Hunting Champagne.

#ASchristmasparty



Frankrig - Di Morga - Terre - Titan Fall
Det var det femtende fucking gab indenfor de sidste 60 sekunder. Og hver gang føltes det som om, at hans kæbe gik ad led. Af og til bildte han sig endda ind, at han kunne mærke det hele knække, når han lukkede sin mund igen. Han forsøgte altid at holde lyden til at minimum. En lille ting, han nu en gang havde taget fra sin mors fantastiske opdragelse. Lige som ikke at smaske eller tale med - for meget - mad i munden. Der var selvfølgelig også alle dem, som han ikke havde taget alt for tæt indtil sig. Han slæbte stadig sine skridt efter sig og sled sine sko op på absolut ingen tid. Og han gik stadig forfærdelig ranglet på grund af sit desperate brug for at have hænderne i lommen. Der gik ikke længe, før han fik taget brillerne af for så at bruge den frie hånd til at gnide øjnene og få klemt god til omkring næseryggen. For så at placere brillerne tilbage. Han var træt. Han var alt for træt til at kunne lave noget som helst arbejde. Klokken var lort, men han turde næsten ikke se på det nærmeste ur, som alligevel enten var dækket af forbandede dokumenter eller var faldet ned på gulvet fordi, skrivebordet var fyldt med de forbandede dokumenter! Han sukkede opgivende og for at berolige sig selv lidt mere. Det var stressende. Men han kunne ikke gøre andet end, at gøre sit liv alt for travlt til at tænke på andre unødvendige ting. At have noget at lave hele tiden, tvang ham væk fra at huske, hvad der var sket. Hvor længe siden havde det lige været? To måneder? Fuck! Han kunne bare ikke komme sig over det. Hvorfor provokerede det ham så meget? Det var som om en torn sad sat imellem hans ribben. En torn fra et usselt mandfolk. Frustreret slap han alt, hvad han havde i hænderne og kastede sig tilbage mod den behagelige kontorstols ryglæn og kørte med det samme begge sine hænder igennem det nok ganske fedtede hår. Et bad kunne gøre godt. Og kaffe lød mindst lige så appellerende.

David nåede knap nok ud af døren til sit kontor, før han fornemmede den første form for kaos i bygningen. Hans hørelse var måske ikke den bedste, når man mindede ham om, hvordan hans ene øre ikke længere virkede optimalt, men han syntes nu stadig at kunne høre mumlende stemmer fra etagen under sig. Det var ingen overraskelse, at det fangede hans opmærksomhed. Man ville nok tro at der var en masse postyr i sådan et sted som Titan Fall - fyldt med temperamentsfulde varulve og sådan - men det forblev nu ganske alment. Egentlig var det kun trangen til kaffe, som trak ham videre hen til trapperne, men forvirringen var nu også med til det. Han måtte dog lige tage et øjeblik i blank space, da han nåede til trappen og fik set ned i den store entré. Tog sin tid til bare at stirre.
Diana stod i hendes typiske gammelkone natkjole med blonder - lige det han havde lyst til at se - og sammen med Sofia, som også så ud til at komme direkte var hendes trygge seng, stod se og gloede ud igennem hoveddøren, som stod på vidt gab. Han fik lige at se, hvordan Claus spænede udenfor i nattens kulde. Det var, hvad der blev råbt, der fik David til at komme i bevægelse igen. ”Hvad laver du her!?” Der lå en direkte bekymring i den mandlige stemme, som på en måde virkede mærkværdigt. Det var en mærkværdig bekymring. Han begyndte så småt at gå ned ad trappen igen. Den første der opdagede ham, var Klaire. Og hun så ikke specielt glad ud. Mere nervøs. Hvad var der at være nervøs over?
”Hey! Hvad foregår der? It’s shit late.” Alle gispede og vendte deres blikke mod den smadrede alfa. Spændingen steg. Og det blev mere og mere ubehageligt at bare være til stede. Ingen sagde noget til at starte med. Stoppede ham nu ikke for at fortsætte ned mod dem. Det var først omkring ved de sidste syv trin, at der kom en form for reaktion. Det var Klaire. Hun var tættest på. Og underligt nok kom hun hen og stillede sig foran ham. Hænderne oppe for at stoppe ham. Hun blokerede hans vej. Det vidste han med det samme, at han så angsten i hendes øjne. ”Det er ikke noget. Bare.. gå tilbage til dit arbejde.” Hendes stemme rystede, gjorde den ikke?
”Hvorfor skulle jeg ikke være her? Jeg bor her squ stadigvæk!”
Den nye stemme tændte noget inde i ham. Klikkede kontakten. Men da noget tændte slukkede alt andet. Fornuften. Den svage tilgivelse og accept, han nu ellers havde forestillet sig at give denne punkfyr. Han hørte ikke engang efter, hvad de andre sagde. Han så dem ikke længere. Pludselig skubbede han bare den stakkels lyshårede pige af vejen uden at tænke på, hvor hårdt han nu gjorde det. Han trampede direkte mod døren. Så kortvarigt Dianas råbende ansigt. Ignorerede det. Han stødte ind i Claus udenfor. Han forsøgte at holde engel i skak. Råbte ligeledes uden at nogen lyd blev opfanget. Og David fik blot vrisset ham af. Og så så han ham. James. Den idiot, der havde ødelagt selv noget så hjerteligt som julen. Ham der ikke kunne holde sine forpulede løgne for sig selv. Ham der havde flygtet i skræk for konsekvenserne. Man kunne se hvordan hans håb om at have viet sikkert uden om dem, bristede det samme øjeblik han så den knurrende ulvemand komme brasende mod ham.

