette, han måtte få fat i nogen for han anede ikke hvad han skulle stille op med hende.

Lawrence registerede ikke Cindy i døren med det samme, men kiggede til siden da det gik op for ham at en skikkelse kiggede på. Som han fik øje på hende stod han blot og kiggede i et par sekunder uden at sige noget: "Cindy? Hvad laver du her..?" sagde han overrasket og vidste ikke helt om han var glad eller en smule irriteret over omstændigerne, April sad stadig og turde ikke kigge op på ham og Lawrence var itvivl om hun græd.

Han vidste slet ikke hvad han skulle sige og var heller ikke sikker på hvad Cindy ville gøre. Han.. Kunne efterhånden som virkeligheden gik op for ham godt se at denne situation var fucked og som han åbnede munden og prøvede at tale, kom der ingenting ud. April kiggede hen i mod Cindy hvilket fik Lawrence til at kigge ned i mod den rødhårede kvinde. "HEY!" sagde han med en dominerende og advarende stemme, og med det samme kiggede April ned i jorden igen og Lawrence kiggede i mod Cindy.

Måden han talte til den unge kvinde der ikke så meget ældre ud end hun selv var, var skræmmende. Cinderella var et sted glad for at den dominerende og hårde tone ikke var brugt mod hende. Men han fik da stoppede tøsen og hun satte sig på hans kommando og undgik at se andre stedet end på gulvet. At hun ikke var blevet bemærkede tænkte hun ikke selv over, hendes puls var høj og hun var urolig, forvirrede, vred og fortvivlede. Hvad var det lige hun så på? En eller anden tøs der tog imod enhver af hans ordre, og så herinde. Det måtte næsten være en af hans tøser men... hun havde troede de havde noget sammen .. bare.. et eller andet. Hjertet sank i livet på hende, og hun bed sig i underlæben.

Hans blik blev brat vendt mod hende, og naglede hende til jorden. Hendes blik mødte hans, og selvom hun hørte hans spørgsmål så anede hun ikke helt hvad hun skulle svare. Det kunne være lige meget, hun fortrød i det hele taget at være kommet. Tøsen der sad for hans fødder vendte nu blikket mod hende, og Cinderella tog blikket fra ham og så mod tøsen hvor deres blikke mødtes et kort øjeblik inden Lawrence' stemme atter lød. Cinderella pressede læberne hårdt sammen, og så op mod ham igen kun for at ryste på hovedet. "Ikke noget, bare fortsæt" svarede hun en anelse sammenbidt inden hun bakkede og vendte om for at smutte. Hun havde intet at lave her alligevel. Tanken gjorde så ondt!

"Bliv siddende!" sagde Lawrence hidsigt i mod April der sad på gulvet, Lawrence havde haft April som submissive i næsten et halvt år før han havde afbrudt kontrakten da han mødte Cindy så den unge kvinde kendte hver eneste lille leg og kommando som Lawrence måske måtte give. Hun var aspara - ren aspara og det afspejlede sig i hendes skønhed. Lawrence gik ud af rummet da Cindy gik.

Han tog sin telefon op af lommen og ringede til Andrea: "Andrea... Vi har en krise i kælderen. Tag dig af den lige nu" sagde han blot og lagde så på uden at sige noget. Den eneste som kendte noget til det rum - udover Lawrence's tidligere assistenter naturligvis, var Andrea og Ella. Hvorfor det lige var to kvinder vidste Lawrence ikke, nok fordi at Lawrence og andre mænd ikke var en god idé. Så meget testoron gange to, var ikke altid en kombi.

Lawrence løb op af trappen som førte hen til kontoret: "Hey, Cindy! Vent" sagde han og greb fat omkring hendes håndled for at stoppe hende, han havde stadig blod på sin bare overkrop som formede en hånd der havde forsøgt at holde sig fast men som var gledet ud i højre side af hans mave og langsomt var udsmattet: "Det er ikke hvad det ser ud til..." sagde han og vidste godt det var verdens dummeste sætning.

