Voice of an angel - Cinderella

Tid: 19:15
Sted: Fin restaurant
Vejret: Køligt udenfor med støvregn, dejligt lunt indenfor med duften af stearinlys.
Omgivelser: Musiker, tjener, og gæster.


To hele uger var der gået siden hun havde set Lawrence, og hun havde haft det underligt. At tænke på ham var undgåeligt, og hun havde gået og holdt øje med nyheder og aviser. Alt var fint, de eneste artikler der omhandlede ham var nogen hvor hans skønhed, charme og arbejde blev nævnt, ingen skader, ingen ulykker, heldigvis. Hvorfor han betød så meget for hende anede hun ikke, og hun havde fået overbevist sig selv om at det blot var fordi han havde gjort så meget for hende. Eller prøvede. At hun så havde forsøgt at holde sig nogenlunde stoffri og ædru over de sidste to uger havde været svært, især med stofferne. Abstinenserne var voldsomme, og hun fik det skidt. Til gengæld var hun forsigtig med mængden hun tog, selvom det en gang var gået for vidt.

Denne dag var det dog lykkedes hende at få mulighed for at synge på en af byens fine og utroligt dyre restauranter. Hun havde glædet sig, og formåede at få en af sine veninder til at låne hende en af sine kjoler til anledningen. Og ja, det havde været svært! Kjolen var dyr og veninden frygtede for at Cinderella skulle ødelægge den. Nervøst stod hun derfor klokken 19 og trippede mens det blev tid til at gå ind og synge. Hun hadede at vente, men det blev hun nød til for musikkerne skulle spille en indledende nummer inden hun kunne få lov at komme på. Heldigvis gik det hurtigere end ventede, og kvart over syv indtog hun scenen. Langsomt begyndte en melodi at sprede sig i rummet, inden hendes stemme spillede over anlægget. Lyset ramte hende perfekt, hendes blik hvilende blot ud i luften mens hun langsomt lagde ud. Gradvist var det tydeligt hvordan hun levede sig ind i sangen, og hvordan hendes ene evne strakte sig ud til folk og fangede deres opmærksomhed, dog holdt hun det der.

Outfit
Song

Fredag aften, ikke ligefrem fordi at den gik med noget spændende. Lawrence var taget ud sammen med tre af sine vigtigste investore til en middag, de havde alle koner eller kærester med, Lawrence selv havde Isabella med, en ung rødhåret kvinde på omkring de tyve år, hun var lige nu på prøve som mulig kommende Submissive, men det var der naturligvis ingen der vidste, til verden udenfor var hun blot en veninde, nogen ville måske endda tro at han datede hende, men egentligt så var de vel bare en form for venner, et fucked up venskab kunne man vel kalde det.

Lawrence havde hende med for selskabets skyld, hun var jo ganske flink og det var trods alt pænt kedeligt at sidde og snakke om tal, de havde sat en time nu, de var kommet igennem foretten og hovedretten og sad nu blot og nød deres rødvin i fred. Dette sted var ganske flot og Lawrence valgte det ofte når der skulle sættes et møde i stand.

Lawrence hørte Musik starte bag ved sig og det samme gjorde resten. Først bemærkede han ikke hverken stemmen eller sangen men som de første bløde toner kom ud igennem munden på en ung sangerinde stoppede Lawrence op i sin bevægelse, han havde aldrig hørt den sang live, aldrig... Men han huskede den tydeligt fra første gang han havde været sammen med Madison, der havde den kørt i radioen og lige siden var den blevet hans mantra, han vendte sig derfor roligt om og da han fik øje på skikkelsen der stod foran ham var han tæt på at tabe kæben, han genkendte hende med det samme og alligevel så så hun helt fremmede ud.

Men... Det var da hende?

Hendes øjne gled i som sangen fortsatte, og hun koncentreret sig om at synge. Dette var hun god til, det her var hvad hun elskede og nød, det her var hvad hun duede til! At synge, hun var født til det, hendes stemme var perfekt, ingen forkert klang, ingen piven eller raslen, klare sikker og roligt. Hendes udtryk gav tydeligt indtrykket af at hun forstod hvad hun sagde, men ikke nok med det, men nærmere som om ordene var hendes, at snagen var skrevet om hende, om hendes liv og ofte havde hun haft den følelse og flere gange var hun endt med at fælde tårer til den.

Smuk, men sørgelig. Det samme gjaldt den unge kvinde der stod på scenen, skøn, men skrøbelig og det var mere klart end nogensinde. Som øjnene gled op var det kun for at give udtryk af hendes dybeste følelser og svagheder for et øjeblik, den nød og magtesløshed hun følte, den sorg hun forsøgte at kæmpe og overvinde. Hun så ham ikke, ikke de første par minutter hvor hendes fokus lå helt ved sangen.