Det første slag var fantastisk. Det andet var bedre. De knyttede næver ramte gang på gang direkte i fjæset på James. Og det samme øjeblik han faldt mod jorden var David over ham. En hånd tog hårdt fat i kraven, mens den anden brutalt slog og slog gentagende gang. Han var ligeglad med, at han gik blod på sine hænder. Det ville blot give ham endnu mere bevis på, at han fik udsat sit flokmedlem for hans straf.
”OG DU KALDER DIG SELV ET MEDLEM AF FLOKKEN!! ET MEDLEM AF AMBER SKY!” David kunne mærke et par kraftfulde hænder omkring sig lige inden han blev tvunget væk fra den allerede noget forslåede unge mand, der lå og rodede rundt i vejgruset.
”David, stop!”
”SLIP MIG!!!” Han vred sig for at komme fri. Han vidste ikke engang hvem det var, der holdt ham. Kun at han var hundred på at det ikke var Klaire, eftersom han kunne høre hendes irriterende skrig i baggrunden. ”HAN ER EN DØD MAND!!” Vreden blussede i David. Og det blev ikke bedre af at James begyndte at svare igen, selvom det tydeligvis gjorde ondt.
”DU DRÆBTE VOKTOR!!”
”JA! JEG DRÆBTE HAM! HVORFOR SKULLE HUN SÅ BLANDES IND I DER HER!!? TELL ME!!” Med ét kom David fri igen. Og atter var han hen over James. Gav ham ikke den eneste chance for at komme med et svar. Dog var han heldigvis på vej ned igen. Slagene var knap så hårdere længere. Og han var forpustet. Og til sidst trak han ham blot helt op til sit ansigt og stirrede ham olmt ind i øjnene. ”Hvor er hun? You better fucking tell me or I’m gonna cack your skull..”
“Chaumont! In Champagne!”
Og så holdt David. Han kastede en sidste gang James ned mod jorden, inden han rejste sig op igen. Han tog et par skridt væk fra ham, men stirrede stadig på ham. ”You better value your place in the pack and your life a whole lot more. If you so much as drop a toothpick on the wrong side of the line I will personally end you.” Hans stemme var blevet en del lavere, men den hårde og seriøse tone lå der stadig. Han fnyste fornærmet inden han drejede omkring og marcherede mod hoveddøren igen. ”Get him the fuck out of my sight...!” afsluttede han, som han passerede Claus, der så noget forskrækket ud. Og skuffet. Men det tog David sig ikke af. Han havde alt andet oppe i hovedet. Planerne for denne nat havde ændret sig.

Den kolde luft slog hårdt imod de varme kinder, som var blusset op af vreden som der rumsterede inde i hende. Fuck! Men før at hun nåede at vænne tilbage, var hun lige ved at banke ind i en velkendt figur. ’’James?’’ de brune øjne kortvarigt fanget af forvirring kigget på ulve manden foran hende, der kastede hende et halvhjertet smil og hurtigt forklarede hans situation.

Verden flød hurtigt forbi ude foran togets store panorama vinduer, hvordan at James havde fået skaffet billetter anede hun ikke og hvorfor hun i det hele taget rejste med ham, vidste hun hellere ikke. Det eneste der løb igennem hendes hoved, det eneste hun så, var David. Vreden var forduftet og i stedet sorgen nu overtaget, igen strejfede tankerne omkring hvad hun havde gang i, hende. Hvor efter den varme sensation af en enkelt tåre der gled ned af hendes kind. Hun mærkede en varm arm der lagde sig rundt omkring hendes skuldre og trak hende ind til en brystkasse der duftede stærkt af røg. Hendes første tanke var at vride sig væk fra James, men udmattelsen overtog hende, hvilket kun efterlod den ellers så stærke pige som aldrig viste sine følelser til nogen, at bryde sammen. Tårende strømmede ned af de æble formede kinder, ind til at hun måtte være faldet i søvn.

