Why the bare feet? (Cinderella)

Tid: Klokken var kun lige slået 00:00
Sted: Byens park
Omgivelser: En park der for en gangs skyld var utrolig stille

Aftenluften var silkeblød i parken. En sagte melodi blev spillet af vinden i træernes blade. Byens larm virkede kun som et fjernt minde så langt inde i parken. Lige nu var der ikke en sjæl der rørte sig under de grønne træer. Og dog. Hvad der virkede som en normal mand gik rundt i parken med bare fødder. Skoene metodisk sat til side på en bænk ikke så langt fra ham. Dette var Khá. Hans lange blonde hår legede næsten med den rolige aftenvind og fik håret til at falde om skuldrene på den smukke mand. Ærmerne på den hvide skjorte var foldet op og ligeledes med kanten af de sorte bukser. Folk der så ham, ville nok kigge lidt underligt på ham, men han så ud til at nyde at gå rundt på denne måde. Duggen var faldet så han smilede ved følelsen af det kolde der nu lå på hans fødder. Trods hans store og muskuløse statur, så var hans skridt utrolig lette og samtidig elegante

Men hvorfor gik denne mand rundt ude i parken og endda i bare tæer? Svaret i sig selv var enkelt. Han elskede det. Ikke kun fornemmelsen af den kolde dug mod hans fødder, men ligeså meget de forskellige sanseindtryk. Det kildede samtidig med det virkede beroligende. Selv parkens lyde gav en stille symfoni som han gik rundt der. Af uransagelige årsager havde han fået en dejlig lyst til at gå i parken denne aften. Hvem kunne ikke få lysten til at holde lidt fri en gang imellem. Og det var jo de sjoveste individer man stødte på en aften som denne. Enten i form af folk der tog en genvej eller blot folk der ville nyde parken. Lige som ham selv. Aftenen var dejlig og speciel

Egentlig burde Cinderella ikke være ude på denne tid, og da slet ikke befinde sig her! Sidst hun var gået igennem parken var hun stødt på verdens mest sindssyge vampyr, og det havde ikke været så lidt af en smertefuld oplevelse. Foruden en kidnapning og at blive lænket i en mørk, gammel og ildelugtende kælder, havde han tortureret hende i dage blot for at knække hendes sind. I sidste ende havde hun dog narrede ham, og taget flugten. Det var med disse minder i hovedet af hun bevægede sig inde i parken, nervøs, og utilpas. Hun elskede dog naturen grundet sin ene race, og når man boede inde i byen var der desværre ikke så meget natur at gøre godt med. Derfor vidste hun inderst inde, at hun nok skulle falde til ro når hun først fik taget sig sammen til at slappe af.

Nogle meter inde i parken stoppede hun op, trak vejret dybt ind og nød duften af træer, blomster og græs. Fugten i luften lagde sig som dug over græsset, og hun smilede svagt som naturen gjorde sin effekt. Hun satte sig på hug, og fik vippede skoene af, inden hun samlede dem op i sin venstre hånd, og bevægede sig væk fra grusvejen og ind på græsset for at mærke det mod fødderne. Den kildende fornemmelse var mere end velkommen. Langsomt blev alle de negative tanker og minder skubbede bort, og hun trak endnu engang vejret dybt ind mens hun fortsatte længere og længere inde i parken. Der var mørkt, og stille for de fleste, i mellemtiden talte naturen til hende og fik glæden til at boble inde i hende. Hun snoede rundt om sig selv, og inden hun havde set sig om, var hun begyndt at nynne en stille melodi for sig selv. At hun ikke var alene havde hun ikke tænkt, men det betød heller ikke noget lige nu.