Stilheden havde sænkede sig, folk var alle tavse, ja alle! Tjenestefolkene arbejdet, men selv de kun halvt opmærksomme mens de lyttede til hende. Hun nød denne opmærksomhed, men hun nød mest af alt at kunne synge. Musikkerne var fantastiske, og hun mestrede sangen uden problemer. Blikket gled omsider rundt, mere nærværende og ikke så drømmende som før. Da det faldt på ham, var der et øjeblik tydelig overraskelse at spore i hendes blik, samt et rynkede bryn. Dog kun for et kort øjeblik inden hun blot sang kontrolleret videre uden at tage blikket fra ham. Om hun forsøgte at fortælle ham noget via sangen?

"J'ai peur de cette flamme
Qui avant toi m’a brûlée
Tes yeux me désarment
Je n'ose plus les affronter
Mes rêves se fanent
Seul le temps pourra m'aider
Mais quand tu t'éloignes
J'ai finalement envie de te voir rester"

Lawrence måtte ærligt sige at dette nok var det sidste sted i hele verden han havde forventet at se hende og han måtte flere gange overbevise sig selv om at det faktisk var den samme kvinde han så på, som han havde set for meget få uger siden ligge og være halvt bevistløs, om det var tilfældigt at hun sang denne aften eller om hun var kommet ud af branchen, hvilket han håbede for hende at hun var.

Et øjeblik havde Lawrence glemt at isabella sad ved siden af ham, hvilket ingen helt bemærkede eftersom alle var opslugte af sangen. Snart sluttede den roligt og alle klappede, hvilket var ret så udsædvanligt på sådan en fin resturent, men hun sang jo fantastisk, alligevel utroligt at alle de stoffer ikke havde gjort hende mere hæs og Lawrence var ganske overrasket. Han sad et øjeblik i stilhed imens alle de andre begyndte at tale igen: "Er du ok? Du ser bleg ud?" spurgte Isabella da hun så Lawrence være stille og han smilede blot kærligt til hende: "Jeg har det fint, jeg går lige ud og trækker lidt luft" sagde han stille.

Lawrence gik ud af døren i den ene side af resturenten og ud i bagdøren hvor han satte sig på en bænk og lagde baghovedet op af stenmuren imens han kort lukkede øjnene og trak vejret dybt ind, faktisk havde han en smule kvalme lige nu og havde virkeligt bare brug for luft.

Alt for hurtigt sluttede sangen, men det ville ikke være den eneste sang hun sang i aften. En pause ville blive holdt inden hun atter skulle op på scenen og ved folks reaktion håbede hun virkelig at bestyreren stod og lyttede, at få mulighed for at synge igen ville hun glædeligt sige ja til! Folk klappede og hun nejede og smilede inden hun lagde mikrofonen fra sig. Blikket faldt på Lawrence der rejste sig, og hendes blik fulgte ham kort, og bekymrede.

Hun listede sig væk, kastede et blik over uret, hun havde ikke lang tid, en kvarter inden hendes næste sang. Derfor smuttede hun ud efter ham, eller i håb om at han var gået udenfor. Skulle han være gået på toilettet eksempelvis, ville hun intet kunne gøre. Hvorfor hun i det hele taget fulgte efter anede hun ikke, men det gjorde hun. Rigtigt nok så hun ham træde udenfor, og hun fulgte efter ham sekunder efter kun for at opdage at han havde sat sig ned. Forsigtigt gik hun hen til ham, hvis hendes skridt var lydløse var det altså ikke bevidst. Hun stoppede op et skridt bag ham, lagde en forsigtig hånd på hans skulder. Det kunne umuligt være sangen der havde påvirkede ham, så han må have det skidt, hvor mon hans vagter var?

Lawrence sad et øjeblik med lukkede øjne, han var meget forvirret oppe i sit hoved. For det første så hadede han og elskede han den sang på samme tid, han hadede den fordi at den mindede ham om Madison og mindede ham om det liv som han havde levet både før - men især efter hendes død, den sang var efterhånden blevet hans varemærke og den mindede ham om hvor fucked up han var, han var ikke et godt menneske og det vidste han udemærket godt. Derudover var han forvirret over hende, og han vidste at han skulle holde sig langt væk fra hende, det var derfor han havde brug for at trække vejret.

Da han mærkede en hånd på sin skulder åbnede han øjnene og kiggede hurtigt til siden: "Dig!" konstaterede han overrasket og næsten på kanten til chokeret, han vidste ikke lige hvad mere der var at sige, han konstaterede blot at det rent faktisk var hende i en overrasket mine og et lille smil kom kortvarigt frem på hans læber, som var det kun et spøgelse der falmede lige så hurtigt igen.

