A New Day in a New World

Den behagelige middags sol kastede sine varme stråler ned på Di Morga High School som lige havde ringet ud til spisepausen. Hovedparten af eleverne var gået i kantinen for at få noget at spise, mens der var en gruppe højlydte 3 G’er der sad samlet ude i middags solen og snakkede og grinte af diverse vittigheder. De var lige begyndt igen efter en varm sommerferie, og havde også fået et nydt medlem i klassen, i form af den attenårige Sam som allerede havde fået sig en pæn del venner som han nu fortalte en meget langt ude historie om et australsk cirkus med en kænguru der boksede med en klovn. Selve historien i sig selv var ikke så vitterlig skæg mente han ikke selv, men de omkringsiddende elver fandt den tydeligvis spændene, sikkert fordi hovedparten aldrig havde set en kænguru i levende live med deres egne øjne, så de måtte med deres fantasi forstille sig den store kænguru som Sam ivrigt fortalte om mens solen bagte ned på hans let lyse hud som trods den lyse farve var godt hærdet imod solen i form af et godt lag solcreme han om morgen altid tog på for en sikkerhedsskyld.
Han havde bestemt ingen planer om at ligne en skolet skid når han efter skolen vente tilbage til sin lejlighed i hjertet af Terre. En fin nydelig lejlighed han lige havde erhvervet sig via nogle kontakter hans far havde. Hvordan disse kontakter var i Terre vidste han ikke, men lejligheden dækkede drenges basale behov i form af et lille køkken, to overraskende store værelser, og et relativt stort badeværelse. Det ene værelse blev brugt som stue, mens det andet blev brugt som soveværelse og kontor hvor han kunne sidde og lave lektier til langt ud på natten, skubbe rullestolen tilbage, for så at falde sammen over i sengen, hvor han fandt i søvn i samme øjeblik hans kraftige mørkebrune hår ville ramme sengen.
Dagens påklædning var let og afslappet, en hvid t-shrit med teksten: Dont shut me out, mørke jeans og et par sorte allstars klipklapper der ikke var helt så sorte på grund af de røde og blå farver der pryde overfladen. Hans spinkle, men meget høje og kraftigt undervægtige krop sad let sammenkrummet mens han lyste som en sol over sine nye klasse som langt over forventning havde taget imod ham med åbne arme. Det var godt at man ikke var helt alene i denne underlige verden, hvor der ofte skete ting som var svære at forklare.
Han trak vejret dybt da han var færdig med sin lange tale på fransk til hans franske venner der nikkede ivrigt, hvis de ikke grinede. Han lod en hånd glide op i håret for at rode rundt, før han rettede sin ryk lidt, så den gav et par knæk. ”Andre der har gode historier?” spurgte drengen der sad ved siden af ham, mens han tog en flaske vand, og tilbød den til den taknemmelige Sam der var blevet helt tør i halsen efter alt den snak. Det var bestemt ikke hver dag han snakkede så meget, og hvis han skulle blive ved de næste uger, ville han da blive helt tør i halsen.

Det gav et sæt i Sam da han mærkede to kølige hænder på sine skuldre. Han kiggede op, og mødte en brun manke der tilhørte en af hans klassekamerater. "Hej ..." Han gav et letter nervøst smil fra sig, mens han betragtede pigens brune øjne der kiggede ned på ham. "Jeg kommer med en god nyhed ..." Startede hun hemmelighedsfuldt ud, mens hun satte sig ned vedsiden af Sam og betragtede de andre elever. "... Vores lære har lige kastet op, så vi har fri!" Hvinede hun så Sam måtte holde sig for ørene for ikke at få sprængt sine trommehinder. Lidt efter kom et højt udbrud og eleverne sprang op med jubel og dans. Sam rystede på hoved med et lille grin, før han blev revet op at stå, for så at blive trukket ind i skolen hvor de løb råbende igennem gangen, hen til deres skabe, for at få deres ting, og forlade skolen. Brunetten kom op på siden af Sam og betragtede ham lidt, før hun spurgte om de ikke skulle tage på cafe sammen, men han takkede pænt nej, og undskyldte med lektier der kaldte. Pigen rystet kort på hoved, for så at løbe hen til sine veninder som ventede på hende.
Sam fortsatte ud i det dejlige vejr igen og kiggede lidt rundt, før han så noget mærkeligt under et træ. Noget der kunne minde om et menneske. Han bed sig let i læben før han gik hen mod træet for at se hvad det var. Jo tætter på han kom, jo bedre kunne han se hvad det var. Et menneske jo, der var - besvimet? Det var da klart i den varme kappe pigen havde iklædt sig. Han prøvede forsigtigt at lirke kappen af den bevistløse krop, men det var ikke nogle let sag, da hans taske der hang over hans skuldre heletiden faldt ned i hans arm. Han endte med at sætte tasken fra sig, og trække lidt op i pigens skuldre, for at få kappen af hende. Sam betragtede lidt pigen da han havde fået kappen af, og anede ikke hvad han skulle gøre.
OOC: Jeg vidste ikke lige helt hvad jeg skulle skrive videre.

