The world keeps spinning.

Vinteren var virkelig en utrolig årstid. Det hele blev så hurtigt mørkt og kulden var ikke helt til at komme udenom. Men det der gjorde det hele så utroligt var nok den tilfrosne sne der dalede fra himlen. Som denne aften. Det lagde sig blødt på den kolde jord som et hvidt tæppe. Det var nok med stor sandsynlighed den grund til at denne lille pige havde bevæget sig udenfor. Der var ingen omkring hende som hun med rolige skridt gik rundt inde i den gamle forlystelsespark. Hvilken skam at den var gået ned. At den ikke var i gang mere. Alle forlystelserne så noget forfaldne ud og et sted syntes det at minde om et typisk øde sted hvor folk havde flugtet. Der stod endnu telte fremme og det hele så bare direkte forladt ud. Men stadig var der denne hyggelige stemning. Helt fredeligt. Intet truende.
Autumn uskyldige blå øjne opdagede rimelig hurtigt en stakkels plys klump der lå på hendes vej. Tog de sidste skridt hen mod den og tøvede ikke med at sætte sig på hug foran den. Rakte ud efter den og løftede forsigtigt bamsen op fra jorden. Hendes bløde læber dannede med det samme et smil som hun så tilbage på de andre gange man var i tivoli som lille og altid prøvede at vinde den største bamse men altid endte med den der lige var i krammestørrelse. Som denne. Atter rettede hun sig op igen. Endnu med blikket rettet mod bamsen inden hun tog fat i den ene arm og lod den derefter hænge ned langs siden. Søgte rundt i område hun var i nu. Hvis det ikke var på grund af alle de skinnende farver der blev lyst op af månens blege lys ville dette have lignet en sand spøgelsesby. Et øjeblik følte hun sig helt alene men lige idet hun fik sat gang i fodtøjet havde hun fortrængt den tanke og sendte dig selv ind i sin egen lille verden af drømme og tankspind. Smilet sad endnu fremme og hendes kinder var begyndt at få en frisk rødlig glød på grund af kulden der egentligt ikke så ud til at sætte sig på hende. Sådan sagde hendes beklædning i hvert fald ikke. Med de almindelige tætsiddende jeans og den blå og hvide stribede trøje skulle man tro hun frøs. Men hun gik blot of nød den kølige vind der legede med hendes lange mørkebrune hår der blot lidt efter igen faldt ned omkring hendes kønne ansigt. Men hvad hun faktisk lavede her kunne fortolkes på forskellige måder..

Layson havde overnattet ved forlystelsesparken i nogle dage her til vinter, det var ikke ligefrem det varmeste sted, men papkassen var nu dejlig varm, når han sad der inde, men han havde fået en varm striktrøje og den holdte nu på varmen når det kom til stykket, han havde indnu ikke fundet et job, selv denne her park gad ikke havde ham, men de lod ham bo i en papkasse og give ham lidt mad, men sådan var livet, når man boede på gaden.
Layson havde ikke rigtig tænkt over hvad der ville komme idagendes løb, men de havde nu nogle sjove ting i parken, han gad bare ikke rigtig det i dette verj eller lige havde det tændt og åbent. Det var som om han var bange for de her små maskiner som var så vilde og man kunne kaste op af dem.
Layson var bange for dem, for han havde faldet af en af dem, men han døede ikke for det huskede han. Han vågnede på hospitalet, med en brækket ryg, han kunne intet gøre.
Layson fik sit blik løftet op, mens han kiggede rundt der var ikke rigtig nogle, hvad ville folk også sådan et sted på sådan et tidspunkt, han gemte sig jo blot for faren i natten for den kunne jo være farlig når han tænkte over det. Layson fik sig kigget ned igen og krummede sig mere sammen, så han kunne holde varmen mere. Layson kiggede op igen, da han hørte noget, han vidste ikke hvad det var der var på vej, men der var noget i den vide vinter.
Layson vidste ikke hvad der skete, mens han kiggede rundt, hans mørke grønne øjne skimtede parken, men der var ikke rigtig nogle de steder han var, han havde været rimlig godt gemt, men han kunne nemt se dem.
Layson smilede blidt af tanken om de to søde personer han havde mødt, men sådan var det jo nogle gange når det skete. Man mødte nye personer og fik venskaber, og mange andre ting.
Layson nøs en lille smugle, og krummede sig sammen igen.