"Hvad laver du her?" spurgte han, han huskede godt at hun sagde hun sang men han havde ikke regnet med at se hende her og han havde heller ikke ønsket at se hende her. Det var noget af et chok for ham, hun var en smuk kvinde, og lige nu der var han næsten ved at besvime over hendes skønhed, som intet han havde set i mange mange år: "Du ser.. Fantastisk ud!" konstaterede han stadig halvt i chok og dog stadig med den rolige attitude han altid havde, og kvalmen siddende i brystet.

Hvad der var problemet vidste hun godt nok ikke, hun anede ikke hvilke forhold han havde til den sang, hvordan kunne hun? Desuden var det en af hendes favoritsange, og hun vidste at ordene let kunne påvirke folk. Hun havde sunget den mange gange, og alle gange havde hendes veninder der havde hørt hende synge været grædefærdige. Derfor havde hun fundet den som en god mulighed hvis hun skulle overbevise bestyreren om at få lov at synge igen.

Som hun lagde hånden mod hans skulder flyttede han på sig og vendte blikket op mod hende, chokket var tydeligt at sporer i hans ansigt og hun tog hånden til sig næsten med det samme. Havde han set et spøgelse? Nok hun var klædt i hvidt men det betød ikke at hun var død eller noget. Hun prøvede dog med et lille forsigtigt smil.

Ved hans spørgsmål blinkede hun forvirret "Synger.." svarede hun som var det et dumt spørgsmål han havde stillede, eller noget helt absurd indlysende at det ikke behøvede et spørgsmål. "Jeg sagde jo at jeg sang, og.. min veninde er kok her, hun vil lokkede bestyreren til at prøve mig an.." forklarede hun. Hvorfor hun var nød til at komme med en forklaring anede hun ikke, men det gjorde hun så. Han så stadig ud til at være helt ude af sig selv, og hun forstod virkelig ikke årsagen. Pludselig roste han hende, og hun smilede svagt "1 ud af 4 møder, det var også på tide at se lidt ordentlig ud" svarede hun ærligt. Hun havde det bedre end hun følte sig, men hun havde det meget bedre end da de så hinanden for to uger siden. Hun var kommet sig, havde ikke mærker længere men de to brækkede ribben var ikke healet helt endnu. "Men, for en gangs skyld ser du ikke så godt ud" hun satte sig ved siden af ham og løftede hånden til hans pande for at tjekke for feber, han var lun men ikke direkte varm.

Arh ja hun sang det kunne han jo næsten godt have sagt sig selv, han kunne godt huske at hun fortalte at hun sang men han havde ikke ligefrem forventet at det var steder som dette han skulle finde hende og bestemt ikke midt i et forretnings møde. Lawrence var en mand der elskede kontrol og når han følte han mistede den så blev han frusteret som nu, men hold kæft hvor så hun godt ud i den kjole, og sikkert endnu bedre ud uden den.

Da hun konstaterede at han ikke så godt ud smilede han kort og da hun berørte hans pande lukkede han langsomt øjnene bare fordi at han altid følte det meget ubehageligt og underligt når folk rørte ved ham af omsorg: "Jeg har bare lidt hovedpine og kvalme" sagde han roligt og åbnede øjnene igen og lod et lille smil placere sig på sine læber: "Det gør forretningsmøder ved en" løj han, for det var jo ikke ligefrem mødet der havde gjort det.

Lawrence kiggede roligt i mod hende: "Men er da glad for at det går dig godt?" sagde han som et spørgsmål, han ville gerne vide om hun stadig var lige så langt ude som tidligere, det forventede han egentligt hun var, hun levede vel ikke på 2 uger af at synge, men alligevel håbede han at hun en dag ville blive mere fornuftig.

Hvor ubehageligt han fik det ved hendes berøring anede hun ikke, det havde i alt fald ikke været hendes mening selvom bevægelsen nok havde været spontan. Det var nu heller ikke hver dag hun tjekkede folks temperatur, og ofte var hun skide ligeglad. Den her mand fik hende bare til at gøre ting hun normalt ikke gjorde, og det var ligeså irriterende som alt andet omkring ham var.

"Åh, det er jeg da ked af. Men så må du vel sige det til de folk du sad ved, det er nok ikke særlig smart at sidde derinde hvis du har det så skidt" svarede hun. Hun glemte helt tiden om at hun skulle ind igen, derfor sad hun også bare roligt ved siden af ham, men omkring 10 centimeters afstand og holdt denne sære samtale kørende af en eller anden underlig grund. Han var stadig bleg hvis man spurgte hende.

