A Grand Opening & A Grand Opportunist

Tid ¤ Midnat
Sted ¤ Gågaden/Étre Galleri.
Vejr ¤ Stjerneklart, Skyfrit
Dato ¤ 06.08.14
Påklædning ¤
http://www.savethemilkyway.org/wp-content/uploads/2014/04/women-party-dress-minimalist-womens-dresses-engagement-party-dress-ladies-party-wear-handbagswomens-holiday-party-dresseshm-womens-party-dressesparty-dresses-womens-clothing-house-fraser.jpg

Så var aftenen kommet. Den voksende menneskemængde, de fine klæder, og den store racevariation; indikerede overfor aftenens værtinde, en vellykket åbningsfest. De blanke rødbrune vægge, besad alle malerier af mangfoldige karakter. Alt blev fremvist. Nogle af værkerne var personificerende, andre abstrakte, dog var fællesnævneren at de hver især, på deres helt egen måde, afspejlede kunstneren der havde malet dem. Det måtte på sin vis også være en grænseoverskridende følelse, at iagttage folk, hvis eneste formål med aftenen var, at iagttage dine personlige værker. Ja, havde aftenens værtinde været et menneske, så havde hun nok følt sig yderst sårbar, og blotlagt.
Men nu var Azalea, jo langt fra et menneske, så dette var i hendes øjne ikke andet end blotlæggelsen af hendes egen personlige terapiform: kunst. Hun havde skam intet imod at fremvise sine værker, mest af alt fordi hendes malerier kunne kendetegnes som små koder; kendte man ikke til den større sammenhæng, ville man ikke kunne se det større billede. Men det var vel også derfor hun holdte af kunst, det kunne være så tvetydigt, og dog så enkelt, i et og samme sekund.

Med begge sine hænder hvilende på gelænderet, så Azalea ned på den atter voksende skar af væsner. Det stilfærdige smil der brød frem på hendes læber, fremviste et smilhul, kun de færreste kunne frembringe. Hendes gråbrune blik strejfede bygningen, i al dens æstetiske pragt. Hun havde arbejdet på stedet i 8 måneder, og kunne ikke have været mere tilfreds med udfaldet, alt var præcis som det skulle være. Fra de sølvbeklædte rosé lysekroner, til den stilistiske, og tematiske overgang der gennemgik i lokalerne. Detaljerne var af den selv samme udsøgte kvalitet, hun havde ønsket, og hun påmindede sig selv om at sende en dyr flaske vin til sin assistent, der havde hjulpet med at overse hele processen.

Med lette skridt, drejede hun om på de sorte hæle hun havde på, og tog et vinglas med bodorødt væske, fra tjenerens melánge-fad. Hun tog en enkelt sip, og gik med beskedne skridt ned af trapperne, for at imødekomme de mange ankommende.
Til aftenens anledning havde Azalea valgt at pryde sig med en fin sort, satin kjole der gik til knæene. Den komplimenterede hendes timeglasfigur, uden at fremvise for meget eller for lidt. Hun havde opsat sit lange mørkebrune hår i en messy bun, imens hendes pandehår var sat til siden. På andre kunne dette måske se kedeligt, eller ikke-særlig-gennemtænkt ud; men i det her tilfælde, var det personen bag klæderne der gjorde udfaldet. Azalea's tilstedeværelse havde altid vakt blikke, hvad disse blikke skyldtes varierede. Men man kunne ikke modsige, den aura, de år, det kontrollerede kaos, der lå bag hendes pæne facade. Hun var uden tvivl én at holde øje med, men hun var ikke den eneste.

Ubevidst for de mange inviterede gæster, der ængsteligt snakkede løst om hendes kunst, var at Azalea selv, holdte udkig efter en bestemt person. Denne person havde besvaret hendes invitation, dog havde hun endnu ikke fået færten af hans tilstedeværelse. Hun klingede kedsommeligt til sit halvtomme glas, med sine rødliglakerede negle. Azalea havde bestemt aldrig været af den mest tålmodige af natur, dog havde hun med tiden lært at mestre det. Det gjorde det dog ikke lettere, da hendes galleri Étre ikke lå alt for langt fra det velhavende, og velorganiserede casino Sky Cathidral. Gæsten der stadig ikke var dukket op, var nemlig ingen anden end ejeren, Azalea's langtidsrival, og selverklærede 'frenemy': Azurel. Azalea så dog frem til hans fremmøde, da hun ikke ofte havde mødt nogen der var ligeså ambitiøst motiveret, og endda med et intellekt der kunne kapere en del. Hun udskiftede hurtigt sit tomme glas, med et nyt. Nu var spørgsmålet dog, hvor mange drinks ville hun være igennem, før han dukkede op?