Cinderella hørte ikke ordren han smed til tøsen, hun var allerede på vej væk og var nåede trappen som hun skyndte sig op ad alt i mens hun tænkte det vel ikke var underligt han havde fundet en tøs at lege med! Hun havde jo ikke just været spor villig omkring hans smertekammer, heldigvis! Alt det blod, det gav hende direkte kvalem og hvis han havde gjort skade på hende dernede... hvad ville han dog ikke have gjort ved hende? Tøsen havde grædt, men lystrede ham fordi hun ikke havde andet valg, det var Cinderella overbevist om.

Pludselig lukkede hans hånd sig om hendes håndled og han tvang hende til at stoppe. Hun havde end ikke hørt ham følge efter hende og det undrede hende at han i det hele taget havde gidet. Hun blev snurrede rundt, men rev armen til sig og bakkede nogle skridt for at lægge afstand mellem dem. Hendes ansigt afslørede tydeligt det hun følte, forvirring og svigt. hun følte sig ... forrådt!

Hans ord lød som en kliche, og hun fnøs "Nåh ikke? Du så ellers ganske tilpas ud i rollen som dominant!" svarede hun hårdt og spidst, at hun ubevidst havde hævede stemmen lagde hun knap mærke til. Hun var så vred! Og ked af det. "Men fair, jeg forstår det godt.. du behøver ikke komme med undskyldninger.." tilføjede hun og holdt hænderne afværgende op inden hun samlede sin taske op, ja hun havde tænkt sig at skride! Hun var for vred til andet.

Lawrence sukkede i frustration: "Cindy... Please lad mig lige forklare" sagde han og kiggede i mod hende, han anede ikke hvad hun troede men ligemeget hvad så vidste han udemærket godt at det ikke var en god ting hun troede om ham.

"Hun kom forbi, vi har ikke lavet noget jeg sværger.. Jeg har heller ikke tænkt mig at lave noget med hende... Hun er min tidligere submissive og..." han vidste slet ikke hvad han skulle sige for han havde det som om at ligemeget hvad han forklarede så virkede det bare overflødigt og underligt, han prøvede virkeligt at forstå hvad der foregik inde i hendes hoved og hvordan han kunne gøre det godt igen.

"Du kan selv spørge hende... Cindy jeg ville aldrig såre dig på denne her måde. Jeg troede slet ikke du kom forbi i aften, så havde jeg naturligvis sagt det til dig" sagde han blot go kunne godt mærke han rodede sig på dybt vand, men han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Snart kom Andrea gående tværs igennem rummet og kiggede kort imod Lawrence der nikkede og hun gik så ned i mod kælderen.

Hun havde ikke rigtigt lyst til at høre hans forklaringer for hun var overbevist om at det alt sammen ville såre hende mere og få hende til at få det mere elendigt end hun i øjeblikket følte sig. Hun burde ikke være kommet, og hun fortrød så inderligt at hun var dukkede op. Hellere blive ført bag lyset end at tage ham i det her og føle det hun nu følte. Hun kæmpede virkelig med følelserne, en hård og smertefuld kamp. At græde lå slet ikke til hende, men lige nu havde hun bare lyst til at bryde ud i gråd.

Trods det blev hun stående mens han rablede løs, hun hørte knap hvad han sagde. De havde ikke lavede noget? Bare det at se på ham sagde hende at de havde.. hvor kom blodet så fra? Tidligere sub? Endnu værre! Men hvad, den unge kvinde var virkelig flot... utrolig køn, og hun vidste instinktivt af hun var Aspara. Tanken fik det til at sitre i hende, og gråden samlede sig som en klump i hendes hals.

"... Men du har såret mig!" svarede hun og et hulk slap over hendes læber. Hun lagde hurtigt hånden for munden og fjernede blikket fra ham, forsøgte virkelig at tøjle sig men det var virkelig svært. Tårerne samlede sig i hendes øjne og som hun forsøgte at blinke dem væk, gled de ned over hendes kinder. "Bare.. gå ned til hende.. vi ses imorgen.." mumlede hun da hun havde fået nok styr på sig selv.