Hans konstatering omkring hvordan det gik hende fik et svagt suk over hendes læber hvor hun trak på skuldrene "Det er bare tøj Lawrence, og et arbejde der ikke indebærer at jeg smider det.. desværre er det langt fra fast og .." hun tav, rystede på hovedet og smilede svagt. Han behøvede ikke høre mere, hendes liv havde ikke forandret sig siden de sidst havde set hinanden. Hun stod stadig med lort til halsen og måtte arbejde for at betale af på sin gæld som kun syntes at vokse. Stoffer kostede for meget og hun havde svært ved at holde sig fra dem. Afvænning havde han sagt, men nej.. tanken om at låses inde et sted var uudholdeligt.

Lawrence kom med et lille grin over hendes kommentar og løftede kort blikket i mod hende: "Det er okay, mødet er så godt som slut" sagde han bare med et lille smil, han havde faktisk pludseligt fået en ganske trykkende hovedpine som dog ikke overraskede ham, på et tidspunkt måtte han jo nok gå ind og afslutte mødet med han havde jo ikke været væk mere end et minut så de kunne nok godt overleve han blev væk en smule længere.

Lawrence smilede og nikkede så roligt, han kunne sagtens side og forklare hende om sangen og Madison og alle de der ting, men lige nu sagde han bare ingenting, for han kendte hende ikke og som altid var Lawrence meget privat, han var ikke villig til at fortælle meget om sig selv til folk han ikke stolede på, og denne kvinde kendte han jo trods alt slet ikke, heller ikke selvom hun vakte hans nysgerrighed - men hans nysgerrighed var ikke bygget af kærlighed, ikke ifølge ham selv ihvertfald.

"Og hvad?" sagde han blot og ønskede at hun færdiggjorde sætningen, dominerende som altid og nysgerrig som altid. Var hun stadig i lige så meget lort - eller var hun måske synket dybere end? Ikke sikker på han turde høre svaret ønskede han alligevel at hun skulle fortælle ham det.

Hun trak på skuldrene, måtte han vel om. Han var moden nok til at kunne vurder hvad der var bedst for ham og vide hvornår han skulle sige fra hvis det blev for meget for hende. Af en eller anden grund var hun dog stadig bekymrede for hende, det måtte være englen i hende der rørte lidt på sig, men dog så lidt eftersom den ellers sjældent kom til udtryk overhoved.

Pludselig krævede han at hun fuldførte sætningen. Hun så mod ham, hans dominerende udstråling, det krævende blik, den bydende ydre. Det var tydeligvis ikke godt at hun gloede sådan på ham, han tog ganske enkelt pusten - og fornuften - fra hende og endte med et svare selvom hun ellers ikke havde ønskede det. "...og det ændre ikke på at jeg er den jeg er. Det her er bare noget jeg godt kan lide" svarede hun med et træk på skuldrene som om det intet betød.

Hun elskede at synge, at stå på en scene og optræde og fange folk på den måde, det var også derfor hun godt kunne lide at være stripper! Så uopnåelig, og så hævet over alle andre. Faktum var bare at sandheden var en anden, hun var luder ved siden af.. ja luder! Ordet gav hende kvalme, og hun havde det skidt over det.. ja direkte elendigt, men det kunne hun kun bebrejde sig selv for.

Lawrence nikkede, vidste ikke hvad mere han skulle sige: "Well jeg håber da du kæmper mere for det her end det andet" sagde han stadig med lukkede øjne imens han mærkede hans mave lagde sig en smule mere til ro, han ville egentligt helst bare gerne hjem lige nu, Madison var et forfærdeligt blødt punkt for ham, mere blødt end noget andet i verden og når han så kom til at tænke på hende og kom i kontakt med sine ikke eksiterende følelser på samme tid, så var han lige ved at eksplodere indvendingt, fordi han fik lysten til at græde. Lawrence græd aldrig, ikke engang til Madison's begravelse, kun hjemme bag sine egne fire vægge.

"Du bürde gå ind og fortsætte" sagde han og åbnede øjnene imens et lille smil kom frem på hans læber: "Hvis du har lyst kan vi tage en drink bagefter" tilbød han og undrede sig faktisk over ordene så snart at han havde sagt dem, men han ville gerne snakke mere med hende, fordi han bare så gerne ville hjælpe hende som var det en ny livs mission.

Lawrence rejste sig langsomt op fra bænken og kunne mærke hans ben næsten skælve: "Så går jeg ind og smider folk hjem" sagde han roligt og uden at smile, han ville gerne af med sine forretningsfolk og frem for alt tøsen han havde slæbt med, pludseligt var hun blevet ganske overflødig selvom han tidligere på aftenen havde haft store planer med hende, men lige nu ville han hellere have en drink med hende han ikke ville have, ja... Hans hjerne gav ikke mening og det forvirrede og frusterede ham.