Da Angelins syn var godt begravet i hendes tanker, og det hele begyndte at spille forfra, trillede en tåre ned af kvindens kind, selvom hun var besvimet. Denne tåre var fyldt med frygt og alt muligt andet. Hvem skulle dog nu tage sig af landet, når Scars var væk, som hun havde set i sit syn? Hvad skulle der ske med Di Morga? Hvem skulle så.. Nej.. Scars havde lavet nok rod i det, og faktisk var hun lige glad. Han havde beskyldt Logan for alt muligt, og nu var han sikkert død, altså Logan, som hun engang havde elsket. Denne Scars kunne få lov til at forsvinde i helvede! Han havde taget noget fra hende, som havde haft stort betydning for hendes liv. Han havde taget noget fra hende som hun elskede højere end så meget andet, og det kunne hun aldrig tilgive ham for.
Der gik rimelig længe før hun kom til sig selv. Faktisk gik der omkring 10-20 minutter, inden Angelin igen begyndte at røre på sig, og varsomt åbne øjnene, som var fyldt af de mest funklende tårer. Heldigvis var der et træ, som gav hendes skygge, så solen ikke stod ned på hende, og hun nok ville være begyndt at brænde op. Hendes kappe var væk, det var det eneste hun fornemmede, da blikket og sanserne stadig flakkede utrolig meget. Men hendes halskæde? Hvor var den? Hastigt slog hun øjnene helt op, og tog sig til halsen, hvor hun trak vejret i små støn, og greb fat om det spiralformede vedhæng på sølvkæden om hendes blege hals. Dette smykke ville hun ikke kunne leve uden, da forvandlingen allerede var sat i gang, og vampyren kom længere og længere frem i hende, hvilket ingen rigtig vidste.
Tæt ved hende, var der en dreng. Ved siden af ham stod der en taske, og hendes kappe på der minsandten også. Forsigtigt lod hun det let flakkende blik studere ham. Hendes blege ansigt var det eneste der var vent mod denne dreng, som sikkert havde fundet hende, og tænkt at kappen var grunden til at hun lå besvimet. Der havde han så nok ikke forstået det rigtigt, men han var nok menneske, og kendte nok heller ikke til hendes evner, da de ikke kendte hinanden.
Hov? Var denne dreng ikke ham hun havde kigget på, før hun besvimede? Den dreng som havde siddet og fortalt et eller andet til dem han var sammen med. Det måtte det nok have været. Gad vide hvordan han havde fundet hende, og hvor længe han havde været her. Spørgsmålene forblev ind til videre et mysterium, selvom spørgsmålene og stemmen brændte i hendes hals, for at sige noget.
Ingen ord kom frem fra kvinden, hvilket irriterede hende meget, og hun måtte nøjes med at studere denne dreng.
//Det okay:) Undskyld mit ukreative svar:3//