Med et stoppede Autumn igen. Hun var nærmest frosset fast til jorden under hende. Men hun kunne dog stadig bevæge på sig. Hun spidsede ører idet at hun før havde syntes at hører noget. Et nys? Noget skramlende. Hun kunne have troet det nok bare var rotter eller grævlinger der rodede rundt i den forladte forlystespark. Men lyden af et nys havde nu gjorde hende nogenlunde klar over at det nok ikke var et dyr hun havde hørt. Menneskelige væsner plejede altid at lægge mere ordlyd på deres atju. Talt af egen erfaring. Stille og roligt blødte hun mere op og fik fikseret sit blik omkring sig. I søgen efter synderen. Men så ikke rigtigt andet en de bekendte omgivelser som hun havde set gennem hele hendes gåtur dette sted.
Igen opfangede hende overraskende skarpe hørelse en skramlen. Samme som fra før. Men denne gang var det lidt som om at hun virkede forberedt på det. Hun vendte i hvert fald hurtigt hovedet mod den retning lyden syntes at komme fra. Og lidt efter blev den ene fod sat foran den anden. Forsigtigt. Listende. Ja hun var næsten helt lydløs. Lige udover hun ikke kunne holde dette tempo og igen kom op i sit normale tempo igen. Samt at gruset under hendes slidte sko fik næsten enhver til at larme. Hun stoppede ikke rigtigt op inden hun pludselig gik forbi en anden gade af en slags. Stoppede igen op som havde hun opdaget noget. Trådte et enkelt skridt tilbage og drejede så hovedet til den ene side og scannede området. Lige indtil at hendes blå øjne blev fikseret mod denne store papkasse. Og der gik skak heller ikke særlig lang tid til hun opdagede denne fremmede person der havde søgt ly inde i papkassen. Hun stod lidt bare og gloede mod ham med et overrasket blik. Blinkede lidt undersøgende og lignede lidt en hundehvalp af en slags i ansigtet. Men så efter et godt stykke tid med bare at stirre på ham begyndte hendes mundviger at sige og et sødt smil dannede sig på hendes bløde læber igen. Blev sendt direkte mod ham. Vendte nu fronten til ham og samlede begge sine hænder foran sig ved at holde i bamsen arm med dem mens at hendes ben også var godt og vel samlet. Det var vel bare en vane at stå på den måde. Hendes hoved blev lagt på skrå og derefter gik hun skilt sine læber ad. ”Godaften.” lød hendes nærmest engleblide stemme der samtidig havde denne muntre og optimistiske undertone. Hun blev lidt stående hvor hun var. Hun vidste ikke om denne dreng ville føle sig utryg over at hun kom tættere på hende. Så hun blev stående ude i sneen som dalede blidt ned omkring hende. Hun strøg let en vildfaren tot hår væk fra sit ansigt inden hun igen talte. ”Hvad laver du her??” spurgte hun ham så lidt undrende og tog sig ikke helt af at hun kunne stille sig selv det samme spørgsmål. Men pyt.

Layson hadet kulden som var omkring ham, han havde ikke forventet at kulden ville være så kold at han ville gå hen og blive forkølet, men det kunne så være klart da han havde fået husly de andre gange han skulle sove, men de sidste dage måneder skulle han bo ude på gaden, da det var blevet vinter, det var forfærdeligt, men det var da ikke så koldt som i kloarken når det var vinter.
Layson havde oplevet meget værre frost fra en kloark hvor stanken blev hængende i røret fordi det hele var frosset til, og så at de sendte varmt vand igennem rørende, men sådan var det jo nogle gange når man skulle prøve og finde ly for nogle dage eller et helt år.
Layson fik kigget sig op da han hørte noget komme nærmere stedet, han håbede lidt det ikke var en af de dumme unger igen som gjorde ham fortræd, han havde fået et let blåt øje af at få en sten i øjet af en af de små unger som havde randt rundt på parken mens den var lukket her i vinter tiden.
Layson kunne ikke ligefrem lide børn efter dengang, han ville gerne havde at sit øje blev normal farve igen, men det blev det jo ikke for hvad skulle det blive til, når det var frost verj og det var vinter og det hele ja, det hele var noget lort i sig selv. Layson kiggede stille ud fra papkassen og så en pige gå forbi det sted hvor han var, og stille kom hun tilbage, og kiggede på ham.
Layson have ikke set sådan et ansigt i mange år før nu igen, han vidste ikke hvorfor, men det ansigt fik ham til at se lidt usikker ud, men et skævt smil på hans læber var fremme, han havde nok ikke regnet med at der ville komme nogle her, men det ville der så, en pige, som nok var yngre end ham selv, eller hun lignede en som var yngre end ham, han var jo kun 20 og lignede en på 19, men altså hun lignede en på 16 17 år lige hvad han kunne se, han kunne tydeligt se at hun skulle til og sige noget og rigtig nok hun sagde noget, godaften, var det allrede aften?
Layson havde intet ur så han vidste ikke hvad klokken var eller hvad tid om dagen det var, så han gik der uden tids fornemmelse.
Layson kiggede på hende og smilede skævt "Hejsa" Kom det fra ham, som om han var interreseret var han jo også, men altså det var nok koldt dette sted da han ikke ligefrem havde plads til en til her ved hans side, eller hvis hun var lille nok var der vel nok.
Layson hørte det sidste spørgsmål, om hvad han lavede her.
Et stille grin kom fra han læber "Jeg kunne spørge dig om det samme" Kom det fra ham, mens han kiggede på hende "Jeg har fået lov til at være her, for at få noget ly så jeg kan sove her og bare havde tag over hovedt i en papkasse" Sagde han stille, han vidste godt det ikke ligefrem var det allerbedste man kunne forvente man sagde, men altså ingen penge entet varme og hus, sådan var jordens regler nu til dags, og det måtte man jo bare leve efter, og rigtig nok han havde intet job og ingen penge, derved boede han på gaden. Han vidste godt det var dumt for en pige som hende, men altså han vidste jo ikke hvad han ellers skulle sige, for der var vel ikk mere og sige om hvad han lavede her ude.