Brynene blev rynkede ved hans svar, igen holdt hun sig dog fra at svare. Om hun kæmpede for det her? Det havde taget hende en evighed at overbevise veninden om at tale med sin chef, så ja hun havde kæmpede for det. Hun håbede bare at manden ville synes nok om hende til at ansætte hende igen. Et sted tvivlede hun ikke på det, men manden kunne være rimelig streng og kølig. Han havde endda truede med at hvis blot en kunde havde noget imod hende, at hun ville skulle betale ham for det.
At han selv havde det skidt kunne hun godt se på ham, hun vidste dog stadig ikke årsagen til dette.

Hans ord kom bag på hende, men hun smilede svagt. "Det vil jeg gerne, tak" svarede hun inden hun yndefuldt og elegant rejste sig op. Hun burde nok skynde sig ind for at få sunget den anden sang. Han kom ligeledes på benene og hun betragtede ham roligt, han virkede altså ikke til at have det spor godt. Ordene fik hende dog til at smile igen. "Være nu sød ved dem" svarede hun blot med en drillende tone inden hun blinkede kækt til ham. I samme øjeblik blev der kaldt på hende, og hun sendte ham et undskyldende smil inden hun skyndte sig indenfor.

Atter måtte hun på scenen, og det gjorde hende intet for hun var glad for at stå der. Hun fik mikrofonen stukket i hånden. Langsomt begyndte musikken at flyde gennem anlægget, denne gang en engelsk sang hvor den forgående havde været fransk. Hendes stemme lød gennem mikrofonen som den havde gjort tidligere, ikke mindre blid, og bestemt ikke til at ignorer. Atter bragte hun folk til tavshed mens de så mod hende og lyttede til hendes fængende stemme.

Song

"Skal prøve" fik Lawrence sagt i et lille smil ingen han roligt traskede tilbage i mod resturenten og gik hen til bordet med de fine forretningsfolk og undskyldte for sin mangel på tilstedeværelse, et par minutter senere fik de sagt farvel og Lawrence fik lige ledes sagt farvel til din date, han undskylde med at han ikke havde det så godt og ville tage hjem i seng, hvilket dog ikke helt var den plan han havde. Lawrence løj sjældent, men på samme tid så var Lawrence heller ikke typen der kunne lide at såre folk, det var derfor der altid var så åben kommunikation imellem ham og de folk der var omkring ham.

Lawrence sad alene ved set store 6 mands bord og havde bestilt kaffe med whiskey, han havde brug for noget stærkt at sunde sig på og han kiggede så roligt i mod scenen som Cindy gik på endnu engang, fortryllende smuk og til de så evigt blide toner. Ord gjorde sjældent ondt på Lawrence og det ramte ham sjældent, det gjorde sang derimod og især når det kom direkte fra himlen i renhed.

Det var en underlig tanke at kvinden på scenen kunne have så ren og uskyldig en stemme, når man vidste at det var alt andet end hvad virkeligheden bag hende var. Da sangen roligt sluttede bundede Lawrence sin kaffe men blev siddende ved bordet, han regnede med - eller håbede på at hun opsøgte ham, med mindre hun havde fortrudt naturligvis, et øjeblik overvejede han bare at skride, det her var jo for dumt, selv for en mand som ham.

Sangen hun sang var en af hendes favoritter, den udtrykte hendes følelser men så alligevel ikke. Sorgen i den var ligeså tung som de følelser hun bar rundt på. På den anden side havde hun ikke rigtigt så meget med ordene og selve meningen at gøre. Den rørte hende dog stadig dybt. Mens hun sang virkede det dog anderledes, som om det var hendes liv hun talte om, og en bestemt person som havde sårede hende hvad hun havde indset nu.

Undervejs faldt hendes blik på ham, han var alene nu, og hun fastholdt hans blik i nogle øjeblikke inden hun lukkede øjnene og koncentreret sig om sangen og ordene. Folk brød ud i nye tilråb og klapsalver da hun var færdig, og selvom stedet var fint og for sofistikeret væsner modtog hun enkelte pift. Med et smil lagde hun mikrofonen fra sig inden hun forlod scenen og trådte ned mellem folk der smilede anerkendende til hende. Hun smilede høfligt tilbage og satte kursen mod hans bord, fulgt af blikke. Åh ja, det her skulle der nok blive skrevet om i aviserne, men .. det burde han næsten vide.

Hun standsede ved hans bord og satte sig elegant ned overfor ham med nogle stole i mellem dem. Derved var hun på sikker afstand fra hans intimiderende person og følte sig mere rolig og sikker i sit eget skind. "Du burde tage hjem.." kommenteret hun blot som det første.

Lawrence klappede ikke engang da hun var færdig, det var nu ikke som sådan noget personligt, men han klappede aldrig, heller ikke til de store modeshows og lige nu følte han sig handlings lammet og som var det store hul kommet tilbage i hans bryst. Det hul som Madison efterlod og som han i to år nu havde lagt låg på, det kom snigende, han var dog ikke sikker på om hullet var fordi Madison manglede eller om han bare manglede den følelse hun gav ham. Følelser var det absolut værste Lawrence vidste, ikke kun følelser i form at kærlighed, bare følelser generelt. Følelser af sorg og frustration som mest var hvad han følte lige nu.

