Parken er et farligt sted om aftenenXXX(grov vold) (Cinderella)

KL 22.30.
Sted: Parken.
Omgivelser: Der er ingen i dette område af parken på dette tidspunkt. en stor halv-måne lyser nattehimlen og parken en smule op. Der er en tør varme og en let brise af varm luft glider med jævne mellemrum gennem parken og når træerne til at bevæge sig.

Malakor havde kun lige sat sin første fod på pavillonen på banegården før han fik øje på sit første offer. Selv om han først lige var ankommet til byen kunne han ikke lade være med at tænke * Nyt sted, nye ofre. Forfriskende*. Der gik hun, hende han havde udset sig som sit allerførste offer i De Morga. Cinderella var kvinden han havde set. Som den erfarne og toldmodige jæger han var nærmede han sig ikke. Han gjorde sig ikke bemærket. Men da han så hun gik ind i parken. Kom et svagt smil frem på hans læber. Det ville være et godt sted til at lege med hans nye bytte.

Han holdt sig ved træerne, han nærmede sig i håb om at hun ville få følelsen af at hun blev overvovet og hvis hun kiggede fra vejen over ved skovgrænsen ville hun kunne se en skikkelse bevæge sig imellem træerne for efter et øjeblik at være væk igen. Han betragtede hende nøje for at se hvordan hun reagerede på at dette.

Et gys skød gennem hende, ikke af kulde for luften var irriterende varm denne aften. Det var helt klamt, og hun følte en trykkende fornemmelse mod brystet ved hver evig eneste vejrtrækning. Flere gange fugtede hun læberne med tungespidsen og strøg hændern gennem håret inden hun endte med at trække to franske hårpinde op ad tasken sætte håret op i en pjuskede men charmerende knold. Hun var nok ikke den eneste der led under for varmen, det var i nætter som disse at de koldblodet var heldige, de ænsede næppe varmen.

Egentlig havde hun været på vej hjem efter endnu en vellykket aften på restauranten hvor hun havde sunget denne aften. Det var begyndt at gå bedre på den front, men hun vidste godt at Bastian - hendes alfons - ikke ville bryde sig om det, og inden længe ville tage fat i hende. En genvej blev skudt gennem parken, men allerede nogle meter inde kunne hun mærke noget var.. anderledes. hendes blik gled rundt, og hun fangede en bevægelse mellem træerne. Naturligvis standsede hun brat op, kastede flere blikke omkring sig for at tage situationen i flest mulige vinkler som muligt. Det her lovede ikke godt. Hun fortsatte gennem parken, men havde denne gang sat farten op.

Dress

Imens han iagttog hende og hvordan hun satte farten op kom smillet atter frem i en kortvarig stund. Han kunne se, ja næsten føle frygten i hende. Nu var det på tide at teste hvor modig hun var. han stilede sig midt ude på stien et stykke foran hende. Så langt væk at hun kun ville kunne se en mørk figur stå midt på den vej hun hun skulle forbi. Han stod i en afslappede stilling men vendt direkte imod hende. Han tænkte * Ahh, hvad gør hun nu. Finder hun modet frem og nærmer sig mig. Vender hun om og går tilbage den vej hun kom fra.... Eller går der panik i hende og hun løber ind i parkens skov areal*. Dette var bare endnu en leg for Malakor. En han allerede var begyndt at kunne lide. Men nu voksede nysgerrigeden i ham som en gnist der blev til en flamme. En tanke kom til ham imens han afventede hendes reaktion *Hvorfor. Hvorfor er hun her alene, hvorfor tog hun denne vej * tanken blev hurtigt til en anden * Når jeg får fanget hende må jeg jo tvinge disse svar ud af hende. Det skal nok blive... Underholdende*.

Han havde efterladt sin taske i en boks på banegården og opslugt af denne spændende jagt havde han helt glemt at han nok burde finde sig et sted at tilbringe dagen hvor solens stråler ikke ville nå ham. Men sådanne tanker var længe glemt på grund af denne jagt.

Han havde bare sin sorte trøje på og bukser på. Normalt gik han meget bedre klædt men han ønskede ikke at skille sig ud imens han sad i toget på vej hertil.