Outfit

Nærmest ikke en lyd rørte sig. Men efter hans tilbagevenden, var der et hav af nye indtryk der kom til ham. Vindens stille symfoni i træerne imens stjernerne malede det smukkeste billede. Når han satte sig for at nyde de forskellige indtryk kunne han blive helt poetisk. Der var alligevel så stille her og der virkede i første omgang ikke til at være andre, så stille begyndte han at synge lavmælt. Hans stemme var dog blød og melodisk. Det var en tydelig asiatisk sang om kærlighed der varede ved igennem flere liv. Det var alligevel sjovt at tænke på hvilke ting han havde med sig fra sine rejser. Ganske vist var hans liv et ganske andet den gang. Men minderne stod stadig meget klart.

Han gled nærmest hen over græsset med fødderne i rolige bevægelser som han bare nød den salige ro. Ganske vist sang han men ikke særlig højt. Lidt længere henne stoppede han dog op. Han så en ung smuk kvinde der lige som ham bevægede sig rundt i bare tæer. Og hun så ud til at nyde omgivelserne lige så meget som han selv hvis ikke mere. Han stoppede op med at synge og betragtede hende i første omgang

Han valgte dog at bevæge sig lidt tættere på dog meget forsigtigt. Hun skulle jo ikke føle sig truet eller noget. Så han holdt også sine hænder synlige. Hun var noget særligt. Engel... Og noget andet.... Der var den! Aspara... Men det var en noget underlig start replik at starte med så det ventede han med. I stedet rømmede han sig kort for at vise han var her og sagde så stille: "Sikke en herlig aften ikke sandt?"

Fordi hun var såning væk i sine egne tanker, sin egen verden af nydelse og ro.. fangede hun ikke op på den anden persons tilstedeværelse. Afstanden mellem dem kombineret med hans lavmælte stemme gjorde det svært at fange op på at der var en fremmed tilstede, havde hun dog været mere nærværende, ville naturen med det samme have fortalt hende at hun ikke var alene i parken denne aften. Uopmærksomhed kunne være skyld i store ulykker, og det ville snart vise sig om denne fremmede var nogen form for trussel for hende eller ej.

Hun fortsatte derfor ufortrødent gennem parken og dansede sig næsten igennem græsstråene der kildede så herligt mod træerne. Smilet hvilede til stadighed om hendes fyldige velformede læber og hun nynnende videre. Dette blev dog brat afbrudt da hun ude af øjenkrogen fangede op på en bevægelse, al naturen holdt næsten vejret mens hun brat vendte hovedet den retning hvor manden kom fra.

De grønne øjne granskede denne fremmede, som hende havde han ingen sko på, og han var omsluttede af en særlig aura af ro som hun ikke havde set eller oplevet før. Hvad han havde foretog sig her viste hun ikke rigtigt. Hun skilte læberne ved hans ord, betragtede han tavst mens han kom nærmere inden hun tog sig sammen. Han var ingen vampyr, derfor var der ingen grund til panik. .. vel? "Jo bestemt" svarede hun med sin rolige, blide og melodiske stemme.

Han smilede venligt til hende og betragtede lidt hendes elegante gang. Hun virkede til at føle sig hjemme her. Det var som om naturen bød hende velkommen. Det var faktisk et dejligt syn. Et sjældent brud fra det mørke byen ellers viste. Det var dejligt at se et lys han ikke behøvede at kæmpe for. Et lys der blomstrede af sig selv. De smukke krystalblå øjne bar en svag gylden glød. Man skulle dog rimelig tæt på for at se det, da han ikke viste hvad han virkelig var. "Jeg håber ikke jeg afbrød noget? Jeg ville såmænd bare være høflig at hilse på. Det er ikke så tit på jeg støder på en der er halvt Engel...."