Lawrence rystede på hovedet: "Nej..." sagde han blot og kiggede i mod hende, han slap stadig ikke det håndled han havde taget fat i for at stoppe hende: "Jeg vil ikke lade dig gå... Ikke når du har det sådan her" sagde han og kiggede i mod hende, han ønskede ikke at hun gik ud og gjorde noget dumt og Lawrence vidste jo hvor sårbar at hun var.

"Hør... Jeg ville aldrig gøre dig ondt" sagde han blot og kiggede imod hende med et sårbart blik: "Jeg ville aldrig såre dig. Jeg sværger der er ikke sket noget. Hun kom og var helt ude af sig selv, hun må have lukket sig selv ind i rummet på en eller anden måde" sagde Lawrence blot, han forstod ikke at dette skete, hvordan kunne dette ske? For ham? For hende!

Han stod blot: "Please, bare... Bare bliv" sagde han og kiggede i mod hende, han var ligeglad med om hun ville stikke af senere, han ville gerne forklare sig. Hvis hun gik nu så.. Ja bare tanken, han ville ikke ane hvad han skulle gøre af sig selv: "Hvis du går nu ender du bare med at gøre noget dumt, og det gør jeg sikkert også. Please bliv og bare lige lyt på mig. Så kan du altid stikke af bagefter" sagde han og slap langsomt hendes håndled.

Han nægtede at slippe hende, og hun havde brug for den hånd så hun kunne ikke bare efterlade den eller skære den af selvom det var fristende bare at gøre det for at komme væk. Hun ønskede ikke at løbe sin vej, hun ville være her, sammen med ham, men han var.. og hun var... ja det var alt sammen forvirrende, en værre hovedpine.

Han forsøgte til stadighed at forklar sig, og hun lyttede kun halvt om halvt mens hun stadig kæmpede for at holde sig i ro. Det virkede ikke specielt godt, får flere tårer fulgte de første og hun snøftede svagt. Snart gav han dog slip, men det var ikke uden at understrege det hun selv havde tænkt et øjeblik.. nemlig at hun nok ville ende med at dumme sig på egen hånd så snart hun skred. At han så selv ikke ville have det meget bedre og ligeledes kunne gøre noget dumt.. det kunne hun til gengæld ikke klare. Blikket blev slået ned, og hun sank en klump. Hun lod tasken dumpe ned på gulvet igen, det var vel tegn nok til at hun ikke havde i sinde at skride.

Hun flyttede sig dog ikke, og ikke et ord slap hendes læber. At omfavne ham og begrave sig i ham kunne være så rart, men ikke tale om at hun ville røre ved ham når han var dækkede af blod! Desuden, hun var relativt skræmt af denne flotte mand som hun ellers forgudede! Alt blodet, hans tone, hårdhed og dominerende ord til sub-tøsen.

Da hun satte tasken på jorden åndede han lettet op, phew. Okay måske der var en chance for at de kunne snakke inden noget gik galt: "Kom med ind i stuen" sagde han roligt og gik så ind i mod stuen, han havde brug for at trække vejret og lige sidde. Han greb en t-shirt der hang over stolen på kontoret og iførte sig den, lige nu var alt bedre end stregen af blod over hans krop, han skulle i bad og vaske sig, men lige nu havde han et punkt på dagsordenen der var lidt vigtigere.

Han satte sig roligt i sofaen og trak hende let ned så hun også sad i den bare i den modsatte ende af ham: "Hør.. Hun kom forbi, jeg.. Hun.." han var lige nu meget irriteret over hans mangel på ord og kørte en hånd igennem sit hår: "Jeg tilbød hende at blive, hun er ikke rask. Hun fandt rummet og for fanden... Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre" sagde han roligt og kiggede i mod hende.

"Jeg ville aldrig gøre dig ondt, aldrig..." sagde han blot: "Vi har ikke lavet noget..." sagde han blot, altså de havde jo lavet noget men det var jo efterhånden et par måneder siden og det var slut imellem de to: "Hvad kan jeg gøre for at få dig til at tro på mig?" spurgte han og tog fat omkring hendes hånd ikke sikker på om hun ville afvise ham, han ville ikke gøre hende ondt og han ville for alt i verden ikke såre hende.