’’Hvad fuck snakker du om!?’’ en kvindelig stemme brød stilheden mellem to ulve, der havde stået i længere tid og stirret på hinanden, hvordan kunne han? Det havde aftalt at hun skulle opsøge sin mor og pludselig så ville han ikke længere. Hun havde så længe troet at hun havde hørt til i det forfærdelige hjem, til pludselig at finde ud af at hun slet ikke var i familie med den hæslige kvinde, men at hun faktisk, muligvis havde en mor derude som der ville elske hende, som ville være der for hende. Og nu ville manden pludselig have de skullet tage tilbage til Di Morga. Han måtte have spist søm, hun skulle aldrig nogen sinde tilbage! Aldrig!
Det næste som skete, kom lidt lige som et chok, hun mærkede hvordan at han pressede hende op af væggen, grebet omkring hendes håndled fik ansigtet til at skære i en grimasse af smerte. Hvad havde han gang i? Men vreden i James øjne var ikke til at tage fejl af, hvad fanden gik der af ham? Fuldstændig i chok, mærkede hun så de våde læber der blev presset imod hendes. Hvad, Fuck, HVAD!? Med en styrke som hun ikke vidste besad fik hun skubbet manden væk fra sig. ’’SKRID!’’ efter denne advarsels blev det nærmeste objekt smidt efter ham, som i dette tilfælde var en vase. ’’ALDRIG. RØR. MIG. IGEN!!!’’ vreden var tydelig at spore i den unge ulve piges stemme.

’’ Queenie..’’ hendes mors skrøbelige stemme, da Quin stod foran hende og havde fortalte hvem hun var. Derefter følelsen af nogle varme arme der trak hende ind, i et kraftfuldt kram. Duften af lavendel ramte Quins næsebor, tasken hun havde haft over den ene skulder blev smidt på jorden, hvor efter hun krammede sin mor tilbage. En følelse af lykke som hun aldrig nogen sinde havde følt før, bredte sig i hendes brystkasse.

’’Quinn!’’ hendes mor stemme lød fra køkkenet ’’mmmh’’ var det eneste som hun kunne svare tilbage, halv døsende i solen, med hendes notes bog ved siden af hende. ’’Quinn?’’ denne gang var stemmen lige ved hendes side, sammen med en skygge som blokerede for solens varme. Et øje blev åbnet halvt, mens hun kiggede døsigt på sin mor. ’’Kunne du tænke dig noget lemonade?’’ Quin fik fremskaffet et smil og nikkede, hun havde været her omkring tre uger nu og hendes mor havde ikke andet end at forkæle hende. Det var intet mindre end fantastisk. Selvom at hun lige så stille var begyndt at savne hendes hjem, menneskerne ved Sky Fall, eller, måske mere en bestemt person?

Huset som hun havde fundet hendes mor i, var et lille sødt land hus. Stråtag, flot for have som bag have. Man lagde hurtigt mærke til at det var en kvinde som brugte størst delen af tiden på at sørger for at haven var i perfekt stand. Huset var i to plan, men anden sal var der så lavt til løftet, at Quin havde døbt det landet for gnomer. Til dette havde hendes mor grint, mens hun havde sat en ny omgang med boller ind i ovnen. Endnu en del som hun elskede ved huset, der duftede næsten altid af hjemmebag. Det eneste der manglede, var bare små børn som der løb rundt i haven. Men i stedet? Så var der en næsten opvokset kvinde, der lå i en liggestol, og slikkede alt den sol hun kunne komme i nærheden af. Mens hun blev opvartet af sin mor, som var det morens professionelle job.

Claus havde fået de sidste informationer ud af James, mens David havde haft travlt med at pakke og planlægge den meget spontane rejse væk. Han havde egentlig ikke forladt Di Morga siden, han var ankommet. Han var trods alt blevet sendt tilbage på jorden i den del af verdenen og ikke et eller andet sted. Så der måtte have været en grund til det. Men nu kunne han ikke bare blive siddende på hans røv. Der var opstået et tydeligt problem, og han kunne ikke bare sidde og vente på, at det låste sig selv. Det gik ham for meget på. Solen havde knap nok stået op, da han havde været ude af døren og fået sat kursen mod togstationen, hvor han var sprunget på det første tog væk. Eller rettere - mod Champagne. Endnu en by med et åndssvagt navn.