En skikkelse dukkede pludselig op længere væk og dog på den sti hun var på vej hen over. Hun standsede op, rynkede brynene og kunne desværre ikke skelne personens træk, eller påklædning for den sags skyld. Han havde afstanden, og synet til sin fordel var hun sikker på hvor hun selv kunne sige at det tydeligvis var en mand, og sådan lige gætte på en højde. Manden forblev stående, og noget sagde hende at han ikke havde i sinde at flytte sig. Hun betragtede ham i flere øjeblikke hvor hun hverken sagde noget eller flyttede på sig, men omsider fortsatte hun, hvor hun blot nærmede sig ham. Hjælpeløs var hun dog langt fra hvor hun i stedet søgte kontakt med naturen omkring hende, en fordel at bevæge sig gennem parken hvor naturen ville være hendes bedste evne skulle nogen forsøge at gøre hende noget.
Tråde af hendes energi blev sendt ud og ned i jorden hvor hun fik fat i rødder og andet hun kunne bruge til sin fordel, og hun var derfor opmærksom men rolig og sikker som hun fortsatte. Han behøvede jo ikke sandsynligvis være en trussel for hende om end hun var pænt sikker på at fyren her ikke vare blot en almindelige borger der var her for at sige hej og få sin vej.

Malakor blev en smule overrasket over hendes reaktion. *hmm. Så hun er en af de modige, eller har hun en es i ærmet. Hun virker selvsikker. Måske burde jeg se tingene lidt an. Hun er måske ikke et normalt menneske*.

Da hun kom tættere på ville hun kunne se han. Malakor lidt over 1.90m, muskulos men ikke vildt pumpet. Sorte bukser og en sort trøje hvor ærmerne er brættet op. Malakor stod med et fast blik og fulgte hendes mindste bevægelse. Han stod lidt afslappet men ikke dvask. Måden han stod på vise at han havde disciplin og manere. Han havde sin højre hånd i bukselommen. Han fortrak ikke så meget som en mine. Da hun var tæt nok på til at have en samtale uden at råbe til hinanden, sagde han med en rolig og følelses forladt stemme '' Godaften''. Kort og kontakt. Næsten som om han prøve at læse hende, lære hende, studere hende. *Interessant at hun vælger at gå imod mig. meget interessant*

Hun behøvede ikke se på ham for at vide at han var overrasket over hendes opførsel, det ville de fleste nok være. Hvad han ikke vidste var at denne unge kvinde var voksede op i Di Morga's mest slidte kvarter og havde set og oplevet nok lort i livet til at hun ikke let lod sig skræmme, eller var så forsvarsløs, især ikke ude i naturen hvor hun jo befandt sig.

Hans hilsen fik hendes intense smaragdgrønne øjne til at vendes mod ham, et sensuelt og lokkende blik dominerede som sædvanligt hendes øjne som hun nærmest så den høje mand an. Han var høj, og bleg, og hans kølighed fortalte hende at hun måtte passe på. En af nattens væsner, som hendes venskaber ofte var det. Hun gøs ved ironien i sin egen hjerne, og fortsatte hen imod ham de få skridt der holdt dem fra hinanden. Læberne skiltes "Godaften.." et enkelt ord, hendes ene evne taget i brug hvor dette ene og enkelte ord lød som det rene musik og kærlighed for lytteren. Hun brugte ikke stemmen overfor alle, men med denne mand følte hun sig ikke sikker nok til at tage chancen. Hun fortsatte lige forbi ham efter at have betragtede ham et øjeblik og derefter fortsatte. Som Aspara var hun som en sirene, hun besad en skønhed og charme som var bemærkelsesværdig, så nej, hun var intet menneske, langt fra.

Malakor stod helt stille ved hendes ord. Han vidste med det samme at han var blevet ramt af en evne. Denne følelse der skød igennem ham følte han var underligt. han havde før kæmpet imod folk med evnen til at manipulere hans sind. Men der var en grund til at han stadigvæk var i live. Han brugte sit hoved og ikke sine hænder til at kæmpe med. Med ryggen til ham havde hun blottet sig, Dette efterlod mange muligheder for Malakor, dog ville han lege lidt mere før han ville have sin vilje. Der var jo intet ved at tvinge hende i knæ så han kunne drikke hendes blod når han kunne lokke hende i en fælde.