Det gik lige pludselig op for ham han havde talt over sig. Det var ikke meningen men der var bare så fredfyldt her, så det smuttede bare af sig selv. Han håbede dog ikke hun tog det som en fornærmelse overhovedet. Det var sådan set kun ment som et kompliment. Han kiggede lidt overrasket og sagde: "Det er jeg virkelig ked af.... Det var skam ikke min mening at være så ligefrem. Undskyld"

Han rømmede sig kort og sendte hende et venligt og varmt smil imens han sagde: "Lad os prøve igen uden jeg er så direkte. Godaften, mit navn er Khá. Rart at møde dem"
Med lidt venlighed kom man langt hvilket også var det han satsede på. Så var det bare at vente og se hvordan hun tog det

Hun følte sig skam også hjemme her, hvordan kunne hun andet når hun var omringet af naturen som alle dage havde været en del af hende. Som Aspara havde man bare en speciel kontakt til naturen, skulle hun nogensinde savne eller mangle ro, var naturen det sted hun automatisk ville søge. Han brød atter tavsheden der kort havde hvilet efter hendes svar, ordene fik hende til at hæve det ene bryn i overraskelse over hans formulering. Det slog hende dog hurtigt hvorfor hun selv havde fangede op på hans aura af ro, han var selv engel. Hun end ikke nåede at svar inden han beklagede sine ord og manglende på diskretion han havde udvist. Kunne hun andet end at smile, næppe. Det trak derfra op i hendes læber som et smil formede sig over de fyldige læber. Tavs vedblev hun dog med at være indtil han havde gjort et nyt forsøg på at henvende sig på høflig basis til hende.

"Godaften Khá, rat at møde dig. Mit navn er Cinderella. Du behøver skam ikke undskylde, jeg har opdaget at min kombination af racer forvirrer, overrasker og fascinere folk." han virkede ikke umiddelbart som en trussel og dog var hun opmærksom på ham. At blive narret var det sidste hun ønskede. Afstanden mellem dem blev derfor ikke formindsket, i alt fald ikke af hende. Hun holdt dog øje med ham og betragtede ham nysgerrigt.

En varm og venlig latter passerede hans læber som hun kommenterede sig selv. Hun havde for så vidt ret. I hvertfald for de fleste. Han havde jo en kraftig forandring i nylig fortid der gav ham et noget unikt perspektiv. Der var stadig folk der ikke troede han var den samme. Men det var heller ikke så underligt. "Rart at møde dig Cinderella. Det er nu sjovt at stå her igen...."
Han samlede en død gren op og kort glødede hans øjne gyldent og grenen spirede og blev nu igen en del af det store træ ved ham. "Stedet er ganske sig selv... Og nu er jeg her igen med et ganske andet motiv"

Han gik lidt mere hen mod hende men ikke direkte mod hende. Han ville ikke virke påtrængende eller truende på nogen måde. Han så heller ikke hverken trudsel eller fjendtlighed fra hende. Nærmere tvært imod. Han kendte jo selv til for alvor at fordybe sig. I hendes tilfælde var det naturen. For ham var det stadig at se verden med ganske andre øjne end dem han en gang havde. "De fleste jeg møder her inde, sætter ikke just pris på naturen som du gør"

'Stå der igen? Hvad mener han' det var vel ikke svært at gætte hun ikke forstod hvad han mente for det gjorde hun virkelig ikke. Han havde været her før, det var hun nu ikke i tvivl om sådan som han bevægede sig vant omkring. .. men hans ord forvirret hende nu stadig.

Han fortsatte og ordene der fulgte bekymrede hende.. ja for hvad skulle dette motiv dog være. Hun så spørgende på ham "Hvilke andre motiv om jeg må spørge?" spurgte hun lettere nysgerrigt. Hun håbede virkelig ikke AT hun var ved at ryge i en af de der fælder... det havde hun slet ikke overskud til.

Han kom stadig nærmere.. og hun betragtede han stadig roligt og opmærksomt. "Så har du været uheldig at møde de forkerte.." svarede hun blot roligt. Hun satte sig atter i bevægelse.. langsomt og roligt uden at mod ham men blot kredsede omkring i stedet for.