”Fuck!” udbrød han, da skoldende kaffe valgte at kærtegne hans overkrop. Med det samme fik han rettet papkoppen ordentligt op og stod et øjeblik og så ned af sig selv, træk lidt ud i den grå T-shirt der havde fået et par fine nye kaffe pletter. Og han havde lige skiftet til en ren bluse blot få timer siden. Han blev ved med at svovle over sin uopmærksomhed og havde en enorm lyst til at kyle den resterende kaffe efter den næste cykel der passerede ham. Også selvom det ikke var andres skyld end ham selv. Han var stadig ret træt. Det kunne ses på ham. Det kunne godt være, at han var kommet i bad og kommet i noget frisk tøj siden han havde forladt Titan Fall, og det kunne godt ske at hans hår for en gangs skyld ikke lignede noget, en kat havde angrebet, men der var tydelige rander under hans brune øjne. Heldigvis hjalp brillerne med at formindske synligheden af dem.
Han sukkede højlydt. Det var så typisk. Han havde endelig taget sig sammen til at få gjort noget ved sin plan og så skulle verdenen også demotivere ham yderligere. Men nu var han alligevel tættere på huset, som han søgte, end han var på sit eget hotel. Han var egentlig kommet væk langt ud af selve byen. Han kunne virkelig mærke idyllen. Og det var ganske behageligt. Hans skuldre havde endda faldet en smule mere ned. Han tog kaffekoppen over i den anden hånd og rystede den forrige fri fra det meste af spildt kaffe inden han bare tørrede det af i blusen. Den var allerede ødelagt. Der var ikke noget han kunne gøre ved det. Han var bare dømt til at skabe det værste indtryk hos alle han skulle møde på hans vej. Han fik rettet på brillerne og da koppen kom tilbage i den dominerende hånd igen, satte han atter i gang i sine ben og fortsatte ned ad vejen. Tog en tår, kiggede omkring - søgende. Hvilket nummer var det nu?
Der!
Han blev nød til at stoppe op et øjeblik og bare stirre på huset. Det var langt fra lige som et hjem, som han huskede det. Men nu havde han også levet i en tid, hvor betonklodser var det helt store, så for ham var dette hus med stråtag som at gå utrolig langt tilbage i tiden. Han havde aldrig rigtig forestillet sig, at Quin ville have vokset op i sådan et hus. Godt nok havde hun aldrig vokset op der. Det burde han huske sig selv på. Det lignede bare ikke hende. Det var underligt. Måske havde han gået forkert? Han så videre ned ad gaden, men endte alligevel med at blive stående. Det var denne adresse James havde kommet op med. Og et sted troede David ikke, at han ville have løjet. Ikke i den tilstand han havde været i. Der var kun en måde at finde ud af det på.
Han tog den sidste sjat af kaffe og smed papkoppen ud i den nærmeste skraldespand - en af de store grønne - og så marcherede han op mod hovedøren. Og inden han kunne nå at flygte igen ringede han op. For derefter at banke på. Man kunne aldrig være sikker på at ringeklokken virkede optimalt. Lige meget hvad, så var han blevet hørt, for der gik ikke længe, før an hørte skridt indefra, hvorefter døren blev åbnet. Noget der fik hjertet til at presse sig op i halsen.
Det var som et se en ældre udgave af Quin. Eller det var nok kun på grund af kvindens øjne. Det var de samme som Quins. Samme farve, samme form, samme dybde og samme blik. ”Hey.” Hurtigt fik han trukket sig tilbage til virkeligheden og blev lige nød til at rømme sig for at kunne få ordene frem. Hey? Ikke noget med Goddag. Hvad var han? En uforskammet møgunge? ”Bor der - by any chance - en Quin Hacket her?” spurgte han en smule akavet. Han havde slet ikke planlagt, hvad han skulle sige. ”Jeg er David, en… ven fra Di Morga.”

Quin sukkede i velbehag, mens hun med lukkede øjne nød hvordan at solen varmede hendes krop hele vejen igennem. Ikke fordi at hun havde brug for at blive opvarmet, grundet hendes varulve blod. Men der var nu alligevel et eller andet ved solen, som føltes som blev hun behandlet for alle de ting som er var sket igennem hendes liv. Da hun endelig havde fundet sin mor, fået at vide hvad der var sket, hvorfor at hun var endt hos kvinden der havde ladet som om hun var hendes mor i flere år. Det havde været som om flere ton var blevet løftet fra hendes hjerte, at de drømme hun havde haft omkring at hun en dag ville finde sin rigtige familie var kommet til virkelighed. Eller halvdelen af dem, hun manglede stadig at finde hendes rigtige far, men det skulle ikke vise sig at være særlig besværligt, da han under omstændighederne stadig burde leve i Di Morga, hvor han skulle være en af de højere politibetjente.

Lyden fra ringeklokken, gled igennem den ellers så stille formiddag, hvem kunne det være? Hun havde været her et par uger nu, endnu havde hun at opleve at hendes mor fik besøg, ud over, hvilket hun stadig fandt mærkeligt, manden der kom med mælk. Eller postbuddet, men posten kom først senere og mælken var blevet leveret. Så hvem kunne det så være? I et kort øjeblik overvejede hun at rejse sig fra hendes lille paradis, men den dovne krop overtog nysgerrigheden, hvilket resulterede i at hun blev liggende i solstolen.