Det endte med at Sam var ved at gå, da pigen slog øjne op. Normalt ville han ikke bare forsvinde, men han anede ikke hvad han skulle gøre, måske gå lidt væk og ringe til en ambulance? Han slap heldigvis i sidste ende for det da hun slog øjne. Han trak vejret dybt, og lod et lille nervøst smil spille over hans læber. "Eh ... H-hej!" han følte det utroligt akavet men vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Han bed sig let i læben, og kiggede kort rundt, før han til sidst rakte hånden frem for at pigen kunne tage den, hvis hun ville op. Han kunne ikke tilbyde hende at køre hjem, da han ikke havde nogle bil, og sikkert heller ikke ville få en, da han blot skulle være i landet i et år. "Er du okay?" endte han så med at spørge, efter et par minutters tavshed fra hans side. Sam trak vejret dybt, og fiskede en vandflaske op af tasken, og rakte den frem til pigen. Hvis hun ikke tog den, ville han skrue låget af, og hælde en del af flaskens indhold ned i sin egen hals. Det var ikke hverdag han rede en pige fra - hedeslag, egentligt havde han aldrig gjort det, og tænkt nu hvis det ikke var det?! Han bed sig atter nervøst i læben, mens han rakte ned efter sin taske, for at lade flasken glide ned i det store rum, for derefter at smække 'låget' i igen. "Jeg kan desværre ikke tilbyde dig at blive kørt hjem ..." Han lavede et lille vift med hånden, før den fløj op i hans mørke hår og rode lidt rundt så hans mørke hår faldt ned i øjne, som lidt efter blev fjernet af et par perfekte klaverfingre der lige så godt kunne have tilhørt en kvinde. "Eh ..." Sam anede ikke hvad han ellers skulle gøre, så til sidst endte det med at vende ansigtet bort fra pigen, for at kigge hen mod skolen der så øde og tom ud. Han ville egentligt gerne væk da det begyndte for ham at blive en smugle akavet, mere end før, så han stoppede hænderne ned i bukselommerne, og begyndte at gøre sig klar til at gå. "Eh - forresten, hedder Sam." Sam nikkede kort til pigen, og begyndte så at vende snuden mod vejen der løb udenfor skolen.
//Intet problem, har hørt dine klager over tysk ^^ mine er bare korte lige for tiden -.- sorriii//

Selvom hun efterhånden var kommet til sig selv, viste det hele sig at ligne en stor pærevælling, som ikke gav mening for Angelins syn særlig længe. Dette blev ved indtil menneske-drengen sagde noget der mindede om hej. Blikket svimlede mere eller mindre, og hun tog forsigtigt hans hånd, da han rakte hende den. Kort efter kom hun på benene, men de svajede en del under hende, hvilket gjorde at hun måtte støtte sig til det træ tæt ved hende. ”Ehm.. Nej.. Tak for hjælpen…” Forsigtigt studerede hun menneskedrengen fra kortere afstand, og opfangede at han nok ikke havde lyst til at være her. Denne tanke fik det til at buldre i hendes sind, mere end det syn hun havde haft, havde gjort mod hende. Ikke fordi hun flippede ud, men nok mere fordi hun følte det lidt anderledes en andre. Ting som hun opfattede ved andre, f. eks at de ikke følte sig trygge i hendes selskab, gik hende utrolig meget på, personligt.
”Måske burde jeg ikke have taget kappen på, da jeg gik ud. Det må næsten have været grunden til det hele.. Forbandede kappe.” Hendes blik lod hun falde over på kappen, som lå tæt ved hende. Stadig var det utrolig heldigt at det ikke var midt i solen, at dette var sket, da det ville have kostet hende en del smerte, selvom forvandlingen kun var startet kort.
Forsigtigt tog hun i mod vandflasken, og tog en lille slurk, og gav den så tilbage til drengen, som selv drak det meste af indholdet, hvilket var forståeligt nok, da det var utrolig varmt. Eller i hvert fald mod hendes blege krop, som egentlig lyste en smule op, som den normalt gjorde. Hvis man selv var et magisk person, kunne man tydeligt se, at hendes krop og hudfarve ikke var naturlig, eller at hun ikke var menneskelig overhovedet. Dette var Angelin dog ikke klar over at andre ikke-magiske personer kunne se, og det var måske også derfor at denne dreng ikke var flygtet fra hende endnu.
Da drengen sagde at han desværre ikke kunne køre hende hjem, fik hun en mere eller mindre trist tone, da hun mere eller mindre blev trist ved tanken om det hele. ”Jeg har ikke noget hjem, så det er så nemt.” Kom det kort fra Angelins bege rosarøde læber, som for kort tid siden havde været mere eller mindre blå.
Tanken om synet kørte stadig rundt i hendes underbevidsthed, og hun bestemte sig for at hun ikke ville fortælle denne Sam om noget endnu, med mindre det blev nødvendigt.
Da han ville gå, og havde vendt snuden op mod skoen igen, greb hun hurtigt hans hånd, eller rettere i hans håndled, og fik trukket hans ene hånd op af hans bukselomme, og tog hans hånd i sin bløde hånd, hvilket måske ville få ham til at reagere.
”Hey. Mange tak for hjælpen, Sam. Jeg skylder dig en tjeneste.”//Mine er altså ogs korte;___;