”Ja det kunne du. Men du behøver ikke.” Et kort øjeblik med hendes hjertevarme latter lød i hendes stemme som hun kommenterede tilbage på hans første svar på hendes spørgsmål. Havde bare ikke kunne lade være. Sådan var hun. Ville næsten altid komme med en munter tilbagevending. Eller nok kun når hun havde lyst til det. Idet at hun så fik et ordentligt svar syntes hendes ansigt at blive lidt undrende igen men forstod hurtigt. Så lidt på ham med store øjne. Hvordan kunne nogen bo på gaden? Altså var der ikke hjem nok til alle i denne by? Selv var hun da blevet placeret et andet sted selvom at hendes forældre ikke ville have hende. Sådan var verdenen så alligevel. Hun fik tvunget sig ud af sit tankespind igen og så mere direkte mod denne dreng endnu engang. Hun havde det med at været helt væk når noget undrede hende. ”Fået lov? Hvem kan dog give dig lov til at bare sove i en papkasse?” Hun lød ikke dømmende men bare overrasket og uden selv at tænke mere over det havde hun igen kommet i bevægelse. Var egentligt ret hurtigt over ved ham selvom at hun ikke havde de længste ben i verdenen. Hun satte sig forsigtigt på hug lige udenfor hans trygge papkasse. Hun havde intet imod kulden. Den prellede vare af på hende. Men stadig var hendes kinder endnu let røde på grund af den. Hun hvilede sine hænder i sit skød og holdt egentligt balancen helt fint. Og så voksede de søde smil igen frem og hun lænede hoved fremad så hendes mørkebrune hår faldt lidt ned og skjulte hendes ansigt. Lidt efter begyndte hendes skuldre og ryste og inden længe kunne man hører hendes latter igen. Bare på et lidt svagere niveau. Hun så igen kom på ham og man kunne nu se hvordan hun holdt sig let omkring maven. ”Hør her. Der er ingen der ejer parken. Den har været lukket ned i over 5 år. Har du slet ikke undret dig over hvorfor her aldrig er nogen og hvorfor alt ser så faldefærdigt ud?” Hun fik igen kontrol over sin latter og nu sad det blot som et smil.
Det var nok først nu som hun var kommet tættere på denne fremmede person at hun lagde mærke på det blå mærke ved hans øje. Hendes smil syntes at forsvinde lidt hen og hendes ansigt blev mere bekymret. ”Hey. Er du okay?” Hun lod sig med det samme falde helt ned på sine knæ og kravlede et enkelt skridt tættere på ham. Løftede automatisk sin ene hånd, som hun havde gem væk ned i sit lange ærme, stille og roligt, som om at hun ville til at røre det. ”Det ser ikke for godt ud.” sagde hun med en stille stemme som var det til hende selv. Fikserede nu igen mere direkte mod ham og fik igen lagt sit hoved spørgende på skrå. Sænkede igen sin hånd og atter frembragte et opmuntrende smil sig. ”Vent her.” Og inden han ville kunne benægte hende var hun elegant kommet helt op at stå og luntede lidt væk derfra. Stoppede ved den tætteste snedynge og samlede en fin håndfuld af sneen op. Vendte sig i en let drejning og luntede atter tilbage til ham. Faldt igen ned at sidde på knæ foran ham. Lukkede sneen i sin hånd og lagde sit ærme hen over så det ikke var direkte kulde det hun nu gjorde. Hun løftede igen sin hånd og lagde den forsigtigt mod hans blå øjne. Det var lige den bedste måde hun kunne få frem. Havde ikke tænkt over at hun måske var lidt for nærgående.