Da hun gik forbi ham så de nu stod med ryggen til hinanden sagde han '' Brugbar evne, Men meget uhøflig brug af den ''. Malakor vendte sig ikke om han blev stående i sin afslappede stilling. Malakor kørte en hånd gennem sit hår og sagde '' hvis du går et skridt længere væk uden først at gå hen foran mig og undskylde for brug af denne evne på mig, så vil du fortryde det ''. Dette blev sagt med en ro og følelses forladt tone, næsten så det var helt uhyggeligt. Malakor gjorde sig klar til at bruge en af hans evner hvis denne følelse af hendes evne påvirkende ham igen. hvis han kunne høre hun fortsatte væk ville han ikke lade hende komme langt væk *Hvilken selvsikkerhed, hun prøver enda at lege med mig. Uhh hun er et perfekt offer, jeg vil virkelig nyde at pille den selvsikkerhed af hende. Hmm kommer hun tilbage eller skal jeg virkelig til at jage hende. Er hun modig eller dumdristig. Dette er sjovt* tænkte han for sig selv

Hun fangede hans ord, pokkers! Elegant og roligt stoppede hun op, og vendte sig om mod ham. "Får jeg en undskyldning for den truende adfærd..?" gav hun igen med et hævet brynet og tonen stadig legende og blid. Hun havde da ikke tænkt sig at give efter for ham bare fordi han lød en smule truende.. eller måske lidt meget truende. Ja hun gravede måske sin egen grav men kunne hun andet når manden irriterende nok krævede respekt fra hende uden at udvise en skid selv?! Mænd..!

Hun gjorde sig klar til at bruge sin anden evne skulle han prøve på noget, ville det ikke lykkedes kunne hun altid flyve væk. Hendes usynlige vinger kunne let dukke op og folde sig ud på få sekunder. Hans egne evner, ja hun tvivlede ikke på at han nok havde sine evner, men det var bare om at tage det som det kom. Hvad han havde tænkt sig? En af tre ting, voldtage hende, lege med hende eller tage hendes blod. Hun kunne ikke se en tredje løsning eller mulighed.

Malakor vendte sig langsomt og elegant om og kiggede på hende med et blik som prøvede han er se ind i hende sjæl. og sagde med hans normale rolige stemme '' Nej''. Han ventede et par sekunder for at afvente hendes reaktion og sagde så '' Men jeg vil råde dig til at undskylde din opførsel og hvis du ønsker en forklaring på hvorfor jeg vil råde dig til det, så må du gerne få den.. et svagt næsten ikke eksisterende smil gled kort over hans læber * nu finder jeg ud af om hun er nysgerrig af natur*. Malakor var allerede i gang med hans leg, han var i fuld gang med at analysere hendes personlighed. Han kendte nu allerede hendes ene evne og vidste hvordan han skulle modvirke den. Han havde tage højde for hendes anden evne, hvis det var hurtighed havde han en plan, hvis hun kunne flyve havde han en plan, kunne hun bruge magi havde han en plan. I hans eget hoved var han klar.

Dog ville han ikke undervurdere hende *Hun på have en flugtplan ellers ville hun ikke være så kæphøj. Hun har allerede vist hun frygter mig, så jeg kan kun forestille mig hun vil undgå kamp hvis hun kan. Men hun virker til ikke at fortælle for meget i nu. Hun er snu. Åhhh hun er det perfekte offer, det her bliver sjovt, så sjovt*

Hun så køligt mod ham, lagde armene overkors. "Hvad vil du?" spurgte hun ligeud frem for at tænke videre over hans ord. Hun vidste skam hun var ud hvor hun muligvis ikke kunne bunde, men var det nyt? Hun var ofte ud hvor hun ingen kontrol havde, eller havde noget at skulle have sagt. Og hun led under det, altid!
Hun betragtede ham, og han betragtede hende, de så tydeligvis hinanden an og hun havde den største lyst til at skride men hun havde en fornemmelse af at det ikke ville være så let. Hun fnøs mentalt, hvem skulle dog redde hende denne gang? Hans smil, eller antydningen af et smil sagde hende at han havde lyst til at lege og hun vidste at han ikke havde tænkt sig at droppe den ide. Irriterende. *Flygt Cindy, flygt!* tanken blev skubbede væk noget så brutalt, siden hvornår var hun begyndt at flygte fra noget så indlysende som det her. Hun havde ikke rigtigt noget valg.