Azurel kom som altid fashionabel late. Cirka en halv time efter de andre gæster var kommet. Han havde sit sorte Armani jakkesæt på, det sorte slips og det altid charmerede smil plantet på hans bløde læber. Det ryg skæg og de dybe brune øjne, den veltrænede krop og den ranke og fine holdning fik flere blikke fra de kvindelige gæster da denne mand endelig trådte ind af døren. Azurel tog elegant et vin glas og gik direkte hen og gav sig til at kigge på malerierne. Han gik med vilje ikke hen til Azalea men holdt sig på afstand. De havde altid haft respekt for hinanden og det var også en af de grundlæggende grunde til at han var kommet, men han forlangte også respekt til gengæld. Så hun måtte komme til ham.

Azurel rettede på sit slips i det han tænkte tilbage på hvordan de to gamle væsner havde krydset intellektuelle klinger før. Grunden til at Azalea havde vundet hans respekt var på grund af at det aldrig var endt i fysisk kamp mellem dem. Det var nok også grunden til de ikke var helt fjender eller allierede. Men Azurel havde glædet sig til at dette sted ville åbne. Han top en sip af sit glas da en kvinde kom over til ham og sagde '' Dette maleri er så plausibel abstrakt ''. Azurel ignorerede kvinden og hendes henvisning til ham. Dette fik kvinden til at fnyse og gå. Men han var ligeglad, han var ikke kommet her for at snakke med pøblen. Han var kommet for at byde hans gamle ven og fjende velkommen til byen og tillykke med åbningen. Lidt efter begyndte han at gå rundt og kigge på de smukke malerier.

Azalea tog endnu et sip fra sit glas, med blikket fæstnet på et af sine værker. Hun slog dog stilfærdigt blikket ned, da hun opfangede hans tilstedeværelse. Indvendigt himlede hun med øjne, kun Azurel kunne finde på at lade hende vente så længe. Men han var vel ventetiden værd. Hendes blik gled op forbi menneskemængden, og hen til hans placering. Azalea havde altid vist at han havde sans for stil, dog fandt hun hans påklædning i aften, yderst tiltalende. Mørkefarver havde generelt den effekt på hende, men det handlede vel også mere om hvem der bar klæderne, og hvordan.

Azalea så hvordan en af de kvindelige gæster, prøvede at komme på talefod med ham, og hun kunne ikke unde at smile. Hans kølige, ligegyldige facade, havde hurtigt fået kvinden til at føle sig krænket, og vie væk. Det havde dog den modsatte effekt på Azalea. Hun afgav sit glas til tjeneren, og valgte at træde Azurel nærmere. Eftersom han var en dæmon, havde hun ikke i sinde at snige sig ind på ham, det ville kræve mere energi end hun ville tillade at gøre brug af. I stedet stod hun nu vedsiden af ham, med armene sat overkors, og hovedet let på skrå. Hendes udsyn var det samme som hans: et af malerierne.

"Hvad er så dine tanker omkring dette værk? Hold endelig ikke tilbage."

Hun manøvrerede hurtigt sin hånd forbi ham, tog hans glas, og sippede roligt til den, uden at tage blikket fra ham. Hendes stemme havde været sarkastisk, en smule spydig, og nysgerrig. Hun satte derefter glasset på et småt, cirkulært bord vedsiden af dem. Et afventende smil spillende på hendes læber.

Azurel smilede en smule da han hørte hindes stemme. Det var som altid en leg der startede, ingen velkommen eller hej. Bare direkte i gang med den let provokerende dog respektfulde leg. Det var som en farlig tango hvor bare et forkert skridt kunne ende galt. Dog havde de aldrig taget et forkert skridt imod hinanden. Han vidste at hun var intelligent og det havde han respekt for. Først da hun tog hans glas førte han kort et blik over imod hende for derefter at kigge tilbage på maleriet. Azalea var ikke som den anden kvinde. Hun havde krævet hans opmærksomhed ved at tage hans glas og det havde han respekt for. Han satte hånden han havde holdt glasset i op foran hans læber og stod lidt og betragtede maleriet lidt før han fjernede hånden igen og sagde '' Jeg ser et vision.. En kunstners vision.. En Kunstner der ønsker at skabe en tanke i ens hoved.. Men mest af alt ser jeg.. Styrke..Det er det ord jeg vil bruge til at beskrive dette maleri med.. Styrke ''.