Han kunne ikke lade være med at grine en smule da hun spurgte om hans tidligere motiver. Det var på ingen måde et spottende grin. Mere et grin der fortalte om hvor sjovt det kunne være hvor meget ting kunne forandre sig. Imens han kørte hånden roligt hen over en træstamme og gik ganske roligt, svarede han: "Grådighed.... Magt.... Er det ikke underligt at tænke på at ikke en måned siden var jeg en af byens mest magtfulde Djævle... Og nu.... Ja du ved hvad jeg er nu..."

Det var ikke humoristisk men når han tænkte den slags ting, blev han mindet om den chance han fik. Og den straf der fulgte med. De erindringer der stadig brændte klart. Det var ikke rart at tænke tilbage på alle de liv han havde ødelagt. Specielt ikke når han pludselig havde en samvittighed. Dette fik ham til at virke lidt trist men snart kiggede han på hende igen og sagde: "De kan vel nikke genkendende til de små glæder også? Noget så simpelt at sprede sine vinger og flyve... Det er jeg selv blevet glad for"

Lige nu var han faktisk ikke klar over hvorfor han fortalte hende alt det her men hun virkede venlig og tilforladelig. Endnu en mere klar latter kom strømmende og han sagde: "De forkerte? Ja det kan du have så evigt ret i"

Djævel. Ordet gjorde hende opmærksom. Så meget havde hun alligevel ikke vidst om ham, selvom han tilsyneladende havde været en af byens kendte. Hun selv? Kendt hvis man besøgte stripklubben eller stod det rigtig sted på gaden hvor hun havde arbejdet som luder. Ikke just et arbejde hun havde været glad for eller stolt over men hendes valg havde været få... som de stadig var det. Min hun havde stødt på ham før? Næppe, hun havde det med at genkende sine... klienter. "Du er vel nok endt her med et formål..." så troende var hun sgu ikke men hun anede ikke hvad hun ellers skulle sige.

"Der er positive og negative ting med alt... men jo.. at flyve er klart en af de glæder man har som engel.." svarede hun med et skævt smil. Hun kunne dog komme på mange negative ting ved at være engel. Hendes blod der sammen med hendes aspara blod fik blodsugerne til at gå helt amok.

Hans latter fik hende til at lægge hovedet på skrå og betragtede ham roligt. Snart stoppede hun foran ham og betragtede ham Fortsat. "Hvordan er set at gå fra at være djævel til at blive engel...?" spurgte hun direkte. Hun var nysgerrig efter at kende svaret hvilket vel også var tydeligt.

Han måtte tænke en del over hendes spørsgmål da han faktisk ikke umiddelbart havde tænkt over det. Han fremmanede et blad i hvide flammer der hang og svævede i luften for at bryde mørket lidt. Så rømmede han sig en enkelt gang og svarede: "Det... var hårdt.... hvad der måske var 5 minutter for jer her oppe, var 400 år i Skærsilden for mig. Jeg var døende fordi Satan tog sin magt til sig igen efter jeg ikke ville tjene ham mere. Gud lod mig genføde som Seraphim, men lod mig beholde alle minderne om hvad jeg havde gjort som en straf. Men jeg vælger at se det som en chance til for at være et lys hvor der intet er"

Det var ikke specielt nemt at tænke tilbage på hvad han havde gjort. Det var faktisk voldsomt svært. Han havde jo en samvittighed nu. Det var også tydeligt at han ikke brød sig om minderne men havde på en eller anden måde affundet sig med dem. Han kiggede lidt efter op og en fugl landede meget usikkert. Den var kommet til skade på en eller anden måde med vingen. Han holdt hånden ud og den lille fugl blev svøbt i en klar hvid flamme. Da flammen forsvandt igen, fløj fuglen ubesværet videre. Khá kiggede på hende og sagde: "Selv små lys kan bryde mørket ikke sandt?"