Hun fulgte avst med ind i stuen uden at røre ved ham men han tvang hende rimelig meget ned at sidde og dog holdt hun sig på den ene side af sofaen så langt fra ham som muligt. Han fik da i det mindste en T-shirt på, hvor så han dog godt ud.. selvom hun var vred og ked af det så kunne hun ikke løbe fra at han så skøn ud.

Igen forsøgte han at forklare, og hun lod ham prøve dog uden at bryde ind eller prøve at tale ham fra at sige noget. Hans forklaringer synes at flyde forbi som betød de intet, og hun knap forstod de.

Hun vendte blikket op mod ham som han forsøgte at sige at han ikke havde i sinde at såre hende og slet ikke havde haft det til hensigt til at starte med. Hun rynkede på næsen og som han tog hendes hånd så hun ned mod deres hænder uden at gøre noget eller reagere på hans berøring. Hun følte sig underligt tom inden i, selv tårerne var forsvundet. "Lad mig tale med hende" svarede hun da han spurgte hvordan hun kunne tro på ham. Hvorfor hun pludselig ville det anede hun ikke, men det var ikke desto mindre det hun bad om.

Lawrence kiggede roligt på hende, og som hun pludseligt sagde at hun ønskede at tale med April blev hans øjne store og han stirrede i mod hende: "Du... Vil tale med hende?" sagde han en smule nervøst, ikke sikker på om April var særlig klog at tale med, hun kunne jo lyve om alverdens ting og hun ville sikkert også overdrive.

Lawrence endte dog alligevel med at nikke, hvis det var hvad hun ville så... Måtte det vel være sådan. Han rejste sig roligt og nikkede som hen hentydning til at hun skulle følge med, som han kom ud på gangen så han Andrea komme gående ned i mod ham: "Hvor er hun?" spurgte Lawrence roligt, og Andrea kiggede alvorligt i mod ham: "Hun sidder ude i køkkenet, jeg køre hende afsted til Doctor Landon lige om lidt, jeg skal lige ringe til ham" sagde Andrea, Lawrence nikkede blot og Andrea fortsatte ned af gangen.

Lawrence gik i mod køkkenet og kiggede derud, April sad ved bordet og prøvede at få styr på sine tåre, med en ispose holdt oppe til det sted på hendes hoved der blødte: "Værsgo" sagde Lawrence blot som en hentydning til at Cindy bare kunne gå ind.

Til hendes store overraskelse gik han med til det, hun rejste sig op og fulgte med hvor de undervejs mødte Andrea. Cinderella forsøgte at aflæse hendes udtryk, men uden held. Dr. Landon? En læge, hvilke slags læge mon han var. Havde Lawrence skadet hende så meget at hun havde brug for en læge? Cinderella greb sig i at have medlidenhed med tøsen. Snart var de nåede køkkenet, og Cinderella stoppede op, tøvede et øjeblik inden hun gik ind. Blikket hvilede på den unge kvinde som hun nu betragtede forsigtigt, nærmest bange for at tøsen ville springe op og overfalde hende. Hun så ikke for godt ud.

Hun nåede hen til bordet hvor pigen sad, og tøsen vendte blikket mod hende. "Lad mig.." sagde hun en anelse tøvende og rakte hånden ud mod pigen. Den anden tøvede tydeligvis, men lod hende flytte posen med is hvor Cinderella forsigtig healede såret uden en lyd. Hun rynkede brynene da hun tog hånden til sig, og så forbløffelse i pigens blik. "Kan du lade os alene?" spurgte hun Lawrence uden at vende sig mod ham. Hun behøvede ham ikke til at stå og hænge over dem.

Lawrence stod blot i døren og April kiggede kort hen i mod ham som Cindy langsomt havde healet hende. Lawrence nikkede blot, dog en smule modvilligt: "Jeg smutter i bad så..." sagde han blot, han kunne jo lige så godt bruge tiden på et eller andet fornuftigt nu hvor han skulle vente - og han havde virkeligt hårdt brug for et bad. han kunne også godt mærke at han snart havde brug for søvn, men han vidste at det ikke var en god idé lige nu, han ville jo heller ikke kunne sove alligevel.

