Hunting! .......

Tid: Morgen
Sted: Skoven
Vejr: Luften er lidt fugtig efter natten og der er lidt køligt, men solen er da stået lidt op efter sin søvn
Omgivelser: Dyrene er ved at trække frem for at græsse i skovens åbning, og små gnavere lusker rundt blandt græs og blade, men ellers er der ingen andre tegn på liv. Eller hvad...?



Det var rimelig tidligt på dagen, duggen sad stadig på græs, planter og små spindelvæv. En edderkop kravlede sultent frem i spindet, hvor den målrettet gik efter et insekt der var blevet fanget i det klistrede spind. Et sted længere nede på skovbunden stod et andet væsen i skjul bag en plante. Hendes lilla øjne stirrede på en mus, der lige havde sneget sig frem fra sin hule i jorden. Den snusede i luften efter mad til sin familie, der stadig lå trygt nede i hulen, og ventede bare på, at farmand kom tilbage med noget morgenmad. Ribble fnes for sig selv og trak sine briller ned foran øjnene, fra deres forhenværende plads i hendes hår. Hun sneg sig frem fra skjulet bag planten og listede sig så stille som muligt frem imod musen, som stod med snuden den anden vej. Hun tog til i fart, gik med hurtige, målrette skridt imod gnaveren og så....! Hun sprang frem og landede på ryggen af dyret! Musen satte straks i løb gennem nedfaldne blade og nyvokset græs, imens Ribble holdt godt fast i dyrets pels. Hun hvinede og grinede imens hun red på musen. Hun styrede den ved at trække lidt i dens pels, selvom den ikke altid lystrede hendes kommando, men hun havde det stadig sjovt ved at ride afsted i fuld fart!

Soul gik langsomt gennem skoven og sukkede, hun havde endelige fået noget mad og det var faktisk utrolig dejligt at have en fuld mave nu og da, det var ikke så tit at det skete for hendes vedkommende mere. Ikke efter at hun havde fået fra taget sig alt hun havde af værdier, hun sukkede lidt og kløede sig i nakken og bed sig i læben mens hun tænkte lidt over tingene og sukkede lidt mens hun gik der i sin menneskeskikkelse, selv efter alle disse år kunne hun stadig ikke vende sig til den, lige meget hvor meget hun prøvede. Hun sukkede lidt igen og kløede sig i nakken, som hun dog kunne sukke idag, faktisk utrolig irriterende at hun hele tiden gjorde det. Hun bed sig lidt i læben og kiggede lidt rundt i skoven, hun havde igen været nede i søen og bade lidt da hun havde følt sig så underlige beskidt på det sidste som om at hun bare havde brug for at vaske sig hele tiden, som om at idéen om at hun var havnet her var på grund af at hun var så fandes naiv var ikke rigtig til at vide, men det var nok det der nærrede hende allermest når det kom til stykket, at det egentlig var hendes egen skyld at hun ikke længere havde penge til tøj, mad, rent vand eller andet som folk nu om dage havde brug for. Skoven var egentlig et dejligt sted, et sted hvor hun kunne være sig selv, hvor hun faktisk kunne forvandle sig til en alf og flyve rundt, men problemet var bare at der ingen alfter var tilbage, efter hvad hun viste. Hun havde da i hvert fald ikke set nogen i meget lang tid, faktisk næsten 100 år var der gået siden at hun havde set en af hendes egen salgs da hun lige pludselig hørte et grin i det fjerne. Hun hævede begge bryne og begyndte at gå lidt hurtigere over den grønne jord som var dækket af jord og grønt mos, det var utrolig dejlig at det igen var forår. Hun bed sig lidt i læben og hørte igen grinet og forstætte hurtigere.

Ribble hev ivrigt musen i ørerne, i et forsøg på at få den til at dreje. Hun kiggede skuffet den anden vej, da musen havde drejet helt forkert, og da hun endelig kiggede frem igen, var et stort blad fra en blomst lige foran hende! Hun dukkede sig hurtigt helt ned til musens ryg, så bladet ikke ramte hende, og pustede lettet ud, da hun vist lige havde nået det. Hun lod et blik glide bagud, hvilket hun ikke skulle have gjort! Hun mærkede pludselig noget stødte ind i hende og hun faldt bagover og landede blandt smågræs og rødder. Musen var løbet ned i sin hule, og hun selv var ramlet lige ind i en trærod der holdt indgangen oppe. "Neeej!" hvinede hun irriteret, og da også en anelse skuffet over at hendes ganger var sluppet fra hende! Hun stampede klagende i jorden og drejede rundt om sig selv i mens. Hendes vinger sitrede af irritation, men det gik utroligt hurtigt over, og i stedet for at klage over hvad der var sket, spredte hun blot sine vinger og fløj op og satte sig på en blomst, hvor hun sad og legede med det gule pollen i blomstens midte