Hans svar kom ærlig talt som et chok. Med engleblod i kroppen vidste man automatisk hvad et englebarn var værd, og hans. Smerten han havde gennemlevet kunne hun umuligt forestille sig trods de ting hun havde været igennem situationer latterlige liv. Tavs forblev hun selv efter hans ord, betragtede længe det svævende blad i luften inden hun stilede sig foran ham. "Jeg er vel heldig at stå overfor selveste Seraphim..." svarede hun dæmpede.

Jo det var tydeligt at minderne ikke just bragte ham glæde, sært var det ikke mår han havde været en djævel og tydeligvis den værste af slagsen og nu var en engel. Sikke en forandring. Men hvorfor? Han gjorde hende nysgerrig på ham, noget der ikke var godt hvis han ikke ønskede man rodede rundt i hans liv og fortid. Hun smilede skævt da han hjalp fuglen inden hun vendte blikket mod ham "Måske... Du står i alt fald ikke over for den heldigste halvengel i denne verden..du har formentlig gjort mere godt på denne måned end jeg har gjort de sidste 35 år af mit liv" svarede hun inden hun smuttede hen til træet hvor fuglen kort var landede på og strejfede det kort med fingerspidserne.

Han kiggede smilende og venligt på hende imens en forsigtig latter forlod ham. "Selveste Seraphim? Du får det til at lyde så formelt. Jeg er skam lige så beæret over at møde dig. Vi kæmper vel alle vores kampe. Men det gør ikke andre kampe mindre betydningsfulde. Så jeg er beæret over at møde dem ms."
Han bukkede ærbødigt for hende på en måde så det var tydeligt han anerkendte hende, men også drillede lidt for at lette lidt på stemningen

Han vendte sig og betragtede hende lidt som hun gik hen til træet igen. Der var en ganske særlig ro over hende når hun var i naturen åbenbart. Som om alle verdens bekymringer og skyggesider i dette øjeblik kun var et fjernt minde. "Jeg skal ikke kunne udtale mig om hvad de har lavet... Men der er lang vej til at have rettet op på de forfærdelige ting jeg har gjort... "
Han satte sig på hug og lod hænderne glide hen over det bløde, fugtige græs imens han sagde: "Vil de ikke fortælle om dem selv? Selvfølgelig hvis jeg må høre det"

Hvorfor var han beæret over at møde hende? Det var kun ganske få væsner der havde anerkendt hende som levende og med retten at at træffe sine egne beslutninger og ikke bare et objekt de kan bruge og smide bort igen. Derfor gloede hun tavst på ham og bakkede et enkelt skridt da han bukkede. Var det ironisk eller mente han det der? Det kunne hun end ikke vurdere. "Æren er helt på min side.. Sir..." hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle tiltale ham og igen... Han virkede til at drille hende så spørgsmålet var om hun faldt i med begge ben.

Et øjeblik var hun helt fjern i blikket, kærtegnede blot den hårde bark på træet. Hans sidste spørgsmål trak hende dog ud af disse tanker og hun vendte sig om. Han havde sat sig ned, og hun fulgte hans eksempel men satte sig op ad træet og smed omsider skoene hun havde haft i den anden hånd. Læberne blev fugtede med tungespidsen og hun overvejede om hun burde fortælle ham om. På den anden side var det ikke just en hemmelighed. "Min far var engel, min mor en aspara... der var et kort bekendtskab der førte til min undfangelse. Jeg så aldrig min far og min mor der var alkoholiker havde ikke rigtigt interesse i mig. Min halvbror tog sig derfor af mig og da jeg var omkring de ti flyttede vi væk. Jeg elskede og stolede på ham. For mig var han Gud selv ... tingene forandre sig da jeg blev lidt ældre. Kort sagt, et forhold med incest. Han skred pludseligt da jeg knap var 16 og jeg blev overladt alene.. mødte de forkerte personer og endte i stoffer, alkohol, og fik et arbejde først som stripper og bagefter blev jeg tvunget ud i prostitution" hun havde pillede ved et græsstrå og undgik nu hans blik. Ikke just noget man var stolt over at fortælle, slet ikke når man sad overfor en engel af hans kaliber.