”Tjaa.. Det ved jeg faktisk ikke.. Jeg har ikke rigtig råd til et sted at bo,” kom det kort men hastigt fra Angelins læber, som mere eller mindre var noget af det mest farverige i hendes ansigt, bortset fra de klare og funklende krystalblå øjne, som man ville lægge mærke til. Disse øjne var åbenbart bestemt specielle i farven og på det mønster som irisserne havde. De viste noget omkring hendes død, og hvis man var klog nok, eller faktisk var utrolig klog og vidste noget om øjne, så kunne man vist læse hendes historie i hendes øjne, hvilket var rimelig syret.
Den vinternat hvor alt var stille, sneen lille var faldet og det var få dage før nytår, skete der noget helt forfærdeligt, som ingen heldigvis kunne huske længere, var sket i Di Morga. Nu var her så også en hel masse andet, som skete hver dag. Mennesker blev dræbt af vampyrer og dæmoner udslettede engle, for ikke at sige hvad djævle gjorde.
Men den nat, skete der det, som faktisk mere eller mindre var skyld i den farve og det mønster Angelins øjne havde. Dette var først noget som var kommet til hendes for et par år siden, men nu vidste hun hvordan hun døde. Midt den vinternat, brød der en masse ind i huset, forsøgte at tænde ild til det hele, eller bare hærge. Hvad der var gang i, var ikke helt tydeligt, men de var ude efter noget, som Angelins forældre tydeligvis havde. Hvad det var, vidste hun heller ikke rigtigt, men dette de ville have fat i, var sikkert et eller andet betydningsfuldt for dem, da de virkelig gik hele huset igennem. Da de fandt Angelins søsters værelse, voldtog de den unge pige på 14 og dræbte hende. Så kom de til stuen igen, hvor Angelins’ forældre havde gemt sig under spisebordet, som havde en dug der gik ned til jorden. Hendes forældre var blevet svunget væk fra bordet, ind mod en mur, og havde fået drejet halsen om. Angelin var blevet fundet i sin seng, og tømt for blod. End of story. Sådan var det hele gået til.
”Eh.. Undskyld.. Mit navn er Angelin, hvilket passer godt til min race og… Gud du er jo menneske ikke? Jeg burde virkelig ikke have sagt noget..” Chokeret og med store øjne, stirrede Angelin på Sam, og ønskede at hun kunne slette hukommelse. Det var nok ikke en særlig god idé, at en menneskedreng som han, som sikkert ikke kendte særlig meget til vampyrer eller engle for den sags skyld, skulle vide hvilken slags hun var, selvom han sikkert allerede havde fundet noget mærkeligt ved hendes udseende, og grunden til at hun havde haft den kappe på.
Denne dreng lod ikke til at være dum, men han kendte nok ikke til det overnaturlige, og hun ville ikke give ham et enormt chok, når han fandt ud af hvem hun var, selvom han nok ville få det alligevel.