Moderen havde lige taget den kolde kande ud af køleskabet, som indeholdt en let gennemsigtig farve, da hun hørte ringeklokken efterfulgt af nogen der bankede på døren. ’’Kommer!’’ råbte hun på flydende fransk, inden hun satte kanden på træbordet, for derefter at tage de nybagte boller ud af ovnen så de ikke brændte på. Hun tørrede kort hænderne i forklædet, inden hun skyndte sig fra køkkenet, som var i åbenplan med resten af spise- og tv stuen. Dog adskilt med halve vægge og træ stolper. Alt var i meget rustik stil, med meget hvid malede vægge. Dog lagde man hurtig mærke til de lidt sjove, mærkelige ting som der tyde på at kvinden der boede i huset elskede at være kreativ med at sy, hækle, male, alt hvad der egentlig var af kreativt perspektiv for at give hendes hjem et mere personligt præg. Hun åbnede døren ud til entreen, som var relativt lille, derfra førte trappen op til første etage desuden var døren ud til badeværelse også i gangen. Quins mor, låste hurtigt op for den gamle rustikke træ dør, hvor hendes øjne lagde sig på en yngre mand der stod foran hende. Hun kunne ikke andet end at smile af ham, da det virkede som om den unge herre var en smule nervøs, dog havde hun aldrig set ham før og mente ikke at han var fra nabolaget. ’’Hey’’ sagde hun med en varm og venlig stemme, men da han forklarede at han ledte efter Quin og hvem han var, spredte der sig et endnu større varmhjertet smil på den ældre kvindes læber. ’’AH! David, ja, den berømte David..’’ hun blinkede til ham og flyttede sig fra døråbningen så han kunne komme ind ’’Kom ind, kom ind.. Du må undskylde at min datter har forvoldt dig så mange problemer, hun fortalte mig.. dele af historien, hun er desværre lige som hendes far, meget hurtig til at drage til konklusioner, samt det forfærdelige temperament..’’ hun lukkede døren efter ham, da han var gået ind i entreen, hvor efter hun gik fra entreen ind i stuen og tilbage i køkkenet ’’Lemonade David?’’ hun smilede igen til ham, hvor efter hun råbte ud til datteren der sikkert stadig lå ude i havnen.

Quin gryntede irriterede over at hendes mor kaldte hende ind i huset, hun magtede ikke at skulle hilse og være venlig over for nogen af hendes mors bekendte. Men hun følte hellere ikke rigtig, hun kunne tillade sig ikke at sige hej. Så efter nogle minutters diskussion i hendes eget hoved over at rejse sig, fik hun endelig sin krop op fra stolen. Hun kørte hendes slanke fingre igennem hendes lange brune hår, som der var begyndt at få en del lyse striber, grundet alt det sol det havde fået. Hendes hænder begravede sig i lommerne på de korte shorts, hun kiggede kort ned af sig selv. Iført en koks grå posede tangtop som var puttede ned i de hullede jeans shorts og klipklappere, var hun ikke just præsentabel overfor gæster. Oh well, this had to do.
’’Hvad kan jeg hjælpe med?’’ det var tydelig at høre, for folk der kendte hende før at hun var taget ud for at finde hendes mor, at hendes stemme var blevet meget mere imødekommende, næsten venlig og let. Med et smil der pludselig kom lettere for hende, og en glød som hun nok aldrig før havde haft, driftede hendes nysgerrigt hen imod gæsten. Dog var øjnene ved at falde ud af hendes hoved da hun så hvem det var, med munden halvt åben var det som om at hendes mund pludselig var blevet til sand. ’’David..’’ fik hun endelig fremstammet, før nogen af dem fik lov til at sige meget, var hun hurtigt henne og greb rundt omkring hans håndled, for derefter at hive ham med ud i haven. ’’jeg låner lige vores gæst mor!’’ et turmult af tanker væltede rundt i hendes hoved, mens at hun fik hævet dem ud i den frodige have, gemt væk fra hendes mors leende øjne. Vente hun sig endelig imod David, alle de dage, uger hun havde gået og været sur på ham, de mange gange hvor hun havde spillet i hendes hoved, hvordan hun ville råbe af ham, slå på ham og aldrig nogen sinde ville tilgive ham. De forsvandt som dug for solen, i stedet, kastede hun sig imod ham, armene omkring hans nakke ’’Undskyld’’ grådkvalt, mens hun tvang sig selv til ikke at græd, begravede hun sit ansigt i hans skulder. Fuldstændig ligeglad med om han ville kramme hende tilbage, skubbe hende væk, eller begynde at råbe af hende. Hun var bare, så glad for at se ham.