Han lyttede intenst til hendes fortælling og absorberede hver lille del af det hun fortalte. Det var så absolut en hjertegribende fortælling. For første gang i flere hundrede år mærkede han oprigtig sympati. Det måtte have taget meget af hende at fortælle det. Han satte ganske blidt en finger mod hendes hage så hun kiggede på ham. Med et varmt og beroligende blik sagde han: "Jeg vil virkelig ikke træde over dine grænser ved det her... Men der er ingen grund til at kalde mig Sir... Min rang og magt er underordnet. Du må gerne kalde mig Connor. Det var det første navn jeg bar"

Han satte sig ved hendes side og sukkede lidt dybt. "Nu har du fortalt mig noget meget personligt.... Det vil jeg gerne give tilbage. Før var jeg en forkæmper for gudernes retfærdighed. Men jeg fik en kone og vi fik et barn... Men guderne havde ikke godkendt at jeg måtte få børn grundet min magt. Så barnet blev gemt. Da han var 3, blev han fundet.... Guderne gav mig ordren at slå både min kone og mit barn ihjel. Jeg fulgte ordren og min lille søn Matthew blev til aske i mine arme... Derefter fornægtede jeg guderne for at give den ordre... Så jeg blev forbandet til den Djævel jeg en gang var...."

Han var helt tavs mens hun fortalte, og hun vidste han lyttede uden behov for at se på ham. Hvad der holdt hende fra at se på ham var frygte for at se medlidenhed i hans blik, hun salmer sig muligvis over det vrag hun var endt som, men det kunne hun overleve mere end synet af medlidenhed. Da han så blidt vippede hendes ansigt op mod sig, mødtes deres blikke. Det forventede syn af medlidenhed var i mellemtiden ikke hvad der mødre hende, derimod så hun sympati. Dette var et relativt ukendt udtryk for hende, derfor rynkede hun brynene. Hun nøjedes med at nikke ved hans ord, det var da en positiv ting var det ikke? Men... Han havde heddet Connor? Det var meget anderledes end Khá.

Snart sad han ved siden af hende og hun betragtede ham nu opmærksomt. Han gav sig snart til at fortælle hende noget om sig selv, hun lyttede opmærksomt. Stakkels mand. Nej, børn havde hun ikke men det var da skrækkeligt at skulle dræbe nogen man elskede. Selv Abraham blev benådet i sidste øjeblik da Gud bad ham halshugge sin søn. "Jeg fatter ikke du efterkom deres ønske... meget modigt, jeg ved dog ikke om jeg skal føle frygt eller ærefrygt... ikke desto mindre var det en alt for høj pris at betale efter min mening..." hvilke guder kunne dog gøre sådan noget? Hun gad end ikke rode sig ud i det der. Det var sjældent hun havde skænkede himmeriget og guderne mange tanker... og hver gang hun havde gjort havde hendes far været i blandt hendes tanker. Den mand hun aldrig mødte og end ikke kendte navnet på.

Han kiggede lidt frem foran dem hvor nogle hvide flammer dansede. Snart formede flammerne sig til en ung mand der legede fangeleg med en lille dreng. Man kunne se de var lykkelige som de rendte rundt der. Det var en afspejling af hans minder. Det skiftede over til den unge mand der stod med barnet i sine arme. Barnet sov fredfyldt som det langsomt forsvandt og manden knækkede sammen. Billedet forsvandt igen og han kiggede lidt over mod hende og sagde bedrøvet: "Jeg ved skam godt det var frygtelig gjort.... Men den skæbne der havde ramt lille Matthew ville have været meget værre hvis ikke det havde været mig. Guderne fra Ægypten har tabt følgere i mange år hvilket gør deres magt er svækket.... Men den gang kunne jeg ikke bare sige nej. Ikke hvis jeg ville skåne ham for lidelsen"