***

April kiggede i mod Cindy, men sagde absolut ingenting. Hun følte sig stadig meget forslået og havde en smule hovedpine, men afventede blot og var tydeligt ret så nervøs ved hele situationen.

April anede jo ikke hvem den kvinde var. Anede ikke om hun var psykolog, fra politiet eller om det var endnu en af Lawrence's assistenter. Hun havde ingen idé og derfor turde hun ikke sige noget, desuden anede hun heller ikke rigtigt hvad hun skulle sige.

Cinderella satte sig ned ved bordet og så opmærksomt på den forskræmte unge kvinde. Hun var så ung, og så køn. Brynene blev rynkede og Cindy kvalte et suk "Hvad hedder du?" spurgte hun. Det føltes som et sikkert spørgsmål at stille, venligt, imødekommende, beroligende og bare... naturligt. "Mit navn er Cinderella.." skyndte hun sig at tilføje en anelse nervøst. Hun anede end ikke hvorfor hun selv havde villet møde hende. Hun havde ikke rigtigt lyst til at møde hende. Denne unge forslåede kvinde havde lige gennemgået den tortur som Cinderella sådan forsøgte at undgå. Bare det at se på hende gjorde hende rimelig sikker på at hun aldrig skulle i kælderen. Han er jo sindssyg!, tanken var ubehagelig men den var der ikke desto mindre.

"Hvorfor er du her?" spurgte hun efterfølgende usikkert. Hun var så nervøs, selvom hun måske ikke burde være det. April var den af de to der havde det værst, hun var lige blevet udsat for Lawrence trods alt og af en eller anden grund så Cinderella hende som offeret selvom Lawrence havde forsikrede hende om at der for det første intet var sket, og for det andet at tøsen selv var dukkede op.

April kiggede roligt op på den fremmede kvinde, hun havde lyst til at spørge indtil hvem hun var men lige nu var hendes overskud slet ikke til det, hun kunne knapt overskue hvem hun selv var - så det var svært at overskue hvem andre mennesker var: "April McBeth" sagde April roligt og kiggede i mod den unge kvinde som stod foran hende, hun var utroligt smuk.

"Jeg kom bare forbi... Det er jo Torsdag" forklarede April og forsøgte sig med et lille smil som hun kiggede i mod denne mørkhårede kvinde: "Jeg ser altid Mr. Watson om Torsdagen" sagde hun blot, faktisk var det ikke helt sand, for hun plejede at se ham om Torsdagen men inde i April's hoved.. Så så hun ham, hun ville gerne se ham: "Hvad laver du her?" spurgte hun igen og snøftede.

De så hinanden hver torsdag? Cinderella blev bleg alene ved tanken og slog blikket væk. Okay, en løgn.. han havde løjede for hende! "Det vidste jeg ikke, du var her ikke sidste torsdag.." mumlede hun og vendte blikket mod pigen. Egentlig havde Cinderella heller ikke været der den forgående torsdag men hun ville gerne finde ud af om denne tøs løj inden hun beskyldte Lawrence for alt muligt. Hun virkede som en sød pige, men Cinderella var blevet snydt rigeligt i sit liv.

"Jeg arbejder for Lawrence.. jeg mener Mr. Watson.." svarede hun blot. Det var trods alt ikke løgn, men det var heller ikke hele sandheden. Mere behøvede hun vel ikke vide. "Hvis han gøre skade på dig, hvorfor forsvinder du ikke bare" pigen var tydeligvis ulykkelig, og Cinderella gik udefra det var fordi Lawrence var voldelig ved hende.

April kiggede roligt i mod hende og rystede så på hovedet inden tåre igen fløj ned af hendes kinder: "Nej det er også mange Torsdage siden jeg har været her sidst" sagde hun blot og kiggede så op på den unge kvinde, Lawrence havde sagt hun ikke skulle komme mere og bare tanken var ved at slå hende i jorden, for hun havde brug for ham - det var hun sikker på at hun havde.