Først vidste Sam slet ikke hvad han skulle sige. Det virkede forkert i hans verden, at se så fandens godt ud, som denne pige gjorde, og så ikke have et sted at bo! Kunne hun ikke være prostitueret? Nej! Det var for langt nede, ville de fleste mene, og det var inklusiv Sam. Han mente ikke man kunne sælge sin krop for penge, og var stærkt modstander af det, trods han ikke brød sit hoved med det. Han trak vejret dybt og bed sig let i læben, mens han betragtede pigens ansigt, hvis fyldige læber og øjne var det eneste i hendes lyse ansigt der rigtig gav farve, men det gav også en utrolig skønhed, med den let lysende hud, sådan så det ud for Sam der gloede på hende, eller prøvede ikke at glo.
”Undskyld mig, men hvad mener du?” Selvfølgelig vidste menneskedrengen intet omkring den verden han boede i, hvilke var et klart minus. Sam anede kort sagt intet om de overnaturlige væsner, ud over dem man kunne læse i diverse fortællinger, som for eksempel Dracula og andre varulve/vampyr bøger. Han havde ikke været i byen længe nok til at have bemærket de underlige ting der skete omkring ham, så som drab af flere uskyldige mennesker eller væsner hver nat, eller hvad der skete så snart natten kom, eller bare noget af det, bare så meget som en sølle animagus! I Sams hoved lød det som om hun ville prøve at beskytte ham mod noget, men han kunne da selv! Han skulle da ikke beskyttes! Måske var han ikke nogle bodybuilder, men han kunne bruge sine ben og tomme trusler fik han mange af, så dét bekymrede han sig heller ikke om. Han havde endnu ikke fået trusler i Frankrig fra skolens smarte fyre, dem behøvede han endnu ikke at være bange for, og vampyr var han endnu ikke stødt ind i endnu … endnu. ”Jeg mener selv jeg er menneske – men hvad mener du med race?” Sams øjne blev en smugle smalle, mens han indgående betragtede pigen der stod foran. Han fugtede sine læber, og lod så kort et smil danse hen over dem. ”Okay – jeg har en ide, du kommer med mig hjem, og du fortæller hvad du mener …” Kom det så ud af Sams mund, før han kort efter tilføjet. ”… Den skal ikke misforstås.” En trækning i mundvigen gjorde det ud for et smil, før den forsvandt igen, og efterlod hans ansigt med de fyldige læber presset let sammen, mens han trak vejret igennem næsen, og øjne rettet i et spørgende blik mod Angelin som denne pige udgav sig for. Han gættede på det var rigtigt, men hvorfor skulle det heller ikke være det?

Efter en smule tavshed fra hendes side, tog hun sig sammen for at sige noget. Da hun åbnede munden, kom der intet ud, og først nu opdagede hun, at han faktisk stirrede på hende, hvilket gav hende lyst til at slå ham. Ikke fordi han var ubehøvlet, men bare for at få ham til at kigge på noget andet end hendes ansigt. Så svært kunne det vel ikke være, kunne det? Så smukt og elegant var hendes ansigt altså heller ikke, eller var der noget hun havde misforstået.
Var hans kiggeri på hende fordi hun var tudegrim eller noget. Måske fordi hun havde et eller andet i ansigtet som så mærkeligt ud. Måske…
Alt for mange spørgsmål blev ved med at køre igennem hendes hoved. Så mange at det næsten fik hendes hjerne til at bryde sammen, og glemme hans spørgsmål.
”Øhm.. Du må altså love mig, at du ikke flipper ud, forsøger at dræbe mig eller noget i det stil.. Men altså. Der findes altså andet end Menneskene. Jeg var også engang et menneske, og læg mærke til at jeg siger VAR et menneske. Det er jeg ikke længere. Jeg er død. Måske har du lagt mærke til at min hud er utrolig unaturlig og det. Jeg er blevet genfødt…” Kort holdte hun en lille pause, hvor hun tænkte det hun ville sige igennem. Hun håbede så inderligt at han ikke ville flippe ud på hende. Efter en lille tænkepause, hvor han forhåbentlig ikke kunne nå at spørge ind til noget, begyndte hun at snakke igen.
”Som sagt er jeg død. Omkring os lige nu, kunne der være fyldt med alverdens væsner. Lige fra Vampyrer til Djævle. Fra Engel til Animagus’er.. Sådan her kunne jeg blive ved. Jeg er en af dem.”
Igen stoppede hun op, for atter at vælge sine ord. Dog gjorde hun det denne gang med mere omhu, eller hun prøvede i hvert fald.
”Lad os blive her. Jeg vil ikke risikere noget.” Kort sukkede hun, hvorefter blikket blev rette stift ned mod jorden. Tænk at denne menneskedreng ikke kendte om noget til noget? Hvor kort tid havde han overhovedet opholdt sig i Di Morga? Han burde da ha lag mærke til at der skete omkring, eller havde han måske ikke?
”Okay..” Hun standsede op, og vente fronten mod ham, så hun kunne møde hans blik. De Krystalblå øjne bandt mere eller mindre hans øjne fast, selvom han til hver en tid kunne løsrive sig fra hendes blik. ”Jeg er en engel. Døde for mange.. Mange år siden.. Jeg blev genfødt, da jeg kun havde levet et ungt liv som engel...”
Tankerne snurrede rundt i hovedet for den egentlig rimelig ungudseende kvinde, som endnu ikke kunne fatte, at hun lige havde fortalt et menneske hvad hun var. Han ville jo flippe fuldkommen ud!