Layson havde stort set slet ikke opdaget at hun havde bevæget sig over mod ham, da hun sad der foran ham, han vidste ikke hvad han skulle sige til hende eller hvad, han vidste godt nok ikke at den havde været lukket ned, men det kunne så være fordi han havde været væk i et år at han havde glemt det, men hvem var manden så der havde sagt han kunne bo der? Layson tænkte længe over det at han ikke havde opdaget, at hun var ved og røre hans øje, men han ville ikke ligefrem havde en finger i øjet så han ryggede sig lidt tilbage for ikke at blive ramt af hendes hånd, man kunne godt se på ham at hans øje gjorde ondt, men den lille rod kunne bare ikke lade ham være så det skete på den måde.
Layson ville gerne vide hvem pigen var, men altså han vidste jo ikke om hun sagde hendes navn til ham eller spurgte ham om det først, men måske var det bare sådan at han altid skulle spørge men måske kom det snart, han ville i hvert fald ikke ligefrem spørge for hun var i godt gang med at snakke, mens han tænkte på hvad der ville ske med hans øje, han havde jo ikke lige regnet med at det ville blive slemt hen af vejen han havde kun troet at det ville gå okau til med det, når han bare lod det være, eller var han bare ikke god til sådan noget da han typisk var sådan.
Layson havde lyst til at sige at han var okay, da hun spurgte om han var okay, da hans øje var fint nok, men han vidste jo ikke hvad hun ville gøre, for inden han nåede og sige noget var hun væk igen.
Han vidste ikke hvad der var med hende, hun mindede meget om et menneske barn som sådan en lille pige som var glad, og sådan hjælpsom, måske var det bare Layson som tænkte på at hun var et menneske hun kunne jo være noget andet.
Layson havde ikke tænkt over hvad hun ville komme tilbage med da hun kom luntende tilbage, da hun satte sig ned igen, kunne han lige pluselig se noget hvidt nærme hans blå øje, han var ved og skubbe armen væk, men noget i ham sagde nej, han vidste ikke hvad. Men det var ikke godt, da kulden kom på kom et let gys i gennem hele hans krop og man kunne tydeligt mærke hans gys gå igennem ham. Layson havde ikke rigtig tænkt over at kulden var der, men da isen kom på igen, var kulden der omkring ham igen.
Layson hadet når det var koldt, men varmen var okay bare den ikke skulle være for varm, han hadet når det var for varmt for så blev han bare solbrændt og helt rød, og så måtte han bare gå uden t-shirt for at det ikke gør ondt på ham.
Layson tog hende hånd ned med sneet i "Det fint nok, jeg overlever nok" Sagde han med et skævt smil, selvom han gys over tanken om at den var kulder end kulden her. Han havde ikke tænkt over at det var så koldt, men måske var det bare så koldt, eller var det bare underligt for ham at det ikke var koldt for ham nu, han tænkte jo bare ikke på det.
Layson kiggede på hende, og man kunne se det blå øje var rødt, efter at noget af sneen var kommet ind i hans øje og derved løb det i vand, og han var godt træt af at det løb i vand hele tiden, efter at det var blevet blåt, men det var ikke hævet ellet noget, det var fint nok, bare en let bugle på det lille øje- De mørke grønne øjne var rimlig lyse om vinteren men om sommeren var de helt mørke man kunne kun se en let grøn om sommeren, eller var hans øjne let og se at de var grønne nu, men han vidste ikke lige hvad der var galt med hans ene øje, det løb bare i vand hele tiden, men det var vel bare fordi at der var sket det med ham.
Layson var typisk den type som kom til skade, og det var nok ikke så godt, men han var godt ligeglad med at komme til skade for det forsvandt igen jo. Sådan var han bare. Et skævt smil var på hans læber igen "Lasyson" Kom det så fra ham, så han havde pressenteret sig for pigen foran ham. "Og tak" Kom det så igen fra ham, han havde aldrig sagt tak i lang tid, det var lang tid siden. Layson havde jo næsten slet ikke været i verden omkring ham i et år. Layson havde et skævt smil og et glimt i øjet, at han var frisk i håb om at der var håb forude og man kunne tydeligt se det på ham, han var i håbets land.

Autumn fjernede med det samme sin hånd idet han selv gjorde noget for at på den væk. Hun håbede hun ikke havde gjort noget forkert. Men så igen. Det så ikke sådan ud. Man kunne stadig se bekymringen i hendes blå øjne efter hun havde smidt sneen lidt væk men et roligt smil var vokset frem. Hun respekterede hans valg. Selvom at hans øje stadig så ret voldsomt ud. Selv havde hun ikke prøvet den slags. Kun blå mærke på sine arme eller ben og hudafskrabninger rundt omkring. Aldrig noget alvorligt. Det var næsten altid den hun var sammen med der kom til skade. Af visse grunde.
Hun opdagede med det samme hvordan at hun havde siddet i sine egne tanker idet at hun hørte ham tale endnu engang. Først forstod hun ikke men der skulle ikke mere end få sekunder til at få hende til at forstå. Hans navn. Det var nok bare kommet sådan ud af det blå så hendes hjerne var blevet forvirret. Hendes søde smil voksede noget så meget og hun lyste nærmest op. ”Autumn.” præsenterede hun sig så selv med den sædvanlige muntre stemme. Hendes hoved var blevet lagt på skrå så hendes hår faldt mere til den ene side og gjorde hendes ansigt en smule mere synligt. Hendes kinder havde endnu den rødlige glød der gav hendes blege ansigt en smule farve og hendes læber var endnu let lyserøde. Brillerne sad som de nu skulle men af og til havde hun vel nød til at trykke dem bedre op på sin næseryg. ”Ingen problem. Er til for at hjælpe.” Et let fnis kom fra hende men stoppede hurtigt igen.
Stille og roligt satte hun sig ordentligt ned på jorden. Endnu foran papkassen med Layson siddende. Hun træk automatisk sine ben op til sig og svang sine arme omkring dem for hun kunne holde dem oppe. Derefter drejede hun sit hoved lidt og så sig til siden. På den lille bamse hun før havde samlet op. Lå bare der og så mod himlen med det skjulte smilende ansigt. Hun havde vel en svaghed for teddybjørne. Eller noget. Hun slap sine ben med den ene arm og lukkede sin hånd omkring bamsen for at løfte den op igen. Hun så med det samme hen mod denne dreng og hendes smil syntes faktisk at være en smule større. Som et barns. ”Say hallo to mister teddybear.” sagde hun så og holdt bamsen lidt fremme for sig. Fik den til at vinke ved at vippe dens ene arm. Selv kunne hun ikke helt holde sin latter hende. Hun var et sandt legebarn. Nok var hun i en moden alder men hun havde endnu sin fantasi og legeevne. Og den ville hun nok ikke af med på nogen måde. Det var så trist at man ikke kunne virke barnlig uden at blive stemplet som ’lille idiot der burde være i børnehaven’.