Han drejede svagt sit hoved på skrå *underligt, hun svarede ikke på mit spørgsmål. Hun har mere mellem ørene en jeg først troede. Jeg har undervurderet denne kvinde* Malakor trådte et skridt frem, mest af alt for at se hendes reaktion. han gjorde det dog langsomt og knap så faretroende '' hvad jeg vil. . Hans prøvede at fange hendes blik med hans mørke kolde blik og sagde så roligt '' Jeg har allerede gjort, jeg vil have en undskyldning. Malakor kørte let en hånd gennem hans blonde hår og sagde så ''jeg giver dig en sidste chance for at undskylde. .

Malakor kunne godt lide denne leg, han morede sig. Han blev bare ved med at stirre på hende. *hun er sikkert ved at blive sur nu. Enten bliver hun gal eller så ved hun godt hvordan det vil ende og forholder sig roligt. Yderst fascinerende hvordan hun ikke er nysgerrig. Ahh hun ønsker at komme væk så hurtigt som muligt*.

Malakor strakte sig langsomt og sagde roligt '' uden en undskyldning bliver det her en lang nat. hans blik på hende blev mere intens '' tro mig. *kom så lille kat, bid på madingen*.

Han trådte et skridt nærmere, og hun bakkede dette ene skridt for at holde den ønskede afstand til ham. Et sted vidste hun godt at hans hurtighed ville afvæbne hende i sidste ende hvis det var hvad han ønskede. Men gav hun sig? Nok ikke. Hun hadede at være offeret, og hun havde i sinde at kæmpe imod og holde ham fra sig så længe det var hende muligt.
"Jeg finder ingen grund til at vise dig den respekt når du stiller dig i vejen for en kvinde så sent et tidspunkt af døgnet... sig mig, hvorfor tror du dig selv mere overlegen end mig?" svarede hun i stedet spørgende. Som om hun ville undskylde, hun havde intet gjort. Han havde hilst, og hun havde hilst tilbage. Hvad havde han forventede? Desuden vidste de begge to at han ikke var den sødeste type.

Hun fnøs ved hans svar, hævede det ene bryn i en sigende bevægelse og så køligt og ligegyldigt på ham. Stædig? Det blev hun sgu også i den grad! Hun sagde intet foruden at betragte ham roligt og ligegyldigt. Hun havde mest af alt lyst til at vende sig om og skride, men at vende ryggen til ham igen ville nok være dumt. Jup, det her blev en lang nat.

Malakor drejede sit hoved på skrå og betragtede den selvsikre kvinde foran ham * Endelig spurgte hun. Hun er spydig og selvsikker. Sikkert en de fleste mænd ville gøre alt for. Nogle gange kan jeg ikke have andet end ondt af det mandlige køn. Men det er noget over hende her. Hun skal nok blive sjov*.

Malakor stirrede hende direkte i øjnene og sagde roligt ''Det skal jeg svare dig på, unge frøken. Jeg kender allerede din ene evne og har allerede fundet en måde at gøre mig immun overfor den. Derudover stråler du stadigvæk af selvsikkerhed hvilket tyder på du regner med at kunne flygte nor som helst. Om du er hurtig, han blive usynlig eller flyve. Intet vil hjælpe dig. Jeg har allerede analyseret dine muligheder. jeg ved allerede meget om dig og''. Han holdt en lille pause hvor et ondskabsfuldt lille smil dansede over hans mund, hvorefter han tilføjede '' Du ved intet om mig''. Malakors indre boblende af fryd. Han følte selv han var i total kontrol over situationen.

Malakor ventede med spænding på hendes respons. Han havde ikke haft det så sjovt her i lang tid. Dog kunne han føle at han ikke skulle undervurdere denne kvinde, så han holdt sig klar på det værste.