"Er.. Du ikke kvinden der sang den aften?" spurgte April roligt og mente pludseligt at genkende hende fra forretningsmødet på resturenten: "Fordi jeg gerne vil have han gør skade på mig" sagde hun og rynkede på panden, okay denne unge kvinde var tydeligt ikke inde i samme branche.

"Men hvis du ikke kender ham personligt vil du nok ikke forstå det" sagde April roligt, hvis denne kvinde blot arbejdede for ham ville hun intet kende til disse sider af ham.

Cinderella åndede nærmest lettet op ved hendes svar. Okay, så havde han da talt sandt! Hun rynkede dog snart brynene igen, pigen så helt knust ud.. fortabt.. akkurat som Cinderella følte sig i øjeblikket. Det var Watson effekten, den effekt det havde på en når man blev knust og forladt af den meget smukke og dog følelsesforvirrede mand.

Ved Aprils ord omkring hendes sang den aften på restauranten gik det op for Cinderella hvorfor hun så bekendt ud. Hun havde været der! Hun gloede chokeret et langt øjeblik men nikkede stille og forsigtigt. Det kunne hun trods alt ikke løbe fra.
Tøsen fortsatte og igen var Cinderella forvirret. Okay, så hun ønskede at Lawrence gjorde skade på hende, men var ked af over at det var stoppede. Eller, det var hvad hun forstod i øjeblikket. April fortsatte, og Cinderella pressede læberne sammen og undgik at kommenter på det ved at sige at hun den måde de kneppede på var anderledes! "Hvad er det så du vil af ham nu?" spurgte Cinderella i stedet for. Hun kunne ikke få ham, han var hendes så det kunne hun ligeså godt opgive.

"At han tager mig tilbage" sagde hun blot og kiggede i mod Cindy, hun havde brug for ham. Hun havde brug for smerten: "Han har brug for det og det har jeg også. Jeg fatter ikke hvordan han kunne stoppe det bare sådan" sagde hun blot og kiggede i mod Cindy. Hun var uden tvivl en flot pige og det overraskede hende ikke at Lawrence havde valgt en type som hende i sin lejlighed.

"Jeg kan tilfredstille ham bedre end nogen anden!" sagde hun en smule stålfast, hun vidste bare at han måtte asvne hende og hun forstod slet ikke hvordan han bare kunne efterlade hende - rygterne sagde jo at han ikke engang havde fundet en ny submissiv! Hvordan kunne han dog leve uden? Ja hun forstod det på ingen måde.

"Desuden så vil han gerne have mig tilbage, jeg kunne mærke det... I rummet" sagde hun blot og kunne ikke lade være med at komme med et genert smil.

Cinderella rejste sig brat op ved al den hun sagde. Han havde ikke brug for det! Det vidste hun, de gange de to havde været sammen.. han havde ikke. Hun kvalte et suk. Hvem prøvede hun dog at narre, April havde ret. Lawrence havde brug for det, hun kunne mærke hans rastløshed, og hun vidste at han ofte havde lyst til at trække hende med ned i kælderen. Han havde dog respekteret hendes grænser og forsøgt med småting som sikkert ikke var nok.

Blikket vendte hun mod April, en anelse rådvild inden hun bed sig i underlæben. Han var vel bedre tjent uden, det vidste hun. Hvis hun bakkede nu, ville han have det liv han ønskede. Hun skulle nok klare sig, det ville blive hårdt men ikke umuligt. Hun måtte vise ham at hun kunne stå på egne ben så han kunne give slip og finde det liv han ønskede.

"Du har nok ret" svarede hun blot dæmpede og smilede prøvende til April inden hun vendte om og smuttede ud af køkkenet. Hendes taske var hvor hun havde efterladt den, hastigt samlede hun dem op, inden hun fandt hoveddøren og forlod huset. Hun måtte gå ud til vejen, og fangede en taxa som kørte hende hjem.