AH! David, ja, den berømte David..
Vent… Hvad?! David var mundlam. Og han var hundrede procent sikker på, at han i lige præcis det øjeblik stod og lignede en guldfisk med munden åben. Kendte denne kvinde ham allerede? Han havde det som om, at hans besøg havde været forventet. Han stirrede forvirret mod den ældre klon af Quin. Kunne det være, at denne kvinde faktisk var Quin fra fremtiden, som var blevet sendt tilbage i tiden. Der kom heldigvis en langt mere logisk forklaring, men han stod stadig og var fortumlet over situationen. Og alligevel gik han klaret turen hen over dørtærsklen uden at snuble indenfor.
”Øh..?” Han skulle lige samle sig igen. Han rystede på hovedet og så sig efterfølgende lidt rundt i det hyggelige hus. Og så tilbage mod kvinden. Havde hun ikke lige nævnt noget om ulvetøsens far? Var hun virkelig hendes mor? Selvfølgelig var det dét. Han havde allerede hørt, hvad der var værd at hører fra kraftidioten derhjemme. Med ham i tankerne tog han et sekund til at ønske inderligt, at han ville ende ud med en skæv tud. Dog var der ikke de største muligheder for det, eftersom flokken både havde en, der var fantastisk til at få sat det hele på plads og en, der var fantastisk til at passe og pleje alverdens ting. Lidt en skam, men han havde trods alt selv nydt godt af lige netop de ting igennem det sidste år.
Per automatik tørrede han sine slidte, gaffa-indbundne sko af i dørmåtten. Nu hvor han selv havde fået bekræftet et par facts eller to, virkede det hele langt mere akavet. Og nervøsiteten havde steget bare en lille smule. Han havde ikke haft samme oplevelse ved at skulle møde familien i et godt stykke tid. Sidste gang var han kun de sytten år. Og ikke død endnu.
”Hva-.. åh, lemonade? Su-..” Det virkede ret surrealistisk. Og han kunne ikke forklarer hvorfor. Det gjorde det bare. Og sådan var det. Ingen grund til at træde videre ud i det. Han blev stoppet brat i sit svar, efter at have forstået spørgsmålet, da moderen pludselig råbte netop det navn, der tilhørte hende, som han havde været på jagt efter. Hans søgen havde været nemmere, end han havde forventet. Og hurtigere overstået. Nu kom den svære del.
Han kunne med det samme høre de små lette skridt, da personen bevægede sig igennem huset. Klipklapper. Nu var det rigtig nok ved at blive rigtig varmt udenfor, men lyden slog ham lidt ud. For ham tilhørte den lyd en anden, end den han forventede at se. Dog blev al form for usikker sparket til herrens mark, da den unge brunette kom frem i stuen. Han gjorde store øjne. Og man kunne tydeligt se, hvordan han åndede lettet op ved at se hende igen. Det øjeblik gik det op for ham, hvor bekymret han havde været for hende. Hvad nu, hvis der var sket hende noget? Heldigvis så det ud til, at der var sket lige det modsatte. Uden at sige noget trådte han endelig ud af den lille entre og videre ind i stuen. Stadig med de brune øjne rettet mod hende. Hænderne røg som altid ned i bukselommerne. Han pressede sine læber sammen til en lige streg, skød øjenbrynene op og træk lidt på skulderne, for at indikere at: hey, det havde du ikke set kommet eller hvad fanden. Men han kunne ikke bare få lov til at blive stående, for inden få sekunder, havde hun tvunget hans ene hånd op ad lommen og trukket ham af sted ud i paradis’ have.

Så skete det igen. Den pludselige omfavnelse. Hun havde gjort det samme før. Sidste gang var til julefesten. Lige inden han åbenbart havde fucket det hele op. Denne gang var han dog mindre klar på det og havde nær væltet omkuld, hvis ikke det var fordi, han havde nogle gode reflekser. Et enkelt skridt bagud for at støtte sig bedre og armene automatisk ud til siden - både for balance og ud af overraskelse - så blev han stående oprejst.
Undskyld? Hvorfor undskyldte hun? Han havde rigtig nok haft planer om at få hende til at undskylde, men det virkede alt for pludseligt. Han havde ikke engang sat noget til hende endnu. Han havde ikke forklaret hende, hvad der var nødvendigt. Han havde forventet, at få en knyttet næve lige i fjæset, men i stedet virkede Quin helt skrøbelig sådan som hun klarede sig til ham. Havde hun måske savnet ham? ”Wow, wow, wow..” Han stod stadig med armene oppe, som var en pistol blevet rettet mod ham. Ikke fordi, han ikke ønskede at kramme igen, men han var forvirret. Og i modsætning til hende, var han egentlig stadig såret. Irriteret. Bare en smule. Ikke nok til at man kunne se det på ham. ”Hey, chill, Quin. Jeg er ikke kommet for at gøre dig ondt eller smide dig ud af flokken.” Han lagde forsigtigt sine hænder på hendes skuldre, mens lod hende beholde sine arme omkring ham, hvis hun ville. ”Jeg er her… for at tage dig med hjem.” Han var pludselig usikker på, om det var, det bedste at sige. For var dette hus ikke blevet hendes nye hjem? Så hun overhoved Titan Fall som sit hjem længere?
”Så du fandt rent faktisk din mor? Jeg var i tvivl om, jeg kunne stole på, hvad James sagde. Hun ligner dig. Og hey, du fortalte hende om mig, huh?” Han forsøgte at løfte stemningen en smule. Det var for tidligt at trykke på de mere følsomme punkter.

