It's like the world stopped... - Kha

Aftenvinden var som et beroligende kærtegn for byen. Et kærtegn meget få værdsatte. Det var nu et godt stykke tid siden Khá var vendt tilbage og verden var igen kendt for ham. Men hvert et lille indtryk der før var blevet ham fornægtet, var noget han nød hvert sekund af den dag i dag. Mange små ting kunne i længden sagtens bryde et stort mørke.

Det var en nydelig aften og Khá besluttede sig for at sprede sine vinger og flyve roligt over byen. De kæmpe vinger baskede i roligt tempo så han svævede mere roligt afsted. Det gav meget at tænke på at se byen fra oven. Men på sin vis også en vis ro. De fleste mennesker levede hele deres liv i en lyksagelig uvidenhed om det mørke der altid ventede i gyder eller lige om hjørnet.

Hans øjne faldt over legepladsen hvor en ensom skikkelse sad. Han fornemmede sorg og forvirring fra den unge pige. Hun var mere end blot et menneske men han måtte tættere på for at se det. Og måske kunne han gøre noget for hende. Han landede et stykke væk så han ikke skræmte hende. Så gemte han sine vinger væk, og gik der hen med hænderne i lommen. Han gik lidt længere frem og satte sig ved et lille bord hvorefter han vendte de smaragd-grønne øjne hen mod hende og sagde roligt: "Godaften.... Dejlig rolig nat hva?"

Nicole sad i sine gene tanker, hun havde slet ikke lyst til at eksiterer i denne verden lige nu - hvis hun endte med at miste sin far, hvad ville hun så have tilbage? Hendes mor var jo fanget ved Azurel - eller, godt nok forsøgte de at pakke det ind, men hun kunne ligesom godt fornemme på Azurel af aftalen ikke var helt som hendes mor havde sagt den var, derfor måtte Nicole jo bare forsøge selv at regne ud hvad der foregik, når de nu ikke ville fortælle hende noget.

Nicole kiggede op som hun fornemmede noget eller nogen nærme sig. Nicole havde aldrig oplevet noget dårligt i hendes liv. Ikke som sådan ihvertfald og hun var derfor ikke nervøse for fremmede mennesker. Naturligvis havde episoden med Edward givet hende et chok for livet, men han var jo også en kæmpe idiot og desuden var han vampyr, Nicole stolede ikke på andre vampyre end sin mor, og det kom hun nok heller aldrig til.

"Næ" sagde Nicole koldt da han sagde at det var en dejlig nat, det var det godt nok ikke ligefrem for hende og han havde egentligt ikke rigtigt noget at gøre i nærheden af hende. Til tider kunne NIcole godt have den samme stejle personlighed som sin mor, men hun prøvede at være åben. Lige nu var det bare svært, for hun havde så mange ting i tankerne. Thomas, Derek, Edward, Azurel.. Kajika... Dean... Millicent. Åh gud der var så mange ting at tænke på og tage stilling til, og for nu betragtede hun blot kort den fremmede: "Engel?" spurgte hun simpelt og kort.

Det krævede ikke nogen overnaturlige evner af nogen art at regne ud hvordan hun var tynget af et stort tankemylder. Hendes tilbageholdenhed var da også ganske begrundet. Det virkede jo også ganske umotiveret at han sådan snakkede til hende. Men ofte rakte lidt venlighed et langt stykke. Og måske var lidt gammeldags venlighed lige præcis det den unge pige skulle bruge. Et lille kort brud fra de negative tanker der tydeligvis fyldte hende

En kort og meget forsigtig latter forlod ham hvorefter hans øjne glødede svagt gyldent og han smilede til hende. "Afsløret.... Hmmm... Engel? Men ikke kun... Også... Aspara?" Hun var jo så ligefrem så der skete nok ikke det vilde ved at han var det samme. Om ikke andet var det måske det der skulle til for at "prikke hul på bylden".

Han vendte sig lidt mere over mod hende og smilede. Hans stemme var rolig og varm. "Ikke at det nødvendigvis har relevans for dig, men mit navn er Khá. Rart at møde dig frk?"Han var generelt meget venlig og åben. Det var bare forskelligt om folk kunne se det

Nicole kiggede i mod ham og var ikke sikker på om hun ville kalde ham skræmmende, mandig eller en kombination af det hele. Han var ihvertfald maskulin men hun kunne ikke helt gennemskue om han var fredelig eller ej. Hendes egen far var engel og var det ikke fordi hun allerede kendte ham, så var han ikke typen hun havde lyst til at møde alene en aften.

"Aspara.. Ja" sagde hun og rullede med øjnene, den del af sig selv var hun virkeligt træt af, ja hun var faktisk på grænsen til at sige at hun hadede den, bare fordi at den altid fik mænd til at... Jagte hende. Og selvom NIcole havde en svaghed for smukke mænd, så var hun også en ung pige og hun ville ikke jagtes eller drugges som var hvad der ellers var forsøgt, godt hun havde gode forældre der beskyttede hende.

"Nicole..." sagde hun blot og kiggede op i mod ham med det sårede blik der var i hendes øjne, hun kunne næsten ikke overskue at tage stilling til nye mennesker, men hun gjorde et ihærdigt forsøg: "Nicole Sanders... Hyggeligt at møde dig" sagde hun med en opgivende stemme som ellers ikke var en der så ofte var i hendes krop. Hun var oftest den glade og sjove pige, men de her dage var alt bare blevet ofr meget.

Han satte sig med albuerne på knæerne og foldede sine hænder imens han kiggede undrende på hende. Det lyste næsten ud af hende hvordan hun hadede noget i sig selv. Ud fra hvordan hun reagerede på hendes svar, måtte det være Aspara-delen hun ikke brød sig om. Det kunne der være flere grunde til så han tog en chance og nappede den grund han selv kendte til.
"Aspara ja.... Jeg kendte en Aspara en gang... Hun led en del under mænd der jagtede hende for hendes skønhed. Jeg går ud fra det er noget du kender til?"

Han rejste sig lidt og gik lidt rundt om bordet imens han tænkte lidt over hende. Han var sat på jorden igen med det formål at hjælpe hvor han egentlig kunne, og hun virkede som en der følte sig meget alene lige nu. Det kunne der selvfølgelig være flere grunde til. Så han tog lidt chancen og spurgte: Nu må du endelig stoppe mig hvis jeg bliver for direkte. Men hvad laver du helt alene her så sent på natten?"

Det virkede altid bedst hvis personer selv gerne ville hjælpes og Khá ville heller ikke andet end at få hende til at føle sig godt tilpas. Men det skulle også være efter eget ønske. Han var ganske vist smuk og mere venlig end langt de fleste men det måtte også tages i betragtning at hun sad alene på en legeplads og der pludselig stod en Engel foran hende