Han tørrede sine øjne og sagde lidt opløftet: "Sikke noget... Det var dejligt at snakke om det frk. Cinderella. Men det skal jo ikke handle om mig alt sammen. Så vil de ikke fortælle mere om dem selv?"
Hele tiden bevarede han et venligt og roligt toneleje. Ikke som skuespil eller noget. Men hun skulle føle sig tilpas ved ham. Hvilket ikke nødvendigvis skete med det samme. Men hun virkede også som en der kunne bruge en venlig sjæl i sit liv

Hun betragtede fascineret de billeder han dannede ude i luften, minder. Her havde man en mand der havde oplevet så meget i livet. Hvor gammel mon han var? Hun kunne dog se hvor smertefuldt det havde været for ham, tænk... ville hun mon kunne gøre det samme havde hun været hans sted? Næppe. Heldigt hun ikke skulle have børn... så havde man da ikke den slags bekymringer. "Hmm... at elske nogen så meget er både en styrke og en svaghed ..." sagde hun dæmpede efter nogle øjeblikke. Kærlighed var en smertefuld ting, en ting hun helst ville være foruden om end skæbnen af og til havde sin egen mening om den slags.

Han så ud til at hver fået tårer i øjnene og hun rynkede brynene. Hvad skulle man dog gøre for at trøste i sådan en situation? "Der er vist ikke så meget at fortælle om mig selv... jeg er i grunden en af de kedeligste væsner du nogensinde kommer til at møde.. og vil du ikke nok lade være med at tiltale mig så høfligt? Jeg er ikke vant til den slags og det er ganske unødvendigt" forsikrede hun ham med et skævt smil. Hun følte det var lidt for formelt og sært. Desuden var hun ingen fin dame så den slags hørte sig ikke til her. "Hvis du som engel kunne fortælle mig hvem min far er ... så vil jeg være dig evigt taknemlig... eller fortælle mig om min bror er død eller levende.." hun vidste godt det var lidt meget at bede om men det var to spørgsmål der optog hende noget så meget.

Han grinede venligt og slog hovedet lidt tilbage inden han sagde lige så venligt: "Jo selvfølgelig. Så bliver vi mindre formelle. Gamle vaner er svære at aflive kan man sige. Vi prøver igen. Godaften mit navn er Connor eller Khá. Hyggeligt at møde dig"
Han tænkte lidt over hendes spørgsmål og måtte lige fundere over hvad han kunne gøre for hende. Med hans ene evne kunne han måske give hende nogle svar. "Jeg vil gøre hvad jeg kan. Det eneste du skal gøre er at slappe af og holde mine hænder og se mig i øjnene"

Han satte sig ned foran hende og tog begge hendes hænder. Så kiggede han hende i øjnene som om han søgte i hendes indre. Hans øjne blussede pludselig op i en kraftig hvidgylden glød. Han så ganske vist det hun søgte efter men ikke helt så klart som det kunne være. Det var tydeligt han anstrengte sig. "Jeg kan se.... Din far... Han er en Grigori bliver de kaldt.... Højt rangerende skytsengle..."

Så rynkede han panden og det så ud til at være hårdt nu. "Din bror..... Jeg ser.... Det er så svært.... Han lever... Jeg kan ikke sige hvor.... Men han leder efter dig...."
Så lukkede han kort øjnene og tog sig til hovedet

Hun smilede. Han gjorde da et forsøg og det i sig selv var stort for hende, hun så taknemligt på ham da han satte sig tilrette og hun lagde hænderne i hans. Et langt øjeblik så hun ham blot i øjnene, det følte sært, måske en anelse akavet men ham her - en vildt fremmed - prøvede faktisk at hjælpe hende.