Det var som om at en bølge af lettelse skylede hen over hende, da han sagde at han ikke var der for at smide hende ud. Et eller andet sted, dybt begravet under alt hendes, ’I don’t give af fuck attitude. Var den familie hun var kommet ind i, den verden som David havde åbnet for hende, fyldt med mennesker som ville være hendes venner, ikke fordi at de ville have noget ud af det, fordi at hun var tvunget på dem, som en af de nyere medlemmer af packen. Men fordi de oprigtig gad at have noget med hende at gøre, for første gang siden hun kunne huske, havde hun oplevet mennesker der vidste kærlighed over for hinanden, som en familie skulle. Og selvom at hun endelig havde fundet sin mor, fundet ud af at den familie hun troede hun hørte til, egentlig slet ikke var tilfældet, havde hun hele tiden følt det som om hun manglede noget. Desuden vidste hun, at hun var nød til at tage tilbage, tilbage til hendes uddannelse og selvfølgelig havde hun også en bror som der savnede hende.
Stadig med armene omkring hans nakke, mærkede hun pressede af hans hænder imod hendes skuldre, som gjorde at hun gled tilbage på sine ben, så hendes brune øjne fandt hans. Den næste sætning der kom ud af hans mund, måtte hun bruge alt selvkontrol for ikke at falde sammen der, grædende foran ham. Men det eneste der vidste sig på hendes ansigt, var hvordan at et slør gled hen over hendes øjne, fik dem til at skinne mere end normal, næsten som om at dammen til tårende ville bryde hvert øjeblik det skulle være. Men hun var ikke typen som der brød sammen og tanken om at lade David se hende endnu mere sårbar, hun ville ikke byrde ham mere end hun allerede havde gjort. Men da hans navn, hans navn formede sig i luften af den dybe stemme som David besad. Var det som om et sort klæde gled hen over hendes ansigt. James, hun havde gjort alt for at glemme ham, hun fik en sur fornemmelse i munden da uvelkommen billeder passere for hendes nethinde. ’’Yeah, min mor, har pumpet mig for information omkring mit liv siden jeg stod foran hendes dørkærskel’’ skyggen som i et kort øjeblik havde indtaget hendes ansigt var gemt væk igen. ’’Hvad havde du forventet en mor gøre, når hun ikke har set sin datter så længe som jeg har’’ hendes mor stemme kom chokerende tæt på, hvilket gjorde at Quin meget hurtigt blev opmærksom på hvor tæt hun egentlig stod på David, hvilket resulterede i at hun næsten sprang væk fra ham ’’MOR’’ hvæsede Quin i en panisk hvisken, dog grinede hun mor bare og satte en bakke med lemonade og en tallerken med hendes nybagte boller på havebordet. ’’Jeg håber du bliver til aftensmad David, vi skal have lammegryde’’ det mest ubekymrede smil spillede på ansigtet, nogle få rynker kunne ses omkring øjnene og læberne, men ellers kunne man ikke se at denne kvinde var oppe omkring halvtresserne. Med disse ord forsvandt hun hurtigt bag rosenbuskende og tilbage ind igennem terrassedøren som førte til køkkenet.
’’Mmmh.. So…’’ nervøs over hvordan hun skulle føre samtalen videre gik hun hen og tog et glas og fyldte det op med lemonade fra kanden og gav det til David, før hun fyldte et glas op til hende. ’’Så du tog hele vejen til Champange, bare for at få mig til at komme hjem igen?’’ hun kiggede hen over glasset mens hun tog en slurk af den søde sure drik.