Layson hørte stille efter, det var et rimlig sødt navn til hende, måske var det bare ham eller var han bare lidt svag over for piger som så nuttede ud, men det var typisk ham, han faldt ikke for dem, men han kunne lide og være i deres selvskab, sådan var han nu engang.
Layson så stille på bamsen, og et stille flashback kom frem ihans tanker fra da han var lille, han prikkede bamsen på næsen da han var kommet tilbage, han havde fået et let flashback hvor han huskede at han fik en magen til bamse da han var lille, der ved de 5 6 år da han var et menneske hvor hans far vandt den til ham. Han var helt vildt glad for den, og et let smil kom frem på hans læber, da tanken var kommet i hans hoved og han havde tænkt over det lille flashback, "Jeg havde sådan en da jeg var lille" Sagde han så og grinte let, det var lang tid siden i hans liv, men han kunne nu huske det som var det virkelig og var det tiden for at han kunne huske det.
Layson grinte let, han havde ført opdaget at hun havde sagt det nu, og han synes det var meget hyggeligt "Er teddybear en sød teddybear?" Spurgte han så med et sødt smil på læben, det var lang tid siden sådan et smil havde været fremme på hans læber og man kunne tydeligt se på ham at han var glad, og at det var lang tid siden han havde været glad på den måde, men altså sådan var det jo nogle gange når det kom til stykket han boede på gaden vidste ikke til andre end dem han lige havde mødt de sidste bare dage, og at han ikke rigtig lige havde vidst hvad der skete for ham for tiden.
Layson huskede vel bare mere og mere for tiden, det var typisk ham, for han var sådan en som huskede når tiden var der og kom der, han havde aldrig tænkt over det på den måde, men nu da han havde tænkt var han rimlig glad for at han huskede mere og mere når tiden kom.
"Hvor gammel er du egentlig, det har jeg aldrig tænkt over du ligner en på de 16 år, jeg er 20" Sagde han helt random, han sagde nogle gange bare ting ud i det blå, som han egentlig aldrig tænkte over at han spurgte om eller sagde, sådan var han bare, det gjorde ham også mere sjov og mystisk når der kom noget man ikke vidste og så at der kunne komme, fx. jeg har haft sex med en vampyr?! Det kunne han finde på at sige, men self har han ikke haft det, han er like jomfru i think, men altså han var nu meget anderledes på det punkt, man kunne nemt charme sig ind på ham når man var en dreng, men han havde jo bare svagheder for fyre, men det var jo lidt Laysons problem. Men han ville altid være en dejlig god ven.

”Jaaa! Teddybear er en meeget sød teddybear.” Igen. Den barnlige stemme og den barnlige opførsel. Og når hendes smittende smil var fremme så hun så forbandet uskyldig ud. Lignede en der aldrig ville kunne finde på at lyve overfor nogle som helst. Og hendes udstråling var meget imødekommen og hun virkede ikke det mindste dømmende. Men nu var hun også en der kunne stole på alle. Ret hurtigt. Stolede på folk til andet var bevist. Og det havde hun vel opdaget. Eller hun huskede det ikke så godt. Hun træk igen bamsen ind til sig og skiftede sin stilling til at sidde i skrædderstilling i stedet for. Mere behageligt. Hun krammede den bløde klump plys tæt ind til sig og lagde den derefter ned i midten af hendes ben. ”Jeg har aldrig været den helt heldige med at vinde sådan en..” sagde hun stille og roligt med sin normale stemme mens hun lod sine fingre stryge hen over hovedet på bamsen. ”Og jeg kunne bare ikke finde den perfekt i nogle som helst butikker. Men man bliver vel heldig på et eller anden tidspunkt i ens liv.” Atter så hun mod Layson endnu engang mens at hun strøg en vildfaren tot af hendes lange hår væk fra ansigtet. Det var bare som om at det hår ikke gad blive hvor det var.
Snefnuggene lagde sig blidt i hendes hår og videre omkring hende som hun sad ude i det vejr. Det var et smukt vejr. Især om aftenen når himlen var klar og månen fremme. Hun skulle lige til at se op det hun hurtigt opfangede hans stemme. Blev først lidt overrasket over hans spørgsmål og hendes hoved blev lagt undrende på skrå. Lige inden hun fattede pointen. Han var nysgerrig. ”Jamen du har da gættet rigtigt. Jeg er seksten. Og jeg bliver først sytten til september.” Det var vel en af de grunde til at hun hed Autumn. Den årstid hun var født i. Men hun var ikke sikker. Kendte som så mange andre her i byen ikke til sine forældre. Havde blot hørt at de var for unge til at kunne holde styr på hende. ”Men..kan jeg sige du ser yngre ud?? Jeg havde for at være ærlig troet du nok var omkring sytten-atten år.” En lille streg af forlegenhedsrødmen blev nu dannet hen over hendes næseryg og videre ud i hendes kinder. Hun en kort og svag blussen op men den var der. Hun havde intet imod at være sammen med folk der var ældre end hende. Så længe hun kunne lide at være sammen med personen.
”Ehm..Layson?” Hans navn lå ganske godt i hendes mund og hun følte ingen problemer med at udtale det. ”Hvordan kan de være du opholder dig her? Er her ikke koldt?? Hvis altså jeg må spørge om det..” Hun tillod sig at rykke en millimeter tættere på ham og lænede sig en smule forover med sine albuer støttende mod sine ben. Forholdt endnu en afstand der ikke ville virke for grænseoverskridende.