Tavsheden varede noget tid inden han omsider brød stilheden, med at øjnene glødede. Hun gloede overrasket, og en anelse uroligt på ham, men rykkede ellers ikke på sig. Hun sank en klump, og ventede på at han skulle sige eller gøre noget. Oplysningen om hendes far der faldt kom bag på hende, og hun anede ikke helt om hun burde eller kunne sige noget, derfor forblev hun tavs.

Da han fortsatte og fortalte at hendes bror ledte efter hende, trak hun brat hænderne ud af hans og bakkede en smule væk. Hvad?! Nej! Det kunne ikke passe! En side af hende havde vel håbede at han var død, borte og væk! Tanken om at han ledte efter hende fik pulsen til at stige, og det tog vel ikke et geni at finde ud af at hun så skræmt og angst ud. Pis!

Han satte sig lidt til rette og tog sig kort til tindingerne imens han sukkede dybt. Det var langt fra nemt det han lige havde gjort men så havde hun da nogle svar at gå ud fra. Selvom det ikke nødvendigvis var positive svar hun fik. Han rystede kort en gang på hovedet for at sunde sig hvorefter han vendte blikket til hende igen og sagde: "Jeg er ked af det ikke ligefrem var positive svar jeg kunne give dig... Men nu ved du trods alt hvordan landet ligger. Kan jeg gøre mere for dig?"

Han regnede ikke nødvendigvis med at få at vide hvorfor hun reagerede som hun gjorde men han var ærlig talt blevet nysgerrig. Hun virkede skræmt... Hvilke tanker fik han startet i hende?

Han rejste sig og med et lidt forsigtigt smil sagde han: "Med den reaktion der, så er jeg ikke sikker på at jeg er glad for at have hjulpet dig?" Der var humor i hans stemme men også nervøsitet

"Undskyld, det var bestemt ikke for at være utaknemlig." svarede hun beklagende. Det havde virkelig ikke været hendes mening at skræmme ham, forvirre ham eller at være utaknemlig ved at trække sig bort sådan. Hun havde blot håbede på at hun kunne få at vide at hendes bror var død.. tanken om hendes far var ikke nær så skræmmende som den om hendes bror.

"Han leder efter mig... det betyder jeg ender i problemer.." hun sukkede dæmpede. Han kunne ikke gøre noget for hende, det bedste hun kunne gøre var at gemme sig og slette sine sporer. Hvis hun flygtede, så kunne hun måske komme væk fra ham i noget tid. Spørgsmålet var så bare, hvor længe. Sikkert ikke længe nok!

Hun rejste sig op "Er du okay?" han så ikke just ud til at være okay, så det var vel spørgsmålet. Hun så nu nøje på ham, og forsøgte at skubbe sine egne problemer i baggrunden. "Er der noget jeg kan gøre til gengæld for din hjælp?" ville hun vide. Så skulle han bare sige til.

Han tog sig lidt til hovedet og smilede til hende og med en rolig stemme sagde han: "Ja jeg har det fint. Det er bare lidt anstrengende når man skal kigge så dybt for at finde de rette svar. Men mange tak for din omsorg"
Han rejste sig og strakte sig hvilket så meget behageligt ud. Så satte han sig igen ved hendes side og tog et par dybe indåndinger. "Jeg er mere sejlivet end som så. Hvilket nogen har fortrudt at finde ud af" Han grinede lidt venligt som om han havde forsøgt at lave en joke

Han rakte sin hånd hen til hende så hun kunne tage den hvis hun ville hvorefter han smilede til hende og sagde beroligende: "Jeg ved godt jeg indimellem kan være en tør kiks at høre på. Men det er kun til man lærer mig at kende. Men hvis det nogensinde skulle blive nødvendigt så må du meget gerne komme til mit slot. Der er du sikker. 


Han vidste godt hun ikke bare ville sige ja, specielt fordi hun sikkert ville give noget for det. Så han valgte at komme i forkøbet. "Så kan du altid hjælpe mig med at passe haven jeg er ved at renovere igen. Og når du får lyst vil jeg gerne høre mere om hvorfor din bror er farlig