Sam lyttede til hendes forklaring i tavshed mens han slugte oplysningerne. Det lød åndssvagt i hans øre, men han sagde ikke et ord før hun var færdig med at snakke om hvad hun nu havde på hjertet omkring det at være engel. Mon de var ligesom at være engel, altså sådan en guds engel? Han lage ansigtet i tænksomme folder, mens han lod hendes ord synke ind.
Da hun var færdig, kiggede han op på hende, med et let smil på læberne, mens han kiggede ned af hende. "Okay - så du siger altså du er en engel?" Han hævede lidt det ene øjenbryn. "Så bevis det ..." Hans toneleje var helt neutralt, ikke vredt, men heller ikke legende, som om det var en joke. Han forlangte blot et bevis på at hun talte sand, for man kunne vel bilde folk så meget ind nu til dags, og de fleste, inklusiv Sam selv, ville hade at blive holdt for nar, at tro på en løgn, så han forlangte et bevis.
Der var jo også så mange i den nyere tid som ikke længere rigtig troede på gud og Jesus, da der jo ikke var nogle rigtige beviser for at han havde levet - ud over de der ganske sjovt ting som var fundet, som man mente var beviser, men intet af det var bevist - intet havde ærligt og redeligt kunne forklare at det var Jesus ting.
Sam var ikke typen der troede på alt muligt overnaturligt - det var ikke fordi han ikke ville tro på det, men det var bestemt ikke naturligt og videnskabeligt bevidst, og Sam fortrak videnskaben. Han ville have beviser for at det fandtes, så hvis hun kunne bevise det ville han tro på hende, men ellers ville han blot ryste på hoved, og grine. Man skulle have sine beviser i orden, ikke alt muligt underligt man fik klæbet sammen.
//Beklager det ikke blev længere, men mit hoved gik i sort

En lille kort tænkepause og længere tids tavshed lod sig falde over deres samtale. Hvis man altså skulle bevise at man var engel. Så. Det betød vel at man måtte vise sine vinger lidt frem? Men. Var der ikke også andre væsner der havde vinger? Hvad med glorier? Sådan nogle havde hun aldrig forstået. Burde man ikke kunne få en glorie frem også? Altså. Hendes hud var bleg. Måske kunne hun ha været vampyr også? Men. Den skinnede da mere? Den var mere sølvagtig, var den ikke?
Forvirret så hun på ham, men blikket blev så lavet om. ”Okay. Nu skal du bare se. Hvis du ikke tror på mig efter dette, så må noget sq være slået klik..” Et kort suk kom fra hendes mund, og hendes blik ilede kort rundt, for at sikre sig at der ikke var andre mennesker i nærheden af dem.
Kort lukkede Angelin de krystalblå øjne, og en lille smil gled nu atter over hendes læber, da hun hørte et blid blafren i luften. De smukke og utrolig store vinger, havde bredt sig ud bag hendes ryg. Let rystede hun op overkroppen, så en lidt højere blafrende lyd kom frem.
Nu burde han da tro på at hun var engel. Eller måske troede han stadig ikke på hende.