Lawrence havde ikke forventet hun sådan ville komme ned til ham, men ja det skulle der bestemt nok blive skrevet om, men Lawrence havde før haft et rygte der havde været på kanten. Han rystede langsomt på hovedet som hendes omsorgsfulde sætning faldt: "Nej det er okay" sagde han med en stille og let svag stemme, som kunne han ikke tale på grund af alle de tanker der var inde i hans hoved.

"Lad os tage et andet sted hen" sagde han blot og rejste sig roligt op og tog jakken til sit jakkesæt som hang på stolen bag ham og han gik så langsomt i mod udgangen, han havde brug for luft, han havde brug for alkohol og han havde brug for at komme væk fra folk der kiggede på ham.

Forvirret så hun efter ham som han rejste sig "Eh.. okay.." svarede hun, gav derved udtryk for sin forvirring. Hun rejste sig dog op, undskyldte sig et øjeblik for at smutte ind efter sine ting og kom ud omkring 3 minutter efter med taske over den ene skulder. Hun fortrød ikke at have taget skiftetøj med, Celina ville flå hende levende hvis hun ødelagde kjolen, den var pisse dyr. Hun var derfor utrolig forsigtig som hun trådte udenfor efter ham.

"Hvor vil du henne?" spurgte hun. Der var så mange ting hun ikke forstod i øjeblikket, deriblandt hvad der foregik. Hun havde aldrig set ham så ... bleg, så chokeret. Hvad der havde vakt denne reaktion anede hun ikke. At hun med sin valg af sang havde revet op i sår der aldrig rigtigt var healet anede hun desværre ikke, og havde hun vidst det ville det i sidste ende ikke have ændret på spor meget foruden at hun naturligvis fik en forklaring.

At hans vagter ikke var nogen steder at se var i sig selv underligt, og et øjeblik blev hun helt nervøs. Tænk hvis hendes alfons så dem sammen, eller hvad værre var, fik et glimt af dem sammen i et billede der i disse øjeblikke kunne blive taget fra skyggerne? Hun gøs. Det her vil ikke ende godt.

Lawrence gik udenfor og ventede på hende, han havde virkeligt brug for luft. Han kunne mærke kvalmen stadig sad i hans mave, men hans hovedpine var efterhånden forsvundet. Han vidste ikke engang selv hvad hans plan var lige nu, normalt så havde Lawrence altid en plan, men måske han bare skulle prøve at go with the flow lige nu, det trængte han af og til til, især fordi at han som altid var så utrolig nysgerrig på hende og på samme tid bekymret for hvordan hun dog kunne leve sådan et liv. Mange mente at Lawrence var sexistisk fordi han behandlede kvinder som han gjorde seksuelt, men det betød ikke at Lawrence mente det var retfærdigt at kvinder skulle sælge sig selv.

Da hun kom ud smilede han roligt i mod hende, han havde taget jakkesæt jakken på og nikkede ned af gaden: "Der ligger en café lige hernede" sagde han som en hentydning til at han bare havde tænkt sig de kunne gå, han havde fået et par drinks og burde nok ikke tage sin bil, Lawrence gik trods alt meget op i lovgivning og i at være en ordenlig samfundsborger.

"Er du ok? noget galt?" spurgte han som de gik ned af gaden og han kunne se at hun så en smule bekymret ud, Lawrence kunne godt forstå at hun var nervøs for livet generelt, men de små ting som hun måske hele tiden gik og tænkte på, ja dem havde han jo ikke en ærlig chance for at aflæse.

Nej men det var hendes arbejde alligevel og sådan var det vel bare, hun regnede ikke med at det ville ændre sig lige med det samme. Egentlig havde hun håbede på at hun i aften kunne tænke på andet end lige det job, men at have ham i nærheden og omkring sig gjorde det svært, især når han sådan misbilligede det og havde flere gange forsøgt at tale hende ud af det. Ikke at hun havde forstået hvorfor, men han havde stadig forsøgt.

Hun nikkede og fulgte med ned ad gaden. Kjolen var for stram til at tage store skridt med, og derfor måtte han tilpasse sin hastighed efter hendes, eller.. hun måtte småløbe efter ham hvilket ikke var spor hensigtsmæssigt med de sko hun havde på trods alt. Kjolen var desuden for lang og hun måtte trække let op i den for ikke at træde i stoffet.