Layson lyttede stille til hvad hun fortalte, der var et let smil på hans læber da hun fortalte hun aldrig havde vundet en bamse, det havde han jo heller ikke selv han havde jo bare fået dem hans forældre vandt til ham, eller hvad det nu var de vandt til ham, de vandt jo dengang en del, til han flyttede hjemmefra, men såh da han ligepluselig havde været væk i et år var der ingen der ledte efter ham eller gjorde noget for at hjælpe ham andet end dem han randte ind i som dem han havde overnattede ved eller fået noget nyt tøj af eller sådan noget. Layson var taknemmelig for at folk gad hjælpe ham, men han vidste nu heller ikke hvorfor de ville hjælpe ham, for han var jo ikke andet end død?!
Layson smilede let, mens han så hun ryggede sig lidt tætter på, ville hun gerne se noget mere på ham, eller kunne hun ikke se ham så godt, Layson smilede skævt, mens han fik af vide hvor gammel hun var han var vel meget god til at gætte. Han fik sig bevæget lidt længere ud af kassen så man kunne se hans ansigt og selve ham nu, ved lyset fra månen, det var nu rart og komme ud til noget som virkede beroligende lys, da solens lys havde dræbt det meste af hans nattesyn, han hadet for det meste dagen, men han var nu okay med det hele, hans øje så ikke så slemt ud da han havde kommet ud fra kassen, for at man bedre kunne se ham, man kunne se den lette hue på hans hoved med de lette striber og den sorte trøje hvor der ikke rigtig var andet end at den var sort, med nogle nitter på. Nogle sorte jeans og nogle sorte convers all star som var godt slidte, så de var godt kolde her til vinter, men Layson var lidt ligeglad med kulden og varmen, men han fortrækkede mest de varme dage, for så havde han det nemmer med at kunne havde det rette tøj på som om vinteren hvor han bare blev forkølet på en irreterne måde, men sådan var han vel nogle gange.
Layson smilede skævt igen, "Det lang tid siden jeg har været ude for den papkasse" Sagde han så, det var noget med nogle dage siden han fik sig begravet i kassen, men det var vel okay for ham, da han kunne leve uden mad i nogle dage, det havde hans krop vænnet sig til, men en let romlen kom fra hans mave da man kunne høre og se på ham, at han var rimlig mager af sig selv og være og det betyd vel at han ikke rigtig havde noget fedt på kroppen.
Layson kiggede på hende, hun lignede meget en han kendte dengang men det var langtid siden og det var den tid, han havde et rigtigt liv, som nu at bo på gaden, han havde tænkt sig og finde noget og spise den her nat eller bare næste dag, men han vidste ikke med hende, hvor kom hun fra? Hvad lavede hun her ude? Det var ikke ligefrem et sted for en på sådan en alder, eller var det eller var byen bare anderledes?
Layson kiggede stille på hende "Måske burde jeg finde noget og spise" Sagde han stille, mens han stille kiggede på hende, man kunne tydeligt se på ham at han ikke ville finde noget og spise når hun var der, for hun ville nok ikke ligefrem synes godt om det, eller den måde han ledte efter mad på, sådan var det jo bare når det var. Layson vidste ikke rigtig hvad der skete for ham, han ville ikke rejse sig han ville sidde og snakke med hende? "Eller også ikke, min krop gider ikke bevæge sig" Kom det så fra ham, og man kunne se på hans ansigt, at han ikke var glad for at være på det punkt på dagen og han havde ikke spist i godt to dage nu, og der ville nok ikke ligefrem være mad nogle steder lige på dette tidspunkt på året.
Layson kiggede ned af sig selv, han lignede bare en lille emo taber agtig dude. Men han vidste det ikke rigtig han var vel bare sådan, eller var det noget andet som gjorde ham til sådan han så ud? Layson vidste det ikke.