Hun hævede det ene bryn ved hans svar, tydeligvis skeptisk og ikke imponeret. Hun lod ham tale, og det var almindeligt kendt at folk der talte ofte kun havde det hele i munden. Hun lod sig dog ikke narre, om end hun rullede med øjnene over hans kulde, selvsikkerhed og arrogance. Sådan en type mand fik hun ofte lyst til at sætte på plads, og det i form af smerte og vold. Hun gjorde dog ingen mine til at ville gøre alvor af sine drømmerier.
Da han omsider tav, så hun blot mod ham med et ligegyldigt blik, snart tilføjede han at hun intet vidste om ham hvortil hun omsider flyttede på sig, kun for at give ham en ironisk klapsalve. "Så... kender du historien om frøen? Nu skal du høre lille ven, det konkurrerede mod koen om hvem der var størst, pustede sig op, og op og op... indtil den sprang! Du minder mig om den frø.. fuld af varm luft som snart ville sive ud af dig... enten sætter du tænderne i mig, eller også kan du smutte.. skynd dig så vi begge kan komme videre" svarede hun køligt. Måske lige lovligt udfordrende, og næppe smart, men hun havde ikke i sinde at stå der hele natten alligevel. Havde han i sinde at gøre noget, måtte det ske nu!

Malakor Rystede lidt på hovedet og da han var færdig med det kiggede han intenst på hende og sagde imens hans hugtænder kom frem '' Sjovt de siger tænder, unge frøken. Da det var sagt gjorde Malakor sig klar til at udføre sin rakke af nøje planlagte angreb.

Først aktiverede han sin anden evne Illusionary Reallity på sig selv til at høre intet. På denne måde ville hendes smukke stemme ikke kunne påvirke ham, men han ville heller ikke kunne høre noget. Derefter aktiverede han det på Cenderella, hvis evnen virkede på hende, ville evnen skabe et falsk bind for hendes øjne så hun ikke ville kunne se. Denne evne var ikke en der påvirkende hendes hoved men skabte en illusion i virkeligheden. Så bindet ville ikke rigtigt være der men man ville tro det var så man ikke kunne se.

Derefter satte Malakor afsted i et hurtigt og elegant spring imod Cinderella. Hvis han ramte hende ville han prøve at sænke sine hugtænder i hendes hans.

Malakor kunne ikke huske hvornår han sidst havde haft det så sjovt her. Dette var underholdning. Han glædede sig til at han fik hende fanget, så ville legen rigtigt starte. Så ville han pille den selvsikkerhed og mod af hende bid for bid.

Hun betragtede de lange skarpe tænder der dukkede op, hævede det ene bryn og flyttede sig ikke. Det her havde hun trods alt regnet med, men hun var sikker på at han ville fortryde det. Bindet for hendes øjne var overraskende og hun rynkede brynene og løftede hænderne op mod øjnene for at få det væk. Tanken om at hun var blevet blind strejfede hende, men hun slog koldt vand i blodet og tog det med ro, det var et trick.
Snart var han over hende, hans tænder sat i halsen på hende og hun end ikke kæmpede imod da hun lod ham tage hvad han sådan havde søgt. Han ville fortryde det, hun var stofmisbruger, hendes blod smagte ikke just rent eller friskt men var derimod blandede med alt muligt lort som formentlig ville påvirke ham.
Når dette var sagt så vidste hun præcist hvor hun havde ham, og derfor skød rødder op fra jorden og greb fat om hans krop, slyngede sig om ham som spindelvæv og trak ham bort fra hende i en hård og brutal bevægelse. Idiot!

Da Malakor blev revet væk ramte blodet effekt ham. hans tanker blev uklare og hans sind blev sløret. I lidt tid hang han der bare og prøvede at finde hoved og hale i verden. Det hele snorede og kampen var tabt for ham. Lige indtil hans helbredende blod som alle Vampyrer havde i forskellig grad gjorde sin effekt på ham. Han var bestemt stadigvæk påvirket men han kunne tænke bare lidt klart. Nu hvor han havde hendes blod i sig aktiverede han hans første evne Blood Controll og med den evne kunne han nu styre hendes bevægelser. Han kontrollerede hende til at samle en sten op fra jorden og slå sig selv i hovedet med den i håbet om det ville slå hende bevistløs.

Malakor der normalt altid drak rent blod var yderst påvirket og tænkte på ingen måde klart men kan vidste at hvis en af de rødder gennembrorede hans hjerte, så var det hele slut. Han måtte gøre hende bevistløs.