David var overrasket over, hvor stærkt det moderlige bånd var mellem Quin og hendes biologiske mor. Han vidste selvfølgelig ikke, hvor længe der havde gået siden da, men så vidt han havde forstået, havde Quin ikke kunne huske det mindste om sine rigtige forældre. Hun havde været fuldkommen overbevist om, at det gale kvindemenneske hjemme i Di Morga var, hvad hun havde af forældre. Han havde endda selv været overbevist om det. Det at der var en anden mulighed, var trods alt ikke noget af det første der sprang en i hovedet. Det begyndte egentlig så småt at få en vrede til at boble inde i ham. Igen. Han havde følt den på et meget lavt niveau tilbage på Titan Fall, da han havde fået tildelt nyhederne. Men nu, hvor han bedre kunne se, hvad ulvetøsen var blevet røvet, voksede den en del. Dog måtte han beherske sig. Han havde andre ting at tage sig til.
Han slap hende automatisk, da hun hoppede væk fra ham. Han kunne ikke helt lade være med at more sig over hendes reaktion. Hun var stille og roligt på vej til at blive bare lidt mere piget. Eller kvindelig skulle man nok sige for ikke at komme i for mange problemer med frøkenen. Det var nu sødt, sådan at se de to familiemedlemmer kommunikere med hinanden. Hendes mor havde hende uden tvivl i sin hule hånd. Og som alle andre mødre, vidste hun bedst. Det havde han selv fundet ud af med sin egen mor. Han lo kortvarigt og ganske sagte, inden han proppede sine hænder ned i bukselommerne for at komme tilbage til sin normale raglede holdning. Godt nok ejede han et jakkesæt, men han var langt fra opdraget til at forholde sig tilsvarende.
Han måtte indrømme, at han ikke havde forventet at blive længe. Og det fjogede fjæs forsvandt også det samme øjeblik, som det blev konstateret, at han blev til aftensmad. Han kommenterede ikke yderligere på det, men som han fulgte kvinden med sit blik, lignede han tydeligt end, der var ved at sige imod, før han opdagede, at det ikke var muligt at sige nej. Men hey - Lammegryde lød ikke så dårligt igen. Slet ikke dårligt. Han kunne allerede fornemme hans mund løbe i vand. Lige siden hans forvandling, havde alt kød virket så meget mere delikat. Mon Quin også havde lagt mærke til det? Hvad nu hvis en vegetar blev bidt? Eller en veganer for den sags skyld? Heldigvis fik den brunøjede unge kvinde ham ud af den pludselig tankestrøm af ubrugelige tanker. Var det nervøsitet? For det var han da ikke.
”Hva?” var det første der forlod hans mund, som han placerede sin opmærksomhed mod hende igen. ”Nåh, ja. Ja.” Han lød noget fraværende, som var det ikke et vigtigt spørgsmål eller svar. Han havde sådan set andet på hjertet, der skulle ud først. Han drejede på hælen for at rette kursen mod havebordet. Der virkede så fucking idyllisk, der var helt utroligt! ”En anden ting; Har du også fortalt din mor om..” Han var hurtigt over ved hende efter et par luntende skridt. Stoppede med fronten til hende. ”You know..” Han holdt så begge sine hænder oppe som var hans fingre lange skarpe klør, mens han vidste tænderne og knurrede en smule. Lidt for ægte måske, men han havde ikke kunne knurre falsk længere. ”…the whole werewolf sh-.. stuff.” Hænderne blev sænket, og han fortrød med det samme, at han overhoved havde udført det lille børneskuespil. Hurtigt satte han sig i gang med at skænke sig selv lidt af den lyserøde væske. Og næsten inden han havde stillet kanden på plads, var glasset komme mod hans læber. Han tog en god slurk, hvorefter hans skar en grimasse. ”Sour as fuck…” mumlede han for sig selv. Han havde glemt et øjeblik, hvad lemonade egentlig var. Glasset blev stillet tilbage på bordet, mens han tørrede sine læber og så tilbage på Quin. Hun så virkelig godt ud i solen. I modsætning til ham havde hun lidt farve. Eller var det bare noget han bildte sig ind? Det ville ikke være underligt, siden hun sikkert havde været mere ude end ham. ”Undskyld. Jeg har ikke fået ..lemonade i et stykke tid.” Han forsøgte at smile undskyldende, men det blev automatisk lidt klejnet.
Han lod sig så falde dybt ned i en af havestolene omkring bordet. Sukkede lettet og lukkede øjnene et kort øjeblik. ”Men her bor du da godt. Er du sikker på, at du vil med tilbage til Di Morga?” Åbnende øjnede igen og så direkte mod Quin. Ikke borende, men afslappende. ”Og din mor virker umådelig venlig. Tænk engang, hvis du var blevet opfostret af hende.” sagde han drillende med endnu en kort latter.

Vinden dansede let hen over rosenbusken, og fik den fantastiske duft af roser til at blande sig, med den umiddelbare duft af lemonade som prydet hendes næsebor. Det var stadig ikke til at fatte han var her, taget hele vejen hen, bare for at fortælle hende at hun skulle komme hjem igen. Da spørgsmålet ramte hende, tog hun en dyb indånding, det var en tumult af oplevelser på samme tid der skabte en lavine i hendes indre. Ville hun virkelig gerne hjem, forlade hendes mor, forlade dette hjem?
Hun sank en smule mundvand, og mærkede en klump i halsen der ikke virkede til at forsvinde. Det sveg i næsen, og det prikkede igen faretruende i øjenkrogen at tårende ville falde. Men hun tvang det tilbage, og betragtede bare blot kort med glaseret våde øjne.

Hun satte sig ned i stolen over for, betragtede ham, tog ham ind, sådan rigtigt. Siden han havde trådt ind i huset, og hun på bedste kidnappervis havde hævet ham med ud i haven. Hvad lavede han egentlig her, hvorfor, hvorfor gøre alt dette bare for at få hende hjem igen? Så meget kunne hun vel hellere ikke betyde, fingrene fandt vej ind i det tykke hår, mens hun lænede sig tilbage i den flettede have stol, der knagede under vægten. Derefter hæv hun benene op, fjernede blikket fra hans ansigt og betragtede skyerne som der gled hen over den flotte blå himmel, der blev oplyst af den dejlige varme sol. Det var en smuk sommerdag, haven var magisk i sin egen pragt, den måde den næsten snoede sig i labyrintagtige gange. Flotte farvige blomster, store blomster, små afkroge som ingen ville kunne finde, med mindre man kendte den præcise vej. Hun havde været på udforskning et par gange, fundet et vandfald, havens bedste æble træ, og endda også et flot stort egetræ som hun kunne kravle op i.
Men det var ikke det som fyldte hendes tanker nu. Det var mere de spørgsmål der var blevet hende stillet, havde hun fortalt hendes mor omkring ulve genet, og ville hun virkelig med hjem.

,,Nej, har ikke fortalt hende noget. ’’ hun rystede på hoved, og fik pludselig en idé, måske var det lige præcis nu, at man skulle gå på udforskning, få nogle lidt andre energier ind i billede. Hun rakte sin hånd frem.

,,Kom med mig’’ sagde hun med et lusket smil, og nogle skinnende øjne.