Hun gøs igen, hvordan kunne han aflæse hende på den måde?! Vide der var noget galt?! Hun kastede et blik omkring "Er dine vagter i nærheden?" spurgte hun uden at give udtryk for hvad der gjorde hende så nervøs. En blid brise trak i hendes hår og skubbede det ind foran hendes ansigt, hun slap kjolen for at skubbe dem om bag øret. Dette resulteret i at hun trådte i kjolen, hun greb instinktivt ud efter ham for støtte mens hun fægtede med den anden hånd for ikke at ende på jorden.

Lawrence kiggede roligt i mod hende, ikke helt sikker på hvorfor han havde taget hende med på slæb, men han havde bare lyst til at tale mere med hende. Lawrence kiggede roligt i mod hende, det var ikke fordi han ville tale hende fra sit job, ikke hvis hun havde elsket det. Men hun havde jo selv sagt at hun ikke brød sig om det, desuden så skræmte det ham fordi han ikke anede noget om jobbet. Var hun så sammen med 10 forskellige mænd om dagen? Bare tanken gjorde hans kvalme en smule værre.

"Ja naturligvis" sagde han i et roligt smil: "Hvad er der galt?" hendes spørgsmål bekræftede ham i at hun var nervøs: "Jeg gør dig altså ikke noget, sværger!" sagde han og holde begge hænder op som havde hun peget på ham med en pistol. Han vidste ikke hvad hun tænkte, men han var ihvertfald ikke ude på at skade hende på nogen måde, og han var heller ikke ude på ballade, selvom han godt kunne forstå hvis hun ikke stolede på ham, hun kendte ham jo trods alt heller ikke særligt godt, ligesom han ikke kendte hende.

Han stoppede kort op som han så hende komme ud af balance og han greb ud efter hende så hun landede op af ham: "Wow! Pas på!" sagde han i et lille smil og hjalp hende med at komme op og stå lige igen, han havde slet ikke rigtigt rørt ved hende siden at de havde mødt hinanden første gang og det var derfor meget mærkeligt at mærke hende tæt på sig, selvom det ikke var ret mange sekunder.

10 mænd? Det kunne hun sagtens, hvis ikke flere. Hun var en attraktiv kvinde trods alt og mænd ville hun kunne få fingre i uden besvær. Men det var ikke hende, hun brød sig ikke om arbejdet og af og til kunne der gå dage inden hun fulgte med nogen hjem. Bastian var naturligvis ikke tilfreds, og de gange han havde fangede hende i at afvise mænd havde det gjort ondt, men havde ikke gjort en skid ved hende hvor hun bare havde fortsat.

Hun faldt til ro ved hans svar og nikkede, hans pludselig bevægelse og forsikrende ord fik hende til at glo overrasket på ham inden hun rystede smilende på hovedet. "Tro mig, jeg stoler mere på dig end så mange andre" svarede hun. Han havde trods alt ikke skadet hende, men derimod hjulpet hende op til flere gange uden grund. Det ville være underligt om han pludselig kastede sig over ham. Smilet forsvandt dog kort efter som hun i stedet for sukkede "... Bare sørg for at have dem hos dig.." svarede hun, hvis han havde glemt truslen hun havde nævnt for ham for to uger siden, så havde hun altså ikke. Bastians ord genlød endnu engang gennem hendes hoved 'Jeg slår din lille prettyboy ihjel, men bare rolig, ikke før jeg knepper dig for øjnene af ham' egentlig var det det første der skræmte hende, Bastian havde ikke for vane at røre ved luderne, de var for beskidte for ham.

Som hun trådte i kjolen og nær var væltede reddede han hende total! Hun endte ind mod ham et øjeblik hvor hun havde pressede øjnene tæt sammen, hendes puls var steget. Hun sank en klump og tog sig sammen, trak atter op i kjolen. "Undskyld.." beklagede hun hurtigt, ikke just en del af planen. Kjolen var dog uskadt, og det var hvad der betød noget for hende i øjeblikket.

Lawrence smilede roligt: "Det gør skam ingenting" sagde han roligt da hun var kommet op at stå igen: "Kom" sagde han og gik ind på den lille café som havde åben indtil langt ud på natten, det var i tre etager og Lawrence stod elevatoren sammen med hende op på 3. etage som var der VIP afdelingen lå og den afdelingen han havde brug for at finde lige nu, der var nemlig ofte ikke så mange og meget stille.

Da de kom op var der ganske stille, der sad to kvinder og snakkede sammen ved et bord, og ellers ingen udover bartendere. Lawrence gik hen i mod et sort bord med en hvid lædersofa foran, med udsigt ud af vinduet som viste Terre fra sin smukke side om aftenen, det lignede et mini new york med bygninger der oplyste byen, snart var en bartender henne ved dem: "Jeg skal bare have en øl og en dobbelt whiskey" sagde Lawrence til ham og kiggede så i mod Cindy og afventede hendes bestilling.