Hvilke evne han havde og hvad hendes blod i hans system ville gøre anede hun ikke. Hun kunne dog tydeligt se at han var påvirket af hendes blod, han havde tydeligvis ikke indtaget stoffer før og var derfor ikke påvirkede af det. Et fnys brød hendes læber, men pludselig begyndte hendes krop at bevæge sig af sig selv. Fuck! Hun var klar over det var ham, og for hende handlede det ligeledes om at handle hurtigt. Hun kunne næsten gætte sig hvad han ville gøre og hun kæmpede imod mens hendes krop bøjede sig ned og samlede en sten op, dog ikke så stor. I mens beordrede hun en af rødderne i at jage sig i maven på ham, ligeledes i håb om at slå ham bevidstløs om.
Snart stod hun med en sten i hånden og hun var atter på benene. Kontrollen svigtede hende fuldkommen, og hun slog sig dumt nok i hovedet med den sten. Slaget var ikke hårdt nok til at slå hende bevidstløs, men blodet brød alligevel frem og gled ned over hendes bryn og øjne.

Malakors øjne åbnede sig helt da hans mave blev gennembroret og han kom med et smerte hvæs. Blandingen af smerten og påvirkningen af stofferne fik ham til at miste kontrollen over hende. Han hang slap og han kunne mærke hans bevisthed langsomt glide fra ham. Men med et kom en stærk viljestyrke over ham. Han ville ikke tabe, han kunne ikke tabe. Han var en kriger, en royal kriger. En vampyr uden ligemand. Han havde aldrig tabt før og nu skulle ikke være første gang.

Han åbnede sine øjne og brølede højlydt. Hans evne aktiverede igen og han lagde alt denne ny fundne viljestyrke i sin evne. Han beordrede hendes krop til at slå sig selv i hovedet igen.

Han burde ha tænket sig om og spillet død for at narre hende til at slippe ham. Men stofferne i hendes blod havde stadigvæk en stor effekt på ham. Disse stoffer var i sandhed et stærkt våben imod ham.

Et øjeblik slap han kontrollen, og hun smed stenen og bakkede langt væk. Pludselig brølede han, og det sitrede i hende hvor han igen smed en ordre om at hun skulle slå sig selv, denne gang hårdere! Hun havde intet valg igen, og endnu en sten blev fundet og samlede op. Sekunder efter lå hun mere eller mindre bevidstløs på jorden efter det hårde slag. Hun blødte, og dog var hendes krop allerede ved at heale. Heldigt med engleblod, om end forgiftede blod hvilket gjorde at processen gik langsommere.
I mellemtiden havde hendes egen evne givet slip på ham, og rødderne var faldet døde til jorden. Hun lå bevidstløs, indhyldede i mørke og langt væk uden fokus eller noget af den kaliber. Hendes krop arbejdet imod hende, og hun var fuldstændig slap.. overladt til ham og hvad han nu ville finde på at gøre ved hende.

Malakor faldt til jorden og kort tid efter var han på sine ben igen. Han rystede hovedet lidt i håb om at det ville gøre hans hoved mere klart. Han fnøs og gik over og lagde Cinderella over skuldren. Han grinede for sig selv i det han brugte sin evne til at få det til at se ud som om at hun var en stor taske han havde over skuldren.

Derefter begav han sig afsted. Nu måtte han finde en forladt hus, eller ligende. Han måtte finde et sted hvor hun ikke kunne bruge naturen imod ham. Han måtte finde et sted hvor han virkelig kunne lege med hende. Cinderella havde sikkert troet at han ville drikke hendes blod og så gå sin vej. Men Malakor var af en helt anden skøbning, han elskede at lege med sit bytte, at nedbryde dem psykisk, lege med dem i dagevis. Denne kloge, stærke og modige kvinde havde virkelig frembragt denne lyst i ham og nu var han et skridt nærmere på at udføre denne skrækkelige gerning imod hende.

Hun var helt væk, mørket havde indhyldede hende og hun havde ikke kæmpede det mindste imod, kunne ikke. Snart blev hun smidt over hans skulder som var hun en sæk kartofler, hvor de var på veg hen var svært at sige. Tasken hun havde haft over sin ene skulder var blevet efterladt i parken, at sporer hende uden telefonen var derfor ikke muligt for hvem end der forsøgte på det.