Ikke været ude af papkassen? Hun blev en smule overrasket over at få den information ud af ham. Havde han bare siddet der? Og frosset? Selvom at hun ikke selv frøs som sådan kunne hun ikke lade være med at blive bekymret for om andre gjorde det. Sad hele tiden og tænkte på hvordan andre havde det. Det var ikke som om at hun lagde andres behov inden hende selv men det var noget i den retning med hende. Det var nok en af de grunde til at hun var blevet smidt på porten den dag for 12 år siden. Og hun kunne ikke engang huske noget som helst der fra. Hendes hukommelse var blevet ændret. Selv troede hun at hun også havde været på sin institution siden hun var helt spæd. Men hvad hun ikke vidste, kunne hun ikke have ondt af.
Idet at Layson begyndte at bevæge på sig og igen talte til hende så hun igen en smule undrende ud. Men det skiftede hurtigt til et måske lidt uskyldigt hundehvalps udtryk. ”Ehm..” Hun så lidt rundt inden hun så fik taget sig sammen til at først rykke en smule tilbage og derefter begyndte at rejse sig op i en elegant bevægelse. ”Så må du hellere finde noget at spise..” Hun syntes at spekulere om et eller andet som hun stod der i sin fulde højde på de sølle 160 centimeter. Opdagede ikke engang selv da hun fik ført sin ene hånd op og havde startet med at gumlet på sit ærme. Hun så igen på ham og fik så igen taget det lille skridt hen til ham for atter at sætte sig på hug. ”Brug for hjælp?” spurgte hun så og rakte med et smil sin ene hånd frem mod ham. Det var vel forståeligt nok at han havde svært ved at strække sine ben eller noget så hun følte hun lige så godt kunne hjælpe ham. Også selv om at hun nok egentligt helst ville have han blev siddende. Hun plejede ikke altid at have sådan en rolig samtale med nogen på denne tid. Og hun syntes stadig det var spændende med denne dreng. Men han virkede vel sulten.. ”Hør..Jeg vil mene vi har noget spiseligt hjemme hvor jeg opholder mig..?” fik hun så endeligt frem med en måske lidt tøvende undertone. Spurgte ham ikke direkte men han forstod vel hvor hun ville hen. Hun smilede igen en smule forlegent. Og det var tydeligt at hun virkelig ønskede at gøre det for ham. Sådan var det bare med hende. Den omvandrende hjælpende hånd. Pigen der kunne smile selv efter at have væltet. ”Oh! Og jeg tænkte lidt på..Må jeg ikke kalde dig Lay??” Atter kom det lille fnis frem men hun virkede ikke usikker omkring dette.

Layson kiggede længe på hende da hun tilbød ham at komme hjem til hende og spise, det var længe han havde blevet spurgt om det, men måske ville det være godt for ham at komme ind under et tag, hvor der var varme og også, mens han kiggede på hende, og så let en hånd fra hende, valgte han og tage imod hånden, og fik sig op på benene, hans højde var let de 166 så han var kun 6 cm højere end hende, men han var nu okay med at hun sikkert blev højere end ham. Layson kiggede stille hende ind i øjnene "Øhnm jo kan vi da godt" Sagde han stille, mens han sagde ja til at gå hjem til hende, det var på en måde rart at havde mødt hende, hun virkede anderledes, og sådan glad i det, måske var hun også bare glad hele tiden. Layson havde ikke været glad i lang tid, med mindre man fik ham til at grine, men det var lang tid siden det havde sket, men sådan var det vel nogle gange. Layson vidste godt hans navn var underligt og svært og udtale. "Jo må du da godt" Sagde han blidt, mens han kiggede op i himlen hvor sneen daglede ned og lanede i hans sorte hår, mens det nærmere blev hvidt end sort.
Layson kiggede ned af sig selv, han lignede godt nok en som boede på gaden, men hans tøj var okay, ikke så slidt som det han havde på før, altså nede i kloarkerne, da han havde været der i et år. Layson kom et let nys fra sig, mens han fik sin krop med sig i nyset. Det var nok ikke ligefrem hver dag han nyste, men når det skete var han vel ilive, sådan vidste han han var i live. Layson smilede skævt, han vidste ikke hvor det var hun boede, så hun skulle vise vej til hendes bosted, for Layson havde stort set fundet ud af byen igen, men han vidste ikke hvor hun kom fra, han havde mødt få mennesker, derved vidste han ikke ligefrem hvor de boede, men nogle af dem vidste han hvor boede, og var han rimlig glad over at vide.
Layson ville rigtig gerne prøve og finde et arbejde, og han prøvede også af alle sine krafter og finde et så han kunne få et sted og bo, men det var svært for ham at finde det da mange ikke ville havde fattige folk til at arbejde for dem, men han var ung og han kunne mere end en gammel mand, bare han fik noget og spise og nogle penge, så var han frisk på at arbejde for dem, men når de ikke gad havde en fattig dreng i arbejde var det lidt svært for ham at finde et arbejde, og få penge og tag over hovedt med mindre han søgte ind i fattighuset eller hvad de boliger nu hed, hvor man kunne få lov til at sove om natten, men så ville der sikkert være nogle som stajl fra en, og det gad han ikke rigtig igennem igen, da han havde prøvet og blive ståjlet fra, men han opdagede da ham som var ved at finde en pung i hans lomme, men han havde intet som var mugligt at stjæle andet end sine piercinger.

Man kunne virkelig se hvordan at hendes ansigt igen lyste helt op i et smil. Det var vel rimelig tydeligt at hun godt kunne lide hans svar til hendes spørgsmål. Sådan var det med hende. Man kunne se når hun at glad og når hun blev skuffet. Hun kunne ikke lave skuespil og hun var elendig til at lyve. Gjorde det også kun når at hun selv følte det var nødvendigt. Hvilket var stort set aldrig. Hvorfor lyve når sandheden fik en til at føle sig bedst tilpas? Og hun virkede endda mere munter ved at få bekræftet at have fået lov til at kalde ham Lay. Hun havde sine grunde. Men det kunne vel et sted også være ligegyldigt for andre end hende. Så længe hun selv beholdt sine minder ville der intet ske med dem. Hvem ville også kunne tage dem fra hende?
”Denne vej..” sagde hun så efter hun så havde vendt sig lidt mod vejen der forhåbentligt ville føre dem ud af forlystelsesparken. Hun var tålmodig og begyndte først at begynde og gå da han var kommet op på siden af hende. Hun holdt endnu den bløde bamse i dens ene arm som gik de hånd i hånd. Hun var en list speciel pige. Havde humørsvingninger som så mange andre og hun voksede som andre. Hun virkede som andre. Lignede andre. Men stadig var hun helt anderledes. Hun virkede altid glad og munter. Hun var altid klar til at hjælpe folk omkring sig. Var blot en man ikke kunne finde en anden af. Men sådan var det jo med alle. Ingen var ens. Stille og roligt gik de der side om side og der gik faktisk ikke særlig lang tid til at de ikke var omgivet af faldefærdige forlystelser eller smadrede telte. Hun havde af og til set mod Layson og sendt ham et smil. Prøvede at holde samtalen kørende.