//Jeg tror jeg har fået skrifeblokering._.' Sorry:3

Sam lage hoved let på skrå, ikke i en spørgende mine, men det var lige det der passede ham bedst at gøre, mens han ventede på et bevis. Der hun endelig fandt ud af noget, rettede han igen hoved op, og smilede let, mens han betragtede Angelin. Han havede et øjenbryn mens han hørte lyden af vinger der blafrede og derefter så dem, hvilke fik ham til at løfte to, og stå og glo som en anden idiot på dem før han tavst nikkede. "Der kan man bare se ..." Mumlede han, uden helt at vide hvad han egentligt skulle gøre ved dette. Det virkede ikke videre realistisk i hans verden som var baseret på beviser, og nu ... en engel?! Han sukkede let, og fjernede blikket fra vingerne til ansigtet. "Og ... hvordan er det lige sket?"
Det burde jo overbevise ham, hun havde jo lige bevist hvad hun var, men alligevel troede han ikke rigtig på hende, det var jo så unormalt!
Sam var jo blot et menneske, der ikke havde set længere end ud over hans egen næse, så hvordan skulle han nogensinde kunne tro på dette engle-halløj! Han rode rundt i håret, og betragtede derpå vingerne hvis de stadig var fremme, og ellers betragtede han blot luften, hvor de skulle have været. Det gav stadig ikke meget mening i knolden på ham, og det vil det sikkert ikke de kommende par dage. Hvor mange der mon var af disse englebevinget væsner? Det kunne se ganske kønt ud med dette, hvis nu alle vade rundt og var små engle med vinger på ryggen.
"Men ... jeg vil gerne hjem, eller et andet sted, så med mindre du har lyst til at stå der og glo, er du velkommen til at Joine." Et let smil strøg over hans læber, trods det var lydt kunstigt, før han vendte om, og begyndte at gå ned af gaden, med engle svirrende inde i hoved, hvilke virkede frygtelig irriterende. Måske skulle han slet ikke være gået hen mod Angelin i starten, så var han jo sluppet for alt det as og mas med at se engle og bla bla bla ...
//Ewwww! Oh nåde, jeg håber det er okay ...

Inderst inde var Sam sikkert helt forvirret, og der var heller ingen tvivl om at han stod og gloede på hendes vinger. Da hans spørgsmål om hvordan det var sket kom frem, kiggede hun ned i en bedrøvet mine. Måske skulle hun bare ha ladet som om hun var en helt normal pige? Et par år yngre end ham, som bare var forældreløs og fattig? Så var de sluppet for alt dette hejs med alt det der englehalløj. Tænk hvis hun nu ikke var faldet om. Det kunne have været meget … meget nemmere. Pludselig begyndte han at gå. Måske havde hun været for langt inde i sine egne tanker til at kunne høre hvad det var han havde sagt. Måske var det ikke vigtigt. Alligevel fulgte hun efter ham, da hun havde på fornemmelsen at han ikke forsøgte at smutte fra hende. ”Du spurgte lige før hvordan det var sket. Det er meget simpelt. Jeg døde.” Forsigtigt så hun på ham, og trak vingerne ind igen, da hun ikke ønskede at for mange skulle lægge alt for meget mærke til hende. ”Jeg døde en kold vinternat. Eller rettere jeg blev myrdet i mit eget hjem. Hvis ikke jeg havde fortalt at jeg var engel, ville jeg bare have sagt at jeg var forældreløs. Inderst inde er jeg det på en eller anden led, dog har jeg så næsten vært det i tre århundrede.. Sagen er den, at jeg blev myrdet i mit hjem. De dræbte mine forældre og min søster. De voldtog min søster før de skar halsen over på hende. Hun var 14 år, og dengang var jeg lige netop fyldt 16. Faktisk døde jeg en uge efter min egen fødselsdag, eller faktisk 8 dage efter, da vi blev myrdet efter midnat. De drejede hovederne om på mine forældre, som om de var kyllinger der skulle slagtes. Jeg selv lå og sov.. Og pludselig blev min drøm afbrudt, og jeg vågnede stort set nøgen et eller andet sted, som jeg ikke rigtig husker længere. Alt var hvidt, lysegult eller blåt. Alt sammen i smage nuancer som er svære at forstille sig. Alt er blødt og en blid stemme snakker til dig. Den fortæller dig om din død, som du ikke forstår noget af. Den forklarer at du skal tilbage til jorden, som et helt nyt væsen.. Og så.. Vågner man det næste øjeblik nede på jorden et eller andet sted..”
Måske havde hun snakket lige lovlig længe, men når der endelig var noget at snakke om, skulle det da udnyttes? Dog vidste hun ar Sam nok ikke forstod det mindste af det.
//Det er helt okay, dit svar^^