Hvilke planer han havde med hende var ikke til at sige, og hun ville nok aldrig vide hvad der ramte hende før det skete. Nedbryde hende psykisk? Well, gjorde han det på den helt rigtige måde ville det næppe blive svært, men han skulle nok få kamp til stregen. Hun var virkelig ikke en kvinde der gav sig for nogen, uanset hvem disse så end var. En vampyr skræmte hende ikke, også selvom hun mere eller mindre ville være forsvarsløs når han engang fik hende væk fra al den natur.

Efter lidt søgen fandt Malakor frem til det helt rette sted. Det var et gammelt efterladt hus. Han sparkede døren op med et brag og gik indenfor. Han kiggede sig lidt rundt omkring før han fik øje på kælderen. Han tog hende med ned af de forfaldne trin og da de stod i kælderen kiggede han rundt. Han fik et smil på læberne da han så der så gamle redskaber her nede. Han tog en metal skovl og formede to halv cirkler af metallet med sin overnaturlige der efter løftede han Cinderella op og satte hindes hænder ind i halv cirklerne og slog dem fast i væggen så hun nu hang fanget. Der efter satte han sig med en gammel hækkesaks og begyndte at give sig til at slibe den. Stofferne var nu ved at være væk på grund af hans helbredende blod. Nu ville det sjove for alvor begyndte. Denne kvinde skulle straffes for at tage kampen op imod ham og for at give ham urent blod. Sådan en ugerning ville ikke gå mildt hen. Han havde ingen planer om at dræbe hende. Men tortur og pinsler var bestemt i hans tanker. Han ville omforme denne kvinde og twiste hende ind til noget helt nyt.

Hun var pist væk, hendes hjerne samarbejdet ikke, og der ville gå lidt tid inden hun vendte tilbage til bevidsthed. I mellemtiden fandt Malakor det helt rigtige sted til at udføre sine drømmerier med hende, og snart var hun blev hængt op ad væggen via håndledende. Hendes krop var slap, og først da armene ikke kunne holde kroppen længere og smerten skød igennem hendes krop, begyndte hendes hjerne at samarbejde og mørket trak sig væk igen. Langsomt, alt for langsomt vendte hun tilbage til bevidsthed. Smerten i armene tvang hende vaklende på benene hvor hun stod med hænderne låst fast op over hovedet. Pokkers! Hun kæmpede imod, men kunne simpelthen ikke gøre så meget ved at hun rent faktisk var lænkede. Der var mørkt, og det tog øjnene alt for lang tid til at vænne sig til mørket. Hvor længe, var hun ikke sikker på. Lyden af noget der blev slibet brød dog igennem, og gjorde hende trods alt bekymret, nervøs og en anelse bange. "Slip mig løs!" hvæssede hun. Hendes egen stemme fik det til at værke i hovedet, og hun havde sådan en forfærdelig hovedpine. Åh hvad ville han dog med hende?!

Malakor sad i mørket og smilede ondskabsfuldt. Han havde set hvordan hun healede hurtigt, så det ville i sandhed blive en lang nat. Nu hvor han havde læg fra solen havde han også dagen, ja han havde faktisk så lang tid han skulle bruge. Desvære var hendes blod forurenet, det var en skam for det smagte ellers godt. Malakor var en tænker. Imens han havde ventet på hun skulle vågne havde han lagt , hvad han selv syntes var en fantastisk plan. Dette ville være hans største mesterværk hidtil. Dette ville blive grusomt og smerte fuldt. Malakor rejste sig op. Han vidste hun ikke helt kunne se i nu, det var sådan det skulle være. Han tog en gammel muggen klud fra gulvet og bandt det rundt om hendes øjne. Derefter lod han bladet af hækkesaksen glide fint over hendes arm, kun så den ridsede hendes hud. Bare så hun kunne mærke hvor skarp den var blevet. Derefter satte han sin kolde, bløde læber op mod hendes øre og hviskede roligt ''Når jeg er færdig med dem. Vil de ikke være den de er nu. Da de, frøken gik ind i den park. Det øjeblik de valgte den vej. Der ændrede de deres liv. Nu er min nu''. Malakor var en kunstner når det kom til tortur. Han var noget for sig selv og denne kvinde fik det til at sitre i ham af lyst til at lave hende til hans mesterværk. Han ville ikke give hende ar eller skære lemmer af hende, nej han var ikke noget dyr. Han ville skade hende psykisk.