Endelig synes Autumn at se mere søgende rundt. Og drejede af en lille afsides vej hvor at et nogenlunde stor men hyggelig bygning kom til syne for enden. Omgivet af træer og et græsareal. Kunne minde om en mindre skole. ”Der.” Hun løftede sin frie hånd og pegede mod bygningen og hendes stemme lød helt stolt. ’Feéral Unge Institution’ stod der på et skilt de kom forbi. ”Vi skal nok være lidt stille. De voksne kan ikke lide jeg er ude når det er mørkt.” forklarede hun ham og et måske lidt forlegen eller flovt smil var formet på hendes bløde læber.
Døren gik let op efter nøglen var blevet drejet om og forsigtigt åbnede hun den. Ventede til Layson også var kommet indenfor inden hun lukkede den igen. Hun rystede voldsomt på hovedet for at få de værste snefnug ud af håret og et tilfreds suk forlod hendes strube ved at føle den trygge varme omkring sig igen. ”Velkommen, Lay.” Hun lavede en kort gestus med armen inden hun selv forsatte ned af den lange gang de var trådt ind i. For først at stoppe foran en åbning i væggen. Indgangen til et lille køkken af en slags. ”Ehm..” Hun så lidt omkring inden hun i en elegant drejning vendte sig mod denne dreng. ”Noget bestemt du kan lide??”

Layson fik sig bevæget op af siden af hende så de kunne begynde og gå. Layson vidste ikke hvor hun kom fra eller boede derved var han lidt nysgerrig efter og finde ud af det, hun var ikke gammel nok til at kunne bo alene i en lejlighed, eller var man det? Han vidste det ikke, det var vel bare ham som tænkte de tanker, men hun var nu meget flink og han følte det var okay og være i hende fællesskab, det var sådan man havde det bedst med var det ikke?
Layson smilede let, mens de gik længere væk fra parken, han kiggede lige et let glimt over mod parken, nu forlad han den park efter nogle dage, det var nu rart, men stadig det havde været svært for ham nok at kunne forlade stedet, men han var jo nød til det når det var nødvendigt som med mad, han mindede meget om et menneske når han skulle havde noget og spise og det, men det var vel okay at han var sådan. Layson grinede let af sig selv han var godt gemt væk i sine tanker og det var nok noget af det han synes var sjovest da han ikke rigtig havde været i tanker end hele tiden. Men sådan var han nogle gange tankerne spillede meget ind for ham, og det kunne man tydeligt mærke på ham.
Layson kiggede på bygningen som hun boede i, han var godt helt uden ord, andet end han ikke havde regnet ud at hun boede sådan et sted, han var godt overrasket, han vidste selvfølgelig godt at det var en overraskelse, men ikke sådan et sted her, han fik lov til at gå ind, og smilede blidt til hende for tak over at lukke ham ind i huset, det var stort og han fuglte blot efter hende ind i et køkken af en art, han vidste godt nok ikke hvad han kunne lide, han var ikke ligefrem kræsen, så han kunne vel spise alt bare det var noget som var spiseligt "Jeg er ikke så kræsen på det punkt" Sagde han med et skævt smil, han vidste han skulle bare havde noget mad for at overleve derfor var han taknemmelig over at nogle ville give ham mad, og han nikkede stille tak for at hun ville give ham mad. "Tak" Kom det så fra ham, da han takkede over hendes hjælp til at give ham noget mad, han havde ikke regnet med at hun ville give ham mad, men det ville hun så åbenbart, og han var veldig taknemmelig over at hun ville hjælpe ham, og et sødt smil var fremme på hans læber, og man kunne se glæden i hans mørke grønne øjne, de var glade, og han var glad.
Layson vidste ikke hvad hun ville finde frem til ham eller dem, men han følte en vis varme fra huset, det var en rar følse at følse sig hjemme et sted man for første gang var i, men det var underligt, måske var det hende som gjorde han følte sig hjemme, men måske var han bare glad for at nogle gad hjælpe ham, og at han bare nød at sådan nogle ting her skete sommetider, for han var jo glad for det, og ville gerne ønske at han selv kunne gøre noget for sig selv, men det var lidt svært da der næsten ingen der gad havde ham arbejdene eller bare give ham nogle penge, men han overlevede da stadig, mens et skævt smil kom frem på hans læber, han tænkte for meget og glemte helt personerne omkring sig i den virkelige verden man kunne nemt se det på ham, at han var begravet i sine egne tanker, men nogle gange var det vel bare okay. Eller ikke altid.