Han drejede sig elegant om og gav hende et af hans yderst charmerende smil og tog hendes hånd og bukkede sig ned og kyssede den. Derefter slap han den og rejste sig atter rank og fint op. Hans brune øjne brorede sig ind i hendes som et sværd og fæstnede sig i hendes blik. Han sagde med en rolig og alligevel drilsk stemme '' Og hvad laver kunstneren med en gæst der er kommet så sent til hendes åbning ''. Han trådte tæt på hende og rakte ind over hende og tog sit glas og blinkede derefter til hende og trådte et skridt tilbage. Næsten udfordrende og alligevel ikke. Det var et symbol på at han tog hvad han ville men alligevel tillod hende at tage fra ham. Det var en forfinet form for kropssprog og symbolik ikke mange forstod.

Azalea slog blikket ned, inden hun så sig overskulderen, som for at undgå hans blik. Et mindre smil brød frem på hendes læber, han havde ramt plet. Maleriet de kiggede på besad komponenterne; styrke, vilje og magt. Det var de tre faktorer der havde drevet hende dengang, og som på mange måder, stadig gjorde i dag. Med et mindre suk vendte hun blikket tilbage imod ham, afgrænsende og overvejende. Hendes ellers allerede smalle pupiller, blev næsten katteagtige, i mens hun roligt så ham an.
"Velset, Azurel. Men styrken i dette maleri ligger ikke kun hos kunstneren, men kunstnerens muse ligeså."
Det smil hun bar, blev en anelse bredere. Azalea så kort tilbage på maleriet, hun havde malet det, og tre andre efter sit første møde med Azurel. For hende afspejlede maleriet, det intellektuelle tovtrækkerrig imellem dem, samtidig med at man også kunne ane det potentiale de begge besad.

Da Azurel bukkede og gav hendes hånd et kys, mærkede hun en markant ændring i lokalets fokus. Selv om at hun før havde været centrum, var de nu begge under nøje opsyn. Azalea holdte sin latter tilbage, han havde altid vidst hvordan man gjorde krav på folks opmærksomhed. Dog tog hun hans gestus som en oprigtig velkomst. Da deres blikke mødtes, og han med sin uvurderlige charme, fik stillet sit lettere drillende spørgsmål, himlede Azalea med øjne.
"Det skal jeg fortælle dig."
Hun lænde sig ind imod ham, så hendes læber var placeret få centimeter fra hans øre, inden hun hviskede."Fordi kunstneren ikke vil kedes ihjel af almene gæster."
Azalea skiftede forsigtig positur, og stod igen med rank ryg, og et legende blik i de mørke øjne.

Han forstod skam godt hvad hendes muse måtte være da hun sagde det som hun gjorde. Det bragte et lille smil frem på hans læber efterfulgt af et respektfuldt og forstående nik. At hun ligefrem havde brugt ham som muse var helt bestemt en ære. Dog kunne han ikke holde sig fra at komme med en frisk og drilsk kommentar '' Det er også svært ikke at bruge mig som muse ''. Han grinede elegant, kort og lavt.

Han havde lagt mærke til at folk holdt øje med dem. Men det var noget han bestemt var van til og derfor gjorde det ham intet, det havde ingen effekt på ham. Et smil viste sig flyvsk på hans læber da hun lænede sig ind og hviskede til ham. Det var normalt et trick han brugte til at få kvinder til at miste deres fatning. Han kunne nu fornemme at de mange år de ikke havde set hinanden i ikke havde ændret hende det mindste. Hun var stadigvæk en forførende og intelligent kvinde som man skulle passe meget på hvad man sagde til. Hendes ord fik ham til at smile mere og da hun rejste sig op igen var smilet bestemt stadigvæk til at se på hans læber. Han havde savnet denne lille dans af deres. Hvordan de begge to spillede dette spil til perfektion. Han sagde lavt og roligt '' Jeg ville ikke undgå muligheden for at se sand kunst.. Og jeg snakker ikke kun om malerierne ''. Han afgav et blink efterfulgt af en hånd der kørte langsomt og blidt gennem hans hår.