"Fortæl mig hvad der er galt" sagde han alvorligt og insiterende, hun havde stadig ikke svaret ham på hvorfor han skulle have sine vagter tæt ved sig: "Hvem er efter dig?" spurte han og antog det måtte være den eneste naturlige grund, hun havde brug for hjælp, men hun spurgte ikke efter den og han forstod det ikke: "Har du taget noget i dag?" spurgte han henkastet, sidste gang havde hun ikke været foruden stoffer og på det punkt forventede han ikke at hun havde ændret sig bare sådan, men hun så på den anden side heller ikke særlig skæv ud.

Han førte hende ind på cafeen og de stod snart inde i en elevator. Hun var helt stille mens den kørte op og da dørene omsider gled op, trådte hun ud. Hun var meget fint klædt, alt for fint og hendes tøj passede ikke ind nogen steder hvis man spurgte hende. Hun ignorerede det dog, og heldigvis var det ikke spor svært når der ikke var så mange folk derinde. Faktisk kun to kvinder. Hun fulgte efter ham hen til en sofa og satte sig med omkring en halvmeters afstand til ham.

En tjener dukkede op kort tid efter og hun lod Lawrence om at bestille først "Bare en whisky tak" sagde hun blidt, tjeneren gloede en ekstra gang på hende inden han rødmede "Ma'am" svarede han hvortil hun hævede brynet. Var hun pludselig en 'ma'am', så hun så gammel ud? Hun skød tanken bort.

Lawrence brød stilheden og spurgte atter ind til hendes opførsel. Hun rynkede på brynene hvor et lille v viste sig mellem hendes bryn ved bevægelsen. Hun havde foldede hænderne under bordet og pillede let ved kjolen. "Ingen, ingen er efter mig" svarede hun tydeligvis utilpas. Hvorfor skulle han også stille så mange spørgsmål! Hans evige spørgsmål! Hun bed sig svagt i underlæben og rynkede brynene mere da han spurgte om hun havde taget noget. Selvfølgelig vidste hun hvad han talte om. "Imorges.." svarede hun blot. Han måtte forstå at hun ikke kunne sidde så roligt hvis hun ikke tog noget.

Lawrence kiggede i mod bartenderen som han kom med en øl og to whiskey glas, øllen og den ene whiskey blev sat foran Lawrence og det andet glas whiskey foran hende: "Skål" sagde han med et kort smil og nippede til sin whiskey: "Hvis der er andet du vil have så bare bestilt det" sagde han roligt, de havde vidst også en smule mad dette sted, han vidste dog ikke om de serverede så sent, men for Lawrence gjorde de fleste steder det meste, godt nok var han ikke kendt som en skuespiller var det, men business steder i Di Morga, og ja i det meste af Frankrig, vidste godt at han var god at have i deres butik.

"Du lyver" sagde han og skulede i mod hende med et lille dominerende og dog let flabede smil, han kunne mærke på hende der var noget: "Hvorfor er du ellers så nervøs?" sagde han alvorligt og tog en tår mere af sin whiskey inden han satte den tilbage på bordet, der var kun en lille slat tilbage og han vendte sig nu i mod hende så han sad lænet op af det ene hjørne i sofaen og derfor nemmere kunne se i mod hende, ikke sikker på om det der virkede som nervøsitet måske var fordi hun manglede at indtage de stoffer hun åbenbart var så afhængige af.

"Hvad tager du?" spurgte han afslappet, han vidste godt at han var meget... ja nogen ville måske kalde det far agtigt, men dette var måden Lawrence viste at han bekymrede sig på, selvom mange ikke syntes det var en særlig behagelig måde.

Hun skålede med ham som bartenderen kom med deres drinks. Hun løftede sit glas, og tog en lille tår. Naturligvis var det noget byens dyreste whisky hun fik serveret, og derfor var smagen også stærkere end det billig bras man kunne få i byen. Hun betragtede glasset et øjeblik inden hunlukkede begge sine hænder om det men holdt dem over bordet. "Tak" svarede hun blot som han understregede hun bare skulle bestille fik hun havde lyst til det.

Hun rødmede svagt da han understregede at hun løj. Det dominerende tone, det flabede smil hun pressede læberne hårdt sammen. "Nej jeg gør ikke!" svarede hun blot hårdt inden hun med et suk lænede sig tilbage og lod glas være glas. "Fordi det ikke er min sikkerhed jeg frygter for men din.. han er stadig efter dig.. det sagde jeg jo sidste gang" svarede hun, højere end nødvendigt og tydeligvis irriteret over at han ikke kunne fatte det.

Hun glippede med øjnene da han spurgte hvad hun tog, men trak så på skuldrene. "Alt hvad jeg kan komme til, for det meste hash og kokain.." svarede hun ærligt. Hvorfor var det hun havde det underligt med at tale med ham om det her? Sikkert fordi han var så perfekt og strålende og aldrig havde haft noget at gøre med det lort.